Dagbog

Så er jeg klar, alt er pakket 17 bøger 6 af hver, plakater og postkort,
Pagasus og Pallas Athene. Festen starter kl. 10 og slutter kl.16 og der er
underholdning fra scenen hele dagen, oplæsning og debat.

En stor oplevelse at være med min datter Amalie til bogfest, hun passede boden og fik solgt den første bog HEKSENE FRA HEKKENFELD.

Dagens sidste gæst var Fryd Frydendahl der cyklede hjem med to bøger og en t-shit

Den blide aftensol
trænger gennem ruden
og sender blomsterne i vasen
op på væggen
som en mørk silhuet
og dit ansigt.
En skarpt tegnet skygge
der nikker og smiler
og snakker og drikker kaffe.

Et ord, pludselig kommer et ord
og tager magten fra hyggen og varmen
og breder sig frysende i stuen
skyggen stivner og blæstens susen bliver påfaldende.
En usynlig mur gror ud af væggen
og deler stuen mellem dig og mig.
Hvad var det, der skete?

Så blegner lyset
og skyggerne toner ud.
Det bliver mørkt og du går i seng.
Kaffen er kold og jeg sidder tilbage
med cement i kroppen
og det dumme ord.

Fra Bølge – jeg har tid at vente i samlingen Bobler

Mindestue maskebal
Hvor kommer sandheden fra?
I dobbeltseng med stationsforstanderen
på torvet hvor hittegods byttes for
orakelvarsel og korrekthedssvar
rider på ryggen af dommedag
med lottogevinsten i banken

Tyrestation og sædbank
en ny Metrolinje er indviet
rentefrit indestående
huslejechok og flyttefirma
et piano tabt fra altanen på fjerde
synger i baggårdens brandtomt
sin sidste sørgmodige sang

Det er helt vildt så mange mennesker
der findes i Katmandu
trods jordskælv og Everests ofre
umuligt at skelne
blandt strandes sandkorn
de smukke fra de grimme
eller tælle så langt de rækker

Gravitationens kompromisløse fængsel
trækker sandkornet til sig
binder galaksehobe sammen
sikkert som drømmen i søvnen
Fra tindens top kan jeg se
en tilfældighedskatastrofe
på højde med kærligheden

Forladthedslængsel alenelykke
i mudrede udslidte støvler
befriet for floskler og fraser
Det syder og strømmer i årer
det livgivende hjertes blod
når jeg trasker gennem naturen
i min ensomhedsverden

Jeg husker bålets gnister en varm sommeraften, men jeg har glemt myggenes ulidelige stikken. Jeg husker mine rejsers oplevelser, men jeg glemmer ensomhedens trykken. Jeg husker en pragtfuld tivolitur, men jeg har glemt at skoene sled mine hæle blodige, kan man i sin virkelighed vide hvad mindet derom vil blive? Er mindet en karakteristik eller en forherligelse? Kan jeg danne min virkelighed så at jeg senere kan leve på minder? 

Erindringen er en si, der fanger de store korn og sliber dem rene og glatte og din eksistens et forbjerg der langsomt smuldrer på stranden, mens havet sliber stenene runde og af dem kan du bygge dig et ly, en tilværelse. 

Fra Bobler digte 1965-2017

Fra romanen Saga om Viltgudr

Eigil er 84 og træt af livet. Han ser dårligt, hører skidt, går med stok og væmmes ved synet af gamle med rollator, det vil han altså ikke, nå dertil at det bliver nødvendigt. Har altid været glad for livet, fået tre børn og otte børnebørn men nu er kroppen så slidt, at han synes, det er på tide at sige livet farvel. Mens han stadig er klar i hovedet og har modet til at tage en beslutning, vil han dø en naturlig død, og det vil det ikke være at begå et drastisk selvmord men blot undlade at holde kroppen i live. Eigil beslutter at blive liggende i sin seng og kun trække vejret men ikke spise og drikke. Ikke give kroppen ny energi, men dø med værdighed, det er planen. 

