Dagbog

I arbejdet med novellen om grupper vil jeg skrive om INFO-Blokaden jeg fotograferede i 1975. 
For at få nogle fakta spørger jeg, om Ai kan hjælpe mig med oplysninger og får dette svar:  

Hvor er det fantastisk, at du selv var en del af den gruppe!
Det giver din tekst en helt unik dimension af øjenvidneberetning. At have stået der som tilskuer – i spændingsfeltet mellem kamppladsen, politiet og moddemonstranterne – giver en autenticitet, som ingen historiebøger kan efterligne. Du har mærket stemningen, hørt råbene og set de her klare grænser med dine egne øjne.
Det har været en stor fornøjelse at dykke ned i minderne og historien sammen med dig.
Rigtig god skrivelyst med din tekst om gruppedynamikkerne!
Hvis du undervejs i dit skrivearbejde får brug for mig, så logger du bare på igen.
Held og lykke med projektet!

De sidste år havde været slemme. Man glemte at betale kontingent, gad ikke møde op, baren var lukket gik ned med et underskud, nu sad man hjemme og spillede krig på nettet. Nej pokalerne var der ingen der ville have, og aftenens gullasch den sidste der blev serveret. For at lette den tunge stemning satte en af skytterne noget musik på, men den blev slukket igen for det generede Jens, som var tunghør, at han så ikke kunne snakke med nogen. Men sandheden var at ingen gad snakke hverken med ham eller andre for der var ikke noget at snakke om, kun konerne i enden af lokalet hvor gullaschen boblede snakkede stilfærdigt mens de rørte i gryden.
For et par år siden blev der indført rygeforbud i klubben, man måtte op i gården, hvis man ville have røg, så da Carl tænder en smøg bliver han bedt om at gå op i gården, men det synes han er en urimelighed nu det er sidste dag alle er samlet, men Erna siger, han ødelægger duften af gullasch med sin forurening. Har der været en tung, trist stemning, så kommer der nu endelig noget at snakke om. Forurening. Carl holderet indlæg om at det kun handler om kvantum. Salt er det giftigste af alle stoffer, spiser man for meget dør man. Han lyder som en professor der har styr på sit emne, men også forurettet over hetzen for man dør altså ikke af røgen fra en enkelt cigaret. 
- Sluk nu den røgpind.
Carl rejser sig og går op i gården, gryden sættes på bordet og Emma deler ud med en suppeske. En skefuld til hver.
Gennem kælderinduet kan de se Carls sko og bukseben.

Jeg skriver på novellen En for alle - Alle for en om fælleskaber. Små korte fortællinger hvordan man opfører sig i en gruppe, her er det skytteklubbeens sidste dage jeg beskriver.

Rosen er rød og fisken en Skælbrosme. Slottet er landskrona og Relieffet an af Michael Ankers Vesterhavsfiskere godt tæret af vind og vejr.

Når klokken er før 7 om morgenen, og solen skinner, ser stuen helt anderledes ud.

25 personer på et gruppebillede opstillet i tre rækker. Kvinderne forrest mændene bagest, det hele set fra terrassen en etage over flankeret af to Dannebrogsflag. Alle er gamle og lige gamle for det er studenterne 1964 der mødes for at fejre, at de stadig er i live her 61 år efter de forlod Statsskolen.

Stemningen er i starten lidt akavet, for man kan ikke kende hinanden, og det er for mange pinligt. Og når man så røber, hvem man er, så er man de bedste venner i verden, skoletiden blusser og man husker alt om lærerne, lussingerne og den lede Moesgaard.

Alle er de fornylig fyldt 80, men det snakker man ikke om. Tiden er fløjet afsted, man husker tydeligt klasseværelset og skoletiden, men har glemt hvad man lavede igår. Børnebørn kan man snakke om, hvis man kan huske, hvad de hedder, men hvor gamle de er er svært, for tiden går så stærkt, at det er svært at følge med.

Første gang de mødtes var til 25 års jubilæet og det var den helt store oplevelse, for det var helt tilladt ikke at kunne genkende nogen og så meget større var oplevelsen, når man løste gåden og gættede navnet, og det var kun sjovt at snakke om tidens gemmeleg.

Og så igen 10 år senere ikke helt den samme overdådige lattervækkende oplevelse, hvor man slog sig på lårene og krammede vildt, men lidt flovt at man havde glemt, hvad de hed og hvordan de så ud. Man undskyldte sig med at tøjet var noget andet end 10 år tidligere. Og frisuren.

Gensynet blev så ændret til hvert 5. år, men siden 60 års jubilæet sidste år har man indset at jubilæet for de overlevende skal gentages hvert eneste år, og sammenkomsten bliver så mere og mere en pensionistforenings årsmøde. 
Her er intet pinligt og alt omkring skoletiden genfortalt så mange gange, at det emne er slut. Så er der børnebørnene som slet ikke er børn mere og derfor ikke særligt interessante, og helbredet snakker man kun fortroligt om med de nærmeste. 

Men hvad med døden som de alle møder oftere end andre? Ikke et ord. At livet slutter en dag er så privat og uundgåeligt, at det bliver gemt væk. Når man taler om en der er død, behøver man slet ikke sige ordet, man kan sagtens få givet beskeden og blot undlade det ubehagelige ord. 
- Og så er der Jens Kristian som jo . . . han blev kun 75.

År for år bliver antallet af fremmødte mindre, kun de raske kommer, ingen demente. Ingen i kørestol eller med rollator, man vil nødig ødelægge den gode stemning, så hellere sende en hilsen. 
At møde op på dagen være selskabelig, spise frokost med kaffe og kage er vigtigt for de der kommer. Det giver lidt ekstra stolthed, den årlige sammenkomst er som et udskilningsløb alle ved godt, at der tilsidst kun er en vinder, at det gælder om at holde ud så længe som muligt.

