Vild panik, regnen hamrer ned, selvlysende, grønne, frivillige vimser omkring med plastik og pressening, alt er blevet pakket ud og sat op, nu skal det så dækkes til, føj for en bløder, og der er kun kun 30 minutter til loppemarkedet åbner.
Og så 10 minutter før kigger solen frem, og bøger er gennemblødte, glas er fulde af vand, nips sejler og vestene er våde. Folk står parat ved den lukkede indgang med de sortgule stribede bånd.
Plastikken fjernes, malerier tørres af, men græsset er gennemblødt og skoene, bunden går ud af papkasserne, vandskadede bøger fyldes i kasser med glas, der er smadret, snakken går livligt på syngende bornholmsk.
Kopper tørres af, og der er mange, rigtig mange og stabler af tallerkener.

Kasser med huller bevarer faconen, vandet kan løbe ud, så er det værre med dem af pap fulde af tingeltangel og nips, som nu er en klæg, ubestemmelig masse.
Det klæder det klare plastikservice, at det er beklædt med krystalklingende dråber, men om lidt er det væk, for fem af de gulklædte har gang i kludene, og køen ved indgangen vokser.

Og bordene med sko gås igennem, de værste bliver smidt ud. Og paraplyerne øv, dem var der ingen, der tænkte på, at de stod sammenfoldet i en spand klar til at blive solgt. Nu skinner solen.
Priser diskuteres, der skal nye priser på alt det våde.
Kobber, messing, jern klarede sig bedst, værst gik det ud over bordet, og med nu kun 6 minutter igen bliver der råbt til de vestklædte, igen, igen at de skal åbne til tiden, og solen skinner, det blir en god dag.

Og der, stabler af spil, godt de har taget ungerne med, så de kan sortere de dyngvåde Pursuit og Stratego. Meget blev hovedløst hældt i kasser, da bløderen kom, nu er det ungerne, der sorterer Lego for sig og biler for sig, men de har ingen tørre kasser, det bliver lagt i bunker på bordet. Barbie er upåvirket, bamserne snøfter, men solen skinner, og så åbnes der, og folk i stimer kommer løbende, for kun de første får det bedste.

En folkevandring af dimensioner; sortklædte med barnevogne, børn ved hånden, på armen, i hælene, enkelte har været forudseende og taget taske med, men de fleste kommer, som de er, eller løber for alle vil være først, og fra legetøjsboden lyder gråd, måske de kom for sent til den skønne Barbie.

Der er sort af mennesker ved alle borde, og inden 10 minutter har alle noget under armen, de har købt.
"Jeg vil godt have den skål, men altså uden vand". Ingen har regntøj på, det er, som om man slet ikke har opdaget, at det var en regnsvejrsdag, efter 10 minutter er alt som det plejer, vandet hældt fra, alt er tørret af og kjoler blafrer fra stativerne.
Foran auktionstribunen er der kø, alle vil se i bunden, om det nu også er kongeligt porcelæn og i hjørnet, om det nu også er Michael Anker. Og lamperne "Er det Panton" spørger en lampesamler, men får en fræk replik fra en på scenen: "Den er garanteret ægte", og så griner han og vifter med lampen.

Man sætter sig på de opstillede stole med det, man har købt ved fødderne, på skødet eller under armen, nu skal der bydes, det starter klokken 11 planmæssigt. Solen skinner, græsset er tørt, og ingen kigger på himlens mørke skyer i horisonten, man lever i nuet her i Rønne.

Ovre ved sildebordet er der kø og levende musik, Shu-bi-du-a er ikke død, hunden  logrer stadig med halen. Superåge med brød 25 kroner og der sidder han så, drengen, ingen muskler i arme og ben med rygggen spændt op som en astronaut før affyring i sit teknologiske vidunder af mekanik og stænger og leger normal. Hovede med hjelm fejler ikke noget, kun kroppen vil ikke være med. Som en leddeløs læner han sig mod hjælperen, de er svenskere på ferie, han har svært ved at holde hovedet, musklerne mangler kraft, hun kysser ham. De kæler.
Ved siden af sidder en pensioneret gårdmand med stok og kasket, træsko og mørkebrune, vejrbidte kinder og hals. Så tager han mikrofonen, manden på scenen, og auktionen kan gå igang.