| Det var sent på aftenen, jeg kørte hjemad i stærk fart, selvom det regnede kraftigt, og vejen var glat. Det var mørkere, end det plejede at være om aftenen, men lysene rakte godt frem. Langt fremme holdt en hel masse biler, og mørke mennesker myldrede omkring, der var sket en ulykke. Endelig skete der noget på denne kedsomme aften. Jeg holdt vognen ind til siden, for hvis der nu var noget, jeg kunne hjælpe med, sagde jeg højt til mig selv. To sammenfiltrede biler voksede ud af mørket foran mig. Den ene var kuret tværs over i den anden vejbane og havde mast sig ind i en modkørende bil. I regnens plasken hørte jeg dæmpede stemmer tale om, hvordan det var sket. Jeg så, hvordan rattet måtte have mast den ene fører ihjel og havde pludselig ikke lyst til at snakke med nogen. Der lugtede af tordenvejr, som når man stryger en tændstik. Hans jakke lå i bilen, men han var død, som når man træder en myre ihjel. Det var helt ligegyldigt, hvem han var, hvad han lavede, hvordan han havde været. Jeg mærkede på mine egne fingre som for at mærke, at jeg også selv var et menneske, der kunne dø hurtigere, end jeg kunne tænke på det. Bilen lignede et stykke papir, der lige var kastet i papirkurven, og jeg tænkte på uansvarlige mennesker, der fremstiller helvedesmaskiner til biler med en større kraft gemt, end vi behersker, og i deres skinnende lak ser mere robuste ud, end de er, der er slet ingen sammenhæng mellem slagkraft og modstandskraft. Jeg slikkede regnvandet af læberne. Kørte langsomt forbi og forestillede mig, hvad der ville ske, hvis en bil kørte lige imod mig. Jeg blev ikke bange, følte det som utopi at nogen skulle kunne skade mig. Der var lunt i bilen og regnen var udenfor. Hjulene greb fat i asfalten, jeg havde kontrol over vognen, satte farten op og kørte hjem. I en fart. |