|
Den lille vide verden
|
||
|
Hvem kender ikke fornemmelsen af at fange en vandmand med hænderne? Våd, kold gelé, der er ved at løbe ud mellem fingrene. Nogle kan ikke fordrage det, det er noget at det mest ulækre, de ved, de gyser ved tanken, men Amalie, her på billeder, får pirret sine sanser, når den glasklare klump blævrer mellem fingrene på hende. Hun elsker den lidt kildrende fornemmelse af at se og mærke det underlige, uformelige væsen, det revet ud af sit rette element er helt ubehjælpsomt. Vandet siler fra den, solen glimter i dens slimede overflade, det er ikke noget dyr længere, en farveløs form, en ubeskrivelig masse som er svær at holde fast. Billederne i bogen skal ligesom vandmanden pirre nogle sanser. Jeg har trukket solstrejf, lysstriber, et ben eller bilhjul ud af deres sammenhæng, ud af deres rette element og betragter dem isoleret, inden de glider videre ud af hænderne på mig. Mange af billederne er ikke så konkrete og genkendelige som billedet af vandmanden, for det er ikke genkendelsen, der er spændende, men det andet: strukturen, lyset, formen. |
|
|
Det er ikke noget tilfælde, at manden på vej hen ad fortorvet mangler hænder og fødder. Som fuld figur havde han rummet en masse andre ting, jeg ikke vil fortælle - ikke denne gang - nu er det samspillet mellem sorte og hvide flader det gælder, mave og bukser. En torso, det i tøjets forder og mandens bevægelser fortæller historien. Da billedet hang på opslagstavlen hjemme, mellem mange andre, spugte en pige, der var på besøg, efter at hun længe havde stået og kigget på billederne, om jeg lige var begyndt at fotografere. - Hvorfor det? - Jo, for sådan nogle billeder uden hovede på tager min far også, og han er lige begyndt at fotografere. |
|
|
Det hele begyndte med en vandpyt. En vandpyt og en gammel cykel, en søndag i solskin og blæst. Og en dame med en hund på vej over gaden. To film havde jeg taget med billeder, det rummede noget nyt, noget jeg ikke havde interesseret mig for før. Det var i februar 1981 og jeg trængte til at komme igang med et nyt projekt, efter at arbejdet med bogen Folkets Skole var afsluttet med udgivelsen i december, tre måneder tidligere. Så i ugerne efter, når solen skinnede, gik jeg omkring i kvarteret på Nørrebro i København, hvor jeg har mit værksted og samlede billeder af dette noget, som var andet end miljø, personer og episoder. |
|
|
I porten lige over for mit værksted, faldt lyset en dag ind fra den gale side. Nogle vinduer inde i karéen kastede solens stråler tilbage i den mørke port, hvor de ramte en jernplade, det stod i hjørnet. En dreng løb frem og tilbage og legede og kastede en skygge i det reflekterende lys hver gang, han løb forbi. Mens jeg stod og arbejdede for at få et billede, bevægede solen sig og sendte pludselig en tynd stribe ind i porten fra den anden side. Hurtigt voksede den sig større, det er kun et enkelt billede ud af de 10 jeg tog, der har netop den smalle lysstribe og skyggen af drengen. Efter det billede fik jeg blod på tanden. Jeg nærmede mig dette udfinerlige noget: det handlede om lys. Om lys i mørke. Om sol i skygge. |
|
|
Om dagen fandt jeg pletter af lys på fortovet, modlys i brostenene, skygger af figurer og træer, om aftenen gik jeg ud med blitzen. Det gav et præcist, skarpt, oplyst billede, med slæbende spor fra den lange eksponeringstid. Billeder af form og bevægelse på en gang. Eller billeder af nattens lys: gadelamper, bilygter - og så mit eget lys i mørket. Ud fra de 10 bedste dag- og nateksperimenter skitserede jeg et projekt, jeg kaldte Solskin og Stjerneskud. Titlen skulle dække de to former for fotografering: solskinsbillede om dagen og blitzbilleder om natten. Materialet sendte jeg til Nationalbankens Jubilæumsfond og ansøgte om støtte til en udarbejdelse af projektet, der skulle ende med at blive en bog. I månederne efter fortsatte jeg min solskinsfotografering om dagen, når vejret var til det, mens min blitzfotografering om aftenen langsomt ebbede ud. Ud af et væld af forsøg var det kun få, der nåede frem til opslagstavlen, og ét efter ét røg de ud igen. De var ikke gode nok. Men af dem, der kunne tåle at blive hængende, og det var alle solskinsbilleder, var der på et tidspunkt 12 jeg ville være bekendt at vise frem. I min naivitet forestillede jeg mig, at man kunne sælge dem, som man sælger grafik, som nummerede signerede originalfotografier i begænset oplag til kunstforeningen, museer og kunsthandlere og dermed være med til at financiere projektets videre gang. Som en begyndelse lavede jeg to sæt kopier, monterede dem på hvidt, kraftigt karton og lagde dem i to lækre, sorte mapper, jeg havde fået fremstillet i de rette mål. I en lille folder, der viste hvordan mappen og billederne så ud, lovede jeg, at der højst ville blive fremstillet 50 eksemplarer. |
|
|
Ak, ja. Folderen blev sendt ud i 600 eksemplarer til alle i landet, der handlede grafik, eller kunne tænkes at ville købe det, men fotografi er noget andet end grafik, jeg solgte én mappe. Til Det kongelige Bilitotek: mine trofaste aftagere siden de i 1972 købte serien Mennesker i Miljø 500 fotografier fra en Danmarksrejse. Biblioteket ytrede ønske om at få så lavt en nummer som muligt. Det fik de. De fik det ene sæt. Det andet beholdt jeg selv. Det blev ikke nødvendigt at bestille flere specialfremstillede lækre mapper.
