Dagbog

  • Busk der berører

    ET BILLEDE

    Min hånd er i billedet, jeg berører en busk, det er billedet af en busk, der bliver berørt af min hånd. med let spredte fingre glider hånden ned over billedet af busken, den er grøn sommergrøn på en solstille dag med skyer på himlen, spredte hvide strejf. jeg berører busken kæler for den, som var den en kat i sofaen, der nyder at blive kløet i nakken og derfor begynder at spinde, jo det er som om busken spinder af nydelse, da jeg kæler for den i billedet.
    Det er billedet af en busk, der nyder at blive berørt, og det er mig, der rører ved billedet, så glat det er, glossy 9×13 klar til at blive sat i album, det smukkeste minde om en dejlig dag. den himmel, den husker jeg, og skyerne så lette, men hvorfor min hånd kom med på billedet, husker jeg ikke, det er som rører den busken, men det gør den ikke. den snarere viser vej – velkommen til busken, du må godt røre den! og himlen må du røre, den ultramarinblå himmel med strejf af hvide, højtliggende skyer på kryds og tværs i billedet, som ved de ikke, hvor de skal hen.
    Og Inger, min elskede, hun er ikke med på billedet, men hun var der, og jeg rørte hende. og hun nød det. busken var der og himlen, og jeg holder hånden op, som peger jeg på busken og siger til Inger – velkommen til busken du må godt røre den! men håber hun vil røre ved mig. det var en dejlig sommer, hendes sidste, men billedet har jeg af busken under den blå himmel med de drivende skyer og min hånd, der kæler for billedet. det sidste af Inger.

    Fra 52 BILLEDER

    Det er noget af det vildeste jeg har læst. Ved ikke engang hvilken kategori man skal putte det, der er ikke digte, essays, scener, roman eller noveller, det er helt sin helt egen form.
    Både billeder, ultra kompakte romaner og billedpædagogik. Både konkret og fantasifuldt.
    Absalon Kirkeby

  • ENDLÖSUNG


    Oppefra set oppefra er det indlysende enkelt
    som blikstille vand der spejler så tidløs
    en skyfri himmel beroligende fjern.

    Overflødige druknes i spildevandstanke
    mens uvidende kysses i smug
    af tidligere studenterkammerater.

    Oppefra oppefra bliver giganter til myrer
    flagermus sværmer blinde i natten
    Gretha Thunberg får øje på endnu en dag.

    Rundstykker med tandsmør rabarbermarmelade
    stilheden klukker ved rælingen styrbords
    fisk accepterer at blive fanget for sjov.

    Og der den grimme ælling på vej over gaden
    mens blinde passagerer kigger væk
    gaber og fortærer hvad der lander på tungen.

    Lukker ørerne for rygter om tidens forfald
    meningsvogtere i ruinbyen dernede
    protesterer og marcherer mod endlösung

    Fra digtsamlingen Snart brister Alt

  • RANKER AF RIBS


    ranker af ribs
    myriader af røde, saftspændte bær
    der gemmer sig i busken og
    plager om at blive plukket

    var jeg ikke grådig, ville jeg
    nyde hver ranke, forsigtigt
    befri den fra grenen men ak,
    jeg flår dem af, så saften driver
    den ene håndfuld efter den anden
    det ligner en blodig slagmark
    hvor jeg har plukket

    ranker af ribs
    fuldendte saftfulde skabninger
    så struttende af lyst og begær
    se mig – spis mig – kalder de

    jeg plukker og ribber og skyller
    og nyder den surskarpe smag
    koncentreret sommer, sådan
    smager sundhed af selvplukket
    jordskabt aroma, så fristende
    nær uimodståelig kær så
    surt og saftigt men hvorfor

    byder de sig til de opblæste
    dejligheder, finder sig i at
    blive blended i min mave
    og miste farve frisk og form

    nå skidt, de gemmer nok
    en hemmelighed, de drilske
    forførende bær som alle
    andre skønne skabninger,
    der fristende lokker mig til
    og lader sig fortære for igen en dag
    at blomstre på evighedens eng

  • Spital de Copii

    Inspiration til afsnittet om Sandheden, Ida og mig på hospital i Bucharest. Fjerde og sidste korrektur.

    Ude på gangen da jeg og tolken følger med Ida rundt, hører vi larm fra en stue, metal mod metal en hvæsende skratten som stillads i stormvejr det er fra stuen med de ældste, en dreng står op i sin tremmeseng og rusker i gitteret, så sengen støder ind i den næste, og rystelserne forplanter sig ned gennem rækken. Han ser vild ud i øjnene, desperat. Karseklippet i pyjamas, har svært ved at stå på benene, for hans fødder er skæve, vanskabte som hænderne og så råber han. Ikke skrig men brøl som et dyr der kalder. Ida sætter sig på hug foran ham og tager ham om kinderne hårdt. Begynder at synge. En godnatsang hun husker, den sang hendes mor, da hun skulle sove. Han prøver at puffe hendes hænder væk, virrer med hovedet men Ida insisterer, holder fast og bliver ved at synge. En magtkamp er igang mellem håbløshedens kalden og Idas omsorgstvang. Og Ida vinder.
    Lydene stopper. I de andre senge har børn rejst sig for at se, hvad der sker, da Ida læner sig frem og lægger sine læber på drengens pande. Bliver stående sådan til han slipper grebet og sætter sig ned.
    – Hvad hedder du? spørger hun.
    Han svarer ikke, tårer løber ned ad hans kinder. Han hedder Radu siger tolken, vi har haft ham, siden han var tre år.
    – Kommer han ud af sengen engang imellem?
    – Vi tør ikke, nu han er blevet så stor, vi kan ikke styre ham.
    – Hvad fejler han?
    – Handicappet fra fødslen.
    Ida tager ham under armene, løfter ham ud af tremmesengen og sætter sig på gulvet med ham på skødet. Da han læner sit hovede mod hendes bryst, får hun blanke øjne, det er kærligheden, der er kommet til Spital de Copii, og da vi mødes alle tre, bryder hun sammen, der er bare så mange ulykkelige, hun vil hjælpe.

  • SÅ’ DET SAGT

    FRYD FRYDENDAHL NY UDSTILLING IS THIS IT? – AN EXISTENTIAL SURVEY
    GALLERY SADE LOS ANGELES CALIFORNIA 22.FEBRUAR — 16. MARTS 2025

    Åh den udstilling glæder jeg mig til at se.
    Det er så stramt og lige i plet, nøgen og sårbar, genialt at give ham ægget under hagen.
    Stærkt spiller det på min forventning, det varsler katastrofen, når blommen siver ned ad brystet og hviden kilder vorten.
    Og halskæden matcher fortabtheden i øjnene og den ordløse stønnende mund.
    Machomandens endeligt, det er slut med at være hårdkogt, ægget er nylagt og stadig varmt.
    Og så er han både rødhåret og højpandet.
    Fuldendt komposition
    Visuel debat

    YES THIS IS IT

  • Så Fin en Strand



    Så fin en lyd
    så blød en strand
    så stor er himlen
    ikke tavs bare stille.
    Kridhvid kalksten
    med enkelte pletter
    af mælkehvid kål
    strandkål må det være.

    Og drivende på kanten
    et trekantet sejl
    der tegner linjen
    mellem himmel og hav
    så lydløst og tidløst
    og usvigeligt præcist
    glider det eller står stille
    mens jeg og jorden drejer.

    Og stemmerne leger
    børn barnestemmer pjasken
    mens mågerne finder en vind
    der kan bære dem.
    Så fin en hud så blød
    og brun som venter
    den på at mærke
    min hånd der længes.

    Så mild og lys
    så blid uskyldig
    i sensommer solens lange
    snigende skygge.
    Hånden rører, berører og
    din hud tager imod, nu er
    det tid at vende tilbage
    til tiden og dig, fryser du?

  • SLIPSEKNUDEN


    Sommerfugl med antændte vinger
    over morgenbordet
    kys i døren og iskolde bilnøgler
    på en bro gør en kvinde sig klar
    til at springe
    mens trafikken snegler sig afsted.

    Solen blænder
    brandtomt uden spindelvæv
    tornespidse roser
    glemmer helst gårdagens opgør
    om forældremyndighed
    de satans unger.

    Hævnen i handskerummet
    elskværdig overdosis
    tilliden flyder i en blodpøl
    af skamskudt stolthed.
    Skydetelt og dagens ret
    nu strammer slipseknuden.

    Du kender det godt
    koteletter på grillen
    først forbrændt så forkullet
    i en hæslig solnedgang
    af metallisk slibestøv
    hvilken lettelse.

    Fra Snart brister alt

  • Morder på Fjorten


    At ryge er voksent, så selvfølgelig begynder jeg at ryge. Til festerne er der flere der ryger, og en joint prøver jeg også. Helt skæv i hovedet bliver jeg, alting ændrer sig og bliver urkomisk, nu er det mig, der griner af de særeste ting, opfører mig underligt, bliver helt vild gavmild forærer ting væk, der slet ikke er mine, enhver grænse for hvad der er tilladt forsvinder, alt ansvar og forlegenhed intet er længere vigtigt, alt kun for sjov og latteren står på spring, for alt er grinagtigt.

