Dagbog

Fandt inspirerende citater fra Albert Einsteins udgivelser.

Fremtidens religion vil være en kosmisk religion. Det vil overskride en personlig gud og undgå dogmer og teologi.

Energi kan ikke skabes eller ødelægges, den kan kun forvandles fra en form til en anden.

Tiden findes ikke – vi opfandt den. Tiden er, hvad uret siger. Forskellen mellem fortid, nutid og fremtid er bare en stædig vedholdende illusion.

Virkeligheden er bare en illusion, omend en meget vedholdende en.

Det vi kalder stof er energi, hvis vibration er sænket så meget, at det er mærkbart for sanserne. Stoffet er ånd reduceret til synlighed.

Tid og rum er ikke forhold, vi lever i, men forhold, som vi tænker under.
Fysiske koncepter er frie skabelser af det menneskelige sind, og er ikke, hvordan det end synes, bestemt af den ydre verden.

Jeg tænker 99 gange og finder ingenting. Jeg holder op med at tænke, svømmer i stilhed, og sandheden kommer til mig.

Dagens renskrivning af episode på børnehospitalet i Rumænien, hvor Ida, Sandheden og jeg opholder os.

En tilsyneladende konfus mand går rundt på gangene, som leder han efter nogen, med blod på vindjakken og sår i ansigtet holder han en dreng med blod i håret.
– Kan I tage jer af min søn, for min kone er død, så jeg må videre. Hans blik flakker rundt på stuen, hvor børnene har rejst sig i sengene for at se, hvad der foregår. Ida forsøger at berolige ham, han er tydeligvis i chok og sætter sig kun nødigt på en stol.
– Det var ikke min skyld. Usammenhængende fortæller han om ulykken, en spøgelsesbilist kører frontalt ind i hans bil, hans kone mister livet, og nu skal han have anbragt Sorin på fem så han kan komme videre.
– Til hospitalet?
– Nej nej der er slet ikke sket noget med os, det er min kone altså Sorins mor. Hans stemme er grødet, hænderne ryster – han skal ikke med, når jeg skal se hende. Ambulancen, de kørte med hende, kan Sorin ikke blive passet?
En af nonnerne kommer til og forsøger forgæves at berolige den fortumlede mand, tager Sorin i hånden og mens hun finder en seng til ham og noget hospitalstøj, tager Ida sig af faren – jeg tror du skal vaskes.
– Nej nej, jeg skal videre.
Ida følger ham ud i baderummet, men da han ser sit blodige ansigt i spejlet, bryder han sammen og hulker – jeg blev bare stående.
Ida dupper et håndklæde i vand og tørrer med langsomme bløde bevægelser blodet af hans kinder og hænder. Hår på armene, røde rifter og blod under neglene, så reder hun hans hår, ung er han ikke nok nærmere de 50.
– Stod bare og kiggede. Han græder igen men nu i armene på Ida.
– Der er en, du skal tale med, siger hun, og sammen finder de Sandheden, der straks smider hvad han har i hænderne, tager den lerede kittel af og nyder, at der er brug for hans psykologiske rådgivning. Lige så langsomt får Sandheden manden til at slappe af, med dyb monoton stemme og få ord når Sandheden ind bag chok og forvirring.
– Jeg løsner sikkerhedsselen, ruden er knust, min kones hovede har kvast panelet, hun har ikke spændt sin, det er bare en blodig klump, helt slap er hun. Jeg siger ikke noget gør ikke noget, bagi ligger Sorin også slap, min dør er flået af, og jeg står ud. Og så går jeg. Hvordan kan jeg bare gå væk?
– Det er øjeblikket, du vil væk fra. Det er tiden, du vil forlade. Men da du stopper op og ser dig tilbage, hvad tænker du så?
– Det er frygteligt, for når jeg ser, hvordan de to biler nærmest omfavner hinanden hans røde og min hvide, de fletter sig sammen knuger sig til hinanden som to elskende.
– Så du tænker, det er smukt?
– Hvordan kan jeg gøre det? Den anden chauffør er klemt fast af krøllet kulørt metal, det er så uvirkeligt og helt stille, jeg hører ikke bilerne, der kører forbi, men ser folk løbe hen til de sammenfiltrede, åbner døren i min kones side, jeg bliver så flov, for jeg har ingen smerter, jeg mærker ingenting. Men synet bider sig fast.
– Fordi du synes det er smukt?
– Jeg skammer mig.
– Så tæt på døden som du er, gør sjælen sig klar til at rejse. Du oplever med din sjæl, og den frygter ikke døden, men er lettet over at slippe fri. Den skal videre. Det er på grænsen til døden, at du ser med din sjæl. Det er sjælens sandhed, du oplever og det er smukt.
– Jeg savner hende bare så meget.

