FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
billeder juli bronholm 2019


Hvad venter I på



Hvad venter I på I forstenede hvalrosser glemt da isen trak sig tilbage blev I stumme og evige nu skuer I på den sidste dag over et blikstille hav. en båd derude i stilhedens brede krusning har en lygte så rød i rolighedens aftenhav der er sidste dag for imorgen er det væk nej i nat hvis månen holder det fast i eksistens.
I lavadyner hvad venter I på holder I øje med skyernes rødkransede driven over himlen om alt er som det skal være på den sidste dag nej aften snart nat jeres krumbøjede nakker silhuetsorte pukler af evighed I kender dagens gang og havets temperament nu er det som en slumrende pause mellem uvejrets hærgen med bølger så høje og skumklædt bryllup af kaskader det er rolighedens time urørlige arrede bakker af grundfjeld timen er kommet den sidste et blinkende fyr på kanten af ocean og himmel gult som sender det en besked til Jer at I er ikke alene derovre derude skjult af vandets krusning en kyst med endnu en tidløs venter I ser det ikke kun lysets blink fortæller at det findes som I gæve klippefaste vagthunde uden lyd og uden liv og dog venter I i jeres evighedssøvndyssende eksistens I findes og engplanterne som kranser jeres fødder de findes og min cigaret den lyser rødt og jeg findes for jeg ser og hører på min sidste aften at alt er som det skal være og musikken fra havnen er døet ud og røgen fra røgerierne hørt op og lyset i byen bliver gradvist forbi nu den sidste aften så går himmel og hav i et i et mørkt uendeligt hul og jeres silhuetter fortaber sig i natten. Det er tid at vende hjem og få pakket til den sidste rejse men vi ses igen for I er evighedens bobler og jeg er ham der lever.

Hvad venter du på du korsklædte røde fane på den højeste mast på tomheden asfaltbåse morgenen er endnu ikke igang snart fyldes båsene af polerede fabrikater og tiden motoriserede transport er det dem du venter på at de skal komme og komme ud af varmekasserne med feriesløve unger og en barnvogn eller er det vinden fra havet foran dig endnu morgensløvt kun mod klipperne er der antydning af hvidt i bremmer nær bølgerne siver mod klippeformationen den hårde ellers er havet som en asfaltplæne men uden båse og skilte og en enkelt overnattende campist i sin forvoksede varevogn med en tagboble der giver dig plads til at stå oprejst eller venter du  at konkurrencen går igang både tilskuere og dommer mangler om hvem der er størst og  blæser bedst de små i gaden her ingen chancer og den næsthøjeste mast kun en vimpel og korset alt for suspekt kun rigtige dannebrog må deltage som en kjole hænger den om masten din dug så ærbar ren og hemmelighedsfuld på legepladsens nyslåede græs og nedtrådte grus og gyngestativ parat med bildæk til myldrende unger og deres pyldrende høner for hæfteplasteret skal ikke i brug idag så mor holder øje er det det du venter på et vindstød der får gyngen til at sprælle og ungerne til at le er det latteren du venter på her i morgenbrisens tomme kedsomhed?
Paller i stabler står parat truende nær ved gyngerne det er røgeriet der bruger hjørnet af legepladsen til oplagring af emballage og containere de ryger derinde i skorstensbygningen sild og makrel kommer på is i kasser fra nexø til morgen det er svært at se hvor legepladsen slutter og skraldepladsen begynder måske det er meningen at ungerne skal kunne vælge det tilrettelagte eller de splintfyldte sildeplaller
Nej mon ikke det er danskheden du venter på at kunne fejre vifte din patriotiske kærlighed om næsen på tyskere franskmænd og japanere og sige dette er Danmark alle er vi mennesker men vi er danske det er vi stolte af. Er det hvad du venter på at blive anerkendt for dine gode sider humanisme og virkelyst fredsommelig omgang og med et åbent sind. du er bange for at blive slået i bås med nederdrægtige nazister og sydstatsfanatikere ikke uden lidt ængstelse venter på den brise der kan brede dit mod ud og sige jo jeg er stolt af mine børn min holdning og mit land mit fædreland med eget sprog og stadig dialekter med eget politi og egen kultur vi lukker os op til verden med flaget først vi er de danske.
Du venter og venter nu er piger kommer på gyngen og turisterne ankommer for at tage et billede og sludre med hvem der nu ringer og vibrerer. Det er den sidste  dags morgen og luften er tyk af forventning.