    Og tiden går langsomt, en time bliver til en lang aften, at ryge hash er som at blive voksen, en helt anden verden alting skifter farve og betydning, og efterhånden er det mig, man kommer til, når man skal købe hash, altid har jeg noget, og så giver jeg gerne kredit, hvis nogen vil vente med at betale, blot de overholder, hvad vi har aftalt. Og det gør de altid, det er aldrig nødvendig at vise dem kniven, alle stoler jeg på, og alle stoler på mig.

    Men da Eske ikke betaler som aftalt og kommer med alle mulige dårlige undskyldninger og heller ikke betaler efter den nye aftale, vi laver, da bliver jeg sur. Men det er bare ikke mig at lægge mig under dynen længere, så jeg ber ham komme med efter skoletid, der er noget, jeg vil vise ham.

    Og det gør jeg så, der på hjørnet hvor der ikke er nogen mennesker viser ham kniven, jeg har i tasken. Han tror ikke, jeg mener noget med det, og anklager mig for at have givet ham mindre end aftalt, og at det slet ikke var så godt, som jeg havde lovet og alt andet, så jeg tager kniven i hånden og holder den op i udstrakt arm, som Frandsen gør med mig, men Eske bliver ikke spor bange, tænker nok det bare er for sjov, så han begynder at grine, og så husker jeg ikke mere, før han ligger i en blodpøl med sitrende blå læber og øjne, der kigger hver sin vej, og en dame kommer forbi med sin hund, holder sig for munden, kigger anklagende på mig, bøjer sig over Eske og råber til mig, at jeg skal ringe efter en ambulance.

    Det er som en film en thriller med mig som banditten, der er tæt på at blive afsløret, måske det er derfor, jeg stikker hende i ryggen, til hun falder sammen, bliver ved at stikke til hun er færdig med at spjætte og ligger ubevægelig oven på Eske, næsten komisk som de krammer hinanden i en blodpøl.

    – Nu får jeg så aldrig de penge, tænker jeg, tørrer kniven af i damens nederdel, lægger den i rygsækken og går min vej.

    Fra novellen Fri til hvad?
    om en virkelig ulykkelig hændelse. Fra novellesamlingen OMVEJ TIL HIMMERIG

  • Gods sidste dag hos menneskene

    Fra skabelsesberetningen Elskede Olga

    Med et menneske ved roret, en gud i kassen og flaget, det lasede flag fra retfærdighedens dag vajende fra mastetoppen, sejler de afsted på denne Gods sidste dag hos menneskene mod den fjerne fremmede kyst, det blå land.
    Vinden er god, himlen er klar med enkelte lette skyer, vandet roligt, strømmen fin, tavs sidder God i kassen og nyder bølgernes lette skvulpen, vindens friske pust, mens han langsomt vænner sig til den beslutning, han har taget.
    Nu er der ingen vej tilbage.
    – Det du sagde . . . spurgte Thor uden at tage blikket fra havet, det du sagde om godhed. Jamen, jeg kunne da godt tænke mig at være god.
    God sagde ingenting. Kiggede tilbage mod landet de havde forladt, som en langstrakt bælgfrugt i kølige blågrønne nuancer klæbede det til horisonten, hytten kunne han ikke se længere, eller gården eller enkelte træer kun skov, ikke bakker kun et bulet landskab, der strakte sig fjernt til begge sider.
    – Og jeg kunne da godt tænke mig at lære mine børn at være gode.
    Han sagde det nærmest til sig selv, Thor, mens han skuede mod det fremmede landskab, der langsomt fik farve og groede til grønne bakker og tætte skove.
    Stammerne knagede i rebene, som bandt dem sammen, vandets vuggen formede flåden, den var ikke fuldstændig stiv, kunne give sig i sammenføjningerne, gav efter for bølgerne. Vinden havde godt fat i sejlet, trak det afsted, så at mast og båd måtte følge med, og vandet småsvulpede ind over stammerne og gav med sin beskedne rastløse plasken vindens susen værdighed. Så lød Gods stemme pludselig fra fiskekassen, dyb og andagtsfuld, som var det selve blæretangen, der talte:
    – Du skal bygge et skib. Du skal bygge et skib, hvor vandet ikke trænger ind, et skib, som bærer flere sejl, som sejler hurtigere og sikrere, og når du har sejlet med det så hurtigt, at sejlet er ved at flænge og rebene ved at sprænge, når du har sejlet det så hurtigt, som det kan sejle, så skal du bygge et nyt og bedre. Og når du ikke kan sejle bedre med det skib, da skal du bygge et nyt og bedre, og med det skal du sejle og sejle, nyde at sejle, thi den, der har lyst og arbejder, skal blive dygtig, og den, der er dygtig og arbejder, skal blive bedre.
    Han holdt en kort pause, mens han så ud over vandet, som kiggede han efter et eller andet, så fortsatte han stille:
    – Godhed er at kæmpe. Du skal kæmpe for retfærdighed, ikke den som står skrevet, men en større, den som var meningen, og som du føler i hjertet. Og du skal kæmpe for skønheden, ikke hvad andre kalder smukt eller dejligt, men den skønhed, som fylder dig med varme og som både er smuk og grusom og som er sandheden. – Ja, sandheden, Thor, sandheden skal du kæmpe for, hvis du vil være god.
    Han kiggede Thor fortroligt i øjnene og Thor skævede til sejlet og smilede genert.
    – Du skal kæmpe, du skal blive god, og du skal nyde at blive bedre, og den dag du selv er god, så god, at ingen anden er bedre, den dag du er den bedste, da er du det perfekte menneske, og det er kærlighed. Tro mig, jeg vil altid være i menneskene.
    Thor smilede mod vinden, gav sejlet mere reb og drejede roret, så at vinden stod ret ind, og bølgerne skvulpede over dækket.
    – Fuldkommen kærlighed.

  • Der går han, Døden

    Fra novellesamlingen Anna – og andre noveller


    Der går han, døden, forbi også denne gang forbi. Standser ved en korsvej som ved han ikke, hvilken vej han skal vælge. Sort, ja han er sort, men jeg ser ham ikke, ikke længere. Men han er der, det ved jeg.
    Nu sætter han síg er blevet træt måske af at skulle vælge og slå ihjeld. To piger i formiddags på vej på vejen, han sad i bilen, da den ramte, det må være hårdt, hårdt at være døden.
    Tavs, ja han er tavs, så jeg hører ham ikke, ikke længere. Men jeg ved, han siger til, når tiden kommer, han kommer med tiden, det ved jeg.


    Farfar stillede os op fætre og kusiner i solen ved gavlen den mindste til venstre, det var Kiersti, så kom Mikkel og Karen Marie, tolv var vi med høje Hanne helt til højre. Han ville måle tiden, Farfar, for han vidste godt, den ellers ville gå. Den ville med tiden gå, og så var det bare at få den standset i tide, inden vi var blevet lige høje og fået andre at holde ferie med.


    Karen Marie døde, da hun var 23, det vidste vi godt, men først bagefter måtte vi sige det, det havde været meningen fra fødslen, at hun aldrig ville blive gammel, måske det var derfor, hun blev gemt væk.
    Nu rejser han sig og går videre. Han har valgt en vej og har valgt rigtigt, det gør han altid vælger rigtigt, ingen dør uden døden, altid er han der sort og tavs aldrig i tvivl, næsten aldrig.


    Jeg vidste det ikke, da jeg i Krakow på studietur om natten drømte, at jeg var på besøg hos Farmor, men hun var så mærkelig, talte ikke til mig, men gik bare helt forvirret rundt i stuen og kiggede ned i gulvet, knold i nakken den vanlige largo vippende mellem læberne og smudsige brilleglas, jeg turde ikke spørge, hvad der var galt, det var først, da jeg var kommet hjem ugen efter, jeg fik at vide, at Farfar var død netop den nat og nu lå begravet på familiegravstedet.


    Der står han, døden, for enden, som venter han på mig. Der er kun den ene vej eller nærmest sti, og han har set mig, så jeg vender ikke om, men går videre, måler tiden med mine skridt. Kan godt regne ud, hvornår jeg når frem, da han pludselig vender sig og går videre. Sammen krydser vi nu klitter af hyben og marehalm, slugter med siv og mos, døden først, så mig i samme tempo men 100 meter senere. Eller 3 1/2 minut.


    Der er lærke og vibe, så smukt de synger og en duft så dejlig, rosenduft, og et hav derude og kamille og revling så brusende, levende og evigt, igen og igen hvide striber og smagen af salt.
    Det er, som om livet vil gøre sit yderste for at blive husket for det smukke. Og jeg nyder det. Med baskende vinger flyver de afsted, alle minderne, tilbage er kun turen på stien. Det er den mest intense oplevelse, tænk, at noget kan være så smukt og så rigtigt, blæsten, solen og buskene får stemmer og sandet synger, men der er stadig langt til døden.


