Det er sommerens dag
på Christiansø
en hedebølge
skyller ind over skæret.
Natskjorter i solen
lysende hvide
med kulsorte skygger
frisk luft til nattens sved.
Og et vindstille træ
gået ud i toppen men ellers
grønt som oliven.
Bladene krøller sammen
de må nøjes med væske
fra en sprække i klippen
med fugtigt græs og lidt muld.
Nøgne bakker glatte og varme
renskuret klippe
med pletter af lyng og eng
men ingen stier.
Turisterne smider skjorten
for ikke en vind
flytter rundt på luften og fugten.
Og en himmel klar blå
smyger sig fra havet
ind over øerne dvask ugidelig
lader den lyset passere
med sin bagende kraft.
Og tæt på horisonten
svævende på havet
en sky klumpet klodset
hvid i kanten mørk i maven
Upåvirket lader den
jorden dreje under sig
mens den bliver stående
hjælpeløs forladt.
Og der et skumbjerg
Mount Everest som skymassiv
sort på undersiden
lysende i kanten dræbende enorm
større end Ertholmene
truende mørk og tung
sikke et brag om den faldt ned.
Et bjerg af skum
en dyne med vinger
natsjorten vifter i varmen.
Og et luftskib ubevægelig
og dog levende
trækker efter sig
striber af hvidt
En vulkan gør sig klar
den hvide damp er et varsel
sådan så Gaius Plinius Vesu
dagen før vulkanens is
blev til damp.
En sky popper op
i slow motion
glider som et isbjerg på himlen
nej flødeskum
nej eksploderet
chockoladeflødebolle
hvor tiden er gået i stå.
Det er smukt fordi den er ægte
karakterfuldt og tidløst.
Skyen er ikke skabt
for skønhed det er mig
der gør den smuk.
Bastionens mørke mure
kravler op ad bakken
mod himlens lysende skyer.
Murene er
menneskeskabt
skyerne
tilfældighed.
Begge er de smukke
fordi de ligner noget
jeg kender.
Noget ægte
jeg kan give liv.
Et liv jeg kan beskrive
og dermed give fri.
I to uger i august boede jeg i Den Blå Hane på Christiansø. Tæt på naturen.
Hver dag skrev jeg digte, om hvad jeg oplevede, tænkte og skabte i fantasien.