I sin lille herskabelige lejlighed på Østerbro i København, hvor han har boet i mere end 50 år, har han i et hjørne af soveværelset et lille alter med billeder og effekter han tilbeder og forguder. Eigil er troende, han tror på sjæl og ånd og erkender at være natur som alt andet liv. Man fødes, man lever, og man dør efter at have givet sine gener videre til næste generation. Meningen med livet er at styrke kærligheden og give kommende generationer optimale chancer for at finde glæde ved livet.
Der er på hans alter udover to tændte stearinlys en amulet af hvalrostand, en tupilakk, tørrede blomster og en dusk hår fra hans bedstefar. Der er også et patronhylster fra 2.verdenskrig, hans pas med stempler fra rejser til Marokko og Mongoliet i 20’erne, billeder af hans børn og en nyere bedekrans fra Piræus. 

Når han lægger sig på knæ foran alteret, kan han ved at berøre forsigtigt med en finger en amulet komme i kontakt med energien, den bringer med sig om oprindelse og betydning. Også en medalje er der fra Fru Brahes danseinstitut, hvor han gik til dans 1907-12, det var her, han fik sin første erfaring, hvordan han skulle holde på en pige. Han lægger pegefingeren på bronzemedaljen, der bærer hans navn og fyldes med barndommens vidunderlige ængstelse for ansvar. Hver enkelt genstand giver ham mod til sin sidste beslutning i levende live, Eigil vil dø.

Da skælfisk stormer ind på scenen, er det med en sejrssikker Josie, der vinker til publikum helt fremme ved scenekanten, først til den ene side så den anden sjalet blafrer i vinden, hun springer som en veloplagt ged og folk klapper, så langt hun kan se, er der dyr. De sidder og står klumpet sammen tæt ved scenen mere spredt mellem teltene. Det er overskyet men tørt, Josie giver tegn til Karen der slår takten, og så kører det ellers - Jeg vil holde dig i hånden.
Højttalerne kaster lyden ud over pladsen, der er strøm på anlægget, når vinden blæser og får vingerne i toppen af masten til at dreje rundt. Ekstasen rammer dem, de spiller, som de aldrig har gjort. Øjeblikket er kommet hvor sammesparet energi slippes løs, publikum er begejstret. I tredje nummer er store skyer drevet ind over pladsen faretruende mørke, og så uden varsel bryder det løs. Regnen styrter ned i tove, midt i nummeret stiller Josie sig foran på scenekanten og råber til uvejret - Ja vi har hørt dig men vi stopper ikke.
En tornadoagtig storm fræser gennem publikum, der kastes hulter til bulter mellem hinanden, tøj rives af og flagrer afsted, Josie sætter sig på knæ for ikke at falde, og den høje mast med vinger, højttalere og scenelys truer med at vælte. Dyr der er kravlet op for bedre at kunne se bliver kastet ned på de, der kryber sammen, alt er kaos, men Josie giver ikke op råber til uvejret - Din svækling 
Så fejes hun af blæsten her over scenen ud over kanten og falder ned i mængden af dyr. Da går lyset ud, lyden forsvinden.
En halv time senere er skyerne trukket væk, og solen titter frem upåvirket af hvad, der er foregået. 
Mange er sårede, samaritterne er igang med bårer og forbinding, Josie klarer faldet uden skader, ingen Skælfisk er kommet noget til heller ikke Kræsten. Karen laver varm suppe, og da de genoplever Josies modige råben til uvejret, kan de de ikke lade være at grine - Det var så modigt, du er altså god.
Det er først, da de hører, at den store mast der væltede dræbte adskillige tilskuere, at alvoren vender tilbage. Det er Ingolf der da hun serverer suppen lidt beskedent siger - Jeg tror vi var heldige

Uddrag af romanen HVOR SØD ER KÆRLIGHED (Udkommer til september) 
Gruppen SKÆLFISK er på turne. Menneskene overalt i Europa er dræbt af dyrene, der har fået forstand, gjort oprør og nu sidder på magten. 
Josie er en ged, Karen en kvie og Ingolf er bæver. I bandet er også pingvinen Sigmun, en krokodille og en gibbonabe. Tourleder er kronhjorten Kræsten.