    Livet igennem var jeg så bange for at dø, tænkte, husker jeg, på at tage livet af mig for at slippe for at skulle dø. Jeg var så bange, fordi jeg ikke kunne se ham, men nu, hvor jeg følger efter ham, er jeg tryg, ja sådan skal det være, aldrig skal du slippe døden af syne, for så kommer angsten. Først for døden så for livet og så en dag står du ved en korsvej og skal vælge leve livet eller følge døden, men du ved ikke hvilken vej, der er den rigtige

  • Djævlens Straf


    Martin har købt ringene enkelte og glatte femten karat, kirketjeneren står parat med etuiet, hvori de ligger foret med kongeblå fløjl. To store stearinlys er tændt på alteret, et maleri af Jesus, der fra en bakketop velsigner hyrder, mødre med børn og disciple, helt stille er der på billedet og i kirken, så intens en stemning af højtid, da præsten siger
    – Så tilspørger jeg dig, Erika Elise Holmsgaard tror du på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber, på Jesus Kristus hans enbårne søn født af Jomfru Maria undfanget ved Helligånden?
    – Ja. Erika smiler til Martin, der er tydeligt bevæget.
    – Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?
    – Ja.
    I samme øjeblik lyder et tordenbrag så højt og overrumplende, at menigheden kigger skrækslagen mod kirkens hvælvinger, hvor engle og dæmoner ved reformationen blev kalket over, men siden er fundet frem igen.
    – Nu holder du dig væk, din Djævel.
    Erika råber nærmest skriger, mens hun truer med knyttet hånd mod loftet. I det samme knækker benene under Martin sammen, præsten rækker ham hånden, og Erika bøjer sig over ham. Hvid i hovedet er han, øjnene stirrer tomt mod loftet, kirketjeneren holder fast på det åbne etui med ringene, forloveren styrter til, kan se den er helt gal, klapper Martin på kinderne, han er slap. Erika tager sig til hovedet skriger mod hvælvingen.
    – Din Satan, der fik du mig.
    Så græder hun højrøstet jamrende gråd, mens der bliver ringet efter en ambulance.
    Vild panik. Folk myldrer op mod alteret for at se, hvad der er sket, går mod udgangen for at slippe væk eller de sidder som sammensnørede bylter for at trøste hinanden. Ingen ser den store sorte fugl sikkert en ravn flyve så kraftigt mod ruden øverst i korets høje vindue, at den falder baskende til jorden.

    Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD

  • Spyttet på Altertavlen


    Et stort fakkeltog samler sig dagen efter foran den nedbrændte ruin, taler bliver holdt, hvor man behændigt undgår at sætte navn på den skyldige, selvom alle ved, hvem det er.
    – Længe nok har vi fundet os i trolddoms terror.
    Så bliver der jublet og sat ild til dukken, der skal forestille Ingrid.
    Gammel og træt, Ingrid er mør. Hun har udført sit livs største projekt brændt kirken ned. Hendes forsvarer aner ikke, hvad hun skal gøre, for Ingrid har i sinde at tilstå.
    Og det gør hun, fortæller i retten alt fra den dag hun sælger sin sjæl til Djævlen, til hun lader sit vand i døbefonden og spytter på altertavlen. Med behersket, rolig stemme, det hele skal med.
    Dommeren tror ikke på alt det sludder med Djævel og trolddom, men tilståelsen af at have urineret i døbefonden og spyttet på altertavlen er en overtrædelse af straffeloven.
    Thi kendes for Ret: Tiltalte, der har forhånet et her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdom og gudsdyrkelse, vil blive straffet med forvaring på ubestemt tid.”
    Prøver fra døbefonden viser spor af urin, så det er bevist at Ingrid taler sandt, og at hun derfor bliver retfærdigt dømt.
    – Kællingen er gal. Sindsforvirret madamme. Heks der burde brændes på bålet.

    Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD

  • Tog til Skive


    Jo, han vidste det godt, at han lugtede, det var gået lidt stærkt her til morgen, så han nåede ikke et bad, og rent undertøj havde han ikke, så han holdt sig for sig selv og kiggede ingen i øjnene her på perronen, nej det var ikke lugten, han flygtede fra, det var lyden.
    Hvorfor blive et sted, hvis lyden var dårlig, eller dårlig var den ikke bare forkert, den passede ham ikke, og derfor var han flygtet. Væk fra lyden i værelset, en høj og skinger som hvinende bremser og en dyb rusten som en lastbil i tomgang, mest om natten og altid kun når der var stille. Her på perronen med larm af mennesker og tog hørte han den ikke, eller den var der slet ikke, det var derfor, han var bange, Anton, bange for at den som alle de andre gange han var flygtet, var fulgt med. Toget skulle til Skive, så det ville han også til Skive eller mod Skive, han havde ikke bestemt sig for, hvor langt han skulle.
    Anton satte sig med sin kuffert på et klapsæde i det åbne rum beregnet for personer med cykler og barnevogne, og lige over for ham sad en kvinde med en hånd på barnevognen, som var hun bange for, den skulle trille fra hende, selvom bremsen var slået til. Håret var uglet, hænderne rynkede, neglelakken afskallet, en slidt dynejakke og lang nederdel eller kjole, slidte sneakers, med mellemrum stak hun en hånd ind under kalechen og rettede på dynen, mens hun kiggede sig omkring. Opdagede at Anton holdt øje med hende og smilede svagt. Det var længe siden, nogen havde smilet til Anton, så han foldede hænderne og spurgte først, om det var en dreng eller pige. Så, hvor hun skulle hen.
    – Til Skive, og du? Anton nikkede.
    – Også jeg.
    Hun så igen til sit barn og Anton ud ad vinduet, hvor tiden blæste liv i træerne og fik landskabet til at glide forbi, det var så beroligende at være på vej. Komme væk videre bare forbi, forbi, en besynderlig sikkerhed fyldte ham med lyst og mod. Rejsende gik til og fra, men ingen satte sig og ingen kiggede, når de gik gennem kupeen.
    – Hvor gammel er hun?
    – Hun sover, sagde kvinden og rettede på dynen. Anton mærkede, at hun ikke havde lyst til at snakke, men det havde han, og da han ikke havde noget interessant at fortælle, digtede han en historie om, at han lige var kommet hjem fra Afghanistan, hvor han havde været soldat, og hvordan det havde været at blive skudt på, og at det var en vejsidebombe, der havde givet ham en livsvarig høreskade og dræbt hans bedste ven.
    Toget nåede Odense og kvinden lyttede tavs til Antons oplevelser, jo mere han fortalte jo mere levede han sig ind i fortællingen, hans liv som soldat gav mening, der var en mening med hans liv, stolthed en flig af stolthed ulmede, den kendte han ikke, den følelse.
    – Og hvad med dig?
    Kvinden smilede, rejste sig og gik mod toilettet i den næste vogn. Hun støttede sig til siderne i mellemgangen, hvor de to vogne var koblet sammen, for det rystede voldsomt.
    – Jeg skal nok holde fast på den lille, sagde Anton og satte sig over på kvindens klapsæde. Hurtigt kom hun tilbage, Anton slap sit greb i barnevognen, satte sig over på sin plads og lod sig ikke mærke med, at der slet ikke var noget barn i barnevognen kun dyne og pude og en sut, det var hendes hemmelighed, nu havde de begge en hemmelighed.
    En skjult drøm, som gav livet mening.

    Fra Mørkets Melodi – et essay om syn og syner

  • På bænken


    Forsigtigt lægger hun sin hånd på hans bare ben, lægger den bare, det er svært at få sagt, det hele.
    De sidder på bænken alene i det fjerneste hjørne, mens havnen syder af sommergæster og jazzmusik, længe har det været på vej, men hun nænner ikke at få ordene over sine læber, for han er jo så sød, og hun har virkelig elsket ham.
    Det værste er, at han vil være så forstående, sådan er han, altid så forstående og nænsom.
    Hun kigger ned i bænken og mærker, hvordan han lader blikket kærtegne hende, trøstende som altid, når hun bliver mut og stille.
    Kunne han dog bare blive vred og ryste en tilståelse ud af hende, men sådan er han ikke, og han aner ikke, hvad der er sket.
    Han siger ikke noget, men bevæger umærkeligt sit ben mod hendes hånd, så rækker hun ud efter smykket, han har om halsen og forsøger at fange hans blik: Nu skal det være!
    Smykket har han gået med, lige siden hun gav ham det, nu holder hun det i hånden og kommer til at berøre hans nøgne bryst.
    – Se! siger han og peger ud over havet, men hvorfor mærker han ikke noget.
    – Ja, siger hun og drejer hovedet i den retning, han peger, men ser ingenting, fryser lidt. Smykket er varmt af solens stråler, men det føles som is, hun hader sig selv, sin krop, sin kulde, måske de stadig kan blive ved at ses, som venner.
    Da han kigger på hende, slår hun blikket ned og tegner streger i sandet på bænken. Lister en ærtestor sten hen til revnen mellem brædderne, skubber den ned, men den sætter sig fast.
    – Kom, siger han, rejser sig og tager hende som altid i hånden, og hun føler den skærende smerte af at blive delt i to, en krop der tager hans hånd og går med, og en hende, der elsker en anden.

