Dagbog

Oppefra set oppefra
er det indlysende enkelt som det blikstille vand
der spejler så tidløs en skyfri himmel
så beroligende fjernt

Kasteløse drukner i striber af spildevand
slipsedynastier føres til massegrave
mens de uvidende kysses i smug
af tidligere studenterkammerater

Oppefra oppefra bliver giganter til myrer
kolosser en bagatel
flagermus sværmer blinde i natten myggesultne
Gretha Thunberg slår øjnene op til en ny dag

Rundstykker med tandsmør rabarbermarmelade
vindstyrke nul sætter båden i stå
klukkende slubren fra rælingen
og to hvide striber på tværs af stilhedens himmel

Og der den grimme ælling på vej over gaden
i byen der simrer af pseudodemokratisk løgn
hvor børn skal sidde stille åbne munden og fortære
hvad der lander på tungen

Og lukke ørerne skal de for lokkende toner
om svanens skønhed og tidens forfald
i ruinbyen dernede driver tektonisk kaos
mod endlösung

Fra skitsebogen. Noter til Et digt. 

Tre pæle i en græsklædt fordybning den midterste er ledig til de andre er bundet en mand og en dreng opgivende men afklarede de har skrevet afskedsbreve til kone kæreste og forældre og vidste godt det var med livet som indsats de kæmpede for Danmark. 
De har samvittighed men græder ikke eller angrer stolte går de om lidt i døden.En henrettelsespeloton tager opstilling unge mænd i uniform der giver afkald på deres samvittighed for at tjene deres land. 
Jeg tager tøjet af læner mig op ad den midterste pæl med rank ryg siger jeg til drengen til højre 
- Idag skal du være med mig i Paradis og til soldaterne
- Kom til mig alle I som slider jer trætte og jeg vil give Jer hvile. 
Min stemme er svag tungen tør nu løfter de geværerne og jeg slutter mit jordiske liv med en sidste kraftanstrengelse råber med høj stemme uden jeg aner hvad det betyder
- Elói! Elói! lemá sabaktáni.
Skudsalven brager og et amerikansk turistægtepar vender sig forskrækket og rystes over synet af den nøgne hvide mand der hænger slap på stolpen.

Fra romanen Brudstykker af en morders dagbog som jeg er ved at rette sidste gang.
Han er 4.maj taget i Mindelunden og kommer til henrettelsespladsen en rekonstruktion af den originale plads fra krigens tid. Og så løber fantasien af med ham og han tror han er Jesus på korset.

Hillerødgade 6. juni 1988.
Jeg tørrer blodet af hånden men det var ikke mig jeg var der ikke og han var selv ude om det. 
Det er i bussen på vej til Mark en bølle opfører sig virkelig dårligt passagererne prøver at dysse ham ned tatoveret på armene og rap i replikken, da han stiger ud giver han passagererne og mig en finger, og nu er jeg så med den næste bus helt rolig afslappet. 
Sådan har jeg det bedst når jeg ikke prøver at forstå ikke flygter fra dæmonen men accepterer at den findes i mig og spræller når den er i humør til det. Et instinkt der får mig til at handle, og bagefter kan jeg virkelig slappe af. 
Den bidske løve og giftige hugorm de er da også natur.
Ud ad bagruden kan jeg se ham ligge på maven ved stoppestedet. Bare han nu overlever.

Uddrag af romanen BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG som jeg gennemlæser og retter til en sidste gang.

Forsinket Nytårsfest med bordbomber og balloner. Menuen er ismadder kakao og popcorn.

