|
Skallerup Klit. 11.juli 2013 En fod holder fri Det her har jeg ventet på i et år, nej halvandet at blive taget i hånden og masseret af de blideste fingre med den blødeste chreme, og som den dufter, der er som at være nyforelsket på en blomstrende eng. Jeg ligger i skødet med min hårde hud og riflede negle og bliver som nyfødt i hendes hænder, himmel, det er skønt at være fod. Det begynder med lunkent vand i en porcelainsbowle med blå ornamentik og duft af lavendel, så blir jeg blød, slap og medgørlig, nu kan alting ske, jeg flyder bare med i en vidunderlig dvaletilstand. Jeg er et funktionsredskab, der skal bære min herre gennem tilværelsen, men nu er det mig, der skal forkæles, det er min eneste opgave at være føjelig og nyde, nu er det mig det handler om. Nænsomt løfter hun mig op, forsigtigt, smiler genert til min herre mens hun kærtegner min hud med et lunt klæde og masserer mig med en bodyscrub chreme, hun forinden har hældt op i en lille skål. Selvom solen skinner ind gennem vinduerne har hun tændt fyrfadslys på bordet med de afmålte chremer og blå flasker duft. Vi sidder i skyggen, mediterende harpe og kvidrende fløjte fylder rummet, og med hviskende stemme fortæller hun, hvorfor bodyscrub er bedre for mig end filen, jeg får til herdag. En grovfil der rasper i den hårde hud er kun signal til mig om at udbedre skaderne og lave mere af den tykke hårde hud. En rensende fodchreme fjerner ikke bare de de døde celler, men stimulerer også lysten til at danne ny blød hud. Mærkeligt, det ikke kildrer, når hun lader sine lange, hvide chremede fingre glide ind mellem tæerne og masserer det sarte bløde hud, det er så følsomt, hvert krystal i chremen mærkes, når den gnides mod huden. Så skylles og tørres og et spray af duftende olie. Og så til massagen og den næste skål med den afmålte mængde salve, himmel, den er skøn. Så omfavnende og tillidsfuld, den venter diskret før hver bevægelse på min umærkelige accept. En sprød vibration af lyst, jo, jeg vil gerne elskes. Nej, ikke svedende jagte en orgastisk målstreg, men mærke, at jeg findes. Jeg er så vant til bare at være nogens, at blive kærtegnet er at være nogen. Alene er jeg ingen, uden mening, liv og skæbne, som fod i sprit på Anatominsk Institut måske, men ikke ellers. Får jeg svamp mellem tæerne eller nedgroede negle, så bliver jeg repareret som en hest får skiftet sko, det er det ingen kærtegn i, selv negleklipningen er en kærlighedsløs affære, der bare skal overstås, jeg er skabt til at være nogens, og jeg gør min pligt, men idag er noget andet, idag er jeg nogen. Det skulle alle prøve, at være nogen, men det kræver kærtegn, fingre med ømhed og nysgerrige spidser, der snuser til det mellem tæerne, de behøver ikke elske dig, berøringen alene giver dig fornemmelsen af at findes. Nu glider hænderne hen over anklen, og jeg mærker mine scener og knogler, fodrodsbenet, hun tager fat, fat om anklen og lader hænderne klemme om skinnebenet, fingrene om accillesscenen, det er så dejligt at mærke de ømme steder, føle blodet strømme i årerne og musklerne trække sig sammen. Ja, ja det er er lige der, åh og så ned om hælen og op over fodroden, sikke en symfoni af kærtegn, en berøringsballet så koreograferet og helstøbt og dog alligevel med denne uskyldighedens intuition, intet er bestemt eller besluttet, fingrene gør bare, hvad de er bedst til. At give tid og give lyst. Jeg bliver indadvendt og føler mig salig, fornemmelsen går gennem skind og ben, så nu sprayer hun igen med duftende olie, er jeg færdig nu? De snakker hviskende sammen, han rejser sig op, giver hånd og siger tak, det var fantastisk. Nu er jeg igen hans. Han begynder at gå, og jeg tager rollen på mig at bære ham ned ad trappen og ud i livet. Lettere og lykkeligere end da jeg kom. Jeg føler mig elsket. I 25 minutter følte jeg mig fri. |