    Fra Mørkets Melodi – et essay om syn og syner

  • Min elskede datter

    Fra romanen Saga om Viltgudr

    Jeg besøger min mormor på plejehjemmet, men hun sover, så jeg snakker med kvinden ved siden af, for der er noget hun vil betro mig

    Hun er så fin, fingre med små, bløde negle og fødderne, det kan De glæde Dem til unge mand, det er et mirakel, at sådan noget kravl kan blive skabt ved et uheld, ufatteligt men også vidunderligt. Hun er min førstefødte og bliver mit eneste barn. Men med den overstrømmende glæde kommer også tvivlen, om jeg nu magter det eller især, om jeg fortjener det.
    Jo, det er tanken, at hun er for god og smuk og rigtig til mig. At hun er bedre tjent med at være andet end et uheld. Hun er ikke et ønskebarn, og det vil hun aldrig blive, uanset hvor meget jeg forguder hende og elsker hende, vil hun aldrig blive en, jeg har ønsket mig. Jeg tager hende i armene og går rundt med hende på skulderen frem og tilbage i lejligheden og fortæller igen og igen, at jeg elsker hende. Hendes bløde hud mod min kind, jeg kan stadig mærke den, så fugtig varm med en duft af mælk, jeg trygler hende om tilgivelse, men det kan hun jo ikke, kun to uger gammel intet aner hun om, hvad der er sket eller skal ske.
    Hun er alt det, jeg gerne vil være fuldstændig ubekymret tilstede i nuet. Et bryst at sutte på, en dyne med bamser og en ren numse, det er hendes verden, uden tanke på hvad der er gået forud, og hvad der vil komme, en fuldstændig accept af sin krop, jeg er så misundelig, hun kan alt det, jeg har så svært ved, hun er indbegrebet af skønhed, og hvad er jeg?
    Åh Herre Gud, hvor er mennesket dog stort, når det bliver født og mindre og mindre med tiden. Jo, jeg er misundelig på hendes selvsikkerhed. Det er, da jeg lægger hende i babysengen mæt og tør, at det kommer som et buldrende tordenvejr, sorte skyer med knitrende lyn. Jeg står yderst på ti-meter vippen og er så bange for at springe. Min elskede baby smiler til mig og basker med armene. Et sidste kys, mine tårer drypper hende i ansigtet.
    Så kommer stemmen så grov og grusom, jeg ved det godt, at det må være djævlen – Gør det, du kan godt.
    Hovedpude mod ansigtet presset hårdt til, armene falder ned, kroppen bliver slap, det må have været mig. Det er mig, men jeg husker det ikke. Jeg vil ikke huske, kun idag nu til dig, enhver anden tror, det er den ikke så sjældne vuggedød. Min forlovede er lettet, gift bliver vi heldigvis ikke, aldrig knytter mig til nogen andre end min elskede datter.

    Det er Viltgudr der på dødslejet lovede, at han i al evighed ville give det tvivlende menneske troen på egne kræfter – Gør det du kan godt.

  • Tvillinger på vej

    Fra romanen SAGA om VILTGUDR

    Sit fine søndagstøj har Arnold på, i morgen skal han flyve og i aften sige farvel til sin kæreste Samantha, hun er den anden udlænding på tegnestuen kommer fra Schweiz, og finder kort efter sin ansættelse sammen med Arnold. Endnu et år skal hun arbejde for min far, vemodigt er det for Arnold at skulle sige farvel.
    Da Samantha åbner døren er hun tårevædet, Arnold tror det skyldes, at de skal skilles, så han trøster hende med, at de sagtens kan ses jævnligt, selvom han bor i Berlin, men så banker hun med knyttede hænder i hans bryst. Arnold er høj og slank, hun mindre med et stort flagrende hår, løfter hovedet og ser ham i øjnene.
    – Jeg er gravid. Og nu vil min mor have, jeg skal komme hjem og få det fjernet. Ja en abort.
    I total vildrede siger han ikke noget, går ud på toilettet og taler til sit spejlbillede.
    – Det er dit barn. Du er barnets far. Du har et ansvar.
    Han bliver svimmel, må støtte sig til vasken, og så hører han en stemme, rungende fra loftet, grov og dyb – Gør det, du kan godt.
    Han slipper hver en tanke, går ind til Samantha, lægger sig på knæ og rækker hende sin hånd.
    – Samantha vil du gifte dig med mig, skabe en lykkelig familie med mig og vores barn?
    Samantha tøver ikke men græder af glæde.
    Maven vokser, Arnold flytter ind og sammen glæder de sig til fødslen af ikke et men to børn, scanningen viser at Samantha skal føde tvillinger. Hendes mor i Schweiz har droppet tanken om abort, i stedet presser hun på for at få Samantha hjem, når hun skal føde. Alt lover hun hende, men da det ikke er muligt at få Samantha overtalt, vælger moren at tage til København for at se sin datter i øjnene, når hun går sin mor på tværs.
    En høj kvinde med rank ryg og hår tonet i kastaniebrunt, fingre med ringe og flere armbånd, en skjorte, lilla med hvide knapper og et silketørklæde fæstnet med et smykke, spidse sko med kun en smule høj hæl, nederdelen lang og mørk, det er Samanthas mor. Hun har lejet et værelse på d’Angleterre lige over for tegnestuen i Hovedvagtsgade og bedt Samantha om at komme.
    Moren er reserveret men høflig, da både Samantha med stor mave og Arnold med velplejet skæg træder ind på værelsets lydløse tæppe. Hun giver hånd til dem begge og ber så Arnold om at forlade rummet, for hun vil gerne have en mor-til-datter snak, de to alene. Samantha med de store øjne og ængstelige blik nikker til Arnold, at han skal vente på gangen udenfor. Moren sætter sig, retter på nederdelen og gentager hvilken katastrofe, datterens beslutning er.
    Vær sikker på, min pige, at dagen efter fødslen er han væk, og så skal du og børnene være i trygge hænder.
    – Jamen Mor, vi gifter os.
    – Nå så det er din arv, han er ude efter?

    Viltgudr har ved sin død for 5000 år siden lovet at tilskynde mennesker i tvivl til at gøre det rigtige. Det gør han så i romanens mange episoder med ordene – Gør det, du kan godt.

  • Den evige kamp

    Fra novellesamlingen Anna – og andre noveller

    Det det bedste jeg ved, at kæmpe med Vesterhavets bølger ikke at jeg er spændt på udfaldet det er kampen mig mod brusende bølge der er fed. Jeg er som en gladiator nej nej ikke muskulær og veltrænet men krigerisk og sejrssikker. Endelig en værdig modstander som ikke flygter fordi jeg råber eller dukker sig når jeg langer ud. Jo jeg råber, håner, truer så at skummet sprøjter men den lader sig ikke skræmme, bølgen banker mig ind i brystet og fortsætter uanfægtet uden at se sig tilbage
    – kom an. slå til hvis du tør
    skriger jeg og håner den for dens langsommelighed
    – kom an
    og så brækker den lige foran mig og sender mig til tælling i en kaskade af buldrende skum. Men jeg er ikke slået ud, kommer på benene og truer den næste bølge med hævn, håner den for slaphed
    – kom an hvis du tør
    og det gør den så og jeg nyder at blive slået omkuld.
    Det er ikke en leg det her, det er alvor, kampen er virkelig, bølgerne fysisk aggressive de er stærke uomgængelige, lader sig ikke dæmpe af mit skrydende råberi og de knyttede næver det er vildt provokerende at de ikke overhovedet lytter, stopper ikke op og overvejer hvordan de skal få mig ned med nakken men bare tromler hjernedødt det samme brusende attack igen og igen.
    Og dog en enkelt bølge smyger sig udenom og jeg mobber den for at være en svækling, for så kun at blive mødt af en endnu større, vildere, insisterende med en sugende bug og hvidt på toppen som kaster mig baglæns og trækker mig afsted, hører jeg den hånligt hovere eller er det bare dens brusen der narrer mine ører fordi jeg har hovedet under vand. Den er kraftigere end de andre også under vandet, strømmen flår fødderne fra sandbunden som vil den trække mig ud på havet ud hvor jeg ikke kan bunde
    – fanden ta’ dig
    råber jeg og forbandet det ufine trick
    – men du fik mig ikke
    Puster mig op, gør brystkassen stor og spænder overarmens muskler, knytter næver og forsøger at holde balancen, men de næste er ikke så aggressive, uengageret puffer de til mig og jeg værdiger dem ikke et ord, de gør jo bare hvad der er deres natur.
    Det samme gør jeg, det er den stærke jeg vil møde det er overmagten jeg vil kæmpe mod. Mod, ja det er det jeg vil, vise mod ikke vinde, ikke komme hjem med en sejr men med bevidsthed om at jeg turde.
    Der kommer en igen en gigantisk duvende vildbasse med fråde og sug den tømmer næsten havet for vand, rammer bunden i sin cirkelformede hvirvel, en vandret tyfon der æder alt på sin vej og efterlader et kaos af grumset, skumklædt hav. Også mig, jeg kastes omkuld, spræller som en fisk på land, vandet er salt mere salt end ellers og ualmindelig grumset. Gisper efter luft, kom den ikke lidt for hurtigt.
    To uger senere blev jeg meldt savnet af en slægtning, ikke fordi nogen savnede mig, men fordi man undrede sig over, hvor jeg blev af.