– Ja, det er min søn, jeg ser ham ikke, han bor hos sin mor i Tyskland, men jeg tænker på ham. Jeg har ingen kontakt til hans mor, men elsker min søn, selvom jeg ikke ser ham, kender du det, at elske uden at kende?
De sidder på sengen med en pose chips mellem sig, og Ida fortæller om Eva, der var død ved fødslen, om hvordan hun ikke kunne slippe sorgen. Kærligheden var ved at ødelægge hende, savnet af et menneske hun aldrig har set i live.
– Kærligheden kan dræbe, siger hun.
– Det var derfor jeg valgte at blive læge. Hans stemme smyger sig blødt til Idas ører, den er så øm og nænsom, at alt omkring hende smittes, hans hænder er den blideste berøring hans kys så barnligt våde, hår på brystet, slank mave og store tær, fingre, der glider nænsomt ned ad hendes krop.
– Du er så smuk, siger han.
– Du kender mig ikke.
– Og alligevel elsker jeg dig. De første år sendte jeg ham fødselsdagsgaver, men så bad hans mor mig stoppe. Han skulle glemme mig, jeg måtte ikke findes i hans liv. Er det ondskab at ville forhindre en far i at elske sin søn?
– Min eks. smed jeg ud, fordi han ville forhindre mig i at elske min dødfødte datter, men han var ikke ond, han gjorde det af kærlighed til mig, han kunne se at min sorg var ved at tage livet af mig. Tror du kærlighed og ondskab hænger sammen?

Uddrag af BUNDET TIL MASTEN

“En ansat trækker et rullebord fra spædbørnestuen ud på gangen foran os. Det gør hun hver morgen samler nattens døde ind og kører dem til hospitalets kølerum. Under hvert deres hvide klæde ligger et spædbarn. Ida spørger den ansatte, hvem de er, hun frygter, det er nogen, hun kender, og da hun hører den ene er Mircea, ham med sort strithår, så bliver hun vred. Tager den slappe krop med dinglende hovede i hænderne og jeg fornemmer, at gråd er på vej. Hun lægger en hånd på hans bryst og beder Døden give slip. Al sin energi lægger Ida i dette ene, at få Mirceas hjerte til igen at slå, mens jeg og den ansatte står tavse og kigger på, at Ida masserer hans bryst, åbner hans mund og puster luft i hans lunger. Roligt, rytmisk længe, så siger hun afdæmpet men også med en vis selvfølge.
– Han skal tilbage på stuen.
Hun rækker spædbarnet til den ansatte og beder hende give ham en sutteflaske med mælkeblanding. Rolig, stilfærdig, professionel men rød i kinderne.”

Uddrag af romanen BUNDET TIL MASTEN

Havde idag inviteret gæster til vinsmagningstest.

Ida har det svært efter at have fået en dødfødt datter, og Sandheden vil godt hjælpe hende med den indebrændte trang til omsorg. For at komme sorgen til livs, vil han give hende en udfordring. Sammen tager han, jeg og Ida afsted.

– Hvor er vi?
– Spital de Copii Børnehospital, Bucharest, Rumænien.
Vi går ind på en stue, lugten er ram, det flyder med affald, 36 tremmesenge står tæt med smalle gange mellem hver række, alle børnene kigger på os tavse, apatiske, de der kan rejse sig støtter sig til gitteret. 6-8 år både drenge og piger, i flere senge er der mere end et barn, enkelte sover tilsyneladende, alle andre følger os med øjnene. Det er vildt det her, som at havne i et forværelse til Helvede. Underernærede og beskidte. Sandheden har en arm om Ida.
– Der er brug for dig.
I Idas øjne er opgaven uoverskuelig, og det her er bare en af hospitalets mange stuer.
På den næste er forholdende de samme, men nu for mindre børn 3-6 år, samme afskallede tremmesenge en dreng, handicappet ligger på ryggen, skriger og savler, fægter med armene, stanken af urin stikker i næsen. Mange har hospitalstøj på, er klippet skaldet, andre hue ned om ørerne. Udstående øjne, indfaldne kinder, Ida væmmes over den elendige hygiejne, undrer sig over det manglende personale.

Uddrag af romanen BUNDET TIL MASTEN som jeg er ved at renskrive.

På sin odysse er Sandheden kommet til København, hvor en ældre dame trygler ham om at fortælle sandheden om hendes datters død for mange år siden.
Hun kigger på Sandheden, bønfalder ham om hjælp, og han fortæller hende, hvad der skete.

