Som tunger af dejg efter nattens hævning, du dvaske grynede gamling skubbet op fra jordens gloende indre flyde over og falde hen i størknet ugidelighed, forstenet karamel, og der ligger du stadig tung og træt og revnet.

Det er undergrunden der har knækket dig i striber, og isen poleret din ryg, og alger sortplettet din bug den ene tunge over den anden, som skød de op i nat, så livagtigt ser det ud, skulle du pludselig rejse sig med et brøl, ville det ikke undre mig en dyb og rusten røst med kæmpekroppens resonans.

Men nej, der skal nok mere til at vække dig slumrende bamse end impulsiv forventning en sommerdag, til vinter måske når isen skubber og slider, og bølgerne slikker dine luffer.

Med vand på alle sider er du noget for dig selv ikke bred eller kyst men ø, du er en ø med karakter, identitet gad vide, hvad du gemmer i blæretangens verden under vandet, om du dybt dernede hænger sammen med de andre øer de andre skær.

Regnen holder dig ren, blæsten tørrer dig, og solen varmer din krop, hvor du dog nyder det at blive sørget for, når en måge lander på toppen af din bakke og kigger sig vindblæst omkring, så godter du dig og føler, du lever.

Lytter du til fuglene, de synger i det grønne deroppe og fylder rummet under himlen så blå, og der en andemor med ællinger otte på stribe, nej du er blind for tiden, en mumie, vulkansk på lit de parade så at alle kan iagttage den døde, et udendørs mausoleum af geologisk materie, halvfulde sække af størknet planet, urstof i havet.