Skyggerne gled hen over klitterne så nøgne, nybarberede kun penslet med vissengrønt som en sensommerfodboldbane, lidt fortabt og dog med en accept af tingenes tilstand lod de sig lyse op i pletter af lunhed i luften, det var morgen.
Det kløede i det ene bukseben i de tykke vadmelsbukser fedtede var de, var ikke blevet vasket kun børstet siden han kom her til Agger. I det trange, mørke rum hang hans jakke med destinktioner, og kasketten havde han lagt på skamlen med sin bæltetaske, han knappede den øverste knap op, ikke fordi her var varmt, kun koldt og fugtigt men for bedre at kunne få vejret.

Foran ham, udsigten over stranden og havet og horisonten derude, så lige den var, delte himlen fra havet med en ubrudt linje fra syd til nord, det var Nordsøen og det var Rudi, han var bare 18 år og tysk soldat fra marinen på vagt i den nyopførte bunker, et led i den Atlantvold der strakte sig fra Spanien til Nordkap og skulle hindre englænderne i at foretage invasion ad søvejen.
Han var på vagt, egentlig var de tre, men de andre to var gået für einen Moment for at hente noget, eller hvad der nu var deres undskyldning for at gå op til barakken og finde en solplet at pudse deres støvler eller vande deres planter.

Rudi tog kikkerten for øjnene og lod den af bare kedsomhed spadsere hen ad horisonten, som kiggede han efter skibe og hen ad strandkanten forbi de spanske ryttere langs det minefelt, han vidste var der, men ikke kunne se, så roligt det var idag, havet, store tunger skubbede bræmmer af skum op over bredden, igen og igen glattede de beroligende på sandet, der blev mørkt og lod småsten trille først op så ned, og så pludselig en skikkelse helt derude, hvor sandspejlet simrede, tættere og tættere kom den langs vandkanten hen imod bunkeren, hvor han sad.
Forundring fyldte Rudi og spænding, for det var ikke tilladt at gå på stranden og slet ikke ufarligt, det var ingen soldat og ingen mand, for en let sommerkjole flagrede i vinden, når hun gik eller snarere dansede på bare ben, som legede hun med de hvidtskummende tunger, der skiftedes til at komme længst.
I kikkerten kunne han se hende tydeligere og tydeligere, langt hår, lyst ikke sat op med fletninger om hovedet som pigerne derhjemme men flagrende frit i vinden.

Han knappede endnu en knap i halsen op og lagde albuerne på den vandskurede planke, der fungerede som bord foran kighullet efter at have skubbet mappen tilside med ordensregulativer, forordninger, vagtplan og hagekors, han skulle jo holde vagt, og det var hans pligt at observere, så det gjorde han, kiggede og kiggede.
Han holdt den stille, kikkerten, og kunne nu tydeligt se hendes bløde bevægelser så lystig og ubekymret, halsen var hvid og rund og, armene bare op til albuerne hvor et bændel af blomster og pynt kantede kjolen og benene åh så smidige, dansede hun ikke på tæerne åh hvilken dejlighed, som glinsede hun af vellyst og ubekymret frihed, mens solen skubbede skyggen videre ud i klitternes hvidgrønne tæppe, så smuk hun var og så alene.

Tættere kom hun, og da hun var ud for det smalle hul i bunkeren, hvor Rudi holdt øje, standsede hun og kiggede over havet. Han lagde kikkerten fra sig og skævede til kaldeapparatet. Det sad i hørnet, ledninger førte ned til gulvet og videre op gennem sandet til kommandobunkeren med de store kanoner. Et opslag bekendtgjorde, at telefonen kun skulle bruges, når abnorme Aktivität wird beobachtet men den havde aldrig været i brug, for ingen skibe sejlede forbi andet end de få fiskerkuttere fra Agger og Stenbjerg og Vorupør, der havde tilladelse.
Men nogen trussel så Rudi ikke i sommerpigen, der nu stod i strandkanten og med den ene hånd skærmede for solen og med den anden holdt om kjolen, så den ikke blæste op. Tusind tanker gik gennem hovedet på Rudi, en pige havde han kysset men aldrig mere end det, ikke et bryst ikke en krop havde han set, kun forbudte postkort og et nudistblad engang gav ham anelser om hvordan en kvinde så ud, men det var slet ikke som nu, hvor hans forestilling om kvinden på stranden emmede af lysten nysgerrighed, for mere end 18 var hun ikke.
Som han.

