FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SKRIVERIER 2018
Bornhom 24.juli 2017


Hyldest

Bornholm du dejlige klippeknold i Østersø med stubbede marker og et forførende sprog, dig elsker jeg fra Due Odde til Hammer Havn. Så hård som granit så blød som en klit ad bugtede, plettede veje, du er som en krop af elskovs lyst, du lader dig begære, tager imod og betjener, hvor klippen er brat, og åbner dig forventningsfuld, hvor du er allerblødest. Men vil man tugte dig, så bliver det med dynamit, og det tilgiver du aldrig. 

Øen med boder af krams og kartofler og nisser og trolde og markedsdage og køer på marken og vilde i skoven, det er i Almindingens vildnis at urkvinden slumrer. Du ø, der dryppede i havet, da månen tog flugten, dråber af urstof skabte først dig så Ertholmene og Østerskær før den for til himmels og fandt sin plads. Bølger formede din kyst, isen dine bakker og livets materie slog rod.

Kuplede kroner og metalliske siloer, de blinker i solen og peger forventningsfuldt mod himlen, mod rummet. Oh hvilken duft af lyng og fyr, af havets salt og røg fra røgeriet, de tomme fustager skiftes ud og mågerne sorterer forladtheden, og når vinden vender og vintersæden hår fået sit, så også et strejf af gylle.

Hvad er skyllet i land, hvad bragte bølgerne med sig fra forlis og fortid, patronhylstre fra den russiske besættelse og dinosaurs spor i klinten. En perle fra Ødipus' bælte da han gik skammens vej fra konge til pjalt og Krakas broche i panden, da Ragnar Lodbro kun ville møde hende nøgen. Eller Rane og Runes grafitti mejslet i helligdomsklippen til de frelstes fordømmelse dengang og deres forgudelse idag, det er din fortælling, Bornholm, helleristning, skrøne og fortolkning.

Flæserne flagrer i dumpede hytter, med solbriller i panden spankulerer de på havnemolen frem og tilbage i håb om at se en fisker, og frustrationen flammer bag disken rundt om hjørnet i avisen, når andre skal bestemme, hvordan en ø-bo skal se ud. Svensken smed du i havet og en mindesten fik mejslet i granit, at I er stolte, gæve rebeller, der smider åget, når der bliver handlet med jer og jeres sjæl.

Du kærtegner blidt og smider tøjet, så nøgen du er og så udklædt med flag og balloner og havnefest. Og så giftig og grådig når udbuddet bugner og så opfindsom og frelst og naiv som en nytilflyttet jomfru. Det var hans evige dilemma, Svanekemaleren Olaf Høst, at være ilden og male branden, at skue langt og se det nære, han var ikke kun Bornholm, men Bornholm er kun Olaf Høst. En koloni af enspændere, der tager på havet og går på jagt og jagter lykken ved landevejen, et samfund med eget flag og sprog med hvide, lysende strande og tunge vådbrune bolværk.
Og overfede børn på vej til en grill-kiosk, for I er også Danmark.