Dagbog

Udvalgte digte er kommet fra trykkeriet og kan nu købes.
60 sider kr. 125.-

Skal lave afgangsprojekt på sin bachelor på Designskolen.

Josefine er enspænder. Bryder sig ikke om relationer har kun få nære venner går sjældent til fest og nyder sin kvalificerede ensomhed. Troede engang hun skulle være musiker men opgav, da hun fandt ud af hvad kravene var på konservatoriet, så nu lytter hun kun spiller ikke mere.  32 år er hun blevet og har ingen tanker om mand og børn, for så vil hun miste sin ensomhed. Hun elsker at rejse men helst alene og nu er hun på vej til New York, hvor hun vil bo på Youth Hostel og gå i operaen.
Ved siden af Josefine ved vinduet sidder en fyr på hendes alder, som rejser sig og roder efter noget under sædet så Josefine sætter musikken på pause, tager sine AirPods af rejser sig og undskylder.
Han har set i nødplanen at der er gule svømmeveste under sædet og nu vil han lige finde sin frem for hvis nu . . . .
Han siger undskyld til Josefine, mens han finder redningsvesten frem.
Det er først, da han tager den på, det går op for Josefine at nødlanding på åbent hav kan blive en realitet. De nærmeste bliver også påvirket. Den er meget gul vesten signalerer fare og en stewardesse beder ham tage den af og lægge den på plads, hun er bekymret for den generelle reaktion, og der er altså ingen fare forbundet med en enkelt motors shutdown.
Han lægger den hvor han tog den under sædet og undskylder igen at have forstyrret Josefine.
- Jeg har en far der druknede.
Josefine nikker forstående. Han har en let lys vindjakke på åben og en skjorte knappet op i halsen. Brune øjne og velplejede negle.
- Han var fisker. Blev aldrig fundet kun vragdele fra kutteren. Vi kommer fra Thorup Strand i Nordjylland. Han kunne ikke svømme. Jeg er den første i slægten, der ikke er fisker og frygten for havet har holdt mig på land. Hvad lytter du til? Er det requiem af Mozart, det synes jeg at kunne høre. Den er så flot. Spiller du selv?
- Josefine ryster på hovedet.
- Jeg går på konservatoriet, siger han. Synger. Tenor, ja det er noget andet end fange fisk.
Josefine røber sin plan om at gå i Metropolitan Opera og det får Eigild til straks at foreslå de mødes forinden og tager sammen i operaen.
Josefine nikker, det vil hun gerne.
- Så fedt siger han. Og for sjov 
- Hvis vi altså kommer levende frem.
Da musikken er tilbage i ørerne på Josefine og hun lukker øjnene, er tonerne blevet klarere renere der er højere til loftet den noget dystre indelukkede domkirke har åbnet sig til den lyse himmel og da hun mærker at Eigild kigger på hende, åbner hun øjnene og spørger om han vil høre.
Eigild får hendes AirPods på og nynner til musikken ganske lavt. Kun hans nynnen kan hun høre en mini-nynne-koncert kun for hende af det smukkeste stykke musik i en havareret flyver på vej til New York. 
Det er ren Titanic med Leonardo DiCaprio. Hvis Eigild kyssede hende lige nu, ville hun ikke skubbe ham væk.

Fra novellen jeg skriver på TÆTTERE HIMLEN hvor jeg beskriver hvordan passagererne i et fly over Atlanterhavet opfører sig, da en motor går i stå.

Rens dig, mit hjerte
jeg vil selv begrave Jesus.
For nu skal han have
sin søde hvile i mig
for evigt og altid.
Verden, gå bort, Lad Jesus komme ind!

Koncert i Vor Frelser Kirke. mache dich mein herze rein Fra matthäuspassionen.

Ved siden af hinanden forrest i flyet sidder to veninder, der har holdt sammen siden de begge gik i første klasse, nu er de 22 år og single. Pilotens besked at de nu flyver med kun en propel tager de sig ikke af, det er en ren teknisk bemærkning, som piloten må klare selv, så de snakker upåvirket videre og har ikke udsigt til den kantstillede propel. De elsker at flyve og rejse og har ikke været i Amerika før. 
Lige nu snakker de om rumfart. Om russeren der sad fast på rumstationen da Sovjetunionen blev opløst, så han ikke havde noget land at vende tilbage til. De griner, det gør de meget, at grine sammen giver dem fælles identitet, og det elsker de at ligne hinanden, være ens det giver tryghed.
- Hvad gjorde han så?
- Han tissede i bukserne. De griner så højt at dem overfor kigger nysgerrigt.
- Nej han fik valget mellem Ukraine Georgien eller Rusland.
- Det skal vi en dag, rejse ud i rummet.
- Rumfærge. Ligesom hende skolelæreren hvad hed hun?
- Hun glædede sig sådan, alle børn fra hendes skole så det på TV.
- Sikke en start.
- Og sikke en eksplosion.
- Kapslen hvor hun sad blev spyttet ud.
- Og så faldt hun ellers.
- Boom.
- Ham der Mogensen bliver den første på Mars.
- Ham har du et godt øje til?
- Vel har jeg ej.
- Alene med Andreas Mogensen i en rumkapsel?
- Så hellere Gagarin.
- Han er jo død.
Alt de snakker om ender med latter, det er så befiende at grine sammen, aldrig er de uenige om noget, og intet er for alvorligt til at blive gjort til grin.
- Isaac Newton.
- Han var da ingen rummand?
- Men han opfandt tyngdekraften.
Man kan høre en kvinde græde ganske svagt, hun gør alt for at holde gråden tilbage. Det lyder sjovt.
Sisse vender sig om for at se, hvem det er og kommer til at kigge ud ad vinduet og se, at propellen står stille.
- Vi flyver slet ikke, siger hun til Fanny. Og det er ikke for sjov.

Novellen jeg skriver på, er en beskrivelse af hvordan flypassagererne tackler den ulykkelige situation, at en motor er gået i stå - foreløbig kun den ene - Her er det Fanny og Sisse der sidder og pjanker.

