FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
Sommeren 2018


Philosofisk Postulat

I en verden med kun en dimension, har du altid valget frem eller tilbage. Den ene vej eller den anden.
Møder du nogen på din vej, skal du ikke være bekymret, I kan sagtens komme forbi hinanden uden at skulle træde tilside.
Her findes ingen materie men kun en usynlig linje, som strækker sig fra uendelig til uendelig.

I en verden med to dimensioner har du alle muligheder, hvis du bare holder dig til samme plan. Planet strækker sig uendeligt til alle sider men er et usynligt plan, for der findes ingen materie.

Tager du linjen med en dimension og laver den til en ring, vil beboerne med kun en dimension opdage, at uendeligt til den ene side og uendeligt til den anden er det samme punkt. Der findes i deres verden ingen begyndelse og ingen slutning, kun gentagelse i en bestemt rækkefølge den ene vej og modsat rækkefølge den anden.

I en verden med tre dimensioner har du frit valg i en hvilken som helst retning, du er i centrum i et rum, der strækker sig uendeligt til alle sider. Nu findes materie. At findes betyder at findes i tre dimensioner.

Tager du fladen med to dimensioner og krummer den til en kugle vil beboerne med to dimensioner opdage, at uendeligt langt væk i en hvilken som helst retning er samme punkt som uendelig langt i den modsatte.
Der findes i deres to-dimensionelle verden ingen begyndelse og ingen slutning, deres verden er en kugle.

Du kan godt foreestille dig verdener med færre dimensioner, men ikke med flere, og det er uanset hvor mange, du laver. Åbenbarer en yderligere dimension sig i din verden opfatter du det som mystik, uvirkeligt.

Når beboere fra den to dimensionelle verden krydser den med kun en dimension, så vil det være uforståelig mystik, at noget pludselig opstår for så at forsvinde. Og er linjen ikke formet til en ring, men krøllet sammen vil det, der pludselig opstår og forsvinde være noget genkendeligt men på forkert sted til forkert tid.

Når beboere i den to dimensionale verden krydses af fugle fra den tre dimensionelle der flyver lige igennem, så vil det se ud som om de pludselig opstår for så at forsvinde. de kommer fra intet og forsvinder til intet.
Er denne verden krummet måske foldet så den krydser sig selv vil fuglene være genkendelige fra din egen verden, blot optræder de det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Sådan er det også med vores tre dimensioner, alt der uforklarligt opstår og forsvinder er elementer fra en verden med flere dimensioner end vores. De krydser vores verden kommer fra intet og forsvinder i intet. Er vores verden vredet så meget at den krydser sig selv, vil vi opfatte det, der mystisk opstår som genkendeligt blot på forkert sted på det forkerte tidspunkt.

Det er umuligt i en af disse verdener at forestille sig en yderligere dimension, men der vil være masser af tegn på, at der sker uforklarlige ting.

Hvis en raket sendes ud i rummet i vores 3D-verden vil den kunne registreres i planverdenen som et pludselig opstået fænomen som lige så pludselig forsvinder hvorhen kan ingen forestille sig.

Og hvis en event  i den 4-dimensionelle verden krydser den 3-dimensionelle, så vil det samme ske, den bliver pludselig synlig for så uforklarligt at forsvinde.
Det ser ud som om den findes.

Forestil dig et utal af en-dimensionale verdener ved siden af hinanden i en verden af to dimensioner. Og forstil dig et utal af to-dimensionelle verdener overpå hinanden i den 3.dimensionelle verden, det kan du også. Men forestil dig så et utal af 3-dimensionale verdener sat sammen i en 4.dimension.
Nej vel? den forestilling er svær.

Og hvad nu hvis alt er kaotisk og irregulært, at linjen bøjer og bugter sig og planet buler uden at det kan registreres af dem, der bor der?
Og hvad så hvis vores tredimensionelle verden krummer, uden at vi mærker det? Vi kan måle det og gætte os til betydningen men kan aldrig forestille os det.
At uendelig langt væk i den ene retning er samme punkt som uendelig langt væk i den modsatte. At der aldrig findes begyndelse og slutning uanset hvor mange dimensioner din verden er, når blot der findes endnu en dimension der får enderne til at mødes i din.

Og så melder den dristige tanke sig, om det princip også kan findes, når det gælder størrelse og tid. At du, når du går frem i tiden og blive ved at gå, så ender med at komme spadserende fra fortiden. Eller at der er en grundliggende overensstemmelse mellem det absolut største og absolut mindste. At tanken om begrebet uendelig er grundløs.