FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SKRIVERIER 2017-18
11.juni 2014. færgen hjem fra rønne. <"--mette hartung.-->


Hvor dum kan man være?

- Hvad Søren, sikke en overraskelse! Et knus tilfældigt på færgen, så skinnende smuk og smilende hun var.
- Hej, udbrød hun som en blomst der var sprunget ud, smilet det samme som sidst for år tilbage, hun havde været min ynglingselev, men huden og håret, var det virkelig hende?
- Hvad er der dog sket, er du blevet gift, forlovet eller er du bare forelsket? hviskede jeg tæt på hendes øre, ikke for at få et svar, men fordi hun lyste af kærlighed.
- Ja, jeg skal giftes 2.august.
Hun smilede undskyldende, som beklagede hun, at det ikke var mig, der fik hende til at lyse, eller at hendes forelskelse var alt for tydelig, men hvorfor dummede jeg mig så? Munden stod ikke stille på mig, og det var ikke komplimenter men vrissende floskler om livets vrangside og samfundets fadæcer, der flød fra min mund. Om ægteskabets snerrende bånd. Hun tog det pænt, lod ordstrømmen glide forbi og bevarede afvæbnende den smilende lykke.
- Med ham der, hun pegede på den unge mand jeg havde overset.

Høfligt gav jeg hånd til den krølhårede, der var lige så uinteresseret i mig som jeg i ham, og bedre blev det ikke, da jeg gav ham et par oratoriske flabetheder maskeret som sjov. Ikke underligt at den udkårne trak hånden til sig og sendte sin elskede et overbærende blik, hvor dum kan man være, tænkte jeg selvbebrejdende og fandt en hurtig undskyldning for at trække sig, mens jeg forbandede mit forankrede urinstinkt. Som en forsmået sølvryg, en desavoueret gorilla, en forstødt kronhjort der søger tilflugt i Nordskoven uden hind og uden territorie. Som en elefant i must, uberegnelig irritabel væltede jeg afsted ned ad gangen mod den fjerneste trappe, hvor dum kan man være.

Forgæves forsøgte jeg at afvise tanken, at hun var alt for smuk for den sure monkey, og at hendes strålende lykke var en hypnotisk tilstand, at hun var blevet lokket, hjernevasket, manipuleret af en plattenslager.
- Godt jeg gik, tænkte jeg og flygtede skubbende ned ad trappen mod bildækket.
- Er det her B2, vrissede jeg til en personale med slips, gel i håret og nål i brystet. Høfligt svarede han og pegede, men jeg hørte ham ikke, gnæggede et modvilligt tak og gik i den modsatte retning.
Godt inde i min bil med hænderne på rattet for smækket dør væmmes jeg ved tanken om at hun, den smukkeste blomst med det dejligste smil og de gnistrende lykkelige øjne bare ville trække på skulderen, da jeg var gået, mens hun ville sende sin udkårne et fortroligt, kærligt blik.