Illiane står ved tavlen og skriver med kridtede fingre formlen for en parabel og tegner med raske bevægelser den matematiske kurve, hvor alle dens fire ben strækker sig mod uendeligt.
- Det kan du godt se, ikke? at uendeligt er altså ifølge matematikken noget fuldstændig uopnåeligt, for kommer man til uendeligt er der stadig uendelig langt igen. 
I vores 3-dimensionelle verden er uendeligt en umulig størrelse, men hvis og det er, hvad jeg forsøger at påvise, at der findes yderligere en dimension der krummer parablen, altså ligesom jorden krummer fladen til en kugle, så møder parablens ben hinanden og skaber to cirkler, kan du se? 
Det hænger altså sammen, uendeligt er det punkt i den 4. dimension hvor benene mødes.
- Sydpolen?
- Ja ja, hvor begynder en kugle og hvor slutter den? På jorden har vi besluttet punktet skal være Sydpolen. 
Det gælder alle former for uendelighed, tiden, universet alt der ingen ende har, vil i en yderligere dimension krumme sig til en kugle uden ende. 
Vildt, ikke?

Fra romanen BUNDET TIL MASTEN. EN UNG FORSKER ILLIANE PÅ UNIVERSITETET I Saint George's GRENADA CARIBBEAN HAR LAVET FORSØG MED LASORSTRÅLER OG UENDELIGHED OG HER INTRODUCERER HUN SIN TEORI FOR MIG.

Skyer. Midt i en dyne af hvidt. Fart på de suser forbi Og et hul dybt og mørkt huse som prikker mennesketomt landskab og så hvidt igen. En tilstand af hvid tomhed intet at fokusere på kun vinduesrammen og vingen metalskinnende. Den vipper hopper op og ned  faretruende bare den holder.
Han rejser med mormor er 11 år og sidder ved vinduet. Så tager hun hans hånd for hun mærker han er ængstelig.
Tager nødmanualen fra lommen i sædet og ser hvor nødudgangene er men bogstaverne løsner sig blander sig som myrer på flugt en eksplosion i slowmotion af lemlestede bogstaver. Så kigger han igen ud ad vinduet, nu er der vand. De er fløjet ud over kysten over havet. Et krummet blåt gulv til alle sider. Sådan er det at være på træk. Stork eller gås. Det var ham selv der foreslog at han tog med mormor hjem til USA, hvor hun bor bare på ferie og nu er det for sent at fortryde.  Dybt dernede et skib fanget af havet intet bevæger sig men en hvid stribe afslører, hvor det har sejlet. Motoren lyser gloende rød det kan da ikke være meningen, gnister flyver, så snakker mormor om det føl de har fået på farmen og maskinen ryster, så han må holde sig fast, kigger på stewardessen om hun er urolig, en mand faldt ned med altanen byggesjusk og ambulance, husker billedet i avisen, mormor tager en pose frem med to boller og en gulerod som hun rækker ham.
Der er stadig ild i motoren hvorfor siger de ikke noget, så nu drejer propellen langsommere er ved at gå i stå ingen gnister nu stopper den. Motoren standser. En krampe fra maven op gennem kroppen til halsen sætter sig som en klump han prøver at sluge, umuligt kan dårligt få vejret sidder stille, han må ikke bevæge sig, skæver til den døde motor propellen står stille de flyver ikke. Han flækker på midten halvden er flygtet resten forstenet sådan er angsten for døden både flammer og fjeld. 
- Vi har også geder har jeg fortalt dig det?
 

Starten på ny novelle om passagererne i en flyvemaskine over åbent hav.

Partiet Grønne Demokrater stiftet af Theresa Scavenius tager et opgør med den eksisterende kultur på Christiansborg ved at arbejde ud fra en konkret anden parlamentarisk strategi, som kort kan opsummeres med følgende:
- Vi deltager ikke i forligskredse. Vi læser lovforslag i stedet for, og al behandling af dem skal foregå i de åbne rum i Folketinget. 
- Vi har ingen partidisciplin. Ordførere kommer kun med anbefalinger. Alle stemmer ud fra deres egen overbevisning, og udøver derved Grundlovens bogstav og ånd. 
- Vi behandler lovforslag tre gange (som der står i grundloven, at de skal).
- Alle må stemme ud fra deres overbevisning, som det står i Grundloven. Lidt over en tredjedel af alle lovforslag er ikke til fri afstemning i Folketingssalen. 
- Grundlovens §56 bliver krænket: Folketingsmedlemmer er ikke frie til at stemme efter egen overbevisning pga. partidisciplin: i 99,7 % af tilfældene stemmer folketingsmedlemmer med deres parti.
- Grundlovens §41 bliver krænket: 2. og 3. behandling i Folketinget er kun en ceremoniel proces: I 90 % af alle 2. og 3. behandlinger er der ingen substantiel behandling og ingen folketingsmedlemmer tager ordet.

Theresa Scavenius 41 år kommer fra Nordjylland. Var medlem af det Radikale Venstre fra 2016 til 2017. Medlem af Alternativet 2018. 
I 2020 meddelte hun, at hun var kandidat til at blive politisk leder af Alternativet, efter at grundlægger Uffe Elbæk ville træde tilbage. 
Hun tabte til Josephine Fock som fik partiet til at falde fra hinanden og fire ud af partiets fem folketingsmedlemmer inklusiv Elbæk til at forlade partiet. Grundet partiets “de facto opløsning" meldte Theresa sig ud af Alternativet.
Melder sig dog ind igen 2 år senere og bliver ved Folketingsvalget 2022 valgt for partiet i Nordjyllands Storkreds.
I april 2023 udtalte tidligere landsformand for Konservativ Ungdom, at 
"Jeg har oplevet hende som værende en af de absolut værste i dansk politik og i debatter, når det kommer til adfærd overfor andre debattører. Jeg oplever, at hun har rullet med øjnene. Hun gør nar af politiske modstandere, og hun har generelt en enormt grov tone."
I september 2023 bliver hun ekskluderet af Alternativets folketingsgruppe fordi hun "har været grov over for medarbejdere og gruppemedlemmer." Konfliktmægleren som Alternativet havde bedt om at mægle i konflikten mente ikke at problemerne skyldtes Scavenius, men pegede i steder på "interne forhold og magtkampe i partiet."
Umiddelbart herefter meldte Theresa Scavenius sig ud af Alternativet og stiftede partiet Grønne Demokrater 2024.

