FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SKRIVERIER 2017-18
Ystad 26.juli 2017


Ombord på Færgen

Farsen forventes at ankomme palestinensisk håndbremsen bruses use parkering brake off bilen stå i stear morderen være lukket, hvorfor skreg hun ikke?
De er røde, lysende røde bogstaverne, der glider afsted forbi forbi, hvorfor skreg hun ikke?
Overfarten during else 9'30 forventes måske, hun slet ikke opdagede det, use the parkering brake, det var slet ikke meningen, det kom bare som lysende glidende bogstaver uden sammenhæng uden mening, hun forstod det ikke, crossing the brake morderen off, måske hun skreg, men jeg hørte det ikke, hvorfor hørte jeg hende ikke skrige?

Planmæssig 8'30 brake jeg fattede det ikke det skete bare men jeg forstod det ikke lysende røde bogstaver og et skrig, jeg ikke hørte og blodet, nej det blødte ikke, det dryppede bare fra næsen på hendes hvide skjorte røde stænk, jeg elskede hende jo, der flød ud i pletter så smukt og rødt og ømt, men jeg forstod det ikke, det var dryppede, men jeg hørte det ikke, rødt og øjnene skræmt som havde hun mistet noget, faldt hun? Nej, men hun var bange for at falde, det var faldet, hun frygtede, det skræmte hende, faldet og så faldt hun.
Hun må være faldet, for jeg så hende ligge, men hvorfor faldt hun, det forstår jeg ikke, brake parking plan glidende røde lysende, noget jeg skal huske, forstå og blikket på flugt fra stedet og meningen og mig, jeg må have skræmt hende, men hun var så øm og smuk, og jeg elskede hende, håret så vidunderligt det elsker jeg om morgenen, når det ugler, at begrave næsen i hendes hår og bare dufte så er hun min, duften af nat og sved og søvn og slapheds søvniggrynt, hun må ikke vågne endnu, det er kun når hun sover, hun er min.

Var det derfor jeg slog hende fordi hun vågnede? Blev jeg bange for at miste, var det det der skete? Var jeg bange for at falde blive skubbet, var det meningen jeg frygtede? Skræmte det mig at idag var ligesom igår og imorgen som idag og et der var en mening, var det derfor jeg flygtede?
Jeg har endnu duften i næsen af uglet hår, så fine de var, fingrene, så hvide og sarte og neglene blanke og buede så slappe, men var det hendes eller var hun min? Hun måtte ikke vågne jeg elskede hende jo, elsker hende stadig, selvom jeg er flygtet skræmt af det, der skete. Tog bilen og kørte bare huskede jeg at smække hoveddøren? det vil se underligt ude ellers, hvis den står og blafrer i vinden, blade kan fyge ind i entreen, og det vil se underligt ud udefra, som om huset står tomt. Tomt ja og jeg venter, venter på færgen. Den sidste rest af mening på flugt. Hun sover og hun er min, hendes hænder duft og blod. Min for altid.

Så kører vi ombord den ene efter den anden, jeg holder min plads i køen, det er meningen. Jeg ved det godt, at det er sådan man gør, er ikke bange eller skræmt bare på flugt. Han bremser foran på rampen røde lygter stopper mig trækker håndbremsen for ikke at trille baglæns, aldrig baglæns altid fremad hvorfor kører han ikke, vil han have mig til at fortryde? Trille tilbage ned ud hjem til skammen og den åbne hoveddør, hvor visne blade dynger sig op, fordi der er læ, er det det han vil med sine røde lygter? Så nu kører han, og jeg speeder op slipper håndbremsen, det larmer af riflet metal runger, der står en mand, han vinker har selvlysende gult på overkroppen og hvidsnuskede handsker, de danser for mig men jeg forstår dem ikke, kører bare frem det er meningen, lys der blinker, mand der vinker.
Alle bliver vinket selvom han ikke kender os. Nej ikke mig og os men bilerne det er derfor, han ikke vinker mig ud ad bilen men bare går videre.
Videre, ja jeg må videre han lagt det bag mig det og hende, sover hun nu, eller ligger hun bare stille med åbne øjne, åh gid hun sover og ikke vågner, det vil jeg helst tro, blikket var så stift, hun plejer at sove med lukkede øjne, men da hun faldt, forsvandt hun også, det skræmte mig.
Nå jeg må videre holde min plads i køen, nu sejler vi, vi sejler snart, det kan ikke vare længe, der kommer ikke flere biler og vinkemanden er væk. Væk, ja det er det, jeg skal væk, nej det skal væk, pletten og gulvet og blikket og døren og byen, hvorfor flytter den sig ikke, det er ellers meningen med at sejle, at husene fjerner sig for tilsidst at forsvinde, jeg må bare vente, det er nok meningen, vente på at alt forsvinder alt det, det der er derinde, nej derude, det er mig, der er inde.
"Undskyld ved De hvad klokken er?" spørger en ældre dame.
"Ja, det ved jeg godt" siger jeg og smiler til hende, håret er hvidt sat op i en knold bundet med et lyserødt bånd, jeg elsker lyserødt, det er så blødt man kan næsten mærke det på tungen, når man siger det: lyserødt ikke lyse rødt men lyserødt.
"For det er da mærkeligt vi ikke sejler."
"Ja det er da meningen" siger jeg.

Han hører en ambulance køre med udrykning - nå det var hurtigt, tænker han, eller måske det var en politibil eller brandbil, han har engang kigget på en ildebrand, det var vildt, helt vildt kedeligt altså da ilden var slukket, så ventede han bare på hvad, der skulle ske, men der skete ikke noget.
Det varede længe før de kom, to med skjorteærmerne rullet op og pistoler i bæltet og så kaptajnen, det kunne han se på kasketten, den var hvid, fordi det var sommer.
"Nå det var hurtigt" sagde han, da de spurgte, hvad han hed.
"Vær sød at følge med" sagde kaptajnen, han havde et lille velplejet skæg.
"Ja det skal jeg nok" sagde han og smilede.