|
Stenbjeg 12. august 2015 Du store Hav Den er så stor, naturen, så generøs, havet er blidt nu på femte dagen, stranden kæmpebred, klitterne beskedne høje, og klitlandskabet så langt øjet rækker fløjsklædte bakker i utallige størrelser stivnet på flugt fra havet og iklædt det skønneste vissengrønne tæppe af græsser og lyng og slugter med hyben, så nøjsomt det er. Og så stort. Og under hjelmen pibler det af krybende planter med lilla blomster så hemmelighedfuldt og ømt kærtegnes dine bare fødder på den sandede sti, stænglerne kryber langs sandet, mens blomsterne rejser sig på stilke, de vil godt være ved, at de findes. Her gik de strandvagt på klitterne om natten, spejdede over havet efter skibe i nød og ikke så sjældent, måtte de lokale vækkes. 12 mand kunne der være i båden, der roede ud gennem brændingen til de forliste og reddede dem i land. Eller de skød en line op over masten på til de forulykkede og fik trukket redningsstolen frem og tilbage til alle var reddet. Værst var tågen ikke for strandvagten, han kendte stierne, men de fremmede skibe, der ikke kendte revenes skjulte farer men stødte på grund langt fra land. Og så var naturen ubarmhjertig, skelnede ikke mellem ven og fjende, skulle ikke straffe eller belønne, selvom mandskabet troede, det var det, der skete, da skibet dunkede så kraftigt i dønningerne, at træet splintredes, og søfolkene druknede, det var værst i tågen og strandvagten havde en sjette sans for skibe i nød, som kunne han lugte angsten og høre råbene trods brændingens rytmiske trommen; kunne han ikke se og ikke høre, så kunne han fornemme. Han kunne mærke i kroppen, hvordan vejret ville blive, han kunne vågne om natten, hvis døden kom forbi, og han kunne spejde i tågen og fornemme, når søfolk derude var i nød. Det undrede ham ikke, det var hans natur og aldrig tvivlede han, var nærmest flov over at kunne varsle død og katastrofe, men så meget desto mere opsat på at redde hvad reddes kunne. Der blev sendt bud til de 12 og en kanon skød lyssignaler ud over det frådende sorte hav i retningen strandvagten havde fornemmet. Man satte fra og roede ud, og ingen var i tvivl, der var et skib derude, hvis det da ikke var splintret, og mandskabet druknet. 16 forkomne søfolk kom i land den nat, med nød og næppe kunne redningsbåden forcere brændingen, selvom den lå så lavt. På stranden stod koner klar med tæpper og klude, ingen lig at bjerge, alle blev reddet. Den er så stor, naturen strækker sig betydeligt længere, end du kan se og høre. Bred som en strand og spinkel som en blåklokke, uoprettelig som døden og uomgængelig som øjeblikket. Natur er skønhed og katastrofe, dig og mig. |