- Hold om mig hvisker hun.
- Nej fastere. Hun knuger sig til mig og med næsen i hendes hår kan jeg dufte hende. Det er så meget Maja. 
Som et barn efter en dag på legepladsen med vind i håret og barnlig sved af ængstelse dagen har været en voldsom oplevelse. Jeg holder hende fast med min arm helt varm bliver den strækker sig efter hendes læber bløde og fugtige jeg bliver rørt. 
Så lille hun er i mine arme.
- Vi to siger hun. Ikke andet men nok til at den sære fornemmelse jeg fik da Isabella kyssede mig i supermarkedet den får jeg igen. Min krop siger giv giv lysten flyder med blodet ud i de fineste tynde kapillarer med budskabet giv giv giv. 
Og tanken lammer mig om det er mig hun vil have. Så rejser hun hovedet og i stearinlysets skær ser jeg det smukkeste ansigt med en forførende ømhed øjnene er store blikket dybt jeg kigger hende lige ind i sjælen giv giv ørerne så fine.
Det mest vidunderlige menneske det smukkeste syn i mit skød nu strækker hun armene op om min hals giv giv og trækker mit ansigt mod hendes så jeg dufter hendes åndedrag. 
Sjælen i øjnene livet i lungerne giv giv men min krop er lammet for hun er en kvinde og jeg en mand. 
Jeg er som den første hvide mand der ankommer til indianernes land med frygt og lyst giv giv han finder gaverne frem og tæmmer sin lyst til blod og kamp rækker armene ud og lægger sit våben. Så mærker jeg kysset. 
Læber mod læber smelter vi sammen og hendes tunge driller min. Spørger om den vil lege. Med tungespidsen prikker hun til min prik prik den morser en besked de taler sammen som stumme væsner med deres helt eget sprog. 
Nej det er en brydekamp to unger på en madras i stram trikot hvem kan først få væltet den anden skubber og griber vrider og glider kamp og leg jeg er tilskuer uden indflydelse lader dem bare lege. 
- Maja? Ordet afbryder legen og hun blotter sit ansigt.
- Du er så smuk. Jeg sagde det. Fik det sagt lammelsen er bekæmpet jeg turde jeg gjorde jeg gav mig selv i ord. Modig stolt en befrielse. Maja tager mig i hånden rejser sig puster lysene ud og klær sig af i mørket. Min krop gør det samme nøgne ligger vi under dynen. 
- Jeg elsker dig siger hun.

Færdig med  Kærlighedens Karneval, færdig med Helligkilde Barnekind nu fortsætter jeg hvor jeg slap med Brudstykker af en morders Dagbog kapitlet hvor JEG for første gang er sammen med en kvinde.

Den udsigt er jeg altså vild med. Stolen midt i billedet er min festivalstol.
Åh det skal blive dejligt at gentage successen fra sidste år. 
To uger på den dejligste ø i det skønneste hus. Bestilt og betalt.

Pludseligt brag og en røgsøjle. 
Rejser mig dampende svedig
skifter sko spænder bælte
finder handsker og had.
Vi mødes hvor vi har aftalt.

Udgangsforbud nedbrændt kiosk
aviser som konfetti
marken har sorte pletter.
Med patroner og riffel 
i skudsikker vest leger vi skjul.

I nat er vi klar til at dræbe.

Fra digtsamlingen HELLIG KILDE BARNEKIND

Sixten var kun hjemme jul og nytår, imorgen tager han tilbage til Berlin. 
Så der blev lige tid til en tur i sneen.

En morgen en lyd
men ikke en stemme
og ingen banker på døren. 
Erantis og vintergæk er sprunget ud.

Morgenen smager af havvand.
Sandflugt fra klitterne
varsler begravelse
af forårets spæde spirer.

Hun fryser fingrene blå
og læberne. Frosten æder sig mæt
vandhanen sukker.
Drypper stilfærdigt.

Lyden den morgen var et skud.
Det var skuddet hun hørte 
der dræbte hendes elskede. 
I kamp ved Sortehavet.

Digtsamlignen HELLIGKILDE BARNEKIND ligger nu som tilbud i kategorien Skønlitteratur og kan købes for 185 kr.
Jeg har valgt ikke at lade den indbinde, så den kan blive rigtig billig.

Så fik jeg lavet omslag.
Og her er så bagsiden med link til stort format.

Granatsplinter i ansigtet
bragt til hospitalet
fem år blev han.
Hun skjuler sit ansigt da de fortæller han er død.

Blodet på hendes arme
vil ikke størkne
for det er hans.
Hun skammer sig over ikke at kunne beskytte ham.

Diftsamlingen færdig mangler kun forsiden.

Det blev koldt, jeg frøs så pejsen kom i brug. Første gang denne vinter.

Børstede sneen af bilen og kørte til sangøvelse i Frelsers Kirke. Stor oplevelse. Pianisten var barnebarn af min sanglærer som jeg elskede og flyglet en arv fra hans bedstefar. Sangeren min nevø.

Jamen det er da fantastisk Seoul fra himlen.
Min datters nytårshilsen på vej hjem.

Fra fjerne galakser til oceaners dyb
Gud Fader har skabt vores verden
Jorden er vores hjem.

Fuldendt balance og arters evolution 
men også bristefærdig dæmning
om syreholdig sø. 

Klogskab og visdom er dyrebar 
fører til trivsel og glæde 
men er også vejen til helvede.

Terrorbombning og krigsstrategi
våbenkapløb og folkedrab.
Bliver vi da aldrig klogere?

Er det kundskabens træ 
vi i grådighed fælder
for at nå det øverste æble?

Digt fra samlingen jeg arbejder på om de første to måneder af krigen i Ukraine.

Højre eller venstre?

