Dagbog

Er nået til vejs ende med revidering af hjemmesiden, udover de efterhånden mange bøger jeg har til salg, er der tilsidst brochurer og altså også en kalender.
Forsiden er min elskede gennem 30 år mor til vores fire børn.
Kalenderbilledet for maj måned - åh det var bare det bedste, det lykkedes, den første er på vej, og hun bliver så januars kalenderbillede.
 

Så er det idag, der er fernisering på en udstilling af en af de mest kreative kunstnere når det gælder om at udtrykke sig fotografisk. Et sprudlende temperament og gigantisk fantasi, jeg glæder mig til at se hendes sidste værker og har aftalt, jeg kommer forbi en anden dag, hvor der er tid til at snakke.
Matthæusgade 21 i København. Klokken 12-17. Louis Moon: Off the Wall.

Benedikte har i kirken oplevet en åbenbaring, der gør hende i stand til at velsigne og skabe mirakler. Hver lørdag tilbyder hun på Facebook unge der vil velsignes om at komme ud i en lysning i skoven.

Med armene ud til siden og håndfladerne vendt mod himlen sidder Benedikte i græsset med lukkede øjne og ber en bøn. Omkring hende i en cirkel sidder de, der er kommet.
– Far i himlen, dit navn er helligt, dit rige skal komme og din vilje vil ske. Jeg ber dig fri os fra fristelsen og befri os fra det onde, for det har du magten til. Amen.
Så smiler hun og fortæller, hvad hun oplevede i kirken, alt om åbenbaringen, mens hun kigger hver enkelt i øjnene.
Sit billede af Madonnaen har hun stillet op ad en stor sten, selv sidder hun på et tæppe i sin hvide skjorte og nye lyserøde sneakers.
En ung mand bliver som den første bedt om at sætte sig over for hende. Hun lægger en hånd på hans hovede, tager hans hånd i sin, og så velsigner hun ham. Hun har ikke forberedt, hvad hun vil sige, det kommer bare, længe sidder de sådan, så får hånden et klem, og hun stryger blidt hans kind.
Også blinde Emil bliver velsignet, men beskeden til ham er, at han vil få synet tilbage. Indtrængende ber hun om, at det må ske, mens hun klemmer hans hånd kraftigt og længe. Hun mærker den besynderlige fornemmelse af fraværende vægtløshed, som er det en anden, der styrer hendes vilje, og Benedikte opfatter det som tegn på, at hendes bøn bliver hørt.
Også den følgende lørdag kommer Emil, men nu uden førerhund. Så sejlivet stolt er han, da han kigger Benedikte i øjnene og fortæller, at hun har givet ham synet tilbage. Benedikte smiler, giver Emil et knus og tænker det var, hvad hun mærkede, da hun velsignede ham.
I dag ber hun ikke, da hun velsigner Emil, om at noget må ske men takker for det, der skete.

Jeg var til korkoncert her til aften i Sct Johannes Kirke på Nørrebro, derfor er dagens tekst fra en novelle i bogen Omvej til Himmerig.

Min søn Bastian dør juleaftensdag 2022, og jeg skriver hver dag frem til bisættelsen 14.januar dagbog. 
Det bliver en novelle i samlingen Omvej til Himmerig

29.XII.2022 20'30
En kind så kold
med fingre stive
Det er Bastian der er død
Hans latter forstummet
hans omsorg hørt op
Et hjertestop fik vore hjerter til at briste

En sjæl på vej
fra den krop vi kendte
Det var Bastians bolig
i enogfyrre år
gav ham latter og liv
men også et anfald der tog det fra ham

Fra åndernes verden
ser han os nu
den Bastian vi mindes
Hans krop bliver til aske
men sjælen lever videre
Der er kærlighed i blikket han sender os

14.I.2023 22'30
Til lyden af sang
tænder vi lys
ved Bastians billede
Hans liv blev slukket
en rejse begyndt
men hans kærlighed beholder vi hos os

Kapellet er fuldt
af venner i sorg
og Bastians kære familie
Breve læses højt
og tårer bliver fældet
denne smukke uforglemmelige morgen

I en kiste pyntet
med blomster og bånd
bærer vi Bastian
ad skæbnens vej
før vi giver slip
Men mindet om ham slipper vi aldrig

Bastian bad mig se den film, han har filmet hans første spillefilm og vil gerne høre, hvad jeg synes om den. Straks jeg kom hjem fra biografen skrev jeg til ham:

Er lige kommet hjem efter en fantastisk forestilling, den simrer stadig i hovedet af mod og betydning, jeg er vildt imponeret af samarbedet mellem manuskript, instruktion og ikke mindst billedsiden. 
Hele tiden er den usigelige død med, det er så ærligt, at det gør ondt, sådan tackler vi døden i vores priviligerede gudsforladte civilisation. 
Alt set gennem en 16-17 årig piges tanker og sind, det er så stort at konceptet er stramt og gennemført kun en eneste gang siges ordet død, det er den ellers så tavse, hjælpeløse far der til morens fødselsdag siger: "jeg har kun levet rigtigt, fordi der var en, jeg ville dø for" Havde det været en film om ham havde det hele set anderledes ud. Hans største desperate handling er, at han forsøger at kvæle datterens forstående kedsomhed med en divas digitale skrigeri.
Din lyssætning er formidabel, starter forsigtigt med skiftende sol og skygge og lader gennemgående mørkt være mørkt, det virker så rigtigt ikke en eneste lyssætning afslører, at det her er en film. Autensiteten er i top, alt tror jeg på, også når du går provokerende tæt på døden. Den enlige hvide havestol, det enlige flag til fødselsdagen, landskabsmalerierne på væggen, den kolosale bakke op ad klinten, du strækker konceptet så langt, men ikke længere end at det virker. Irritationen over hendes ustandselige pulsen på en cigaret og den akavede afsked ved bussen, det er ikke filmen, jeg bliver sur på men døden i datteren, det manglende ord.
Der må da komme en forløsning, for præcis som i virkeligheden er døden noget indestænkt og ulmende, selv da der pludselig set fra trappen kommer et par fremmede hastigt med noget affald måske og røntgenblå blink er det så hemmelighedsfuldt som i virkeligheden, og først da jeg ser døren til hospitalet forstår jeg, det var ambulancens blink. At scenen er ulæselig er bare så rigtigt, for det er jo pigens sind og tanker du filmer - men jeg bliver belønnet, det var værd at vente på. moren dør. jeg ser dødsfaldet, blomsterne og vatpinden hun får duppet læberne med og kammen der reder hendes hår, sådan ser døden ud. 
Og så en hyldest til alle andre unge på efterskolen, at de er fremtiden, men også at de skal ikke være så sårbare, at de afviser naturens lov, at døden er del af livet.
Det er stort at komme hjem med.
Jeg vil gerne, hvis du vil, gå filmen igennem med dig klip for klip og give min reaktion. 
Så har du en ledning med HDMI og USB stik, så kan vi bladre den igennem på storskærm.

Nu håber jeg så det bliver til et nærsyn, når han kommer på besøg.

Fra Abrakadabra
Skuespil i 4 akter 42 scener. oktober 2022
Medvirkende: en pige på 4 år med rygsæk og hendes sovedyr en kanin med lange ører.

Scene 4
(Dag 2) Solen står højt på himlen og stråler rammer direkte ned i brønden, så dejlig varm bliver Bellis i kinderne. Lyset er så stærk, at det næsten gør ondt.

- Bellis?
- Ja
- Hvorfor er solskin varmt?
- Fordi det er lys
- Så lys er altid varmt?
- Ja
- Så er du et lys om natten
- Jeg varmer dig, men jeg lyser ikke
- Det ville jeg godt
- Være lysende?
- Lyse om natten som månen
- Hellere være sol
- Nå ja månen er jo ikke varm
- Så lyser jeg natten væk
- Jeg kan høre lys, kan du også?
- Nej lys siger ikke noget
- Solen synger, det kan du ikke høre?
- Nej det er fuglene
- Solen synger dig varm

Scene 5
(Dag 2) Hen mod aften får Bellis ondt i fødderne og Ninka næseblod. Og så begynder det at regne

- Bellis?
- Ja
- Min næse drypper
- Du er snottet
- Det er helt rødt
- Sikke noget
- Hvad er noget, er det godt?
- Nej det er galt. Noget er gået galt
- Smager underligt varmt
- Mine fødder sover, helt væk er de
- Lissom grød
- Hvordan vækker man fødder
- Du skal hoppe
- Handicap og helligdag
- Blodtud
- Slog du dig?
- Noget er gået galt, det drypper fra næsen
- Det hedder næseblod
- Det ved jeg da godt

Scene 6
(Dag 2) Der er snart ikke flere kiks og ikke mere saft, og da solen går ned, begynder det at blive koldt. Sultne og våde lægger Bellis og Ninka sig til at sove

- Ninka?
- Hmm..
- Sover du?
- Kan elefanter få næseblod?
- Er det noget du drømmer?
- Hvis de kan, så bløder de ud ad snablen
- Sugerør og hæfteplaster
- Så kan de male med blod, sjovt ikke?
- Det drypper, når du snakker
- Jeg kan ikke lide blod, det smager væmmeligt
- Mine fødder kom tilbage
- Du vågnede dem?
- De er helt urolige
- Kænguru og helsekost
- Sover når de skal hoppe og hopper når de skal sove
- Vil du varme mig? 
- Kom så skal jeg lyse på dig
- Ikke hoppe, bare putte

Fra Abrakadabra
Skuespil i 4 akter 42 scener. oktober 2022
Medvirkende: en pige på 4 år med rygsæk og hendes sovedyr en kanin med lange ører.

1. akt
Prolog
(Dag 1) Bellis er med sin kanin Ninka i rygsækken på vej i børnehave gennem et åbent landskab, da hun falder i et hul

Scene 1
(Dag 1) I en gammel udtørret brønd sidder Bellis og kaninen Ninka sammen. Over dem er en cirkelformet åbning med lys som varierer fra scene til scene alt efter tidspunkt på døgnet

– Bellis?
– Ja
– Hvad er det at blive fundet?
– Det er, hvis man er blevet væk, og nogen så finder dig
– Er jeg så blevet fundet?
– Ikke endnu
– Jamen du er her da?
– Ja, vi har fundet sammen, vi to
– Sammen og væk. Men Bellis, væk er det så lige her?
– Væk kan være mange steder
– Når jeg sover, er jeg væk, ikke?
– Det kan man godt sige, lige indtil du bliver vækket
– At blive fundet er at blive vækket
– Du er så klog, Ninka
– Jeg fryser
– Læg dig her så skal jeg varme dig
– Du er så sød, Bellis
– Ja

Scene 2
(Dag 1) Det er ved at blive nat, hvor de ligger tæt sammen Bellis og Ninka, og selvom de er både sultne og tørstige, falder de alligevel i søvn. Ud på natten bliver de vækket af en lyd, ikke kraftig men nok til at Bellis vågner og vækker Ninka. Begge kigger op i hullet, hvor lyden kommer fra, men kun stjernerne på himlen kan de se.