I mellemtiden fik jeg svar fra Nationalbanken: jeg havde fået bevillet 30.000 kr. til udarbejdelse af det skitserede projekt, og jeg gik nu for alvor igang med solskinnet. Stjerneskuddene var opgivet. At se byen gennem lyspletter og skyggefigurer var som at bevæge sig fremmede, ukendte steder. Det velkendte mylder mylder af biler og mennesker forsvandt og blev i stedet skinnende former, skygger på den regnglatte brosten, et skridt i en reflekteret lysplet |
|
 
|
Når jeg gik rundt og fotograferede brugte jeg min Nikon med en 85 mm optik på. Allerede fra de første optagelser traf jeg det valg at bruge den optik og kun den. Filmen var Tri-x 400 ASA. Men selvfølgelig er der en undtagelse For på et tidspunkt lancede jeg nogle eksperimenter med blitz i dagslys, og her brugte jeg en 24 mm vidvinkel for at få blitzen til at give en pletvirkning. For at få mørke omkring lyset. Eksperimenterne lykkedes ikke, alle røg de ud på nær et enkelt, den mørke karré med de hvide oplyste grene. Billedet er taget om eftermiddagen med gråfilter. Jeg prøvede også at sætte et rør uden på blitzen for at forstærke pletvirkningen, jeg fotograferede så motiver i solskin, med blitzen som en lysplet i skyggen. Masser af tid og film er gået med disse eksperimenter og næsten intet er kommet ud af det. To billeder er dog tilbage i alle andre tilfælde af sol i skyggen er den virkelige sol, der lyser op. Sande reflekser, ikke medbragt lys. Efterhånden som de tekniske finesser, kunstigt lys og filter lider skibbrud, forsøger jeg andre veje. Jeg går i dybden med detaljen. Fotograferer udsnit, skaber flader og isolerer former. Koncentrerer mig om det, der skal sanses. |
|
  
|
Som Amalie i modlys under havebruseren.
Det er ikke hende, der er interessant, eller situationen, men fornemmelsen af vand, der i tynde stråler prikker på skulderen. I nogle billeder bliver det næsten grotesk som en gætteled - hvad forestiller det? - som f.eks. da jeg fotograferede en brud ved siden af gæster og brudgom foran kirken på Vesterbros Torv. En film tog jeg af dem i de 10 minutter, det tog dem at dige farvel til gæsterne og komme afsted i en taxa. Kontrasten mellem stof og brosten, mellem sorte og hvide flader var netop i det billede spændende, men desværre ægger billedet også til at få at vide, hvad det er et udsnit af, og det er bestemt ikke hensigten. Detaljer, flader og former. De kiggede skeptisk på mig, folk, der gik forbi, da jeg stod ved fodgængerfeltet med kameraet rettet ned i asfalten. Nogle stoppede op og kiggede, først på mig, så ned i asfalten. Og så på mig igen inden de hovedrystende gik videre. Andre gik pænt i en stor bue udenom, for ikke at gå i vejen. Og så var der endelig dem, det ikke ænsede noget, og det var deres ben jeg fotograferede. Mørke figurer og deres skygger frosset i bevægelsen. I Udstillingsbygningen ved Charlottenborg har de også fået folderen og bestyrelsen beslutter, de de ikke vil købe mappen, at invitere mig til at udstille mine billeder i februar måned. Jeg betragter det som lidt af en chance, selvom jeg først havde tænkt mig at vise dem frem, når hele projektet var færdigt. Men en mellemstation for at få afprøvet materialet er ikke dårligt. Så i månederne inden udstillingen sætter jeg dampen op og søger nye veje. |
|
|
En ny type billeder er opbygget omvendt i forhold til mine andre billeder, de består ikke af lyspletten i mørket, solen i skyggen, men skyggen i solen. En sort plet i noget hvidt. Jeg fjerner mig mere og mere fra vandmanden, følelsen af at holde på en glat, klam gople og bevæger mig videre ud i noget mere malerisk. Men også dér støder jeg snart på forhindringer og det bliver kun til få vellykkede billeder af denne type. På udstillingen, som jeg kalder Solskin og Vandpyt viser jeg 52 fotografier. Først på Charlottenborg så på Nordjyllands Kunstmuseum og derefter på rejse i halvandet år til 24 af landets biblioteker. Hvad der ikke lykkedes med portefolien lykkes til fulde nu: billederne kommer ud. I Vestkysten står der at læse, at udstillingen bliver vist på Ribe Bibliotrk, dog er de billeder, der ikke er plads til, hængt op i Kvicklys Cafeteria. |
