FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SOMMER 2016
Sommer i Svaneke 29.juli 2016

ET BILLEDE: Hun snakker, solkjole med blomster i håret, kort lyst sommerhår, øjnene flakker, som venter hun et opkald. Smiler til en bekendt, begynder at samle tallerkenerne sammen, snakker, spørger. - Nej, siger datteren, hun gider ikke spise sine fiskefrikadeller. Hun henter en tom papirspose, moren, for frikadellen skal med hjem. Til hunden måske, en tre måneders hvalp med diamantskinnende halsbånd og hængende ører.
Datteren har hvid stråhat og langt lyst hår, var ikke på ferie med far i år til næste år måske, moren snakker, mens hun checker telefonen, det var bare en SMS fra mormor. Igen. - Vil du have det sidste? spørger hun og rækker colabægeret til datteren, som dårligt kan holde det med kun en hånd, godt der er sugerør.
Hun samler det sidste service - Skal vi tage en dukkert mere? og kigger efter flere at hilse på. - Nej, siger pigen træt af varmen, hun har også en småblomstret sommerkjole på, det er varmt, og hun keder sig. Jo mere hun keder sig, jo mere hektisk bliver moren, 45 og slet ikke færdig med livet. - Nej hvor hyggeligt, en bekendt hilser på og hun fægter med brillerne som vifter hun hvepsene væk eller dirigerer en fiktiv qvintet.
Der er fuldt af gæster foran røgeriet, æggeblommen på Sol over Gudhjem er pastoriseret, en klat vintergul slim i bæger garanteret salmonellefri. Familier sidder hvor parasoller skygger, så snakker hun igen og spejder efter en ny afbrydelse, der kan give livet indhold og tiden fylde, hvalpen er i snor, den ligger helt stille ved siden af vandskålen. Hun fik den for datterens skyld, hvalpen, men datteren er ligeglad og moren tager den på armen da de skal gå. Hun smiler og famler med tallerkenerne, de er begge fulde af remulade og den ene kan ikke sættes over på den anden, uden at der kommmer remulade på undersiden, det er da dumt, men hvad skal man gøre? - Skal vi tage en dukkert til? Hun er halvvejs henne ved disken med brugt service, så hun hører ikke svaret og datteren håber det heller ikke, for hun siger igen: - Nej, skal vi ikke bare gå hjem. Men måske har hun alligevel hørt det eller ved bare, hvad svaret ville blive, for hun tager den lyserøde rygsæk på, hunden i favnen og går mod udgangen. Vender sig for at se om datteren kommer, så vinker hun til endnu en bekendt, og spillet gentager sig, hun snakker, smiler og flakker i blikket mens datteren, der står klar ved udgangen falder mere og mere sammen. - Nå, men hej, vinker hun, sætter solbrillerne på plads i håret og ranker ryggen med den tomme rygsæk.
- Kommer du?