FORSIDE
 MANUSKRIPTER
 PROSA
Tyskertøs

Rigmor var tyskertøs, og så var hun rødhåret, og da freden kom fredag 4.maj klokken halv ni om aftenen, stillede hun sig ved vinduet i sin lille to værelses og kiggede ned på gaden, hvor stadig flere kom til, omfavnede hinanden og viftede med flag, og der var intet, hun hellere ville end gå på gaden og fejre det glædelige budskab, for denne dag havde hun set frem til. Det barn, hun ventede, skulle være et fredsbarn og mere end en uge kunne der ikke være til, hun skulle føde.
Hun ønskede sig en dreng, og hun savnede sin Jürgen. Lukkede øjnene og mærkede hans bløde hænder i nakken og læber om øreflippen, hvor hun dog elskede ham.
Hendes sexuelle debut med Bjarnow havde været noget andet. Han var leder af danseskolen og gift og erfaren, og aldrig så hun ham som andet end læreren, men så en dag hvor hun var alene med ham på hans kontor, alle andre var gået, så han på hende med sådan et underligt blik og fortalte, hvor dejlig hun var. Det kunne hun ikke stå for, så uden at vide af det lod hun sig lægge på ryggen hen over skrivebordet, mens han trak underbukserne af hende, og hun mærkede hvor dejligt, det føltes, at han slikkede på hendes skamlæber, en overgivelse greb hende, hun sagde ikke ja men heller ikke nej, da han trak bukserne ned og lod sit rejste lem gnide mod hendes våde skød. Hun var så vant til på sagførerkontoret at stenografere, hvad chefen dikterede og ikke komme med indvendinger, så det faldt hende ikke svært at gøre det samme nu, ikke komme med indvendinger. Og selvom hun vidste, det rigtigste var at være jomfru indtil den rette kom, og vielsen fundet sted, så var hun trods alt fyldt 25, og mon ikke han, som var gift, passede på, han vidste da nok, hvad han gjorde.
Det havde ikke gjort ondt, som andre piger fortalte, og kun et par dråber blod var det blevet til, men han var så sød og elskværdig faktisk og taknemmelig, og det nød hun. Men elske ham gjorde hun ikke, og selvom han siden forsøgte med smiger og løfter at gentage manøvren, blev det aldrig til mere end denne ene gang. Så havde hun prøvet det.
En sporvogn skramlede gennem gaden fuld af hujende især unge, også på taget var der drenge, der holdt fast i kørestangen og hinanden, mens de viftede med armene, og folk langs gaden stoppede op, råbte og vinkede.
Med Jürgen havde det være noget andet. Hun havde mødt ham til et stævne, hvor hun med 200 andre gymnastikpiger gav opvisning, et kæmpearrangement. Rigmor elskede at være del af noget større, med stor præcision lavede alle pigerne i hvide skørter synkrone bevægelser, kastede med bolde, jonglerede med kegler og ikke en eneste bold eller kegle blev tabt. Men de havde også øvet faktisk i flere år, og optrådt havde de før krigen i både Østrig og Tyskland, og det havde været en succes. Besøget i Hartzen i 1939 havde været en stor oplevelse, knæbukser i læder med broderede seler havde hun købt og vandrestøvler, og de skønneste ture gik de i bjergene med lokale unge, lidt tysk havde hun lært sig, og de røde fletninger blev sat op over hovedet, så hun lignede de tyske piger, alt hun mødte var gæstfrihed, og så var de så åbne og stolte, der var i ungdommen en ukuelig lyst til at ville fællesskabet, at løfte i flok var idealet, disciplin, orden og tro på fremtiden.
Og som der blev jublet og klappet under stævnet, når de 10 kolonner med 20 piger i snorlige rækker synkront lod keglerne flyve i luften for at blive grebet igen, en stor og homogen organisme, et væsen med koordinerede bevægelser, som de dog kunne, og efter deres optræden blev de charmeret af unge, lyshårede drenge, så skønt havde det været.
Så da Rigmor efter et stævne i Valbyparken for to år siden fik øje på Jürgen, havde det været kærlighed ved første blik. Han var smilende genert, det var Rigmor, der holdt samtalen igang, pludrende snakkede hun på en blanding af dansk og en smule tysk og Jürgen, der kom fra Flensborg forstod det meste.
Mange i hans barndomsby var dansksindede, og det var helt almindeligt, at han snakkede dansk med sine kammerater. Indtil 1864 havde Flensborg været dansk, men blev så med det meste af Sønderjylland del af Tyskland, og da kun en fjerdedel af indbyggerne ved en afstemning 1920 ønskede at blive danske, blev byen ikke som en stor del af Sønderjylland genforenet med Danmark.
Flensborg blev tysk men med rigtig mange dansksindede, der bevarede dansk kultur og sprog. Jürgen kunne altså forstå, hvad Rigmor sagde, ikke at det betød alverden, det var glimtet i hendes øjne, der forførte ham, og så ofte han kunne, han var ansat i den tyske administration på Dagmarhus, sneg han sig i civil op ad trappen på Amager, hvor Rigmor faldt ham om halsen, inden han var kommet ind ad døren. Og hvor hun dog savnede ham nu, hvor freden endelig var kommet.