164 partier samler vælgererklæringer for at blive opstillet til Folketinget.
Nu er det nok har samlet 20
Ny velfærd 1.747
Originalerne danmarks skæve eksistenser 0
Folkepartiet for skrankepaver og Papirnussere 1
Partiet Ellers Tak 19
Stabilt Demokrati 1.016
Borgernes Parti med Lars Boje Muthiesen har fået de nødvendige 20.000
Kristendemokraterne 1.273
Stram Kurs - Rasmus Paludan 1.526
Theresa Scavenius Grønne Demokrater har 11.500

Og så pludselig uden varsel ryster den bløde røde levende tunnel. Det skvulper voldsomt som brister en dæmning og floden løber videre ad et rør ind i en hule med Ilse først så Tor fulgt af 1.000 andre celler. 
Alle har lært, at der kun er en vinder. Ilse og Teo svømmer fra de knap 40 millioner der startede samtidigt og signalstofferne fortæller dem, at de nu er fremme ved opløbet. 
En celle stor rund som en kugle ligger og flyder spærrer med sin enorme størrelse 10 millioner gange så stor som en sædcelle. Nu gælder det. 
Ilse er den første til at bryde gennem æggets cellevæg. Det kæmpestore æg inviterer hende inden for, Tor vil med men nu er cellevæggen umulig at bryde igennem. Han kan vinke til hende gennem den gennemsigtige cellevæg. 
Hun nåede det vandt kapløbet. 
Ilse er den eneste. Teo bliver skubbet bagfra af sædceller mast op mod mod den ubrydelige cellevæg, men der er intet han kan gøre. 
Opgivende gør han tegn til Ilse at han er fortabt.
Ærgrelsen over sin fiasko overdøver glæden over Ilses succes. 
Hun bliver forenet med ægcellens kerne til det dobbelte kromozontal og om et døgn begynde at dele sig. Ilse vil gro til et menneskeligt foster og Teo dø med alle de andre.

Uddrag af novellen jeg netop har skrevet færdig DEN LANGE REJSE om sædcellerne Teo og Ilse, der bliver skabt af stamceller, træner deres svømmeteknik i bitestiklen og kommer med 40 millioner andre på den lange rejse mod et æg.

Skrive og rette og skrive og rette det er processen, nærmere og nærmere kommer jeg, noget der kan bruges. Nu er det novellen Den lange Rejse jeg prøver at give mening. 
At forsvinde ind i teksten er som et eventyr. Der er farve og lyd og mærkelige væsner. Her findes fantasien og alt er muligt, hvis altså figurerne giver lov.

"Når sædcellerne er dannet, er de endnu ikke i stand til at svømme. De transporteres til bitestiklen (epididymis), hvor de lagres i 2-4 uger for at modnes færdigt og lærer at bevæge sig."

Det er i de uger novellen foregår. Vildt spændende hvad de finder på, Ilse og Teo og hvordan det går dem på Den lange rejse.

Og så pludselig uden varsel ryster det hele voldsomt som brister dæmningen for hele floden løber videre gennem et rør ind i en hule med Ilse først så Teo forfulgt af 1.000 andre celler. Alle har de lært at der kun er en der vinder, de er svømmet fra de ca 40 millioner der startede samtidigt og ved det godt at de nu er fremme ved opløbet. 
De møder en kæmpe stor celle 10 millioner gange så stor som de selv. Ilse er den første til at bryde gennem cellevæggen til det kæmpestore æg, Teo prøver også men nu er cellevæggen lukket, umulig at bryde igennem men han kan se hende gennem den gennemsigtige cellevæg. 
Hun nåede det blev lukket ind og hun er den eneste. Han bliver skubbet bagfra af en klump af sædceller mast op mod den ubrydelige cellevæg men der er intet han kan gøre. Opgivende gør han tegn til Ilse at han er fortabt.

fik lyst til at skrive en kort novelle om to sædceller en X-celle Iris og en Y-celle Teo der er venner og ankommer samtidig til det enorme æg, men kun den ene kan vinde. alle andre må dø.
jeg måtte blive lidt klogere på hvad der faktisk sker, så her er lidt info fra nettet.

En sædcelle består af et hoved, en hals, et midterstykke, samt en hale. Sædcellens hoved består af cellekernen med arveanlæggene, altså de 22 autosomale kromosomer og enten et X- eller et Y-kromosom, der bestemmer barnets køn. Cellekernen er omgivet af akrosomet, som indeholder enzymer, der er nødvendige for sædcellernes genkendelse samt indtrængen i en kvindelig ægcelle. Halsen indeholder centriolet[1], og midterstykket indeholder mange mitokondrier, hvor sukkerstofferne ved respiration omdannes til energi, der anvendes til halens bevægelse[2].

Har sat 100 liter hvidvin til gæring, det er to tanke. Stormgæringen er gået fint den smager virkelig godt, nu skal den bare have ro til at gære færdig.

Ikke sult ikke savn men skam
har sendt Nomade på vandring.
Fortæret kærlighed
gnaver som sten i hans sko
hadet har sendt ham afsted
fra sin elskedes
svigtede løfter og utroskab.

Han sanser ikke frostens smerte
når den isnende bider.
Væk vil du væk
fra forelskelsens fængsel elskovs fiasko.
Som en udbrændt affaldskontainer
vralter han på tværs af stier
med fortvivlelse som eneste bagage.

Dopet med skønhedshad
hævnen giver ham kræfter
brutalitetens syrlighed
er den bedste medicin.
Kroppen besat af dæmoniske kræfter
sindet en rytter uden sadel og sporer.
Vildskab på krigssti i ismarken.

Fra udvalgte digte som er ved at blive trykt

Det er lige sådan det er, jeg elsker Amalies humor og sikre streg. Hun sender både tegninger og tegnefilm. Næste skovtur er 10.marts og så har jeg lovet at erantis stikker hovederne op af sneen.
Og så har jeg sendt SPOR EFTER EN DRAGE til trykkeriet i Frankrig. 
Med i bogen er dette optimistiske digt.