– Kommer der nogen? spørger Ninka
– Det var nok et dyr
– Jeg hørte skridt lissom fødder
– Fodtrin? Det tror jeg ikke, det var nok bare en gren
– Men også nogen der gik. Eller kom. Tror du vi bliver fundet?
– Ingen kan se om natten
– Månen er væk og vi er vækket
– En ræv sikkert
– Kan den se i mørke?
– Den kan lugte
– Hvordan lugter en ræv?
– Lissom kaniner
– Så lugter den godt
– Fryser du?
– Der var også en hund
– Jeg skal nok vække dig, hvis vi bliver fundet
– Bellis?
– Ja, Ninka
– Jeg elsker dig

Scene 3
(Dag 2) Morgenen kommer, lysere og lysere bliver det med morgendug og tåge, Ninka er den første der vågner. Han tager en kiks i rygsækken og en slurk af flasken, lægger sig på ryggen og kigger op i lyspletten over dem. Bellis strækker sig og sætter sig op

– Hvorfor har du ingen ører? spørger Ninka
– Det har jeg da
– Mine er længere, så jeg hører mere
– Ja Ninka, du hører bedre
– Du kan få et af mine, så hører vi lige godt
– Så ville jeg se underlig ud
– Du må godt få dem begge to
– Lange ører er kun til kaniner
– Hvorfor er jeg en kanin, Bellis?
– Fordi det var din far og mor
– De findes ikke
– Kan du høre fuglene synge?
– For de findes
– Og du findes for du kan høre dem
– Når nogen finder os, så bliver vi fundet, ikke Bellis?

Endelig nu brækker den
det blævrende lag i tanken
af rønnebærfarvet bærmask
krænger indmaden ud i sprækker

I en uge har den ligget død
på saften som en aflagt madras
en uddød fromage der igleagtig
klister til glasset

Jeg frygtede der aldrig vil ske noget men
så skete det.
Små klare perler
i kanten og nu
nu brækker den skumgummibræen
saften er begyndt
at prutte.
Endelig

Blopper og gylper og
bobler nu gærer
mosten der ædes
og drikkes og skides og tisses
alkohol oh alkohol hvor jeg glæder mig.
Beroligende som at ligge i arm
opmuntrende som solskin
fra morgenstunden

Festen gemmer du i styrken
alvoren i den bitre røn
du bærer livet i dig.
Men jeg må vente endnu syder
og bobler det kun
under bræens brækkende dække.

Engang i skolen hørte
jeg om en slave der druknede
i et kar med
rørsukkermask på
De dansk Vestindiske øer.
Det må have været ulækkert

Elskede du fyldte min sjæl med tillid og tro
kærlighed og begær, min krop med elskov.

Du skønne puppe med cocon af silketråd
morgen på morgen bag stribede gardiner.

På marken sprang nyudsatte kvier omkring
forårskåde forvirrede af hegnets elektriske stød.

Veltalenhed kvalte din stemme verbal belejring
trods rejste pallisader i søvnløs dynesnak.

Min elskede hellere accepterer jeg tavsheds
smerte end jeg igen forsøger at udrede silken.

Du var lyset der fik gnisten til at springe og
forklædt som den sårbare, tårer til at løbe.

En vinterdag som alle andre blev den stive
stolthed til hævn og bitterhed, opgør på vej.

Tillids ophør nærheds distance laset begær
din ryg fik vorter mine læber tørrede ud.

Tiden var kommet hvor puppen var klar
til at briste. Vores kærlighed var visnet bort.

Fra digtsamlingen Snart brister alt

vladims vicepræsident catherina har med sikkerhedsstyrker aftalt et kup. på den store dag efter hans tale til folket, skal det ske, alt er forberedt.

- god eftermiddag allesammen
enkelte tilråb
- et år er gået siden sidst og hvilket år terrorister fanatikere og fremmede har forsøgt at ødelægge hvad vi har bygget op forgæves alle er fanget og straffet og de sidste mennesker smidt ud
han holder en pause og venter på det bifald der ikke kommer. skyer er ved at trække sammen og dværgflodhesten kigger sig over skulderen for hvad gør han nu hvis det begynder at regne. 
- farmen en samlet nation stor og ren befriet for utøj og sygdom og farmen er folkets
flere tilråb man står tæt sammen lidt skræmmende for præsidenten så klemt de står
- i kæmpede og i vandt det gjorde vi også da vi sammen skabte et fælles rige som er vores hjem med velstand og tryghed 
buh råbene tager til enkelte løfter en knyttet pote
- det kan ingen kan tage fra os han bladrer om til næste side i talen men kommer uden at opdage det til at springe en side over 
- forbrydere og terrorister det takker jeg militæret for og mit trofaste sikkerhedskorps
råbene at han skal gå forstærkes det forvirrer ham 
- og de brave ungsocialister der kæmper for fred 
da vladim hører råbet - slagter peger han på en gruppe i mængden og råber 
- forsvind
så bryder larmen løs et kor af stemmer gentager hans - forsvind vladim virker forvirret forgæves vifter han hele pladsen ryddet. han råber det også - ryd pladsen og kigger på sikkerhedsvagterne men ingen reagerer. igen vifter han hele pladsen ryddet tager sit talepapir i hånden og forlader balkonen. bag døren står catherina med åbne arme roser ham for hans tale. men siger også mens hun hjælper ham på benene at han skal i sikkerhed hvis en opstand bryder ud og at der bag bygningen står en vogn parat der vil køre ham til et sikkert sted. - så skal vi nok få ro på gemytterne
to officerer står parat og hjælper den handlingslammede præsident ned ad trappen til bagdøren. folkemængden jubler og vifter med armene mens han bliver sat ind på passagersædet. ud ad vinduet ser han byens gader tomme forladte. 
- hvorhen? spørger han men de to officerer der er med ham reagerer ikke de skal lige tænke sig om. så spørger dværgflodhesten igen og får svaret 
- i sikkerhed

En halv time senere ligger præsidenten dræbt i en baggård, dømt og henrettet.

Fra roman under udarbejdelse HVOR SØD ER KÆRLIGHED

I romanen jeg skrev i sommer HVOR SØD ER KÆRLIGHED hvor grise og geder på hver deres farm har fået forstand og jaget menneskenes på flugt var jeg mere forudseende end jeg anede.
Her er udsnit af teksten:

grisefarmen havde siden revolten været socialistisk gedefarmen var demokratisk. på begge farme skulle der hvert fjerde år vælges repræsentanter til senat og duma men kun på gedefarm vælges en præsident. 
kandidaterne var donald en brovtende vædder med store ambitioner og catherina en veltalende søløve.  
donald svinede hende til på vælgermøder alt han kunne finde eller finde på af nedsættende optræden hos den langt mere forsigtige men ærlige kandidat. hvis hun på hvert vælgermøde skulle imødegå donalds anklager kunne hun ikke gøre andet og det var netop strategien. grove beskyldninger og indædt fjendskab var lige hvad donalds tilhængere ønskede. de var ikke interesseret i om noget var sandt eller løgn men om det var kedeligt eller spændende. hun var kompromisets kandidat donald en lederskikkelse. 

der er fuldt i laden vælgermødet er godt besøgt det er god underholdning uanset hvem der er hovedpersonen. først er det catherina der basker sig op ad trappen til scenen og vinker på sin hjertelige måde til sine tilhængere og det ser ud til at være de fleste. 
hun kalder donald for den lille and der rapper og får publikum til at le. 
donald er rasende men har en triumf i ærmet. i stedet for sin vanlige facon at spidde sin modstander opfører han sig som en fredens mand en kompromissøgende der vil gøre noget til alles bedste. 
- i alt for mange år har der været krig mellem de røde og de hvide nu skal krigen stoppe. 
fuldstændig tavshed fylder laden for det er en af grundpillerne i folks bevidsthed at - der er dem og der er os og vi hader hinanden. nu lancerer donald den store forbrødring hvor nationerne lægges sammen og vladim og han i fællesskab er præsidenter. 
- lad os lægge striden bag os og være solidariske i et rødhvidt fællesskab under ledelse af vladim og mig
tanken er fuldstændig ny nu er det ikke længere kun underholdning det lykkes donald at give valget substans. han forsikrer at det sker efter aftale med vladim en stemme på donald betyder en fælles farm under fælles ledelse og ikke delt i et rødt og hvidt. catherina står måbende tilbage kan dårligt tro hvad hun hører. diktatoren og demokraten fælles om at være præsident. kommunisme og demokrati i regionalt samarbejde. catherina er knust.
efter en uge bliver hendes meningsmåling bliver så elendig at hun mister modet og opgiver sit kandidatur. 

på valgdagen erklærer vladim undtagelsestilstand i begge farme og aflyser valget. 
- kollaboratører har infiltreret vores samfund de truer med at føre krigen ind i vores gader i jeres huse.
for at frelse sit folk fra katastrofen indføres et forsamlingsforbud og et udgangsforbud fra klokken 20 til klokken 7. den fornødne styrke vil sørge for ro og orden.
det kommende døgn bliver et utal af navngivne personer hentet i deres hjem og deporteret til en lade uden for byen. der går rygter om at også donald og hans hustru er afhentet. frygten breder sig.

Ja, donald bliver hentet og henrettet og hen mod slutningen af romanen også vladim. 

Stram sort stærk, inuuteq storch kom forbi med sin nye bog necromancer
Kameraet er sendt på farten i den grønlandske vinter for uledsaget at lave udsnit af vilkårlig eksistens. Tiden skæres i lige store helsides skiver, det er sjælen der fører kniven, skarp og famlende som er den på flugt. 
Brutaliteten er oprigtig, den mærkes som en isnende vind, selv huden bliver grynet kornet, forladtheden buldrer lydløst, helikopteren truer med at falde ned. Det er en fantastisk bog han har lavet, Inuuteq, endnu en dybt personlig bedrift.

Da jeg sidste sommer besøgte Rispebjerg Ringborg på Bornholm blev jeg inspireret til romanen Saga om Viltgudr. I romanens epilog får jeg at vide, hvad man ved på egnen om den gamle ånd.

Han tror stadig der er krig, og nu leger han så indpisker ved solnedgang. Han er såmænd ganske fredelig, gammel med langt hvidt hår og så støtter han sig til sin stav, når han går. Nogle gange tuder han i sit horn.
– Har du set ham?
– Ja da, han går sin faste rute hver nat, men gider ikke snakke, forsvinder hvis man går for tæt på. Hans krop er borte, så ikke enhver kan se ham. Man skal være modtagelig, din søn kan nok, for han har et åbent sind.
– Hvor gammel er han, ham Viltgudr?
– For spøgelser er alder ingen hindring, ånder og guder bliver aldrig ældre, end da de blev skabt. Viltgudr er en olding, da hans krop bliver lagt i graven, og den alder har sjælen beholdt. Viltgudr er sådan en sjæl, en spirituel energi, som ikke vil forlade stedet, hvor han hører til, eller holde op med at gøre, hvad han er bedst til.
– Hvordan ved du, hvad han hedder?
– Fra mund til mund i 5.000 år – Slet ikke noget skrevet ned? – Nej, nej ingen runer eller bogstaver fandtes, sproget var et talesprog. Men senere skriver man den ned, folkevisen om Viltgudr.

En grusam fiene en hæftig nat
på vættagan bâda i blod
dromla Viltgudr på volden rujnd
på volden dromla Viltgudr rujnd
ejnvær me våben griva han fat
sjæjnkja ham storkja âu mod

Natt blev te då kroppen til mujll
sjælen forlada ham som ånd
Viltgudr raisa i tiden rujnd
i tiden raisa Viltgudr rujnd
or i hans mujnn ble til gujll
storkja troen og fælles bån

Saga om Viltgudr

I kirken mindes hun de dage, hvor hun tog den dødes kolde slappe hånd i sin og glædede sig over, at det nu var slut. Endelig endnu en beboer havde fået fred.
Kun den der kender døden har mod til at lukke den ind.

En plejehjemsleder er sigtet for at have slået beboere ihjel, hun har været igennem flere års helvede, mistet sit job, sine venner sin mand og det hele er udokumenteret chikane. Men nu er hun endelig fri. Anklagen mod hende er trukket tilbage.
Alle oplysninger i novellen Under kirkebænken har jeg fra bogen, hun skrev det følgende år efter sin frifindelse. Alf er en fiktiv person, der hjælper hende under retssagen.