Hvad venter du på i den rødhvide hytte med glugger mod stranden og flaget på toppen at badning er sikker inden for flagene. Reklamebilen er parkeret foran med åben dør for det er varmt og du er på vagt derinde og gummibåden står parat til at rykke ud når du skal gøre dig fortjent til en dagløn for så skal du redde en skæbne på havet før det tager ham. Det myldrer på sandet og de blankslidte toppe af klippe der ligger de bikiniklædte piger og mænd med maver på tæpper med tasker og vender sig når det bliver for varmt og de spadserer med familien og de leger i sandet og bygger og råber det er sommer og feriehygge her dufter af tang og sololie og bare tær. På badebroen gyser den tynde rødhårede op og ned på den glatte trappe tager han sig sammen til den kolde dukkert. Kom kom men boen er uden for flagene det er ikke ham du venter på.
En kikkert for øjnene og du spejler over havet og tæller surfere der for en 50er kan surfe en time nej padle gør de med en pagaj og har tal på hvor mange for du er på vagt og venter tålmodigt mens du holder øje på at noget skal ske og tre piger lidt langt ude padler i redningsveste og gul gummibåd og du holder øje og venter det er det du skal. En hund ryster vandet af sig og parasoller slås op og stråhatte skiftes en dæmning bliver bygget og trampet ned så at vandet fosser og ingen hører råbene fra volleybanens spil i klitten deroppe nu er Danmark på stranden og Trygfonden passer på.
Så brune vi bliver her i sommerens paradis nu får livet mening og du en mission at vente på at ingenting skal ske mens havet og solen leger med os her den sidste dag
her gives der slip på stillesiddende jobs i lysstofrørssivende tåger på skoletid og mødepligt her leges og bygges og bedstemor har smidt sit sjal og trækker ned i udskæringen mens hun hygger med de mindste. tiden er undskyldsfri og isboden åben her skiftes og tørres og mor lægger sig på maven i vandet for ikke at få vådt hår og de mindste må godt gå nøgne og løbe hvor de nyder det endelig at mærke deres krop det våde sand i fødderne det varme på numsen og bag klitterne står bilerne tæt foran bakken hvor telte er drysset en spraglet venten på beboerne som er i vandet på stranden eller går tur på knuden som en håndfuld blandede bolcher ligger de der og lufter deres vingede fortelt på den nedtrådte vissengrønne mark endelig fri endelig tid hvor de dog nyder at vise sig frem.

Og vi venter som et regiment stillet op i rækker Kør i bås 2 så nu holder vi i bås 2 et tæppe af biler skal afskibes med deres passagerer ham bagved lægger hvidt lagen på forruden så bilen ikke bliver for varm når den venter i solen utålmodigt stiger de ud de mest svedige og lufter hunden og de mindste men hænger bare over den åbne fordør utålmodigt. Han vente og sender stjålne blikke på den røde lysavis der meddeler at han ikke må forlade bilen når han er checket ind det hedder det at vente i en bås helst ville han holde motoren tændt men han er samfundsbevidst og det ville skabe et sandt helvede hvis alle havde motoren kørende først om en time skal den sejle færgen der ikke er der kun stilladser og halve kørebaner op i luften vidner om at noget skal ske når den kommer og vi venter det var den sommer idag var den sidste dag og nu kommer den sidste time og så kommer den det er intet skib men en gigantisk konservesfabrik med et mylder af gulveste der guider op i etagerne mens dåserne vælter ud det var det vi ventede på proppet med vasketøj det vintertøj de ikke fik brug for og de bøger de ikke fik læst men souvenirs og lopper og termokassen næsten tom kun farmands sidste lunkne øl triller rundt på bunden. De der har bestilt billet ærgrer sig over de kom så tidligt og de der ikke havde glæder sig over de kom så tidligt at de fik en plads. Skjorter fra namibia og lakridt fra bülow og så en æske karameller og en masse fotografier at holde sommeren fast i I-phonen det er en betingelse for at bruge så mange penge på et sommerhus og soft-ice og sejltur til Helligdomsklipperne at minderne sidder fast på mobilen så meget har de oplevet og det hele ligger på mobilen for huske det hele kan de ikke ikke når øen er forladt og hjemmekulturen sletter dem for at få plads til det gamle igen. Teenagerne har ingen minder for de har spillet netspil hver gang der skulle ventes og der er blevet ventet i kø og på de langsomme og på at det blev tid og på deres nummer på røgeriet og på at finde parkeringsplads uden betaling og på at komme til kassen med pizzaen og få forbindelse til mobilmasten men aldrig på det gode vejr solen har skinnet hele tiden og månen været rosarød og fuld og maden stegt på bål en wokret med is og cozy har spillet på havnen og ungerne siddet på kanonen mens far og mor drak caffelatte i plasticstole med udsigt Åh sikke en ferie der nu er slut.