Østermarie 30.juli 2016
FESTDAG
Det er en festdag i Østermarie, der er flag i gaden, og biler holder
i kø, fra hele oplandet kommer de, og det starter klokken ti.
Bondemænd omkring idrætshallen har lånt deres græsmarker til
parkering, og en stab af frivillige i gule veste guider bilisterne
ind gennem en labyrint af afspærringsbånd til en ledig plads.
Det står fuldt af mennesker omkring afspærringen til pladsen foran
indgangen, og klokken er kun halv ti. Stemningen er behersket
forventning, man står tæt og kigger mod de tyve mænd i ens blå
T-shirts med foreningens navn på ryggen ØIF, de får den sidste
briefing, inden portene åbnes.
Der er fuldt af møbler og borde, skænk og pult og priserne skal
koordineres, det er det årlige loppemarked, der har tømt området for
beboere, gamle trisser med håndtaske, unge mænd med solbrændte
nakker, og de børn som af høflighed har accepteret at tage med. Seks
damer i lyserødt har gang i æbleskivepanderne, 12 kan der være på
hver pande, de bliver vendt med strikkepinde på den gammeldags måde
og lægges klar på fade fem kroner for en æbleskive med syltetøj og
rigeligt med sukker, det er gårdmandskoner og en enkelt tilflytter,
der står i varmen fra panderne og tørrer strikkepinden af hver gang,
de har vendt en æbleskive.
Rastløst venter man, peger på et møbel man ønsker sig eller snakker
i mobil om hvad, der er værd at erhverve i år.
Containere på pladsen har samme blå farve som de frivilliges
T-shirt, hele vinteren er de blevet fyldt op af dødsboer,
pulterkammerrydninger og storskrald, gammelt tøj, nips der var til
overs bøger, legetøj, kasseret service alt er blevet samlet i
containerne, og nu er dagen kommet, hvor det hele skal fordeles til
andre, der har mere brug for det.
- Om to minutter åbner vi dørene! skratter højttaleren, og den lille
mand i hoveddøren holder mikrofonen tættere op til munden, mens folk
klemmer sig tæt på afspærringsbåndene. Det er som ventede de på den
kongelige karet med vinkende regent og gemal.
- 10-9-8-7- de blå mænd har placeret sig strategisk mellem
indboet, damerne står med sakse i hånden klar til at klippe snoren
6-5-4-3 ingen tyvstarter, men i samme øjeblik han siger
- NU, styrter
alle hen til et bord, stol, bænk eller kommode.
Det er som et triatlon, der sættes igang, man skubber og puffer, og
alle vil komme først, gammelfar taber en træsko, en anden må give
slip på konen, da hun snubler, alle styrter afsted for at komme
først til kommoden eller skamlen eller skabet, med udstrakte arme
lægger de beslag på det, de vil købe, mens andre febrilt leder efter
det, de havde spottet men nu ikke kan finde. Stressede griber de et
eller andet, stiller det igen tager noget nyt, mens de vagtsomt
lader blikket flakke over det tætpakkede inventar. En nydelig dame
med sans for det financielle kommer bærende på to lyserøde
pindestole, sæde mod sæde.
- 50 kroner for de her, siger hun henkastet til en af de blå, mens
hun famler efter en seddel i lommen.
- De koster 100 kroner stykket siger han uanfægtet og lader sig ikke
narre af kvindens bluf, at de umuligt kan være så værdifulde, hun
skal jo bare bruge dem i køkkenet.
Det er sjette år i træk, at den blå mand trods sin unge aldre
alder har fungeret frivillig sælger på loppemarkedet, så han ved
godt, hvad stolene er værd. På den anden side er kvindens
argumentation helhjertet og insisterende, så efter at have afsluttet
endnu et par handler og givet et møblement solgt-klistermærker på
benene, giver han sig.
- OK 100 for dem begge to.
Det ender med at hun får pruttet prisen ned til 75.