Novelle fra bogen Spirituale Miraculum fire fantastiske fortællinger. 2.udgave.

Gensynet er hjerteligt hvor har hun dog savnet sine piger og de hende. Lettelse over at være ude af fængslet er større end skuffelsen nu at være alene med sine piger. Sådan må det være.
– Vil du have besøg af din gorilla? Det er Alf der spørger, sprudlende glad for sejren. Og så forslår han, at hun skal skrive en bog om alt, hun er gået igennem.
– Jeg skal nok hjælpe dig, siger han og rækker ud efter sit glas.

Med hjælp af Alf og hans afsløringer, avisudklip og sprudlende energi skriver Helene en letlæst bog kronologisk om hele sagen, der strækker sig over hendes to år som leder af afdelingen. Alle misforståelser, chikane, politiets malplacerede beskyldninger, ransagning, holdning og adfærd i et rørende, personligt sprog ligger klar til at blive trykt. Der er ingen sag. Helene er uskyldig.
Erstatning for uberettiget fængsling sættes til 400.000 men med Alfs energiske protest bliver det forhøjet til 700.000 og hans trusel om en retssag mod EkstraBladet for injurier resulterer i et forlig på 100.000 kroner.
Ugen efter er der reception i anledning af bogens udgivelse. For pressen er det en tabersag, kun få fotografer og journalister er mødt op, men fuldt er der af folk, der vil ønske tillykke, købe hendes bog helst med signatur og en hilsen. Helene er blevet en kendis.
Medarbejderne fra plejehjemmet er kommet, både de, der hele tiden har vidst, hun var uskyldig og de der vidste hun ikke var. Pårørende til de gamle, hun hjalp med aktiv dødshjælp er kommet for at vise deres taknemmelighed.

Midt i det hele får hun så øje på sin mand Albert, han er kommet for at sige tillykke men også spørge Helene, om hun kan tilgive ham og lade ham flytte hjem igen.

Brandtomt forkullet
en bamse flyder
i slukningens silende vand
blandt inderligt sjaskevådt undertøj 
og dyne med giraffer.
        Der er nok at se til denne morgen.

Krøllet metal lakken sprunget
glasskår knirkende skarpe
og oplagt duft af benzin
hverdagskatastrofe
på hadets motortrafikvej.
        Der er nok at se til denne morgen.

En kvinden på fortorvet
på vej til banken
med forvredne arme
silende blod på marmortrin
som smidt eller sprunget i døden.
        Der er nok at se til denne morgen.

Med håret i flammer
forlænges dagen 
umærkeligt med nogle sekunder
asken varmer som altid
men ingen strandvasker idag.
        Sådan kommer de forpinte tilbage.

En køter giver hals
vrider sig på krogen
mens snigskytten sigter 
efter nødvendig udslettelse
også en hamster er buret inde.
        Sådan kommer de forpinte tilbage.

Tårevædet teenage gymnast
forventet nedsmeltning
hvad er forkert ved at være sten?
sige livet farvel og igen blive grundstof 
i dødens karussel.
        Sådan kommer de forpinte tilbage.

Fra digtsamlingen Snart brister alt. Spøgelsesbilist

En dag så jeg et luftskib. Vi stod parat i haven mor havde sin kikkert med en lille teaterkikkert for det var det første luftskib i Danmark og jeg var begyndt at få bryster så mor tog mig med til lægen hun var nok bange for jeg var en pige for min kusine var født med testikler og blev opereret som spæd så hun kunne ikke få børn og døde da hun var kun 23 hun boede i vejle og da jeg besøgte dem med farfar som forærede mig togbilletten gav han mig en lussing fordi jeg hele tiden gik for tæt på dørene når der blev fløjtet men farmor hun slog mig kun en gang fordi jeg klappede hende i numsen da hun skiftede til badetøj det var i deres private gryde i klitterne Lisebo stod der på skiltet så vidste man det var deres private gryde og Lise var deres datter og altså min tante hun boede i Norge og det var på et besøg hos hende at farfar døde han var lektor og da han hørte jeg havde lavet ballade hos en vikar og blevet sendt ned på kontoret hvor rektor gav mig en lussing så gav han mig også en lussing fordi vi var i familie. En huskekage.
Dem huskede jeg de lussinger jeg fik glemte dem aldrig og jeg glemte aldrig hvem jeg fik dem af nej tilgive har jeg aldrig kunnet. Tilgivelse og forsoning det er bare ikke mig. 
Henning Enoksen var centerforward på landsholdet men det var målmanden Per Henriksen der skulle komme en dag i Lyngby Boldklub og skrive autografer. Jeg havde købt en autografbog hos boghandleren og Per Henriksens autograf sjovt ord autograf var den eneste jeg nogen sinde fik. De andre drenge i klubben spillede på hold men jeg blev aldrig god nok fordi jeg var bange for bolden. Men Peter Kauffeldt spillede på hold og han spillede kamp hver søndag. Jeg kom til træning tirsdag efter skole og havde fået både fodboldstøvler og klubtrøje blå med hvid krave men ikke benskinner som Peter Kauffeldt. Han drømte om at blive den ny Tommy Troelsen som spillede på Ungdomslandsholdet allerede som 16-årig. 
Finalen i Wimbledon blev transmiteret i radioen det var så spændende Forhånd Nielsen baghånd Trabert forhånd Nielsen

Fra Levet og levnet digt om erindring

REJSEN TIL HEKKENFELD er udgivet og kan købes, BUNDET TIL MASTEN er færdig og sendt til trykkeri, den tredje er stadig i redaktionsfasen, men jeg skulle bruge en titel, og den fandt jeg idag, sammen med et cover som matcher de andre i serien, så den kom til at hedde HVOR SØD ER KÆRLIGHED.
Jeg fandt gravuren, hvor jeg fandt de andre på Riijksmuseum i Holland som har en overdådig masse gamle tryk, det her er fra starten af 1600-tallet, en satire på tidens mode, det passer perfekt til min roman om dyrene, der har taget magten fra menneskene, og lige så langsomt gør alt for at blive menneskelige, gå på to ben og klæde sig moderne og herskabeligt.
Jeg håber at være færdig med  HVOR SØD ER KÆRLIGHED, når jeg til maj skal præsentere min samling af romaner på Danmarks smukkeste litteratur-festival.

Nøgne går de omkring i mørke
og fortrænger deres handicap.
Træder på fugleunger
skubbet ud af reden
af en forvokset snylter.

Mus piler rundt mellem fødder
på flugt fra ugler med natsyn.
En hjertestarter på gågaden virker ikke.
Nærpoliti i skjorteærmer
bliver kaldt over radioen.

Fra en forbikørende bil
blev der affyret et skud
mod boghandlerens butiksvindue.
Kuglen satte sig fast i
Tolstoys Erindringer.

Fra digtsamlingen Snart brister Alt

Med Sandheden som mentor er jeg på rejse rundt i verden til eventyrlige steder, hvor jeg oplever menneskenes evige længsel og historiens drama.

Om ungdommeligt mod på jagt efter sandhed i mylderet af indbildning og løgne. Om det vi tror, og det vi bilder os ind at vide. Fortalt med en glubende appetit på livet med vid og kærlighed og et glimt i øjet.

En intens og dramatisk beretning, hvor stadig flere personer slutter sig til os undervejs, på flugt fra sorg, svigt eller skam er de indstillet på at se fremad, opsøge eventyret og finde en vej.

Donald med Porsche og arvesynd, Ida med ømhed og omsorg, Illiane der forsker i tid, Niallan der lytter til planter, Gerhart der har mistet sin søn og Stephen på spøgelsesjagt. Men jeg møder også unge oprørte aboriginere, Jim og Jane der kaprer et fly og gospelsangeren Sally, hvis oldefar blev solgt som slave.

Sandheden, en ånd i menneskeskikkelse øser af sin åndelige viden, og det er ikke kun sandheden, jeg finder på den årelange rejse, jeg finder også mig selv.

En rejse i verden og i sindet med en åndelig guide. Til ishotel nord for polarcirklen, universitet i Caribien, jamborette i Australien, børnehospital i Bucharest og blandt spøgelser på et slot i Skotland.

Tør du se sandheden i øjnene, så tag med mig på min rejse, en odysse til eventyrlige steder, mød vidunderlige personer kærlige, varme karakterer og lad dig smitte af deres lyst til at opleve med mig og min mentor Sandheden, det forunderlige vi møder, skæbner og mirakler.

Lokkes du af sandheds sang men frygter en grusom straf, så lad dig binde til masten, når du sejler forbi.

En morgenbobbel
så søndagslun
birkesfeber med pulverfløde
hængelås på stressbutikken
ingen forløjede motiver
eller ugler under dynen.

Tømt er skraldespand
skældsord arkiveret
rod bliver til skønhed
vindueskarmen sveder
nu skal der nydes
et velsignet stænk af evighed.

Søjler af granit
mergelgrav med gedder
stien på diget er tornet og smal
slagmarken uvederhæftig.
Kakaobønner og Buddavisit
skal vi synge en sang eller bare kysse?

Fra digtsamlingen Snart brister alt

– Hør her, tiden findes ikke.
En forpustet Illiane står i døren til mit kammer, kan ikke vente med at give mig sin nyeste opfindelse, eller opfindelse er det ikke men erkendelse og teori.
– Tid er noget vi skaber for at forstå begrebet. Sandhedens mening om nuet har givet mig en vision. Nuet er sandhed, siger han, men nuet findes ikke. Det er uden dimension har ingen udstrækning, enten er tiden før eller efter, i vores verden kan du ikke befinde dig i nuet. Et ur har udstrækning, der går sekunder på et minut, men nuet er et klokkeslet, man kan ikke, som Sandheden gør lægge det ene nu efter det andet og dermed give tiden en længde, det er for vildt, at uanset hvor mange klokkeslet du lægger over hinanden, bliver det aldrig større end et enkelt. Tid findes ikke, det er en menneskelig angivelse, der skal få os til at forstå. Et tal et punkt en position, intet af det findes. Tid findes ikke uden mennesket, det er vores opfindelse, vildt, ikke?
– Så tiden går ikke?
– Nej, det er os, der går, tiden står stille. Lidt ligesom solens gang på himlen. Når vi giver tiden en udstrækning, så vil mange placeringer i rækkefølge se ud som en bevægelse, det kalder vi at gå. Vi siger tiden går, det er så vildt. Sandheden giver tiden et rum, den ikke har. Kun sådan kan han synliggøre og forklare den, og det er netop det, tid er, menneskets forklaring af noget ikke eksisterende.

Det er lige voldsomt nok her på morgenstunden stadig under dynen.
– Fremtid og fortid har udstrækning før og efter nuet, som er en position. Og så er det, vi finder på noget, der forklarer tidens gang. Vi hænger dem sammen, lutter øjeblikke på en linje i rigtig rækkefølge, så gør vi tiden levende, vi giver den udstrækning og fart, men det er os, der gør det, ikke tiden. Og så kommer det helt vildt spændende, om der findes andre måder end den menneskelige til at opfatte tid. Lidt ligesom farver, vi ser dem kun som i en regnbue rød gul blå, mens nogle insekter ser dem som violet og infrarød, vildt hvis også farverne er menneskets opfindelse for at forstå.

Fra romanen Bundet til Masten.
Illiane er studerende ved Sct.George University, Grenada, hun forsker i tid.
Sandheden er min åndelige mentor.

