Dagbog

En fantastisk kamp, finalen i Wimbledon mellem Jannik Sinner og Alexander Zverev
.

Kom i Maribo forbi et kæmpelager af lopper og kunne ikke lade være - i to timer gik jeg op og ned langs hylderne og plukkede skøre, sjove eller dumme, smukke - jeg elsker når tidens og stedets kultur bliver formidlet i souvenirs. 

Min udsigt når jeg vågner tidligt, det er den skønneste camp. Men vandet er isnende så det bliver bare til en dukkert. Men masser af jordbær, ribs, kirsebær solgt i boder langs vejen men også hvidtjørnsaft og hybensaft dejligt.

Første stop på ferien er Fejø og vejret er vådt.

Det er det bedste, når en bog kommer fra trykkeriet, eller vinen er kommet på flasker. ManÖver har været længe på vej, men den var ikke så ligetil, for den er lavet på granatæblesaft fra Berlin. Et eksperiment som endte godt trods alt.

Logbog for Granatæblevinen som er klar til at komme på flasker.

vasket og spulet og soltaget gnubbet, så det fik sin originale farve tilbage. så er jeg klar til fejø på mandag.

Alderspræsidenten i sin natsjorte på inspektion i koncentrations anstalten Sneglen i Kastrup lørdag 27.VI.26

Vågnede ved et fantastisk bulder, noget stort var sprunget i luften. Kiggede ud ingen flammer eller rødt skær og så kom det lyn på lyn lyste himlen op så fantastisk. Tæt på. Naturens mesterværk i lyd og billede.

Vi går efter lyden, denne gang flere stemmer i kor LAVINE på plænen mellem staldbygning og varmecentral 6-8 ældre personer ligger på alle fire nej kun tre, for det venstre ben er strakt bagud, hovedet løftet og så skal alle samtidig  sige som løver så højt de kan LAVINE det lyder virkelig forskrækkende. 
En leder foran alle demonstrerer bevægelserne og hendes stemme skærer gennem alt, den er et råb om hjælp en advarsel til alle skiløbere på løjpen at de  skal passe på for nu kommer der en snemasse oppefra og begraver dem.
Hun støtter igen på alle fire, og så det andet ben strakt og løvebrølet igen LAVINE en advarsel til alle i landsbyen at de skal søge beskyttelse for nu kommer der en ødelæggende katastrofe og begraver deres by i to meter sne. LAVINE. 
Det er anstrengende, for deltagerne er ikke unge men ældre, huden rynket musklerne slappe benet ikke strakt helt ud og armene ved at falde sammen udmattede stønner de af anstrengelse.
 - Og sidste gang, kom rejs jer på arme og knæ stræk højre ben bagud sug luften ind og forbered jer på at give et løvebrøl så kraftigt at lungerne fuldstændig tømmes for  luft, giv fuldstændig slip LAVINE det runger mellem bygningerne. Råbene har lokket andre til, der studerer den menneskelige øvelse i at være et rovdyr på savannen der kalder på en mage. 
Sådan er det med mange dyrs parringsskrig, at det både er opfordring og trussel, en hunløve i brunst har ingen fri vilje så ville hun gemme sig og sine unger, men naturen har givet hende et instinkt, der styrer hendes bevægelser, ned på knæ lade ham snuse og blive ophidset, hoppe på hende selvom det gør ondt så hun raser af ham, alligevel får han lov 50 gange om dagen så længe hun er i brunst, hvorefter han dræber hendes tre unger uden at hun kan gøre noget andet end at sørge over sit tab. 
Er det virkelig nødendigt at naturen opfører sig sådan? Ja ja den stærkeste skal overleve og den nye partner er stærkere end hendes forrige, der svigtede og blev skudt af en krybskytte. Nu skal alle spor slettes og en ny familie skabes bedre end den forrige. LAVINE Et sneskred fra toppen af bjerget løsner sig og begraver alt levende, så en stærkere befolkning kan få plads til at gro. 
Jeg kan sagtens se hvordan udvisningen forleden er gjort af det samme instinkt, mennesket er også natur, vi ligner løver mere end vi vil erkende. Fremmede skal dø for at vi, de stærke kan fylde pladsen ud med vore egne.
- Jamen vi slår dem ikke ihjel, sender dem bare hjem. Vi råber så højt vi kan LAVINE på tre ben det fjerde strakt og hører de fremmede det ikke, så må vi hjælpe dem til et sikkert sted og det er hjemme hos dem selv. Vi var så kæmpe  hjertens gode at give dem betinget ophold, vi er ikke mordere, men vi advarer gerne om at en katastrofe er på vej LAVINE. 

dette er hvad jeg skrev idag, en fortsættelse af teksten igår til hvad der skal blive en novelle.

