FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SKRIVERIER 2017-18
3.marts 2018


Frihedens Fængsel

Frihed oh frihed, glider på vinden over det bakkede landskab, du musvåge, så skabt du er til frihed, under himlen højt og lavt, båret af vinden og vingerne, som flaget det vejer, og møllevingerne suser, der vil jeg hen, hvor kornblomst og akeleje drejer sig mod lyset og skutter sig i regn, der er ingen krav og ingen pligt, kun væren, som i grøftekantens fauna  blandt valmue og perikon langs den bugtede asfalt, det er vejen til frihed.

om to kilometer fortsæt ad længslens vej

frihed mod friheden, ferien pakket, familien farvel, venter ved færgen, på farten, forbi forbi, fjerne, feje, flyve, finde og finde forsvinde

Hjulene spinner, motoren glider, vejens hvide linjer bugter sig musikalsk mellem korngule bakker og skyers tonede skygger, det er sommer med åbent soltag og selvsået skov, det er frihed, solsikkehegn, en rutebil mod mig på vej tilbage, støvet næsten tom, og en cyklist krumbøjet med cykelhjelm og glatte ben, det er den sødeste musik, gummihjul på finkornet asfalt på vej til frihed, ikke en sten på vejen.

om 800 meter drej til højre ad kirkevej

Stemmen er så sikker beroligende og så charmerende med den accent, jeg nyder at have hende med som passager. Hun ved altid, hvor jeg er, og hvor jeg skal hen, og hvordan jeg kommer det. Hun er det mest tålmodige menneske, aldrig bliver hun vred eller taler hårdt til mig, jeg kan skælde hende ud, men atid bliver jeg tilgivet, hun er min bedste ven, hende kan jeg stole på.

frihed for fanden, fantasi, flirt og farver, forelskelse nej så forsvinder friheden i hjernedød forpligtelse, nej ingen løfter, ingen fremtid, friheden er uden fortid og fremtid kun nu, nøgen eksistens, der vil jeg hen, og jeg er på vej ad vejen til frihed og fred. Det er det, jeg vil, hen hvor freden findes.

Som sommerfuglen så uendelig sart og smuk, når den folder vingerne ud og flyver fra blomsten på frihedens vind, oh at være en sommerfugl, fredfyldt uskyldig, hvem har dog givet den de smukke vinger, kulørte eventyr, som ingen anede og ingen forlangte som bare findes, oh at bare findes, der er frihed, er det det, jeg vil, bare findes?
Videre, videre væk, jeg vil hen, hvor jeg bare findes, det er målet, frihed til at findes.

