Dagbog

Grøn, skriggrøn plastikskovl og en hånd, hun er tre og lyshåret. Sidder på gangbroen, der baner sig vej gennem sandet ned til badebroen.
Spanden er rød, sommerbleg hun fylder sand i den, og mor holder øje, klædt i sort fra top til tå, smiler ikke, selvom pigen klapper højlydt med skovlen på sandet i spanden og lægger hovedet på skrå.
En Nettogul plastikpose flagrer bag hende, den skulle have været puttet i affaldsstativet men røg ved siden af, eller er det posen til det våde badetøj?
De sidder tæt op ad hinanden mor, datter og det skæve affaldsstativ. Det er kamufleret med sandfarvede brædder, men ser det næsten ikke, men det er der, og det er han også, farmand i kørestol. De forkromede ringe på hjulene er slidt blanke, åh ja, det er derfor, de sidder på gangbroen og ikke i sandet, det er en kørebro, en kørestolsbro, men at de har slået sig ned ved affaldsstativet er nok et tilfælde, kantet er det og skævt med galvaniseret låg.
Så rækker han ud efter den sortklædte mor, som vil han hende noget. Hun rejser sig, lægger armen om skuldrene på ham og kysser ham kort på munden. Så krummer han ryggen, lægger alle kræfterne i og trækker sig op ad gangbroen op gennem klitterne.
Tilbage er pigen i lyserødt med skovl og spand og moderen, der spejder ud over det blikstille, lydløse hav. Og et affaldsstativ, der står skævt i sandet, som læner det sig op ad mor og datter.
Den gule plastikpose må han have taget med sig, da han kørte, for nu er den væk.

En knop på spring
så stor og spændt
så sprængstoffyldt af forår
og forventning. Om en time, måske
eller i morgen
springer den ud
af sit skabelseshylster
krænger fosteremballagen af sig
og folder solfangeren ud
lysegrøn, blind og baksende
i eftermiddagsvinden.

Men jeg kan ikke vente
plukker den og sprætter den op
med en fingernegl
og det er rigtigt
det er skabt sammenfoldet, bladet
og ikke som en faldskærm
der først bliver syet
og så foldet sammen
eller et flag.
Det er skabt som en lille selvmodsigende klump
af bugtede vindinger
hvordan fanden det så kan gå til.

Og pludselig i et sekund
er det ikke et blad længere
men selve livet
jeg holder i hænderne
det har det lige modsat et ispapir
det begynder krøllet sammen
og skal bagefter folde sig ud.
Gad vide, om man stadig er en knop?

Tanker trætter, smider stumpen og graver videre.

Fra digtsamlingen Bobler - digte 1965-2016

Rigmor var tyskertøs under krigen og blev tvunget til at efterlade sit barn horeungen Mads ved fødslen. Hele sin barndom har han boet på børnehjem. Nu har hun med hjælp fra veninden Isabella fundet sin søn 25 år efter og fået oplyst, hvor hun kan finde ham, han bor på gaden som hjemløs.

Det var med rystende knæ og hænder, Rigmor klædte sig på den morgen, tankerne fløj gennem hendes hovede om skyld og straf og arvelige anlæg, om tvivl og lugt, hvad hun skulle sige og gøre, en rodet forestilling, fuldstændig kaotisk, ansvar? Hvorfor og hvorfor nu? Vil han overhovedet tro hende? Hun holdt Isabella i et fast greb, da de tog hjemmefra om formiddagen, og nu var de så her, altså de havde fundet ham, og Isabella havde vinket Rigmor frem.
- Ved du hvem jeg er? sagde Rigmor og tænkte, det var da noget af det dummeste, hun kunne finde på at sige.
- En fin, fin dame.
- Jeg er din mor. Stemmen var svag og grødet, nu var det sagt, det var en lettelse.
Mads tørrede sig om munden og kiggede væk. Skeptisk. Rigmor lod pausen umærkeligt skabe klarhed, lod tågedisen lette.
- Hvordan det?
- Jeg fødte dig 10.maj 1945 på Øresunds Hospital. Igen en lang pause.
- Og så flygtede du, hold kæft hvor har jeg hadet dig. Mads strakte ud efter håndtaget og gav mine til at ville rejse sig, og Rigmor holdt sig for munden for at undgå, at den sagde noget uoverlagt.
- Og hva'  så? Hans stemme dirrede med vibrato, det var ikke et spørgsmål men en musikalsk tilkendegivelse.
- Og hva' så? gentog han.
- Jeg har savnet dig. Rigmor havde lyst til at give ham et knus men kunne godt mærke, at han først skulle acceptere hende.
- Hvor kunne du?
- Jeg vidste det godt, men jeg havde ikke noget valg. Og nu er jeg her.
- Og hva' så? Se på mig, det er altså ikke endnu en mor, jeg har brug for, kvinders omsorg har jeg fået nok af, har du nogen penge?
Rigmor sank klumpen i halsen og sagde:
- Nej, ikke penge, det er ikke det, jeg kan give dig, du skal bare vide, at du gør mig glad. At vide du lever gør mig glad.

Fra novellen Horeungen https://mortenbo.com/manus/prosa/horeungen.htm

Ligger i hængekøjen
under valnøddetræets skygge
og får kløet myggestikkene på anklen
af en lille rod på bare tæer.

Gnister af sole
springer gennem løvet
når jeg gynger, vugger
frem og tilbage
søvndyssende.

Her dufter af nyslået græs
og hyldeblomster.
- Har jeg tjent to kroner nu? spørger han
og afbryder sine små fingres behagelige kradsen.
- Hvad med at tjene en femmer? spørger jeg søvnigt, lokkende
og håber at kunne trække paradiset ud
et par minutter
Men den går ikke.
Noget andet trækker mere end min rødknoppede ankel.

Resolut stopper han min salige gyngen
puffer mig ud
og sender mig ind for at hente penge.
Nu er det hans tur til at opleve paradiset.
Ved købmandens slikhylde.

Fra Bobler - digte 1965-2016

At ryge er voksent, så selvfølgelig begynder jeg at ryge. Til festerne er der flere der ryger, og en joint prøver jeg også. Helt skæv i hovedet bliver jeg, alting ændrer sig og bliver urkomisk, nu er det mig, der griner af de særeste ting, opfører mig underligt, bliver helt vild gavmild forærer ting væk, der slet ikke er mine, enhver grænse for hvad der er tilladt forsvinder, alt ansvar og forlegenhed intet er længere vigtigt, alt kun for sjov og latteren står på spring, for alt er grinagtigt. Og tiden går langsomt, en time bliver til en lang aften, at ryge hash er som at blive voksen, en helt anden verden alting skifter farve og betydning, og efterhånden er det mig, man kommer til, når man skal købe hash, altid har jeg noget, og så giver jeg gerne kredit, hvis nogen vil vente med at betale, blot de overholder, hvad vi har aftalt. Og det gør de altid, det er aldrig nødvendig at vise dem kniven, alle stoler jeg på, og alle stoler på mig.

Men da Eske ikke betaler som aftalt og kommer med alle mulige dårlige undskyldninger og heller ikke betaler efter den nye aftale, vi laver, da bliver jeg sur. Men det er bare ikke mig at lægge mig under dynen længere, så jeg ber ham komme med efter skoletid, der er noget, jeg vil vise ham. Og det gør jeg så, der på hjørnet hvor der ikke er nogen mennesker viser ham kniven, jeg har i tasken. Han tror ikke, jeg mener noget med det, og anklager mig for at have givet ham mindre end aftalt, og at det slet ikke var så godt, som jeg havde lovet og alt andet, så jeg tager kniven i hånden og holder den op i udstrakt arm, men Eske bliver ikke spor bange, tænker nok det bare er for sjov, så han begynder at grine, og så husker jeg ikke mere, før han ligger i en blodpøl med sitrende blå læber og øjne, der kigger hver sin vej, og en dame kommer forbi med sin hund, holder sig for munden, kigger anklagende på mig, bøjer sig over Eske og råber til mig, at jeg skal ringe efter en ambulance.
Det er som en film en thriller med mig som banditten, der er tæt på at blive afsløret, måske det er derfor, jeg stikker hende i ryggen, til hun falder sammen, bliver ved at stikke til hun er færdig med at spjætte og ligger ubevægelig oven på Eske, næsten komisk som de krammer hinanden i en blodpøl. – Nu får jeg så aldrig de penge, tænker jeg, tørrer kniven af i damens nederdel, lægger den i rygsækken og går min vej.

Jonas er kun 15, da han bliver dobbeltmorder.
Novellen beskriver i jeg-form dobbeltdrabet, dommen på 11 års fængsel heraf to år i ungdomsfængsel. Da han fylder 18 bliver han overflyttet til almindeligt fængsel. Han begår derefter selvmord i cellen.