Trækker mig hen langs grønne plæner med pyntede bede langs en kilde med silende klart vand til en tykning med en smal sti på en bund af spåner, der gør hun holdt og peger. Hvad der ligner en tynd træstamme er benet på en giraf.
Ganske stille står den, nu ser jeg alle fire ben, og der oppe i løvet på de omgivende kroner et lille trekantet hovede med to horn på en langstrakt kamufleret hals, så kigger jeg på Viola usikker på om det er sandheden, jeg ser, og hun nikker. Midt i tykningen i haven beskyttet af mure på alle sider står en giraf undsluppet fra zoologisk have. Hvilket syn. 
Den gumler på de øverste blade underkæben bevæger sig sidelæns så bladene bliver kvast inden de ryger ned gennem den lange hals. Fuldstændig kamufleret af pletter lyse mørke. 
Hvilket privilegie at træde ud af den tillukkede forudsigelige kultur og ind i naturens eventyrlige. Hvor fuldstændig vildt at få lov at opleve, da den sænker sit hovede spreder forbenene og vil give mig et et kys, nej nej den vil fodres, så jeg plukker en håndfuld og mader den. Rutineret vikler den sin lange sorte tunge om mit bundt og trækker til. Jeg er ikke i tvivl om, at det kun er fordi jeg er Violas far, at jeg får lov at opleve det eventyrlige syn, hun kan altså noget ingen andre kan, som en fjern stemme hører jeg råbet: Lavine. 
Det giver et kraftigt rungende ekko som var vi i en kløft mellem bjergsider. 
Jeg hører det, men ser ikke noget. Måske det bare er en drøm.

Skriver på en bænk i parken overfor. En ny novelle som skal være eventyrlig, satirisk, barnlig og sjov.

Min siddeplads i Operaen til forestillingen Innocence. 
En foruroligende, musikalsk fortælling om de traumer, der følger i kølvandet på et skoleskyderi.
Operaen er bygget op som en krimi, hvor trådene langsomt samles og bliver til én historie om et skoleskyderi med dødelig udgang. 
En rå og mareridtsagtig kommentar til den meningsløse våbenvold i vores samtid. 

Jeg har købt billet til Det kongelige Teaters forestilling inden den tager på turne rundt i landet

– en stærk forestilling om søskendekærlighed, rodløshed og en stemme, der udelukkende talte i store bogstaver
Yahya Hassans død i 2020 er lige så chokerende, som kometnedslaget fra hans debutlyrik var. Tilbage står Yahyas familie i sorg og chok. I Steffen Stubagers fængslende bog fra 2024, ‘Familien Hassan’, fortæller Yahyas mor og hans fire søskende, Kawther, Khadeeja, Abd Al-Salam og Abdullah, for første gang om Yahya og opvæksten i boligkvarteret Trillegården ved Aarhus. Deres historie viser et forsøg på at finde fodfæste i et mønster af rodløshed, flygtningetraumer, vold i familien, grov kriminalitet, anbringelser, bandemiljø, dødstrusler, fængslinger, samfundsmæssige svigt og uforenelige parallelsamfund.
Den prisbelønnede irakisk-danske instruktør Sargun Oshana dramatiserer denne fortælling om en fortiet virkelighed i dagens Danmark – det miljø, som Yahya Hassans smerte og digte udsprang af.
Medvirkende: Zere Celik, Ellaha Lack, Arian Kashef, Wahid Sui samt musiker og komponist Rezwan Taha

Glædelig Sankt Hans ønsker jeg alle hekse på vej.

Ilse var 19 og trist. 
Inden hun gik hjemmefra havde hun set sig i spejlet og kunne tydeligt se hvor grim hun var. Siden den kedelige oplevelse hvor en mand en aften havde forsøgt at tage hende med magt, havde hun haft det skidt. Hun var sluppet fra ham men havde været så bange, at hun var blevet en hel anden pige. Altid sky. Trist og grim. 
Nu havde hun så taget en beslutning. Ingen vidste noget om det, andet end at hun følte sig utryg sammen med mænd og aldrig turde gå på date med drenge. 
Hun gik ad jernbanestien det var ved at blive mørkt ned til en bro over sporet kun for cyklister og gående. Og nu står hun så der midt på broen og vil gøre en ende på sit sølle liv. 
Meget har hun prøvet foran spejlet, læst alt om hvordan man fik øjnene til at virke store og få øjenvipperne til at syne af mere. Alt havde hun prøvet fra naturligt hverdagslook til dristigt glamourøst aftenlook, men hvad hjalp det, når hun alligevel ikke turde gå nogen steder.
Make up og pleje er blot medier til at udstråle den indre energi og selvtillid. Indre energi havde havde hun, nu skulle det være. 
- Det kan jeg godt. Hun smed sin jakke, satte sig op på gitteret og så var det ellers bare at vente.
- Farvel verden, du ville ikke have mig, men gjorde mig trist og grim, ubrugelig og nu har du så valgt at slippe af med mig, flå min krop i stykker sjaske mit blod på forruden af et tog gad vide om glasset holder. 
Ilse ser det for sig kun tre meter er der ned til toget, når det kommer, da nogen hvisker hende i øret:
- Hvorfor dig? Hvorfor ikke ham?