I romanen der som arbejdstitel hedder Farmen har dyrene gjort oprør og dræbt eller tvunget menneskene på flugt.
Arne og Karla er endt i en grotte sydpå med andre flygtninge, men nu er alle døde undtagen Arn

Dorine på 5 år har oplevet et spøgelse, der lokker hende ned i kælderen, hvor Stephen sidder klar med sin båndoptager for at optage lyd til en montage om spøgeriet på slottet.
Sir John er slottets oprindelige ejer. Rose er Dorines pindsvin.
Teksten beskriver Stephens arbejde med redigeringen af sin radiomontage.

Langt om længe hører man en stemme, det er Illiane, der lyder skrøbelig nervøs – SIR JOHN, ER DET DIG? Så stilhed. Man aner hendes åndedræt. At Stephen tysser på begge piger, klipper han ud, der skal være pause til døren går op. En barnestemme helt tæt, rolig observerende – HAN GIK IND HER.
– HVEM?
– MANDEN. HAN SAGDE, JEG SKULLE FØLGE MED, OG SÅ GIK HAN IND HER.
Kontrasten mellem spænding og afklaring øger mystikken, det er en vild god sekvens, Stephen er meget bevidst om pausernes længde og rummets ekko – så fedt.
– HVORDAN SÅ HAN UD? Det er Illianes nervøst dirrende stemme.
– DET VED JEG IKKE, JEG SOV JO.
Antiklimaks, lytteren bringes i tvivl, om det er drøm eller virkelighed, og det er præcis, hvad Stephen ønsker med sin montage. Findes der ånder, hvad skal vi tro?
– SÅ DET VAR NOGET DU DRØMTE?
Illianes stemme er roligere, det hele er fantasi og indbildning, det var bare en drøm, alt er normalt. Og så igen barnet, der ikke vil svare, men alligevel lyder bekymret – BARE ROSE IKKE KRAVLER UD, FOR JEG GLEMTE AT LUKKE DØREN.
En fantastisk optagelse i realtid, Stephen har fanget nuet.
Og så svagt, at det næsten ikke kan høres, lyden af en stemme en fremmed mand – KOM – – – VÆR IKKE BANGE.
Stephen har den lille stump lydbånd, ca. en meter i flere versioner overspillet i stigende lydstyrke sat i rækkefølge så man tilsidst hører tydeligt på en bund af grov, skrattende atmosfære den gentagne optagelse, det er episodens clou, beviset at det er et spøgelse, vi hører i en dokumentarisk liveoptagelse, i lytternes bevidsthed skal det være Sir Johns genfærd. Og så pludseligt en serie af høje lyde, døren der åbnes, kvinden der råber – DU SKAL IKKE GÅ ALENE. Så tumultagtige fodtrin på stentrappe og barnestemmen
– HAN STOD LIGE DER.
Det er lydmontage, når det er bedst.
Sekvensen er på fire minutter, hver udsendelse skal være 35 minutter. Idag har han redigeret otte. Det vil tage en måned at færdigredigere alle seks udsendelser, det har han meddelt BBC-Scotland, som har programsat serien med en ugentlig udsendelse fra midt november til nytår.

Fra romanen Bundet til Masten som er klar til at blive trykt.

75 og det tynder ud på bænken, flere og flere omkring dig er gået bort, nej sludder de er lagt i kisten, i graven og kremeret, altså de er døde, så mærkeligt at hele befolkningen nu er yngre end dig.
Den tid hvor du følte dig mindreårig og så op til de ældre er slut, nu er alle yngre, verden styres af forvoksede børn, ikke underligt det kører ad Pommeren til, men det er ikke dit ansvar. Du har lov at ryste opgivende på hovedet og ikke bekymre dig om fremtiden.

Ja ja, snart 80 så må du gå forsigtigt, for du er blevet klodset med alderen, støder ofte ind i noget, snubler let og har altid sår på benene og skrammer i ansigtet, det hører med, at huden nemmere brister, og blodet drypper, du mærker det ikke, og andre ser det før dig.
Omsorg – omsorg dine børn behandler dig som et spædbarn, når de opdager du har fået en skramme men tag dig ikke af det, det er et instinktivt behov, de har at holde døden på afstand og til det sidste holde fast ved livet. Deres eget og dit. Tilgiv dem deres forlorne komplimenter og floskelfraser om hvor ung, du ser ud og hvor gammel, du skal blive, forsøg ikke at belære dem om alderdommens hemmelighed, at livet aldrig har været bedre, at du nu endelig er fri.

90, så kan du skimte kirkegården, men døden er du ikke bange for. Du har det kanon, ser skidt, hører dårligt, har rynker og er hvidhåret, skrammer og skavanker, men aldrig været så glad for livet som nu. Penge er til for at blive brugt, livet for at blive levet. Hver dag er en guds gave, du er et skarn, hvis du ikke bruger den, som var den din sidste.

Fra kronik Med Alderen

En hel almindelig reaktion ved synet af dette fotografi er:
– Hvor frygteligt, hvor har du dog fundet det?
Og det er helt rigtigt, at det præparat giver anledning til frygt. Ikke kun gravide og kommende forældre men alle fyldes med afsky for dette misfoster, ikke underligt at præparatet gemmes i kælderen under Medicinsk Museion, og kun blev udlånt til Nationalmuseet fordi de forberedte en udstilling om sundhed, hvor jeg så fandt det.
Når billedet af fosteret med to hoveder, to arme og fire ben er med på min udstilling, er det for at bryde et tabu. I vores kultur er naturens luner, misfostre, ikke noget man taler om.
Landsforeningen Downs Syndrom finder det skræmmende, at stort set alle fostre, der viser sig at have en kromosomafvigelse bliver til aborter. Pinlige aborter.
Kulturen lægger låg på det, vi frygter.

Fra tale holdt ved åbningen af udstillingen.

Hendes kærlighed er så stor, at hun ikke kan rumme den.
Og det er lige her, du sidder, da det sker?
På denne bænk, ja. En novemberaften vandet er koldt men stille, brunt, grumset og dybt, bunden er blød, så hun synker i. Hendes lange, hvide natkjole flyder på vandet, hun bliver en blomst, den smukkeste, tilsidst er der kun kjolen som kronblade omkring hendes lange hår, langsom forsvinder det, og en ring af bølger vinker hende farvel, det er så smukt, som vandet tager imod hende og synger for hende, en sidste vemodig sang.
Hvordan kan du dog lade det ske, hun er jo din datter og bare 19 år?
Rose er ikke som andre, hendes kærlighed ikke omsorg eller elskov den har guddommelig karakter, for Rose er det at elske, at blive et med, ikke blot forenet men smeltet sammen. Som sædcelle og æg bliver til et, sådan er hendes kærlighed, hun smelter sammen med det, hun elsker.
Som helt lille blander hun blod med sin hjerteveninde, deres blod skal være fælles, så meget elsker hun veninden. Fælles blod, fælles smerte det giver hende tryghed, det er når hendes kærlighed bliver fuldbragt, at Rose lever.
I frostklare nætter sidder hun ude på terrassen og elsker stjernerne, så de bliver hende, og hun en stjerne
Og det er koldt?
Jeg pakker hende ind, hun skal ikke fryse, men det er ikke noget, hun ber om, for at mærke smerte er for Rose at mærke sin krop, så ved hun, at hun findes.

Fra romanen Saga om Viltgudr

Trods sin høje alder holder Viltgudr døden på afstand, alle frygter dagen, hvor en ny skal afløse ham overtage hans job og horn uden at have de samme evner.

På dage hvor han føler sig træt af livet, vandrer han ud i ensomheden i den tro, at dagen er kommet, hvor han skal dø. Endnu en dag går han den lange vej til klippeknolden i nord, sætter sig mellem eng og græssende får klar til at sjælen skal skilles fra kroppen og fare til himmels, men også denne dag forgæves. Hans hud er rynket, tænderne løse, med lange hvide hår ud af ørerne går han med sin stav tilbage til Rispebjerg, bliver han sulten undervejs, er der altid en bygd, der byder ham velkommen, hans store viden og erfaring er kendt overalt på øen, mange historier går, om hvordan han med sin rolige, dybe stemme helbreder uhelbredelige, jo Viltgudr er mere end et almindeligt menneske, han kan skabe mirakler. Men nu er det så ved at være slut, han siger aldrig farvel, når han går, vil bare en dag ikke vende hjem.

Viltgudr kan stadig sige, hvad han tænker, men hører dårligt og kan ikke føre en samtale. Han føler sig gammel, isoleret og tilovers, synes det er en passende måde at forlade denne verden på, bare en dag at blive væk. Ingen skal savne ham eller lede efter ham, men dagen lader vente på sig.

– Vi har så meget brug for dig, tænk, hvis der kommer endnu et stormløb, hvem skal så give tvivlerne håb og de kæmpende mod? En måned senere går Viltgudr igen til klippen i nord og lægger sig til hvile på engen blandt får og geder. Han beder til guderne om at måtte dø, og endelig får han sin vilje på den betingelse, at han som ånd vil gøre, hvad han har gjort som menneske, givet de kæmpende troen på, at de kan. Til evig tid.

– Det var længe.

– Ikke i vores verden, 5.000 år er et knips med fingrene.

Og sådan finder de ham liggende livløs på engen mellem græssende dyr. Mæt af dage har Viltgudr lovet til evig tid at opildne tvivlere og give mennesker mod. 

Fra romanen Saga om Viltgudr

ET BILLEDE

Min hånd er i billedet, jeg berører en busk, det er billedet af en busk, der bliver berørt af min hånd. med let spredte fingre glider hånden ned over billedet af busken, den er grøn sommergrøn på en solstille dag med skyer på himlen, spredte hvide strejf. jeg berører busken kæler for den, som var den en kat i sofaen, der nyder at blive kløet i nakken og derfor begynder at spinde, jo det er som om busken spinder af nydelse, da jeg kæler for den i billedet.
Det er billedet af en busk, der nyder at blive berørt, og det er mig, der rører ved billedet, så glat det er, glossy 9×13 klar til at blive sat i album, det smukkeste minde om en dejlig dag. den himmel, den husker jeg, og skyerne så lette, men hvorfor min hånd kom med på billedet, husker jeg ikke, det er som rører den busken, men det gør den ikke. den snarere viser vej – velkommen til busken, du må godt røre den! og himlen må du røre, den ultramarinblå himmel med strejf af hvide, højtliggende skyer på kryds og tværs i billedet, som ved de ikke, hvor de skal hen.
Og Inger, min elskede, hun er ikke med på billedet, men hun var der, og jeg rørte hende. og hun nød det. busken var der og himlen, og jeg holder hånden op, som peger jeg på busken og siger til Inger – velkommen til busken du må godt røre den! men håber hun vil røre ved mig. det var en dejlig sommer, hendes sidste, men billedet har jeg af busken under den blå himmel med de drivende skyer og min hånd, der kæler for billedet. det sidste af Inger.

Fra 52 BILLEDER

Det er noget af det vildeste jeg har læst. Ved ikke engang hvilken kategori man skal putte det, der er ikke digte, essays, scener, roman eller noveller, det er helt sin helt egen form.
Både billeder, ultra kompakte romaner og billedpædagogik. Både konkret og fantasifuldt.
Absalon Kirkeby

Oppefra set oppefra er det indlysende enkelt
som blikstille vand der spejler så tidløs
en skyfri himmel beroligende fjern.

Overflødige druknes i spildevandstanke
mens uvidende kysses i smug
af tidligere studenterkammerater.

Oppefra oppefra bliver giganter til myrer
flagermus sværmer blinde i natten
Gretha Thunberg får øje på endnu en dag.

Rundstykker med tandsmør rabarbermarmelade
stilheden klukker ved rælingen styrbords
fisk accepterer at blive fanget for sjov.

