Han går på en badebro, det må det være, for han har bare tær, og træet mærkes varmt. Det er ganske behageligt, selvom han ikke ved, hvor langt der er igen. Blikstille vand til begge sider og gennem sprækken mellem fødderne kan han se sand på bunden, ganske lavt er der fuldt af de sirligste sandspiraler og svejende søgræs.
Han hører stemmer. En familie. Far laver sjov med baby på armen, og en pige med svømmevinger kalder på sin mor. Han hører dem men ser dem ikke, kun broen og så sine fødder. De nyder at stemmerne bliver svagere, det kan de bedst lide, ikke at blive forstyrret når de går så godt, det generer dem at blive mindet om dengang. Stemmerne husker han, men fødderne vil videre, de elsker at gå. Nyder at forlade.
Og nu en færge sejler gennem broen, der åbner sig så den hyggelige tålmodige en gang i timen kan gøre, hvad den er skabt til som hans fødder, men de vil ikke tilbage kun frem. Gå og gå ad broen der lukker sig igen, da færgen uden biler men til tiden har passeret.
Og der i vandet en plastikrapand i snor med et termometer i numsen, men den er ligeglad, for den er formstøbt, så den altid smiler. Det er det værste, det hader han, at være formstøbt smilende glad når han ulmer af raseri, og det sker jo i alle familier, så hopper han i vandet skriger og sparker, at det er koldt, for det dulmer og det må han godt, rase ud når der er en årsag. Banke kæmpelange tørre grene mod stammer så de splintrer det vænner man sig til i familien.
Utroligt så lang den er broen, han kan ikke øjne andet end bro til begge sider og så sine fødder sommerbrune for enden af natskjorten, den flagrer når han går. Eller benene går han følger bare med, gad vide hvor den ender, den må da slutte på et tidspunkt. En dag.
Altid skal de slås uden, at ane hvad de slås om, sådan er de bare havnens grådige skraldemænd de rapkæftede måger, der kredser over hovedet og der en trappe våde algegrønne trin med et gelænder så fuldendt blankt, lysende stål, indbydende hvis man skal i vandet, men det er vist ikke meningen. Ikke endnu.
Glemte var der ikke noget han glemte? Det sker jo at man glemmer noget, ikke fordi han savner det eller skal bruge det, men irriterende er det ikke at kunne huske, hvad man har glemt.
Så nu er den der igen den sejler altid frem og tilbage og broen går op og den går i, det er lige efter planen, færgen kan man stole på.
Han kan godt mærke i benene at han har gået langt, det er som på et rullende fortov, han går og går men kommer ingen vegne, der er stadig kun bro at se, gad vide hvor længe det varer før han opdager, at han ikke kommer nogen vegne. Så endelig han kan se en skikkelse længere fremme, den står stille venter med spredte ben i langskaftede støvler, som spejder den efter land.
- Det er mig den venter på, tænker han og ganske rigtigt
- Jeg skal følge dig det sidste stykke, siger den.
- Hvor skal vi hen? spørger han, men skikkelsen nikker bare
- Følg mig.
Det er mistænkeligt, som den fremmede forsøger at lokke ham, det er han slet ikke klar til, for broen har stadig ingen ende.
- Ikke endnu, siger han og prøver at finde en undskyldning for at gå tilbage, hvor han kom fra.
- Der er noget, jeg har glemt, siger han, og da den mystiske tavse skikkelse ser spørgende på ham siger han
- Jeg har glemt at sige farvel.
Så går han han tilbage ad broen, der her på tilbagevejen ikke er nær så lang. Han kan tydeligt se, hvor den ender.
Fandt i mine noter fra Fejø denne lille fortælling, som jeg nu har skrevet ud.
Husker godt dagen hvor jeg på broen ved havnen efter at have badet fik lyst til at digte og det blev så til Broen på Fejø.