Sommer for fanden så det sommer og en lastbil er kommet med livreddertårnet i rødt og hvidt med glukker, så de kan overskue stranden, men endnu er den tom for mennsker. Og flaget er hejst, fire Dannebrog kæmper om at blafre mest i fralandsvinden, for der er kræmmermarked på strandpromenaden om to timer, og boderne er ved at blive stillet op med nips og forsølvede kander bare til pynt.
Og vandet er, som jeg husker men isnende, så hjælper det at skrige, og det gør jeg, for ingen kan høre mig, blæsten bærer dem væk, mine skrig, ud over det krusede vand. Hvor er den lige horisonten, og himlen stor med lette hvide spor af krydsende fly deroppe, hvor skyer bliver skabt i striber, det er sommer og solen maler de hvide gavle og røde tage og det tidligere badehotel nu timeshare appartments er ved at vågne, strandstole bæres ud på terassen og den nyvaskede pompøse trappe skinner hvidt og imødekommende.

Enebær og lyng kryber op over klippen så tung den er, så træt med rosa granit i kløvede brud. En enkelt bil og et par skikkelser på tur ad snoede stier omkring den døsende kæmpe, rygsæk og vandrestol, nu er det sommer, og maven endnu hvid på ham, der kommer sjoskende i sandaler i sandet. Det er det vi har ventet på, duften af tang og sand i håret, sommer du danske sommer, nu er du her. Grundfjeldets blankslidte bjergmassiv kæmper sig op over stranden som duknakkede tykvommede søelefanter, glinsende våde, stemmer fra havnen slår smut på vandet.

Ikke underligt at man i årtusinder har hyldet skaberen for hans skaberværk, klippen skabt og dannet og fået eksistens og tyngde, den slumrende evige kæmpe, så svært at tro, at den er partikler skabt af energi i endeløs bevægelse omkring ingenting, at kvantefysikken har overtaget skaberens rolle, at det er den, der skaber og danner, at klippen uden ingenting ville fylde som en ært, og det meste af alt der findes, være intet uden dannelse. At uden kvantefysikkens skabelse ville alt forsvinde. I et sort hul.