FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SKRIVERIER 2017-18
Rønne 31.juli 2017


Det Blik

Hun stod ved rælingen med brækposen i hånden, mens ansatte på stribe banede sig vej, skubbede til hende, for de skulle smide poser med bræk i bølgerne, de fleste på båden brækkede sig, for den gyngede gevaldigt.

Uden at tænke rejste jeg mig fra min plads gik hen til hende og lagde en hånd på hendes pande hårdt, mens jeg med den anden holdt stramt om hendes hovede og masserede, hvor der i skallen var åbninger, nakke, tinding stramt og hårdt.
Hun holdt op med at gylpe og hoste og lod mig holde fast.
10 minutter stod vi der, et kvarter måske, så løftede hun hovedet, så på mig og sagde tak.
Det blik glemmer jeg ikke.
- Hvad var det du gjorde? sagde hun, og jeg gav hende et klem og sagde:
- Pure love.
Det forskrækkede hende ikke. Tværtimod.
Hun smilede og kaldte mig for Seabear.

Forstod kun en smule engelsk, havde to små drenge og en mand, de kom ned fra soldækket, men hun kunne ikke få øjnene fra mig. Jeg havde tændt noget i hende, hun næsten havde glemt. Og hun i mig.
Hvor vidunderligt i et så kort møde at kunne mærke forelskelsen gløde. Hun skulle med bussen til Rønne med klapvogn og familie, de boede på youth hostel.

Jeg har  altid dyrket de umulige følelser, der kommer som lyn fra en klar himmel. Bad hun mig tage hende med for altid, havde jeg gjort der, forelskelse er så stærk en kraft, den skrotter realisme.
Inden færgen sejlede fra Rønne, nåede jeg at skrive hende et postkort, hænge det om halsen på en udskåret frø fra loppemarkedet og aflevere det i receptionen på youth hostel med beskeden, at det skulle hun have, hende, jeg ikke vidste hvad hed, kun at hun snakkede tysk og dårligt engelsk.
- Schweitser måske? foreslog receptionisten, den klarer jeg.

Skyndte mig til færgen, var mærkelig nok bange for, at hun skulle nå at komme med mand og børn og klapvogn, og et sprog, jeg ikke forstod, måske var det nakken, jeg var faldet for eller øjnene.
Det blik glemmer jeg ikke.