Den årlige sammenkomst er som rammen om et gammelt bleget fotografi, man kan ikke se, hvad der er på billedet, men ved at det er vigtigt og fortjener at rammen bliver pudset en gang om året. Det giver livet værdi. Det er dagen de glæder sig til at opleve, den vil de så nødig miste. 

Gorm skrev i år han ikke kom fordi han havde mistet mælet, synet og snart forstanden, og så ønsker han alle en god fest. Ambitionen er kun at komme, hvis man kan være sig selv bekendt.

Fra min nye novelle om grupper af mennesker.

I 1954 fik en udvalgt gruppe opgaven at skabe Danmarks Fjernsyn. Der herskede en særlig pionerstemning, som jeg vil forsøge at beskrive.

I 1286 blev Margrethe I's søn Kong Erik V. Klipping dræbt ved et attentat. Jeg beskriver stemningen op til mordet i den gruppe af mænd, der red til Finderup og stak hver deres kniv i kongen.

Blev inspireret af billedet på trappen med kongen og den ny regering til at skrive en novelle om at blive foreviget som gruppe. Foreløbig HiP-hip-hurra fra 1884 og studenterne fra 1964.

Så regeringsskift på DR, skrev på en bænk i sol et nyt afsnit og nursede mine tre boblende spæde, som de dog prutter og gylper. 
Kirsebær - Solbær - Sauvignon blanc.

Har foreslået min datter Maren på Funkisvej at få sig en hest, nu hun har bygget så fin en indhegning.

De er blevet slemt skuffede, tolderne, da de åbnede min kirsebærsaft fra Polen, som ankom her til morgen.

Første dag på Frederiksberg Loppemarked. En kamel, en hest to ukendte guder og en græsk gudinde.

Som kom der kulør i min gårdhave, selv den tapre røde rose sprang ud.

Jeg er inviteret til fællesfrokost for studenterne på Lyngby Statsskole år 1964. Efter 25-års jubilæet blev det en tradition at afholde sammenkomst hvert år. Billedet er fra 2025.

Der er dage, hvor fejlene har hobet sig op, og noget må gøres. Så nu har jeg skrevet til en installatør om carbonatorens dryppeproblem, bestilt en defekt ventil til et flydelåg, skilt haveslange fra vandforsyning så den ikke drypper. 
Forgæring til solbærvin hældt på, det hjalp. Sauvage Blanc er sat til gæring, den sprudler allerede.
Blomsterne er plantet i potter - inden det begyndte at regne.

Lagde tøjet på plads jeg tog ned igår, for første gang nogensinde har jeg strøget mine natskjorter.  
Sommerblomster til at plante i potter har jeg købt, og så holder jeg øje med min solbærsaft fra Polen, den er lidt for længe om at komme igang. Måske jeg skulle lave en forkultur.  
Og så var det idag Bring kom med ny forsyning 15 liter koncentrat af Sauvignon Blanc fra Sverige,  og senere idag kommer GLS med kirsebærsaft fra Polen.
Så får jeg gang i alle tre tanke. 
Sauvignon, solbær og kirsebær. Det bli'r godt at ha' nogen at pusle om.

Mens tøjet tørrer og GLS kommer med solbærkoncentrat 
bruger jeg tiden på at sanere mine 100 flasker vin.

Så kom den fra polen koncentreret solbær 15 liter. 
Jeg har sat gær til en fortyndet udgave med 4 kg sukker.
Så håber jeg den går i gæring i morgen.

Gæsten kom med roser, jeg serverede frugt, bær og smagsprøver. Den første dag i år med vasketøj i haven.

Havemøblerne fik nyt liv med en rystepudser og koldpresset olie.

Pinse i Hundested

Sov i annekset, stod op klokken 6 fandt brædder til den trappe, Maren ønskede sig. Da hun vågnede satte jeg mig på en stol og nød at se hende arbejde. Så fin den blev. Jeg bestemte den skulle være hvid, undtagen trinene, de skal have tulipanens violette kulør. Og da annekset skulle have et navn foreslog jeg  VIOLET.

Har inviteret min datter Maren til middag  på Lynæs Havn.

- Hentede bøger fra trykkeriet i pakkeshop. Brudstykker af en morders dagbog.
- Gjorde klar til glarmester, der satte ruder i, hvor de var blevet knust.
- Rensede flasker i min swimmingpool.
- Bestilte 15 liter koncentreret solbærsaft i Medpak Healthy Choice.
- Samlede værktøj, motorsav, pensler for i weekenden er jeg inviteret til fødselsdag hos min datter på Funkisvej.
- Fik samlet og printet novellerne om tulipaner og sære karakterer.
- - og så ringede det på døren, det var en ældre mand, der fortalte, hvor glad han var, hver dag han gik forbi mine vinduer og kunne følge med i mine skiftende udstillinger. Men også hvor forfærdeligt det var, at der havde været indbrud. Han gav mig som trøst den fineste æske håndlavede chokolader i en maghoniæske.