Hendes forældre boede på Nyelandsvej på 3.sal en lille lejlighed med kanap, her var Rigmor vokset op med Gunnar og Børge som store brødre og Svend Åge som efternøler, ikke megen plads men både stadsstue og spisestue, et kammer til børnene og forældrenes soveværelse, lokum i gården og en kakkelovn der nåede loftet. En gang om ugen kom koksdrengen med en sæk på ryggen og et bundt pindebrænde under armen op ad den stejle køkkentrappe, for færdsel med træfodtøj på hovedtrappen var ikke tilladt. Det var en stor forbedring, da der blev indlagt vand og telefon havde de fået, Rigmors barndom havde været tryg.
Bjarne, Rigmors far var maskiningeniør, men snakkede aldrig om sit arbejde, han var ikke en mand af mange ord, men med en mine, man respekterede, overskæg og panderynker sagde alt. Han var manden i huset, og hans store interesse var det nymodens fotografi. Rigmor skulle altid, når familien var på udflugt, og familiebilledet skulle tages, sidde i forgrunden med kjolen bredt ud til siden og en kæmpe sløjfe i håret, sådan skulle det være, de store drenge stå ret bagest og Svend Åge sidde på skødet af sin mor. Så slængede Bjarne sig i kanten af opstillingen og skjulte den gummiballon, han holdt i hånden og ledningen, der gik hen til hans transportable kamera på trebenet stativ. Med et klem blev glaspladen eksponeret.
Det elskede han, sit kamera og sine fotografier. Fremkaldelse og familiebilleder. Vandt i Zoologisk Haves fotokonkurrence 10 kroner i præmie for en enestående optagelse af en hvælvet gangbro over en af kanalerne i Frederiksberg Have. I nyfalden sne så smukt det var.
Alt det han ikke kunne sige, viste han i billeder. Nok var han beslægtet med oberster og generaler, ville hellere beordre end samtale, en stædig og enerådig familiefar, men altså også en følsom romantiker, der elskede at nusse i sin kolonihave dyrke tomater, plante blomster og fotografere.
Det var ikke uden ængstelse at Rigmor mødte op med Jürgen for at præsentere forældrene for deres kommende svigersøn, men til hendes store lettelse tog de godt imod ham. Han flirtede på gebrokkent dansk med Margrethe i køkkenet og kiggede interesseret, da Bjarne viste ham sine hjemmelavede bøger med fotografier sirligt sat op med pressede blomster som pynt. Hver bog havde sit emne, der var turen til Gdansk en anden hed Sørø, og så var der Rigmorbogen fra da hun var spæd.
Jürgen havde været lykkelig for, så godt han blev modtaget, og ingen havde snakket om fremtiden, selvom det lyste ud af dem begge, Rigmor og Jürgen, at det skulle være dem.

Åh gudskelov, nu var freden så kommet, og Rigmor smurte olie på maveskindet, så spændt og tørt det var, og navlen strittede som en brystvorte, det kunne ikke vare længe, før fødslen gik igang.
En del babytøj havde hun fået samlet sammen, flere af veninderne havde børn, som var vokset fra spædbørnetøjet, men også naboerne i opgangen og andre fra kvarteret havde givet hende, hvad de ikke længere brugte. Bleer, sparkedragt, huer og alle havde været så søde, når de på den stadigt voksende mave kunne se, at hun ventede sig. Man vidste godt i opgangen, at faderen var tysk soldat, men på Rigmors forventningsfulde smil kunne de se, at det var kærligheden, der havde vundet, og så var der sammenhold i kvarteret, og hun var jo en af deres. Så Rigmor var tryg og talte åbent om forholdet, hvor meget hun elskede ham og glædede sig til at skulle føde. Øjeblikkets glæde og naboers og veninders tillid overskyggede de få ubehagelige bemærkninger, der kunne komme.
For Rigmor var fremtiden fred. Lysende fred med forlovelse og lykkelig familie. Poltitik interesserede hende ikke. I radio og aviser var folket siden krigens start blevet blevet opfordret til at udvise venlighed mod de tyskere, der havde påtaget sig rollen som beskyttere. Danmark havde bevaret sin selvstændighed, politi og domstole, regering og myndighed og havde i samarbejde med tyskerne fået samfundet til at fungere. Livet havde i krigens første tre år ikke været væsentligt forskelligt fra tiden inden. Bjarne passede sit arbejde og Margrethe hjemmet, ingen af dem var politisk interesserede, og Rigmor kørte hver morgen som sædvanlig til kontoret, og der var der ingen, der talte politik. Stramningen 1943 havde været generende med politiets arrestation og stigende sabotage, men forståeligt var det i den givne situation, at folk blev opfordret af myndighederne til at angive sabotører, også selvom der var dødsstraf for sabotage. Nu ventede alle bare på freden, som måtte komme.
Og nu var den her, endelig. Med smil på læben lagde Rigmor sig til at sove, mens råbene fra gaden og sporvognens klimpen lød som dæmpet, sød musik.

Det kom som et chok for Rigmor næste morgen på vej i cykelkælderen, klokken var kvart over 7, hun skulle møde på arbjede klokken 8 havde en tynd frakke på, den stod åben, for det var 5.maj og forårsagtigt i vejret, sin taske havde hun med og håret sat, alt var helt normalt, da der pludselig stod to mænd foran hende, greb hendes arme og trak hende ud på gaden.
Ja det er er hende, tyskertøs, er der en kvinde, der råber.