fortsæt ad kirkevej og destinationen er 50 meter fremme på din højre side

Jeg var stoppet ved en stor bygning nærmest et slot - herresæde måske engang - der var noget torneroseagtigt over det. Dårligt var jeg kommet ud af bilen, før en pige kom løbende mig i møde, 14 har hun måske været storsmilende med armene ud til siden
- Åh må jeg give dig en krammer!
Jeg nåede ikke at svare, før hun havde omfavnet mig voldsomt og forsøgt at kysse mig på kinderne. Overvældende.
- Kom kom! Hun fulgte mig op ad hovedtrappen ind i hallen. Der var lange gange med mange døre og en trappe til første sal. Lugtede tungt lidt muggent.
Friheden stod der på skiltet ved hoveddøren, det var rigtigt nok, det var her. Pigen klappede i hænderne begejstret. kiggede på mig og sagde:
- Nå, hvad synes du så?
Hun åbnede en af dørene uden at banke på og skubbede mig indenfor. En ældre hvidhåret mand på bare tær lå på knæ på gulvet og lagde kabale, sådan så det ud. Han holdt en hånd op, som ville han ikke forstyrres, så vi gik igen.
Nede ad gangen kom en togkontrollør gående, som skulle han til karneval eller var kustode på et jernbanemuseum, hilste med fingrene til kasketten et tørt officielt nik, og da han nåede enden af gangen, fløjtede han afgang i sin trillefløjte.
- Tag dig ikke af ham, grinede pigen og trak i mig forbi en ældre kvinde, der sad på en stol ved en håndvask og stirrede på vandet, der bare løb og løb og fingrene var totalt rynkede, hun måtte have siddet der længe. Var det et galehus, jeg var kommet til? Måske jeg skulle finde et kontor eller reception.
Men først ville hun vise mig salen, hvor de spillede, døren stod på klem og lyden af spæde strøg sivede ud på gangen. Dybt koncentreret var de, to violiner en cello og et flygel, en ældre herre med en mærkelig accent dirigerede og kritiserede.
- Giv slip, Ida giv slip! - Det skal være ba da ba di da dam, som spiller violinen af sig selv, du må ikke tvinge tonerne frem, ba da ba di da dam da di, tonerne skal flyve, og han viftede med armene som var det vinger, få dem til at flyve, de skal ikke bare lyde som musik, de skal være musik. Forfra!
Alle bladrede de tilbage i deres noder og forsøgte igen at sætte tonerne fri. Langt om længe fik jeg vist, hvilken dør, der førte ind til kontoret, jeg bankede på og blev budt velkommen i noget der mere mindede om en dagligstue.
- Hvor længe skal De være her?
Nydeligt nålestribet jakkesæt med et rotaryemblem og lange hvide fingre med klar neglelak.
- Jamen jeg er bare på besøg.
- Nå, hvem skal De besøge?
Jeg gik til bekendelse og fortalte om mit forehavende, at jeg havde tastet friheden ind på min GPS og nu var nysgerrig på hvor, jeg var kommet hen.

- Friheden, sagde han og smilede, ja det er det eneste, det handler om her, at gøre hvad man er skabt til. Vi har nok verdens største matematiske geni, han har øvet og øvet nu i 35 år på at løse gåden, og det skal nok lykkes ham en dag. Og Emma hun er skabt til at tælle, hun tæller alt og er fantastisk til det.
Og så er der selvfølgelig de kreative værksteder, du var nede, hvor de øver, ikke? På søndag skal de give koncert i kirken.

Der stod fuldt af pokaler overalt på det lille kontor.
- Den her er min yngling, den er flot, ikke? Specielt den er jeg stolt af, danmarksmester i brydning 1962.
- Da var du da meget ung.
- Ok ja, jeg var bare en knægt, dengang. Og denneher prøv at se! Han tog et flagsmykket diplom ned fra væggen og viste mig. Det var fra en hundeudstilling.
- Du kan godt lide hunde?
- Ja, jeg har altid ønsket mig en hund, men nu har jeg så et diplom

Lidt nede ad gangen sad en mand i 40'erne og fodrede en en-armet tyveknægt med mønter, igen og igen trak han i håndtaget, så hjulene drejede, og tog mønter fra skålen hvor gevinsten klingende blev afleveret, den var halv fuld, kun spillemønter.
Han ænsede mig ikke, da jeg gik forbi, men bevarede sin sindige rytme, det lød som et maskinværksted, trække slippe dreje stoppe og et klik der var tegn til reprise. Eller måske lidt klirrende mønt i skålen med gevinsten.
Han virkede uberørt af held og uheld sad der bare sammensunket og gentog manøvren.

Så var der mere liv i den elskeligste bedstemor, jeg besøgte bagefter, hendes sofa var fyldt med dukker, omhyggeligt placeret, som ventede de på nogen.
- Du kan lide at bo her i Friheden?
Hun strålede som en sol.
- Frihed hedder det og frihed er det, vi må alt det, vi ellers aldrig fik lov til.
Da min mand døde, kunne jeg ingenting, jeg var hjælpeløs, og ensomheden ulidelig. Så forslog de mig Friheden, og det har jeg aldrig fortrudt. Høns i haven fugle i træerne og så mine mange børn, der er flere i sengen, vil du se?
Togkontrolløren stod pludselig i døren:
- Nye rejsende? Jeg fik et genkendelsens nik, og så gik han.
- Åh jeg ville ønske, jeg var kommet til Friheden noget før, der var så meget, jeg havde lyst til, men så blev jeg gift, og så var der andet at tænke på. Men nu kan jeg endelig igen være noget for nogen.
Det var som om, hun kunne læse mine tanker, for hun sagde:
- Indbildning? Jamen vist er det indbildning, men de elsker mig, og jeg kan ikke undvære dem. Jeg bilder mig ind, de har brug for mig, men er det ikke altid det, indbildning? Interesserer du dig for det, skulle du næsten tale med overlægen, han er nede på klinikken.