Når året skifter og du er ved vejs ende så har du valget køre nordpå eller mod syd.

Alletides chance for at slippe de dårlige vaner og få nogle nye og bedre.

Nytårsforsæt.

Jeg er begyndt købte et kilo NUPO for nu skal vægten ned og så har jeg bestilt en konsultation Kranio-Sakral terapi det har jeg aldrig prøvet.

Fanø til sommer jeg har ansøgt om BKF’s skønne hus på Fanø til september.

Det håber jeg.

En fimbulvinter er på vej
et magtens marionetteater
maskespil og maskerade.
Der drikkes blod.

Gennem mørke til mørke
fra offer til morder
først død så død.
Endelig udslettelse.

Med ukuelig vilje
til at leve og overleve
får nogen øje på kærligheden.
Glemmer de dræbende skud.

Så er der klar til det nye år. Fryseren fyldt. Tøjet vasket. 
Haven fået lukket for vandet og bladene fjernet.

1983. To mere at elske. 

På en fjern men rolig
eftermiddag
giver en uskyldig himmel
slip på et fly.
Først vingen så kroppen.
I spiral
mod en frossen pløjemark
tæt på sandheden.
Et brag og et bål.
Hvor der ellers gror hvede
ligger sortsvedne lemmer
i en dampende bunke skrot.

.

Mangler kun et par digte i samlingen om de første to måneder af Ukrainekrigen.

Der ligger det
med røven bar
et sortsvedent kadaver.
På maven.

Håret brændt væk
hans øjne sikkert også
men det kan man ikke se.
På videoen.

Han ligger hvor han faldt
flammende fakkel.
Men værst er dog
som de jubler af glæde.

En fjende er faldet. Ung
uskyldig med kære og kæreste
og en fremtid i fred.
Men dødelig.

Jeg har nået at finpudse de fleste digte om de første to måneder af krigen i Ukraine. der er 75 små korte digt en side til hver. Jeg prøver at finde så mange forskellige vinkler som muligt og synes det lykkes. Digtet her er sådan en speciel vinkel. At se krigen på video langt fra krigens grusomhed er noget andet end stå på torvet hvor det foregår. derfor er sproget også et andet.

1973. Stadig de smukkeste kvinder. (fra bogen refugee what if...)

Amalie ønsker Glædelig Jul fra Malaga.

God jul ønsker jeg til alle der følger min dagbog. 

Med et billede fra den traditionsrige lillejuledag, hvor jeg med Marie besøger vores fars grav, synger julesalme og drikker altervin ønsker jeg alle der kommer på besøg her i DAGBOGEN en rigtig glædelig jul.

Min datter Maren er i Seul i julen. Netop ankommet sender hun disse billeder og skriver: 
Det er sgu da underligt at sætte sig ind i en flyver og flyve med tiden rundt om jorden!

Så nær og dog så fjern
vi er her begge to
men du er bare et billede
Jeg ved du elsker mig men tvivler

for hvordan kan du elske
når alt er taget fra dig
din familie dit hjem din by
selv troen har forladt dig og håbet

Jeg frygter for dit liv
dødbringende granater
sultens kramper kuldens kamp
Men mest af alt for din lyst til at leve

Et digt fra samlingen fra 2022 om de første to måneder af russernes invasion i Ukraine

Fik bøger fra trykkeriet i Frankrig idag. En ny stak KÆRLIGHEDENS KARNEVAL og så refugee what if... med Bastian på forsiden halvt i skygge. Den er blevet superflot 22x30 cm 140 sider 139 farvebilleder. Det skal være julegave til mine børn for alle billeder er familiebilleder fra da de var små.
Teksterne bruger jeg nu i en digtsamling uden billeder. Den arbejder jeg på. SLANGERNE er et af dem.

SLANGERNE
Denne by var din engang
nu er den slangefarm.
Hvor duft af friskbagt brød
bredte sig i morgensol
er der nu gift i sorte render.
De kom fra himlen
slangehvislende 
glatte spidse cylindre
som galdt det livet
at nå frem.
Spredt som vragdele
fra nedskudt helikopter
ligger lig på torvet
duften af død
lokker slanger til.

KÆRLIGHEDENS KARNEVAL

Denne by eksisterer ikke længere
nedbrændte kalenderlys
letter som morgendis
i forladthedens gader

Et brød blev tabt på vej
fra bagens butik
nu er det rotter
der spiser sig mætte

Et neonskilt blinker
at thaimassagen har åbent
knuste ruder og blafrende gardiner
hjerneskadet boksers sidste kamp

Kollisionssikret Volvo på tværs
med hjulene i vejret
to blodige skikkelser
hænger i sikkerhedsseler.