VARMEN PÅ VEJ

Den første forårsdag
hvor anemonen springer ud
sneen laver dråber af diamanter
og luften dufter køligt.

Sanserne blafrer og lysten får travlt
en vidunderlig trang til at leve.
Træernes knopper gør sig klar 
De mærker varmen på vej.

Gamildheden smitter 
Folk bliver så elskværdige
nærmest kåde 
Selv naboen hilser når vi mødes.

Også kirkegården springer ud
ryster sneen af sig
prikker nænsomt til de jordiske rester
og lader livet danse på grave.

Er ved at være færdig med redigeringen og laver et omslag i stil med HELLIG KILDE BARNEKIND. Begge er udvalgte digte hæftet og kun 70 sider.

Ryddet op i klædeskabet. Sorteret smidt ud. Anede ikke jeg havde så mange sokker. 
Curlingpiger på skærmen og strømper parvis. Det en dejlig dag.

Jeg læser højt af BRUDSTYKKER AF EN MORDES DAGBOG for første gang og blev så glad 
for reaktionen. Claus anbefalede mig at lave en lydbog hvor jeg selv læser højt. 
Eller en serie postcat.

fundet og rettet og ved ikke om det er noget...

I går sprang den over et par timer
snublede 
det sker når man har for meget fart på 
og det havde den.
Piskede stemningen op larmede højlydt 
fik alle til at danse
vifte med armene så de helt glemte
tiden.
De opdagede ikke at et par timer 
blev sprunget over 
fra klokken 3 om natten 
til 5 om morgenen.
Musikken var gået i stå 
mange gået hjem 
slingrende på cykel blev de væk 
i et hul i tiden 
så selvfølgelig kunne ingen huske 
hvordan festen sluttede
for det gjorde den ikke.
Det var tiden der sluttede 
for så at begynde igen ved solopgang.
Lyde kan som sød musik
få tiden til at slappe af.
Det kan bølgerne en vindstille morgen 
spæde bølgeskvulp når de slikker 
badebroens algegrønne stolper 
og det kan killingerne 
tre er de der ligger og varmer hinanden 
og spinder i søvne af velvære. 
De bremser tiden trækker den ud 
gør den døsig og doven 
så den glemmer meningen 
som er at den skal sætte igang 
bryde igennem og holde ud 
Men den pelsede klump får roen til 
at fylde stuen med tålmodig dvale.
Det er sød musik denne morgen.

Jeg er på vej sagde Lars Skree på Messinger, han skulle lige til bageren først. 15 minutter efter sendte han et billede af min åbne stalddør.

Øjner det store i nattens mørke
ser rummmet som et kæmpe kromosom 
der lydløst fortæller
om art og køn og hjerteslag.
Om foster fra fisk til abe og
en fremtid med barnevogn.
Så hører jeg pludren fra en stjerne
om endnu en generation 
Jeg øjner den.

Og bag det hele uendeligheden
galaksefjern og dog så nær 
som en mikroskopisk sædcelle 
i en spildt klar sperm. 
24 timer kan den leve 
så dør den af sult også den. 
Men flere er på vej 
uendelig mange flere derude.
Derinde.

Det der flygter mod lyset 
gror af mørket sådan er lysten 
til at elske og eje
uopnåelig fjern og smertelig nær.
Jeg ser den ikke men ser den forsvinde 
og komme tilbage i ny skikkelse 
som sin egen modsætning.
Tættere og tættere kommer den. 
Til den når mig.

Jeg øjner det store 
da jeg klipper navlestrengen
og gør dit foster til vores barn.
Så bruser kærligheden til øjeblikket
en stjerne fødes for den der elsker.
Taknemmelig over at kunne skimte 
evigheden lige nu og lige her
uha det er skønt
at blive far.

Samler stumperne  til en digtsamling og fandt det her.

Fra notesbogen da jeg besøgte Jacob og Sara sidst på Fejø. 
Det var i deres lade jeg lod mig inspirere til dette digt.

Flammende orange i hver en sprække 
vindstille solstriber lyser op 
som insisterer de på at jeg skal se.
 
Nådesløst afslører de sandheden 
blinker larmende når jeg går forbi 
og en stråle rammer mig

Det er skønhedens sendebud 
der kommer med beskeden 
at jeg findes og kan se. Og jeg ser.

Og jeg mærker omkring mig 
som en nysgerrig killing øjeblikkets 
kærlighed da jeg bydes op til dans. 

Den forladte lade bliver en balsal 
hvor dansen fødes mellem traktor og hønsenet
i en duft af halm bliver jeg ført og forført. 

Af syngende alfer.

Særtilbud i Februar: Portofri levering hele måneden på disse udgivelser. 

Det ligner et eventyr, billedet min datter Maren sender af hytten, vi malede i efteråret. nu med hvid sne og mørk himmel.

Øresund ved Charlottenlund fortet idag med min datter. Så dejligt at mærke vinteren.

Nikoline har af djævlen fåret til orgave at skabe panik blandt menneskene.
Citat fra rejsen til hekkenfeld.