Dybrøde kronblade lag på lag, stor og fyldig, hende genkender jeg. 
Hun var en stærk kvinde med ni børn og en tålmodig mand, som alle elskede. Alice blev respekteret, han blev elsket. 
Det var hende, der fik familien til at hænge sammen i deres alt for lille lejlighed, hvor børn delte køje og slæbesild var pålæg. 
Typisk for Alice at lave sjov med at en marineret sild blev trukket hen over ni madder, når manden smurte madpakker. Det var med stor latter hun fortalte om sin mands morgenjob, at sende børnene afsted i skole mens hun sov færdig. Hun var det naturlige midtpunkt, når der var gæster var dirigenten der sørgede for den gode stemning, ingen måtte kede sig, alle skulle være med. 
Som den dog ligner hende den udsprungne blomst en dyne af højrøde kronblade for enden af en stængel der knap kan bære vægten, sådan var Alice grådig på livet og aldrig i tvivl selvsikker folder den kronbladene ud og sender signalet at den er størst, bedst og enestående. 
Alice havde en utrolig energi og var altid i et humør enten superglad eller bidsk og flabet. Typisk var det hende der købte og kørte i en Citroen 2CV ens manden tog toget på arbejde. Bagsædet tog hun ud for så kunne der bagi være seks af børnene oven på hinanden. 
Som blomst kan hun folde kronbladene sammen til en knaldrød lukket knop og folde dem ud så de glinser festligt i solen, for sådan var Alice.
Da manden var lagt i jorden og børnene spredt for alle vinde, gad Alice ikke mere. Børnebørnene havde hun intet forhold til, det var jo ikke hendes. 
Da hun var den eneste tilbage døde hun. Men er altså for mine øjne genopstået som tulipan.

Nu har jeg til novellen 12 forskellige tulipaner der 
hver især repræsenterer et menneske. Det har været 
sjovt at blande personer jeg har kendt med fiktive.

Og der en sok rødstribet
glemt i det høje græs
mellem afblomstret lupin
det er en smertens dag
at skulle forlade.

Og der en forkullet indianer
smeltet skæv i hovedet
med klumpfod og forvreden arm
han forsøgte nok at flygte
da bålet blev tændt.

Det er en smertens dag
at skulle forlade
kornblomst rysteribs
tankeløs skønhed og
bænkebiddere i fugtige sprækker

Vildkatten gemmer sig på loftet
nænner ikke at sige farvel.
En buket at tage med hjem
lader sig kun nødig plukke
selv musene vimser uroligt.

De tabte skår sten og kapsler
fortæller om engens kærlighed
regnens velsignelse
at himlen er grædefærdig stor
og livet alt levende.

En stor familie.

Blomsten er det smukkeste stjerneskud. Fra støvfanget lige i midten spreder seks lange tynde stråler sig til alle sider, som var det en eksplosion. Sylespidse røde striber flammer på hvid bund man kan næste høre stjernen springe ud.
Afskrækkende og tillokkende fræk og elegant sådan var skuespilleren, der har givet tulipanen navn. Hun var komisk uden at være klovn, fræk uden at være lummer, ved at blande det komiske med det sexede blev Marilyn en stjerne. Elsket for at flirte med publikum med en elegance så at alle kunne være med.
Som en lysende stribe på nattehimlen faldt stjernen til jorden men genopstod som blomst.
Geometrisk fuldendt sprængfarlig men kontrolleret, den sprudler af lyst til at lokke bier til sig og alle andre væk. Om natten og når det regner lukker kronbladende sig sammen og beskytter de sarte støvbærere, der ikke tåler fugt. Om Marilyn Monroe også kunne lukke omverden ude og beskytte sit sarte indre? Vi ved at hun prøvede men oplevede også da hun døde, at hun ikke kunne.
Stjernen sagde livet farvel inden det var levet færdigt. Eventyret endte med en tragedie, men mindet om hende lever i blomsten der fik hendes navn og i utallige roller på film og sladder om hendes privatliv.
For nogen var hun en karakterskuespiller der viste vejen, for andre en sexbombe der kendte grænsen. Villigt glimtede hun i begge brancher, en stjerne blev et skjerneskud.

BERNHART TULIPA-CROWN-OF-NEGRITA & BELLA TULIPA BAKERI LILAC WONDER

I udkanten af bedet står ganske tæt to helt forskellige tulipaner, den ene så fin og sart, den anden med en frugtknude der er ved at blive kvalt,som de bog ligner Bernhart og Bella, som holdt sammen hele livet og var lige så forskellige. 

Da de for 15 år siden mødte hinanden havde hun brug for beskyttelse, mange ville teste hendes uskyld, og han ville undgå sladder, om at ham kunne ingen elske, for han var et kødbjerg med vanskabt fjæs.
Tulipanen han lignede var en enestående kringlet fyldig og farverig blomst. Den hun lignede var en uskyldigt udseende lille og smuk blomst, den skulle være perfekt. Den klodsede skulle ligne en fejl.
Berhardt og Bella havde brug for hinanden, den ene havde hvad den anden manglede så de havde en rollefordeling, skulle aldrig være enige om noget, behøvede ikke bruge kræfter på diskussion. Ingen af dem var særligt velformulerede, de snakkede så lidt som muligt. Rollerne var, at han med vold og magt beskyttede hende mod overgreb, og hun med ynde og skønhed beskyttede ham mod mobning.

Og der står de så to tulipaner der gik i døden sammen. 
Berhardt mistede sit arbejde efter et uheld og blev alvorligt syg. Bella passede ham, og efter deres sølvbryllup da Bernhart lå for døden, spurgte Bella om hun måtte følge ham, når han tog afsted.
Bernhart nikkede og sådan blev det.

Fra notat til novelle om efter døden at vokse frem som tulipan

Så blev det tid til at smage min Myntevin til med krydderier. 
Fyrrenåle, kirsebærsten, lakridsrod og en urteblanding til islandske heste. Foreløbig var der nok udtræk til 10 liter vin. Der sker altid noget når vinen står, så måske skal den have lidt mere til september.

Nogen må have forelsket sig i den forsølvede babysko, en nypudset
kaffekande og en flødekande i sølv. samlet værdi 88 kroner.