- Indbildning? sagde den hvidkitlede der tog imod i rummet, der både fungerede som lægepraksis og skadestue, et stort rum hvor man både ventede på at få behandling og blev behandlet.
Ja ja, jovist, det du ser er ikke, hvad øjnene ser, men det billede du forestiller dig altså bilder dig ind. Her på kliniken helbreder jeg udelukkende med indbilding, du skal tro det hjælper, ellers går den ikke. Det jeg ikke kan klare, det kan vores healer.
- Og hvis det ikke hjæper?
- Ja så må du leve med din skavank.
- Eller komme på hospitalet?
- Nej forlade Friheden det er der ingen, der gør, der er kun kirkegården tilbage. Ved du hvorfor jeg endte her? Fordi jeg ikke måtte røbe, hvad jeg vidste, hvad lægevidenskaben holder hemmeligt, at al behandling er indbildning, selvfølgelig, de har selv videnskabeligt bevist det, at indbildning er den største helbredende faktor, alt andet er sygt. Men nu har jeg min frihed gudskelov til at sige, hvad jeg vil.
Jeg ville godt snakke, men der var patienter der ventede.
- Øre, næse hals, sagde han og gav hånd til afsked.

Friheden var et fængsel en indespærret længsel umulig at give slip på. At vende om var ingen mulighed, friheden flygter man ikke fra, den flygter man til. Alle var her som resultat af en flugt.
En af dem jeg talte med var blevet tvangsanbragt på Friheden. Han var dømt pædofil men fik valget mellem kemisk sterilisation eller anbringelse på Friheden, det havde han valgt. Så nu får han lov at være sig selv. Være glad for børn, være sammen med børn og tegne børn, han elskede at tegne croquis med nøgne børn som modeller.

- Nej nej at gøre hvad man har lyst til, det er det nemme, men at glemme fortiden det er svært, at blive fri for skyld. Og værst hvis man har glemt, hvorfor men er skyldig, så er det ikke nemt, og hvis man hader sig selv, så er der ikke andet end selvpineriet tilbage, og så må det jo være sådan.
Rastløs gik han omkring i stuen mens hans blik flakkede mellem loft og gulv.
- Yvonne skar sig i armene piskede sig selv, men sådan var hun, det var hendes måde at slippe fri på. Så er det ned i  nulleren og blive afkølet, det hjælper lidt. Jo altså iskoldt bassin, det er en bedre måde at straffe sig selv på, det giver ingen mærker, men hjælper dig til ikke at tænke, ingen fortid ingen fremtid kun nuet er målet.
Du skal mærke du findes, ikke andet, frihed er at mærke, du findes lige nu.
Han åbnede døren, og vi gik sammen ud på gangen. For enden var en dør og endnu en gang større og længere.
- Ja den er stor, Friheden. Du kan gå lige så langt du vil den ene vej og altid komme tilbage fra den anden side.
- Friheden går i ring?
- Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.

