FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SKRIVERIER 2017-18
Bornholms Kunstmuseum 30. juli 2017


Forelsket

Åh nej, igen forelsket at jeg dog aldrig holder op med at falde i svime. Fingrene griber om strengene og buen trækker tonerne frem, hun spiller cello i en tynd, hvid sommerbluse uden ærmer med blonder og en synlig strop i sort og hår under armen når hun stryger buen, så koncentreret hun er, hver en tone bliver en forsigtig mimik i ansigtet, det skifter næsten umærkeligt til musikken, eller spiller hun med ansigtet? Øjenbryn løftes, hovedet bøjes, et blik på violinisten så i noderne igen. Så håndfast i grebet præcis i fingrene og blid i strøget, for så med et snigende temperament at slutte satsen og blive menneske igen, smile genert og lægge benene over kors.
Tim er mentor og hun retter med blyant i noderne, det er Mendelsohn, de spiller og Tim snakker teknik, han er nodetro.

Åh nej, nu tager hun sig på halsen med de hvide, lange fingre og nu på øret, under hagen, til læberne mens Tim instruerer pianisten.
"Da-de da-de da-dam da-de da-dam" korte klare instrukser "111 og 112 skal have luft".
Da-da da-de da-de i 3.takten og 39 og 43 der er du lige lidt foran. Nu klør hun sig på næsen og kigger på sin fod, bare tær i sandaler, det klør på hælen, hun retter håret, strøget tilbage i en hestehale lyst med blege striber, og så spiller hun igen.  
Dybt koncenteret, væk i musikken eller er hun musik, er det bare hende, jeg hører og slet ikke instrument eller noder?
Så rørende dyb og forførende ikke Mendelsohn eller noderne, ikke celloen eller de andre, men hende kun hende hører jeg nu, hun er i musikken.

Med ører så fine, glimtende guld som perler på feskenhud, uden make-up så nøgen og ren. Nu strammes huden, hun griber så fast og stramt, vibrato som hun dog kan trylle med venstrehånden, det er den, der bestemmer med autoritet og kontrol, mens den højre er sjælfuld formidler, den følger med og spreder ud, den er blid og følsom, bøjelig og føjelig, som de dog kan arbejde sammen og fylde rummet med skønhed.
Jeg er til åben prøve på Kunstmuseet, studerende fra konservatoriet skal spille koncert i morgen og nu øves for sidste gang.
"Følte du dig presset i tempoet?" det er pianisten, han taler til, Tim Frederiksson, professor ved konservatoriet, stemmen er høflig med bestemt.

Åh nej ikke igen forelsket, nu er hun stolt og selvsikker, hun ikke bare spiller, hun forlanger som en jockey op ad langsiden mod mål, hvor det var hesten, der red den første runde, er det nu nu jockeyen, der bestemmer farten, stående i sadlen trækker hun i bidslet og slår med pisken, nu er det det hende, der bestemmer.
Så nu kører det, hun bider læberne sammen og styrer hesten, det er som åbner hun startboxen og slipper kræfterne løs kigger sig til siden for at se, om de følger efter, og det gør de, indhenter, men overhaler ikke, for hun tager over og galloperer derudaf, hovedet bøjet, ansigtet gemt i en fortrolig hvisken for så igen at dukke op med rynker i panden og løftede bryn, hvor hun dog spiller, nej hun spiller ikke, hun er musik.
Hun kom i mål ikke celloen eller Mendelsohn, musiker eller mentor, det smil efter sidste tone sagde alt, det var en vinders finale.
Efter det var hun igen en helt almindelig studerende på 19, men jeg oplevede, hvem hun også er og tænker, at alle piger på 19 gemmer kimen til at nogen, som jeg bliver forelsket.