Rigmor kan ikke se, hvem det er, men synes at kende stemmen, et optog samler sig, der bliver råbt af hende, pigerne spytter på hende, en stol bliver sat på fortovet, flere stole, Rigmor og to andre bliver holdt fast, mænd dirigerer, de har frihedkæmper armbind på, en enkelt også hjælm, flere har våben, en kommer med et reb, men det er overflødigt at binde Rigmor, hun er stiv af skræk og forstår ikke, hvad der sker. Eller hvad der skal ske. I mængden omkring hende ser hun naoboer mest piger, der aggressivt spytter og forhåner hende, mens hun holder hænderne på maven som for at beskytte det barn, hun bærer. Rædslen stråler ud af hende, da de truer med hævede, knyttede hænder dem fra opgangen, folk fra kvarteret.
- Feltmadras
Spytklatter rammer hende, så kommer de med en saks og begynder at klippe håret af hende. Mængden jubler. Mænd med maskinpistoler sørger for passage i gaden, cyklister venter, en sporvogn klimter, og menneskemængden jubler, hver gang der ryger en tot. Vinduer åbnes, kvinder læner sig ud, nysgerrigt for at se hvad der foregår.
- Tyskertøs
Det er som om, hendes hjerte er gået i stå, stiv af skræk mærker hun intet, tænker kun på at beskytte sit barn, det er det eneste. Skidt med hår og spyt og hån, kun barnet bekymrer hende, det er barnet, de er efter, tænker hun og forstår det ikke, at et ufødt barn skal være skyldig, forhånes og at dømme efter råbene også dø.
Da kun enkelte stubbede tjavser er tilbage, bliver hun sat på ladet af en bil, frakken er flænset, tasken tabt, det hele har taget knap en time, og hun aner ikke, hvor hun skal køres hen. Flere andre piger med afklippede tjavser bliver samlet op, enkelte mænd med hænderne over hovedet eller bundet på ryggen, Rigmor rejser sig, for de er så mange på ladet, at det er for risikabelt med den store mave at sidde ned. Og der kører de så, forræddere og tyskertøser gennem en by, der summer af fest og overstadig jubel, men også spyttende og truende had og hævn.
Da Rigmor sent på eftermiddagen lukkes ud igen, hvor hun er interneret, får hun et klæde at tage om hovedet, forfærdelig ser hun ud og forfærdelig føler hun sig. Kigger ned i fliserne hvor hun går eller ind i muren, undgår alle blikke, sniger sig ind i gården og op ad køkkentrappen, lukker sig ind så tyst, at ingen hører det. Og så låser hun døren og sætter slåen for. Sætter sikkerhedskæde på hoveddøren, trækker gardinerne for, henter natpotten, trækker bukserne ned, sætter sig og tisser.
Og så græder hun. Ikke en lyd er kommet over hendes læber før nu, hvor tårerne løber og urinen, nu giver Rigmor slip. Tørrer sig med et stykke avispapir, gnider øjnene, trækker bukserne op og ser sig i spejlet. Og så forsøger hun at være fattet.
- Det skylder jeg mit barn
Hele situationen har været så uvirkelig. Intet anede hun om den fare, der lurede, den straf der ventede hende. Da hun har vasket sig i ansigtet, forsøger hun at sætte sig i de andres sted at forstå deres had og forhånelse.
Nu må jeg samle tankerne og ikke fortvivle, der skete jo ikke noget med barnet, og håret vokser jo ud igen, de har sikkert allerede fortrudt. Når jeg møder dem igen, er de stadig naboer, genboer og skikkelige folk, og så har jeg jo veninderne, dem har jeg stadig.
Og Rigmor tager sin dagbog frem, den er så fuld af kærlighed og ømhed og glæden ved at mærke barnet sparke, og så begynder hun at skrive. Ikke hvad der er foregået, ikke noget om fortvivlelse og frygt, det hun skriver er et nøgternt forsvarsskrift. Systematisk forklarer Rigmor om sin kærlighed, om humanisme og åbenhed, om tro og bekendelse, om elskov og retten til et liv, om tillid og sammenhold, detaljeret begrunder hun sin uskyld til dagbogen, og det beroliger hende. Forståelse, fred og frihed. Rigmor er vant til at arbejde struktureret og koncentreret, og da dagen slutter, har den ikke kun være chok og fortvivlelse, men også erkendelse.

Natten igennem vågnede hun ofte ved at den lille sparkede, og så mærkede hun efter og sang eller nynnede.
- Godt vi har hinanden, smilede hun
og forstillede sig hvor dejlig en dreng, han ville blive, smuk som Jürgen. Åh, hvor ville hun ønske, at han kom forbi, inden han tog afsted, for det skulle han jo nok forlade Danmark og hjem til Flensborg, bare byen nu var sluppet for bomber, hun havde set billeder fra Hamburg af total ødelæggelse, krig var altså en frygtelig ting, så ødelæggende en ruinby var det blevet og så de tusindvis af flygtninge, som var spærret inde bag pigtråd på Fælleden.
