ET BILLEDE: De kommer her uge efter uge torsdag efter tirsdag, konerne fra Åkirkeby for at sælge på kræmmermarkedet, hvad de har lavet i den lange vinter. En enkelt har taget værkstedet med, hun sidder på torvet og knipler uberørt af turisternes blikke.  Møjsommeligt og omhyggeligt fletter hun tråde på et kniplebrædt og langsomt tager det form, det tyndmaskede bændel. Med brillerne på næsen under en flosset stråhat er hun koncentreret om de mange trisser med tråd, der bliver flyttet rundt i en sirlig ordnet rækkefølge. Den store kjole i blomstret efterårskulør er også både dug og forklæde, ikke en fejl laver hun, ikke en afbrydelse. Trisse efter trisse flyttes af krogede fingre, sådan sidder hun vinter efter vinter og får tiden til at gå og altså også tirsdag og torsdag om sommeren.
Og så er der hende med nisserne alle afskygninger af hjemmestrik, hun har lært sig kunsten at sælge, fanger straks mit blik, og tager med en forførende, ungdommelig mine en nisse i hånden som for at give mig den, alt gør hun for at være ung og veloplagt. - Ja, er de ikke søde? Sortimentet tyder på en ambition om stordrift og kvalitetskontrol, de er ens, de små på rad og række, som soldater i en nissehær, og de større der er dyrere som statuer majestætisk foran kirken eller de bittesmå, der myldrer som nyfanget briesling, en 10er stykket her er noget for enhver, så skidt med at der er længe til jul.
Og så er der den selvpromoverende snakkesalige kunstner, der har specialiseret sig i beton. Men fægtende arme og blikket på jagt efter den næste køber snakker hun karismatisk og dedikeret med stor selvironi og humor om hvad, det er for hverdagsobjekter, hun har dyppet i beton. - Mit barnebarns handsker! Og hans bamse, det er som om betonen stadig driver våd ned ad mulen og så et par havehandsker, der holder på en blomsteropsats og her... - Det er min mands arbejdshandsker, som han har smidt dem på trappen. To forvredne handsker krammer hinanden som de sidste overlevende efter et skibsforlis, det er svært at se betonen, men de er tunge og helt stive, den er god nok, det er betonkunst. Det ærgrer hende, at jeg kun vil købe den ene, for de hører jo sammen, men da jeg tilbyder 30 kroner for den højre, kan hun ikke stå for fristelsen. - 35 og det er din! Det afgør sagen, og jeg kan putte handsken i posen, mens hun bryster sig af, at der skam er penge i kunsten. - Nej nej, jeg har ikke lært det nogen steder, det er noget jeg selv har fundet på.