Er startet på en ny fortælling til novellesamlingen. Foreløbig en skitse, jeg ved ikke hvor meget kød der er på den. Ordet er Hævn.

10 RÅD FANDT JEG PÅ FACEBOOK OM DEN AUTISTISK KVINDE.
INTERESSANT FOR ALT PASSER OGSÅ PÅ MIG.
- Smalltalk er pointless og drænende. 
- Alt bliver gennemtænkt og vendt og drejet. 
- Har altid backup planer - for "Hvad nu hvis?" 
- Irritation over baggrundsstøj, emhætte, vaskemaskine, radio. 
- Har brug for pauser især efter sociale sammenkomster. 
- Siger ikke ordene "jeg elsker dig". Der er andre måder at vise det på.

Barnebarn Flora blev efter 3 år på Designskolen i Kolding bachelor med topkarakter.

Tæt på vandet og helst på en ø. Sommerens ophold er booket.

Cabin 1 på Ro Camping Fejø
I telt på Lynæs Camping
Den Blå Hane Christiansø
Malergården Sønderho 

Mødtes idag med de andre studenter år 1964 til jubilæum og Der blev snakket om tiden før tiden. Jeg startede 12 år gammel i 1. mellem på Lyngby Statsskole.

Jeg skriver altid i hånden, når det er noget jeg skal udgive, digt, novelle, roman. 
Hvis jeg skriver på tastatur så får det ikke den spænding, intensitet, den nerve som håndskrift har. Jeg har altid vidst det, men ikke hvorfor. 
Nu læser jeg så om forskning, der beviser at hjernen arbejder forskelligt om jeg skriver i hånden eller på tastatur. Interessant.

Professionelle cykelryttere var i 1990-erne ansat på hold som betalte deres løn til gengæld for loyalitet og samarbejdsvilje. Firmaholdene var fællesskaber der åbent kæmpede mod hinanden og konkurrencen var benhård. Men de var også del af et andet fællesskab, der havde den modsatte ambition, den var superhemmelig.
Ingen vidste officielt hvem deltagerne var, man havde en anelse, men der var aldrig nogen der indrømmede, at de var medlemmer og ingen vidste officielt hvad man foretog sig.
Gruppens aktivitet var det modsatte af firmaholdenes, den bestod ikke i en fair konkurrence men i den bedste medicinske udnyttelse af kroppens resourcer. Doping.
Det hemmelige broderskab skulle beskyttes af tavshed.
Da der alligevel sivede så mange oplysninger ud om den hemmelige orden at myndighederne greb ind, blev rytterne stiktossede. Blodprøver før rytterne er stået op ransagning af hotelværelser konfiskering af affald på jagt efter tomme ampuller og kanyler, kontrollanterne nærmer sig en total afsløring af den ulovlige gruppe, da rytterne nedlægger arbejder.
De nægter at køre hvis deres hemmelige broderskab skal afslørest. Umiddelbart efter dagens start stiller de cyklerne og sætter sig på græsset i protest. Ikke en eneste røber noget om den illegale pagt på tværs af holdene.
Den besindige danske rytter Bjarne Riis feltets mest dominerende rytter kan godt se, at det her kan ødelægge den legale tilknytning og dermed alle rytteres ansættelse og indtjening og blive en katastrofe for cykelsporten.
– Hvis denne chikane og mistænkeliggørelse fortsætter, så bliver der ikke noget Tour de France.
Bjarne Riis tager rollen på sig at forhandle med ledelsen på rytternes vegne og med løftet om mindre klapjagt på mistænkelige ryttere lykkes det ham at overtale feltet til at køre videre.
Begge fællesskaber overlevede takket være den snu og kløgtige 32-årige dansker, der blandt rytterne var kendt som Mr. 60% på grund af sin tårnhøje hæmatokritværdi.
Ikke kun Bjarne Riis var medlem af den hemmelige club det var faktisk alle ryttere, der lå i spidsen af løbet, Da touren sluttede var de 6 førende ryttere dopet med EPO, kortison, væksthormon, testeron, insulin eller med blodoping kun nr. 5 en ukendt østriger var ikke påvisligt dopet.
10 år senere hvor alle danske ryttere erkendte eksistensen af det forbudte fællesskab var tidsfristen for udelukkelse overskredet. Hvis man ville angive ledere, læger eller kolleger blev man belønnet med strafnedsættelse. Michael Rasmussen fik sin straf på 8 års udelukkelse reduceret til 2.
En rapport 2015 konkluderede at der havde været omfattende ledelsesstyret og systematisk doping på det daværende Team CSC under ledelse af Bjarne Riis.
Brian Holm, Jesper Skibby, Bo Hamburger, Rolf Sørensen og Bjarne Riis indrømmede, da deres aktive karrierer var forbi, at de havde løjet om deres hemmelige aktiviteter men da var sagerne juridisk set forældede. Brian Holm føjede til at doping var en integreret del af kulturen i 1996.