Det gav et gib i Rigmor hver gang en uvant lyd forstyrrede morgenens stille summen, så holdt hun sig på maven og trøstede den lille. Flere gange i nattens løb havde hun lyttet ved hoveddøren, fordi hun hørte lyde fra trappen, lidt mælk havde hun drukket, den var blevet sur og potten fuld af urin, men hun ville så nødig gå i gården. Gardinerne lod hun være trukket for, og brød havde hun, så hun behøvede ikke købe ind, lejligheden gav hende den tryghed, hun behøvede, den var hendes hule. Men da det ringede på døren, blev trygheden brudt.
- Åh Jürgen, lad det være Jürgen tænkte hun
med bankende hjerte, da hun gennem de matterede, grønne ruder i hoveddøren anede en skikkelse, men nej det var Margrethe, Rigmors mor, der stod på måtten og knugede sin håndtaske, på hovedet sin sorte hat med net foran for ansigtet, sin sorte frakke havde hun på, så nobel og anstændig som skulle hun til begravelse, med lilla silketørklæde og sko så blanke.
- Ja, jeg kom lige forbi sagde hun undskyldende
da hun blev budt indenfor. Rigmor havde et tørklæde om sit tjavsede hår og røbede ikke, hvad hun havde været ude for dagen inden.
- Så blev der da fred sagde Margrethe
hængte frakken på bøjle og tog sandkagen frem
- så megen glæde
Hatten beholdt hun på. Rigmor lavede kaffe på Rich's, det gjorde man for at strække bønnerne blandede Rich's i kaffen, men Rigmors var sluppet op.
- Jeg skal hilse fra far
Hun tog et lømmetørklæde frem og tørrede sig i mundvigen
- han er bekymret for dig. Hvordan har du det?
Så så hun på sin datter med et blik, der rummede det hele, fordømmelse, fortvivlelse, flovhed, som gjorde hun sig umage for ikke at lade kærligheden bryde ud i et omfavnende kram, for så ville hun komme til at græde, og det var det værste, der kunne ske, at hun brød sammen.
Med rystende hænder tog hun udklippet frem, Bjarne havde givet hende med. Billedet af skikkelser på ladet af en vogn og overskriften: Forræddere. Rigmor var en af dem.
Så blev der stille. Lyden af avispapir mellem rystende fingre fik stilheden til at gnistre, så kom det skarpt men lavmælt fra tørre læber i et gråt ansigt under den sorte hat.
- Hvordan tror du det er for Far at de sin datter udstillet som forrædder?
Isen var brudt og de kunne tale sammen. Rigmor fortalte, hvad der var sket, hun forsvarede sig og forklarede, hvordan det hele nok skulle blive godt igen, men Margrethe tog hendes hænder, så hende i øjnene og bad hende så mindeligt om at glemme Jürgen og bortadoptere barnet, for alt andet ville være ødelæggende for familiens omdømme. Det var det ord, hun brugte, omdømme. Anklagen mod Rigmor var en anklage mod familien og hendes dom var deres. Alt skulle gøres for at mildne den, og her nyttede intet forsvar om venlighed mod værnemagten, eller snak om grønseløs kærlighed men kun fortrydelse og fornægtelse. Alle gode minder skulle udslettes, alt håb og tro på en fremtid, og så skulle barnet reddes fra en tilværelse i armod, som horeunge, barn af en forrædder. At fjerne barnet for at give det et værdigt liv var den eneste løsning og Rigmor, hun skulle bare gemme sig, blive usynlig, for glemsel var hendes eneste vej ud af skandalen.
- Idag, min pige, starter dit nye liv, og vi skal nok støtte dig
Rigmor var rystet men vred. Kæmpede med ord og argumenter for sin ret til sit barn og tro på kærligheden men mærkede godt, at der der ikke blev lyttet. Bjarne havde givet Margrethe opgaven, og den udførte hun loyalt, at fortælle datteren hvad de forventede af hende, hvis hun stadig ville være del af familien.
Rystet og vred.
- Hellere tager jeg livet af mig end giver slip på mit barn
- Du kan jo tænke over det
var moderens replik til afsked før hun gik ud på repoen, greb om gelænderet og gik ned ad trappen, mens lyden af en dør der bliver lukket med uhyggelig nænsomhed gav ekko i trapperummet. Foragt.
Rigmor blev stående med hånden på dørhåndtaget og kæmpede for at holde den nede, foragten. Aldrig havde hun følt det fra noget menneske slet ikke sin familie, den totale ydmygelse, rå forladthed. Hadet kendte hun, hån og afmagt men det hun mærkede, da moderens trin ned ad trappen forsvandt og hoveddørens grønne, matterede glas kølede hendes pande var ukendt. Ingen naturlig reaktion stod parat, ingen gråd, ingen skræk, ingen flugt, intet had, tom og følelsesløs var den som en hypnotisk accept af ondskab. Maven snørede sig sammen og halsen, som sad der en klump, hjertets banken steg i tempo, hele kroppen gjorde sig klar, men til hvad vidste hun ikke. Reaktionen på faderens krav om fjernelse af barnet var kun kroppens, Rigmor kunne blot registrere, at den var i en tilstand af alarm. Barnet var blevet en byrde.
Som i trance gik hun rundt i lejligheden og fulgte bare, hvad kroppen dikterede, vandede blomster, støvede af, satte på plads, lagde i orden tankeløst. Glemte at spise var ikke sulten eller tørstig, kiggede gennem gardinsprækken ned på gaden hver gang, hun hørte en lyd eller lyttede ved trappen, når nogen nærmede sig checkede sikringskæderne igen og igen, en zombie var hun blevet, følelsesløs i instinkternes vold. Sådan så der ud på kanten af selvmordet, en total kapitulation.
