Dagens

Bedstefars Have

Den sommer kom han der meget, hans bedstefar havde et kolo-nihavehus eller snarere redskabsskur på et stykke jord med have-låge og hæk. Det var en gammel togvogn, Bedstefar havde købt for næsten ingen penge og fået kørt ud og stillet op på grunden på Ellehøjvej. Uanset vejret kørte han på cykel ud til sin elskede have, når han havde fri, og den sommer var Svend-Aage altid med ham. Han elskede sin bedstefar, der ikke sagde så meget men behandlede Svend-Aage lidt som en voksen, selvom han kun var 7 år. 

Tomater var bedstefars store hobby, tomatplanter bundet op ad væggen eller til snore trukket mellem fritstående pinde. Svend-Aage havde på fornemmelsen, at det mest var tomaterne, der interesserede den gamle, selvom han også havde kål og gulerødder, porrer og kartofler. Der var en særlig glød i hans øjne, når han passede tomaterne, han talte til dem, nød at se dem vokse og da de begyndte at blive røde, vendte hans gamle behårede fingre dem, så de fik lige meget sol på alle sider. Tomaterne var bedstefars børn. Hans egne var blevet for gamle og havde selv fået børn, Svend-Aage var en af dem, men han blev aldrig behandlet som en tomat, dem elskede Bedstefar, Svend-Aage var bare en lærling. 

Bedstemor var død flere år tidligere, og selvom de havde fire børn, kom ingen af dem i bedstefars kolonihave, de syntes, han var lidt skør, interesserede sig ikke for hans tomathobby og det passede Bedstefar fint, for han brød sig ikke om gæster. 

Kun Svend-Aage for han var ingen gæst. Og så var der Irene også 7 år, hun boede lige overfor i en villa stor og flot med løver ved hoveddøren og bil i garage. Hun var enebarn, og fik altid hvad hun pegede på. Og så gik hun til ballet, sløjfer på skoene og blonder på blusen hendes bevægelser var så fine. De blev rigtig gode venner, altid når Svend-Aage var med bedstefar i kolonihaven kom hun. Stod i havelågen og spurgte Svend-Aage om de skulle lege. Irene fandt på hvad, og altid var det kun de to. En leg var, at hun dansede ballet for Svend-Aage kun ham, og når han klappede, blev hun så stolt. Gik i spagat, lavede piruetter drejede sig rundt med bløde arme i en cirkel over hovedet. Og gå på tå kunne hun så helt rigtigt i sit lille skørt og stramme bluse. Men bedst af alt var hendes blik. Når hun kikkede på Svend-Aage og kastede med hovedet, var det som sagde hun 

– Kom. Hvis du tør? 

Vildt udfordrende var hun, Svend-Aage havde aldrig set noget så smukt. Den sommer var hans største interesse bedstefars tomater og Irenes ballet.

Det er en dag i slutningen af maj at Svend-Aage kører på cykel ud i kolonihaven. Finde ud af busser og S-tog gider han ikke så hellere tage cyklen som i gamle dage.

Havelågen er skæv og træt hækken groet til, tyk og oppustet er den som et forkælet barn. Bedene fulde af vejbred og tidsler, tomaterne små grønne mellem visne blade kartoffelmarken bølger af ukrudt. 

74 år er gået siden den sommer, Svend-Aage besøgte haven for sidste gang, bedstefar døde og ingen har været her siden. Den gik i arv fra far til søn og er nu endt hos barnebarnet.

Her gik han med bedstefar og bandt tomaterne op, lugede gule-rødder og mindes nu de smukke dage. 

Den tid havde været vidunderlig, ingen anden voksen behandlede ham med samme respekt som bedstefar, aldrig et ondt ord aldrig skæld ud, ingen formaninger altid kun korte beskeder hvad Svend-Aage skulle gøre og hvordan. De var mere end i familie, de var arbejdskammerater. Tomaterne fik bedstefars kærlighed, Svend-Aage hans respekt.

Minderne løber gennem hovedet på Svend-Aage, skal det hele nu graves op af en bulldozer, og fundamentet til et parcelhus støbes? Det er hvad alle forventer. Ellehøjvej er blevet en almindelig villavej med pyntehaver og græsplæner. Han går rundt på grunden træder ukrudtet ned,  nogle steder går det ham til livet.Det er, da han for tredje gang har gået, hvor der engang var sti, at en pige står i havelågen vinker og spørger, om de skal lege.