Ingen radioaktivitet vil kunne måles
støvet har lagt sig
ruinbyen er ren
badestrand en vinterdag

Endnu et digt færdigt til samlingen om Ukraines første to måneder med fremmede tropper. Det var dengang jeg skrev romanen Langt væk er lige her som står på 86 biblioteker og stadig er til salg.
https://mortenbo.com/langt-vaek-er-lige-her/ 

Du frådende bølge der brager mod skæret
du ender din rejse så brat
i et orgie af hvidtglinsende skum.

En kaotisk symfoni af destruktiv skønhed
et sidste stormfuldt møde
med molens blankslidte blokke.

En hidsig vind holder mågerne oppe
fylder rummet med skrig 
og taktfaste brag mod klippen

Du rejsende bølge hvad bringer du med dig
af alger fra havets bund 
vildfaren fisk og transitskibes affald

Og Dannebrog blafrer med splitflag i laser 
som vil det også være med 
til at fejre at nu er du kommet.

Du dystre bølge af grumsemørkt vand
husker du Roses far og Alfred Anker
de fik sten men ingen grav.

Du levende bølge med dræbende kræfter
og en vilje ubøjelig stærk
dit er riget og magten for altid.

Hvor jeg nyder at sidde i læ af molen 
i allerførste parket og 
overvære din dødsforestilling.

At se og indse at det slutter en dag
at livet ender i skønhed
som dit da du ramte et skær.

Fra sommerens notesbog. ChristiansØ

Øjnene sorte huller
kosmisk mørke
hvert syn bliver opløst
slugt fortæret
atomer splittet
billeder forvrænget 
af æblets blankhed

Vi er på bunden af brønden
hvor mennesket er djævel
anstændigheds ophør  
det kaldes Helvede
Tallet idag er to millioner 
på flugt fra forrådnelse
i kister og grave
kvinder gamle og børn

Tårer blinker
fjerne stjerner
hemmelighedsfulde
lysår bliver sekunder 
da de springer 
som helligkilde 
ad barnekinder

Det er vildt spændende - jeg redigerer teksterne i bogen refugee what if... lavet en måned inde i Ruslands angreb på Ukraine det hele var så nyt.
Nu har det ligget i snart fire år og jeg vil udgive det som en tidstypisk næsten historisk reminder om den chokerende start.

Cirkus er kommet til byen
med lænkede elefanter 
og dresserede hunde.
Et forlystelsestelt med opvisning 
så imponerende så spændende 
om akrobaterne klarer den og publikum klapper.
En mand med pisk og høj hat
får heste til at løbe hvor de skal 
og børnene til at at grine.
Så professionelt det er
indtil knivkasteren spidder sin kone 
og domptøren bliver bidt af en bjørn.
Elefanten går amok på tilskuerrækkerne
mens folk forsøger at flygte.
Hvem tændte ilden 
der fik musikken til at brænde
og manden med den høje hat 
til at låse sig inde i sin pompøse camingvogn?

Krigen i Ukraine er kun et par månder gammel da jeg skriver digtet. 
Nu planlægger jeg en samling med digte fra den periode.

sidst jeg var på søndagstur var det til kongelunden med brølende fly og en stank af råddenskab. så idag skal vi mod Nord. jeg husker Bøllemosen som et smukt sted fra da jeg var barn. det nyder jeg at blive taget med på tur.

Dybere dybere du skal dykke
dybere grave dig ned 
til sandheden under leret og løgnen
længere end det sandsynlige 
dybere end lyset og lydene 
ned i mørket skal du og så skal du holde vejret
vejret skal du holde i mørket
for så vil du finde sandhed

Højere højere skal du løfte dig 
til himmels slippe fri 
af dit jordiske paradoks af tyngde og tid 
flyve op over skyerne
lettere end vægtløs skal du blive
svæve befriet i lyset og så skal du puste ud
tømme dine lunger for jordisk tilbøjelighed
for så vil du blive fri

Endnu et digt som aldrig nåede længere end til notesbogen.
det lyder godt når jeg læser det, men den større mening opfordringen til at finde sandhed og blive fri er tynd. 
når musikalitet stjæler hensigt så falmer betydningen.