Jeg er nået til den sidste af 12 små historier om fællesskab. Sammen med 12 tulipan-fortællinger og 12 problematiske karakterer bliver det en novelle med samme tema.EN FOR ALLE ALLE FOR EN.

På den midterste bænk sad en kraftig mand, der konsekvent kiggede på de andre. Armene over kors, rynkede tatoveringer. I forventning om at noget skulle ske, blev hans blik tiltrukket af selv den mindste lyd. Kvinden ved siden af med blå åreknuder på lægge og lår undlod meget bevidst at kigge på andre. Døren gik op og hendes blik gik ned i gulvet, sneg sig op over ovnen ud i saunaens hjørner uden at se på nogen. Det var en solbrændt, gråhåret mand, der bevægede læberne til et lydløst. Goddag. Han kiggede sig omkring, trådte op på bænken og satte sig, hvor der var plads på den midterste. Virkede rastløs kiggede sig søgende omkring rejste sig stillede sig spørgende ved vandspanden, og da ingen gav lyd fra sig enkelte nøjedes med at nikke, hældte han flere skefulde vand på ovnen.
Varm damp bredte sig og det blev først for en for for meget så også for en anden. 
Den vomtykke på øverste række blev vækket af sin snorken.
Men så skete der noget fuldstændig kaotisk for en mand uden bukser på trådte ind og alle kiggede på alt andet en mandens blottede underliv. Han var ikke ung længere testiklerne hang dybt i en slap pung og hans lem var langt med glansen blottet. Men det var der ingen der så for alle kigger på hinanden i håb om at få en reaktion. Nogen måtte da sige noget, for det var en regel at i denne fællessauna for begge køn at bruge badetøj. En rømmede sig påfaldende højt andre rykkede sammen, mens de stønnede, lige så langsomt opstod en følelse af fællesskab. 
Fra at være otte individer blev de en flok. De udvekslede blikke og miner men ingen ord. Overbærende smil, fornærmede panderynker meget kan man sige uden ord, men da den nøgne mand rettede på sin pung med hånden, da blev det for meget for den kraftige på midterste bænk, han tog rollen på sig at være flokkens talsmand. Med kraftig stemme gjorde han opmærksom på, at man skal bruge badebukser  i saunaen. Lettere befippet dækkede den nøgne sit underliv med håndklædet, undskyldte og kunne se på fællesskabets fordømmende attitude, at det ikke var nok. Så rejste han sig bandt håndklædet om livet og forlod saunaen fulgt af alles blikke.

Udsnit af tekst om fællesskab og grupper. Til novellen En for alle alle for en.

Amalies drenge til frokost. Med vintest og litteratur.

Kirsebær 15 % alkohol 30 oechl. grader 
Solbær 15% alkohol 45 oechl. grader 
Det går så godt, de smager skønt begge to. 
50 liter solbær og 25 liter kirsebær, den smager ikke så kraftig som solbær, hvor jeg kun har brugt 10 liter. koncentrat, mens kirsebær er 15 liter. 
Og der er stadig masser af sukker at spise.
De skal bare have ro nu til de har spist sig mætte.