– Jeg ser hende, din Betina gå ned ad trappen med hele klassen og to nonner i to rækker, de skal ned i beskyttelsesrummet, for der er faldet en bombe, og skolens tag står i flammer. Flere flyvere hører de, og selvom de er bange, er der ro og orden, ingen panik, ingen råben men trøstende ord fra nonnerne.
Der sker ikke mere, piger, det er kun for en sikkerheds skyld, vi skal i kælderen.
De går ned fra tredje sal, andre klasser er også på vej, nogle er nået frem, andre venter. Og så kommer braget. Endnu en bombe der kvaser trappen, de står på, træsplinter blander sig med skoleuniformer og sårede, katastrofen rammer, alt er skrig og kaos og gråd i en støvsky.
– Og Betina? – Jeg ser hende, hun lever og kalder på dig. Ligger klemt under murbrokker med støv i munden i mørke. Kan bevæge armene tørrer sig om munden for det bløder, der er også blod i næsen, benene mærker hun ikke, intet gør ondt, hun har ingen smerter, men tænker ikke klart, det er derfor, hun kalder på dig. Sandheden kigger på kvinden for at se hendes reaktion, for selvom hun har krav på sandheden, vil han nødig gøre hende ondt. – Betina når lige at høre brandbilerne komme og ambulancerne, så falder hun i søvn, med smagen af blod, det er varmt men ikke væmmeligt. Så kalder hun på dig for sidste gang, nærmest kun en hvisken, inden hjertet stopper, og din datter dør. Derhjemme ved du endnu ikke, at noget er sket på skolen.
Et afklaret udtryk breder sig i den gamles ansigt, hadet forlader hende, skylden og vreden, hun er klar til at tilgive enhver, sin gud og sig selv.

Uddrag af romanen jeg skriver på BUNDET TIL MASTEN

Fandt et notat fra i sommer, et digt der aldrig blev færdigt. Nu kigger jeg på det igen, for der er noget eventyrligt uforpligtende, jeg godt kan lide. Og så er det en god adspredelse i manuskript arbejdet.

En stormfuld nat med Rødhætte
ad udtrådte stier
hvor genetiske skabninger
muterer så eventyrligt

Se min kjole den er rød
som blodet på slagmarken
imunforsvarligt i kamp
med hjemløshedens spøgelse

Ruder knuses lyskryds blinker
biler bakker på tværs
mens de gamle lukker øjnene
dommedagsinficerede

En lærkeredes dunede unger
fortæres af en ræv den nat
i gule galocher
med tidskode og selvudløsning

Bærforladt og bittersur
hjemmebrændt mistillid med
splinter af torne
i hver en øjenkrog

Abel Spendabel og amputation
får magten til at kæntre
skyldiges afhuggede lemmer
sværter skærmen hjerterød

En udløsning er på vej
i Conan Doyles garage
jeg kommer jeg kommer
ikke en dråbe skal gå til spilde

Krystalnattens krogede gange
af uanmeldte overfald
kremeres og begraves
i glaserede forseglede urner

Tidens restriktioner mister pusten
som dyngvåd ulden sweater
krympet som en
fluesvamp i ørkensand

Uddrag af BUNDET TIL MASTEN
Der er stormøde i Foreningen Bishops Børn. Brainstorm om øens racisme.
Sally og Donald er med. Hun er efterkommer af en slave, han af plantageejeren.

“Man er ved at komme op at skændes, da en stor, sort kvinde, med hat og bare arme rejser sig og taler så højt, at skænderiet stopper.
– Tilgivelse. Kan du skrive det på tavlen? Fortiden skal ikke ødelægge det for os.
Ida puffer til Donald, at så er det nu. Donald rejser sig, står rank foran sin stol.
– Jeg har en tilståelse, jeg er efterkommer af en slaveejer Sir John Trevelyan, han havde 1.000 slaver her på øen, og nu er jeg ramt af arvesynden. Min families velstand skyldes mine forfædres slaveri, det stoppede 1838 altså for 150 år siden, men arvesynden er jeg født med, og det lider jeg under. Mit største ønske for fremtiden er at blive tilgivet for mine synder.
Donald sætter sig, Ida tager hans hånd og en mumlen breder sig. Da en ældre mand bagerst i lokalet begynder at klappe, følger alle efter, han rejser sig, støtter sig til sin stok og roser Donalds mod.
– Jesus loves you.
Sally med hat og bare arme begynder at synge.”