Nikoline er klar, sprudler af virkelyst, det første hun gør, da hun kommer hjem er at lægge en hovedpude over ansigtet på sin mand og holder fast til han ligger stille. Hun slæber ham i benene ud foran huset, ringer efter en ambulance og beder dem tage ham med. Så slipper hun haglene løs. 
Den værste haglbyge nogen har oplevet med isklumper som projektiler pludseligt og uventet fra en skyfri himmel total uforståeligt for meteorologer, banker hidsigt på tage og i hoveder, børn i det fri har blodet løbende, ældre uden hat får sår, man beskytter sig selv, mens bliktage trommer af begejstring. 
Så en lille pause hvor man tror, det er overstået for så med pludselighed at gå til angreb på enhver, der forsøger at flygte og fylde gaderne med lysende hvide isklumper.
Forruder smadrer, tagsten falder ned, hvert drivhus får hul til himlen, overalt er katastrofe og kaos, præcis som det var meningen.
Mistillid ertatter tillid, og usikkerheden kommer snigende, det er med tilfredshed Nikoline ser, hvad hun kan udrette med en haglbyge. Folk sidder i kø på skadestuen, ambulancer køres på værksted, kirkerne fyldes af bedende, der søger Guds beskyttelse. Nikoline er klar med næste skridt.
Hun forgifter drikkevandet, så man får kvalme, opkastning, diarré uden at ane hvorfor, først ugen efter, da de fleste er inficeret, kommer advarslen, at man skal koge vandet, inden det drikkes.
Totalt kaos, intet fungerer, alle bliver syge, og hospitalerne fyldes med patienter, men personalet rammes også. Offentlig trafik går i stå, katastrofestemningen breder sig og med den rygtet, at det er Guds straf, for at have sløset med sikkerheden og givet ugudelige magt.
Butikker plyndres fordi personalet ligger syge og politiet er ramt, så beredsskabsstyrelsen må træde til, bevogte forladte butikker og opretholde almindelig orden.
Sygdommen smitter og enhver, der ikke er smittet undgår kontakt med andre i frygt for at blive det. Sundhedsmyndighederne giver instruks om isolation, børn bliver holdt hjemme fra skole og børnehave, forældre for at passe dem, og alle fyldes af frygt for, at de selv er blevet smittet og giver smitten videre. Kys og kram er bandlyst, man holder afstand. Enhver er under mistanke
Kærligheden er udsat, ømheden aflyst.

Minik står i sin celle og ser tre store busfulde varetægtsfanger forlade området og køre ud i det fri. Så synker han klumpen i halsen og blinker ukontrolleret.
Han har kun sovet lidt, er lige faldet i søvn, da Quivitoq står i hans celle. Det er mørkt, så han kan ikke se ham, men han ved det er ham, der siger
- Det er tid. Jeg er kommet for at hente dig.
- Hvor skal vi hen?
- Hjem
Sammen går de over isen op i fjeldet vintermørke, kun en svag kold vind fjorden er frosset  en isbjørn kommer imod dem, det er Gualiquivik. 
- Han fører dig videre, jeg må tilbage. Gualiquivik rejser sig på bagbenene og snuser til vinden, han kan lugte hvilken vej, de skal, og inden længe kommer de til et frodigt område med grønt og rindende vand, små hytter er der og væsner så små som spædbørn men med pels nærmest hunde, der går på to ben.
- Vi skal bare igennem siger Gualiquivik og går rask til. Inden længe står de foran en låge i et dige af kampesten
- Det er her
- Hvad er her?
- Du skal møde din far
- Dødsriget?
- Ja
Da vagterne om morgenen finder Minik død i sin celle, har han rifter og sår som efter et slagsmål, hårtotter er revet ud af hans hovede og flyder på gulvet, næseblod har han og kradsemærker i ansigtet. Neglene er røde af blod.

UDDRAG AF ROMANEN REJSEN TIL HEKKENFELD
Minik er grønlænder anbragt på Anstalten ved Herstedvester. Alle i forvaring er kørt i busser til udryddelseslejren Kompedal. Men ikke Minik har er bare anbragt her fordi Grønland mangler fængsler til livstidsfanger. Det er kun de sindslidende, hjemløse og handicappede man vil aflive. 

Det usagte ord var bare en tanke
forbandet være tanken 
når nu ordet bliver tænkt.
Så i frygt for at miste sproget 
rejser jeg væk lift-off 
turen går til Mars 
til en af dens måner
hvor det ordtomme rum 
bliver til billeder.

Fortrydelsen skimtes 
som en lysende prik i
sindets uendelige mørke.
Så koldt der er og stille
at nå frem er ikke muligt. 
Men falde tilbage i søvnen kan jeg
og vågne op ren og renset
klar i hovedet med ordet i min magt.
Undskyld. Jeg elsker dig.

Så søndagsagtigt skinner solen
trods blå blink og straffespark.
Hvad fejrer vi?

Kartoffelferie nu skal de op
historien som gryderet
porresuppe gule ærte. 
I Intersport kan man få clubtrøjer 
med nummer og sit eget navn.
Rulleskøjter skateboard
professor Dampe overlevede trods 
hullede støvler
men ikke helten idolet den tapre 
Willemoes. Bølgerne gjordes så Røde.

Borgerservice har kartoffellukket
Alexandrine har diamant diadem
Hubertusjagten går til Horserød
og børnene slipper historien fri.
Guldkaret ad Strøget. Ledsaget udgang
Dronning Dagmar er kommet hjem.
Vi jubler og vifter med flag
og mænd i sort fra en anden tid
holder løbende øje.

Pio smidt til USA. Titanic ligger på bunden 
blinde Katrine har trådt i en hundelort
så hun lugter.
Forbi Peter Wessel i Holmens Kirke
og Christiansborg det gamle der brændte.

Men hvad med mistillid og hærværk 
er det aflyst på denne festdag?
Dagmars børn blev skudt og begravet
Leonora i Blåtårn hadet og elsket
kærlighed siver ud af historien
ned i tidens elskov
til gardehusarernes fanfare.

Keld og Hilda på vej i Rundetårn
til møde med Tykke Brahe.
Ordensmagt og folkestyre 
fodlænken rasler 
da han sniger sig ned ad køkkentrappen.
Opsyn og drillepind. Kadaver i strimler. 

Historien bliver et eventyr 
personerne til buster og oprør til film.
Kierkegaard spadserer 
med philosofien i lommen
en hestetrukket sporvogn kører til Valby.
Tabt foran kirken ligger troen 
venter på et mirakel.
Hvem får din sjæl 
når du går over i historien?

Man stimler sammen på Galgebakken
for Einars kusine har dræbt sit nyfødte 
faderløse barn.

Jeg finder notater, stumper af digte der aldrig blev til noget og så forsøger jeg at give dem en mening. Her er det en karettur gennem historien.