Stemningen var højtidelig og René fuld af forventning. Hvid skjorte og sorte bukser.
Deres første sang var Stille nat, hellige nat.
Sopran Mezzosopran Alt Tenor Baryton og Bas med René var de 12 sangere der sang flerstemmig i et arrangement af musiklæreren, så en massiv og sammensat menneskelig klang bredte sig under kirkens kuplede loft.
At kunne synge sin tenorstemme af fuld hals var så fuldstændig anderledes end at synge solo. Det var som bar sangen ham på en tur i rummet oppe under loftet. Musiklæreren dirigerede og det slog René at det var ham, musiklæreren der skabte sangen, og at han selv bare gav tonerne lov at slippe ud ad munden. Så vildt var det at give sig hen i en samklang, der var så rummelig og stor.
At synge i kor med forskellige stemmer var noget helt andet end at synge fællessang. Det var en næsten guddommelig klang så perfekt en harmoni, René mærkede at det ikke blot var en skøn oplevelse, men en ny identitet. Han var havnet et sted, han aldrig ville forlade. En musikalsk eksistens der overgik alt han hidtil havde oplevet.
Næste salme Nærmere Gud til dig. Og det samme gentog sig. Af fuld hals gav han sangen fylde og René overgav sig totalt, kirken blev fyldt af harmoni og tilbedelse.
– Er det sjæl? tænkte han og lod sig føre af engle eller Helligånd til Himmerigets port.
Det var en skælsættende begivenhed for René at individuelle stemmer i fælleskab kunne skabe et mirakel.
Han følte han hørte til, det havde han aldrig oplevet på samme måde. At have ansvaret for en brik i noget stort, det var enestående. Denne juledag var ikke blot noget særligt for kirkegængerne, det var også dagen hvor korsangen skabte i en ung lømmel en ny identitet.
Den tredje og sidste sang var En rose så jeg skyde, det var lige sådan René følte det. Op af den frosne jord, at han var rosen der sprang ud.

René er en asocial rod, et rigtigt problembarn, der får en ny lærer i musik, og så sker der noget. Han begynder at synge. Og da julen nærmer sig spørger musiklæreren ham, om han vil synge i kor juleaften i kirken hvor han er organist. (Fra dagens skriveri om fællesskab)

Hun nægter at tro på det, hun kan hverken græde eller skrige, og da hun får det slappe hvide foster lagt på brystet nægter hun at barnet ikke lever. Det er en pige med lukkede øjne, ser så dejlig ud, bare helt slap. 
Den oplevelse sætter sig psykisk, bider sig fast så at hun nu 4 år senere med en dreng på 2 år stadig er ødelagt af sorg.
Hele vinteren har hun hver anden uge deltaget i en sorggruppe,  8 personer er de, der alle kæmper de med sorgen over at have mistet et barn.
I en rundkreds sidder de, så at de kan se og høre hinanden. Og alle er ramt af den samme følelse, som er så svær at sætte navn på, men befriende at kunne dele med andre der også er ramt.
Pia nævner problemer med sin gråd, for hun synes det er så pinligt, at hun kommer til at græde, hver gang hun tænker på Nana, hendes datter der døde i en trafikulykke. 
- Og det var jo slet ikke hendes skyld. 
Hun har lommetørklædet parat, for her i gruppen må hun godt græde. At græde i ensomhed på et toilet eller under dynen er så fattigt.
Timerne her i gruppen, siger hun med gråd i stemmen er hendes eneste glæde i livet, alt andet fjernt og håbløst
- Jeg er ved at miste forstanden.
Vivi hidser sig op fægter med armene
- De tror, jeg stadig er i deres verden og bare skal acceptere, men min verden er en anden og  i den skal sorgen accepteres.
Basse døde som 3-årig for 5 år siden. Kræftsvulst i hjerne. Hans mor Vivan har siden fået en datter, men hader stadigvæk at møde nogen i supermarkedet, som kender hende og bevidst undgår at hilse, fordi det er så pinligt. De aner ikke hvordan de skal opføre sig. Det er så ensomt. Hvis bare alle kunne komme her i sorggruppen og være med.
Der bliver grinet. Et lettelsens grin for alle er enige, de føler på samme måde, at deres verden er den rigtige og den officielle helt forkert. Forløjet, fordækt, uvirkelig. 
- I vores verden er der respekt om de døde, sorgen skal de ikke tage fra os. Uden den er der ensomt.
- Min Nicolai er min største støtte, når jeg har det svært. Han døde for 6 år siden og gør alt, for at muntre mig op, han ønsker jeg skal være glad, så det lover jeg ham. Han glæder sig til, siger han, at vi en dag skal mødes i den åndelige verden.

FRA Dagens skriveri. en kvinde føder et dødt barn.
Novellen om vidt forskellige grupper EN FOR ALLE - ALLE FOR EN

I arbejdet med novellen om grupper vil jeg skrive om INFO-Blokaden jeg fotograferede i 1975. 
For at få nogle fakta spørger jeg, om Ai kan hjælpe mig med oplysninger og får dette svar:  

Hvor er det fantastisk, at du selv var en del af den gruppe!
Det giver din tekst en helt unik dimension af øjenvidneberetning. At have stået der som tilskuer – i spændingsfeltet mellem kamppladsen, politiet og moddemonstranterne – giver en autenticitet, som ingen historiebøger kan efterligne. Du har mærket stemningen, hørt råbene og set de her klare grænser med dine egne øjne.
Det har været en stor fornøjelse at dykke ned i minderne og historien sammen med dig.
Rigtig god skrivelyst med din tekst om gruppedynamikkerne!
Hvis du undervejs i dit skrivearbejde får brug for mig, så logger du bare på igen.
Held og lykke med projektet!