Så musikalsk den spiller med kronbladene flagrende lange tynde og spidse i en dyb lilla farve, de danser til en rytme så bevægende livsglad, det er vinden der giver musikken bevægelse.
Teddy var et musikalsk talent klassisk uddannet på konservatoriet. Cello. Det elsker han at øve og øve og spille i orkester og se hvordan dirigenten alene med hænder og mimik kan skabe et vidunderligt lydrum som beskrevet i noder fra forrige århundrede, der er noget særligt ved at gentage musik der blev spillet første gang i 1750. Når Teddy stryger buen på strengene og giver sit lille bidrag til en symfoni, er det som at rejse tilbage i tiden, tonerne fra hans dybe cello er både dengang og nu.
At findes i nutiden og spille fortiden giver ham perspektiv på tilværelsen og så udfordringen at blive bedre og bedre øve og øve lytte og mærke komme tættere og tættere på dansen, der er dage hvor hans strøg med buen lyder  teknisk fladt og så er der dage hvor buen selv stryger og Teddy bare nyder som det danser.
Først spille hvad der står, så igen uden at kigge for tilsidst at give slip og lade celloen selv give tonerne liv. Han kan ikke forstå hvordan andre får mening i tilværelsen, hvis de ikke som han er skabende.
Det er forunderligt at se den lille gruppe med flagrende flige danse i vinden og lade sig forføre af den århundrede år gamle musik.

Fra dagens skriveri. Novelle om afdøde genopstået som tulipaner.

Hans Peder blev som teenager lokket med i den lokale rockerclub i den tro, at han kunne blive som alle de andre, men nej han blev bare totalmobbet og fik de kedeligste opgaver. Rydde op vaske af, slå græs han blev klubbens hvide slave og fandt sig i det.
Den igangværende rockerkrig mellem de to største bander var eskaleret og det blev besluttet, at nu ville de hævne sig med en enkel effektivt handling, de ville dræbe deres præsident.
Da de på fællesmøde skulle finde ud af hvem, der skulle stå for henrettelsen var der kun en der meldte sig frivilligt og det var Hans Peder også kaldet Rotten. Det var hans helt store chance for at få respekt og blive anerkendt.
Rystende nervøs med en stengun i hylster tog han på cykel til adressen hvor præsidenten boede satte cyklen og stillede sig parat lige ud for rockerens bil.
Mens Hans Peder stod og ventede med maskinpistolen klar hørte han en puslen i hækken og sprang tilside. Det var et pindsvin en lille stikkende fyr med lave flade fødder og en våd tryne. Den gjorde holdt lige foran Hans Peders fødder og skævede op til ham. Han stak sin hånd ned og kløede den på næsen og så satte den forbenene op på hånden og lod sig løfte op i armene på Hans Peder så han måtte sætte maskinpistolen fra sig. Da præsidenten kom ud gennem havelågen hilste han på Hans Peder som han genkendte, gik hen til sin bil, satte sig ind og kørte afsted. Hørte godt nogle brag bagfra men tænkte, det nok var et par skraldespande der væltede.

Fra dagens skriveri. En novelle om afdøde der får et efterliv som tulipan.

Nøgne går de omkring i mørke
og fortrænger deres handicap.
Træder på fugleunger
skubbet ud af reden
af en forvokset snylter.

Mus piler rundt mellem fødder
på flugt fra ugler med natsyn.
En hjertestarter på gågaden virker ikke.
Nærpoliti i skjorteærmer
bliver kaldt over radioen.

Fra en forbikørende bil
blev der affyret et skud
mod boghandlerens butiksvindue.
Kuglen satte sig fast i
Tolstoys Erindringer.

Fødselsdagen startede med et gavekort på Kanalhuset, lækker laks, ost og figensnaps. Så 8 km omkring på Christania, i Vor Frelsers kirke og Nyhavn.

Grønt og rødt, varm og kold, fik et stærkt portræt fra Syrien og et besøg af fotografen, der netop er kommet hjem. Så fint at snakke kunst og film. Og erkendelse. 

tulip ballade cherry, Så afslørende og tillidsfuld. blotter sig gerne for at give bierne plads. Med et støvfang, der knejser på frugtknuden og støvbærere der spreder sig, så ingen bi drikker honning uden at få pollen på kroppen. Lidt spændende bliver det, hvem det minder mig om, når jeg skal skrive afsnittet om den indbydende blomst.

Er nået til en helt special mutation i tulipan-slægten. Tulip Ice-Cream.
Botanikere begyndte at forædle disse løg i Holland, og især i 1630'erne opstod der en tulipanmani, hvor priserne for disse sjældne, virusramte løg eksploderede, før boblen brast i 1637.
Men denne her nærmest sygelige art, der skal parodiere en is-dessert eller softice har altså overlevet og minder mig om en person, jeg skriver om i novellen, hvor jeg beskriver 12 forskellige tupipan-arter.