Camilla von Bülow ventede gæster, så jeg kom lidt ubelejligt, men stuen var så indbydende, gammeldags møbleret med plydssofa og malerier på væggene og en masse  porcelænsfigurer nydeligt i vindueskarmen og potteplanter og blomstrede gardiner, en skål med frugt stod der på kakkelbordet.
- Nye rejsende? Kontrolløren igen men denne gang bankede han på, inden han trådte ind.
- Ikke endnu, men de kommer, sagde den ældre kvinde med sin lyse stemme, hun havde vist aldrig prøvet at ryge en cigaret. På den blanke maghonikommode stod et væld af billedrammer men uden billeder. Enten var portrætterne blevet fjernet, eller der havde aldrig været nogen. Så tomt og dog så rigtigt.
- Ja, du kigger, men jeg har glemt dem allesammen, så nu er de væk. Hun smilede og kiggede.
- Bare de nu kan finde det. Du skal smage denne her, sagde hun og skænkede op æblemost af sorten discovery, det er verdens bedste, det er Eigil, der laver den, han kom fra Tyskland tilbage i 70'erne, da han blev afskediget fra sit job som skolelærer, berufsverbot, jo der kom mange dengang, og de er gamle idag, men han har oplært en ung, så der stadig er gang i produktionen.
De er meget interesserede, de unge i safter, bær og sådan noget, de eksperimenterer med alt, der kan gære og hallucinere, flere af dem kommer fra Fristaden, hvor de blev smidt ud, fordi de var på stoffer. De ved alt om meskalin og det andet kaktusnoget. Og så hende der, kan du huske, der blev frikendt for drabet på sine to børn, men i pressen blev hun ikke frikendt, så hun måtte flytte for at undgå sladder, flere gange flyttede hun, jo vi har mange, der er blevet jaget på flugt. Præsten i Rudkøbing der blev ekskluderet i den lokale frikirke, fordi han helbredte folk i kirken, og det bare strømmede til med folk, han er her også, og desertører fra USA, der ikke ville til Vietnam men også rockere, der ville ud af rockermiljøet, de laver motorcykler og budcykler, har du været nede i smedjen, det er måske det, du egner dig til, at være smed.

På vej ned ad gangen kom en ung pige gående ringende med en klokke fulgt af 10-12 unger og et par voksne.
- Time is up, follow me!
Flere dukkede op og fulgte med. Ida var der også, så jeg fik lige en krammer på vejen.
- Paris, idag skal vi til Paris! Og så smilede hun, mens hun vinkede.
Smedjen var en stor hal, der sydede af aktivitet. Gnister og flammer og banken ned fra loftet i kæder hang cykelstel og motorer.
Ibrahim var flygtning, han havde kun været her en måned.
De han blev nægtet asyl, kunne man ikke sende ham hjem, for han havde ikke noget hjem. Så kom han her, nu er det hans hjem.
- For ham er hjem og frihed det samme. Frihed er hjem. Vi har mange, der kom, fordi de ikke kunne finde hjem.
Jeremy lå på ryggen under en bil, kruset hår store læber, afrikaner, han kom, fordi han følte sig chikaneret. Man mobbede ham kaldte ham neger og nigger, det gør vi også her, men nu er han stolt over, hvem han er og elsker at hedde niggeren.
Jeg blev til kaffe, nej kaffe var det ikke, en varm drik med lidt eforiserende tror jeg, den smagte bittert, nogle kom mælk i eller fløde, og jeg spurgte, om de slet ikke havde lyst til at rejse.
Det overraskede mig at høre, de havde en simulator som kunne bringe dem hvorhen i verden de ville. Streetview fra Google kunne vise alle verdens gader, så det var bare at tage fat om rattet og bilde dig ind, du sidder i en bus.
- Og idag er de så kørt til Paris, sagde jeg med et skævt smil.
- Vi er frie ikke frelste, grinede de.

