Sommeren 2018
Philosofisk Postulat
I en verden med kun en dimension, har du altid valget frem eller
tilbage. Den ene vej eller den anden.
Møder du nogen på din vej, skal du ikke være bekymret, I kan sagtens
komme forbi hinanden uden at skulle træde tilside.
Her findes ingen materie men kun en usynlig linje, som strækker sig
fra uendelig til uendelig.
I en verden med to dimensioner har du alle muligheder, hvis du bare
holder dig til samme plan. Planet strækker sig uendeligt til alle
sider men er et usynligt plan, for der findes ingen materie.
Tager du linjen med en dimension og laver den til en ring, vil
beboerne med kun en dimension opdage, at uendeligt til den ene side
og uendeligt til den anden er det samme punkt. Der findes i deres
verden ingen begyndelse og ingen slutning, kun gentagelse i en
bestemt rækkefølge den ene vej og modsat rækkefølge den anden.
I en verden med tre dimensioner har du frit valg i en hvilken som
helst retning, du er i centrum i et rum, der strækker sig uendeligt
til alle sider. Nu findes materie. At findes betyder at findes i tre
dimensioner.
Tager du fladen med to dimensioner og krummer den til en kugle vil
beboerne med to dimensioner opdage, at uendeligt langt væk i en
hvilken som helst retning er samme punkt som uendelig langt i den
modsatte.
Der findes i deres to-dimensionelle verden ingen begyndelse og ingen
slutning, deres verden er en kugle.
Du kan godt foreestille dig verdener med færre dimensioner, men ikke
med flere, og det er uanset hvor mange, du laver. Åbenbarer en
yderligere dimension sig i din verden opfatter du det som mystik,
uvirkeligt.
Når beboere fra den to dimensionelle verden krydser den med kun en
dimension, så vil det være uforståelig mystik, at noget pludselig
opstår for så at forsvinde. Og er linjen ikke formet til en ring,
men krøllet sammen vil det, der pludselig opstår og forsvinde være
noget genkendeligt men på forkert sted til forkert tid.
Når beboere i den to dimensionale verden krydses af fugle fra den
tre dimensionelle der flyver lige igennem, så vil det se ud som om
de pludselig opstår for så at forsvinde. de kommer fra intet og
forsvinder til intet.
Er denne verden krummet måske foldet så den krydser sig selv vil
fuglene være genkendelige fra din egen verden, blot optræder de det
forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Sådan er det også med vores tre dimensioner, alt der uforklarligt
opstår og forsvinder er elementer fra en verden med flere
dimensioner end vores. De krydser vores verden kommer fra intet og
forsvinder i intet. Er vores verden vredet så meget at den krydser
sig selv, vil vi opfatte det, der mystisk opstår som genkendeligt
blot på forkert sted på det forkerte tidspunkt.
Det er umuligt i en af disse verdener at forestille sig en
yderligere dimension, men der vil være masser af tegn på, at der
sker uforklarlige ting.
Hvis en raket sendes ud i rummet i vores 3D-verden vil den kunne
registreres i planverdenen som et pludselig opstået fænomen som lige
så pludselig forsvinder hvorhen kan ingen forestille sig.
Og hvis en event i den 4-dimensionelle verden krydser den
3-dimensionelle, så vil det samme ske, den bliver pludselig synlig
for så uforklarligt at forsvinde.
Det ser ud som om den findes.
Forestil dig et utal af en-dimensionale verdener ved siden af
hinanden i en verden af to dimensioner. Og forstil dig et utal af
to-dimensionelle verdener overpå hinanden i den 3.dimensionelle
verden, det kan du også. Men forestil dig så et utal af
3-dimensionale verdener sat sammen i en 4.dimension.
Nej vel? den forestilling er svær.
Og hvad nu hvis alt er kaotisk og irregulært, at linjen bøjer og
bugter sig og planet buler uden at det kan registreres af dem, der
bor der?
Og hvad så hvis vores tredimensionelle verden krummer, uden at vi
mærker det? Vi kan måle det og gætte os til betydningen men kan
aldrig forestille os det.
At uendelig langt væk i den ene retning er samme punkt som uendelig
langt væk i den modsatte. At der aldrig findes begyndelse og
slutning uanset hvor mange dimensioner din verden er, når blot der
findes endnu en dimension der får enderne til at mødes i din.
Og så melder den dristige tanke sig, om det princip også kan findes,
når det gælder størrelse og tid. At du, når du går frem i tiden og
blive ved at gå, så ender med at komme spadserende fra fortiden.
Eller at der er en grundliggende overensstemmelse mellem det absolut
største og absolut mindste. At tanken om begrebet uendelig er
grundløs.