Dagens

Busk der berører

ET BILLEDE

Min hånd er i billedet, jeg berører en busk, det er billedet af en busk, der bliver berørt af min hånd. med let spredte fingre glider hånden ned over billedet af busken, den er grøn sommergrøn på en solstille dag med skyer på himlen, spredte hvide strejf. jeg berører busken kæler for den, som var den en kat i sofaen, der nyder at blive kløet i nakken og derfor begynder at spinde, jo det er som om busken spinder af nydelse, da jeg kæler for den i billedet.
Det er billedet af en busk, der nyder at blive berørt, og det er mig, der rører ved billedet, så glat det er, glossy 9×13 klar til at blive sat i album, det smukkeste minde om en dejlig dag. den himmel, den husker jeg, og skyerne så lette, men hvorfor min hånd kom med på billedet, husker jeg ikke, det er som rører den busken, men det gør den ikke. den snarere viser vej – velkommen til busken, du må godt røre den! og himlen må du røre, den ultramarinblå himmel med strejf af hvide, højtliggende skyer på kryds og tværs i billedet, som ved de ikke, hvor de skal hen.
Og Inger, min elskede, hun er ikke med på billedet, men hun var der, og jeg rørte hende. og hun nød det. busken var der og himlen, og jeg holder hånden op, som peger jeg på busken og siger til Inger – velkommen til busken du må godt røre den! men håber hun vil røre ved mig. det var en dejlig sommer, hendes sidste, men billedet har jeg af busken under den blå himmel med de drivende skyer og min hånd, der kæler for billedet. det sidste af Inger.

Fra 52 BILLEDER

Det er noget af det vildeste jeg har læst. Ved ikke engang hvilken kategori man skal putte det, der er ikke digte, essays, scener, roman eller noveller, det er helt sin helt egen form.
Både billeder, ultra kompakte romaner og billedpædagogik. Både konkret og fantasifuldt.
Absalon Kirkeby

Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.