De sidste år havde været slemme. Man glemte at betale kontingent, gad ikke møde op, baren var lukket gik ned med et underskud, nu sad man hjemme og spillede krig på nettet. Nej pokalerne var der ingen der ville have, og aftenens gullasch den sidste der blev serveret. For at lette den tunge stemning satte en af skytterne noget musik på, men den blev slukket igen for det generede Jens, som var tunghør, at han så ikke kunne snakke med nogen. Men sandheden var at ingen gad snakke hverken med ham eller andre for der var ikke noget at snakke om, kun konerne i enden af lokalet hvor gullaschen boblede snakkede stilfærdigt mens de rørte i gryden.
For et par år siden blev der indført rygeforbud i klubben, man måtte op i gården, hvis man ville have røg, så da Carl tænder en smøg bliver han bedt om at gå op i gården, men det synes han er en urimelighed nu det er sidste dag alle er samlet, men Erna siger, han ødelægger duften af gullasch med sin forurening. Har der været en tung, trist stemning, så kommer der nu endelig noget at snakke om. Forurening. Carl holderet indlæg om at det kun handler om kvantum. Salt er det giftigste af alle stoffer, spiser man for meget dør man. Han lyder som en professor der har styr på sit emne, men også forurettet over hetzen for man dør altså ikke af røgen fra en enkelt cigaret. 
- Sluk nu den røgpind.
Carl rejser sig og går op i gården, gryden sættes på bordet og Emma deler ud med en suppeske. En skefuld til hver.
Gennem kælderinduet kan de se Carls sko og bukseben.

Jeg skriver på novellen En for alle - Alle for en om fælleskaber. Små korte fortællinger hvordan man opfører sig i en gruppe, her er det skytteklubbeens sidste dage jeg beskriver.

Rosen er rød og fisken en Skælbrosme. Slottet er landskrona og Relieffet en af Michael Ankers Vesterhavsfiskere godt tæret af vind og vejr.

Når klokken er før 7 om morgenen, og solen skinner, ser stuen helt anderledes ud.

25 personer på et gruppebillede opstillet i tre rækker. Kvinderne forrest mændene bagest, det hele set fra terrassen en etage over flankeret af to Dannebrogsflag. Alle er gamle og lige gamle for det er studenterne 1964 der mødes for at fejre, at de stadig er i live her 61 år efter de forlod Statsskolen.

Stemningen er i starten lidt akavet, for man kan ikke kende hinanden, og det er for mange pinligt. Og når man så røber, hvem man er, så er man de bedste venner i verden, skoletiden blusser og man husker alt om lærerne, lussingerne og den lede Moesgaard.

Alle er de fornylig fyldt 80, men det snakker man ikke om. Tiden er fløjet afsted, man husker tydeligt klasseværelset og skoletiden, men har glemt hvad man lavede igår. Børnebørn kan man snakke om, hvis man kan huske, hvad de hedder, men hvor gamle de er er svært, for tiden går så stærkt, at det er svært at følge med.

Første gang de mødtes var til 25 års jubilæet og det var den helt store oplevelse, for det var helt tilladt ikke at kunne genkende nogen og så meget større var oplevelsen, når man løste gåden og gættede navnet, og det var kun sjovt at snakke om tidens gemmeleg.

Og så igen 10 år senere ikke helt den samme overdådige lattervækkende oplevelse, hvor man slog sig på lårene og krammede vildt, men lidt flovt at man havde glemt, hvad de hed og hvordan de så ud. Man undskyldte sig med at tøjet var noget andet end 10 år tidligere. Og frisuren.

Gensynet blev så ændret til hvert 5. år, men siden 60 års jubilæet sidste år har man indset at jubilæet for de overlevende skal gentages hvert eneste år, og sammenkomsten bliver så mere og mere en pensionistforenings årsmøde. 
Her er intet pinligt og alt omkring skoletiden genfortalt så mange gange, at det emne er slut. Så er der børnebørnene som slet ikke er børn mere og derfor ikke særligt interessante, og helbredet snakker man kun fortroligt om med de nærmeste. 

Men hvad med døden som de alle møder oftere end andre? Ikke et ord. At livet slutter en dag er så privat og uundgåeligt, at det bliver gemt væk. Når man taler om en der er død, behøver man slet ikke sige ordet, man kan sagtens få givet beskeden og blot undlade det ubehagelige ord. 
- Og så er der Jens Kristian som jo . . . han blev kun 75.