Novellen er fiktion skrevet på baggrund af en aktuel kriminalsag.
Citater fra myndigheder og andre faktuelle oplysninger er fundet på nettet og ikke søgt bekræftet, dog er alle navne på personer og steder ændret.
Uddrag af novellen Fri til hvad? fra novellesamlingen OMVEJ TIL HIMMERIG

Store oplevelser i påsken: søndag Holger Rune i Barcelona 
mandag Eveningstar i Vor Frelsers Kirke

Lidt længere henne klumper endnu en flok af motorcykler sig sammen på det brede fortorv, og så sker det ufattelige, en af cyklerne starter, lyset tændes, styret drejer, og den kører ud på gaden, men der er ingen på cyklen, ingen motorcyklist, ingen chauffør. Alt er som det plejer helt almindeligt, som man kunne forvente, forudse og statistisk beregne, der er bare den ene detalje, som ikke passer eller ikke kan passe, det burde ikke kunne ske. Cyklen er selv startet, har tændt lyset, er drejet ud på kørebanen og blander sig i taxastimen. Forunderligt eller bare underligt.
Var jeg troende, ville det være et mirakel, var jeg publikum, ville det være et nummer, var jeg overtroisk, ville det være hekseri, var jeg patient, ville det være synsbedrag, men da er jeg en drømmer, er det befriende.

Jeg kigger på de resterende cykler i forventning om, at de alle skal gentage den mirakuløse frigørelse og følge efter, men alt er som det plejer, blot er der hul, hvor der før var cykel.
Hvis den kan, kan jeg vel også? Starte for mig selv, tænde lyset dreje ud på kørebanen og køre videre alene uden chauffør, uden ejermand, bryde regler og normer og tro på drømmen om frihed. Utopisk frihed.

Jeg tror, jeg tror, jeg tror, fristes jeg til at råbe mod den oplyste stjerneløse himmel, men intet hjælper, jeg flytter mig ikke en tomme fra den nattestille gade, tro alene klarer det ikke, der skal mere til. Bøn måske så jeg beder til himlens skaber og heldets gudinde, til miraklernes forvalter om at måtte blive fri, men intet sker. Måske fordi jeg er bange.
Bange for friheden, for at blive fri for det, jeg kender, kan regne med og stole på, at frihed er at blive fri for livet.

Fra kronik om en nat i Paris 

Selvfølgelig er hun skyldig det ved alle, og så bliver hun frifundet fordi man mangler beviser men hvad med retfærdigheden? Da Bjarne Riis bliver interviewet af Line Baun Danielsen efter en dag i sadlen og hun spørger for rullende kamera om han nogensinde havde taget EPO ser han forurettet på hende og siger: "Jeg er altså aldrig testet positiv". Sådan er det med beviser som at smække fluer i mørke.

Flammerne var retfærdige slikkede ud under loftet i Hawai Bio så kom brandbilerne og sprøjtede vand på, druknet eller kvalt det var synd. Sort slammet vand drev ned i rendestenen,  jeg var den første tilskuer stod parat da flammerne brød gennem døren men det beviser da ikke  noget. Gardinet fungerede som en lunte virkelig flot så kom ilden op under de nedsænkede loftplader og fik godt fat, gennemtræk som i min pejs når det er vinter eller  om sommeren med et grydelåg på gløderne.

Ild i lommen, jeg har for vane at lægge cigaretskoddet tilbage i pakningen det er noget svineri at smide det på gaden men helt slukket var den nok ikke, da blev jeg forskrækket det gjorde min mor også da jeg ville se hvor tæt på vattet flammen fra en lighter kunne komme uden at der gik ild i snelandskabet. Og det gjorde der, så blev jeg truet med at komme på børnehjem.

To røgdykkere sorte støvler økser i bæltet  kommer ud gennem den sodede døråbning tager hjælm og maske af sorte svedige i ansigtet de lugter af røg og handskerne hænger de med en krog i bæltet overlevende sidder med tæpper om sig på en trappesten og ser skyldbetyngede ud. 

Fra afsnit i mit nye skriveri, hvor jeg tester ordet skyld, skylde, undskyld, beskylde, skam og anger i en eksperimenterende formulering.

På vej fra munding til offer gjorde kuglen en iagttagelse
et barn forældreløs med lyst hår og rifter på kinden fortrød.
Holdt sig for ørerne og fortrød men for sent.
Skuddet var skudt og kuglen på vej gummistøvlerne utætte og
cyklen hun støttede sig til punkteret.

– Undskyld sagde hun og kom i tvivl. Kiggede sig omkring om nogen kiggede på hende. Hestehale og ørenringe.

Aldrig var der i den by
blevet affyret et vådeskud
heller ikke denne dag så fejlfri var netop den dag.
Ingen af de tilstedeværende ændrede forklaring
da de blev afhørt igen
og ingen havde bemærket
hvordan offeret så pludseligt var dukket op i kuglens bane.

Skuddet ramte i ryggen mellem ribbenene kun et lille hul. Gennem lungen ud gennem brystet et stort blodigt sår.

Først ved begravelsen blev det sagt offentligt
at han var pigens biologiske far. Det var der ingen der anede.
Pigen var i tvivl om hun skulle være glad for at have fået en far
eller ked af at have mistet en. Men der var intet hun fortrød.
Kuglen var en 9 mm og pistolen en Parabellum.


Fra digtsamlingen Snart brister alt

Wauww sikke en bløder, det styrter til jorden, tungt vand, kolliderer med asfalten, det buldrer, sprøjter og hamrer mod bliktage og parasoller, jeg er på markedet i Riga og hele byen er samlet her idag for at købe alt, hvad der er brug for.
Haller med fisk, med ost, med kød og hundemad og rundt om det hele gader af boder med varerne stillet frem på stativer og borde. Alt kan fås, tøj, køkkentøj, blomster og kunstige, sandaler af plastik, tørrede urter og friske og en gade med spraglede brystholdere, et orgie i kulør og betjening og sommerklædte indbyggere i solskin og så pludselig uden varsel et vandfald fra himlen.
Heldigvis står jeg i en bod og overvejer, om jeg skal købe den skumfødte Venus i blankpudset messing for 18 lets, så falder kjolestativet overfor på maven i den oppiskede pyt. Med armene ud til siden ligger kjolerne, som har de opgivet tilværelsen, åh Gud, hvordan må der ikke se ud i de lange gader af borde og boder, de må være skvulpet bort og varerne båret i bundter til containere med usælgeligt affald, en katastrofe.
Nedløbsrøret på husets gavl slutter to meter oppe og vandet strålesprøjter ned over muren og breder sig som ringe i en sø ved foden.
Det stopper lige så brat, som det er kommet, uvejret. Solen blinker i pytterne, og jeg går opstemt tør med Venus i emballage ud for at besigtige skaderne.

Jeg købte hende og hun står idag i min vinduesudstilling til glæde for forbigående på Amalievej.

Hun sidder alene bag nodestativet og øver, lågen til haven står på klem, Freddy lokkes af tonerne og skæbnen er med ham. Buen stryger mod strengene, der drysser på gribebrættet fint hvidt støv fra hestehårene, og så giver det lyd, dybe toner og høje, fingrene løber langs strengene, hvide pigefingre der ved præcis, hvor de skal hen, og skulderen en nøgen skulder så blød, frem og tilbage føres buen, først nænsomt så hidsigt som i gallop, og det hele bliver til musik.
Celloen støtter på en pind på jorden, en stor krop med udskæring og form, det er den, der giver lyd, nej det er strengene, nej fingrene, nej hende, håret er bundet i nakken, halsen bleg, øjnene lukkede og munden, små trækninger som danser læberne med.
Musik er for Freddy noget der kommer ud af en højttaler, det her er noget andet, det kommer fra et menneske, en pige der bare øver sig i at blive bedre. 
- Er det kærlighed? tænker Freddy, for sådan føles det. Kærlighed ikke til pigen, instrumentet eller musikken, men processen at øve for at blive bedre.
Musikken blæser tanken bort og giver ham lysten, han bliver tændt af kærlighed uden at ane det. Fanges ind af strofer det føles godt, næsten berusende, så han plager om at måtte blive, trygler tiden om at gå i stå - dette er hjem, det er her, jeg hører til.
Sådan er det med kærligheden, du kender den ikke, før du er i den.

Fra novellen VEJEN TIL VALHAL i samlingen OMVEJ TIL HIMMERIG

Jeg blev så begejstret for mit sprogeksperiment SORT STANK at jeg valgte at fortsætte næste dag. Tre timer på loftet kuglepen og notesbog og så to timers renskrivning og redigering. 
Jeg bliver så glad, nyder hver dag til at skrive fem sider i notesbogen med samme hovedperson emne og sprog. Det er foreløbig blevet til fire afsnit og jeg er så spændt på, hvad der kommer til at ske. Og hvornår det slutter.