Hun registrerede mavepinen og de fugtige hænder, lagde sig udstrakt på gulvet og forsøgte at slappe musklerne af. Lod tanken gå på jagt i kroppen efter spændte muskler og massere dem, fandt punktet i hjernen hvorfra anspændthed udgår og gnubbede koncentreret alle andre tanker bort end netop den, at slappe af. Dybt koncentreret var hun om netop dette ene, at massere afslaphedens centralcenter, og det hjalp. Intet had, intet savn, ingen vrede, ingen lyst eller længsel men meditativ ro. En overgivelse af bevidshed til åndelige kræfter, sådan måtte det være at tro. At være troende det var det, Rigmor blev. Strakt ud på gulvet i stuen for tiltrukkede gardiner, lagde hun ansvaret i hænderne på åndelig eksistens. Helligånden. Selvudslettende accept af skæbne.

Hele formiddagen havde Bjarne snakket i telefon og orienteret familien om hvad, der var foregået og givet dem sin version af hvad, der skulle gøres. Gunnar var på orlov fra marinen, så han kunne godt komme til det møde, der skulle holdes imorgen og lovede at bakke op om kravet, at barnet skulle bortadopteres og kontakten til den tyske soldat afbrydes for bestandigt. Han ville godt have Alida, sin forlovede med, men det afslog Bjarne, kun den nærmeste familie skulle være tilstede og så den repræsentant fra adoptationsnævnet, han havde fået til at komme for at ordne det praktiske. Børge var lidt skeptisk over for metoden, men Bjarne var effektiv og fik ham overtalt.
- Nu må vi stå sammen, ikke så megen snak
Svend Åge som stadig boede hjemme fik besked på at bakke op og ikke komme med indvendinger og Moster Ellen, som helst ville holdes udenfor accepterede at komme, for det var da forfærdeligt, hvad der var sket, og når Bjarne forelagde hende konsekvenserne hvis en horeunge skulle blive del af familien, så accepterede hun at møde op. Og så ordnede han det formelle, formulerede familiens krav i et dokument, Rigmor skulle underskrive. Kun en skriftlig accept kunne redde familiens omdømme. Sådan var det.
- Nå, hvad sagde hun så? spurgte Bjarne
straks Margrethe kom hjem
- Det skal nok gå, sagde hun
og stolede på at Rigmor ville komme som aftalt for at snakke det hele igennem og forsvare sig. Det skyldte de hende, at hun over for familien forklarede sig og kom med forslag til, hvad der skulle ske.
Ud på eftermiddagen fik Rigmor besøg, det var tre af hendes gymnastikveninder, der var forfærdede over, hvad der var sket og gjorde alt for at trøste hende. Blomster havde de med og kanelsnegle. Ilse, havde selv en tysk soldat som nær ven og frygtede, at det samme som Rigmor havde været ude for skulle overgå hende, men det lod hun sig ikke mærke med, smilende optimistisk snakkede de baby og babytøj og den forestående fødsel.
- Og hvad med Jürgen, har du hørt noget?
og så luftede de deres bekymring for ham og de andre unge tyskede, der nu skulle hjem til en uvis fremtid i bombede byer, det måtte være forfærdeligt, men Gudskelov krigen var sluttet, så de slap for at blive sendt til fronten.
Rigmor livede op og var taknemmelig over opbakningen, selvfølgelig var kærlighed vigtigere end krig, og aldrig måtte det gå ud over børn, at deres forældre blev anset som fjender. Stor forståelse og tilbud om al den støtte, Rigmor kunne ønske sig, stemningen var opløftet og opbakningen total.
Om aftenen kom der flere gæster, uventede med kram og gaver, rygtet var løbet blandt Rigmors venner, at hun var offer for pøblens grove chikane og folkedomstolens straf, og uanset ret og uret så var hun først og fremmest en ven og veninde.
Moderens forslag blev karakteriseret som umenneskelig brutalitet, at give barnet bort til ukendte og holde hemmeligt, at der fandtes både mor og far, lød som barberi i deres øren, krigen var jo forbi, Tyskland havde kapituleret, man kunne da ikke bare skjule, at kærlighed mellem mennesker førte til levende væsner, som havde krav på respekt, også de var mennesker.
Alle var de imod, at Rigmor skulle andet end være mor for det ufødte barn, hun havde båret og elsket.
- Hvad tænker de dog på?
Forargelsen var stor også blandt de venner, der politisk foragtede den tyske besættelse af Danmark, følte sig som danske og fordømte den fælles fjende. Men nu var krigen slut, de allierede havde vundet, og så ønskede de et retsopgør, der var en sejrherre værdig og ikke folkets hævn. De kunne fortælle at mange tyskerpiger var blevet interneret, at Rigmor slap, var nok fordi hun var så langt i graviditeten, at det ville være problematisk at sætte hende i fængsel.