PÅ ryggen af
en kongeørn
klædt ud som 
en tigger
skimter jeg
diplomet
der vifter med
venner
og bader mine
tær
i kaudisk soda

På nakken af en nabo 
med rygvendt fjendskab
skummer jeg af had forkuller 
sproget smækker med døren
skammen gemmer jeg til bag en pølsevogn

Hvem i verden flyver højest
hvem i gaden hader mest
hvem af os alle taber først sine hullede bukser

søpavillon
selvmordscafe
natsommerfugl
i solopgang

visdom i huller
ører som løver
mod urets tikken
og klokkeklang

Fandt i mine notater dette digt ikke færdigt men der er noget galskab i det som jeg kan lide. at vikle fablen om fuglekongen ind i kaudisk soda og en pølsevogn kan da noget. På ryggen af kongeørnen vandt den konkurrencen om at komme højst op i himlen og dermed blive konge. Men hvad der skal til for at det bliver et færigt digt ved jeg ikke. Tik tak klokkeklang. Ører som løver. Det'syret. Måske bare dumt.

Kalkværket 850 kroner
Blågårds Blues udsolgt
Findes der en ridder i Orange? udsolgt

En Stribe på himlen af kurvet lys
og en hvislen af fart mod horisonten.
Kontrolleret effektivt
præcist og beregnende
et brag og en søjle af ild og røg
på eftermiddagsblå himmel.

Ingen vand ingen strøm
ingen varme hovedpuden frosset lig i gaderne
en humanitær katastrofe
Byen belejret
befriet siger fjenden
en fredelig magtovertagelse og slet ingen krig

Konceptet er at kombinere mine familiebilleder med tekst der beskriver situationen den første måned af Ukrainekrigen

Fik endelig lavet bogen færdig om de første måneder af krigen i Ukraine og bestilt eksemplarer til privat brug. Den egner sig ikke som udgivelse med de mange private billeder og slet ikke nu hvor den virker for gammel. 
Den har bare ligget i bunken af ufærdige projekter men nu synes jeg tiden var inde til at få den gjort færdig. Billedet her er omslaget.

Mindestue maskebal
varsel om vejret 
hvor gemmer sandheden sig?
I dobbeltseng med stationsforstanderen
eller på hylden for hittegods?

Tyrestation og sædbank
rentefrit indestående 
kan man stole på det?
Morgenkvalme i Metroen
mellem Friheden og fængslet

Huslejechok og flyttefirma
et piano tabt 
fra altanen på 4.
synger i baggårdens brandtomt
sin sørgmodige sang

Det er helt vildt 
så mange mennesker der findes i Katmandu 
trods jordskælv og Everests ofre
umuligt at skelne
blandt sandkorn på stranden
de smukke fra de grimme
eller tælle dem.
Fra tindens top kan jeg se
så langt øjet rækker 
og høre den hvislende stilhed.

Herfra er alt der findes
en tilfældighedskatastrofe 
på højde med kærligheden.
Gravitationens kompakte væsen
suger sandkorn til sig
binder galakser sammen
så sikkert som drømmen i søvne

Forladthedslængsel
i mudrede udslidte støvler 
befriet for floskler og fraser. 
Det syder og strømmer i årer
det livgivende hjertes blod
når jeg trasker gennem naturen
i ensomhedslykken.

Fundet i en notesbog fra sommeren CMXXIV

Acasie og hængepil
handicap og middagslur
utroligt så lidt der skal til

Doktorens aske psykiatriens ruin 
krematoriers smide-væk-kultur 
dyrker urner med glemsel 

Frie valg drukner i løfter
heliumballoner til himmels
flaskepost i brændingen

Hvad skal jeg vælge
i fiskedammens lokkende
tilfældighedscirkus?

Gevinst hver gang på alle hylder
sylespidse huller i huden 
med blodrøde dråber 

Kærligheden lukket inde 
i skabet med skeletter 
og urner og det frie valg

Enkebal og rivegilde 
som de dog fester for sjov
skændes og snubler det frie fald

Utroligt så lidt der skal til
for at holde et samfund i live

Fandt digtet i Notater fra sommeren CMXXIV

Lige kommet hjem det gik godt en pige jeg kan ikke rigtigt forstå det. Jeg er blevet far for alvor det er ingen drøm jeg går rundt om mig selv og græder aner ikke hvorfor. Maja er stadig på hospitalet jeg måtte bare hjem og puste ud da hun ville sove og den lille Bambina er det smukkeste menneske nogensinde og det gik så godt. Seks timer med veer så presseveer jeg har aldrig oplevet noget så voldsomt et kæmpehovede mase sig ud af maven hvordan er det kommet derind? Ukrudt nej prydplante det er for vildt hvem har dog fundet på det. Kristen? Ja ja lige nu. Natur og Jesus. Fandenme flot arrangeret nej nu må jeg… Hvad var det jeg skulle huske nå ja et lyserødt bånd i lygten over døren sådan gør man når en pige er født. Alt fungerer hun er hel og fin ti fingre hår på hovedet og jeg er hendes far om tre timer tager jeg tilbage hvis hun er vågen min elskede Maja. Og lille Bambina.

brudstykker af en morders dagbog slutter med at han bliver far til en datter. dette er hans reaktion

Jeg kender en skole så øde
med døre smækket så hårdt
hvor kærlighed pines til døde
og livet for længst er vist bort

Hvor findes en skole så frodig
at alt sætter nye skud
med en tro på hinanden så modig
at børnene selv springer ud?