År for år bliver antallet af fremmødte mindre, kun de raske kommer, ingen demente. Ingen i kørestol eller med rollator, man vil nødig ødelægge den gode stemning, så hellere sende en hilsen. 
At møde op på dagen være selskabelig, spise frokost med kaffe og kage er vigtigt for de der kommer. Det giver lidt ekstra stolthed, den årlige sammenkomst er som et udskilningsløb alle ved godt, at der tilsidst kun er en vinder, at det gælder om at holde ud så længe som muligt.

Den årlige sammenkomst er som rammen om et gammelt bleget fotografi, man kan ikke se, hvad der er på billedet, men ved at det er vigtigt og fortjener at rammen bliver pudset en gang om året. Det giver livet værdi. Det er dagen de glæder sig til at opleve, den vil de så nødig miste. 

Gorm skrev i år han ikke kom fordi han havde mistet mælet, synet og snart forstanden, og så ønsker han alle en god fest. Ambitionen er kun at komme, hvis man kan være sig selv bekendt.

Fra min nye novelle om grupper af mennesker.

I 1954 fik en udvalgt gruppe opgaven at skabe Danmarks Fjernsyn. Der herskede en særlig pionerstemning, som jeg vil forsøge at beskrive.

I 1286 blev Margrethe I's søn Kong Erik V. Klipping dræbt ved et attentat. Jeg beskriver stemningen op til mordet i den gruppe af mænd, der red til Finderup og stak hver deres kniv i kongen.

Blev inspireret af billedet på trappen med kongen og den ny regering til at skrive en novelle om at blive foreviget som gruppe. Foreløbig HiP-hip-hurra fra 1884 og studenterne fra 1964.

Så regeringsskift på DR, skrev på en bænk i sol et nyt afsnit og nursede mine tre boblende spæde, som de dog prutter og gylper. 
Kirsebær - Solbær - Sauvignon blanc.

Har foreslået min datter Maren på Funkisvej at få sig en hest, nu hun har bygget så fin en indhegning.

De er blevet slemt skuffede, tolderne, da de åbnede min kirsebærsaft fra Polen, som ankom her til morgen.

Første dag på Frederiksberg Loppemarked. En kamel, en hest to ukendte guder og en græsk gudinde.

Som kom der kulør i min gårdhave, selv den tapre røde rose sprang ud.

Jeg er inviteret til fællesfrokost for studenterne på Lyngby Statsskole år 1964. Efter 25-års jubilæet blev det en tradition at afholde sammenkomst hvert år. Billedet er fra 2025.

Der er dage, hvor fejlene har hobet sig op, og noget må gøres. Så nu har jeg skrevet til en installatør om carbonatorens dryppeproblem, bestilt en defekt ventil til et flydelåg, skilt haveslange fra vandforsyning så den ikke drypper. 
Forgæring til solbærvin hældt på, det hjalp. Sauvage Blanc er sat til gæring, den sprudler allerede.
Blomsterne er plantet i potter - inden det begyndte at regne.

Lagde tøjet på plads jeg tog ned igår, for første gang nogensinde har jeg strøget mine natskjorter.  
Sommerblomster til at plante i potter har jeg købt, og så holder jeg øje med min solbærsaft fra Polen, den er lidt for længe om at komme igang. Måske jeg skulle lave en forkultur.  
Og så var det idag Bring kom med ny forsyning 15 liter koncentrat af Sauvignon Blanc fra Sverige,  og senere idag kommer GLS med kirsebærsaft fra Polen.
Så får jeg gang i alle tre tanke. 
Sauvignon, solbær og kirsebær. Det bli'r godt at ha' nogen at pusle om.

Mens tøjet tørrer og GLS kommer med solbærkoncentrat 
bruger jeg tiden på at sanere mine 100 flasker vin.

Så kom den fra polen koncentreret solbær 15 liter. 
Jeg har sat gær til en fortyndet udgave med 4 kg sukker.
Så håber jeg den går i gæring i morgen.

Gæsten kom med roser, jeg serverede frugt, bær og smagsprøver. Den første dag i år med vasketøj i haven.

Havemøblerne fik nyt liv med en rystepudser og koldpresset olie.

Pinse i Hundested

Sov i annekset, stod op klokken 6 fandt brædder til den trappe, Maren ønskede sig. Da hun vågnede satte jeg mig på en stol og nød at se hende arbejde. Så fin den blev. Jeg bestemte den skulle være hvid, undtagen trinene, de skal have tulipanens violette kulør. Og da annekset skulle have et navn foreslog jeg  VIOLET.

Har inviteret min datter Maren til middag  på Lynæs Havn.