Og der den grimme ælling på vej over gaden
mens blinde passagerer kigger væk
gaber og fortærer hvad der lander på tungen.

Lukker ørerne for rygter om tidens forfald
meningsvogtere i ruinbyen dernede
protesterer og marcherer mod endlösung

Fra digtsamlingen Snart brister Alt

ranker af ribs
myriader af røde, saftspændte bær
der gemmer sig i busken og
plager om at blive plukket

var jeg ikke grådig, ville jeg
nyde hver ranke, forsigtigt
befri den fra grenen men ak,
jeg flår dem af, så saften driver
den ene håndfuld efter den anden
det ligner en blodig slagmark
hvor jeg har plukket

ranker af ribs
fuldendte saftfulde skabninger
så struttende af lyst og begær
se mig – spis mig – kalder de

jeg plukker og ribber og skyller
og nyder den surskarpe smag
koncentreret sommer, sådan
smager sundhed af selvplukket
jordskabt aroma, så fristende
nær uimodståelig kær så
surt og saftigt men hvorfor

byder de sig til de opblæste
dejligheder, finder sig i at
blive blended i min mave
og miste farve frisk og form

nå skidt, de gemmer nok
en hemmelighed, de drilske
forførende bær som alle
andre skønne skabninger,
der fristende lokker mig til
og lader sig fortære for igen en dag
at blomstre på evighedens eng

Inspiration til afsnittet om Sandheden, Ida og mig på hospital i Bucharest. Fjerde og sidste korrektur.

Ude på gangen da jeg og tolken følger med Ida rundt, hører vi larm fra en stue, metal mod metal en hvæsende skratten som stillads i stormvejr det er fra stuen med de ældste, en dreng står op i sin tremmeseng og rusker i gitteret, så sengen støder ind i den næste, og rystelserne forplanter sig ned gennem rækken. Han ser vild ud i øjnene, desperat. Karseklippet i pyjamas, har svært ved at stå på benene, for hans fødder er skæve, vanskabte som hænderne og så råber han. Ikke skrig men brøl som et dyr der kalder. Ida sætter sig på hug foran ham og tager ham om kinderne hårdt. Begynder at synge. En godnatsang hun husker, den sang hendes mor, da hun skulle sove. Han prøver at puffe hendes hænder væk, virrer med hovedet men Ida insisterer, holder fast og bliver ved at synge. En magtkamp er igang mellem håbløshedens kalden og Idas omsorgstvang. Og Ida vinder.
Lydene stopper. I de andre senge har børn rejst sig for at se, hvad der sker, da Ida læner sig frem og lægger sine læber på drengens pande. Bliver stående sådan til han slipper grebet og sætter sig ned.
– Hvad hedder du? spørger hun.
Han svarer ikke, tårer løber ned ad hans kinder. Han hedder Radu siger tolken, vi har haft ham, siden han var tre år.
– Kommer han ud af sengen engang imellem?
– Vi tør ikke, nu han er blevet så stor, vi kan ikke styre ham.
– Hvad fejler han?
– Handicappet fra fødslen.
Ida tager ham under armene, løfter ham ud af tremmesengen og sætter sig på gulvet med ham på skødet. Da han læner sit hovede mod hendes bryst, får hun blanke øjne, det er kærligheden, der er kommet til Spital de Copii, og da vi mødes alle tre, bryder hun sammen, der er bare så mange ulykkelige, hun vil hjælpe.

FRYD FRYDENDAHL NY UDSTILLING IS THIS IT? – AN EXISTENTIAL SURVEY
GALLERY SADE LOS ANGELES CALIFORNIA 22.FEBRUAR — 16. MARTS 2025

Så fin en lyd
så blød en strand
så stor er himlen
ikke tavs bare stille.
Kridhvid kalksten
med enkelte pletter
af mælkehvid kål
strandkål må det være.

Og drivende på kanten
et trekantet sejl
der tegner linjen
mellem himmel og hav
så lydløst og tidløst
og usvigeligt præcist
glider det eller står stille
mens jeg og jorden drejer.

Og stemmerne leger
børn barnestemmer pjasken
mens mågerne finder en vind
der kan bære dem.
Så fin en hud så blød
og brun som venter
den på at mærke
min hånd der længes.

Så mild og lys
så blid uskyldig
i sensommer solens lange
snigende skygge.
Hånden rører, berører og
din hud tager imod, nu er
det tid at vende tilbage
til tiden og dig, fryser du?

Sommerfugl med antændte vinger
over morgenbordet
kys i døren og iskolde bilnøgler
på en bro gør en kvinde sig klar
til at springe
mens trafikken snegler sig afsted.

Solen blænder
brandtomt uden spindelvæv
tornespidse roser
glemmer helst gårdagens opgør
om forældremyndighed
de satans unger.

Hævnen i handskerummet
elskværdig overdosis
tilliden flyder i en blodpøl
af skamskudt stolthed.
Skydetelt og dagens ret
nu strammer slipseknuden.

Du kender det godt
koteletter på grillen
først forbrændt så forkullet
i en hæslig solnedgang
af metallisk slibestøv
hvilken lettelse.

Fra Snart brister alt

At ryge er voksent, så selvfølgelig begynder jeg at ryge. Til festerne er der flere der ryger, og en joint prøver jeg også. Helt skæv i hovedet bliver jeg, alting ændrer sig og bliver urkomisk, nu er det mig, der griner af de særeste ting, opfører mig underligt, bliver helt vild gavmild forærer ting væk, der slet ikke er mine, enhver grænse for hvad der er tilladt forsvinder, alt ansvar og forlegenhed intet er længere vigtigt, alt kun for sjov og latteren står på spring, for alt er grinagtigt.

Og tiden går langsomt, en time bliver til en lang aften, at ryge hash er som at blive voksen, en helt anden verden alting skifter farve og betydning, og efterhånden er det mig, man kommer til, når man skal købe hash, altid har jeg noget, og så giver jeg gerne kredit, hvis nogen vil vente med at betale, blot de overholder, hvad vi har aftalt. Og det gør de altid, det er aldrig nødvendig at vise dem kniven, alle stoler jeg på, og alle stoler på mig.

Men da Eske ikke betaler som aftalt og kommer med alle mulige dårlige undskyldninger og heller ikke betaler efter den nye aftale, vi laver, da bliver jeg sur. Men det er bare ikke mig at lægge mig under dynen længere, så jeg ber ham komme med efter skoletid, der er noget, jeg vil vise ham.

Og det gør jeg så, der på hjørnet hvor der ikke er nogen mennesker viser ham kniven, jeg har i tasken. Han tror ikke, jeg mener noget med det, og anklager mig for at have givet ham mindre end aftalt, og at det slet ikke var så godt, som jeg havde lovet og alt andet, så jeg tager kniven i hånden og holder den op i udstrakt arm, som Frandsen gør med mig, men Eske bliver ikke spor bange, tænker nok det bare er for sjov, så han begynder at grine, og så husker jeg ikke mere, før han ligger i en blodpøl med sitrende blå læber og øjne, der kigger hver sin vej, og en dame kommer forbi med sin hund, holder sig for munden, kigger anklagende på mig, bøjer sig over Eske og råber til mig, at jeg skal ringe efter en ambulance.

Det er som en film en thriller med mig som banditten, der er tæt på at blive afsløret, måske det er derfor, jeg stikker hende i ryggen, til hun falder sammen, bliver ved at stikke til hun er færdig med at spjætte og ligger ubevægelig oven på Eske, næsten komisk som de krammer hinanden i en blodpøl.

– Nu får jeg så aldrig de penge, tænker jeg, tørrer kniven af i damens nederdel, lægger den i rygsækken og går min vej.

Fra novellen Fri til hvad?
– om en virkelig ulykkelig hændelse. Fra novellesamlingen OMVEJ TIL HIMMERIG

Fra skabelsesberetningen Elskede Olga

Med et menneske ved roret, en gud i kassen og flaget, det lasede flag fra retfærdighedens dag vajende fra mastetoppen, sejler de afsted på denne Gods sidste dag hos menneskene mod den fjerne fremmede kyst, det blå land.
Vinden er god, himlen er klar med enkelte lette skyer, vandet roligt, strømmen fin, tavs sidder God i kassen og nyder bølgernes lette skvulpen, vindens friske pust, mens han langsomt vænner sig til den beslutning, han har taget.
Nu er der ingen vej tilbage.
– Det du sagde . . . spurgte Thor uden at tage blikket fra havet, det du sagde om godhed. Jamen, jeg kunne da godt tænke mig at være god.
God sagde ingenting. Kiggede tilbage mod landet de havde forladt, som en langstrakt bælgfrugt i kølige blågrønne nuancer klæbede det til horisonten, hytten kunne han ikke se længere, eller gården eller enkelte træer kun skov, ikke bakker kun et bulet landskab, der strakte sig fjernt til begge sider.
– Og jeg kunne da godt tænke mig at lære mine børn at være gode.
Han sagde det nærmest til sig selv, Thor, mens han skuede mod det fremmede landskab, der langsomt fik farve og groede til grønne bakker og tætte skove.
Stammerne knagede i rebene, som bandt dem sammen, vandets vuggen formede flåden, den var ikke fuldstændig stiv, kunne give sig i sammenføjningerne, gav efter for bølgerne. Vinden havde godt fat i sejlet, trak det afsted, så at mast og båd måtte følge med, og vandet småsvulpede ind over stammerne og gav med sin beskedne rastløse plasken vindens susen værdighed. Så lød Gods stemme pludselig fra fiskekassen, dyb og andagtsfuld, som var det selve blæretangen, der talte:
– Du skal bygge et skib. Du skal bygge et skib, hvor vandet ikke trænger ind, et skib, som bærer flere sejl, som sejler hurtigere og sikrere, og når du har sejlet med det så hurtigt, at sejlet er ved at flænge og rebene ved at sprænge, når du har sejlet det så hurtigt, som det kan sejle, så skal du bygge et nyt og bedre. Og når du ikke kan sejle bedre med det skib, da skal du bygge et nyt og bedre, og med det skal du sejle og sejle, nyde at sejle, thi den, der har lyst og arbejder, skal blive dygtig, og den, der er dygtig og arbejder, skal blive bedre.
Han holdt en kort pause, mens han så ud over vandet, som kiggede han efter et eller andet, så fortsatte han stille:
– Godhed er at kæmpe. Du skal kæmpe for retfærdighed, ikke den som står skrevet, men en større, den som var meningen, og som du føler i hjertet. Og du skal kæmpe for skønheden, ikke hvad andre kalder smukt eller dejligt, men den skønhed, som fylder dig med varme og som både er smuk og grusom og som er sandheden. – Ja, sandheden, Thor, sandheden skal du kæmpe for, hvis du vil være god.
Han kiggede Thor fortroligt i øjnene og Thor skævede til sejlet og smilede genert.
– Du skal kæmpe, du skal blive god, og du skal nyde at blive bedre, og den dag du selv er god, så god, at ingen anden er bedre, den dag du er den bedste, da er du det perfekte menneske, og det er kærlighed. Tro mig, jeg vil altid være i menneskene.
Thor smilede mod vinden, gav sejlet mere reb og drejede roret, så at vinden stod ret ind, og bølgerne skvulpede over dækket.
– Fuldkommen kærlighed.

Fra novellesamlingen Anna – og andre noveller

Der går han, døden, forbi også denne gang forbi. Standser ved en korsvej som ved han ikke, hvilken vej han skal vælge. Sort, ja han er sort, men jeg ser ham ikke, ikke længere. Men han er der, det ved jeg.
Nu sætter han síg er blevet træt måske af at skulle vælge og slå ihjeld. To piger i formiddags på vej på vejen, han sad i bilen, da den ramte, det må være hårdt, hårdt at være døden.
Tavs, ja han er tavs, så jeg hører ham ikke, ikke længere. Men jeg ved, han siger til, når tiden kommer, han kommer med tiden, det ved jeg.