Så kom den min seneste roman superflot er den blevet og kan nu bestilles.
Send mig besked om adresse og jeg sender med posten. Mobilepay 30501132
24x15cm 120 sider indbundet. Kr 385.- 

BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG

Da den følelseskolde selvretfærdige nørd møder kærlig-heden sker der noget. Autist og genial han snor han sig uden om samfundets straf og psykologernes diagnose. Frihedstrangen kaster ham i armene på rebelske kvinder og ønsket om at blive far får katastrofale konsekvenser. Det er i dilemmaet fantasi eller virkelighed at hans glubende appetit kommer til udtryk.

En retskaffen eventyrer i en civiliseret verden åbner for normaliteternes søndyssende begrænsning. 
Tag med på hæsblæsende eventyr og bliv klogere på den civiliserede verden og dig selv. Hvad bremser dig i at folde dig ud, se muligheder i det umulige respektere de anderledes og elske det absurde.

Genialiteten findes i det umulige tankens kraft drømmenes virkelighed. Hvad ville du gøre hvis du fik lov? 
Døre bliver åbnet til lukkede verdener hvor alt er muligt også det forbudte og anstødelige. 
Kan man elske det absurde og fornægte sit ansvar?
Spørgsmål hober sig op i en uregerlig rastløs fantasifuld morders bekendelser.

Hvad er tro, forelskelse og Borgerservice? 
I humoristiske episoder udstilles samfundets akavede atti-tude. På rejse gennem samfundets landskab af høflighed hvor normer og rammer spærrer mennesker inde. En jagt på frihed i et samfund af regler og normer. Også når friheden bryder lov og moral.

Verden set udefra gennem personlige oplevelser nedskrevet og samlet.
Jeg har plukket i dagbogsnotaterne de episoder hvor spørgs-mål stilles om moral lovgivning og anstændighed. Kan man elske en morder? 

En roman om fordømmelse og moral, hvad sker der når egoismen folder sig ud og selvtægt er vejen?

MORTEN BO

Den første forårsdag
hvor anemonen springer ud
og sneen laver dråber af diamanter
da fyldes jeg af kølig luft så frisk.

Sanserne blafrer og lysten får travlt
en vidunderlig trang til at leve.
Træernes knopper gør sig klar 
venter på dagen den rette.

Gamildheden smitter 
også jeg deler ud.
Ingen cykler bliver stjålet 
selv naboen hilser.

Også kirkegården springer ud
ryster sneen af sig
prikker nænsomt til de jordiske rester
og lader livet danse på grave.

Den blødeste sorte muld
bliver løftet så forsigtigt
en mundfuld ad gangen
fra grav til bjerg.
Så kommer målebåndet frem
for dybden skal passe.

Grusgangen bliver revet
og den smukke
dampende bunke muld
dækket med en flagrende
beskidt pressening

Skovl og spade lagt på
for at forhidre den i at flyve
og afsløre at der er gravet en grav.
Og en træbro lægges over
og kæder monteres
til at sænke kisten i graven.
Det var i forgårs han døde
og flag gik på halv
den hvide kiste står i kirken
smykket med blomster og bånd
i en række mod alter og knæfald
og båndene er lagt så de
sidste ord kan ses.

Familien er kommet
og de snakker hvisker dæmpet
for han ligger jo lige ved siden af.
Bånd rettes ud
buketter kommer til
lysekronerne blinker nypudses

Syvarmede lysestager
tændes på en kontakt
og på alteret to kandelabre
med rigtig stearin og levende flammer
de tændes dog først
når begravelsen om lidt går igang
Uden for kirkegården
skal han ligge
indenfor er der ikke plads
der står stenene tæt
spredt som drysset
af en løs hånd.
Så for at par år siden
tog man nabomarken i brug.
På rad og række
ligger de nye gravpladser
i ætsende orden.

Man bliver lagt ned efter numme

kronologisk og ikke efter familie
som i den indre gravplads.
Den sidste var Sigurt
kun 17 år han hængte sig
på filetfabrikken

det var hans far der fandt ham.
Helt nede i hjørnet uden for nummer
er hans gravsted
stenen en engel
der omfavner Sigurts portræt

Og to lygter er der med solceller
de lyser om natten og dyr
hundehvalpe i fajance
og statuetter og graveren
som med hjælp af to sønner
er blevet færdig og fået skiftet skjorte
fortæller om skeletter
der kommer tilsyne fordi
de gamle grave ikke var dybe nok
Det ligger gebisset så og smiler

.

På Færøerne skrev jeg jeg digtet om kirkegården og var med til begravelsen og fik en god snak med graveren. Nu har jeg så rettet det til..

Var i Teatret ved Sorte Hest til Osvald Helmuth-viser med Mads Strandgård og Katja Holm.

Mindestue maskebal varsel om vejret 
hvor gemmer sandheden sig?
I dobbeltseng med stationsforstanderen
eller på hylden for hittegods?
Tyrestation og sædbank rentefrit indestående
kan man stole på det?

Morgenkvalme i Metroen
mellem Friheden og fængslet
Huslejechok og flyttefirma 
et piano tabt fra altanen på fjerde 
synger i baggårdens brandtomt 
sin sørgmodige sang.

Det er helt vildt så mange mennesker 
der findes i Katmandu 
trods jordskælv og Everests ofre. 
Umuligt er det at skelne som stjerner på himlen
de smukke fra de grimme 
eller tælle dem.

Fra tindens top kan jeg se 
så langt øjet rækker 
og høre den hvislende stilhed.
Herfra er alt der findes 
en tilfældighedskatastrofe 
på højde med kærligheden.

Gravitationens kompakte væsen 
gør sandkorn tunge 
binder galakser sammen 
så sikkert som drømmen i søvne.
I mudrede udslidte støvler 
lufter jeg min forladthedslængsel.

Det syder og strømmer i årer 
det livgivende hjertes blod 
når jeg traver i nyfalden sne 
giver mine spor videre til de næste
Nu skal det gøre godt med
en frokost på Peter Lieps

Aircrash en sommerdag
migrænehysteri
vil hun nogensinde stå stille
og prøve at forstå.

Guldfisk i akvariebobbel
af lydløse floskler.
Åh gud isolationspsykosen truer
også glasset er skørt.