  • Love is the key

    Fra novellesamlingen Anna og andre noveller

    Anna sang i kor, hun nød at synge, havde en smuk stemme og en aften om ugen havde passet fint, men så var det koret skulle holde koncert i kirken, og præsten havde fået en operasanger til at øve med dem og han var altså ubehagelig, det gik helt galt. Mere og mere irriteret blev han, særligt på Anna fordi hun sang så højt, sprudlende og glad lød det, men det var slet ikke hvad han ville have og så gjorde han grin med hendes svingende armbevægelser og simulerede langrend på ski
    – love is the key we must trust
    sang han overdrevet følsomt og lagde en hånd på hendes mave og den anden på hendes bryst for at demonstrere hvordan vejrtrækningen skulle være
    – truth is the flame the lesson we must learn. jamen forstår du hvad det betyder?
    så en hånd på hendes kæbe for at få den til at slappe af, og kinderne klemte han og hele tiden var det noget nyt der skulle rettes, igen og igen skulle hun synge den samme linje
    – love is the opening door
    Utålmodigt forsøgte han at få hende til at lyde, som om hun mente det hun sang
    – det er ikke munden der skal synge. det er dig
    og så satte han pegefingeren på hendes pande, hun følte det som et elektrisk stød, tog så begge hendes hænder i sine og så på hende, han så på hende med et blik, som kiggede han lige igennem hende og fokuserede på et punkt derinde bagved og sagde så dæmpet, at ingen andre hørte det
    – hvad er du bange for?
    Fuldstændig stiv som forstenet blev Anna, kunne ikke engang trække hænderne til sig, men da hun mærkede øjnene blive fugtige og halsen snøre sig sammen så gik hun. Tog frakke og taske og med tårerne løbende gik hun ned gennem kirken ud væk og kom ikke igen heller ikke til koncerten.
    Han var gået for vidt, operasangeren i sin berøring det havde grænset til det pinlige, som han havde opført sig. Sådan havde hun det, hendes blufærdighedsgrænse var overskredet og det var så det. Den sag skulle glemmes og det blev den så, glemt indtil nu alene på klipperne.
    Gennemskuet, det var det hun var blevet, han havde gennemskuet hende, kigget ind bag forhænget og talt til den nøgne kvinde, det var derfor hun rystende chokeret var gået, fordi han havde talt til hendes nøgenhed og ikke til hende. Han havde set ikke hende men en bange nøgen kvinde derinde og hende havde han givet eksistens.
    Hun fandtes

  • Under Kirkebænken

    Tættere på livet og lykken kommer hun ikke, blodet løber lettere, med læberne smager hun, den er sød en anelse bitter, og hun kan høre den i koret af børnestemmer, og hun ser den i lyset, de bærer frem.
    Lykken er at slippe smerte, finde sandheden og blive skabt på ny i troen. Hvor håbløshedens tårer tørres bort og den barmhjertige død lukkes ind, der findes lykken. Hårdest var det at bede om hjælp. At erkende bidende overmagt og lystens kollaps.
    Helene mærker lykken som et brus af kærlighed, en velsignelse og hun føler det er Kristus, det er hans kærlighed, der guddommeligt løber i blodet og gør hende levende, det er som ser hun sig selv i et spejl og vil vide hvem, hun er. Hun ser det, og hun ved det, nu ved hun det.
    Kun den der kender døden har mod til at lukke den ind.
    De har samlet sig alle Luciabrude foran alteret, flammen de bærer lyser ansigterne op, og så synger de julen ind. Udenfor er det blevet aften, mørkt sjap. I læ ligger stadig gammel sne, våd og beskidt.

    Sådan slutter fortællingen Under Kirkebænken fra 2.udgave af Spirituale Miraculum – fire fantastiske fortællinger og lægger sig tæt op ad virkelige begivenheder, hvor en leder af et plejehjem anklages for at have givet dødshjælp til beboere. Hun ender efter flere års mareridt med at blive frifundet.

  • SURROGATPARADEN

    I bogen Spirituale Miraculum – fire fantastiske fortællinger har jeg mellem hver fortælling et digt. Surrogatparaden er et af disse digte.

    skiene smøres med testeron og armhulerne med laktose. surrogatparaden er igang.

    fra en skyfri himmel tordner budskabet at holde sig indendøre for krigen er kommet og fjenden usynlig og luften giftig som den smukkeste vinterviol.

    latrinerotik og viagramani tiden er den værste. når døren lukkes og låses. som madding på en krog spræller du kroppen til blods og vandet rødt som fluesvamp.


    indendøre er i gladiatorarenaen kampen mellem eksistens og information. den stærkeste vinder taberen dør som en bundskrabers nølende hærværk.


    fra øje til hjerne besked om det synlige. fra øre til fornuft information om det usynlige. fortællingen om indendørs lyksaligheder.


    manglende løjpe disharmonisk inderlighed øverst på skibakken klar til nedtur. ruderne klistrede af tægers spyt så klaustrofobisk at være vidne til.


    i kø står de uden pladsbillet. skæbneuvidende trosforladte testfrivillige indespærrede i informationsceller hvor lyset ikke kan slukkes.


    kisteromantisk massedrab som grindehvaler i thorshavn. gladiator-værdighed i hånden på en fakkelbærer. isolationsromantisk nedfald.opkast.


    forgiftningssporerne spredes som en sky af pollen. gå indendøre hold munden lukket kampen er tabt nej vundet nej udskudt.


    sightseeing i en vindueskarm men blikket når kun til ruden og tægers ekskrementer. så kommer den bundskraberen som høster al vækst i en brandert.


    desperationen det forgæves forhåbning den faske illusion og forløjede fortælling det skrabes væk og ender på forbrændingen udslettelses hjemstavn.


    I guder hvor er den ensom vindueskarmen ikke en lyd ønske eller udsigt.verden er blevet en ruin et glemt Atlantis.


    sildens druknedød og ørnens højdeskræk og menneskenes imaginære kamp mod en usynlig fjende indendøre. hvor stillede han skiene?


    hvor sejlede de hen? til bunds omvendestrategisk populistisk animation. endnu en myre mast og en muldvarp gået i fælden.


    deoderantperfektion. uret standser tiden går i stå ingen dør længere ingen lider det lykkedes at kvæle fjenden drukne silden og ydmyge de frelste.


    det lykkedes kampen er forbi vindueskarmen gik i stå med tiden. tanken stoppede og legen og livet og støvboldens sporer undlod at bevæge sig.


    alt var som før kun tiden blev der pillet ved. hvem kom med tidløsheden som ellers var forbeholdt stjernebilleder og galaksespiral?

  • Hvis tid var en kugle

    Det er på en café, jeg kommer i snak med Illiane, hun forsker i tid. Som Gerhart er hun studerende ved universitetet men har fået lov at komme på laboratoriet i ferien, netop fordi det er tid, hun forsker i, og hendes langvarige forsøg tåler ingen pauser.
    Hun har brune øjne, lakerede negle og en skønhedsplet på kinden, og så er hun stærkt optaget af det besynderlige fænomen, som er så uhåndgribeligt men umuligt at flygte fra.
    – Tid er en konstruktion, noget vi bilder os ind, vildt ikke?
    Jeg nyder hendes entusiasme, hun opdager og finder på, mens hun taler, det er noget andet end Sandhedens leksikale viden, hendes er levende.
    Hun beskriver engageret med begge arme, hvad hendes forskning går ud på, og hvordan hun vil bevise sin teori – jeg har to lukkede rum, lige store det ene med hvide vægge loft og gulv, det andet med sorte, og så er der i hvert rum en tidsmåler altså et meget præcist ur, og så checker jeg, om de går lige hurtigt, altså om tiden hele tiden er ens i de to rum.
    – Lyst og mørkt gør det en forskel?
    – Når rummene er lukkede, er der altid mørkt, men så tænder jeg for lyset, så fotonerne i det hvide rum hvirvler omkring, men ikke i det sorte, og så aflæser jeg, om det påvirker tiden. Jeg kan også ændre på vægten, og mine forsøg viser, at tid afhænger af masse men ikke af lys. Vildt ikke?
    – Går den hurtigere eller langsommere?
    – Du skulle komme med på laboratoriet og se mine opstillinger, for tænk om vi kunne få tiden til at gå i stå eller gå baglæns, Illiane smitter med sin befriende hjertelige latter. 
    – Mirakel?
    – Når tid er en illusion, altså noget vi forestiller os, så er mirakler en mulighed. Vi kalder det overnaturligt, men det er altså bare en ændret forestilling, lyder det helt åndssvagt? 
    Hendes brune øjne er fascinerende, blikket så fuldt af begejstring, jeg nyder Illianes selskab.
    – Noget videnskaben har kæmpet med siden Einstein er begrebet uendelighed, det er så vildt, for tænk hvis tiden ikke er en linje uendelig i begge retninger, men en kugle altså en krummet flade, lige som jordens overflade, så uendelig er en evig gentagelse. Jordens overflade har ingen begyndelse og slutning ikke noget op og ned, hvis du begiver dig afsted, kan du gå i al evighed, din tid har ingen ende, fordi jorden ikke har nogen ende. Vildt, ikke?
    Vi aftaler et tidspunkt, hvor jeg må komme og se hendes laboratorie, for det lyder spændende. Og så er hun så skøn at være sammen med, det er altså et dejligt sted, Gerhart har fundet til os.

