FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
Gæstgiveren Allinge 1.august 2016


ALBERTE

Remoulade på majsen og tomater med sennep, tallerkenen bugner af det, der nu står på bordet, det store salatbord, køen er lang, og der er sved på panden. Hver gæst sin seddel, de grønne er bøffer, de røde gris og de gule vegetar, og så får du en tom tallerken og kan fylde den med alt fra salatbuffeen. Slipper det op i en af skålene bliver den byttet til en ny, der er service på drengen, og de har travlt, for køen er lang. Det startede klokken 18 og 2 minutter efter gik køen ned forbi trappen hen langs scenen og hele tiden bliver den opdateret, nye kommer til når den skrumper. Pølser, kylling, svin eller okse han er englænder, kokken der sveder, men har styr på det kun enkelte må vente på deres rødspætte. Grisen skal bare have et strøg grillsauce og bøffen kun 2 minutter, kyllingelårene ligger lunt i en gryde, så de er intet problem.  Utroligt hvad der kan være på en tallerken, enkelte er så sultne, at det flyder over, eller måske de bare vil smage det hele, og der er både rødbeder og pastasalater og gulerod og stegte kartofler og agurkesalat og brød og sulten er stor eller lysten til at få det hele, det store kolde bord er bare dagens og mavens oplevelse.

De er her allesammen, Ejnar går hvileløst rundt som en blind og igen bliver han nænsomt hentet på plads af en pædagog. Og hende med maven som en svømmevest, gravid måske eller bare for fed, der er rigtig mange ølmaver, lårdeller det er sommer og intet skjules og flovheden har fået fået fri. Maden ligger tungt i maven og vinen i hovedet og man har bænket sig foran scenen for Alberte kommer klokken 20 har de lovet.

Kaffekøen dør ud men ingen smager at den er tynd. Solen er kune en stribe på Gæstgiverens hvide mure, her er fuldt de er her allesammen mest de unge på 60, svigersønner og børnebørn, der varmes op med uskadelige genkendelige landeplager fra de gode gamle dage, nu skal det blive godt at se hende fra Bamse-TV som alle husker. Luna var det Luna hun hed, Thomas Vindings datter som sikkert har fået rynker med årene som alle andre. De sidste sætter bestik og tallerkener på bordet med brugt service, tager børnenebørnene på skødet og kigger på uret. Enkelte har været forudseende og taget tæpper med, som de putter sig selv og ungerne i, selvom de helst er fri. Så bliver her stille, alle venter. Forventer. Og så sker der noget. Henrik Lehmann, ejeren, introducerer aftenens artist: Tag godt imod, her kommer: Alberte Vinding.