Da jeg sidste lørdag var færdig med korrekturen af romanen FORHØR satte jeg mig ud i klipperne foran Verdens Ende og skrev i weekenden en hyldest til stedet.
Hvor er her dog dejligt
stilheden fylder med sine
fjerne småfugle og
bølger der nænsomt
slikker klipperne mørke
den bider mig i øret og
hvisker giv slip.
På hvide vinger
i et lyddødt rum
indser jeg at verden
er smuk og perfekt
som stilhedens
buttede fingre.
Skal den i æske eller bare i en pose?
Bare pose tak.
Hvor er her dog dejligt
duften af hav
vifter mig om kinden
med sine uløselige gåder.
Strejf af salt så frisk
drilagtig og hemmeligheds
fuld. Bregnemuld og
vissengrønt det er stilheden
der kommer med duften.
Så forførende nænsom
den er naturens signatur
det er dens rolle
at skabe forventning.
Den sælger vi rigtig mange af. Sommerens mode
Nok mest til unge. Men ellers tak.
Hvor er her dog dejligt
med ryggen til kampesten
og udsigt til Verdens Ende
en klippeknold fra urtidens
glødende undergrund
afkølet størknet blankslidt
og efterladt uden tanke
på anvendelse eller estetik.
Blot glemt. Til overs.
Glemsomheds tilfældighed
har skabt den skønneste
udsigt ikke underligt
det var her man satte en bænk.
Desværre den er udsolgt. Hvad med Omvej til Himmerig?
Tak jeg tror jeg venter.
Hvor er her dog dejligt
ikke en vind
men vidunderlig nærhed
ikke en lyd
men et rum af tillid.
Så længe jeg sanser lever jeg
og det hele er så ægte.
Ingen afbildning indbildning
kun det ægte er sandhed
så nu sutter den
på min finger
jeg bliver så rørt
som softice i solskin.
Er det en gave? Skal den i gavepapir?
Nej tak. Bare til mig selv.
Hvor er her dog dejligt
små krumryggede nisser
glider og vælter
kaotisk tilfældigt
på Verdens Ende
mens de trækker op
i deres alt for store bukser.
En lystig forestilling
midt i min udsigt
med identiske tumlinger
uden manus og mening.
Er den zoologiske komedie
mon en parodi på min eksistens?
Desværre. Men prøv Røde Kors eller Frelsens Hær.
Jeg tror nu jeg venter.
Hvor er her dog dejligt
beruset af natur og forestilling
overgiver jeg mig
til øjeblikkets dejlighed
kærlighedens klippe.
Gaven jeg får
giver livet mening
ja det vil jeg. Slippe og nyde
og forene mig med.
Forelskelse er en hjertesag
mit hopper og danser
jeg findes jeg elsker jeg tager
din bløde krop i mine arme.
Stentøj 30 år. Rødbrændt ler 10. Den økologiske bare 2
Det skal være den økologiske. Tak.