    Uddrag af romanen Bundet Til Masten som jeg er igang med at renskrive.

  • Ode til Olde


    Og denne dag
    først dynen så strømperne
    og ruden med nattens regn
    og en fugl på vej forbi
    som så meget andet

    Hvor bliver det af
    det lys du drømte om?
    den plet af lys i tågen
    trækker gardinet for
    for at undgå erkendelsens fiasko
    at drømmen er nå ja
    kun luftig som vindstille ørken

    Ordet elsker blev opløst
    i enkeltbogstaver
    små sorte ligegyldige prikker
    som glæde og leg og kærlighed
    og hoveddøren og trappen
    og dine trin

    Forfængeligheden tabte du undervejs
    mellem Netto og socialkontor
    forventningsløs
    uden hænder og krop
    lader du benene
    tage et skridt ad gangen
    mens du prøver at huske
    at kunne danse

  • Chanels Boykot

    Politik – nej tak. Penge – ja tak. Anastasia har siden hun var 14 vidst, hvad hun vil med livet. Det skal være sjovt. Og sjovt bliver det, en humørbombe på 19 der lever i nuet og aldrig er i tvivl, alt negativt er frastødende, det gider hun ikke, det gælder om at se godt ud og have mange venner, og det har hun. Både på Instagram og Tiktok hvor hendes provokerende, åbenhjertige videoer bliver set og kommenteret. 

    Det handler om at se ud og se godt ud, og det gør Anastasia. Uanset hvad hun har på, springer personligheden i øjnene, hun er firstmover, kunstige negle med nail art, afbleget langt hår og læber med lipgloss. Enkelte tatoveringer med originale motiver på arme og hals, leggings og hotpants hun elsker kunstige vipper og nye bryster og foragter fortid og fattigdom. Fart på skal der være, snakker hurtigt og højt og er altid midtpunkt. En virkelig trampertøs.

    Som ansat på Los Bandidos Bar i Moskva er hun vellidt, elsker stemningen og de mange udlændinge, det passer hende fint at tjene penge som afrydder og gå på bar om aftenen i sexede pomps med Chanel og Armani.

    Nyt outfit hver aften hendes garderobe er luksuriøs, det meste er gaver fra mandlige bekendtskaber, hun møder på barerne, nyrige med Porsche og penge, aldrig savner hun invitationer til fest eller gavmilde venner. Livet er det, hun altid har ønsket sig, sjovt.

    Så da Chanel følger Vestens sanktioner og lukker al handel med Rusland, bliver Anastasia vred. Hun føler sig helt urimelig trådt over tæerne, det er en skændsel uden lige, at netop hun, som elsker Chanels boutique skal straffes, det er så groft og grundløst. Altid har hun talt godt om Chanel, de har været næsten som veninder, alle de ideer til manicure og accessories de har delt, deres boykot er bare så illoyal, men hvad kan hun gøre? Hvad kan hun finde på? Tusind ideer falder ned fra himlen, men den hun vælger er i en video at klippe sin elskede Chanel håndtaske købt vintage for 7.000 € i stykker med en havesaks. En stor manuel hækkeklipper. Det er sjovt, og det virker. 

    Fra romanen Langt væk er lige her om de første måneder i Ukrainekrigen.

  • Langt væk er lige her

    Fra cockpittet ser han godt, Vladimir Vassiliev, at der med store bogstaver på pladsen foran og bag teatret står skrevet – Her er børn, men nægte en ordre kan han ikke, så mon ikke det bare er en krigslist, der skal dække over et amunitionslager eller militær forlægning. Det er det, han tænker, Vladimir da han slipper bomben som beordret.
    Men netop denne dag er teatret fyldt af kvinder og børn, der advaret af hylende sirener søger beskyttelse, kælderen er fyldt men også salen, da bomben rammer. Et pletskud sprænger taget i luften og kvæster personerne under det.
    Teatret hænger i laser, stilheden breder sig, støvet bider i sjælen og lungerne for at lægge sig som nyfalden sne på flænsede trapper og oprevne gulve, i håret på de levende, på kroppen af de døde. Overlevende kæmper sig fri af murbrokkers faretruende terror, først ugen efter bliver de døde talt. 300 af dem er børn.
    På vejen hjem tænker Vladimir på sine egne børn Anya og Dima, mon ikke de savner ham og på sin elskede Marina, som har glemt at købe flødeskum. Hun har ellers tænkt sig idag at lave lagkage og kakao til pigerne. Når Vladimir er udsendt, og det er han for tiden, er hun alene om alt, og så skal pigerne forkæles.
    Selvfølgelig er Marina ængstelig, han er jo jetpilot, og man kan aldrig vide. Men kun ængstelig, ikke bange, det ville han aldrig byde hende og pigerne at blive skudt ned eller taget til fange.
    En ukrainsk soldat på marken i kamuflageuniform knappet op i halsen retter sigteskopet på sit skulderbårne stingermissil mod himlen. Følger en flok gæs på vej i formation over marken. Så fladt her er, så diset som er horisonten visket ud, og jorden blevet himmel. Marken er lys og tynd som luften, men gæssene tydelige, og så lyder de så livsbekræftende, vingeslagene, så musikalsk beroligende næsten hypnotisk, den smukkeste naturfilm ser han i sigteskopet, så strammer han grebet om sit våben og låser sig fast på det fly i det fjerne, kammeraterne peger mod. Vladimir på vej hjem.

    Bogen Langt væk er lige her skrev jeg, som begivenhederne skete, den står idag på 86 biblioteker.

  • Venter på Færgen

    Fandt det i notesbogen, skrevet i bilen mens jeg venter i Ystad på færgen til Rønne. 15 minutters tidsfordriv


    Stormombruste vakkelvorne hundeluftere er gået i vente 09 på opmarchbåsens ensrettede indoktrinering. Paratheden udskudt testeron forsinket som forvrængningen i kummefryser stanken af krematorie fylder forladthedsgabets endegyldige ræber stangdrukne forliste strandvaskere snubleklare forhindringer for fitnesfamiliens molerace nu sejler vi omfartskvalificeret bundløsramt blæksputten sprøjter sig stiknarkomaner på afvænning kisteklare bleglemminger udrykningsklare solskinsforpagtere sæsoneliminerede pølseslumrende rotteramte tilrettelagt med hjerteflimrende nødrationer der er ondskabsallergikere hjemstavnsløse nytårsknallerter udsprunget af længsel efter spændingseskapader tilsvinet korrekthed glider fordomsfuld forhindringsramt forbindingsklar genudsprunget vissenhed på vej. Det er falskhedssignaturens elskerinde der vimser behåret berørt og uduelig. Afsavn på vej over bølgerne. Krigen

  • Digtet TILBUD

    Selv i evigheden
    rådner kirsebær
    og tænder trækkes ud
    hvad er klokken?

    Kø af havererede
    grov uagtsomhed
    katalogiserede venstresving
    hvor skal du hen?

    Forventnings glæde
    glødende ønsker
    uåbnede tikkende gaver
    hvornår kommer du?

    Om tilbudsvarerne
    gror brændenælder
    blomstrende smertefuldt
    gør det ondt?

    På den sidste dag
    i den sidste time
    fortæres farven af flammer
    skal du med til fest?
  • Tankevækkende Citater

    Fandt inspirerende citater fra Albert Einsteins udgivelser.

    Fremtidens religion vil være en kosmisk religion. Det vil overskride en personlig gud og undgå dogmer og teologi.

    Energi kan ikke skabes eller ødelægges, den kan kun forvandles fra en form til en anden.

    Tiden findes ikke – vi opfandt den. Tiden er, hvad uret siger. Forskellen mellem fortid, nutid og fremtid er bare en stædig vedholdende illusion.

    Virkeligheden er bare en illusion, omend en meget vedholdende en.

    Det vi kalder stof er energi, hvis vibration er sænket så meget, at det er mærkbart for sanserne. Stoffet er ånd reduceret til synlighed.

    Tid og rum er ikke forhold, vi lever i, men forhold, som vi tænker under.
    Fysiske koncepter er frie skabelser af det menneskelige sind, og er ikke, hvordan det end synes, bestemt af den ydre verden.