Farfar stillede os op fætre og kusiner i solen ved gavlen den mindste til venstre, det var Kiersti, så kom Mikkel og Karen Marie, tolv var vi med høje Hanne helt til højre. Han ville måle tiden, Farfar, for han vidste godt, den ellers ville gå. Den ville med tiden gå, og så var det bare at få den standset i tide, inden vi var blevet lige høje og fået andre at holde ferie med.

Karen Marie døde, da hun var 23, det vidste vi godt, men først bagefter måtte vi sige det, det havde været meningen fra fødslen, at hun aldrig ville blive gammel, måske det var derfor, hun blev gemt væk.
Nu rejser han sig og går videre. Han har valgt en vej og har valgt rigtigt, det gør han altid vælger rigtigt, ingen dør uden døden, altid er han der sort og tavs aldrig i tvivl, næsten aldrig.

Jeg vidste det ikke, da jeg i Krakow på studietur om natten drømte, at jeg var på besøg hos Farmor, men hun var så mærkelig, talte ikke til mig, men gik bare helt forvirret rundt i stuen og kiggede ned i gulvet, knold i nakken den vanlige largo vippende mellem læberne og smudsige brilleglas, jeg turde ikke spørge, hvad der var galt, det var først, da jeg var kommet hjem ugen efter, jeg fik at vide, at Farfar var død netop den nat og nu lå begravet på familiegravstedet.

Der står han, døden, for enden, som venter han på mig. Der er kun den ene vej eller nærmest sti, og han har set mig, så jeg vender ikke om, men går videre, måler tiden med mine skridt. Kan godt regne ud, hvornår jeg når frem, da han pludselig vender sig og går videre. Sammen krydser vi nu klitter af hyben og marehalm, slugter med siv og mos, døden først, så mig i samme tempo men 100 meter senere. Eller 3 1/2 minut.

Der er lærke og vibe, så smukt de synger og en duft så dejlig, rosenduft, og et hav derude og kamille og revling så brusende, levende og evigt, igen og igen hvide striber og smagen af salt.
Det er, som om livet vil gøre sit yderste for at blive husket for det smukke. Og jeg nyder det. Med baskende vinger flyver de afsted, alle minderne, tilbage er kun turen på stien. Det er den mest intense oplevelse, tænk, at noget kan være så smukt og så rigtigt, blæsten, solen og buskene får stemmer og sandet synger, men der er stadig langt til døden.

Livet igennem var jeg så bange for at dø, tænkte, husker jeg, på at tage livet af mig for at slippe for at skulle dø. Jeg var så bange, fordi jeg ikke kunne se ham, men nu, hvor jeg følger efter ham, er jeg tryg, ja sådan skal det være, aldrig skal du slippe døden af syne, for så kommer angsten. Først for døden så for livet og så en dag står du ved en korsvej og skal vælge leve livet eller følge døden, men du ved ikke hvilken vej, der er den rigtige

Martin har købt ringene enkelte og glatte femten karat, kirketjeneren står parat med etuiet, hvori de ligger foret med kongeblå fløjl. To store stearinlys er tændt på alteret, et maleri af Jesus, der fra en bakketop velsigner hyrder, mødre med børn og disciple, helt stille er der på billedet og i kirken, så intens en stemning af højtid, da præsten siger
– Så tilspørger jeg dig, Erika Elise Holmsgaard tror du på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber, på Jesus Kristus hans enbårne søn født af Jomfru Maria undfanget ved Helligånden?
– Ja. Erika smiler til Martin, der er tydeligt bevæget.
– Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?
– Ja.
I samme øjeblik lyder et tordenbrag så højt og overrumplende, at menigheden kigger skrækslagen mod kirkens hvælvinger, hvor engle og dæmoner ved reformationen blev kalket over, men siden er fundet frem igen.
– Nu holder du dig væk, din Djævel.
Erika råber nærmest skriger, mens hun truer med knyttet hånd mod loftet. I det samme knækker benene under Martin sammen, præsten rækker ham hånden, og Erika bøjer sig over ham. Hvid i hovedet er han, øjnene stirrer tomt mod loftet, kirketjeneren holder fast på det åbne etui med ringene, forloveren styrter til, kan se den er helt gal, klapper Martin på kinderne, han er slap. Erika tager sig til hovedet skriger mod hvælvingen.
– Din Satan, der fik du mig.
Så græder hun højrøstet jamrende gråd, mens der bliver ringet efter en ambulance.
Vild panik. Folk myldrer op mod alteret for at se, hvad der er sket, går mod udgangen for at slippe væk eller de sidder som sammensnørede bylter for at trøste hinanden. Ingen ser den store sorte fugl sikkert en ravn flyve så kraftigt mod ruden øverst i korets høje vindue, at den falder baskende til jorden.

Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD

Et stort fakkeltog samler sig dagen efter foran den nedbrændte ruin, taler bliver holdt, hvor man behændigt undgår at sætte navn på den skyldige, selvom alle ved, hvem det er.
– Længe nok har vi fundet os i trolddoms terror.
Så bliver der jublet og sat ild til dukken, der skal forestille Ingrid.
Gammel og træt, Ingrid er mør. Hun har udført sit livs største projekt brændt kirken ned. Hendes forsvarer aner ikke, hvad hun skal gøre, for Ingrid har i sinde at tilstå.
Og det gør hun, fortæller i retten alt fra den dag hun sælger sin sjæl til Djævlen, til hun lader sit vand i døbefonden og spytter på altertavlen. Med behersket, rolig stemme, det hele skal med.
Dommeren tror ikke på alt det sludder med Djævel og trolddom, men tilståelsen af at have urineret i døbefonden og spyttet på altertavlen er en overtrædelse af straffeloven.
“Thi kendes for Ret: Tiltalte, der har forhånet et her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdom og gudsdyrkelse, vil blive straffet med forvaring på ubestemt tid.”
Prøver fra døbefonden viser spor af urin, så det er bevist at Ingrid taler sandt, og at hun derfor bliver retfærdigt dømt.
– Kællingen er gal. Sindsforvirret madamme. Heks der burde brændes på bålet.

Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD

Jo, han vidste det godt, at han lugtede, det var gået lidt stærkt her til morgen, så han nåede ikke et bad, og rent undertøj havde han ikke, så han holdt sig for sig selv og kiggede ingen i øjnene her på perronen, nej det var ikke lugten, han flygtede fra, det var lyden.
Hvorfor blive et sted, hvis lyden var dårlig, eller dårlig var den ikke bare forkert, den passede ham ikke, og derfor var han flygtet. Væk fra lyden i værelset, en høj og skinger som hvinende bremser og en dyb rusten som en lastbil i tomgang, mest om natten og altid kun når der var stille. Her på perronen med larm af mennesker og tog hørte han den ikke, eller den var der slet ikke, det var derfor, han var bange, Anton, bange for at den som alle de andre gange han var flygtet, var fulgt med. Toget skulle til Skive, så det ville han også til Skive eller mod Skive, han havde ikke bestemt sig for, hvor langt han skulle.
Anton satte sig med sin kuffert på et klapsæde i det åbne rum beregnet for personer med cykler og barnevogne, og lige over for ham sad en kvinde med en hånd på barnevognen, som var hun bange for, den skulle trille fra hende, selvom bremsen var slået til. Håret var uglet, hænderne rynkede, neglelakken afskallet, en slidt dynejakke og lang nederdel eller kjole, slidte sneakers, med mellemrum stak hun en hånd ind under kalechen og rettede på dynen, mens hun kiggede sig omkring. Opdagede at Anton holdt øje med hende og smilede svagt. Det var længe siden, nogen havde smilet til Anton, så han foldede hænderne og spurgte først, om det var en dreng eller pige. Så, hvor hun skulle hen.
– Til Skive, og du? Anton nikkede.
– Også jeg.
Hun så igen til sit barn og Anton ud ad vinduet, hvor tiden blæste liv i træerne og fik landskabet til at glide forbi, det var så beroligende at være på vej. Komme væk videre bare forbi, forbi, en besynderlig sikkerhed fyldte ham med lyst og mod. Rejsende gik til og fra, men ingen satte sig og ingen kiggede, når de gik gennem kupeen.
– Hvor gammel er hun?
– Hun sover, sagde kvinden og rettede på dynen. Anton mærkede, at hun ikke havde lyst til at snakke, men det havde han, og da han ikke havde noget interessant at fortælle, digtede han en historie om, at han lige var kommet hjem fra Afghanistan, hvor han havde været soldat, og hvordan det havde været at blive skudt på, og at det var en vejsidebombe, der havde givet ham en livsvarig høreskade og dræbt hans bedste ven.
Toget nåede Odense og kvinden lyttede tavs til Antons oplevelser, jo mere han fortalte jo mere levede han sig ind i fortællingen, hans liv som soldat gav mening, der var en mening med hans liv, stolthed en flig af stolthed ulmede, den kendte han ikke, den følelse.
– Og hvad med dig?
Kvinden smilede, rejste sig og gik mod toilettet i den næste vogn. Hun støttede sig til siderne i mellemgangen, hvor de to vogne var koblet sammen, for det rystede voldsomt.
– Jeg skal nok holde fast på den lille, sagde Anton og satte sig over på kvindens klapsæde. Hurtigt kom hun tilbage, Anton slap sit greb i barnevognen, satte sig over på sin plads og lod sig ikke mærke med, at der slet ikke var noget barn i barnevognen kun dyne og pude og en sut, det var hendes hemmelighed, nu havde de begge en hemmelighed.
En skjult drøm, som gav livet mening.

Fra Mørkets Melodi – et essay om syn og syner

Forsigtigt lægger hun sin hånd på hans bare ben, lægger den bare, det er svært at få sagt, det hele.
De sidder på bænken alene i det fjerneste hjørne, mens havnen syder af sommergæster og jazzmusik, længe har det været på vej, men hun nænner ikke at få ordene over sine læber, for han er jo så sød, og hun har virkelig elsket ham.
Det værste er, at han vil være så forstående, sådan er han, altid så forstående og nænsom.
Hun kigger ned i bænken og mærker, hvordan han lader blikket kærtegne hende, trøstende som altid, når hun bliver mut og stille.
Kunne han dog bare blive vred og ryste en tilståelse ud af hende, men sådan er han ikke, og han aner ikke, hvad der er sket.
Han siger ikke noget, men bevæger umærkeligt sit ben mod hendes hånd, så rækker hun ud efter smykket, han har om halsen og forsøger at fange hans blik: Nu skal det være!
Smykket har han gået med, lige siden hun gav ham det, nu holder hun det i hånden og kommer til at berøre hans nøgne bryst.
– Se! siger han og peger ud over havet, men hvorfor mærker han ikke noget.
– Ja, siger hun og drejer hovedet i den retning, han peger, men ser ingenting, fryser lidt. Smykket er varmt af solens stråler, men det føles som is, hun hader sig selv, sin krop, sin kulde, måske de stadig kan blive ved at ses, som venner.
Da han kigger på hende, slår hun blikket ned og tegner streger i sandet på bænken. Lister en ærtestor sten hen til revnen mellem brædderne, skubber den ned, men den sætter sig fast.
– Kom, siger han, rejser sig og tager hende som altid i hånden, og hun føler den skærende smerte af at blive delt i to, en krop der tager hans hånd og går med, og en hende, der elsker en anden.