|
 
|
Men der er stadig lang vej igen fra de 52 billeder, hvoraf jeg selv hurtigt bliver utilfreds med flere, og til de 96 sider bogen er skitseret til at indeholde. Jeg arbejder videre med skygger, modlys. Deltaljer. Former og figurer. Prøver at arbejde videre på gamle motiver, men for det meste er forbilledet bedre end det nye, der kommer ud af det. Utallige film går gennem kameraet, uden at give brugbare billeder. På et tidspunkt begynder jeg at gå alle mine gamle negativer igennem for at finde glemte pletskud. Jeg udvælger blandt kontaktkopierne 80 billeder som jeg beslutter at kopiere. De bedste kommer op at hænge. Ét for ét glider de ud igen, på nær to. Et lidt uhyggeligt bilede fra 1975 af Maren, der græder,og et billede jeg aldrig har kopieret før, af folk, der danser i stroboskoplys til en koncert i 1969. Billedet er taget i hånden på 3 sekunder |
|
|
Ellers er alle andre billeder nye. - Nej, der er en undtagelse mere. Et billede jeg havde med på en udstilling på Sofienholm i 1978, hvor det hang som et ensomt solskinsbillede mellem andre dystre motiver, det var som om billedet faldt lidt ved siden af på den udstilling. Jeg elsker det billede, taget i det tidlige morgenlys på en ødegård i Sdr. Resen i Jylland, og jeg synes , det har en plads her i bogen fordi netop det billede var forløberen for hele solskinsserien.
Nyt Nordisk Forlag, som jeg har været i kontakt med fra projektets start laver kalkule på bogen, og det viser sig, at den bliver for dyr med det douplextryk, jeg ønsker og det begrænsedeantal eksemplarer, forlaget mener at kunne sælge. De anbefaler mig at søge om størtte, og jeg skriver til Kulturministeriet og beder om tilskud til nedbringelse af bogens omkostninger, så at prisen bliver overkommelig og udgivelsen dermed en realitet. |
|
|
Hen på sommeren tager jeg de sidste solskins billeder. Billedet af en indrammet, lysende verden på en mørk baggrund er et at dem.
Et billede af en stump af et spejlbillede. Det er ikke underligt, hvis mange stiger af her og ikke forstår meningen mere. Men for mig, der har været udviklingen igennem, er der en tydelig linje fra vandmanden, der bliver trukket op af havet og til udsnittet af et spejlbillede af den vide verden. Oven i købet med pris på. Og så midt i juli kommer brevet fra Kulturministeriet, hvori man meddeler, at man har besluttet at ude at tilskud på 10.000 kr. Nu er der ikke flere forhindringer, det sidste billede er taget, den sidste proces går igang. Forlaget rykker for forsiden, den skal fotograferes til julekataloget. De endelige billeder bliver udvalgt, parret og sat i rækkefølge. Ud af de 200 film med 36 negativer på hver jeg har taget, har jeg efterhånden kopieret godt 1200 billeder og heraf udvalgt bogens 85, der nu bliver kopieret endnu en gang, så at de bliver helt rigtige. Solen skinner ned gennem rønnetræets krone og drysser pletter at lys på min blok, hvor jeg skriver forordets sidste afsnit. Det er helt mærkeligt ikke at være ude med fotografiapparatet, når solen skinner. Med de få solrige dage vi har her i landet, har jeg måtte bruge hver eneste solskinstime det sidste halvandet år, hvor jeg har arbejdet med projektet på at fotografere. Det er lidt af en lettelse, men også lidt vemodigt at være færdig. Når, helt færsdig med at fotografere solskin er jeg nu ikke. Eller vandmædnnd. August 1982 Morten Bo |
|