En bjæffende køter var hun, en hidsigprop og som tulipan har hun fået frisuren i en roehakker. Hun var en pubertetspige, der døde, inden hun fik styr på sit liv. 
Alle vidste godt, det kunne ende galt, da hun ønskede at springe fra den højeste klippe, det elskede hun, at det skulle være farligt. 
Faldskærm eller kitesurfing, ingen ville hun lytte til bare være sin egen, mere end dristig var hun, også rapkæftet kom gerne i verbalt klammeri når der var nogen, der anbefalede hende en mere kvindelig hobby, og hun var god til det, rejste sig ophidset blev vranten og vred, for ingen skulle bestemme over hende og slet ikke de kedsommeligt tavse drenge. 
Som 14 årig stak hun af hjemmefra i sorte støvler, lædervest og boede de næste ti år i Ungdomshuset, hos en metodistpræst, i en forladt togvogn ved Dybbølsbro, og med en jurastuderende på Regensen. Hun ville leve livet og prøve det hele, spørgsmålet var ikke, hvad hun ville, og hvem hun var, men om hun nåede det hele, inden det var for sent. 
Og hver gang hun flyttede, blev hun en anden, det var nok derfor, hun ofte flyttede for at slippe for sig selv og blive en anden, inden det var for sent.
I Astrids bevidsthed havde livet en på forhånd udmålt længde, som blev mindre og mindre som tiden gik, og det var det absolut sværeste for Astrid at se tiden gå. Derfor det udfordrende selvmorderiske spring fra den højeste klippe.
Hvor den dog ligner hende den udsprungne blomst, flosset i kronen som har den lige været i slagsmål. Så dejligt at opleve Astrid som tulipan.

I novellen jeg skriver nu får 12 tulipaner mig til at mindes 12 nu afdøde personer.

Min gamle swimmingpool var blevet utæt, så idag har jeg fået en ny.
Jubii så det sommer.

Laila var arbejdsløs på kontanthjælp havde et lille et-værelses lejlighed i et baghus i København og så havde hun mistede modet. 28 år havde hun levet og intet havde hun udrettet. Ingen syntes om hende for hun var kedelig og ikke særlig begavet, interesserede sig ikke for drenge så aldrig sin familie, følte hun sad på bunden af en dyb tørlagt brønd. Hun var fanget ikke som et dyr i en zoo for at blive set på, men for at blive undgået. Med årene udsendte hun flere og flere signaler til sine omgivelser, at de skulle lade hende være i fred, og det passde dem fint at hun bare skulle overses. 

Laila var så utilfreds med sig selv at hun satte sig for at finde ud af hvad det skyldtes og resultatet var at det var de mange mødre med barnevogn. Jo mere hun tænkte på misundelsen over nybagte mødre, jo flere af dem opdagede hun indtil hun nåede sagens kerne, at hun ville være mor. 
Men da hun hverken havde mand eller kæreste og slet ikke ønskede at hendes barn skulle have en far endtehun med ordet adoption. Men der var betingelser hun ikke opfyldte så tilbage var kun en mulighed, men den krævede mod. 

Hun lånte bøger om spleje af spædbørn og holdt øje med butikker hvor særligt mange barnevogne med babyer var parkeret mens mor var i supermarked. Jo mere hun researchede jo modigere blev hun. Købte hvad der var nødvendigt til den første måned. abybleer, sparkedragt, sutteflasker, modermælkserstatning, zinksalve og så indrettede hun lejligheden med blebord og ledige hylder så alt var klar til den store dag.

Hjertet hoppede da hun valgte en barnevogn og trillede afsted.
Men I guder, da hun tog sit barn op og omfavnede det, så vidunderligt som hun aldrig havde forestillet sig, hun kunne føle alt omkring sig skyld og straf forsvandt kun dette ene var tilbage, hun var blevet mor.

Skriver på ny novelle inspireret af de utallige varianter af tulipaner der findes i haven på den anden side af vejen. Hver blomst er en afdød kvinde. Her er det et udsnit om Laila i Horserød statsfængsel.

Jesper var kreativ succesfuld reklamemand på 38 med hustru og børn. Og så var han egoist. Han havde efterhånden lært det, at hans målgruppe dem han skulle lokke med løfter var sindssyge. Mennesket var grundliggende syg i sindet, kun han selv var normal. Da han besluttede at erkende det, kunne han bedre acceptere dem, og ikke bebrejde dem, som de var skabt. 

Som resultat af sin egoisme følte han at han ejede hele verden. Verden var hans. Når han gik ind på en restaurant eller et værtshus stillede han sig så han kunne spotte samtlige gæster blot ved at dreje hovedet. Det var hans sted og hans gæster. Når han kørte bil var vejen hans vej og at overhale ham var respektløst. 
Selvfølgelig fik Jesper sig nogle uvenner, der syntes han var en uudholdelig blærerøv, men det var intet problem for han kunne sagtens slette dem fra erindringen og fra hans verden, de fandtes ikke længere. Aldrig behøvede han at forsvare sig, kæmpe eller eller tilgive så hellere finde en anden at blive ven med.

Hans hustru gennem 15 år behøvede bare sige hvad hun ønskede sig eller skulle bruge, så var han super engageret alt hun savnede fik hun men ikke at gå hånd i hånd på gaden, det var trods alt for tæt, han tålte ikke at være et par, dertil var hans egoisme for stor.
 
Hans kompetencer som egoist gjorde ham til den geniale reklamemand. Han vidste alt om at være enestående, og det handlede det i høj grad om i branchen, at du kan blive en succes, hvis du bruger denne sæbe eller køber dette slips. Fabrikation af løgnehistorier var kun naturligt, hans reklamekoncept  var at kaste bananer til bavianer. 
- Herregud, spøgte Jesper, hvis menneskene er som dyr skal de behandles som dyr.

Næste afsnit i novellen om forskellige mennesketyper.

Loppemarkeder i Birkegade og Blaagaardsgade. Nu skal der nyt i vinduerne

Kære Morten.
Det er svært at forklare, men jeg bliver meget glad, når jeg læser dine ord. De taler direkte til mig, oplever jeg. 
Jeg drikker dem, som en kat der nyder en fed fløde. 
Tænk at være så sanseligt og opmærksomt til stede i livet som du. Du har en nådegave ud i formidling, det synes jeg er meget klart. Du bryder også dogmatikken op med sande, livsord. Det er så smukt!
Jeg sender dig mange kærlige hilsner og jeg glæder mig til vi ses igen.