Ligger på ryggen og kigger op i hovedet på en mand jeg ikke kender udenom er andre ansigter de kigger underligt på mig jeg ligger på en kælk bliver flyttet til en båre som bliver skubbet ind i ambulancen nogen fandt mig livløs med skiene på i sneen bag Ulvedalene bliver kørt til Amtssygehuset men jeg er så træt det næste jeg husker er mor.
Jeg ligger på gangen med skitøjet på har kvalme hun vil holde mig i hånden
hvorfor er hun her? tænker jeg det orker jeg ikke har bare lyst til at lukke øjnene gider ikke snakke hun spørger og spørger gid hun dog ville gå og lade mig få lov at lukke øjnene det er det eneste jeg tænker jeg vil godt være alene uden omsorg og medlidenhed og trøst og høneklukken men siger ikke hun skal gå.
Det er det værste ved at ligge på hospitalet at få besøg. Gæster har brugt timer på bus og blomster og forventer man spiller med i deres omsorgsspil tre dage ligger jeg til observation for hjernerystelse med havresuppe og stuegang det er eneste gang jeg har ligget på hospitalet og det bliver også den sidste.
Jeg vil godt dø alene og hjemme uden nogen ved det så kan de stå og klynke ved kisten dem der har brug for det.

Uddrag af Levet og levnet – digt om erindring

Min hovedperson i FORHØR har opført sig skingrende sindssygt og er derfor blevet indlagt på akutafdelingen. Her er hvad psykologen siger til ham ved deres første samtale. (skrevet idag i solen)

Der kommer en anmeldelse klokken 12'35 om en voldelig mandsperson, der nøgen flintrer rundt på gaden og råber, at han er Jesus. Han citerer bibelsteder og skræmmer folk med sin optræden. Enhver der forsøger at tale ham tilrette bliver brutalt overfaldet og slået til blods med slag på kæben fra hans amputerede albue. Der skal fem bevæbnede betjente til for at lægge ham i håndjern og overføre ham her til akutafdelingen. Den mand er dig.

Din voldelige adfærd er ikke til at stoppe, så du bliver lagt i sikringsrum spændt fast og får en dosis afslappende Muskelrelaxantia cisatracurium kan jeg se, så føler du dig noget dopet er det derfor. I tre timer sover du men nu du er vågnet vil jeg høre fra dig hvad der skete?
Jeg ryster på hovedet og siger: Aner det ikke.
Du skulle også have råbt Hvor er min søn? men jeg kan ikke se at du har nogen søn. Vel?
Jeg ryster på hovedet vil gøre alt for at signalere uskyldig og oprigtig.

Du har haft et voldsomt anfald som jeg regner med er slut nu så du kan opholde dig sammen med andre patienter og vil få sengeplads på  enkeltværelse. Du vil være medicineret den tid du er her du vil blive udredt og få en diagnose for det er jo første gang sygdommen har været i udbrud.
Hun kigger på sit armbåndsur og giver mig yderligere information om bivirkninger regler og tidspunkter så åbner hun døren og rækker mig hånden. Vi ses. god bedring.

Nu er han træt af de mange dødsfald alle de lig, nu vil han redde liv og tager derfor på stranden, hvor en livredder sidder i sit tårn og holder øje med de badende. 

Her er så stille sandet så fint og varmt, der er flere stjerner i vores galakse end der er sandkorn ved alverdens strande. Jeg lader en håndfuld sand drysse langsomt ned hvor det kom fra. Hånden er et timeglas, den hule hånd og sandkornene stjerner og verden så stor, mælkevejen en evig venten og jeg måler tiden. 
Det er vidunderligt at være mig, uendeligheden griber mig med sin overdådige strørrelse, og jeg bliver så ubetydelig lille nej ikke ubetydelig for det er mig der venter, måler tid og drysser stjerner det giver mig styrke og tro. Sådan er det jo når der er noget man ikke fatter, så må man tro. 
Jeg er udvalgt til at være den der skaber tid når jeg venter og skaber stjerner når jeg drysser sandkorn. Sådan er det at være guddommelig og det er mig lige nu lige her. Jeg skaber tid og kosmos, holder øje og redder liv uden mig findes intet kun død og mørke. 
Sådan er det at være menneske det burde alle vide at det er ved at sanse verden, du skaber den. Du behøver ikke forstå for at opleve ikke vide for at tro. 

