FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SKRIVERIER 2017-18
Arnakke 28 august 2017


Det er vel nok lækkert

"Det er vel nok lækkert", ordene kom til hende som et salmevers hun lærte engang, de havde ingen betydning, hun sagde dem bare. Dejlig er den himmel blå - Den signede dag med fryd vi ser havde aldrig haft noget at gøre med hvilken farve himlen havde eller om dagen havde med fryd at gøre, det var bare ord.
Hun var alene, var taget hjemmefra eller hjemmefra var det ikke, for de boede i sommerhus, hun og kæresten og hans datter. Men pludselig var det bare blevet for meget, og hun var gået uden et ord.
Gik bare, smækkede hun med døren, råbte han efter hende? hun huskede det ikke kun tomheden, ingen ord, ingen lyd, bare væk. Og så var hun rystende og forgrædt kørt ind på restauranten i klitterne og havde bestilt hvad der stod øverst på kortet, og så var det, da tjeneren kom med bestik og service salt og peber og en kurv med brød, at hun havde sagt "Det er vel nok lækkert".

Kun 17 år var han havde krøller og briller og forklæde med stedets logo, og så var hans bevægelser så bløde, en sommeransat sikkert, spinkel, som han dog kunne sætte tallerkenen, uden at man kunne høre det og næsten strejfe hendes hånd, da han lagde kniv og gaffel, uden at hun mærkede det, det er vel nok lækkert.
Mærkeligt med ord for de betød ingenting, da han kom med servicet, men var næsten pinligt intimiderende da han strøg hånden tæt på hendes, og hun kunne dufte hans hår, han lugtede af dreng, drengeværelse forsøgt kvalt med en tung deoderant, fisk og tjære, whisky og stald var det duften, der forførte hende eller drengen?

Det er vel nok lækkert, ordene  var bare noget hun sagde, det siger man, men hun gentog dem for sig selv, da han var gået. Igen og igen og kom til at smile, for hvad var det, der var så lækkert?
At hun endelig havde taget mod til sig og var gået eller at han var kommet med service og brød eller duften hun huskede fra de unge år, hvor drengene ville være mænd.
Ordet frihed kom som en bomerang ikke bare ordet men betydningen fri og hed. Ja hun mærkede kinderne blusse og varme i brystet selvom hænderne var kolde og endnu febrilsk flyttede rundt på bestikket, det føltes som forelskelse, var det friheden der havde forført hende i skikkelse af en dreng, der kunne være hendes søn, jamen hun havde slet ikke besluttet noget, da hun gik, ikke sagt noget eller tænkt, det var vel nok lækkert var slet ikke tænkt men bare sagt.

Så kom han med maden hun turde ikke kigge på andet end maden var bange for at møde hans blik, men uforskammet ville hun heller ikke være, så derfor sagde hun "Der er vel nok lækkert" men hvorfor blev han stående, da han havde sat den fyldte tallerken som insisterede han på, at hun skulle kigge på ham. Måske han slet ikke hørte ordene men fornemmede betydningen.
Pinligheden bredte sig sig og gjorde kinderne rødere, hvad skulle hun gøre eller sige, hvad kunne hun sige, hun tog kniv og gaffel i hænderne rettede på sit glas og servietten i skødet, men han blev bare stående helt tæt, så sagde han elskværdigt: "Er der ellers noget du ønsker?"
Det gav et gib i hende, ord styrtede gennem hovedet, ønsker - ellers - elske - fri og fremmed. Alle ligegyldige fraser udtryk og salmevers blev splittet op og ordene fløj op som en flok duer, der letter, eller var det gnister af lysende jernspåner fra slibning af en sløv gammel kniv, den signede dag, den himmel blå, dejlig er jorden.
Et  gnistrende ordkaos sprængte rammerne for, hvad de måtte, og hvor de hørte til, og hvad de betød, et forståelsesmæssigt virvar af løsrevne ord, var det friheden der havde sluppet dem fri, hun følte det som en evighed, og det var det måske også, hvad nu, hvad sker der?
Hun turde ikke kigge, men øjnene turde godt. De fangede hans blik og holdt det fast og for første gang i mange år var det ikke bare et ord, da hun sagde "Ja".

Fordi han var så ung og uerfaren forstod han straks at det ikke bare var et ord men en bøn og et tilbud, en længsel og et løfte, en gave uden forpligtelse og en opfordring til ham om at være . . . mand.

Hun huskede ikke, hvad der så skete, hvad der blev sagt, kun at hun ventede på ham, da han fik fri og aldrig vendte tilbage til sommerhuset og kæresten, hun havde forladt. Ikke et ord kom over hendes læber om tiden, hvor ord ikke var andet endet end ord.