Jeg ønsker alle en glædelig påske med denne beretning fra Riga

I et hjørne af kirken tre trin op står en åben kiste, et ornamenteret klæde dækker den korte krop. Over ansigtet er lagt et bånd af hvidt og guld og på hovedet en hætte, er det en kardinal, der hviler her eller en helgen, hvis sidste verdslige bedrift var at lade sig materialisere i blød tekstil og skinnende guld?
En efter en går de besøgende op ad trinene, slår korsets tegn for brystet en, to flere gange, kysser korset de bærer om halsen, bukker dybt og lægger en finger på kanten af kisten, mens de hviskende fremsiger en bøn.

Også den unge, smukke pige, jeg så ved indgangen ber. Hun står foran en stor belyst ikon, stærkt ornamenteret ramme af bugtende blade og dybe folder og en messingplade med relief af Guds Moder med sit barn på armen. Ansigterne er skåret ud, men gennem hullerne i metallet kan man skimte de virkelige. Virkelige ansigter eller næsten, for de er malet så naturtro og mørkt, at man skulle tro de blot havde gemt sig bag den bulede, glinsende metalvæg.
Der står hun og ser dem i øjnene, mens hun bevæger læberne.

Jeg fascineres af hendes koncentration, ser hvordan panden bliver blank og halsen rødmer under det tynde tørklæde. Så læner hun sig frem og kysser metallet. Slår korsets tegn for brystet. En, to flere gange.
Står så stille. Længe. Blikket indadvendt, – hvem tænker hun på? En far, der døde på barrikaderne for 22 år siden, hun lærte ham aldrig at kende, kan kun huske ham fra billeder, og hvad hendes mor har fortalt. Hendes mor som også mistede sin far som spæd, han var soldat i den russiske hær og hæren i krig.
Er det de døde hun mindes, er det fortiden, hun vil forsone sig med, eller fremtiden? Søger hun tilgivelse for sine verdslige synder?
Nej, hun er ydmyg, ikke flov, det er elskovsrødmen, der prikker på panden. Aldrig har jeg mødt et blik så ømt og åbent, et inderligt udtryk for tilstedeværelse. Som er hun nået frem.

Som favner hun med blikket sin elskede et sted derude hinsides forgyldte og virkelige guder. Intensivt udtryksløst, ikke en muskel i hendes ansigt er spændt, ingen mimik, ingen afsløring blot blanke øjne og varme i kinderne, det er sjæl. Det er sjælens væsen at være udtryksfuld, når den skal ses og usynlig, når den giver sig hen til en anden verden. Kroppen er der, fingeren der rører ved Madonnaens billede, håret, dækket af tørklæde, fødderne i sandaler, jeans med slukket mobil, men sjælen er et andet sted, som har den sluppet kroppen og kun efterladt den piblende pande og fjerne blik.
Er det virkelig en alliance mellem Madonnaen og kvinden, mellem tro og verden, er det her de mødes, sjælens og kroppens sfærer, tro og materie?
Er det her i Riga, i den katolske kirke, i et billede, der er hul igennem til det hinsides? Jeg tror det, for jeg så det.
Eller jeg så sporene, den satte, forbindelsen, det var mere end bøn og billede, mere end håb og længsel, det var elskov.

Babymos med agent orange er forbudt og dioxin og hende havgassen på apoteket er giftig, det skulle være forbudt at blive så grim, hun smed mig ud fordi jeg råbte. Knude i nakken og overskæg igen er der en barnevogn der sniger sig afsted med en kvæstet som en kiste på hjul, den hviner som et slagteri trænger til at blive smurt eller en våd violin. Og så går det så langsomt, det er tiden der er træg, den er ved at gå i stå og lyden skrues ned hvorfor kører vi ikke? Er det tiden jeg er bange for at den skal slippe op og synet slukke og lyden dø ud, men det var ikke mig der kørte, det var kisten, skabt til en død ville den finde en mening med livet. Spor sporene beviser skylden uden spor ingen skyld jeg er uskyldig. Uden skyld ingen straf det må have været en anden. Jeg så det i bakspejlet, at det var bilen bag mig der kørte med Djævlen ved rattet, jeg kunne intet gøre andet end at se fremad finde på og komme væk det har jeg altid kunnet begrave fortiden, aldrig se mig tilbage, der skjuler frygten sig, der gror kisterne så mange babyer kommer til verden, så vildt at der er plads til alle og der må kun komme en i hver kiste det er derfor der er brug for så mange, også selvom det er børn eller babyer så er kisterne bare mindre. Hvorfor er samvittighed næsten det samme ord som vittighed, at den skal være grinagtig for at være god? Og kisteglad er den bedemand der elsker sit arbejde og nyder at kister aldrig bliver genbrugt. Begravet eller brændt enhver kiste skal følge den døde.
Jeg tror jeg åbner soltaget for stanken i kisten er slem. 

Uddrag af teksteksperiment: Det er i en pause i romanskriveriet, jeg leger bilist på Gammel Kongevej, der bare kører videre efter at have påkørt en kvinde med barnevogn på vej over gaden. 

Det er da solen slipper sit tag i de fjerne, mørke klipper at en besynderlig fornemmelse breder sig i Annas krop som en ukendt befrielse, en total kapitulation der overtager viljen og kroppen, og gør hende til en sanseløs søvngænger uden for tid og sted, alene og fri. 
En syret oplevelse, for hun er ude af stand til at reagere, føler hverken frygt eller glæde men lader kroppen adlyde blindt, hvad den bliver beordret, hun følger bare med. 
Det er som om nogen har taget hende til sig eller noget, for det er intet menneske og intet sted, men en tilstand. Som en besættelse er det. 
En frihed så uendelig og omfattende, og uden at ane hvor stemmen kommer fra, hører hun sig selv sige højt: "tag mig med"

Fra Anna og andre noveller

Planmæssig 8’30 brake jeg fattede det ikke det skete bare men jeg forstod det ikke lysende røde bogstaver og et skrig jeg ikke hørte og blodet nej det blødte ikke det dryppede bare fra næsen på hendes hvide skjorte røde stænk jeg elskede hende jo der flød ud i pletter så smukt og rødt og ømt men jeg forstod det ikke det bare dryppede men jeg hørte det ikke rødt og øjnene skræmt som havde hun mistet noget faldt hun. Nej men hun var bange for at falde det var faldet hun frygtede det skræmte hende faldet og så faldt hun.Hun må være faldet for jeg så hende ligge men hvorfor faldt hun det forstår jeg ikke brake parking plan glidende røde lysende noget jeg skal huske forstå og blikket på flugt fra stedet og meningen og mig jeg må have skræmt hende men hun var så øm og smuk og jeg elskede hende håret så vidunderligt det elsker jeg om morgenen når det ugler at begrave næsen i hendes hår og bare dufte så er hun min, duften af nat og sved og søvn og slapheds søvnig grynt hun må ikke vågne endnu, det er kun når hun sover hun er min.Var det derfor jeg slog hende, fordi hun vågnede, blev jeg bange for at miste, var det det der skete? 

Skrevet mens jeg holder i kø til færgen Rønne-Ystad
fra Anna - og andre noveller

rette og rette og skrive og slette og læse igen og igen.
jeg tager det i små bidder for ikke at blive for slatten
i sproget, men de sidste korrektioner... det er altså tungt.
godt jeg er på sidste kapitel, så jeg kan se en ende på det.
glæder mig til at skulle igang med den næste bog, 
for det er langt det sjoveste at finde på og give liv
og jeg tror, jeg ved hvordan den starter...

Skal på bogmesse til maj med min skønlitteratur og har derfor lavet 8 postkort med mine 16 udgivelser.

Jeg er med Ida, Dorina og Sandheden på jamborette i Australien med 14.000 unge fra hele verden.

En gruppe spejdere sidder omkring et bål, der er lige plads til os, så vi sætter os i kredsen og nikker til de nærmeste, de er ved at synge, tidligt på aftenen vi har lige været i teltet, fået noget at spise og er nu på aftentur i lejren. Mørket falder på, og flammerne lyser op, så levende de er, flimrer og gnistrer, hele tiden bliver en ny gylden orange skabt og dør ud, for at blive erstattet af den næste, som de dog snakker, nej synger kunne jeg dog bare høre deres lydløse sang, kun spejderne hører jeg, fællessang fra børnestemmer og den fjerne bas fra scenen. 
Jo nu danser de, flammerne til børnenes sang, forsøger at puste til den rolige rytme, de har så travlt, men sangen dysser dem ned. En evighedsballet der griber mig, sender mig tilbage i tid til en urtilstand, hvor mennesket var sjældent og verden natur. Hver ny flamme slikker og slipper, er en skæbne der fødes og forgår, en perfekt balance mellem fødsel og død, men farligheden lurer, for hvis balancen bliver brudt, bliver bål til brand, og så danser de ikke længere men hærger og fortærer. Dorina er faldet i søvn i Idas skød, det bliver mørkt, og vi går hjemad.
Det er i mørket mellem teltene at Sandheden ser en gruppe unge danse om bålet, de er malet hvide i ansigtet og på kroppen kun iført shorts, kulørte bånd om panden, det ligner kluddermor, vi legede som børn, tæt sammenfiltrede er skikkelserne mørke i huden, brede næser, kruset hår, kun teenagedrenge og så synger de, eller sang er det ikke, men en fælles disharmonisk, faretruede dyb tone. Det ligner en ceremoni, jeg genkender ved et af teltene aboriginernes flag en gul cirkel midt mellem sort og rødt. Sandheden med Dorina siddende på skuldrene trækker os hen mod dem. Månen er fremme, så vi er ikke usynlige, lister os bare nysgerrigt frem, da der ud af mørket træder en skikkelse, høj og stærk, rød i huden, langt hår og krumme ben, større end de unge der danser omkring bålet. Han standser os, stiller sig på tværs af stien, stemmen er dyb og bestemt - Stop.