Fra bogen Folkets Skole fra 1979

Jeg skal lære at glemme
ligger på ryggen
og øver mig
stirrer op i loftet og forsøger
at glemme

Jeg forestiller mig det
jeg skal glemme
det dumme
der klæber til min tanke og optager
pladsen for andre
smukke og gode tanker.
Jeg forestiller mig
at jeg pakker det ind
det væmmelige
pakker det ind og lægger det
i en æske og lukker låget
og låser
og skubber den ud i verdensrummet
afsted glider den væk
mindre og mindre tilsidst
fortaber den sig mellem
stjernerne aldrig mere
skal jeg tænke på det
endelig befriet

Jeg lukker øjnene og
sukker lettet mens den som en prik i det fjerne
forsvinder
ud af min bevidsthed

Nu ruster den, skoven
drysser i flager
sommerens skyggende
lethed
fælder
de gulbrune skæl
lader dem duve til jorden
nænsomt
som tak for lån, afleveres de
i en bunke under kronen
rustrød

Og grene gror frem
mørke, grønne, arrede, fugtige
huleblinde knogler og pinde, sorte
kronernes ærbare hemmelighed: Nå, på den måde.
Nu klæ’r den sig af, skoven
vinternøgen

Hvilket privilegium
at trave gennem skoven
og nyde skønheden
forfaldets farvepragt
og afstivningens indretning
så genial i sin opbygning
fuldendt til at bære den
krone, der nu
søvnigt dyner sig
på jorden og
venter på et vindpust.
Hvor skønt at trampe i blade og glædes ved livets rytme, skovens
hjertelyd

Fejø Camp 1. juli 1989

Gnistrende lysglimt tænder og slukker et mylder af skæbner kun et blink til hver. Jeg sidder med udsigt over havet det er så varmt og vindstille i skyggen af et egetræ. Lysende grønne blade blander sig med de skyggefulde mørke til en mosaik mellem grene. Lyst og mørkt i en sværmerisk dans hvor alle søger mod lyset men ikke alle når det. Og ude midt i havet glider uendeligt langsomt en sejlbåd forbi uden vind.
Maja har lagt sig i skyggen hun er så smuk. Du havde en plan og den lykkedes nu flytter solen sig jeg rykker med. Lyden af fjerne børn i vandet men kun lyd. Frokosten var nu lækker serrano skinke lufttørret i skiver så gennemsigtige en fransk gedeost og rejer fra Skagen i saltlage 2,3% det er den bedste så smager de af hav. Her dufter så dejligt en brise af tørt græs og køligt hav.
Bliver evigheden ved falder jeg i søvn for naturen er søvndyssende når tiden står stille og det gør den lige nu lige her. Og før den stopper helt bliver den afløst af en drøm.
Solen stikker mig i øjnene nej det er ikke solen det er en projektør en kraftig lampe under den sidder en mørk skikkelse jeg kan ikke se hvem kun høre stemmen der spørger dyb og ikke venlig.
– Hvem er du egentlig?
Jeg ved godt hvem jeg er men ordet egentlig er problematisk. For er jeg ham der bliver forhørt ham der drømmer han bliver forhørt eller ham der skaber fortællingen om i en drøm at blive forhørt?
– Du spørger om jeg findes? Om jeg er krop skabt af natur eller tanke skabt af fantasi?
– Vi dømmer kun mennesker og gerninger ikke tanke og fantasi.
– Og hvad er anklagen?
– Mord.

Det er ikke min ynglings beskæftigelse at lave sidste omgang rettelser, det er så tungt, gider faktisk ikke men det skal jo gøres. Er jeg træt så er der intet der lyder godt så skal næsten alt rettes, er jeg frisk så ikke nær så meget. Jeg er nået lidt over halvdelen af manuskriptet på to uger, og mit nye koncept med tid og sted for hver dag, det tror jeg bliver godt. Men det kræver altså mange rettelser. BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG

Jeg vil ikke jeg vil ikke. Øksen sidder fast i hånden jeg kan ikke slippe den min bil holder i gården mange har set mig ikke nu ikke nu han stirrer forskrækket bevæger læberne men jeg hører ikke hvad han siger min mave trækker sig sammen jeg sveder kan dårligt få vejret flygt flygter ned ad gangen med alle klassebillederne fra Fejø skole siden stiftelsen og håndskrevne navne på samtlige elever snubler over en gyngehest taber øksen løber mod lyset op ad trappen luft luft jeg ryster over det hele men jeg klarer det.

