FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
Nexø 2. august 2017


Epidemi

Så kom den også til Nexø, den mystiske epidemi, to tredjedele af byens mandlige befolkning i alderen 35-65 år er smittet, og ingen behandling ser ud til at hjælpe, er du først angrebet, så må du lære at leve med den stadigt voksende knyst. Operation vil nok fjerne knysten, men en ny og større vokse frem.

En udbredt opfattelse at sygdommen er sexuelt overført, er endnu ikke bevist, men påfaldende er det, at kvinder i samme aldersgruppe har samme symptomer dog ofte i forbindelse med kalkunhage og flommefedt under armene. Hos mænd er det stikkelsbærben og hårtab.
Utallige gisninger om epidemiens oprindelse og udbredelse har ikke ført til noget, og i Nexø er de også ligeglade, men et faktum er det, at de er hårdt ramt.

Det positive er, at knysten er langsomt voksende, den begynder som en blød ballon på vommen når du er 14 eller 18, så synker den ned gennem 30'erne og 40'erne som en sæk kartofler for at slutte af, når du nærmer dig 70 som en hårdt pumpet forbold over taljen.

Med sund levevis og masser af motion kan du undgå at sygdommen bliver invaliderende, men salat og fitnes har aldrig været nexøboernes livstil, så Karl Kofoeds Knallert Service har de seneste år haft en eksplosiv stigning i salget af 3-hjulede invalideknallerter som i antal nu er på niveau med bilerne og til stor gene i trafiken, fordi de kører så langsomt og er svære at komme udenom.
Kvinderne går hellere til fods, men har til gengæld fået en gang, som minder om andens, tilbagelænet krop og en vraltende gang ofte med sved på panden.

Epidemien er kommet til Nexø og den rammer bredt. Mænd i jakker, der dårligt kan lukke om den opblæste ballon og unge med træningsdragt og hængerøv og en gyngende sæk kartofler mellem benene. Piger der stavrer afsted som var de gravide i 8.måned og ekspedienten med et en-mandstelt over hovedet, der dårligt kan vende sig bag disken, uden at maven støder imod.

Alle sociale lag er ramt, hele familier, en gruppe sociologer har fået et projekt financieret lokalt, hvor de skal undersøge, om sygdommen er genetisk bestemt.
Mistanke om at det er Kofod'erne, der primært er ramt og dermed smittebærere er afvist og dog. Noget er der nok om det, for Kofod er navnet, der ofte går igen i opgørelse over de ramte.
Hidtil er ingen blevet kureret, men i Nexø er man ansvarsfulde og for at undgå at smitte folk fra andre byer, holder man sig for sig selv og undgår at rejse eller møde fremmede.

Man har sin 3-hjulede med plads til maven og er tilfreds med det.