|
MÅNEN Står som hyptoniseret og kigger på månen som var det første gang jeg så den. Fatter ikke, at den kan svæve i luften. Rund og glat er den, som et forsuttet kæmpebolche orange på en mørkeblå himmel. Provokerende hænger den dér over trækronerne og blotter sig i sin aldrende skønhed. Tænk, at der har gået mennesker på månen på den lille kugle af bobble-gum tænk, at de mørke og lyse pletter er verdensdele og have af støv. Tænk, hvis det var mig, der gik deroppe hoppede rundt i månestøv under evig åben himmel i evig stilhed. Sikken udsigt, sikken fred! Pludselig dykker en aggressiv svale skræppende ned mod en kat der er på vej over gårdspladsen. En, to - tre svaler. Med udbredte vinger og udspilede haler kaster de sig på skift skrigende mod den sorte puma for i sidste øjeblik at dreje fra og baskende flyve opad igen. Fuldstændig ugenert lunter den videre, katten men pludselig står den stille med ørerne rettet fremad. Lodrette, sorte pupiller i de vagtsomme grønne øjne stirrer. På mig. Længe står vi begge som forstenet og læser i hinandens øjne om vilje og magt. Så vender den om og lunter tilbage demonstrativt vippende med sin lange hale over brostenene. Der er ingen katte på månen. Og der er ingen svaler. Men hold kæft, hvor er den smuk hernedefra. |