Lidt længere henne klumper endnu en flok af motorcykler sig sammen på det brede fortorv, og så sker det ufattelige, en af cyklerne starter, lyset tændes, styret drejer, og den kører ud på gaden, men der er ingen på cyklen, ingen motorcyklist, ingen chauffør. Alt er som det plejer helt almindeligt, som man kunne forvente, forudse og statistisk beregne, der er bare den ene detalje, som ikke passer eller ikke kan passe, det burde ikke kunne ske. Cyklen er selv startet, har tændt lyset, er drejet ud på kørebanen og blander sig i taxastimen. Forunderligt eller bare underligt.
Var jeg troende, ville det være et mirakel, var jeg publikum, ville det være et nummer, var jeg overtroisk, ville det være hekseri, var jeg patient, ville det være synsbedrag, men da er jeg en drømmer, er det befriende.
Jeg kigger på de resterende cykler i forventning om, at de alle skal gentage den mirakuløse frigørelse og følge efter, men alt er som det plejer, blot er der hul, hvor der før var cykel.
Hvis den kan, kan jeg vel også? Starte for mig selv, tænde lyset dreje ud på kørebanen og køre videre alene uden chauffør, uden ejermand, bryde regler og normer og tro på drømmen om frihed. Utopisk frihed.
Jeg tror, jeg tror, jeg tror, fristes jeg til at råbe mod den oplyste stjerneløse himmel, men intet hjælper, jeg flytter mig ikke en tomme fra den nattestille gade, tro alene klarer det ikke, der skal mere til. Bøn måske så jeg beder til himlens skaber og heldets gudinde, til miraklernes forvalter om at måtte blive fri, men intet sker. Måske fordi jeg er bange.
Bange for friheden, for at blive fri for det, jeg kender, kan regne med og stole på, at frihed er at blive fri for livet.
Fra kronik om en nat i Paris
Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.