- Hvad fejler du? Han var stor, havde et langt underansigt og udstående ører, og så stod han lige foran mig i pænt jakketøj med hvid skjorte og slips, men han kiggede ikke på mig, nærmest ned i gulvet.
- Vil du se min hemmelighed? For ikke at skuffe ham svarede jeg ja, og så brød han ud i et orgie af et grin, mens han klappede i hænderne.
- Jamen så er det jo ikke nogen hemmelighed! Almindelig er det ikke et grimt ord? Alle de minder det er da uhyggeligt og så et lig, det er det grimmeste ord der findes, ikke?
Jeg gav mine til at ville gå videre, men med udbredte arme spærrede han mig vejen.
- Tænker du også, når du ser en pige, hvordan hendes skamlæber ser ud, om de er lyserøde eller mørke, og hvor store de er, gør du? Det gør jeg, ved du hvorfor?
Jeg rystede smilende på hovedet.
- Fordi jeg er almindelig, det er det, jeg fejler
Jeg var på vej videre, da han kom snublende efter mig.
- Har du været i krig? Det kunne jeg godt tænke mig, at få lov at slå andre ihjeld, det må vi ikke her. Slå andre ihjeld kun fluer og sådan noget men ikke større end sådan her, og han viste med fingene størrelsen på en mus.
- Nå jo også høns og kyllinger men det hedder slagte. Man slagter ikke fjenden, vel? Dem dræber man da bare. Hvis altså man er soldat, ikke? Jeg ville være rigtig god til at dræbe, tror jeg, men de kunne ikke bruge mig som soldat, ved du hvorfor? Jeg var for almindelig! Grimt ord, almindelig.
Han kiggede skiftevis ned i gulvet og ind i væggen, og uden at kigge på mig sagde han:
- Hvorfor har du våde øjne?
Jeg vidste ikke, at jeg havde våde øjne.
- Er du lige ved at græde?
Så tog han mig fast om begge skuldre og stirrede mig direkte ind i øjnene, omfavnede mig og hviskede fortroligt:
- Det skal du ikke være ked af, sådan er det altid.
Det var først der, jeg fik en klump i halsen, som havde han ramt noget, jeg ikke kendte til. Sådan er det altid, det var første gang, jeg nogensinde havde fået et trøstende kram af en udviklinghæmmet mandsperson, eller måske han var infantil autist. Jeg mærkede en tåre presse sig på, og da han så hviskede tæt på mit øre ømt og faderligt:
- Jeg kender dig godt, så løb den, og jeg gjorde mig fri af hans favntag. Han smilede forsigtigt, mens han trykkede begge mine hænder:
- For du er også almindelig.

Det var Poul-Erik, fortalte manden på kontoret mig bagefter.
- Han har nogle fabelagtige evner, er knivskarp rammer altid plet, og så er han alligevel så fuld af respekt. Han var et skakgeni før han kom her, nu spiller han ikke med brikker længere men med skæbner, det er mange af hans pokaler, jeg har stående, han ville ikke have dem selv, ville bare glemme.
Han elsker når der kommer fremmede, det sker ikke så tit, godt du gav dig tid.
Jeg fortalte, hvad han havde sagt men ikke, hvad han havde gjort. Det var min hemmelighed.
- Er det ikke din? En af pigerne kom løbende med min mobiltelefon, jeg havde glemt i stuen, og det var anledning til at jeg måtte komme på besøg på hendes værelse. Et typisk ungdomsværelse med idoler på væggene og lyskæder om en uredt seng, som kunne laves om til en sofa, men jeg havde det fint med at sidde i dynerne. Begge stole var optaget af tøj. Hun satte sig på gulvet foran mig og så på mig med et nysgerrigt blik.
- Du kunne være min bedstefar.
- Ligner jeg ham, din bedstefar?
- Det ved jeg ikke, ka' ikke huske
Hun havde boet her i to år men det var, som om hun havde glemt alt om familien
- Hvorfor valgte du Friheden?
- Jeg valgte ikke, de kom bare og tog mig, og så fortæller hun om, hvordan to mænd en nat vækkede hende og bad hende følge med. De var klædt i sort.
- Min mor stod i døren i natkjole, hun havde lukket dem ind. Min far bar kufferten, som var pakket, ud i deres minibus, og så kørte vi. Min mor gav mig et knus og sagde, at det nok skulle gå og min far, han var klædt på, havde lige været i bad kunne jeg lugte, at det var for min egen skyld.
- Jamen hvorfor?
- Det ved jeg ikke, jeg husker det ikke, men ham her fik jeg med, hun tog sin bamse, der lå i sengen på skødet og satte sig ved siden af mig.
- Kommer de så og besøger dig?
- Nej heldigvis, jeg tror ikke, jeg kan kende dem.
- Er der ikke nogen du savner?
- Fra dengang? Naahaaj jeg har det så godt her, jeg savner ikke noget.
- Du har tilgivet dine forældre?
- Nej, bare glemt. Jeg snakker med Simon, hver gang jeg har haft mareridt, og han hjælper mig med at glemme, det er han god til, det er som om hjernen bliver vasket, og alt det der fra dengang bliver vasket væk. Børn har så let ved at glemme, de savner ikke, når de får noget andet, som er bedre, og Bamse har jeg jo stadig, men han siger ikke noget. Ikke noget om dengang. Vil du se mine postkort?
Hun hev en skotøjsæske frem, der stod under sengen, og vi bladrede postkort. Solnedgange, seværdigheder, bjerge, borge, idyl med hilsner bag på og frimærker fra hele verden. Hun var så glad for dem, selvom de ikke var sendt til hende, det gjorde ikke noget. Der stod nogenlunde det samme på alle kortene, at de havde det godt, og vejret var fint, og så skrev de kys og kærlig hilsen på flere forskellige sprog.
Mobiltelefonen vibrerede i min lomme, men jeg slukkede den uden at se, hvem der ringede.
- Du må godt tage den, det gør ikke noget, sagde hun undskyldende.
En potteplante i vindueskarmen var gået ud eller var bare meget vissen en kaktus, tror jeg med torne. En vissen kaktus var det. Det var først da jeg var på vej ud og havde sagt farvel og åbnet døren, at hun sagde:
- Men jeg husker hans hænder.
- Slog han dig?
- Nej, det var, når han rørte ved mig.
Længe stod jeg med ryggen til hende og hånden på dørhåndtaget, så gik jeg ud og lukkede døren.