En hund bjæffede derude et sted, og han kiggede til begge sider for at se, om det var en enlig omstrejfende, eller om nogen fulgte den, hele stranden afsøgte han, og pigen kom igen ind i det rystede, matte billede, men nu havde hun vendt sig og kiggede lige på ham.
Sie kann mich doch nicht sehen, tænkte Rudi og vidste ikke, om det var godt eller skidt, hvad ville han gøre, hvis hun nu vinkede?
Han havde lyst til at advare hende mod minerne, for blot et par skridt længere oppe mod de spanske ryttere og hun ville blive sprængt i stumper og stykker, forfærdet forsøgte han at ryste billedet af sig, en krop flænset i stykker med afrevne lemmer og kjolen i laser, blodplettet og hovedet skæmmet, kinden flosset og håret klæbrigt rødt, en kvalmende fornemmelse bredte sig fra maven op i halsen, skulle han vinke hende væk, nej tænk hvis hun så troede, han ville hende noget og komme hen til bunkerens sorte øje, åh bare de andre snart kom tilbage, så han ikke var alene og skulle blive på sin post og bare observere. Og håbe.

Men så skete det for Rudi fuldstændig utopiske, besynderlige og uventede, som sendte et gys ned ad ryggen, og fik kinderne til at rødme, pigen krængede kjolen op over hovedet og stod fuldstændig nøgen som skabt af Vorherre. Så lagde hun kjolen i sandet, holdt hænderne fast om håret samlede det til en pude i nakken og drejede sig fra side til side, som skulle han se hele kroppen.
Lieber Gott, så smuk hun var, brysterne de vakreste håndfulde af den glatteste dejg og vorterne mørke pletter, hår under armene og et skød så fint og afgrænset, en kruset trekant mellem benene, Rudi mærkede, hvordan den ellers tilbagetrukne pik fik mod på at vågne og forsøgte at rejse sig i de tunge bukser, Himmel, guter Gott, han kunne ikke få nok, så fra siden i profil og numsen så fuldendt, Rudi skiftede stilling og stillede sig på tær ind over bordet, hun måtte kunne se kikkerten glimte i himmelspejlet, var det for ham, hun viste sig frem?

Og nu fra den anden side mens hun yndefuldt med hænderne krusede håret og lod bølgerne køle sine fødder, vinkede hun ikke til ham? Kun 50 meter fra ham var hun, men mellem dem lurede den sikre død, Guter Gott, was soll ich tun? Han lagde kikkerten fra sig, rettede på den stive pik i bukserne og tørrede panden i ærmet.
Blev så med et forarget næsten vred for ikke bare var det forbudt, men det var også anstødeligt og uanstændigt, at pigen skamløst benyttede sig af, at han var fanget i sin bunker med pligt til at holde øje og så fjernede hans opmærksomhed fra det, den skulle bruges til, det var en snedig list, hvad ville krigen ikke kunne blive til, hvis soldaterne på stribe blev forført af letsindige fruentimmere, der udnyttede den mandlige svaghed for syndigt begær, nederlag, det ville føre til fortabelse af ære, land og magt.

Han havde løsnet bælteholderen til pistolen men ikke mere. Aldrig havde Rudi været i et dilemma som dette så fuldstændig fortabt i tvivl og lyst og pligt og fortrydelse, åh kunne han dog bare beslutte, hvad han skulle, melde hende eller skyde varselsskud eller vinke eller kigge omhyggeligt efter den hund, der ikke havde vist sig og var holdt op med at gø.

Så gik pigen ud i vandet, svømmede med raske tag ud dukkede under bølgerne kom tilsyne i bølgedalen, hovede, arme og numse, lår som en delfin i bølgerne, hun kunne virkelig svømme, crawle udad mod revlerne, hvor toppe brusede hvidt og bølgerne kæntrede længere og længere, til hun var svær at følge. Så blev han tom, Rudi.
En mærkelig blanding af lettelse og afmagt fyldte den unge soldat, alle muskler slappedes, også pikken blev slap, og det kløede igen på benet. Hænderne lagde kikkerten fra sig, han drog et lettelsens suk, og i det samme kom en af de andre tilbage til det mørke, klamme rum, det rungede metallisk i den tunge betonklods, da han skød jernlugen for. Han skubbede til Rudi og satte sig tilrette foran sprækken mod havet.
Ach so, alles wie immer? sagde han og tog en bid af den kage, han havde fusket sig til i feltkøkkenet, mens Rudi gik ud og lukkede efter sig. Fandt et sted i solen, lukkede øjnene og spillede forestillingen igen og igen, nu uden skrupler.
Det var ham, hun dansede for, og han nød det.

Krig var ikke kun kugler og kedsomhed.