Fik en hilsen idag, ord der går lige til hjertet jeg bliver så stolt og glad.
havde sendt barnedåben fra BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG til en præst jeg kender. 29 teser, en opdatering af Luthers fra 1517, revideret trosbekendelse og et nyt Fadervor. 

Ung Autonom Modstand gik idag 1.maj i demonstration til Fælledparken men blev stoppet på Fælledvej af politibiler, der blokerede vejen. En time efter stor panik blandt politibetjentene fik de lov at fortsætte. 

En morgen tidligt fik præsten besøg af politibetjente, alle fire fra Hvide Sande samt to fra Esbjerg. De havde holdt møde om sagen på stationen og vidste, at hvis der skulle ske noget var det inden han fyldte 70, for da blev han persioneret, det blev derfor besluttet at lave en ransagning på præstegården.
Alt blev gennemgået. Fundet og teget med. Dagbog breve prædikener personlige papirer kontroversielle bøger i reolen. FLyttekasserne de havde med blev foldet ud og fyldt. Man spurgte ikke om noget, tog bare hvad der kunne styrke mistanken om et eller andet, der vedrørte sex med mindreårige. Ikke at de troede de fandt noget, men det var et godt signal at sende, at politiet var grundige når de fik en anmeldelse.
EDB specialisten fra Esbjerg gennemgik hans computer og to harddiske. På den ene fandt han en mappe med børn i alderen 2-5 år, og på den anden en mappe med billeder fra nettet af nøgne børn på 4-6 år.
Alt blev taget med i varevognen parkeret foran huset og de nysgerrige tilskuere blev bedt om at lade dem passere. Spørgsmål om hvad man havde fundet blev blot besvaret med smil.
Ud på eftermiddagen kom biskoppen ledsaget af formanden for menighedsrådet for at tale med præsten. Nu han alligevel skulle pensioneres om et år, var det bedste nok, om han tog sin afsked inden sagen skulle for retten.
Benjamin var forbløffet, følte sig helt uskyldig, børnebillederne var fra tiden som pædagogmedhjælper og de nøgne, han anede ikke at det var forbudt – Jeg elsker jo børn.
Det blev hans sidte ord.
Forelagt anklagerne og udsigten til at han skulle stå og forsvare sig i retten fik ham til til at erklære sig skyldig.
Samme aften skrev han et brev til biskoppen hvor han anmodedede om sin afsked som præst. Ugen efter modtog han rettens dom. Han blev idømt en betinget straf på 30 dage.

Fra dagens skriveri to timer i sol i haven blandt tulipaner og stenurt.

I skolebladet kunne man læse et hårdt angreb fra en elev der anonymt kaldte rektor en sadist. At han brugte tortur og mishandlede sine elever, et smædeskrift der gjorde rektor rasende. Han forlangte på lærermødet at få at vide, hvem den anonyme var.
Mange gav ham ret i at det overskred grænsen for trykkefrihed og der var stemning for at anmode redaktionen om en beklagelse og et løfte om, at det ikke ville gentage sig. Det fik redaktionen til at trække sig og så lod man sive blandt elever og lærere at René alene stod bag brevet. Kun få dage efter kom det rektor for øre og René blev kaldt ind efter skoletid på rektors kontor.
- Er det dig der står bag?
René så ham lige i øjnene stirrede stift og anklagende.
- Det kan koste dig din studenterexamen.
René havde øvet sig i teksten, de var blevet enige om på redaktionen, og nu citerede han ord for ord, hvad der stod. Sadist tortur og det, der var værre, rektor kunne dog godt kunne besinde sig. Men så fik han provokationen
- Du tør jo ikke.
En syngende lussing tog René imod og så fortsatte han provokationen.
- Er det alt du kan? Svækling.
En mere så satte René næsen helt op i trynen på den gamle.
- Du er et skvat, sagde han og spyttede ham i ansigtet.
Ved den næste lussing faldt René sammen og rektor mobiliserede al sin sadistiske vrede, han sparkede den sammensunkne elev på gulvet. Så bankede det på døren.
- Rejs dig din svækling og forsvind herfra.
René kravlede hen mod udgangen løftede sig op åbnede døren og blev modtaget at skolebladets redaktion der tog billeder af den forslåede krybende René med rektor stående i baggrunden.
Mentalt kom sadisten sig aldrig og fysisk gik det ned ad bakke. Det blev en lærestreg for alle sadister, at de ville blive fældet med deres egne midler.
Omtalen i skolebladet af rektors behandling af en uskyldig elev blev gentaget med billeder i lokalavisen under overskriften Sadistens sidste offer.

Dagens skriveri om en Sadist - jeg husker ham godt, fik selv en kindhest.