Inde i hallen er der alt, hvad hjertet kan begære og købelysten
stor, de mange, lange borde er fyldt med tingeltangel sorteret efter
anvendelse, gamle sko, knive og gafler og et julebord så langt, det
bugner med nisser. Og legetøj stabler af plastik i stærke kulører
eller falmede af år i en sandkasse, og bamser et langbord med bamse
i bunker som lig parat til at blive smidt i massegraven, tomme
stirrer deres glasøjne eller løse knapper ud i luften, mens arme og
ben i flosset akryl filtrer sig sammen, enkelte har stadig tøjet på,
krøllet og slidt som de, der er blevet krammet, de nu udtjente
bløddyr, et eldorado for en ubemidlet bamsesamler.
Selvom priserne er helt i bund, bliver der pruttet om prisen og
købelysten er stor. Flere og flere slæber rundt på fodbade,
havemøbler, uåbnede kasser med service, der alt for længe har ligget
på lager, et idyllerisk maleri og en stak bøger, der kunne pynte på
reolen. Souvenirs fra steder du aldrig har været og dyrt elektronik,
du aldrig fik råd til kan du få for en slik, tyve kroner for en
radio, der er ingen garanti for at den virker. Føntørrer, sådan en
kunne jeg da godt bruge, der er lidt af en konkurrence mellem
damerne om at finde det bedste og fortælle, hvor meget de har brug
for netop den, som børn i en slikbutik, hvor alt er gratis. Men
inden hvert køb skal der argumenteres til sidekammeraten, at det
lige er sådan en, de har brug for. Blot for at tilfredsstille en
købelyst eller hamstringstilbøjelighed? Nej, det er uværdigt kun
fornuft og funktion tæller og heldigvis er der altid brug for en
ekstra.
Efterhånden som bordene bliver ribbet for godbidder sættes priserne
nu efter en time ned til noget nær foræringspris 5 knive i en blok
som nye, fem kroner eller fem udvalgte romaner fra Gyldendals
Bogklub også en femmer, alt betales med mobilpay.
Og så sættes auktionen igang. De bedste eller mest værdifulde
effekter er sat tilside, og der kan nu bydes efter princippet, den
der byder mest får det. Først et ur ikke så stort som en Bornholmer
men næsten, det er til at hænge på væggen og har sikkert tikket
sekunder støt og roligt de sidste 50 år.
- Hvem byder 100 kroner?
- Kan det gå?
Auktionarius kan intet love, men forsøger at piske en håbefuld
stmning op blandt de fremmødte, fortæller i mikrofon i hvor god
stand det er og hvor meget, det vil pynte i enhver stue, men lige
meget hjælper det. Mere end 100 kroner blev det ikke vurderet til,
men med en lampe gik det anderledes, den var festlig rød på
indersiden af hvide lameller.
- Det er meget tæt på at være en PH skærm, siger han og det giver
pote, den ene efter den anden af de især yngre par byder højere og
højere, så går der prestige i det, og da man efter en forrygende
slutspurt ender med 3.500 kroner, brager bifaldet fra de forsamlede.
Det var ikke prisen eller lampen de klappede ad, det var kampen. Da
auktionen er færdig er klokken 11'45, og der er store huller på de
før så bugnende borde. Bamserne ligger spredt på gulvet som efter et
skybrud.
Inden de sidste går gives et specialtilbud til dem, der endnu er
tilbage
- 50 kroner for en kasse put i den hvad du vil. Kasserne har været
brugt til bananer, de er store men ingen fristes, købelysten er
opbrugt, og hvad skal man med en kasse skrammel man ikke har brug
for.
Nej de frivilllige må igang igen nu med at putte usolgte rester i
kasser og gemme det til næste år, for markedet er en årlig
tilbagevendende begivenhed, og måske er der til den tid en, der lige
står og mangler det, ingen kan bruge idag.