Gittertunge bortforklaringer
holder teltdugen oppe
på udholdenhedstemplet
til døden dem skiller.

I horisonten en skøjteprinsesse
så legende levende
når skørtet vinker i mindebrisen
og som hun springer.

Kærlighedssus fra en simrende
runway svæver i luften.
Nu er hun airborne.
Guldburet knirker af spænding

Richterskalaen advarer
så nu græder hun
mens hærværkslystne holder vagt
i Adidas størrelse 45.

Gadelygter tændes
spurve falder til jorden
og glasset knuses
af ensomhedslængsel.

Bagagen flyder kufferter tasker
overtøj mellem flysæder
på havet der netop denne morgen
er blikstille så betagende smukt.

Så smuk min have bliver når sneen skaber kunst.

Jeg er ved at gennemgå alt jeg har liggende af ufærdige digte som jeg kasserer eller forsøger at rette. ORKAN er nok for kringlet til at være et digt.

Mørket sænker sig vejene fryser
nu kommer den meteorologiske 
forskrækkelse som alle forventer.
Forvirringen basker
både river sig løs og klokken slår. 
Hjertestarteren fungerer ikke
nu er den her stormen
brager løs med veloplagt 
brutalitet

Så åbnes for hanerne 
fortøjninger sprænges
havet stiger 
floder af forladthed kældre af frygt 
ingen tager sig af ligene 
der skyller op på altaner 
selv ensomheden drukner 
for tiden er kommet 
de ved det godt.

Så slippes fornuften 
et spædbarn glider med 
spildevand ned i kloaken 
til rotteslam og tidsfordriv.
Spor af en drage er set
større end tvillingtårnene.
Ufatteligheden
tager hagesmæk på
for ikke at spilde.

Mørket rusker de forslåede 
tillid begraves som Pompeji
en ulv kryber ned i bedstemors seng
eventyret ser lys i mørket. 
Forsonligt hånd i hånd 
over sortsvedne stubmarker
aner man at enden er nær.
Kun nuet findes i 
øjeblikkets manual.

Og så er det den lille uskyldige Ida
forsømt og forladt finder en motorvej
ryster af rædsel for at kaste en sten 
eller selv springe ud i drømmen 
om at blive til noget berømt eller berygtet.
I en reklame for selvværd
flosset i stykker mens en blodig hånd 
stikker op af det bilvrag
hun ramte

Nu falmer skoven som den plejer
når ensomhed lakker mod enden
og bladene danser for de tapre som faldt. 
En mindesten skal de da have 
fra erindringens antenne. 
Dinosauerne vandrede uvidende 
om katastrofen mens 
menneskene kendte deres.
Evig er kun tiden

Og så pibler det i sprækkerne
protesterne dør ud
nødsignalet slukker sin grønne løber.
Udgangen er blæst væk og lysten til at 
finde forkullede rester af indbildt stolthed 
hænger i laser fra ensomme spær.
Kun himlen er at se og så 
den sigtedes altervin og hovmod. 
Tiden er kommet. 

tankeløs brunette
på vej i garage
Hvor kommer det fra?

startet   forfra   mens   jeg   venter.   så   mange   løse   skitser   ideer   og   sætninger  der   bare   flyver.   drømme   og   tanker   løse   og   flyvske,   måske   der   er   noget   der   kan   bruges   som   inspiration.

Og dit bryst så blødt
dit kys og dit blik så bedøvende
Stjernesvimmel
glider jeg fra øjeblikket
isglat til haven hvor grønne palmer
bøjer sig mod mig og klemmer
av av mine testikler
Pulsen dunker dem som brolæggeren sine sten
luft jeg må have luft
men fornemmelsen af din varme hud og brystvortens drilagtige vippen
tager jeg med mig
på cyklen og i livet

Slut prut færdig sendt afsted. Alle stavefejl rettet, omslaget korrigeret 
om 10 dage får jeg første sending af oplaget til den ny roman. Vildt.

Åh det har jeg savnet at få masseret lægge og fødder. Så nu har jeg bestilt en maskine fra Hvide Sande som kan netop det. Blødgøre mine ben efter 8 km i skoven.

Mindestue maskebal varsel om vejret
hvor gemmer sandheden sig?
I dobbeltseng med stationsforstanderen
eller på hylden for hittegods?
Tyrestation og sædbank rentefrit indestående
kan man stole på det?

Morgenkvalme i Metroen
mellem Friheden og fængslet
Huslejechok og flyttefirma
et piano tabt fra altanen på fjerde
synger i baggårdens brandtomt
sin sørgmodige sang.

Det er helt vildt så mange mennesker
der findes i Katmandu
trods jordskælv og Everests ofre.
Umuligt er det at skelne som stjerner på himlen
de smukke fra de grimme
eller tælle dem.

Fra tindens top kan jeg se
så langt øjet rækker
og høre den hvislende stilhed.
Herfra er alt der findes
en tilfældighedskatastrofe
på højde med kærligheden.

Gravitationens kompakte væsen
giver sandkorn tyngde binder galakser sammen
så sikkert som drømmen i søvne.
I mudrede udslidte støvler
befriet for floskler og fraser
lufter jeg min forladthedslængsel.

Det syder og strømmer i årer
det livgivende hjertes blod
når jeg trasker gennem naturen
med ensomhedslykken.

DET SKER AT JEG I NOTESBOGEN FINDER ET VRØVLEDIGT, SOM JEG BEVIDST HAR UNDGÅET. MEN ALLIGEVEL NU LÆNGE EFTER SYNES HAR NOGET IMPULSIVT, LIDT VELOPLAGT HUMOR SOM JEG ALT FOR OFTE UNDGÅR I DE VELOVERVEJEDE DIGTE. 
FRA TINDENS TOP ER SÅDAN ET DIGT.

I romanen Bundet til Masten har Ida mirakuløst helbredt en spejderdreng der var kommet til at hugge sig i benet med en økse. Med hånden på såret og en bøn gjorde hun benet raskt. Lægen der så det fatter ikke, hvad der skete. Nu sidder de bag samaritterteltet og slapper af.