Fra romanen BUNDET TIL MASTEN

REJSEN TIL HEKKENFELD udkom 2024, BUNDET TIL MASTEN udkommer 9.april HVOR SØD ER KÆRLIGHED
er jeg ved at rette igennem sidste gang inden jeg sætter den op i In-Design og sender en pdf-fil til Frankrig.

Emneord:
forelskelse, identitet, kærlighed, samfundsforhold, historier, myter, slaveri, tiden, sandhed, Caribien, Danmark,  Australien,  Finland,  Skotland,  Bukarest,  2020'erne,  skæbnesvanger,  fantasifuld, anderledes, skæv, jeg-fortæller, detaljeret sprog, handling på flere niveauer, spring i tid, stort persongalleri, opremsende sprog, krævende sprog, hurtigt, hæsblæsende, hospitaler, naturen, byer, faktion
Forlaget fear&fame ISBN 9788794189132

Bundet til Masten
Med Sandheden som mentor er jeg på rejse rundt i verden til eventyrlige steder, hvor jeg oplever menneskenes evige længsel og historiens drama.
Om ungdommeligt mod på jagt efter sandhed i mylderet af indbildning og løgne. Om det vi tror, og det vi bilder os ind at vide. Fortalt med en glubende appetit på livet med vid og kærlighed og et glimt i øjet.
En intens og dramatisk beretning, hvor stadig flere personer slutter sig til os undervejs, på flugt fra sorg, svigt eller skam er de indstillet på at se fremad, opsøge eventyret og finde en vej.
Donald med Porsche og arvesynd, Ida med ømhed og omsorg, Illiane der forsker i tid, Niallan der lytter til planter, Gerhart der har mistet sin søn og Stephen på spøgelsesjagt. 
Men jeg møder også unge oprørte aboriginere, Jim og Jane der kaprer et fly og gospelsangeren Sally, hvis oldefar blev solgt som slave.
Sandheden, en ånd i menneskeskikkelse øser af sin åndelige viden, og det er ikke kun sandheden, jeg finder på den årelange rejse, jeg finder også mig selv. En rejse i verden og i sindet med en åndelig guide. 
Til ishotel nord for polarcirklen, universitet i Caraibien, jamborette i Australien, børnehospital i Bucharest og blandt spøgelser på et slot i Skotland.
Tør du se sandheden i øjnene, så tag med mig på min rejse, en odysse til eventyrlige steder, mød vidunderlige personer kærlige, varme karakterer og lad dig smitte af deres lyst til at opleve med mig og min mentor Sandheden, det forunderlige vi møder, skæbner og mirakler.
Lokkes du af sandheds sang men frygter en grusom straf, så lad dig binde til masten, når du sejler forbi.

Om to dage onsdag 9.april udkommer romanen BUNDET TIL MASTEN, hvor jeg med SANDHEDEN som mentor er på rejse rundt i verden. Her er vi til gudstjeneste i baptisternes kirke i St. Georges Grenada.

– Oh lord Jesus is coming
Stemmerne fylder det lille rum, et stueorgel står i siden, og der bliver trampet i pedalerne. De fem kvinder foran alteret er i lange kjoler, Sally i en rød med lyserøde border, hun synger solo med en stemme dyb og inderlig, de fire i koret synger flerstemmigt den skønneste harmoni, Sally rider på med sit budskab sin bøn til Herren.
– I’m a slave to his love. I have prayed for a power like you. To see deep down in my soul.
Hun synger om sjælen, og sjælen synger, det er guddommeligt, Sallys store krop og kraftige arme giver sangen liv, fingrene tegner figurer i luften, de maler musikken, mens koret vugger i takt fra side til side.
– Oh you make me bloom like a flower. A desert rose.
En blomst, en ørkenrose så beskedent men også lovende, Sally lever og overlever, selvom jorden er ufrugtbar tør og nøgen, det er en oplevelse at være tilhører. Den lille kirke er fuld, vi er de eneste hvide.
– When my heart becomes free and my shame is undone. You presence lord.
Sallys store stemme, fra blid og skrøbelig til kraftige skrig, det er ægtheden, der fylder kirken, her er troen sandhed, hjertet frit og skammen fjern, for Jesus Kristus er med os. En tro så stærk i ord og toner, menigheden synger med, først på omkvæd så med tilråb. – Yeah – Yeah – Yeah. Sing it out Jesus is alive
Jesus lever, og han er lige her. Illiane sidder med lukkede øjne, lader sig forføre af fortidens spring til nuet, han er her, Jesus den historiske oprører der blev ånd og nu lever i alle, der tror ham. Og det gør menigheden lige nu, baptister til gudstjeneste.
– And oh happy. You wash my sin away. Oh happy day. I’ll never be the same. No – No – No
Det er arvesynden Sally synger om, skammen ved at være født sort, det er den, Jesus vasker væk.
Det begynder at rykke i menigheden deres kroppe kan ikke sidde stille, friheden gælder ikke kun sjælen og tanken, men også kroppen og den løfter armene, klapper i hænderne og danser rundt, det er Sallys sang, der får kirkebænkene til at vibrere, og vi skal da være med, alt andet vil være pinligt, nok er vi forskellige i udseende og historie, men alle er vi mennesker af samme art med samme bøn – Yeah – Yeah – Yeah. What e glorious way. I’ll never be the same. Forever – Forever – Forever I am changed.

"Gennem dit fangenskab, Guds Søn er friheden kommet til os." 
Men jøderne råbte til Pilatus "løslader du ham er du ikke kejserens ven, for enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op mod kejseren".
Da Pilatus hørte de ord førte han Jesus ud og han satte sig i dommersædet og han sagde til jøderne: "Se det er jeres konge". Da råbte de: "Bort bort med ham korsfæst ham og Pilatus sagde til dem: "Skal jeg korsfæste jeres konge?" og Ypperstepræsterne svarede "Vi har ingen anden konge end kejseren".
Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.
Så tog de Jesus med sig, han bar sit kors og gik ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata.

Johann Sebastian Bach 
Johannespassionen blev opført første gang 7. april 1724 og idag i Pakhus 11.

Sabotage er en udforskning af det grænseland, hvor vi møder vores skygger. Forladte, uset eller rastløs, et projekt der udtrykker transformationens rå skønhed gennem fotografering og maleri. 
Det handler om selvanerkendelse, det øjeblik vi ønsker at bryde med forventning og frygtløst træder ind i kærligheden.
På mange måder føles det som sabotage at forlade et liv for at bygge et andet, men er det ikke det, kærligheden kræver af os nogle gange? 
Jeg ønsker at de der ser, skal se sig selv og genkende kærlighedens universelle kraft. Og møde modet det kræver at give slip.

Carl-Mikael Ström

I eftermiddag er jeg inviteret til åbning af udstilling Sabotage af Carl-Mikael Ström på Ex Nihilo. I morgen til Pakhus 11 hvor Det unge Vokalensemble synger Johannespassionen af Bach. Det er et privilegium at have både øjne og ører men også en forpligtelse. Det glæder jeg mig til at tage fri fra computer og stillesiddende skriveri og udfordre sanserne med andres fantasi.

