Alt levende har sjæl

Kommer lige fra tandlægen, havde sat mig i stolen, fået hagesmækken på, da det slog mig, med udsigt til himmel og gårdens træer mens jeg ventede på tandlægen, at livets opståen er åndernes værk, ikke så underligt vi ikke kan finde den, gnisten der tændte livet.
Det er min tro, at sjæle forlader kroppen, når vi dør, men nu indser jeg, at det også er sjæle, der gør kroppen levende. At være i live er at have sjæl, og at være død er at have mistet den. Det er min tro, at ånder er uden tid og uden sted, ren energi men nu også, at de har skabt det første liv på jorden. Tanker virrer i fantasien, for hvad nu, hvis det ikke kun er det første liv, ånderne skaber, men at de giver alt levende en sjæl, at livet ikke kun er nedarvet, men også skyldes en åndelig gnist. Det kan forklare, hvordan to fysisk videnskabeligt identiske frø kan være så forskellige, at kun det ene kan spire.
Mennesker oplever kort efter dødens indtræden en utrolig kærlig omfavnelse, de ser kroppen de forlader, det kan de, der bliver genoplivet fortælle om. At det modsatte sker, når liv skabes er den tanke, jeg får. At alt levende har sjæl, så længe det lever, og mister den når det dør. Planten visner, kroppen rådner, et frø mister evnen til at spire.
Der i tandlægestolens slumrende bløde sæde, ser jeg det for mig, at livet er åndeligt, skabt af sjæl. Jeg åbner munden, lukker øjnene og mærker boret summe i en kindtand.

Fra romanen Saga om Viltgudr