Næste dag fortsatte det med at ringe på døren, venner og veninder kom på besøg også gamle kammerater, hun ikke havde mødt i årevis, alle var de forfærdede over, hvad der var sket. Og i aviserne fortsatte det, en liste med navne på feltmadrasser, som de blev kaldt, blev offentliggjort, og billeder bragt af piger, der blev klippet og kørt bort med skiltet forrædder sat om halsen. Stikkere og tyskertøser blev fokets fjender og modstandsfolk med hjelme og maskinpistol de nye helte, pressen var ubønhørlig i fordømmelsen og ethvert overgreb var folkets retfærdige straf, her var ingen nyancer eller undskyldning, men anklage og dom. Når Rigmor gik på gaden for at telefonere eller købe ind, vendte man ryggen til hende, kiggede væk og undgik at hilse og veksle et par ord, som man plejede, selv kommisen i kolonialen ekspederede uden at ænse hende et blik. Rigmor var udstødt, en fredløs ingen ville ses sammen med. Kulde og afstand, som var hun smittefarlig, enkelte sendte hende en spytklat for at vise foragt, alle havde travlt med at demonstrere, at de var del af den offentlige mening.
Men naboens datter gav Rigmor uden forældrenes viden en sød, solidarisk hilsen gennem brevsprækken. Og så kom Svend Åge.
- Åh hvor er jeg glad for at se dig
og så fik han det store knus og kunne fortælle, at han ville støtte hende i morgen, når familien skulle samles men undskyldte på forhånd, at han nok ikke ville sige så meget, han boede jo hjemme og ville for alt i verden undgå strid i familien, men Rigmor skulle bare vide, at han støttede hende, også selvom han ikke sagde noget.
Da de sidste var gået, stod der blomster overalt, og gaver lå der, bøger og billeder, det lignede en fødselsdag, men Rigmors ondt i maven var der stadig, fornemmelsen af afmagt, lysten til at give op. Hun læste igennem, hvad hun havde skrevet i dagbogen som forsvar for sine handlinger, og så forestillede hun sig, hvordan reaktionen i morgen ville være. Far, mor, Børge, Gunnar, Moster Ellen og en stilfærdig Svend Åge, det var nyttesløst. Hun magtede det ikke, at tale for døve øren. Umuligt kunne hun gennemføre. Intet forsvar ville kunne dæmme op for det angreb, hendes far ville komme med bakket op af den øvrige familie. Det var som skulle hun stille sig på sporet og forsøge at at få et dampende lokomotiv til standsning, det ville være selvmorderisk. Så Rigmor valgte at opgive kampen.
Før hun gik i seng og smurte sit maveskind i olivenolie, slog det hende, at hun slet ikke siden moderens besøg havde holdt på sin mave, som hun plejede. Ingen spark havde hun mærket,
og ingen lyst havde hun til at nynne for det barn, hun bar.
Måske han er død af al den påstyr tænkte hun
og lod tanken meditativt massere de spændte muskler i mave og skulder og ansigt, og den søvndyssende ro gjorde hende godt.
Hun må have været træt, for hun vågnede først ud på formiddagen, frisk i hjernen, afklaret og rolig, når det ringede på døren, lod hun som om, hun ikke var hjemme, hun orkede ikke besøg idag. Babytøjet blev samlet sammen og lagt i skabet.
- Nu må vi se om der bliver brug for det, tænkte hun
for ingen tegn var der på om babyen stadig var i live. Og sulten var hun, fandt noget i spisekammeret, tømte tissepotte, varmede vand til etagevask i en balje i køkkenet og vaskede håret eller rettere tjavserne, det klædte hende faktisk med kort hår, og så lagde hun make up, tog neglelak på, fandt en ren kjole frem med farver og bånd om livet og de røde sko og sin lakhåndtaske. Nøgler, læbestift, hårbørste, penge, rabatkort til sporvognen, notesbog, blyant, lommebog med telefonnumre, ekstra silketørklæde, et udklip fra avisens debatside, hvor en hende ukendt turde skrive, hvad ingen andre turde om behandlingen af tyskertøse. I god tid tog hun sporvognen mod Frederiksberg og stod af på Nyelandsvej.

Det er først om en time familien skal være samlet, hun er i god tid. Lister op ad trappen tager kurverten frem og uden at give en lyd fra sig, åbner hun brevsprækken og lader kuverten glide ind. Og så går hun. Lettelsen er stor, brevet til sin far skrev hun igår, og nu kan han så læse det højt for familien.

Kapitulation er overskriften, tirsdag 8.maj 1945
Kære Far
Jeg kapitulerer som moder, som elsker og som datter.
Du har været en loyal støtte i 28 år, jeg skylder dig så megen tak for alt, du har gjort for mig, og jeg er ikke i tvivl om, at du også i den situation, der er opstået gør det absolut bedste for mit barn.
Det vigtige lige nu er dog ikke hverken mig eller barnet, men din og mors anseelse, og det er helt afgørende, at I begge, med det der er sket, kan vise handlekraft. Derfor opgiver jeg betingelsesløst.
Jeg erkender at min adfærd, lyst og kærlighed slet ikke matcher tidens krav til, hvordan behørig optræden bør være, og slet ikke hvordan den burde have været under krigen. Jeg var naiv og forelsket, følte mig tryg men med freden kom dommen, det tager jeg konsekvensen af med min beslutning.
Du og mor har betydet alt for mig, det skal I have tak for. Jeg udebliver fra det planlagte møde idag, mine personlige effekter overlader jeg trygt i jeres varetægt.
