DAGENS TEKST ER FRA BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG HVOR MORDEREN ER TAGET TIL STRANDEN FOR AT REDDE LIV FOR NU ER HAN SÅ TRÆT AF AL DET MED DØDEN.
HAN VIL FINDE SIN SØN SOM HAN ELLERS KUN HAR NÅR HAN DRØMMER. NU VIL HAN SÅ SKABE HAM I VIRKELIGHEDEN.
DET ENDER MED EN SPÆNDENDE KIDNAPNING OG I NÆSTE KAPITEL ANBRINGELSE PÅ PSYKIATRISK AKUTAFDELING
Her er så stille sandet så fint og varmt der er færre sandkorn ved alverdens strande end der er stjerner i vores galakse. Jeg lader en håndfuld drysse langsomt til en top i sandet. Hånden er et timeglas og sandkornene stjerner og verden så stor. Mælkevejen en evig venten og jeg måler tiden det er vidunderligt at være mig. Uendeligheden griber mig med sin overdådige størrelse og jeg bliver så ubetydelig lille nej ikke uden betydning for det er mig der skaber tiden med mit timeglas.
Sådan er det jo når der er noget man ikke fatter så må man tro. Jeg er udvalgt til at være den der skaber tid sådan er det at være guddommelig og det er mig lige nu lige her. Kosmos holder øje og jeg redder liv uden mig findes kun død og mørke.
Sådan er det at være menneske det burde alle vide at det er ved at sanse verden du skaber den. Du behøver ikke forstå for at opleve ikke vide for at tro.
Så kigger jeg op på livredderen i tårnet og tænker det er ham der skaber de badende. Han tæller sine skabninger om de alle er i live og mangler nogen finder han dem druknet i bølgerne haler dem på land og giver dem livet tilbage. Også livredderen er en skabende gud.
Det er når mennesket sanser at verden bliver skabt. Jeg får kuldegysninger ned ad nakken nej det var bare en flue men jeg indser at det er min pligt at sanse og opleve. Og drømme.
Jeg skaber Isabella som jeg skaber verden og min søn og jeg gør drømmen til virkelighed og en dag tager jeg også min søn med mig når jeg forlader drømmen for han har ret til sin krop.
Flere mødre har barnevogn med på stranden med børn i dyner eller med små hvide hatte på tæppet og en sut i munden nej ingen sut men en skovl de graver med i Mælkevejen. Jeg går en runde og kigger på hver enkelt barn om det er min genfødte søn sådan skaber jeg min søn ved at opleve ham.
Jeg kommer i snak med en mor sætter mig på tæppet hos hende og hendes søn og spørger om hun har været i vandet og da hun ryster på hovedet og peger på sin søn smiler jeg og siger jeg nok skal passe på ham. Vi vinker til mor hele vejen ned til vandkanten og ud i bølgerne. Livredderen ser hende han holder øje og tæller hende med. Men han ser kun dem i vandet ikke mig og min genfødte søn.