- Er du anbragt eller flygter du bare?
Jeg kunne ikke se ham, han sad med ryggen til, og måske var spørgsmålet slet ikke møntet på mig, men det fik mig alligevel til at tænke.
Der gik en rum tid så drejede han hovedet mod mig.
- Nå, hvad siger du, hvad er det, du flygter fra?
- Jamen, jeg er bare på besøg.
- Så du er bekvemmelighedsflygtning, der vil se, hvad vi kan tilbyde? Et skævt, skælmsk smil og et glimt i øjet.
- Sådan var det også med mig, jeg var bare på besøg og anede ikke, hvorfor jeg var på flugt. En indskydelse måske eller tilfældighed, jeg savnede ikke noget, havde det godt, men så besøgte jeg Friheden og fik noget, jeg aldrig før havde fået, så mærkeligt var det.
Hvis en gris, der altid har boet i en stald slipper udenfor bare en dag, så kan den aldrig igen sættes ind i stalden, for så dør den af stress. Sådan er det også med mennesker, giver du dem frihed, så kan du aldrig tage den fra dem.
Det er ligesom med kunst, er du først blevet kunstner, så er der ingen vej tilbage, frihed og kunst ligner hinanden, begge er de en vej, en måde at leve på og ikke et sted eller produkt. Er du først kunstner eller har fundet friheden, så kan du aldrig vende tilbage, det er som at blive voksen, det er et fængsel, du aldrig slipper ud af.
Han lænede sig mod mig som for at være fortrolig og sagde:
- Det gælder om at finde sin celle, gå ind og smække døren, for det er der inde at friheden er og kunsten. Når så mange aldrig føler sig frie, er det fordi, de tror friheden er derude et sted, det er den ikke. Den er derinde. De, der leder og leder, finder den aldrig. Utrolig så velformuleret han var, lød som en professor, der holder forelæsning.
- Du er født fri, og du er skabt som kunstner. Et frit og skabende menneske, men du skal give dig selv lov at være det. Du skal respektere din lyst og talent, hvis du vil være et helt menneske. Han holdt en pause, som ville han sige noget vigtigt.
- Søster Benedict er nok den her, der er kommet tættest på den ultimative frihed, sagde han. Hun bruger troen til at opnå den totale tilstand af væren. Et findes nu og her uden fortid eller fremtid uden forpligtelse. Fuldkommen fred. Tættede på frihed kommer man ikke, vi andre er bare på vej. Hun valgte Gud og giver sig hen i bøn.
Gå op til kirken, så finder du hende. Hun vil sikkert gerne have besøg.

