|
Skallerup Klit 11.juli 2013 Den Evige Kamp Det det bedste jeg ved, at kæmpe med Vesterhavets bølger, ikke at jeg er spændt på udfaldet, det er kampen mig mod brusende bølge, der er fed. Jeg er som en gladiator, nej nej ikke muskulær og veltrænet men krigerisk og sejrssikker. Endelig en værdig modstander som ikke flygter, fordi jeg råber eller dukker sig, når jeg langer ud. Jo, jeg råber, håner, truer så at skummet sprøjter, men den lader sig ikke skræmme, bølgen, banker mig ind i brystet og fortsætter uanfægtet uden at se sig tilbage. Kom an, slå til, hvis du tør! skriger jeg og håner den for dens langsommelighed. Kom an, og så brækker den lige foran mig og sender mig til tælling i en kaskade af buldrende skum. Men jeg er ikke slået ud, kommer på benene og truer den næste bølge med hævn. Håner den for slaphed, kom an, hvis du tør, og det gør den så, og jeg nyder at blive slået omkuld. Det er ikke en leg det her, det er alvor, kampen er virkelig, bølgerne fysisk aggressive, de er stærke, uomgængelige, lader sig ikke dæmpe af mit skrydende råberi og de knyttede næver, det er vildt provokerende, at de ikke overhovedet lytter, stopper ikke op og overvejer hvordan, de skal få mig ned med nakken, men bare tromler hjernedødt det samme brusende attack igen og igen. Og dog, en enkelt bølge smyger sig udenom, og jeg mobber den for at være en svækling for så kun at blive mødt af en endnu større, vildere, insisterende med en sugende bug og hvidt på toppen som kaster mig baglæns og trækker mig afsted. Hører jeg den hånligt hovere, eller er det bare dens brusen, der narrer mine ører, fordi jeg har hovedet under vand? Den er kraftigere end de andre også under vandet, strømmen flår fødderne fra sandbunden, som vil den trække mig ud på havet, ud hvor jeg ikke kan bunde. Fanden ta' dig! råber jeg og forbandet det ufine trick, men du fik mig ikke! Puster mig op, gør brystkassen stor og spænder overarmens muskler, knytter næver og forsøger at holde balancen, men de næste er ikke helt så aggressive. Puffer mig uengageret, jeg værdiger dem ikke et ord, de gør jo bare, hvad der er deres natur. Det samme gør jeg. Det er den stærke, jeg vil møde, det er overmagten, jeg vil kæmpe mod. Mod, ja det er det jeg vil, vise mod. Ikke vinde men vise mod. Ikke komme hjem med en sejr, men med bevisthed om, at jeg turde. Der kommer en igen en gigantisk duvende vildbasse med fråde og sug, den tømmer næsten havet for vand, rammer bunden i sin cirkelformede hvirvel, en vandret tyfon, der æder alt på sin vej og efterlader et kaos af grumset, skumklædt hav. Også mig. Jeg kastes omkuld spræller som en fisk på land, vandet er salt mere salt end ellers og ualmindelig grumset. Gisper efter luft, kom den ikke lidt for hurtigt? Tanken strejfer mig, at jeg er blevet snydt, at reglerne ikke blev overholdt, at det var en fejl, et urent slag, et tilfældighedens lucky punch. Eller er jeg bare en dårlig taber? Tanker strejfer mig ikke, jeg kommer på benene og skæver efter den hærgende bølge, som på vej mod stranden mister sin kraft, flader ud og ender som et velfriseret tæppe af det blødeste skum. Så glider den som alle de andre op over sandet og bliver til en mørk og fugtig plamage, så dør den. En smule vædske tilbage mod vandet men opsluges af den følgende langt mindre bølge på sin vej op over stranden. Den døde, jeg overlevede, men føler ingen sejrsrus. Tager stødet af bølgerne med ryggen. Støder tanken fra mig, at jeg også er en bølge, at min skæbne er bølgens, sludder, jeg er ingen tro soldat kodet til kamp og undergang, bølge er bølge og jeg et menneske, drop den pladdersymbolik, og en bølge falder mig i ryggen. - Bølgen er natur, handler som den er skabt, også du er natur. Hold kæft, det er ingen leg ikke noget billede på det virkelige, ingen drøm, intet varsel, det er, hvad det er, en kamp mellem mig og bølgen, og jeg kastes omkuld igen af en uventet bagfra hårdt i ryggen, det er ydmygende, det er ingen kamp, det er nedslagtning. Kommer på benene men snubler og bliver trukket afsted i håret af den kælvende bølge, mens kroppen vrides rundt af turbulens og benene trækkes ud af strømmen, jeg er ved at bliver parteret, men når ikke at sanse det, før den næste falder over mig og leger som katten med musen med min krop, hoved og lemmer. - Det er ingen leg, det er intet varsel. Jeg ved ikke, om jeg hørte det eller bare tænkte det. - Bølgen er bølge og du er dig, men kampen er snart forbi. Jeg sansede ikke den næste og den næste, brølet blev til dybe toner og vandet lysende hvidt, var det himlen, jeg kunne se deroppe og solens stråler, der glimtede? I Guder, hvor her er smukt, så trygt og lyst. Lyset, så kærligt og befriende, jeg vil lyset og en umærkelig nænsom hånd fører mig hen mod lyset. To uger senere blev jeg meldt savnet af en slægtning, ikke fordi nogen savnede mig, men fordi man undrede sig over, hvor jeg blev af. Familien ønskede mig erklæret død, men selvom jeg havde efterladt mit tøj, håndklæde og badekåbe på stranden og sandsynlivis var druknet under en svømmetur, så kunne jeg først være officiel død, når mit lig blev fundet og det blev det ikke. - Understrømmen kan være stærk, så mon ikke han er ført til havs og en dag måske kastes i land på Svalbard eller Islands klipper. Af en bølge. |