JOSEFINE ER EN GEDEPIGE I ET SAMFUND AF DYR. GEDER OG GRISE HAR SMIDT MENNESKENE UD OG NU FORSØGER DE AT LAVE ET NYT OG MERE RETFÆRDIGT SAMFUND. MEN IKKE ALT GÅR SOM MAN HÅBER PÅ. DET ER I RENSKRIVNING AF ROMANEN HVOR SØD ER KÆRLIGHED JEG ER NÅET TIL FORTÆLLINGEN DER FÅR JOSEFINE TIL AT FLYGTE.

der var koncert igen i aften og josefine havde skaffet sig en billet for det elskede hun at danse og more sig og møde nye venner. med en pincet kunne hun finde de enkelte sorte hår i ansigtets bløde hvide pels. med en turkis blyant tegnede hun streger omkring øjnene og dryssede glimmer i de hvide krøllede lokker. helt tæt på spejlet sad hun. det var som malede hun et kunstværk der var ingen grænse for hvor smuk hun ville være for hun havde set sig lun på en gruppe geder på hendes egen alder. hun øvede sin mimik iagttog hvordan hun så ud når hun åbnede munden og fra siden når hun skævede efter en anden. glad forbavset sur josefine var en spejlekrukke og hendes eneste interesse at se ud. være den smukkeste.
hendes storebror vædderen gus var gammeldags han brød sig ikke om lillesøsters flirten med fremmede. det skulle være et familieanliggende hvilken ged josefine som den første skulle parre sig med for hvor galt kunne det ikke gå hvis hun blev forført af en ged fra en uheldig familie. det ville være ærekrænkende og det vigtigste for gus var familiens ære.
utallige opgør havde de haft josefine var dødtræt af hans evindelige prædiken.
da josefine har lakeret sine klove børstet sin pels og er på vej til koncert står gus foran hoveddøren og spærrer hende vejen. andre gange har hun bare skubbet ham væk men netop idag gør han alvor af sin trussel at hun ikke får lov at gå som hun ser ud.
josefine råber og skriger skubber og sparker for det skal han altså ikke bestemme. men gus er større og stærkere end josefine så han får hende klemt op i hjørnet og holder hende fast. kampen med lillesøsteren får hans instinkt til at reagere stående med ansigtet klemt mod væggen mærker hun hvordan han bagfra parrer sig med hende.
han trækker sig ud går ind på sit værelse og smækker døren. josefine er grædefærdig voldtaget af sin egen bror det er så skamfuldt. ydmyget og ødelagt sætter hun sig på gulvet og lægger hovedet mellem forbenene. 
- væk jeg må væk fra det monster af en bror

Jeg slår smut på stranden.
Finder en velformet sten, glat
flad, oval
den ligger godt i hånden.
Kaster og tæller til tretten
små spjæt i vandet før den forsvinder
derude

Jeg var fisk engang
mærker det i længslen efter at blive omsluttet
som stenen
og drive afsted mellem grønne planter, vægtløs.
Men jeg fik ben
og jeg fik lunger og min fiskehale
skrumpede ind
min fosterfiskehale.
Men når jeg går langs stranden
og hører stenene risle i vandkanten
så trækker det i mig
det store vand.

Fra digtsamlingen Bobler

alting er omvendt
    synet og billederne
tiden går baglæns
    når du tænker tilbage
det du ikke forstår
    bliver en selvfølge
når graven fyldes op
    vender virkelighed tilbage
på vej til slagteren
    tænker du sommersalat
forgæves leder du
    efter det du ikke kan finde
først når du opgiver at lede
    dukker det frem af sig selv
som en drone på himlen
    erkendelsens overblik

fra digtsamlingen Snart brister Alt

Abrakadabra er et skuespil i 4 akter. Bellis og hendes kanin Ninka er faldet i en udtørret brønd.

Scene 11(Dag 8) Tidlig næste morgen er Bellis i godt humør, men ikke Ninka.
- Se en sommerfugl så fin siger Bellis
- Jorden er mudder
- Himlen er blå, det bliver en dejlig dag
- Hvis det ikke begynder at regne
- Er du sur?
- Ikke sur, vred
- Hvad er du vred over?
- Det ved jeg ikke. Gennemsigtig trist
- Er du vred på mig?
- Du er så irriterende morgenfrisk
- Jeg prøver bare at være sød
- Giftige karameller
- Skal vi skændes?
- Nej, det er kun mig, der er vred
- Livet er som det er, og vi er i live
- Døden holder øje kigger ned til os
- Jeg kan godt lide dig, når du er sur
- Muggen. Morgenmuggen

De mødte hinanden for foden af trappen til kirken, Ansvar og Omsorg, og som altid når de mødtes tilfældigt, startede diskutionen om hvem, der var bedst hvem, der havde ret.
Begge var de overbevist om, at netop de selv var den bedste, den mest retfærdige. Og hvad  værre var, de insisterede på det.
- Jeg er kærlighed, sagde Ansvar, uden mig ville kærlighed være yngelpleje og parringsleg, hvis ingen tager ansvar, så bliver kærligheden til et bekvemmelighedens gemmested, vi drukner i en suppe af høflighedsfloskler og tilfredshedstyranni. Hvem skal bestemme og dømme og vise vej, hvis ingen tager ansvar, men flygter, når tingene skal besluttes? 
Når debat og dialog kun fører til ansvarsløs snak, hvordan skal vi så kunnne elske? Brænde for en sag, kæmpe en kamp, turde stole på hinanden og erkende sit nederlag? Er du ikke ansvarlig er det aldrig din skyld, du skøjter afsted på undskyldninger, er aldrig den skyldige, altid bortforklarer du konsekvenserne af dine handlinger, ord og valg. 

Han tog en dyb indånding, Ansvar, og sendte Omsorg et myndigt blik, men hun smilede bare og lod pausen lægge sig som et pinligheds ekko. Men så sagde hun:
- Når man tænker på, hvor mange ulykker, du har på samvittigheden, hun gjorde sig umage for ikke at virke ophidset, så skal du ikke være så sikker. Mord, krig, voldtægt, brændte byer og hjemløse børn, din utopiske ideologi som praktiseres i diktaturer, i hæren, kæft-trit-og-retning disciplin og pligt, den tid er forbi, du lyder som en general fra Verdun eller selvmordsterrorist, nej det har intet med kærlighed at gøre, tværtimod, egoisme og magtbegær er ikke vejen frem, men det er ligeværd og medbestemmelse. Jeg er i pagt med tiden, jeg er fællesskab og samvær, jeg har respekt for den enkelte, og hos mig findes ingen tabere. Du beordrer og befaler, jeg fører dialog og skaber debat, jeg giver hver enkelt en stemme og jeg lytter. Jeg er samtalen, demokrati og kærlighed.
Det lykkedes hende at holde hænderne i ro og ikke lægge armene overkors, men nemt var det ikke. 
- At drage omsorg for sine nærmeste, at elske sin næste og være solidarisk, det er kærlighed, det er mig.

Fra novellen Omsorg og Ansvar i bogen Anna og andre noveller

En græsk gudinde trådt ned fra Olympen den smukkeste statue evig og ubevægelig. I brudekjole tildækket med livet i hænderne en gren af havtorn med syrlige bitre bær.
Det er døden hun flirter med den sidste rejse foran en mur af forfald, med grene der slynger sig, grøn for at beskytte hende vissen når den kravler fra kroppen. Op op videre væk.
Det er så smukt at kunne favne det åndelige, der venter hende, men myggenettet er også fosterhinde. Hun er livet uden alder fra fødsel til død, et betagende værk hvor hun selv står model.
Billedet tog Loui Moon i en periode, hvor hun var alvorlig syg, det er en rørende afsked. Og den storblomstrende røde rose i hjørnet ikke et tilbud om frelse men de efterladtes farvel.
Hun kom sig og viste mig glad rundt i går på sin udstilling Off the Wall.

Trine Søndergaard behandler begreber som tid, fælles erindring, synlighed og glemsel. Hendes værker rejser eksistentielle spørgsmål og udforsker, hvad det vil sige at eksistere i tid. Hun undersøger kønnet som historisk, kulturelt og levet fænomen og beskæftiger sig med naturen som det evigt ubegribelige forudsætningen for menneskelig eksistens.
I den nøje tilrettelagte iscenesættelse og reduktion af billedets elementer opstår i hendes fotografi en fraværets poesi. Som i barokkens verden fremstår overfladerne som en tynd membran, der indkapsler tidens mysterium og dødens realitet. Her mærkes en understrøm af melankoli, tid og tab, hvor billedet står som en tilstand hinsides sproget.

Eckersberg Medaillen 2025 blev her til aften ved Akademiets stiftelsesfest overrakt Trine Søndergaard.
Thorvald Bindesbøll Medaljen gik til kunstnergruppen SUPERFLEX

Har lige været i retten
blev dømt en alderdom
fik 80 år uden mulighed for appel.
Ingen papirer jeg havde med
nyttede noget sagde dommeren
kun fødselsattesten var gyldigt bevis
Blodtryk, kolesterol betød ingenting
udtalelser, erklæringer 
potens og motorik 
og evnen til at lytte
betød ingenting

Med en stak af dokumenter, diplomer 
og æresbevisninger 
procederede min advokat
for at jeg fik en visdom i stedet for 
det passede bedre med
hvem jeg var, sagde han, men nej
en visdom uden åremål var utænkelig
men hvad med retfærdigheden?
Så urimeligt nedværdigende
er det at være slavebundet
til et tocifret tal
baseret på året jeg blev født
Jeg ville have dom for 
hvem jeg var 
og ikke hvad talkloge
regnede ud jeg måtte være

Da dommeren spurgte om
jeg erkendte mig skyldig
der knækkede filmen og tilliden 
til en retfærdig afgørelse
for hvem fanden
er skyldig i at være blevet født?
Eller hvornår.
Ungdommelig måske 
og ejendommelig gerne 
men at erkende sig skyldig
i at være alderdommelig
det er for langt ude

Lidt mere om pingvinen sigmun som flodhesten maren har boende og betragter som sit barn.