Ida har stadig sit hemmelighedsfulde smil på læben, hun nyder at holde lægen i uvished 
- Hvad tror du?
- Jeg tror på videnskab.
- Det er da ingen tro, det er da viden. Har du ingen tro?
- Du mener religion? Jo, jeg er kristen.
- Så tror du på dåb nadver og et evigt liv, ikke?
- Selvfølgelig.
- Men ikke mirakler?
- Kun guddommelige, ikke menneskelige.
- Nu nærmer du dig.
- Så du er en gud? Lægen smiler så charmerende, at Ida rykker tættere på.
- Mig gudinde? Nej jeg er en helt almindelig kvinde, tror du mig ikke?
- Jeg ser dig, jeg hører dig, jeg kan lugte dig, så ja jeg tror dig.
- Jeg er videnskabeligt bevist, det er dejligt. 
Ida tager hans hånd mellem sine hænder, gnider den varm - kan du mærke det? 
- Det er varmt.
- Det er mig. Hun læner sit hovede mod hans skulder. Lægens arm om Ida giver hende en fornemmelse af tryghed. Hun holder fast i hans hænder og ser ham i øjnene, vil mærke hvad der er bag det lysende blå. Det er kærligheden, hun leder efter, om det beskedne smil er andet end generthed. 
Som efter rav i vandkanten søger hun et spor af ægthed, og da hun finder det, slappes alle muskler, en befriende overgivelse får hende til at stryge sine fingre gennem hans hår og lægge sine læber mod hans.

I romanen Bundet til Masten møder jeg på universitetet i Grenada Illiane hun forsker i tid. Jeg har plukket lidt af samtalerne om det videnskabeligt uforståelige som optager så mange idag.

Hør her, tiden findes ikke. Tid er noget vi skaber for at forstå begrebet. 
*
Et ur har udstrækning, der går sekunder på et minut, men nuet er et klokkeslet, man kan ikke lægge det ene nu efter det andet og dermed give tiden en længde, det er for vildt at uanset hvor mange klokkeslet du lægger over hinanden bliver det aldrig større end et enkelt. 
Nuet findes ikke. Det er uden dimension har ingen udstrækning, enten er tiden før eller efter I vores tredimensionelle verden kan du ikke befinde dig i nuet. 
*
Tid findes ikke, det er en menneskelig angivelse, der skal få os til at forstå. Et tal et punkt en position, intet af det findes. Tid findes ikke uden mennesket, det er vores opfindelse, vildt, ikke?
*
Tiden går ikke, det er os, der går. Tiden står stille. Lidt ligesom solens gang på himlen. Når vi giver tiden en udstrækning, så vil mange placeringer i rækkefølge se ud som en bevægelse, det kalder vi at gå. 
Vi siger tiden går, det er så vildt. 
*
Fremtid og fortid har udstrækning før og efter nuet, som er en position. Og så er det, vi finder på noget, der forklarer tidens gang. 
Vi hænger dem sammen, lutter øjeblikke på en linje i rigtig rækkefølge, så gør vi tiden levende, vi giver den udstrækning og fart, men det er os, der gør det, ikke tiden. 
*
Hvad nu hvis tiden slet ikke har den hastighed, vi tror og kan måle, at hvert sekund er lige lange, men at nogle er kortere eller længere?
Det er umuligt at måle, for urene følger jo tiden. Vi aner det ikke, kan hverken måle det eller mærke det, at nogle timer er dobbelt så lange, andre kun det halve at vi bevæger os skiftevis i slowmotion og fastspeed, er det ikke vildt? 
*
Illianes fantasier er som hjernegymnastik, jeg skal virkelig koncentrere mig, slippe både viden og fornuft og kaste mig ud i det frie fald. 
Jo det er vildt.
*
Når tid er en illusion, altså noget vi forestiller os, så er mirakler en mulighed. Vi kalder det overnaturligt, men det er altså bare en ændret forestilling, lyder det helt åndssvagt? 
*
Noget videnskaben har kæmpet med siden Einstein er begrebet uendelighed, det er så vildt, for tænk hvis tiden ikke er en linje uendelig i begge retninger, men en kugle altså en krummet flade, lige som jordens overflade, så uendelig er en evig gentagelse. 
Jordens overflade har ingen begyndelse og slutning ikke noget op og ned, hvis du begiver dig afsted, kan du gå i al evighed, din tid har ingen ende, fordi jorden ikke har nogen ende. Vildt, ikke?
*
Min beundring af Illiane som person overskygger beundringen for hendes forskning. Hendes smil og bevægelser, hun er altså noget særligt. Så meget i live.

Når kærligheden bliver skjoldet og truer med at gå i opløsning. 
Jeg får fint besøg idag. Og så skal der luftes ud. 

Som elskende smeltet sammen 
størkner og skilles 
er grænser grænseløs magt
der kan smuldre.

Fredfyldt ufred 
bekriges af opspind
om dæmonisk besættelse
retten til selvtægt.

På himlen har en windsurfer
med opblæst sejl
løftet sig fra havets bølger
jordens skælven og ørkners sandflugt.

Jublende begejstring lyder
da et Stringermissil 
rammer og lammer 
en fjendtlig milliardinvestering.

Roligt blinkende daler ildkuglen
kødstykker drysser i solnedgangen 
fredfyldt som de elskendes kys 
og grænseløse kærlighed til natur.

Fjorden bliver spejlblank igen
mens historien går til ro i en rus.
Uendelig er jordisk fred og 
kampen for at bevare den.

Fra digtsamlingen SNART BRISTER ALT

Min digtsamling skrevet i de første to måneder af russernes invasion er nu kommet fra trykkeren i Frankrig. 70 digte er der og lige så mange sider. Derfor er prisen lav kr. 185.- (+ porto)

SLANGERNE

Denne by var din engang
nu er den slangefarm.
Hvor duft af friskbagt brød
bredte sig i morgensol
er der nu gift i sorte render.

De kom fra himlen
slangehvislende 
glatte spidse cylindre
som galdt det livet
at nå frem.

Spredt som vragdele
fra nedskudt helikopter
ligger lig på torvet
duften af død
lokker slanger til.