Fejø Museum 18.juni 1989

I et tilstødende lokale sidder for åben dør en ældre hvidhåret mand med ryggen til. Han vender sig og nikker da han hører mine skridt. Jeg er den eneste besøgende. Over ham er et lille højtsiddende vindue væggene er reoler fyldt med kasser æsker og stabler af bøger. Jeg nikker smiler og opdager til min rædsel at jeg står med skarpretterens økse i hænderne. Håndtaget føles varmt og glat bladet er nypudset lysende blankt. Den er tung og den er skarp. På et skilt oplyses navnene på øens skarprettere gennem tiden det hvem der var øens sidste skarpretter og hvor mange hoveder han har skilt fra kroppen. Jeg vil hænge den op igen hvor jeg må have taget den men den er så smuk og tung ligger godt i hånden og skarp er den jeg kæmper alt jeg kan men kroppen og armen reagerer ikke det er virkelig sygt at jeg skal få et anfald.
Han kigger spørgende på mig langt hvidt hår hvidt skæg uindfatede briller vest og skjorte ærmer hænderne krogede fingrene tynde jeg vil ikke. Lugten er fæl.
Jeg vil ikke jeg vil ikke. Øksen sidder fast i hånden jeg kan ikke slippe den min bil holder i gården mange har set mig ikke nu ikke nu han stirrer forskrækket bevæger læberne men jeg hører ikke hvad han siger min mave trækker sig sammen jeg sveder kan dårligt få vejret flygt flygter ned ad gangen med alle klassebillederne fra Fejø skole siden stiftelsen og håndskrevne navne på samtlige elever snubler over en gyngehest taber øksen løber mod lyset op ad trappen luft luft jeg ryster over det hele men jeg klarer det.
Erkendelsen at være en tikkende bombe er rystende. Kører omtåget ned ad vejen til Dybvig Havn parkerer ved kiosken og peger på en menu bestiller en fadøl nu skal jeg dampe af. Rolig nu. Det slår mig da jeg kigger mig omkring i den udendørs servering hvor grimme alle gæsterne er. Dellerne flyder ud over skjorten benene hvide stilke brysterne er melsække perlekæden dingler når hun taler og så latteren der får det hele til at gynge. Gæsterne er dyr i en zoologisk have kvinden en hvalros ølvommen bjørn selv bedstefar er tatoveret på begge arme gamle slidte med rynket hud så nu brøler han som et næsehorn ham med skægget samlet i en pisk og håret i en hale. En gravko kommer buldrende overdøver alt. Stankelben og kødbamser. På nærmeste skilt står der losseplads. 
Det er ikke med kærlighed jeg dæmper frygten men med had. Alt jeg ser forbander jeg. Hvad der sker eller hvad skal der ske. Jeg må væk slippe fri af dæmonen men forfølges af en flodhest med fredsdue på maven bare tær i sejlersko ulækker. Som skum og flødebolle på overdådig vaffelis. Hundebar med vandskål.
Jeg krydser gaden til en plads med bænke og en lokal skulptur på sokkel der kæmper med en grillrist om at at være grimmest mens lindetræ og flagstang kæmper om at være højest. Jeg får det bedre når jeg kan more mig lidt og hellere være vranten end få et anfald. 