- Hentede bøger fra trykkeriet i pakkeshop. Brudstykker af en morders dagbog.
- Gjorde klar til glarmester, der satte ruder i, hvor de var blevet knust.
- Rensede flasker i min swimmingpool.
- Bestilte 15 liter koncentreret solbærsaft i Medpak Healthy Choice.
- Samlede værktøj, motorsav, pensler for i weekenden er jeg inviteret til fødselsdag hos min datter på Funkisvej.
- Fik samlet og printet novellerne om tulipaner og sære karakterer.
- - og så ringede det på døren, det var en ældre mand, der fortalte, hvor glad han var, hver dag han gik forbi mine vinduer og kunne følge med i mine skiftende udstillinger. Men også hvor forfærdeligt det var, at der havde været indbrud. Han gav mig som trøst den fineste æske håndlavede chokolader i en maghoniæske.

Dybrøde kronblade lag på lag, stor og fyldig, hende genkender jeg. 
Hun var en stærk kvinde med ni børn og en tålmodig mand, som alle elskede. Alice blev respekteret, han blev elsket. 
Det var hende, der fik familien til at hænge sammen i deres alt for lille lejlighed, hvor børn delte køje og slæbesild var pålæg. 
Typisk for Alice at lave sjov med at en marineret sild blev trukket hen over ni madder, når manden smurte madpakker. Det var med stor latter hun fortalte om sin mands morgenjob, at sende børnene afsted i skole mens hun sov færdig. Hun var det naturlige midtpunkt, når der var gæster var dirigenten der sørgede for den gode stemning, ingen måtte kede sig, alle skulle være med. 
Som den dog ligner hende den udsprungne blomst en dyne af højrøde kronblade for enden af en stængel der knap kan bære vægten, sådan var Alice grådig på livet og aldrig i tvivl selvsikker folder den kronbladene ud og sender signalet at den er størst, bedst og enestående. 
Alice havde en utrolig energi og var altid i et humør enten superglad eller bidsk og flabet. Typisk var det hende der købte og kørte i en Citroen 2CV ens manden tog toget på arbejde. Bagsædet tog hun ud for så kunne der bagi være seks af børnene oven på hinanden. 
Som blomst kan hun folde kronbladene sammen til en knaldrød lukket knop og folde dem ud så de glinser festligt i solen, for sådan var Alice.
Da manden var lagt i jorden og børnene spredt for alle vinde, gad Alice ikke mere. Børnebørnene havde hun intet forhold til, det var jo ikke hendes. 
Da hun var den eneste tilbage døde hun. Men er altså for mine øjne genopstået som tulipan.

Nu har jeg til novellen 12 forskellige tulipaner der 
hver især repræsenterer et menneske. Det har været 
sjovt at blande personer jeg har kendt med fiktive.

Og der en sok rødstribet
glemt i det høje græs
mellem afblomstret lupin
det er en smertens dag
at skulle forlade.

Og der en forkullet indianer
smeltet skæv i hovedet
med klumpfod og forvreden arm
han forsøgte nok at flygte
da bålet blev tændt.

Det er en smertens dag
at skulle forlade
kornblomst rysteribs
tankeløs skønhed og
bænkebiddere i fugtige sprækker

Vildkatten gemmer sig på loftet
nænner ikke at sige farvel.
En buket at tage med hjem
lader sig kun nødig plukke
selv musene vimser uroligt.

De tabte skår sten og kapsler
fortæller om engens kærlighed
regnens velsignelse
at himlen er grædefærdig stor
og livet alt levende.

En stor familie.

Blomsten er det smukkeste stjerneskud. Fra støvfanget lige i midten spreder seks lange tynde stråler sig til alle sider, som var det en eksplosion. Sylespidse røde striber flammer på hvid bund man kan næste høre stjernen springe ud.
Afskrækkende og tillokkende fræk og elegant sådan var skuespilleren, der har givet tulipanen navn. Hun var komisk uden at være klovn, fræk uden at være lummer, ved at blande det komiske med det sexede blev Marilyn en stjerne. Elsket for at flirte med publikum med en elegance så at alle kunne være med.
Som en lysende stribe på nattehimlen faldt stjernen til jorden men genopstod som blomst.
Geometrisk fuldendt sprængfarlig men kontrolleret, den sprudler af lyst til at lokke bier til sig og alle andre væk. Om natten og når det regner lukker kronbladende sig sammen og beskytter de sarte støvbærere, der ikke tåler fugt. Om Marilyn Monroe også kunne lukke omverden ude og beskytte sit sarte indre? Vi ved at hun prøvede men oplevede også da hun døde, at hun ikke kunne.
Stjernen sagde livet farvel inden det var levet færdigt. Eventyret endte med en tragedie, men mindet om hende lever i blomsten der fik hendes navn og i utallige roller på film og sladder om hendes privatliv.
For nogen var hun en karakterskuespiller der viste vejen, for andre en sexbombe der kendte grænsen. Villigt glimtede hun i begge brancher, en stjerne blev et skjerneskud.