Fra Mørkets Melodi – et essay om syn og syner

Fra romanen Saga om Viltgudr

Jeg besøger min mormor på plejehjemmet, men hun sover, så jeg snakker med kvinden ved siden af, for der er noget hun vil betro mig

Hun er så fin, fingre med små, bløde negle og fødderne, det kan De glæde Dem til unge mand, det er et mirakel, at sådan noget kravl kan blive skabt ved et uheld, ufatteligt men også vidunderligt. Hun er min førstefødte og bliver mit eneste barn. Men med den overstrømmende glæde kommer også tvivlen, om jeg nu magter det eller især, om jeg fortjener det.
Jo, det er tanken, at hun er for god og smuk og rigtig til mig. At hun er bedre tjent med at være andet end et uheld. Hun er ikke et ønskebarn, og det vil hun aldrig blive, uanset hvor meget jeg forguder hende og elsker hende, vil hun aldrig blive en, jeg har ønsket mig. Jeg tager hende i armene og går rundt med hende på skulderen frem og tilbage i lejligheden og fortæller igen og igen, at jeg elsker hende. Hendes bløde hud mod min kind, jeg kan stadig mærke den, så fugtig varm med en duft af mælk, jeg trygler hende om tilgivelse, men det kan hun jo ikke, kun to uger gammel intet aner hun om, hvad der er sket eller skal ske.
Hun er alt det, jeg gerne vil være fuldstændig ubekymret tilstede i nuet. Et bryst at sutte på, en dyne med bamser og en ren numse, det er hendes verden, uden tanke på hvad der er gået forud, og hvad der vil komme, en fuldstændig accept af sin krop, jeg er så misundelig, hun kan alt det, jeg har så svært ved, hun er indbegrebet af skønhed, og hvad er jeg?
Åh Herre Gud, hvor er mennesket dog stort, når det bliver født og mindre og mindre med tiden. Jo, jeg er misundelig på hendes selvsikkerhed. Det er, da jeg lægger hende i babysengen mæt og tør, at det kommer som et buldrende tordenvejr, sorte skyer med knitrende lyn. Jeg står yderst på ti-meter vippen og er så bange for at springe. Min elskede baby smiler til mig og basker med armene. Et sidste kys, mine tårer drypper hende i ansigtet.
Så kommer stemmen så grov og grusom, jeg ved det godt, at det må være djævlen – Gør det, du kan godt.
Hovedpude mod ansigtet presset hårdt til, armene falder ned, kroppen bliver slap, det må have været mig. Det er mig, men jeg husker det ikke. Jeg vil ikke huske, kun idag nu til dig, enhver anden tror, det er den ikke så sjældne vuggedød. Min forlovede er lettet, gift bliver vi heldigvis ikke, aldrig knytter mig til nogen andre end min elskede datter.

Det er Viltgudr der på dødslejet lovede, at han i al evighed ville give det tvivlende menneske troen på egne kræfter – Gør det du kan godt.

Fra romanen SAGA om VILTGUDR

Sit fine søndagstøj har Arnold på, i morgen skal han flyve og i aften sige farvel til sin kæreste Samantha, hun er den anden udlænding på tegnestuen kommer fra Schweiz, og finder kort efter sin ansættelse sammen med Arnold. Endnu et år skal hun arbejde for min far, vemodigt er det for Arnold at skulle sige farvel.
Da Samantha åbner døren er hun tårevædet, Arnold tror det skyldes, at de skal skilles, så han trøster hende med, at de sagtens kan ses jævnligt, selvom han bor i Berlin, men så banker hun med knyttede hænder i hans bryst. Arnold er høj og slank, hun mindre med et stort flagrende hår, løfter hovedet og ser ham i øjnene.
– Jeg er gravid. Og nu vil min mor have, jeg skal komme hjem og få det fjernet. Ja en abort.
I total vildrede siger han ikke noget, går ud på toilettet og taler til sit spejlbillede.
– Det er dit barn. Du er barnets far. Du har et ansvar.
Han bliver svimmel, må støtte sig til vasken, og så hører han en stemme, rungende fra loftet, grov og dyb – Gør det, du kan godt.
Han slipper hver en tanke, går ind til Samantha, lægger sig på knæ og rækker hende sin hånd.
– Samantha vil du gifte dig med mig, skabe en lykkelig familie med mig og vores barn?
Samantha tøver ikke men græder af glæde.
Maven vokser, Arnold flytter ind og sammen glæder de sig til fødslen af ikke et men to børn, scanningen viser at Samantha skal føde tvillinger. Hendes mor i Schweiz har droppet tanken om abort, i stedet presser hun på for at få Samantha hjem, når hun skal føde. Alt lover hun hende, men da det ikke er muligt at få Samantha overtalt, vælger moren at tage til København for at se sin datter i øjnene, når hun går sin mor på tværs.
En høj kvinde med rank ryg og hår tonet i kastaniebrunt, fingre med ringe og flere armbånd, en skjorte, lilla med hvide knapper og et silketørklæde fæstnet med et smykke, spidse sko med kun en smule høj hæl, nederdelen lang og mørk, det er Samanthas mor. Hun har lejet et værelse på d’Angleterre lige over for tegnestuen i Hovedvagtsgade og bedt Samantha om at komme.
Moren er reserveret men høflig, da både Samantha med stor mave og Arnold med velplejet skæg træder ind på værelsets lydløse tæppe. Hun giver hånd til dem begge og ber så Arnold om at forlade rummet, for hun vil gerne have en mor-til-datter snak, de to alene. Samantha med de store øjne og ængstelige blik nikker til Arnold, at han skal vente på gangen udenfor. Moren sætter sig, retter på nederdelen og gentager hvilken katastrofe, datterens beslutning er.
Vær sikker på, min pige, at dagen efter fødslen er han væk, og så skal du og børnene være i trygge hænder.
– Jamen Mor, vi gifter os.
– Nå så det er din arv, han er ude efter?

Viltgudr har ved sin død for 5000 år siden lovet at tilskynde mennesker i tvivl til at gøre det rigtige. Det gør han så i romanens mange episoder med ordene – Gør det, du kan godt.

Fra novellesamlingen Anna – og andre noveller

Det det bedste jeg ved, at kæmpe med Vesterhavets bølger ikke at jeg er spændt på udfaldet det er kampen mig mod brusende bølge der er fed. Jeg er som en gladiator nej nej ikke muskulær og veltrænet men krigerisk og sejrssikker. Endelig en værdig modstander som ikke flygter fordi jeg råber eller dukker sig når jeg langer ud. Jo jeg råber, håner, truer så at skummet sprøjter men den lader sig ikke skræmme, bølgen banker mig ind i brystet og fortsætter uanfægtet uden at se sig tilbage
– kom an. slå til hvis du tør
skriger jeg og håner den for dens langsommelighed
– kom an
og så brækker den lige foran mig og sender mig til tælling i en kaskade af buldrende skum. Men jeg er ikke slået ud, kommer på benene og truer den næste bølge med hævn, håner den for slaphed
– kom an hvis du tør
og det gør den så og jeg nyder at blive slået omkuld.
Det er ikke en leg det her, det er alvor, kampen er virkelig, bølgerne fysisk aggressive de er stærke uomgængelige, lader sig ikke dæmpe af mit skrydende råberi og de knyttede næver det er vildt provokerende at de ikke overhovedet lytter, stopper ikke op og overvejer hvordan de skal få mig ned med nakken men bare tromler hjernedødt det samme brusende attack igen og igen.
Og dog en enkelt bølge smyger sig udenom og jeg mobber den for at være en svækling, for så kun at blive mødt af en endnu større, vildere, insisterende med en sugende bug og hvidt på toppen som kaster mig baglæns og trækker mig afsted, hører jeg den hånligt hovere eller er det bare dens brusen der narrer mine ører fordi jeg har hovedet under vand. Den er kraftigere end de andre også under vandet, strømmen flår fødderne fra sandbunden som vil den trække mig ud på havet ud hvor jeg ikke kan bunde
– fanden ta’ dig
råber jeg og forbandet det ufine trick
– men du fik mig ikke
Puster mig op, gør brystkassen stor og spænder overarmens muskler, knytter næver og forsøger at holde balancen, men de næste er ikke så aggressive, uengageret puffer de til mig og jeg værdiger dem ikke et ord, de gør jo bare hvad der er deres natur.
Det samme gør jeg, det er den stærke jeg vil møde det er overmagten jeg vil kæmpe mod. Mod, ja det er det jeg vil, vise mod ikke vinde, ikke komme hjem med en sejr men med bevidsthed om at jeg turde.
Der kommer en igen en gigantisk duvende vildbasse med fråde og sug den tømmer næsten havet for vand, rammer bunden i sin cirkelformede hvirvel, en vandret tyfon der æder alt på sin vej og efterlader et kaos af grumset, skumklædt hav. Også mig, jeg kastes omkuld, spræller som en fisk på land, vandet er salt mere salt end ellers og ualmindelig grumset. Gisper efter luft, kom den ikke lidt for hurtigt.
To uger senere blev jeg meldt savnet af en slægtning, ikke fordi nogen savnede mig, men fordi man undrede sig over, hvor jeg blev af.

Fra novellesamlingen Anna og andre noveller

Anna sang i kor, hun nød at synge, havde en smuk stemme og en aften om ugen havde passet fint, men så var det koret skulle holde koncert i kirken, og præsten havde fået en operasanger til at øve med dem og han var altså ubehagelig, det gik helt galt. Mere og mere irriteret blev han, særligt på Anna fordi hun sang så højt, sprudlende og glad lød det, men det var slet ikke hvad han ville have og så gjorde han grin med hendes svingende armbevægelser og simulerede langrend på ski
– love is the key we must trust
sang han overdrevet følsomt og lagde en hånd på hendes mave og den anden på hendes bryst for at demonstrere hvordan vejrtrækningen skulle være
– truth is the flame the lesson we must learn. jamen forstår du hvad det betyder?
så en hånd på hendes kæbe for at få den til at slappe af, og kinderne klemte han og hele tiden var det noget nyt der skulle rettes, igen og igen skulle hun synge den samme linje
– love is the opening door
Utålmodigt forsøgte han at få hende til at lyde, som om hun mente det hun sang
– det er ikke munden der skal synge. det er dig
og så satte han pegefingeren på hendes pande, hun følte det som et elektrisk stød, tog så begge hendes hænder i sine og så på hende, han så på hende med et blik, som kiggede han lige igennem hende og fokuserede på et punkt derinde bagved og sagde så dæmpet, at ingen andre hørte det
– hvad er du bange for?
Fuldstændig stiv som forstenet blev Anna, kunne ikke engang trække hænderne til sig, men da hun mærkede øjnene blive fugtige og halsen snøre sig sammen så gik hun. Tog frakke og taske og med tårerne løbende gik hun ned gennem kirken ud væk og kom ikke igen heller ikke til koncerten.
Han var gået for vidt, operasangeren i sin berøring det havde grænset til det pinlige, som han havde opført sig. Sådan havde hun det, hendes blufærdighedsgrænse var overskredet og det var så det. Den sag skulle glemmes og det blev den så, glemt indtil nu alene på klipperne.
Gennemskuet, det var det hun var blevet, han havde gennemskuet hende, kigget ind bag forhænget og talt til den nøgne kvinde, det var derfor hun rystende chokeret var gået, fordi han havde talt til hendes nøgenhed og ikke til hende. Han havde set ikke hende men en bange nøgen kvinde derinde og hende havde han givet eksistens.
Hun fandtes

Tættere på livet og lykken kommer hun ikke, blodet løber lettere, med læberne smager hun, den er sød en anelse bitter, og hun kan høre den i koret af børnestemmer, og hun ser den i lyset, de bærer frem.
Lykken er at slippe smerte, finde sandheden og blive skabt på ny i troen. Hvor håbløshedens tårer tørres bort og den barmhjertige død lukkes ind, der findes lykken. Hårdest var det at bede om hjælp. At erkende bidende overmagt og lystens kollaps.
Helene mærker lykken som et brus af kærlighed, en velsignelse og hun føler det er Kristus, det er hans kærlighed, der guddommeligt løber i blodet og gør hende levende, det er som ser hun sig selv i et spejl og vil vide hvem, hun er. Hun ser det, og hun ved det, nu ved hun det.
Kun den der kender døden har mod til at lukke den ind.
De har samlet sig alle Luciabrude foran alteret, flammen de bærer lyser ansigterne op, og så synger de julen ind. Udenfor er det blevet aften, mørkt sjap. I læ ligger stadig gammel sne, våd og beskidt.

