|
FORTRÆNGNINGENS KUNST Jeg skal lære at glemme ligger på ryggen og øver mig stirrer op i loftet og forsøger at glemme Jeg forestiller mig det, jeg skal glemme det dumme der klæber til min tanke og optager pladsen for andre smukke og gode tanker Jeg forestiller mig at jeg pakker det ind det væmmelige pakker det ind og lægger det i en æske og lukker låget og låser og skubber den ud i verdensrummet afsted glider den væk mindre og mindre tilsidst fortaber den sig mellem stjernerne aldrig mere skal jeg tænke på det endelig befriet Jeg lukker øjnene og sukker lettet mens den som en prik i det fjerne forsvinder ud af min bevidsthed Men næppe er den forsvunden den dumme, væmmelige tanke før jeg opdager, at jeg sidder midt i den. En ubarmhjertig udbryderkonge er den et plagsomt barn en forkælet pubertetsunge der ikke er til at smide ud irriterende klistrende klæbrig som en bussemand en borre, boomerang kan jeg da ikke få fred? En edderkop svæver over mit ansigt i luften i rummet. Lader sig fire nedad nærmer sig glidende. Med benene glatter den tråden som glider fra den som havde den en rulle i munden. Standser. Kravler op igen behændigt griber den med sine seks ben i linen utroligt at den kan koordinere bevægelserne så præcist Den har et lille net deroppe i loftet i hjørnet med rester af fluer og småkravl og en mærkelig lille æske med lås. Jeg lader som om, jeg ikke ser den og tænker energisk på hvordan det må være at være edderkop. |