    Jeg tænker 99 gange og finder ingenting. Jeg holder op med at tænke, svømmer i stilhed, og sandheden kommer til mig.

  • Skamfuld Skønhed

    Dagens renskrivning af episode på børnehospitalet i Rumænien, hvor Ida, Sandheden og jeg opholder os.

    En tilsyneladende konfus mand går rundt på gangene, som leder han efter nogen, med blod på vindjakken og sår i ansigtet holder han en dreng med blod i håret.
    – Kan I tage jer af min søn, for min kone er død, så jeg må videre. Hans blik flakker rundt på stuen, hvor børnene har rejst sig i sengene for at se, hvad der foregår. Ida forsøger at berolige ham, han er tydeligvis i chok og sætter sig kun nødigt på en stol.
    – Det var ikke min skyld. Usammenhængende fortæller han om ulykken, en spøgelsesbilist kører frontalt ind i hans bil, hans kone mister livet, og nu skal han have anbragt Sorin på fem så han kan komme videre.
    – Til hospitalet?
    – Nej nej der er slet ikke sket noget med os, det er min kone altså Sorins mor. Hans stemme er grødet, hænderne ryster – han skal ikke med, når jeg skal se hende. Ambulancen, de kørte med hende, kan Sorin ikke blive passet?
    En af nonnerne kommer til og forsøger forgæves at berolige den fortumlede mand, tager Sorin i hånden og mens hun finder en seng til ham og noget hospitalstøj, tager Ida sig af faren – jeg tror du skal vaskes.
    – Nej nej, jeg skal videre.
    Ida følger ham ud i baderummet, men da han ser sit blodige ansigt i spejlet, bryder han sammen og hulker – jeg blev bare stående.
    Ida dupper et håndklæde i vand og tørrer med langsomme bløde bevægelser blodet af hans kinder og hænder. Hår på armene, røde rifter og blod under neglene, så reder hun hans hår, ung er han ikke nok nærmere de 50.
    – Stod bare og kiggede. Han græder igen men nu i armene på Ida.
    – Der er en, du skal tale med, siger hun, og sammen finder de Sandheden, der straks smider hvad han har i hænderne, tager den lerede kittel af og nyder, at der er brug for hans psykologiske rådgivning. Lige så langsomt får Sandheden manden til at slappe af, med dyb monoton stemme og få ord når Sandheden ind bag chok og forvirring.
    – Jeg løsner sikkerhedsselen, ruden er knust, min kones hovede har kvast panelet, hun har ikke spændt sin, det er bare en blodig klump, helt slap er hun. Jeg siger ikke noget gør ikke noget, bagi ligger Sorin også slap, min dør er flået af, og jeg står ud. Og så går jeg. Hvordan kan jeg bare gå væk?
    – Det er øjeblikket, du vil væk fra. Det er tiden, du vil forlade. Men da du stopper op og ser dig tilbage, hvad tænker du så?
    – Det er frygteligt, for når jeg ser, hvordan de to biler nærmest omfavner hinanden hans røde og min hvide, de fletter sig sammen knuger sig til hinanden som to elskende.
    – Så du tænker, det er smukt?
    – Hvordan kan jeg gøre det? Den anden chauffør er klemt fast af krøllet kulørt metal, det er så uvirkeligt og helt stille, jeg hører ikke bilerne, der kører forbi, men ser folk løbe hen til de sammenfiltrede, åbner døren i min kones side, jeg bliver så flov, for jeg har ingen smerter, jeg mærker ingenting. Men synet bider sig fast.
    – Fordi du synes det er smukt?
    – Jeg skammer mig.
    – Så tæt på døden som du er, gør sjælen sig klar til at rejse. Du oplever med din sjæl, og den frygter ikke døden, men er lettet over at slippe fri. Den skal videre. Det er på grænsen til døden, at du ser med din sjæl. Det er sjælens sandhed, du oplever og det er smukt.
    – Jeg savner hende bare så meget.

  • Dialog om kærlighed

    – Ja, det er min søn, jeg ser ham ikke, han bor hos sin mor i Tyskland, men jeg tænker på ham. Jeg har ingen kontakt til hans mor, men elsker min søn, selvom jeg ikke ser ham, kender du det, at elske uden at kende?
    De sidder på sengen med en pose chips mellem sig, og Ida fortæller om Eva, der var død ved fødslen, om hvordan hun ikke kunne slippe sorgen. Kærligheden var ved at ødelægge hende, savnet af et menneske hun aldrig har set i live.
    – Kærligheden kan dræbe, siger hun.
    – Det var derfor jeg valgte at blive læge. Hans stemme smyger sig blødt til Idas ører, den er så øm og nænsom, at alt omkring hende smittes, hans hænder er den blideste berøring hans kys så barnligt våde, hår på brystet, slank mave og store tær, fingre, der glider nænsomt ned ad hendes krop.
    – Du er så smuk, siger han.
    – Du kender mig ikke.
    – Og alligevel elsker jeg dig. De første år sendte jeg ham fødselsdagsgaver, men så bad hans mor mig stoppe. Han skulle glemme mig, jeg måtte ikke findes i hans liv. Er det ondskab at ville forhindre en far i at elske sin søn?
    – Min eks. smed jeg ud, fordi han ville forhindre mig i at elske min dødfødte datter, men han var ikke ond, han gjorde det af kærlighed til mig, han kunne se at min sorg var ved at tage livet af mig. Tror du kærlighed og ondskab hænger sammen?

    Uddrag af BUNDET TIL MASTEN

  • Mirakel på hospitalet

    “En ansat trækker et rullebord fra spædbørnestuen ud på gangen foran os. Det gør hun hver morgen samler nattens døde ind og kører dem til hospitalets kølerum. Under hvert deres hvide klæde ligger et spædbarn. Ida spørger den ansatte, hvem de er, hun frygter, det er nogen, hun kender, og da hun hører den ene er Mircea, ham med sort strithår, så bliver hun vred. Tager den slappe krop med dinglende hovede i hænderne og jeg fornemmer, at gråd er på vej. Hun lægger en hånd på hans bryst og beder Døden give slip. Al sin energi lægger Ida i dette ene, at få Mirceas hjerte til igen at slå, mens jeg og den ansatte står tavse og kigger på, at Ida masserer hans bryst, åbner hans mund og puster luft i hans lunger. Roligt, rytmisk længe, så siger hun afdæmpet men også med en vis selvfølge.
    – Han skal tilbage på stuen.
    Hun rækker spædbarnet til den ansatte og beder hende give ham en sutteflaske med mælkeblanding. Rolig, stilfærdig, professionel men rød i kinderne.”

    Uddrag af romanen BUNDET TIL MASTEN

  • Vinsmagning

    Havde idag inviteret gæster til vinsmagningstest.

  • Sorgen til Livs

    Ida har det svært efter at have fået en dødfødt datter, og Sandheden vil godt hjælpe hende med den indebrændte trang til omsorg. For at komme sorgen til livs, vil han give hende en udfordring. Sammen tager han, jeg og Ida afsted.

    – Hvor er vi?
    – Spital de Copii Børnehospital, Bucharest, Rumænien.
    Vi går ind på en stue, lugten er ram, det flyder med affald, 36 tremmesenge står tæt med smalle gange mellem hver række, alle børnene kigger på os tavse, apatiske, de der kan rejse sig støtter sig til gitteret. 6-8 år både drenge og piger, i flere senge er der mere end et barn, enkelte sover tilsyneladende, alle andre følger os med øjnene. Det er vildt det her, som at havne i et forværelse til Helvede. Underernærede og beskidte. Sandheden har en arm om Ida.
    – Der er brug for dig.
    I Idas øjne er opgaven uoverskuelig, og det her er bare en af hospitalets mange stuer.
    På den næste er forholdende de samme, men nu for mindre børn 3-6 år, samme afskallede tremmesenge en dreng, handicappet ligger på ryggen, skriger og savler, fægter med armene, stanken af urin stikker i næsen. Mange har hospitalstøj på, er klippet skaldet, andre hue ned om ørerne. Udstående øjne, indfaldne kinder, Ida væmmes over den elendige hygiejne, undrer sig over det manglende personale.

    Uddrag af romanen BUNDET TIL MASTEN som jeg er ved at renskrive.

  • Datterens Død

    På sin odysse er Sandheden kommet til København, hvor en ældre dame trygler ham om at fortælle sandheden om hendes datters død for mange år siden.
    Hun kigger på Sandheden, bønfalder ham om hjælp, og han fortæller hende, hvad der skete.