Sådan slutter fortællingen Under Kirkebænken fra 2.udgave af Spirituale Miraculum – fire fantastiske fortællinger og lægger sig tæt op ad virkelige begivenheder, hvor en leder af et plejehjem anklages for at have givet dødshjælp til beboere. Hun ender efter flere års mareridt med at blive frifundet.

I bogen Spirituale Miraculum – fire fantastiske fortællinger har jeg mellem hver fortælling et digt. Surrogatparaden er et af disse digte.

skiene smøres med testeron og armhulerne med laktose. surrogatparaden er igang.

fra en skyfri himmel tordner budskabet at holde sig indendøre for krigen er kommet og fjenden usynlig og luften giftig som den smukkeste vinterviol.

latrinerotik og viagramani tiden er den værste. når døren lukkes og låses. som madding på en krog spræller du kroppen til blods og vandet rødt som fluesvamp.

indendøre er i gladiatorarenaen kampen mellem eksistens og information. den stærkeste vinder taberen dør som en bundskrabers nølende hærværk.

fra øje til hjerne besked om det synlige. fra øre til fornuft information om det usynlige. fortællingen om indendørs lyksaligheder.

manglende løjpe disharmonisk inderlighed øverst på skibakken klar til nedtur. ruderne klistrede af tægers spyt så klaustrofobisk at være vidne til.

i kø står de uden pladsbillet. skæbneuvidende trosforladte testfrivillige indespærrede i informationsceller hvor lyset ikke kan slukkes.

kisteromantisk massedrab som grindehvaler i thorshavn. gladiator-værdighed i hånden på en fakkelbærer. isolationsromantisk nedfald.opkast.

forgiftningssporerne spredes som en sky af pollen. gå indendøre hold munden lukket kampen er tabt nej vundet nej udskudt.

sightseeing i en vindueskarm men blikket når kun til ruden og tægers ekskrementer. så kommer den bundskraberen som høster al vækst i en brandert.

desperationen det forgæves forhåbning den faske illusion og forløjede fortælling det skrabes væk og ender på forbrændingen udslettelses hjemstavn.

I guder hvor er den ensom vindueskarmen ikke en lyd ønske eller udsigt.verden er blevet en ruin et glemt Atlantis.

sildens druknedød og ørnens højdeskræk og menneskenes imaginære kamp mod en usynlig fjende indendøre. hvor stillede han skiene?

hvor sejlede de hen? til bunds omvendestrategisk populistisk animation. endnu en myre mast og en muldvarp gået i fælden.

deoderantperfektion. uret standser tiden går i stå ingen dør længere ingen lider det lykkedes at kvæle fjenden drukne silden og ydmyge de frelste.

det lykkedes kampen er forbi vindueskarmen gik i stå med tiden. tanken stoppede og legen og livet og støvboldens sporer undlod at bevæge sig.

alt var som før kun tiden blev der pillet ved. hvem kom med tidløsheden som ellers var forbeholdt stjernebilleder og galaksespiral?

Det er på en café, jeg kommer i snak med Illiane, hun forsker i tid. Som Gerhart er hun studerende ved universitetet men har fået lov at komme på laboratoriet i ferien, netop fordi det er tid, hun forsker i, og hendes langvarige forsøg tåler ingen pauser.
Hun har brune øjne, lakerede negle og en skønhedsplet på kinden, og så er hun stærkt optaget af det besynderlige fænomen, som er så uhåndgribeligt men umuligt at flygte fra.
– Tid er en konstruktion, noget vi bilder os ind, vildt ikke?
Jeg nyder hendes entusiasme, hun opdager og finder på, mens hun taler, det er noget andet end Sandhedens leksikale viden, hendes er levende.
Hun beskriver engageret med begge arme, hvad hendes forskning går ud på, og hvordan hun vil bevise sin teori – jeg har to lukkede rum, lige store det ene med hvide vægge loft og gulv, det andet med sorte, og så er der i hvert rum en tidsmåler altså et meget præcist ur, og så checker jeg, om de går lige hurtigt, altså om tiden hele tiden er ens i de to rum.
– Lyst og mørkt gør det en forskel?
– Når rummene er lukkede, er der altid mørkt, men så tænder jeg for lyset, så fotonerne i det hvide rum hvirvler omkring, men ikke i det sorte, og så aflæser jeg, om det påvirker tiden. Jeg kan også ændre på vægten, og mine forsøg viser, at tid afhænger af masse men ikke af lys. Vildt ikke?
– Går den hurtigere eller langsommere?
– Du skulle komme med på laboratoriet og se mine opstillinger, for tænk om vi kunne få tiden til at gå i stå eller gå baglæns, Illiane smitter med sin befriende hjertelige latter. 
– Mirakel?
– Når tid er en illusion, altså noget vi forestiller os, så er mirakler en mulighed. Vi kalder det overnaturligt, men det er altså bare en ændret forestilling, lyder det helt åndssvagt? 
Hendes brune øjne er fascinerende, blikket så fuldt af begejstring, jeg nyder Illianes selskab.
– Noget videnskaben har kæmpet med siden Einstein er begrebet uendelighed, det er så vildt, for tænk hvis tiden ikke er en linje uendelig i begge retninger, men en kugle altså en krummet flade, lige som jordens overflade, så uendelig er en evig gentagelse. Jordens overflade har ingen begyndelse og slutning ikke noget op og ned, hvis du begiver dig afsted, kan du gå i al evighed, din tid har ingen ende, fordi jorden ikke har nogen ende. Vildt, ikke?
Vi aftaler et tidspunkt, hvor jeg må komme og se hendes laboratorie, for det lyder spændende. Og så er hun så skøn at være sammen med, det er altså et dejligt sted, Gerhart har fundet til os.

Uddrag af romanen Bundet Til Masten som jeg er igang med at renskrive.

Og denne dag
først dynen så strømperne
og ruden med nattens regn
og en fugl på vej forbi
som så meget andet

Hvor bliver det af
det lys du drømte om?
den plet af lys i tågen
trækker gardinet for
for at undgå erkendelsens fiasko
at drømmen er nå ja
kun luftig som vindstille ørken

Ordet elsker blev opløst
i enkeltbogstaver
små sorte ligegyldige prikker
som glæde og leg og kærlighed
og hoveddøren og trappen
og dine trin

Forfængeligheden tabte du undervejs
mellem Netto og socialkontor
forventningsløs
uden hænder og krop
lader du benene
tage et skridt ad gangen
mens du prøver at huske
at kunne danse

Politik – nej tak. Penge – ja tak. Anastasia har siden hun var 14 vidst, hvad hun vil med livet. Det skal være sjovt. Og sjovt bliver det, en humørbombe på 19 der lever i nuet og aldrig er i tvivl, alt negativt er frastødende, det gider hun ikke, det gælder om at se godt ud og have mange venner, og det har hun. Både på Instagram og Tiktok hvor hendes provokerende, åbenhjertige videoer bliver set og kommenteret. 

Det handler om at se ud og se godt ud, og det gør Anastasia. Uanset hvad hun har på, springer personligheden i øjnene, hun er firstmover, kunstige negle med nail art, afbleget langt hår og læber med lipgloss. Enkelte tatoveringer med originale motiver på arme og hals, leggings og hotpants hun elsker kunstige vipper og nye bryster og foragter fortid og fattigdom. Fart på skal der være, snakker hurtigt og højt og er altid midtpunkt. En virkelig trampertøs.

Som ansat på Los Bandidos Bar i Moskva er hun vellidt, elsker stemningen og de mange udlændinge, det passer hende fint at tjene penge som afrydder og gå på bar om aftenen i sexede pomps med Chanel og Armani.

Nyt outfit hver aften hendes garderobe er luksuriøs, det meste er gaver fra mandlige bekendtskaber, hun møder på barerne, nyrige med Porsche og penge, aldrig savner hun invitationer til fest eller gavmilde venner. Livet er det, hun altid har ønsket sig, sjovt.

Så da Chanel følger Vestens sanktioner og lukker al handel med Rusland, bliver Anastasia vred. Hun føler sig helt urimelig trådt over tæerne, det er en skændsel uden lige, at netop hun, som elsker Chanels boutique skal straffes, det er så groft og grundløst. Altid har hun talt godt om Chanel, de har været næsten som veninder, alle de ideer til manicure og accessories de har delt, deres boykot er bare så illoyal, men hvad kan hun gøre? Hvad kan hun finde på? Tusind ideer falder ned fra himlen, men den hun vælger er i en video at klippe sin elskede Chanel håndtaske købt vintage for 7.000 € i stykker med en havesaks. En stor manuel hækkeklipper. Det er sjovt, og det virker. 

Fra romanen Langt væk er lige her om de første måneder i Ukrainekrigen.

Fra cockpittet ser han godt, Vladimir Vassiliev, at der med store bogstaver på pladsen foran og bag teatret står skrevet – Her er børn, men nægte en ordre kan han ikke, så mon ikke det bare er en krigslist, der skal dække over et amunitionslager eller militær forlægning. Det er det, han tænker, Vladimir da han slipper bomben som beordret.
Men netop denne dag er teatret fyldt af kvinder og børn, der advaret af hylende sirener søger beskyttelse, kælderen er fyldt men også salen, da bomben rammer. Et pletskud sprænger taget i luften og kvæster personerne under det.
Teatret hænger i laser, stilheden breder sig, støvet bider i sjælen og lungerne for at lægge sig som nyfalden sne på flænsede trapper og oprevne gulve, i håret på de levende, på kroppen af de døde. Overlevende kæmper sig fri af murbrokkers faretruende terror, først ugen efter bliver de døde talt. 300 af dem er børn.
På vejen hjem tænker Vladimir på sine egne børn Anya og Dima, mon ikke de savner ham og på sin elskede Marina, som har glemt at købe flødeskum. Hun har ellers tænkt sig idag at lave lagkage og kakao til pigerne. Når Vladimir er udsendt, og det er han for tiden, er hun alene om alt, og så skal pigerne forkæles.
Selvfølgelig er Marina ængstelig, han er jo jetpilot, og man kan aldrig vide. Men kun ængstelig, ikke bange, det ville han aldrig byde hende og pigerne at blive skudt ned eller taget til fange.
En ukrainsk soldat på marken i kamuflageuniform knappet op i halsen retter sigteskopet på sit skulderbårne stingermissil mod himlen. Følger en flok gæs på vej i formation over marken. Så fladt her er, så diset som er horisonten visket ud, og jorden blevet himmel. Marken er lys og tynd som luften, men gæssene tydelige, og så lyder de så livsbekræftende, vingeslagene, så musikalsk beroligende næsten hypnotisk, den smukkeste naturfilm ser han i sigteskopet, så strammer han grebet om sit våben og låser sig fast på det fly i det fjerne, kammeraterne peger mod. Vladimir på vej hjem.

Bogen Langt væk er lige her skrev jeg, som begivenhederne skete, den står idag på 86 biblioteker.