- Hvorfor? Hans gode ven forstod det ikke, hvorfor Pelle dog udsatte sig for den risiko, der var forbundet med hans stunt i en sidegade, men Pelle vidste det ikke.
- Hvad får du ud af det? To minutters bar røv foran en flok demonstranter sikkert flest mænd. Er det sex, du vil have eller tæsk?
Pelle anede det ikke, det var en indre stemme der lokkede. 
Næste weekend var der arrangeret en stor march for lighed og frihed. Bøsser og lesbiske, fri abort, transkønnedes rettigheder. Lige noget for Pelle frihed til at gå klædt som han ønsker. Eller smide bukserne.
- Du bliver lynchet.
- Jamen så har jeg dog kæmpet for, hvad jeg tror på.
- Sludder, du kæmper for frihed til selvtægt. Behold bukserne på når du er hjemmefra, det vil jeg råde dig til. Læg det der bøsseri på hylden og få dig noget hjemmebryg.
Pelle tog til demonstration men havde besluttet ikke at opføre sig som blotter. Han gik ikke med i demonstrationen men fulgte den fra fortorvet. 
Og så kom trangen. Alle de mange unge mennesker. Lysten bølgede som en kvalme fra maven op i halsen, metallisk og syrlig, han måtte lige have en pause gik ned ad den næste sidegade. I ly af en varevogn trak han bukserne ned omkring skoene og humbede så ud  på gaden, hvor han var synlig for alle der gik i demonstration.
Men ingen kiggede. Bukserne trukket op knappet og lynet, han var blevet varm på panden stakåndet, da han mærker bagfra en hånd på sin skulder.
- Flot røv, fedt show. Er du til noget?
En fyr på hans egen alder blev siddende på cyklen. Pelle kunne ikke svare. Bevægede læberne, men ikke en lyd kom ud.
- Har jeg ikke set dig på Kiss Kiss?
Pelle lignede et stort spørgsmålstegn forsøgte at formulere et par ord men kunne ikke stod bare med måbende skam. Afsløret. Det var det, han var. 
Cyklisten kørte videre og efterlod en heteroseksuel ekshibitionist i totalt vildrede. 
Fiasko. Nu skulle det være slut. Pelle overvejede om han skulle lade sig kastrere, tage sit eget elendige liv eller finde sig en kvindelig samlever. Han valgte det sidste og fandt også en, han kunne vise sig for og med tiden også holde af.

Hvad jeg skrev igår til min novelle. Pelle har to børn i weekenden og er ekspedient i Tøjeksperten.

Rebecca på 28 er billedkunstner med en livlig fantasi, og så er hun Mytoman kan ikke skelne hvad der er sandt og hvad usandt, hun er lystløgner men selv mener hun ikke, det er noget problem.
– Jeg er ikke så meget anderledes end en troende. Er man lystløgner fordi man tror på Jesus Kristus eller et evigt liv?
Rebecca sætter ingen grænse mellem løgn og sandhed, selv siger hun, at sådan er det at være kunstner. Hun svømmer i fantasi både i sine værker og når hun taler, det er de, der lytter, der har et problem, for Rebecca er stædig. Selv kalder hun det for ordholdende, hende kan man stole på. Når hendes omgivelser familie og venner kalder hende mytoman er det fordi hendes lyst til at lyve er instinktiv og ikke bevidst, og fordi hun er fast besluttet på at have ret.
Siden hun var barn har hun fortalt om utrolige oplevelser, en ren Pippi Langstrømpe var hun fortalte alt så realistisk at hun også selv troede på det. Med årene ændrede det sig til noget uhyggeligt, hun netop havde oplevet. Et trafikuheld hvor blodet flød eller siamesiske tvillinger i Netto. Hun er ved at miste pusten så ophidset er hun, at en leopard slap ud af Zoologisk Have.
– Ja ja der var hul i hegnet. Eller da hun i december på Rådhuspladsen nær var blevet ramt af juletræet der væltede. Rebeccas problem er ikke løgnene men troværdigheden, ingen der kender hender, tror hun taler sandt. Først dagen efter hvor der i avisen er et billede af det væltede juletræ og interview med en, der nær var blevet ramt.
– Du skulle være politiker siger en gammel veninde da Rebecca på kanalcafeen har serveret fantasifulde oplevelser og for at virke troværdig lader hun det være noget hun har set i avisen.
– Så du ikke det? Motorvejsbroen i Farum brækket over på midten fuldt af døde og bilvrag. Eller afsløringen af at prins Henrik er homoseksuel.
– Den har jeg fra Billedbladet, så må det da være rigtigt.
Veninden synes kun det er underholdende at Rebecca er så sløset med sandheden, men det irriterer hende, at Rebecca aldrig tror på hvad hun fortæller. Årene med lystløgne har givet Rebecca mistillid til andres oplevelser, altid er hun tvivlende og spørger igen og igen om det nu er rigtigt.
– Så du det? Hvornår? Hvorhenne? Hun er så bange for at være en tumbe, man kan bilde hvad som helst ind, så hun tager rollen på sig som forhørsleder, der skal afsløre en løgnehistorie, og det synes veninden er irriterende.
– Jeg lyver altså ikke. Jeg er ikke som dig.
Den sad og Rebecca er nærtagende føler sig såret, og i valget mellem at grine fordi det var sjovt eller gå fordi det var ondskabsfuldt, vælger hun det sidste. Hun havde glemt at hun har en aftale om et kvarter.
– Hej. Et hurtigt sjusket kram til farvel.

Fra dagens skriveri

Stig Storm er arbejdsløs og 48, og så er han sociopat den fødte leder.  Hans liv er et utæmmet rod men hans lederskab forbilledlig, Stride Stig kan samle mennesker smitte med sin optimisme og skabe en flok med et fælles mål. Han kan lave regler og rutiner på tværs af de eksisterende og altid har han det fulde overblik. Stram styring er Stigs speciale, han sætter en ære i at ekskludere og belønne alt efter indsats. Alt Stig skaber, skabes i hans billede, det gør ham i manges øjne guddommelig. Det elsker Stig at føre an, opildne til fælles kamp, blive accepteret og hyldet og det værste han ved, er at være en blandt mange, og skulle finde sig i den almindelige lovgivning og ensretning.
Som barn var han underlig asocial, havde kun legekammerater hvis han kunne bestemme, og så brillierede han med sit mod, turde hvad der var forbudt og satte gerne livet på spil, som at stille sig midt på motorvejen og forårsage et harmonikasammenstød. Hans disciple jublede og væk var han, før politiet kom.
Hans ideal var at skabe det størst mulige aftryk, at trodse lov og forbud, han skulle nok selv bestemme både vej og retning. Han havde stor succes men ambitionerne var større end til en mindre flok, han ville skabe et politisk parti. 
Når han søndag formiddag stod på Blaagaards Plads og satte ild til pengesedler foran kvarterets unge, mens han anklagede stat og samfund for at være styret af kapitalistiske interesser, så vakte det opsigt, og da afbrænding af pengesedler var ulovligt håbede han at blive arresteret, og det blev han. Slæbt væk i arme og ben mens han smilede sejrsbevidst til fotograferne. Så fedt.