Sigmuns mor maren flodhest er blevet forelsket så da han kommer hjem sidder der på den lille stol han plejer at bruge en kæmpe flodhestebagdel ufatteligt at stolens ben ikke giver efter. grumset ulækker vortet hud mørk på ryg og hoved lysere på maven. hvis han læner sig tilbage vil han med et brag falde på gulvet. det er lidt af en balancekunst for så stort et kødbjerg at sidde på numsen.
gammel er han og når han gaber af kedsomhed stinker huset af rådden fisk. hvordan hans plejemor kan blive forelsket i sådan et eksemplar er en gåde men det er hun altså. smånussende går hun rundt og retter på tingene og tørrer af og ønsker der var mere at rydde op. sigmun er ikke spor ked af det da hun beder ham finde et andet sted at sove nu hermann er flyttet ind. det lykkes for hermann at få formet ordene og spyttet ud af munden
– er der mere fisk?
straks disker mormaren op med resterne fra i morges som han propper ind i sit kæmpegab og sluger i en mundfuld. så stanger han tænder med en gaffel et fiskeben har sat sig fast. spytter på gulvet og vælter om på sofaen med en pude under hovedet. mormaren ser helt anderledes ung og levende ud nu hun har fået den dvaske kødklump indenfor døren. sigmun spørger ikke hvor længe forholdet vil strække sig. er man forelsket sætter hjernen ud og intet kan du stole på. hun er for gammel til at gå i brunst så det må være noget andet der udløser forelskelsen. hun ter sig som en teenager forelsket for første gang. fuldstændig hjerneblæst bliver man uanset alder
– gider du hente lidt mere fisk?
det er kun for at få sigmun ud af huset at hun beder ham gå et ærinde. hun ved hvad sigmun tænker om hendes nye bekendtskab og det kan godt blive for pinligt hvis han siger det højt. for at cementere deres forhold får den overdådige flodhest et kys på mulen hver gang mormaren går forbi ham. sigmun har fået nok. han går og holder sig væk.

fra romanen HVOR SØD ER KÆRLIGHED eller som der står på originalen fra Holland jeg anvender som cover HOE SOET IS DE LIEFDE

Øjenvidneskildring fundet i kirkens krypt:

De kom om Natten med Hakker og Køller brød Døren op og et Svin med gloende Øjne stod i Hallen jeg saa det da Herremanden blev væltet omkuld og bidt saa skammeligt at Blodet flød saa gik jeg videre rundt paa Herregaarden og jeg gemte mig paa Loftet hvor jeg laa mussestille under nogle Presseninger. 
Da morgenen kom læssede de alle lig og det var alle der boede paa Herregaarden undtagen mig paa en Ladvogn og kørte væk. Det var først Dagen efter jeg turde forsøge at flygte. Det jeg oplevede gik over min Forstand for Blodet fra Ladvognen var dryppet paa Jorden saa jeg kunde se hvor de var kørt og der i en Lysning i Skoven lidt væk fra Stien laa en Bunke Lig med stirrende Øjne og blodigt Tøj Natskjorte Uniform Arbejdstøj Stadstøj ogsaa nøgne Kvinder laa der bare smidt i en Bunke og Børn stadig med Dukke eller Bamse i Favnen hvilket Syn jeg kunde end ikke græde for der i Bunkens udkant Fruen og Herren og deres seks Børn Avlskarl og Kokkepige alle fra Herregaarden bidt ihjel. Jeg rørte Herrens Kind den var kold og gusten hans Fingre krampagtigt knyttede saa lukkede jeg hans Øjne det tomme stive Blik og løb jeg løb og skjulte mig og løb igen indtil jeg naaede Herregaarden Shackenborg hvor Herremanden skrev for mig denne Beskrivelse saa det kan blive kendt for Eftertiden hvad der skete med Menneskene. 
Straks efter forlod han med sin Familie sin elskede Herregaard for at søge frelse sydpaa og jeg gik til Kirkens Præst og bad ham sørge for at min Beskrivelse af hvad jeg saa skal blive erfaret for Eftertiden. 
I Guds vold Eders ydmyge Tjenerinde Gabriella Holsting

Fra romanen HVOR SØD ER KÆRLIGHED

Solskinssøndag på en bænk i Landbohøjskolens Have, det er første gang i år jeg skriver på en bænk i solen, så mærker jeg foråret er kommet. Her er hvad jeg sidder med, starten på romanen HVOR SØD ER KÆRLIGHEDEN.

Det var lidt af et tilfælde at pingvinen sigmun var endt her det var ikke noget han ønskede og ingen ønskede han var der pludselig en dag sjoskede han rundt i gaden på sine store klodsede fødder. hver gang der var en kantsten baskede han med lufferne som ville han flyve og så hoppede han og lod som om det ikke var noget særligt. for alt i verden ville han vise at her hørte han hjemme. hvad han slet ikke gjorde.
man skubbede til ham når man gik forbi. ikke fordi han ikke var velkommen kun fordi han gik langsomt og klodset. det var han slet ikke vant til at færdes til fods på en gade. kom en giraf gik han mellem benene på den og at bavianunger vimsede omkring ham blev han vant til. 

Sigmun havde som helt lille hørt tale om et dyr med glat våd hud et kasseformet ansigt og øjne på stilke. et uhyggeligt fabeldyr med et gab så stort som en trillebør og tænder så spidse som spyd og nu opdagede han da han stødte ind i hvad han troede var en mur at muren var sådan et dyr. med slæbende skridt sjoskede det tungt afsted uden at vide hvem det skubbede til. men det var man så vant til at flodhesten maren skulle man ikke komme på tværs. sigmun følte sig tiltrukket af det enorme bjerg tempoet passede fint og så var gaden ryddet når han fulgte efter hende hvor hun gik. ingen stod i vejen for optoget. en kropstung dame foran en dansende pingvin. 

Det ender med at sigmun får plads i hjørnet af marens bolig og fisk to gange daglig. det elsker hun at sigmun bare er der og fuldstændig accepterer at have fået en mor. 

Er lige kommet hjem efter en skøn film, den fik virkelig rørt rundt i så mange ting, det var ikke kun Nicoline Skottes anliggende, men mit og alle andres. Hvad er sandheden og hvem er jeg? Min far eller mor eller dem begge på skift? 
Den var så smukt komponeret, fed fantasifuld scenografi, hun kom virkelig til bunds i de svære spørgsmål. Skal man sige undskyld og vise anger eller flygte til Paris? Var blodet med kartoffelskrælleren sandhed eller et stunt? 
Hun rammer os alle på sin vidunderlige, kontroversielle måde, alt det usagte hober sig op, mens hun klamrer sig til ordet. 
Så skønt at møde hendes far igen, ham elsker jeg, uden hans bramfri væren-til-stede-i-nuet karakter var hun blevet som sin mor uden tro på egne kræfter "som et insekt på væggen, der bare venter på at blive klasket."
Det er en vigtig film, og jeg er taknemmelig for, Nicoline gav mig et vink om verdenspremieren.

Det er idag der er verdenspremiere på filmen En Fantastisk Familie af Nicoline Skotte.
Nu skal fortiden hænges til tørre, hvad var det egentlig der skete? 
Kender man Nicoline, så ved man, det bliver en underholdende forestilling, hvor hun spidder det forlorne og drømmer om forsoning, jeg glæder mig til et gensyn med hendes far.

Blev færdig med indskrivning af første del, nu skal jeg til rettelser af  anden del, det er romanen HVOR SØD ER KÆRLIGHEDEN jeg arbejder på. 
I pausen mellem det ene og det andet ryddede jeg op og fandt det her notat fra i sommer:

en gletsjer kælver
i frygtens zoo
også priserne stiger
det er tid at hamstre

arkæologen finder spor
af et udbrændt dynasti
en bananskræl var nok
den var årsag til faldet

fra kanapvinduet spejdes
mod bedre tider
mens grøden brænder på
og amblancen punkterer

ruiner står tilbage
stemmeurne og bankboks
da solen står op
på befrielsens dag

Mellem De levendes Land og Dødens Rige flyder floden Styx, og derude midt i floden hænger tågen tyk som vælling og så giftig at intet, der forsøger at krydse den vender levende tilbage.
En akuthelikopter med en såret kvinde der kom ud af kurs, fløj ind i tågen en mørk nat, og siden har ingen set eller hørt fra hverken pilot eller patient. Ingen vragdele er fundet, så glubende sulten er tågen, at den tiltrækker alt levende, fortærer det spiselige og spyttet resterne ud, knogler og kranier i det silende, plumrede vand.
Det er, hvad menneskene tror men ikke ved, kun Færgemanden der fragter døde kroppe og sjæle fra Livets til Dødens kyst kommer uskadt gennem tågen, hverken død eller levende er han men ubestikkelig tavs med et fuldskæg så stort og lysende hvidt og en mine så bister. Tætsiddende øjne, lyseblå stirrer de på dig, håret er vindblæst og huden solbrændt. En garvet sømand i sorte støvler og slidte bukser, grov og voldelig, hvis nogen forsøger at snyde ham, ikke ung længere men snart for gammel. Hans navn er Charon, det betyder – Ham med det vilde blik.