Kærlig hilsen Rigmor

Den er stor, maven, udspændt og tung, hun vralter, når hun går, underbukserne kan ikke trækkes op over maven, de truer hele tiden med at falde ned. Kjolen strammer selvom det er den vide med bælte, der dårligt kan nå. Rigmor er deform, kroppen er ikke længere hendes, balancen har forrykket sig, så hun må bøje sig bagover, når hun går, og når hun sidder, må hun akavet sprede benene for at få plads til maven. At rejse sig er en bedrift, noget skal hun holde i for at løfte sig op. Hun afviser enhver tanke om, at et væsen på størrelse med en pattegris skal komme ud gennem hendes vagina om få dage, men vælger at stole på natur og skæbne, så mon ikke det går.
I sporvogen på vej hjem kommer den første ve, men endnu er Rigmor ikke klar, det var blot en plukve.
Hjemme igen vender veerne tilbage, men slet ikke regelmæssigt. Veninder kigger forbi og tilbyder at blive og hjælpe, når hun for alvor får veer, men Rigmor afslår bestemt, det kan hun sagtens klare. En taske har hun pakket, siger hun, med alt hun skal bruge.
- Så jeg er parat
- Du skal altså være hurtig, hvis vandet går
Rigmor smiler og nikker, så rolig hun er og afklaret. Hendes ondt i maven forsvandt i samme øjeblik, hun tog beslutning om at kapitulere.
Chips har de med og peanuts, og det nyder Rigmor, små knasende salte ikke noget der fylder. En flaske champagne har hun fået, den er til når fødslen skal fejres, men hun synes, det er mere passende nu, så der bliver hentet glas og skålet, og Rigmor siger ikke, at barnet ikke har rørt på sig de sidste par dage, for hun er ikke ængstelig og vil ikke bekymre de andre. Nu skal den bare ud.
Natten igennem har hun veer, og ud på morgenen tager det til, fem minutter er der eller mindre mellem hver ve. Nu er det tid.
Det sidste gør hun klar, rydder op, trækker gardinerne fra, åbner et vindue, lukker for vand og strøm, lukker rygsækken med alt sit tøj, men lader babytøjet ligge. Så lægger hun nøglerne på bordet i entreen, slår låsen fra og lukker døren. Det er faktisk nemmere for hende at gå med den tunge rygsæk, det hjælper på balancen.

Der lugter fremmed på fødestuen så klinisk rent, duften passer til lyden af klirrende metal. Og så de hvide kitler der vimser omkring, selv får hun en hvid lang skjorte på. Og et lagen bliver lagt på en sort læderbriks i et lille værelse med højtsiddende vinduer, man kan ikke kigge ind men heller ikke ud, kun når vinduet åbnes, kan man skimte himlen.
Et stetoskop bliver sat på maven, og barnet har det godt, kan jordmor fortælle, og så prikker hun hul på fosterhinden, så at vandet går, og barnet ligger rigtigt med hovedet mod bækkenet.
En lægesekretær registrerer hendes ankomst, men Rigmor opgiver ikke sit eget navn, og da der bliver spurgt om barnets far og andre pårørende, adresser og telefonnumre, finder hun på noget.
En trilenemaske tager hun for ansigtet, når veerne kommer, og hver halve time kommer jordmor og mærker efter, hvor meget livmodermunden har åbnet sig. I en døs af lettelse og beruselse tager naturen over og så, da fire timer er gået, får hun kiks og æble og saftevand og bliver flyttet ind på fødestuen, et metalfad lagt under bækkenet, benene i benholdere to puder bag nakken og så kommer presseveerne.
- Det blev en dreng så fint med navlestrengen rundt om halsen
Lægen laver de obligatoriske undersøgelser af reflekser, lyser i øjnene, mærker på lever og lunge og kan skrive i journalen
Alt normalt sund og rask drengebarn født 10. maj 1945 kl. 18'36 på Øresunds Hospitals Fødeafdeling H. Monberg. Læge
- Så fint siger Rigmor
og nipper til den kop te, der bliver serveret. Hun er træt, rød i hovedet, blank af sved, og så hedder hun Emilie.
Det er for at beskytte mødrene, at de nyfødte ligger i hver deres vugge med nummer på i et tilstødende lokale, hvor der kun er adgang for sypelejersker, her bliver de målt og vejet, får taget blodprøver, bliver skiftet og holdt øje med, mens mødrene på 4- og 6-sengsstuer kan hvile ud og slappe af. Det passer Emilie fint. Andre mødre trisser i morgenkåbe og tøfler ofte hen til glasruden for at få et glimt af deres nyfødte, men ikke Emilie. For hende er fødslen overstået.
Så snart hun kan gå nogenlunde ubesværet, finder hun rygsækken frem, tager sit tøj på og lister ubemærket ud på trappen og ned til hoveddøren for at hyre en taxa, der holdet parat.
- Hovedbanegården siger hun
der igen er blevet Rigmor. Nattoget går kl. 23'15 og standser i Flensborg, hun har plads ved vinduet.
- Fri tænker hun
da hun stirrer ud i natten, hvor fjerne lys glider skånsomt forbi, og stationer glimter af fart, skinnernes taktfaste rytme og hjulenes blide susen er beroligende, fremad går det, ud, væk, fri. Rigmor er bevidst om, hvad hun flygter fra, hvad hun lægger bag sig, men har ingen ide om hvad hun flygter til, hvad der venter hende.