FRA Dagens kapitel AF BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG

Her er jeg. Alene.
Nej ved siden af ligger en kvinde på ryggen uden tøj på og det er ikke Maja. Men heller ikke Isabella. Jeg får lyst til at spørge hvem hun er men det vil afsløre at jeg ikke aner hvad vi har lavet her skjult mellem sivene. 
Hun retter ansigtet mod solen og lukker øjnene helt slap brysterne falder sammen til bløde puder hun er tynd med glat hvid hud ingen pletter eller mærker håret er lyst og løst skødet et mørkt vildnis. 
Så fuldkommen er hun dalet ned fra himlen en gave til mig. Skal min troskab mon testes? 
Jeg nipper til jordbærrene og byder hende men hun reagerer ikke så stikker hun en hånd i min taske som var det hendes tager vandflasken frem og drikker uden overhovedet at se mig. Hun ved slet ikke jeg er her måske det er mig der er dumpet ned fra himlen. 
Stemningen kildrende mærkelig som forventer den noget af mig så jeg stiller mig overskrævs på hende så hun kan se hvem jeg er - nå nej bare se at jeg findes og er lige her. 
Hun rejser sig kigger mig for første gang i øjnene tager min hånd og trækker mig med gennem sivene over tangen ud i vandet det er lavt men jeg følger efter hende. Er ved at snuble. Hun springer let jeg går forsigtigt ålegræs om fødderne enkelte sten hun er langt foran mig vender sig mod mig og vinker. 
Jeg går ud til hende men da jeg er lige ved at nå hende løber hun længere ud lægger sig på knæ og vinker at jeg skal komme. 
Blødt sand lavt vand længere og længere fra land kommer jeg. Er det en leg eller endnu en straf? Hun er så levende og smuk og jeg vil bare have hende. Vi er mere end 100 meter fra land ingen bølger klart vand køligt. Hver gang jeg er ved at nå hende springer hun fra mig jeg føler mig til grin. 
Snotforvirret tumling der famler sig frem vildsvin i brunst der lokkes i en fælde. Stakåndet rejser jeg mig og giver op. 
Sur skuffet og snydt vender jeg mig om og går ind mod stranden. Da jeg kigger mig tilbage for at se om hun følger efter er hun væk. I det samme vågner jeg.

Fra Romanen BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG. Så langt jeg er kommet i sidste redigering

Der er på pladsen en tilgroet campingvogn vildgræs står højt omkring telt og vogn det hele virker forladt men en dag vi går forbi står han i den åbne dør og banker rust af en pande. Vi hilser og jeg bliver nysgerrig på denne aldrende eneboer og det ender med han inviterer os indenfor. I den ene ende madras og sengetøj i den anden spisebord og bænke og langs siderne køkken med komfur og vask og wc med håndvask overalt skabe med låger over bordene.
– Her er alt jeg har brug for det er mit hjem. Da min hustru gennem 30 år dør og børnene er blevet 50 sælger jeg alt hus bil møbler køber en campingvogn og bliver fastligger på denne skønne plads. Skov hav og himmel så tæt på naturen jeg kan komme og ikke et sekund har jeg fortrudt. Han holder en pause.
– Jeg er pensioneret major uddannet snigskytte. At skyde fjenden er ingen sag først længe efter kommer fortydelsen og de forfærdelige billeder. Det er dem jeg flygter fra. Det var mig der kastede håndgranaten ind ad den åbne dør så hele familien blev sprængt i stumper der klistrede til væggene. Det var nemt nok for de var fjenden og det havde jeg trænet i Oksbøl i ni måneder hvordan man dræber fjender i krig. Der var bygget en arabisk landsby med døre og vinduer og at lokke fjenden ind i et af husene og kaste en granat var både retfærdigt og nødvendigt. Jeg var den bedste til at udrydde fjender det var vildt spændende. Elskede at være soldat det ligger i mig lysten til at dømme og straffe eller det lå i mig. For en dag var det mig der blev straffet.
– Billederne dukkede op og blev til et mareridt. Uudholdeligt. Smitten satte sig overalt i villaen på vægge møbler og min hustru intet kunne jeg gøre for at slippe fri af de frygtelige øjeblikke de sprang frem overalt og når jeg sov drømte jeg at det var min hustru og mine børn jeg dræbte med et smil. Og skrigene som jeg aldrig havde hørt dukkede op og blev forstærket også om dagen så jeg tog kontakt til en præst for at bede om tilgivelse. Jeg troløse major blev religiøs føjede mig efter kirkens doktrin og kultur gik til alters bad fadervor og skabte mig en kunstig bobbel der skulle holde voldsmandens rædselsminder ude med det lykkedes ikke. Så da min hustru døde og mine børn ville sende mig til psykolog for som de sagde
– Nu må der professionelle til så tog jeg konsekvensen og flygtede. Intet ville jeg have med mig fra fortiden. Ingen falsk retfærdighed eller blodets bånd ingen billeder af forloren fædrelandskærlighed eller løgnagtig anger intet. Og her er jeg så på ottende år nøgen og alene men aldrig ensom. Jeg har sået solsikke langs gavlen de er mine venner og musene om vinteren for jeg vil ikke have nogen kat ingen kæledyr her skal kærligheden være oprigtig og ærlig. Ordet elske har fået ny betydning. Tænker I over hvad ordet elsker egentlig betyder?

Fra BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG

Bagefter kigger jeg indenfor i staldene det er koen med hul i maven der lokker jeg må bare hen og stikke armen dybt ind i dens indvolde helt ind hvor der er dampende varmt af gumlet græs for så får jeg den vidunderlige fornemmelse at være inde i selve skabelsen.

Inspiration til mit afsnit om en ko med hul i maven
fra brudstykker af en morders dagbog.