Starten på novellen De Skyggeløse fra samlingen Omvej til Himmerig

I begyndelsen var meningen. Og lige siden har mennesket ledt efter den mening. 
Hvorfor er jeg her? Har mit liv en mening?
Er jeg skabt til at spise og avle, eller findes der en højere mening? 
I århundreder fandt man mening i troen, gjorde Gud ansvarlig for alle handlinger, sådan blev katastrofer forklaret, at det var Guds mening, men når troen falmer, hvad så med meningen, så må vi skabe den selv. Hver især.
Hver især vælger vi den vej, der giver mest mening, vi skelner rigtigt fra forkert og får samvittighed, vi lytter og lærer og får moral, vi bliver del af en fælles forståelse og bliver en kultur. 
Loven beskriver med ord, hvad der er lovligt og forbudt, men det er kulturen, der fortæller dig, hvad du kan tillade dig. 
Kulturen er levende og foranderlig og bestemmer om talent forpligter, om det er meningen, at når du har fundet ud af, hvad du kan, så også skal dygtiggøre dig og blive den bedste. 
Den beskriver kærlighed, om det er omsorg eller ansvar, sætter regler for utroskab og jalousi. 
Det er i kærligheden, du finder meningen.

Fra tale til unge på højskole.

Så mørkt her er
så fuldstændig sort
jeg famler i blinde og ænser med ørerne
at Carmen i det fjerne
er ved at blive puttet
og fødderne mærker efter
om der er asfalt eller græs hvor jeg går
sådan ser verden ud
for mig, der spadserer i tomhed.

Og en tudse
kommer pludselig hoppende
hen over vejen
kroppen er vortet og vommen så tyk
grønplettet glinsende våd
se, svømmehud mellem tæerne
og lange lange negle
nej nej, jeg kan ikke se den
men ved den er der.

Så mørkt her er
så stjernetomt
selv ikke det mindste hul
findes i himlen ikke en gnist af hvidt
buldersort som en kiste
set indefra
med låget skruet på
intet liv siver ud
ingen sprække af død

Så åbner jeg låget
og blændes af lyset
skærende skarpt
springer det på mig
så jeg mister grebet i låget
og falder bagover
mens lyset flammer ud af kisten
og stjernerne tændes
et mylder af glimt i himlen

så forunderligt at gense
deres prikkede billeder
og vide at lyset
ikke var væk eller slukket
blot spærret inde.
Jeg kan se og jeg ser
at verden ikke er
hvad øjnene så
men et usynligt og lydløst billede.

Fra Mørkets Melodi – et essay om syn og syner

Er nået til vejs ende med revidering af hjemmesiden, udover de efterhånden mange bøger jeg har til salg, er der tilsidst brochurer og altså også en kalender.
Forsiden er min elskede gennem 30 år mor til vores fire børn.
Kalenderbilledet for maj måned - åh det var bare det bedste, det lykkedes, den første er på vej, og hun bliver så januars kalenderbillede.
 

Så er det idag, der er fernisering på en udstilling af en af de mest kreative kunstnere når det gælder om at udtrykke sig fotografisk. Et sprudlende temperament og gigantisk fantasi, jeg glæder mig til at se hendes sidste værker og har aftalt, jeg kommer forbi en anden dag, hvor der er tid til at snakke.
Matthæusgade 21 i København. Klokken 12-17. Louis Moon: Off the Wall.

Benedikte har i kirken oplevet en åbenbaring, der gør hende i stand til at velsigne og skabe mirakler. Hver lørdag tilbyder hun på Facebook unge der vil velsignes om at komme ud i en lysning i skoven.

Med armene ud til siden og håndfladerne vendt mod himlen sidder Benedikte i græsset med lukkede øjne og ber en bøn. Omkring hende i en cirkel sidder de, der er kommet.
– Far i himlen, dit navn er helligt, dit rige skal komme og din vilje vil ske. Jeg ber dig fri os fra fristelsen og befri os fra det onde, for det har du magten til. Amen.
Så smiler hun og fortæller, hvad hun oplevede i kirken, alt om åbenbaringen, mens hun kigger hver enkelt i øjnene.
Sit billede af Madonnaen har hun stillet op ad en stor sten, selv sidder hun på et tæppe i sin hvide skjorte og nye lyserøde sneakers.
En ung mand bliver som den første bedt om at sætte sig over for hende. Hun lægger en hånd på hans hovede, tager hans hånd i sin, og så velsigner hun ham. Hun har ikke forberedt, hvad hun vil sige, det kommer bare, længe sidder de sådan, så får hånden et klem, og hun stryger blidt hans kind.
Også blinde Emil bliver velsignet, men beskeden til ham er, at han vil få synet tilbage. Indtrængende ber hun om, at det må ske, mens hun klemmer hans hånd kraftigt og længe. Hun mærker den besynderlige fornemmelse af fraværende vægtløshed, som er det en anden, der styrer hendes vilje, og Benedikte opfatter det som tegn på, at hendes bøn bliver hørt.
Også den følgende lørdag kommer Emil, men nu uden førerhund. Så sejlivet stolt er han, da han kigger Benedikte i øjnene og fortæller, at hun har givet ham synet tilbage. Benedikte smiler, giver Emil et knus og tænker det var, hvad hun mærkede, da hun velsignede ham.
I dag ber hun ikke, da hun velsigner Emil, om at noget må ske men takker for det, der skete.

Jeg var til korkoncert her til aften i Sct Johannes Kirke på Nørrebro, derfor er dagens tekst fra en novelle i bogen Omvej til Himmerig.

Min søn Bastian dør juleaftensdag 2022, og jeg skriver hver dag frem til bisættelsen 14.januar dagbog. 
Det bliver en novelle i samlingen Omvej til Himmerig

29.XII.2022 20'30
En kind så kold
med fingre stive
Det er Bastian der er død
Hans latter forstummet
hans omsorg hørt op
Et hjertestop fik vore hjerter til at briste

En sjæl på vej
fra den krop vi kendte
Det var Bastians bolig
i enogfyrre år
gav ham latter og liv
men også et anfald der tog det fra ham

Fra åndernes verden
ser han os nu
den Bastian vi mindes
Hans krop bliver til aske
men sjælen lever videre
Der er kærlighed i blikket han sender os

14.I.2023 22'30
Til lyden af sang
tænder vi lys
ved Bastians billede
Hans liv blev slukket
en rejse begyndt
men hans kærlighed beholder vi hos os

Kapellet er fuldt
af venner i sorg
og Bastians kære familie
Breve læses højt
og tårer bliver fældet
denne smukke uforglemmelige morgen

I en kiste pyntet
med blomster og bånd
bærer vi Bastian
ad skæbnens vej
før vi giver slip
Men mindet om ham slipper vi aldrig

Bastian bad mig se den film, han har filmet hans første spillefilm og vil gerne høre, hvad jeg synes om den. Straks jeg kom hjem fra biografen skrev jeg til ham:

Er lige kommet hjem efter en fantastisk forestilling, den simrer stadig i hovedet af mod og betydning, jeg er vildt imponeret af samarbedet mellem manuskript, instruktion og ikke mindst billedsiden. 
Hele tiden er den usigelige død med, det er så ærligt, at det gør ondt, sådan tackler vi døden i vores priviligerede gudsforladte civilisation. 
Alt set gennem en 16-17 årig piges tanker og sind, det er så stort at konceptet er stramt og gennemført kun en eneste gang siges ordet død, det er den ellers så tavse, hjælpeløse far der til morens fødselsdag siger: "jeg har kun levet rigtigt, fordi der var en, jeg ville dø for" Havde det været en film om ham havde det hele set anderledes ud. Hans største desperate handling er, at han forsøger at kvæle datterens forstående kedsomhed med en divas digitale skrigeri.
Din lyssætning er formidabel, starter forsigtigt med skiftende sol og skygge og lader gennemgående mørkt være mørkt, det virker så rigtigt ikke en eneste lyssætning afslører, at det her er en film. Autensiteten er i top, alt tror jeg på, også når du går provokerende tæt på døden. Den enlige hvide havestol, det enlige flag til fødselsdagen, landskabsmalerierne på væggen, den kolosale bakke op ad klinten, du strækker konceptet så langt, men ikke længere end at det virker. Irritationen over hendes ustandselige pulsen på en cigaret og den akavede afsked ved bussen, det er ikke filmen, jeg bliver sur på men døden i datteren, det manglende ord.
Der må da komme en forløsning, for præcis som i virkeligheden er døden noget indestænkt og ulmende, selv da der pludselig set fra trappen kommer et par fremmede hastigt med noget affald måske og røntgenblå blink er det så hemmelighedsfuldt som i virkeligheden, og først da jeg ser døren til hospitalet forstår jeg, det var ambulancens blink. At scenen er ulæselig er bare så rigtigt, for det er jo pigens sind og tanker du filmer - men jeg bliver belønnet, det var værd at vente på. moren dør. jeg ser dødsfaldet, blomsterne og vatpinden hun får duppet læberne med og kammen der reder hendes hår, sådan ser døden ud. 
Og så en hyldest til alle andre unge på efterskolen, at de er fremtiden, men også at de skal ikke være så sårbare, at de afviser naturens lov, at døden er del af livet.
Det er stort at komme hjem med.
Jeg vil gerne, hvis du vil, gå filmen igennem med dig klip for klip og give min reaktion. 
Så har du en ledning med HDMI og USB stik, så kan vi bladre den igennem på storskærm.