    – Jeg ser hende, din Betina gå ned ad trappen med hele klassen og to nonner i to rækker, de skal ned i beskyttelsesrummet, for der er faldet en bombe, og skolens tag står i flammer. Flere flyvere hører de, og selvom de er bange, er der ro og orden, ingen panik, ingen råben men trøstende ord fra nonnerne.
    Der sker ikke mere, piger, det er kun for en sikkerheds skyld, vi skal i kælderen.
    De går ned fra tredje sal, andre klasser er også på vej, nogle er nået frem, andre venter. Og så kommer braget. Endnu en bombe der kvaser trappen, de står på, træsplinter blander sig med skoleuniformer og sårede, katastrofen rammer, alt er skrig og kaos og gråd i en støvsky.
    – Og Betina? – Jeg ser hende, hun lever og kalder på dig. Ligger klemt under murbrokker med støv i munden i mørke. Kan bevæge armene tørrer sig om munden for det bløder, der er også blod i næsen, benene mærker hun ikke, intet gør ondt, hun har ingen smerter, men tænker ikke klart, det er derfor, hun kalder på dig. Sandheden kigger på kvinden for at se hendes reaktion, for selvom hun har krav på sandheden, vil han nødig gøre hende ondt. – Betina når lige at høre brandbilerne komme og ambulancerne, så falder hun i søvn, med smagen af blod, det er varmt men ikke væmmeligt. Så kalder hun på dig for sidste gang, nærmest kun en hvisken, inden hjertet stopper, og din datter dør. Derhjemme ved du endnu ikke, at noget er sket på skolen.
    Et afklaret udtryk breder sig i den gamles ansigt, hadet forlader hende, skylden og vreden, hun er klar til at tilgive enhver, sin gud og sig selv.

    Uddrag af romanen jeg skriver på BUNDET TIL MASTEN

  • Stormfuld

    Fandt et notat fra i sommer, et digt der aldrig blev færdigt. Nu kigger jeg på det igen, for der er noget eventyrligt uforpligtende, jeg godt kan lide. Og så er det en god adspredelse i manuskript arbejdet.

    En stormfuld nat med Rødhætte
    ad udtrådte stier
    hvor genetiske skabninger
    muterer så eventyrligt

    Se min kjole den er rød
    som blodet på slagmarken
    imunforsvarligt i kamp
    med hjemløshedens spøgelse

    Ruder knuses lyskryds blinker
    biler bakker på tværs
    mens de gamle lukker øjnene
    dommedagsinficerede

    En lærkeredes dunede unger
    fortæres af en ræv den nat
    i gule galocher
    med tidskode og selvudløsning

    Bærforladt og bittersur
    hjemmebrændt mistillid med
    splinter af torne
    i hver en øjenkrog

    Abel Spendabel og amputation
    får magten til at kæntre
    skyldiges afhuggede lemmer
    sværter skærmen hjerterød

    En udløsning er på vej
    i Conan Doyles garage
    jeg kommer jeg kommer
    ikke en dråbe skal gå til spilde

    Krystalnattens krogede gange
    af uanmeldte overfald
    kremeres og begraves
    i glaserede forseglede urner

    Tidens restriktioner mister pusten
    som dyngvåd ulden sweater
    krympet som en
    fluesvamp i ørkensand

  • Brainstorm

    Uddrag af BUNDET TIL MASTEN
    Der er stormøde i Foreningen Bishops Børn. Brainstorm om øens racisme.
    Sally og Donald er med. Hun er efterkommer af en slave, han af plantageejeren.

    “Man er ved at komme op at skændes, da en stor, sort kvinde, med hat og bare arme rejser sig og taler så højt, at skænderiet stopper.
    Tilgivelse. Kan du skrive det på tavlen? Fortiden skal ikke ødelægge det for os.
    Ida puffer til Donald, at så er det nu. Donald rejser sig, står rank foran sin stol.
    Jeg har en tilståelse, jeg er efterkommer af en slaveejer Sir John Trevelyan, han havde 1.000 slaver her på øen, og nu er jeg ramt af arvesynden. Min families velstand skyldes mine forfædres slaveri, det stoppede 1838 altså for 150 år siden, men arvesynden er jeg født med, og det lider jeg under. Mit største ønske for fremtiden er at blive tilgivet for mine synder.
    Donald sætter sig, Ida tager hans hånd og en mumlen breder sig. Da en ældre mand bagerst i lokalet begynder at klappe, følger alle efter, han rejser sig, støtter sig til sin stok og roser Donalds mod.
    Jesus loves you.
    Sally med hat og bare arme begynder at synge.”

  • Slaverne på Grenada

    Fra romanen jeg arbejder på: BUNDET TIL MASTEN
    Billedet er min inspiration til teksten.
    Sandheden er på besøg hos Sally, oldebarn til en slave.
    Nu sidder de og bladrer i Sallys album.

    – Det er min oldemor.
    En kvinde på bare tær i kjole til anklerne med lange ærmer og en hat på hovedet, der også dækker halsen. Hånden støtter mod taljen en bakke med pølse og brød. Hun er lige trådt ud af det mørke hul, som er indgangen til hendes hytte, foran balancerer to tildækkede tønder på den skrå sti af ler. Lige så stille står hun, virker genert er nok blevet bedt om at stå stille, for eksponeringen har været lang. I hjørnet sidder en kvinde med hænderne på lårene, hun misser med øjnene mod solen.
    – Du ligner din oldemor.
    – Hun får seks drenge, men de er jo nok på arbejde, da billedet bliver taget.

  • Smuk film: Det sidste menneske

    Blev så betaget af filmen at jeg skrev til instruktøren Ivalo Frank:

    Det er den bedste film, jeg har set siden to mand og et skab, jeg var overbevist om, instruktøren var en, der som Roman Polansky dengang, var ganske grøn, for stort set ingen andre instruktører idag tør gøre, hvad du gør. Give pausen plads og værdi. Respektere synet som mere end syn. Stole på publikums skjulte behov.
    Det er frygteligt at se filmkunsten blive tynget mod jorden, når instruktøren får erfaring, din film på DR2 idag “det sidste menneske” var enestående, fordi den var så stor, modig, tillidsfuld og ærlig. Ingen anden vil lade en person i filmen sige ”kærlighed er også at kunne sige nej”

    Jeg var sikker på instruktøren var en uerfaren nybegynder, men der tog jeg fejl. Anede ikke at tiden var moden til det sprog.
    Blev betaget fordi du i filmen gav udtryk for en holdning, som er godt gemt i både samfund og kunst. Det er stort at lade ordene komme fra en geolog og helt unge piger, jeg bliver lukket ind som aldrig før. Tænkte at du skulle vide det, hvilket indtryk det gør, når du gliver slip på alt der er traditionelt, anvendeligt og nødvendigt og tager en som mig med på en sjælfuld rejse.

    Kærlig hilsen Morten

    Sendte min anbefaling til Inuuteq Stoch der skriver:

    Jeg er født under en gud jeg ikke forstår
    født over den vilde natur der giver mig liv
    Jeg må være en af dem der er styret af dansen mellem livet og døden.

    og sender disse billeder hvor han er på rensdyrjagt med snescoooter.

  • Flykapring

    I arbejdet med Bundet til Masten er jeg nået til Florida hvor Joe og Jane i slut80’erne har sat sig i flyet til New York.

    “Så snart indenrigsflyet på vej fra Florida til New York er i luften, går Joes kone med baby på armen ind i cockpittet og siger til piloterne, at flyet er kapret, hendes mand sidder blandt passagerne i flyet og vil sprænge det i luften, hvis de ikke flyver til Havanna. Hun er høflig men alvorlig, sætter sig med baby på skødet bag piloterne og fortæller, hvorfor hun og hendes mand har taget den alvorlige beslutning. Hvis de accepterer hendes krav, behøver Joe ikke true passagererne, og alt kan foregå i ro og orden. Lidt befippede kigger piloterne på hinanden, det er en noget usædvanlig flykapring, men de accepterer uden at nævne for hverken kontroltårn eller passagerer, hvad der foregår.”

    Piloten lander ikke i Havanna men flyver videre til Grenada, hvor Joe og Jane møder Sandheden og hans venner blandt andre efterkommere af øens slaver og slaveejerens oldebarn.

  • tell my love now

    Var til åbning af Sara Aue Sobols udstilling med billederne fra bogen tell my love now. En virkelig smuk bog med rørende fortællinger så fuld af kærlighed.

    Der er varme i stuen men frosten bider. Det er langt mere end et vinterhus, det er et billede af eksistens. Sådan er alle billederne i bogen og på udstillingen udtryk for en sindstilstand. Altid både varme og kulde.

    En fantastisk bog. den kan jeg anbefale.

  • Fernisering idag
    Sara Sobol inviterer til åbning af udstilling i Nansengade 10 København hos Nina Worren. Det er klokken 17 og Jacob hendes mand har lovet at holde åbningstalen.  
  • Ny Homepage

    Jeg skal lige lære det, at manøvrere i det nye design, men jeg tager det lidt ad gangen vil så gerne selv, så det må tage den tid det tager. Der ligger så utroligt meget på min gamle side, så jeg skal vælge ud hvad skal med over på den nye.
    Jeg har fået lavet sider med billeder fra bogen Blågårds Blues 1971 og Danmarksturen 1972 men venter med at lægge dem på til jeg beslutter hvor de skal ligge. Det er så spændende at arbejdet med romanen BUNDET TIL MASTEN må få en pause.