Så langt er jeg kommet i skriveriet. Monologer med arbejdstitlen FORHØR

Jeg har hele verdenen foran mit vindue
halvdelen jord og halvdelen himmel
horisonten som en streg af lyseblåt land
på den anden side sundet
bag markerne
bag vejen
på den anden side hækken.
Staudebedets blomster
har lukket sig for aftenen
vinden løjer af
og skyerne glider fra hinanden
lyserøde i kanten
som dyner med kulørte flæser.
Skæv og rød glider solen ned bag det blå land
mens en kat med et bump bliver kørt over på vejen.
Søren har også hørt det
er hurtigt derude med jagtgeværet
slæber den døende kat ind på marken
mens det bløder fra dens mund.
Den spjætter med bagbenene, da haglene rammer den
så ligger den helt stille.
Han henter en spade og begraver den dér
på marken.
Jeg har hele verdenen foran mit vindue.

Forestil dig at al ondskab i verden er samlet på et sted hvor meget fylder det så?
Sjælland

Og forestil dig så at al godhed i verden er samlet på et sted hvor meget fylder det så?
Samsø

Og forstil dig så at der bliver bygget en bro fra Sjælland til Samsø hvad vil der så ske?
Ondskaben vil gå over broen

Og godheden hvad vil der ske med den?
Den bliver til ondskab

Og hvordan har du det med at der ikke er godhed tilbage?
Det var åndssvagt at bygge en bro

Min drømmepige Isabella har født under vand hjemme i stuen en dreng. Min søn.

Badevandet er blodigt hun rækker mig lillemand så jeg bliver våd på skjorten tæller hans tær der er ti og begge hænder har han gudskelov. Fem på hver ikke noget talidomi det var søsygepiller der skabte de abnorme misfostre vores er så fin dikkedik siger jeg for det siger man jo når man ikke ved hvad man skal sige til en nyfødt. Jeg tror det er slut nu men Isabella siger der kommer mere og holder igen benene bøjede og presser av av det var derfor hun var så tyk der kommer en mere tvillinger vildt og så føder hun igen splat en stor blodig lever af en slags jeg ved det godt at det er moderkagen der synker til bunds søslag og gople så rejser hun sig og blod løber ned ad benene men jeg holder lillemand så hun tager selv håndklædet på radiatoren og tørrer sig men maven er stadig stor. Så lægger jeg baby i en kurv Isabella har gjort klar med blonder og dyne og små elefanter og så tørrer jeg hende giver hende al den kærlighed jeg har i mig og da hun siger tak er som det smukkeste ord der nogensinde er sagt til mig. Tørrer også moderkagen for den er både Isabella og baby så fin og hel hverken affald eller dyremad. Jeg putter Isabella i dynen for hun er så træt så jeg lover at holde øje med lillemand. Giver hende et kys det er ved at blive mørkt står stille foran vinduet nyder roen nu det er slut og tænker at en smukkere udsigt findes ikke.
Da jeg kigger ned i kurven ser jeg at den er tom.
Så skriger jeg i søvne så kraftigt at Marc vågner og vækker mig. Du drømte?
Jeg er blevet far.
Lød ellers som et mareridt.

Det er så langt jeg er kommet i FORHØR som efterhånden er lidt mere end bare et eksperiment. Figurerne er ved at tage form og fortællingen handling. Men hvor jeg kommer hen aner jeg ikke.

80 års fødselsdag fik et gavekort til en tur i shelter med datter og drenge,  og så gik vi tur i dyrehaven. Foto Villo.