Fra romanen jeg arbejder på: BUNDET TIL MASTEN
Billedet er min inspiration til teksten.
Sandheden er på besøg hos Sally, oldebarn til en slave.
Nu sidder de og bladrer i Sallys album.

– Det er min oldemor.
En kvinde på bare tær i kjole til anklerne med lange ærmer og en hat på hovedet, der også dækker halsen. Hånden støtter mod taljen en bakke med pølse og brød. Hun er lige trådt ud af det mørke hul, som er indgangen til hendes hytte, foran balancerer to tildækkede tønder på den skrå sti af ler. Lige så stille står hun, virker genert er nok blevet bedt om at stå stille, for eksponeringen har været lang. I hjørnet sidder en kvinde med hænderne på lårene, hun misser med øjnene mod solen.
– Du ligner din oldemor.
– Hun får seks drenge, men de er jo nok på arbejde, da billedet bliver taget.

Blev så betaget af filmen at jeg skrev til instruktøren Ivalo Frank:

Det er den bedste film, jeg har set siden to mand og et skab, jeg var overbevist om, instruktøren var en, der som Roman Polansky dengang, var ganske grøn, for stort set ingen andre instruktører idag tør gøre, hvad du gør. Give pausen plads og værdi. Respektere synet som mere end syn. Stole på publikums skjulte behov.
Det er frygteligt at se filmkunsten blive tynget mod jorden, når instruktøren får erfaring, din film på DR2 idag “det sidste menneske” var enestående, fordi den var så stor, modig, tillidsfuld og ærlig. Ingen anden vil lade en person i filmen sige ”kærlighed er også at kunne sige nej”

Jeg var sikker på instruktøren var en uerfaren nybegynder, men der tog jeg fejl. Anede ikke at tiden var moden til det sprog.
Blev betaget fordi du i filmen gav udtryk for en holdning, som er godt gemt i både samfund og kunst. Det er stort at lade ordene komme fra en geolog og helt unge piger, jeg bliver lukket ind som aldrig før. Tænkte at du skulle vide det, hvilket indtryk det gør, når du gliver slip på alt der er traditionelt, anvendeligt og nødvendigt og tager en som mig med på en sjælfuld rejse.

Kærlig hilsen Morten

Sendte min anbefaling til Inuuteq Stoch der skriver:

Jeg er født under en gud jeg ikke forstår
født over den vilde natur der giver mig liv
Jeg må være en af dem der er styret af dansen mellem livet og døden.

og sender disse billeder hvor han er på rensdyrjagt med snescoooter.

I arbejdet med Bundet til Masten er jeg nået til Florida hvor Joe og Jane i slut80’erne har sat sig i flyet til New York.

“Så snart indenrigsflyet på vej fra Florida til New York er i luften, går Joes kone med baby på armen ind i cockpittet og siger til piloterne, at flyet er kapret, hendes mand sidder blandt passagerne i flyet og vil sprænge det i luften, hvis de ikke flyver til Havanna. Hun er høflig men alvorlig, sætter sig med baby på skødet bag piloterne og fortæller, hvorfor hun og hendes mand har taget den alvorlige beslutning. Hvis de accepterer hendes krav, behøver Joe ikke true passagererne, og alt kan foregå i ro og orden. Lidt befippede kigger piloterne på hinanden, det er en noget usædvanlig flykapring, men de accepterer uden at nævne for hverken kontroltårn eller passagerer, hvad der foregår.”

Piloten lander ikke i Havanna men flyver videre til Grenada, hvor Joe og Jane møder Sandheden og hans venner blandt andre efterkommere af øens slaver og slaveejerens oldebarn.

Var til åbning af Sara Aue Sobols udstilling med billederne fra bogen tell my love now. En virkelig smuk bog med rørende fortællinger så fuld af kærlighed.

Der er varme i stuen men frosten bider. Det er langt mere end et vinterhus, det er et billede af eksistens. Sådan er alle billederne i bogen og på udstillingen udtryk for en sindstilstand. Altid både varme og kulde.

En fantastisk bog. den kan jeg anbefale.

Jeg skal lige lære det, at manøvrere i det nye design, men jeg tager det lidt ad gangen vil så gerne selv, så det må tage den tid det tager. Der ligger så utroligt meget på min gamle side, så jeg skal vælge ud hvad skal med over på den nye.
Jeg har fået lavet sider med billeder fra bogen Blågårds Blues 1971 og Danmarksturen 1972 men venter med at lægge dem på til jeg beslutter hvor de skal ligge. Det er så spændende at arbejdet med romanen BUNDET TIL MASTEN må få en pause.