der er altid en sær, spaceagtig stemning ved en natoplyst tom tankstation, og du har fundet en fantastisk en af slagsen med svævende tag og glinsende standere, med rør og ledninger og en billboard med en af de frække.
men det hele nyttede ikke noget, hvis du ikke havde fotograferet, som du gør: en frontal registrering med mørket som baggrund.
den kan selv, rumstationen, du skal bare vise den frem.


uhm, det er lækkert, jeg elsker, når der er gods i et billede, når det damper af ægthed og materie.
og det gør dit billede, der er en skøn stoflighed af rust og pletter og snavs.
og lyset skaber form, kanden bliver rund og ruden plan, et vindue med sprosser og vand, der løber og sprøjter, der er pludselig kommet fart på, er det en bus?
du mestrer den rustrøde tone og de antydede figurer i et velkomponeret, dramatisk værk. om at vente.


uha bent, det er svært med de dejlige derhjemme, for du ser en masse, ingen andre ser.
hvis billedet skal virke for andre end den nærmeste familie, skal det fortælle noget alment. noget om børn generelt eller om dit forhold til børn, eller det skal være en fotografisk opskrift, der viser nye veje.
du demonstrerer, at man godt kan presse to børneansigter ind i det samme billede, hvis man kan få søster til at holde lillebror om skulderen, men du viser også, at prisen er høj:
lyset er kvælende, børnene kunstige og det hele oser af tvang.



så’ der mere liv i det her familiebillede af farmand, der har smidt støvlerne på brostenen og sig selv på en sofa, verden længste sofa, det er godt nok sært.
hvad laver den der?
er vi på en campingplads, eller er manden hjemløs, og pigen, der rider, hvad rider hun på?
og pludselig bag hendes hår i sofaen, et par katteøjne, der lyser og endnu en hånd?
et mystisk billede, der giver mig lov at digte.



i røg og rafter lægger du op til en dramatisk begivenhed eller dragende tilstand, her skal ske noget stort eller vigtigt eller bemærkelsesværdigt, nu skal der leges eller fortælles historie.
lyst tømmer, sorte flader og et bindingsværkshus, scenen er sat til en spændende fortælling.
og hvad får jeg så? en rødmosset, fedladen kulsvier, der smiler fjoget, fordi han bliver fotograferet, øv, er det en dårlig karikatur eller ubehjælpsom satire?
jeg morer mig ikke, jeg ærgrer mig.



ole, ole, hvad har du gang i, jeg elsker kreativitet, holder af det kulørte, nyder at lege og blive leget med, men her går du for vidt.
hvor meget du har fundet, og hvor meget du har skabt, kan jeg ikke se, men troværdigheden er på nul-punktet, jeg tror simpelthen ikke på det her.
du har fundet et spøjst vindue, og så har du i stedet for at beskrive det, skruet op for effekterne, så det ikke længere er billedet af noget, men et selvstændigt smøreri.
trist, kedeligt, den blå himmel er en diletantisk kulisse uden liv og mening.
dæmp dig lidt, når du møder det farverige, og skru op for blusset, når du vil vise ømhed.



produktbillede af en tom snapseflaske spærret inde i en tyk, tyk symbolsk pigtrådsspiral,
nej, det går ikke, slet ikke.
det er et skrivebordsbillede, du har tænkt: adgang forbudt=pigtråd og tom flaske=snapsen er drukket. ergo er flaske+pigtråd=alkohol forbudt!
det er matematik og ikke fotografi.
du forsøger at regne den ud og glemmer at kigge efter, hvad det nu er, du fotograferer. du fordybeder dig i lyssætning og opstilling og lader etiket være vigtigere end budskab og symbolik vigtigere end mening.
resultatet blev meningsløs lirumlarum.



det var dog det mest brutale operative eksperiment jeg nogensinde har set.
en sygelig trang til at gøre kvinden til en ølåbner har resulteret i dette misfoster af en totalhandicappet, der gynger på maven i stedet for at gå.
For sjovt? Nå, det er for sjovt, for at se, hvor latterligt et billede, det er muligt at lave?
Så må jeg sige, det er lykkedes, billedet er en pinagtig skændsel, en komplet latterliggørelse af både kvinde og billede.



der er noget uhøjtidelig græsrod over dit veloplagte barfodsbandbillede.
hawaiskjorte og kontrabas, jeg tror musikken er som billedet, festlig, underholdende og umiddelbar, vi kan synge med på melodien.
det er sjov på vejen, smil på læben og et hjerte i rabatten.
du har taget gademusikanterne ud i sennepsmarken og fortæller i dit billede, hvordan de lyder.



du er så fornuftig i dine kommentarer, lars, og så behersket i dine billeder.
jeg elsker det upagtede øjeblik, det ingen bemærkede eller hæftede sig ved, men som alligevel rummer det hele.
en cyklist på vej er ingen nyhed, pedaler trædes, hjulet drejer rundt, det ved vi godt.
og dog.
det, du fortæller i billedet, ved vi ikke, det er dit personlige budskab, din måde at udtrykke karakter og holdning.
i billedet fortæller du os det hele: hvordan vi skal være, hvad der er vigtigt, og om der er en mening.
hvordan? - jo, kig på hjulets placering og størrelse: fuldendt.
kig på pedalernes stilling og vinklen på stellet: perfekt kig på rendestenens fordybning og hjulets skarphed, kig på egerne, skarpe nederst og i fart øverst, alt i billedet er rigtigt, ikke underligt, at jeg bliver tiltrukket af dine løfter, sådan vil jeg gerne være: i total balance, levende og fuldendt.
være upåagtet og alligevel rumme det hele.



hej bente, det er et modigt billede, du har lavet af din far eller mand, at begrænse sig til det absolut nødvendige i et billede er modigt.
duften af tobak og lyset på et øjenlåg, det er, hvad vi får og så en svag, hemmelighedsfuld cirkel i loftet eller himlen.
for det er portrættets kvalitet, at det både er et ansigt og et landskab, og baggrunden både loft og himmel. røgen også skyer.
det er nærhed, kærlighed til livet.
og til fotografi.



hej helene, jeg kan lide din mørke dreng. hans våde krøller, alvorlige blik og frække beskæring.
solen kærtegner hans nakke, og verden ligger vid og åben, men han er ung, genert, og du må lokke ham for at få ham videre.
som en galophest i startboksen har du anbragt ham i dit billede, ansigtet fylder den højre halvdel, men der er plads, masser af plads til venstre, og han skal nok komme fri.
af rammen, boksen, trygheden. og dig.
jeg vidste godt, du kunne skrive med hjertet, men det er godt at se, du også kan fotografere.



sådan er det jo, når man har rejst langt, overvundet alle problemer og endelig er kommet til tops, så skal man altså også tage et billede.
og når udsigten så er guddommelig smuk, betagende storslået, fantastisk og forunderlig, så er billedet det også.
eneste problem er, at det fås som postkort.
netop den udsigt i netop den sol fra netop det sted. uendelig smukt, men total discount.
ingen personlighed, ingen kreativitet, intet mod, dusinkunst som langes over disken i bundter. uskadelig, uproblematisk nydelse, det postkort kan du sende til enhver.

mb.14.5.08