Lidt sjovt at ville lege med en der kunne være hendes bedstefar men hvorfor ikke. Hun ser sød ud, minder om hende, fra han selv var i den alder, pigen fra villaen overfor. Irene.

Da hun står lige foran Svend-Aage, ser hun ham i øjnene og spørger 

– Hvor gammel er du blevet?

– Jamen jeg er lige blevet 81, svarer han tøvende.

– Når du er så gammel, så er du nok også klog så fortæl mig, hvor myrerne kommer fra?

Hun sætter sig fuld af forventning på trappestenen til den falde-færdige togvogn. Svend-Aage er med på legen, så han tænker sig godt om, men pigen er tålmodig, holder armene om sine knæ og med et nysgerrigt blik og et drillende smil, venter hun bare.

– Jo, ser du, det var dengang, hvor menneskene boede i huler og lavede mad på bål. Dengang var alle dyr kæmpestore, det kunne godt være farligt, hvis der kom en monsterkrokodille. Men så var der en pige på din alder, der ikke var bange for noget, hun gik en tur på klipperne, og der så hun noget mærkeligt, hun aldrig havde set før, en lang række af bittesmå dyr den ene efter den anden sorte var de, hun stak en finger ned i rækken, så en myre kravlede op, og hun kunne se den tæt på. Det var det mærkeligste dyr, og det mystiske var, at myrerne kom ud af et hul i klippen, og der blev ved at komme myrer, rækken af myrer blev bare ved. Med en myre på fingeren skyndte hun sig hjem for at fortælle, hvor myrerne kom fra.

Mer mer pigen klapper i hænderne og finder på et nyt spørgs-mål. 

– Kan du spille trompet?

– Nej det har jeg aldrig prøvet.

– Det kan min far. Hver morgen stiller han sig ud på græsset med sin trompet, og så spiller han, så jeg vågner, det lyder forfær-deligt, som når han dytter i båthornet, det gør han tit, når vi kører, så dytter han, når lyset skal skifte, og det gør det så, for det lyder så frygteligt, sådan er min far frygtelig, engang kørte han er ræv ihjel, og så tog han den med hjem, holdt den i bagbenene og lod blodet løbe ned på gulvet, han kan ikke lide dyr. Og så hængte han den op på et kors lavet af to pinde bundet sammen, og der hang den så og lignede en drage.

– Eller Jesus?

– Tror du på Jesus?

Svend-Aage svarer ikke, ryster bare på hovedet. Så tager pigen Svend-Aages hånd og trækker sig op at stå, der er noget, hun vil vise ham. Sammen går de ad stien Svend-Aage trådte ned i den gamle have. I et hjørne af grunden bag hyld og hassel lægger pigen sig på knæ og finder en sten på størrelse med hendes hånd. Den er stadig blå .

– Kan du huske? siger hun.

Jo, Svend-Aage husker den blå sten, og han husker, hvad der skete, for de havde fundet en død fugl. En musvit så blød og stadig varm. De rørte den samtidig med hænderne.

Svend-Aage mindes den skønne fornemmelse af død, varm mu-svit og levende, varm Irene. Han husker, at han tog hendes hånd, for øjeblikket var så stort og smukt, de ville begrave fuglen under den blå sten. Med bare ben sad de på jorden og gravede med hænderne et hul. Så lagde de fuglen på noget græs dækkede den med jord, og øverst lagde de den blå sten. De var sammen om at begrave den. 

Det var døden, der var deres hemmelighed, den bandt dem sam-men. 

Så læner pigen sig frem og tager Svend-Aages hånd. Han kan se på hende, at dette øjeblik er vigtigt, det vil hun aldrig glemme.

Længe sidder de med armene om hinanden Irene og Svend-Aage. Jo, han husker. Hun har fundet den blå sten og spørger med øjnene, om de skal åbne graven.

Svend-Aage nikker, og under stenen ligger det fineste skelet af deres musvit. Det er så rent, som har nogen pudset det. Hovede med næb, vinger, ribben, fødder intet er forkert eller snavset, fuldstændig intakt ligger det på et leje af græs og lyser. Irene lægger er arm om Svend-Aages hals. 

– Den er død, siger hun, men vi er levende.

– Ja vi lever.

Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.