Hun erkender sin styrke, at hun er god til at flygte og give slip. På familie, veninder og barn, det er kærligheden, der driver hende, og det er Jürgen, hun elsker og vil finde.
- Så mærkeligt tænker hun
at grænsen ikke kun deler jorden men også menneskene, en streg på et kort bestemmer, hvor man må bo og hvem, man må elske. Hun forstår det ikke, hvorfor man ikke må elske hinanden.
Hvorfor kærligheden skal have grænser af pigtråd og had, og hun forstår ikke, hvorfor det er, når der bliver fred, at man bekriger hinanden. Forsoning, hvad blev der af forsoning mellem de, der før var fjender, accepten af at forelskelse er grænseløs, og at frugtbarhedens afkast, de ufødte børn repræsenterer fred og forlig, hun forstår det ikke. Men måske det slet ikke skal forstås.
Hendes drøm om at skulle føde et fredsbarn var en utopi, i stedet blev det et hittebarn, der aldrig vil få sandheden at vide, at han blev skabt af kærlighed mellem fjender og forvist af had, da de sluttede fred.
Da morgenen kommer står Rigmor i en by i opbrud. Her flokkes flygtninge østfra på flugt fra russerne og nazistyrets spidser på flugt fra fortiden, brittiske styrker på patrulje og soldater fra Danmark på vej hjem. Og så har SS-garnisioner befæstet et område ved havnen, de nægter at overgive sig, selvom Admiral Dönitz som Tysklands nye statsoverhoved har kapituleret. Havnen er fyldt op af sænkede krigsskibe og ubåde, ammunitionen afmonteret, den opbevares i lagre på havnen og venter kun på ved et uheld at blive udløst i en gigantisk ekslosion med 88 døde og 200 sårede. 25.000 flygtninge og sårede på skibe langs kajen bliver nægtet landgang, for byen orker ikke mere, ikke nu som den syder af sortbørshandel og lovløshed. Fødevarsituationen er katastofal, ingenting fungerer, beboerne er frustrerede, de sidste bomber falder, huse ligger i ruiner og alt er kaos. Danske flag blander sig med tyske og engelske.
- Forbi er forbi tænker Rigmor
og kommer i snak med en købmand, der har Dannebrog foran sin butik, og da han sagtens kan bruge en kvik ung pige som medhjælp mod kost og logi, slår hun til og får anvist et beskedent lokale i bagbutikken med håndvask og krog på døren. En gård er der med ukrudt og brosten og lokum, og hun får forklæde, vattæppe og hovedpude og vekslet sine penge. Købmanden halter grundet polio som barn, men så slap han for at blive indkaldt som begge sine sønner, de døde på Østfronten, den sidste ved Stalingrad.
Hans forældre blev født, da Flensborg var dansk, og der blev snakket dansk i barndomshjemmet, så han både taler og forstår dansk. Og nu klarer han så sin kolonialforretning med de varer, han kan skaffe og kan sagtens bruge en hjælper til både butik og bolig. Rigmor tager sig af husholdningen, og så køber hun grøntsager og fjerkræ hos de lokale bønder til salg i butikken, men ikke ikke en dag går, hvor hun ikke leder efter Jürgen. Hun spørger de hjemvendte soldater og opsøger folk med samme efternavn, men ingen oplysninger giver resultat, ingen kender Jürgen, men alle kan fortælle om forsvundne sønner eller døde.
Rigmor leder og leder, men som tiden går, glemmer hun også. Kærligheden som hun forestiller sig bliver mere og mere til en eventyrlig drøm om intimitet og nærhed mere end et realistisk bud på et parforhold i en fremmed by.
Hårets tjavser vokser ud, brysterne mister deres fylde, maven skrumper til et rynket maveskind og et par grå hår blander sig med det falmede røde. Det sker hun i butikken får øje på Jürgen blandt kunderne, men det er selvfølgelig ikke ham, men gibbet det giver er for Rigmor tegn på, at hun ikke har glemt ham.
- Måske en dag
siger hun til købmanden og smiler.

På Øresunds Hospitals Fødeafdeling opdagede personalet straks om morgenen 12.maj at kvinden med barn nr. 36 havde forladt hospitalet, og tanken at hun nok var tyskertøs, der havde født en horeunge var oplagt, og så bestyrkede det mistanken, at hendes oplysninger om navn, adresse og telefonnummer ikke fandtes i noget register.
Nej, forundrede var man ikke, for hun var ikke den første. Samme dag blev barnet overført til spædbørnehjemmet i Skodsborg, selvom de dårligt havde plads og en adoptation havde lange udsigter. År med mørklægning og udgangsforbud havde resulteret et babyboom, så det kneb med at finde barnløse par, der ønskede at adoptere.
Barn nr. 36 blev lovformeligt døbt og fik navnet Mads. På få år var han i familiepleje i tre forskellige familier, men hver gang gik det galt, og han flyttede tilbage til spædbørnehjemmet, så han tilsidst som 7-årig var hjemmets absolut ældste beboer. Så blev han anbragt på børnehjemmet Jacob Michelsens Minde og blev som 14-årig overflyttet til børnehjemmets ungdomscollegie. Mads blev et typisk institutionsbarn, der som sin far kunne charmere enhver og altid fik sin vilje og som sin mor aldrig savnede noget, han var tvunget til at forlade.

31.VII.2020 mb