Jeg gik derop, stynede træer nyrevet grus omkring kirken, gravene tavse stene, stille, ærbødigt og tomt. Og der nede for enden som et værksted et stenhus med lukket dør og støvede vinduer og pludselig en kvinde i nonnedragt med nystivet kravetøj, sortklædt, hvidt om hovedet og en krans af sorte perler om livet så agtværdig og rolig.
- Du vil besøge Søster Benedict?
- Ja gerne. Der stod en konservesdåse ved indgangen sikkert til et entrebidrag, så jeg tog mig til lommen efter lidt mønter, men hun sagde bare værsågod og viste mig ind i et rum med en muggen lugt, som var det et forrådskammer, der for alt for længe siden havde været åbnet. En vask men ingen vandhane murstensgulv og krusifiks på væggen, sten alt var stenhårdt og så en dør med et lille vindue, nej rude så man kunne kigge ind.
- Søster Benedict nyder stilhed, sagde nonnen, så helst ikke højlydt tale, jeg beder dig.
Så blev jeg lukket ind, der var mørkt ingen vinduer, stenvægge, en kvinde, kunne jeg skimte, klædt i sort sad helt stille på en stol i hørnet ved at lille bord. Det var som blev jeg lukket ind til kamelen i stalden, mere formørket og indelukket kan man ikke forestille sig.
Velkommen, sagde kvinden og holdt en pause. Jeg sagde så lidt som muligt, kun at jeg var nysgerrig på begrebet frihed.
- Ensomhed er vejen til Gud og vejen til Gud er frihed. Kun ad den vej opnår du den uopnåelige den totale fred. Fri for ansvar, pligt og samvær fri for gru og trængsler, kun fri fred.
At friheden var vejen og freden var målet kunne hun have ret i, at freden var at have vundet. Hun talte lavmælt og langsomt.
- Jeg valgte Gud, og han har tilgivet mig og sat mig fri. Jeg nåede frem takket være Kristus.

Noget rystet gik jeg over kirkegården men også befriet, jeg havde fundet, hvad jeg søgte.
Tilbage på kontoret fik jeg svar på det, jeg ikke turde spørge Søster Benedict om, hvad var det Gud havde tilgivet?
- Ved det ikke, rygterne siger det var fosterfordrivelse som 17-årig.
- Og hvor gammel er hun så idag?
- I 50'erne tror jeg eller 60.
- Og hvor længe har hun boet her?
- Uha, det var før min tid, han stod og viftede med en nøgle.
- Jeg kan tilbyde dig det her, hvis du vil blive natten over, det er nummer 19, men du kan du bruge overalt, hvis bare du respekterer folks privatliv.
Det var fristende og dog. Jeg kunne have kørt hjem, men skulle lige fordøje de mange indtryk og et røvsygt hotelværelse med tunge gardiner og udsigt til en baggård var det helt rigtige sted at tænke igennem, hvad jeg havde hørt og oplevet. Gulligt tapet, åkander af Matisse og et lys, der druknede rummet i en støvet, bleg tåge, jeg lukkede øjnene og tænkte på frihed.
Jeg begyndte med cellen. At frihed ikke var derude, men derinde. At det først er, når grøftekantens blomster opstår i mig, at de bliver smukke. At skønhed ikke er noget der findes, men en fornemmelse, du skaber, at alt du oplever som vidunderligt ikke behøver være vidunderligt for andre, at det hele afhænger af den, der ser. Af mig.
Altså, hvem er jeg, hvem er jeg egentlig? Erkendelsens time var kommet.
Tosserne, autisterne og de andre på Friheden behøver ikke tænke på, hvem de er, for det er de bare. Kan jeg ikke også bare være?
Jeg måtte sove på det, madrassen stank af kattepis, fritureolie fra pizzeriaet nedenfor stank, når vinduet stod på klem, technomusikkens bas bankede i væggen, men da jeg vågnede, vidste jeg det. Kærlighed, jeg valgte cellen med kærlighed.
Måske det slet ikke var frihed, jeg søgte, men kærlighed, at jeg ikke gav mig selv lov at blive elsket. Kærlighedens fængsel, den tanke tiltalte mig, nu turde jeg sige det, nu turde jeg være det, jeg er ham, det er værd at elske.
Søster Benedict, som sad i mørke døgnet rundt, havde vist mig lyset.