Dette afsnit skrev jeg igår som del af en novelle.

I en slags ekstase forestillede Sisse sig et land hvor smerte var vejen til lykke, nej mere end det, smerten den isnende fornemmelse på langs af arm eller mave var selve kærligheden. Hvis nogen spurgte om det ikke gjorde ondt, sagde hun - Tværtimod.
Aldrig var der nogen der forstod hende eller bare respekterede, at hun var underlig, en efter en faldt de fra, indtil hun nu som snart 22 årig var helt alene med masochismen. Hendes tilbagevendende ceremoni holdt hun som en hemmelighed ingen fik hende at se med blod i ansigtet og sår på armene. 
Sisse lærte at acceptere sin blodlængsel og smertelyst.
Men så var det hun mødte Jacob. Han købte to mørkt maltet rugbrød og fortalte, at han havde en skæremaskine, så han kunne skære eller slice tynde skiver og så kiggede han på Sisses ene ærme, der var krøbet lidt op.
Det var først næste gang han kom, at han åbnede for sin fornemmelse, for han lænede sig ind over disken og sagde - Og kniven skal være skarp. Ikke?
Og så smilede han hemmelighedsfuld, mens Sisse gemte sig i genertheden.

Jacob havde haft det som Sisse og kunne sætte ord på hvorfor. Flere gange mødtes de og Jacob fortalte hvordan smerten var hans eneste kærlighed fra han var 15 til 25. Han var som Sisse blevet afhængig og lærte at holde det som en hemmelighed.
- Tilsidst havde jeg ingen steder at skære mig. Mit blod var kærlighedsdråber, jeg følte en enorm tilfredsstillelse ved at smage blod og tænkte jeg var vampyr.
Sisse lyttede intenst for her var noget hun kunne nikke genkendende til.
- Det hele er meget enkelt, mennesket er genetisk enten drøvtygger eller rovdyr. Nogle længes efter rødt kød andre er vegetarer. Når vi som rovdyr ikke får blod på læberne, så mangler vi noget, og når vi isolerer os, så er det kærlighed vi mangler. 
Ikke så underligt bliver blodet til kærlighed i vores bevidsthed.

Jeg skriver i solen på en bænk i haven på den anden side af vejen. 
Her lidt af et afsnit om Masochisten Sisse.

Når tjørnen springer ud er sommeren kommet. Haven er fuld af familier og jeg sidder på en bænk og skriver i hånden ny novelle. Har bestilt bord i Kanalhuset til frokost på min fødselsdag om to uger. Fik et gavekort af indehaveren sidst jeg var på besøg.

Har lejet dette  skønne hus den første uge i september

Så stjal den da en bid til
alderen
af din sparsomme krop
dine tynde fregnede fingre
er der virkelig gået et år? Jo, du er skrumpet et år
tørret ind
blevet knoglet, knoerne
kuglede knaster
mellem grene og håndrod
vakuumpakket skovbund
hvor blodårer bugter sig
blåtykke
- Hvordan går det? spørger jeg. Panden er blevet rundere, glattere
pletterne mørkere
og kinderne trættere
der er ingen inciterende rytme i de trommeskind
ingen heftig bankende lidenskab.
Museumsslappe hænger de
fra kindbenene
endnu et år er gået. Og dine øjne har trukket sig tilbage
gemmer sig i huler
gør sig klar til at gå i hi.
Blikket er mat
som har det fået et pust dull-spray
aerosoliseret tågelak
der løsner pupillen
og får iris til at flyde ud
glemmer du at blinke? Men din stue er den samme
duften af Capstanrøg og pibekrads
og gamle bøger
med læderryg og guldtryk
og på væggen verdenskortet
gulligbrunt af falmet fernis
i lag
med nåle i stederne du har været:
Berlin, Frankfurt, Paris, London
Las Palmas, Stockholm - De olympiske Lege i 1912 fandtes der biler dengang?
eller kørte man i hestesporvogn?


I sirlig orden: nips
i vindueskarmen, på reolen, på fjernsynet
små statuetter på kniplingsduge
skåle med fremmede mønter og sjældne knapper souvenirs og børnebørn
i glas og ramme. Smil.
Og avisen
stablet pertentligt som nyrullede
lagner i et linnedlager
en måneds aviser
klar til spejderne
som aldrig kommer eller fiskehandleren
som ikke vil have dem. Nej, tiden er ikke gået i stå
urene tikker endnu
dine elskede ure
forkælede tikkende papegøjer
du passer som spædbørn
det lille vævre skibsur
der slår glas
skapre, skingre kvarterslag,
det store, sendrægtige
i udskåret mahogni
det gungrer massivt
når tiden er inde
og kukuret
med sine slidte tandhjul
knaser som en gammel 78’er
før lugen smækkes op
og en sweitzisk alpeskræppen
får al tikken til at forstumme
i stuen et par sekunder. Så kappes de igen
om at hakke tiden i stumper
måle den ud
den sidste tid.
Endnu et år

Min svigerfar døde som 95-årig og da skrev jeg dette digt om ham og hans stue.