Nu håber jeg så det bliver til et nærsyn, når han kommer på besøg.

Fra Abrakadabra
Skuespil i 4 akter 42 scener. oktober 2022
Medvirkende: en pige på 4 år med rygsæk og hendes sovedyr en kanin med lange ører.

Scene 4
(Dag 2) Solen står højt på himlen og stråler rammer direkte ned i brønden, så dejlig varm bliver Bellis i kinderne. Lyset er så stærk, at det næsten gør ondt.

- Bellis?
- Ja
- Hvorfor er solskin varmt?
- Fordi det er lys
- Så lys er altid varmt?
- Ja
- Så er du et lys om natten
- Jeg varmer dig, men jeg lyser ikke
- Det ville jeg godt
- Være lysende?
- Lyse om natten som månen
- Hellere være sol
- Nå ja månen er jo ikke varm
- Så lyser jeg natten væk
- Jeg kan høre lys, kan du også?
- Nej lys siger ikke noget
- Solen synger, det kan du ikke høre?
- Nej det er fuglene
- Solen synger dig varm

Scene 5
(Dag 2) Hen mod aften får Bellis ondt i fødderne og Ninka næseblod. Og så begynder det at regne

- Bellis?
- Ja
- Min næse drypper
- Du er snottet
- Det er helt rødt
- Sikke noget
- Hvad er noget, er det godt?
- Nej det er galt. Noget er gået galt
- Smager underligt varmt
- Mine fødder sover, helt væk er de
- Lissom grød
- Hvordan vækker man fødder
- Du skal hoppe
- Handicap og helligdag
- Blodtud
- Slog du dig?
- Noget er gået galt, det drypper fra næsen
- Det hedder næseblod
- Det ved jeg da godt

Scene 6
(Dag 2) Der er snart ikke flere kiks og ikke mere saft, og da solen går ned, begynder det at blive koldt. Sultne og våde lægger Bellis og Ninka sig til at sove

- Ninka?
- Hmm..
- Sover du?
- Kan elefanter få næseblod?
- Er det noget du drømmer?
- Hvis de kan, så bløder de ud ad snablen
- Sugerør og hæfteplaster
- Så kan de male med blod, sjovt ikke?
- Det drypper, når du snakker
- Jeg kan ikke lide blod, det smager væmmeligt
- Mine fødder kom tilbage
- Du vågnede dem?
- De er helt urolige
- Kænguru og helsekost
- Sover når de skal hoppe og hopper når de skal sove
- Vil du varme mig? 
- Kom så skal jeg lyse på dig
- Ikke hoppe, bare putte

Fra Abrakadabra
Skuespil i 4 akter 42 scener. oktober 2022
Medvirkende: en pige på 4 år med rygsæk og hendes sovedyr en kanin med lange ører.

1. akt
Prolog
(Dag 1) Bellis er med sin kanin Ninka i rygsækken på vej i børnehave gennem et åbent landskab, da hun falder i et hul

Scene 1
(Dag 1) I en gammel udtørret brønd sidder Bellis og kaninen Ninka sammen. Over dem er en cirkelformet åbning med lys som varierer fra scene til scene alt efter tidspunkt på døgnet

– Bellis?
– Ja
– Hvad er det at blive fundet?
– Det er, hvis man er blevet væk, og nogen så finder dig
– Er jeg så blevet fundet?
– Ikke endnu
– Jamen du er her da?
– Ja, vi har fundet sammen, vi to
– Sammen og væk. Men Bellis, væk er det så lige her?
– Væk kan være mange steder
– Når jeg sover, er jeg væk, ikke?
– Det kan man godt sige, lige indtil du bliver vækket
– At blive fundet er at blive vækket
– Du er så klog, Ninka
– Jeg fryser
– Læg dig her så skal jeg varme dig
– Du er så sød, Bellis
– Ja

Scene 2
(Dag 1) Det er ved at blive nat, hvor de ligger tæt sammen Bellis og Ninka, og selvom de er både sultne og tørstige, falder de alligevel i søvn. Ud på natten bliver de vækket af en lyd, ikke kraftig men nok til at Bellis vågner og vækker Ninka. Begge kigger op i hullet, hvor lyden kommer fra, men kun stjernerne på himlen kan de se.

– Kommer der nogen? spørger Ninka
– Det var nok et dyr
– Jeg hørte skridt lissom fødder
– Fodtrin? Det tror jeg ikke, det var nok bare en gren
– Men også nogen der gik. Eller kom. Tror du vi bliver fundet?
– Ingen kan se om natten
– Månen er væk og vi er vækket
– En ræv sikkert
– Kan den se i mørke?
– Den kan lugte
– Hvordan lugter en ræv?
– Lissom kaniner
– Så lugter den godt
– Fryser du?
– Der var også en hund
– Jeg skal nok vække dig, hvis vi bliver fundet
– Bellis?
– Ja, Ninka
– Jeg elsker dig

Scene 3
(Dag 2) Morgenen kommer, lysere og lysere bliver det med morgendug og tåge, Ninka er den første der vågner. Han tager en kiks i rygsækken og en slurk af flasken, lægger sig på ryggen og kigger op i lyspletten over dem. Bellis strækker sig og sætter sig op

– Hvorfor har du ingen ører? spørger Ninka
– Det har jeg da
– Mine er længere, så jeg hører mere
– Ja Ninka, du hører bedre
– Du kan få et af mine, så hører vi lige godt
– Så ville jeg se underlig ud
– Du må godt få dem begge to
– Lange ører er kun til kaniner
– Hvorfor er jeg en kanin, Bellis?
– Fordi det var din far og mor
– De findes ikke
– Kan du høre fuglene synge?
– For de findes
– Og du findes for du kan høre dem
– Når nogen finder os, så bliver vi fundet, ikke Bellis?

Endelig nu brækker den
det blævrende lag i tanken
af rønnebærfarvet bærmask
krænger indmaden ud i sprækker

I en uge har den ligget død
på saften som en aflagt madras
en uddød fromage der igleagtig
klister til glasset

Jeg frygtede der aldrig vil ske noget men
så skete det.
Små klare perler
i kanten og nu
nu brækker den skumgummibræen
saften er begyndt
at prutte.
Endelig

Blopper og gylper og
bobler nu gærer
mosten der ædes
og drikkes og skides og tisses
alkohol oh alkohol hvor jeg glæder mig.
Beroligende som at ligge i arm
opmuntrende som solskin
fra morgenstunden

Festen gemmer du i styrken
alvoren i den bitre røn
du bærer livet i dig.
Men jeg må vente endnu syder
og bobler det kun
under bræens brækkende dække.

Engang i skolen hørte
jeg om en slave der druknede
i et kar med
rørsukkermask på
De dansk Vestindiske øer.
Det må have været ulækkert

Elskede du fyldte min sjæl med tillid og tro
kærlighed og begær, min krop med elskov.

Du skønne puppe med cocon af silketråd
morgen på morgen bag stribede gardiner.

På marken sprang nyudsatte kvier omkring
forårskåde forvirrede af hegnets elektriske stød.

Veltalenhed kvalte din stemme verbal belejring
trods rejste pallisader i søvnløs dynesnak.

Min elskede hellere accepterer jeg tavsheds
smerte end jeg igen forsøger at udrede silken.

Du var lyset der fik gnisten til at springe og
forklædt som den sårbare, tårer til at løbe.

En vinterdag som alle andre blev den stive
stolthed til hævn og bitterhed, opgør på vej.

Tillids ophør nærheds distance laset begær
din ryg fik vorter mine læber tørrede ud.

Tiden var kommet hvor puppen var klar
til at briste. Vores kærlighed var visnet bort.

Fra digtsamlingen Snart brister alt