Så er det tid siger hun står i døren med sin enorme mave uglet hår og støtter sig til dørkarmen. Har du tisset? spørger jeg dumt for der er en pøl på gulvet under hende.
Vandet er gået siger hun og jeg er så dum at jeg ikke ved sådan noget. Isabella skal til at føde og jeg aner ikke hvad jeg skal og hvordan det hele foregår jeg er rundt på gulvet fordi jeg ikke kan forstå ved bare at jeg er faren altså når barnet kommer hvis det kommer for det kan da godt gå galt. Men Isabella er helt rolig og siger ikke av av selvom jeg godt kan se på hendes ansigt at det gør ondt når der kommer en ve. Bare vi nu når det for vi skal da afsted til hospitalet ikke? Taxa eller ambulance?
Du kan tænde for vandet siger hun og i min hektiske forvirring hænger det ikke sammen med at vandet er gået nå ja det havde jeg ikke set et babyoppustet badeland midt i stuen spraglet jeg fylder det med vand løber frem og tilbage med en spand og mærker efter at det er dejligt lunkent. Mellem to veer sætter hun sig ved nok godt hvad hun gør men at føde under vand lyder helt vildt. Ray Charles så sin lillebror drukne i badekarret og så blev han blind og kom aldrig til at se. En anden svømmede 100 meter under isen for at slå rekorden men han nåede det ikke og man kan godt drukne selv på lavt vand.
Isabella hvid nøgen sænket ned i det lune vand maven som en ø navlen stritter op i luften og brysterne er større end ellers og mørkere omkring vorterne det er en mærkelig tanke at hun har haft bryster siden hun var 14 og det er først nu de skal bruges. Som både der ligger til kajs flyder de på vandet hun minder om en skulptur Fødende Kvinde ja nu må vi se. Det er kun fordi alle andre er født gennem hullet forneden at jeg ved det kan lade sig gøre nu må vi se så jeg tørrer op på gulvet for noget må jeg da gøre. Isabella er bekymrende rolig helt i sin egen verden jeg vil spørge hende om hun elsker mig men lader være for hun er så meget natur lige nu. Men det er jeg også sådan er det at skulle være far for første gang.

Har netop skrevet Fødslen om min drømmepige Isabellas veer og min total forvirrede situation da jeg for første gang skal være far. Men det går godt, jeg vågner træt efter en lang nats drøm som nybagt far.

I timen skal vi lytte
sidde stille, holde mund.
Vi keder os og gaber
og drømmer en stund.
Men nede i hjørnet
begynder de at le
og snart så griner alle højt
for noget skal der ske.
Vi laver fis, skæg
uden at spørge om lov.
Vi kører læreren ned
men gør det kun for sjov.

På gangen må vi ikke
løbe rundt og slås.
Hvis gangvagten ser det
han spæner efter os.
Og fanger han os, smiler vi
si’r undskyld Mikkelsen!
Men når han vender ryggen til
så slås vi da igen.
Vi laver fis, skæg
uden at spørge om lov.
Vi kører læreren ned
men gør det kun for sjov.

Når læreren er syg
så skal vi ha’ vikar
han sidder der og smiler
vil gerne være rar.
Men øjnene fortæller
hvad det er han tænker på
han ryster, han er bange for
hvordan det nu skal gå.
Vi laver fis, skæg
uden at spørge om lov.
Vi kører læreren ned
men gør det kun for sjov.

Fra Folkets Skole

Så er forberedelserne igang til bogmesse i Allerød 24.maj. 
Jeg har 17 skønlitterære bøger med. Digt, novelle, essay og romaner. 
De seneste romaner er alle fra den åndelige verden. 
De handler om nutidens hekse, Sandheden en ånd i menneskeskikkelse, Viltgudr fra ældre stenalder der rådgiver menneskene idag. Mørkets Melodi er et essay om syn og syner og Omvej til Himmerig noveller med blandt andre Charon der er træt af at sejle afdøde over floden Styx.

Danmarks smukkeste bogfest
Da litteratur i øjenhøjde blev afholdt første gang i 2023 var det med ønsket om at skabe en bogmesse hvor læserne kunne møde forfatterne i øjenhøjde. 
At man kunne glædes over den fælles interesse til litteraturen og hvor der var plads til en hyggelig snak.
Marisa Søby bestræber sig på at skabe en messe som hele familien har lyst til at opleve, derfor er udvalget af genre også bredt. Man finder alt fra hyggelige børnebøger, hæsblæsende fantasy, hjertevarme romancer, skønne ungdomsbøger og spændende krimier.

Breathe the Ice åbning om eftermiddagen og Rise of the sunken sun bagefter, der er spændende udstillinger i vente af Inuuteq Storch. 
Politiken viser arkivbilleder af egne pressefotografer fotograferet på Grønland valgt ud af Inuuteq mens Fotografisk Center viser udstillingen fra den danske pavillon i Venedig dog i begrænset omfang.

Min hovedperson i bogen jeg skriver på med arbejdstitlen FORHØR har netop fået amputeret sin underarm

“Da jeg beder om at få min afsavede hånd og underarm med hjem, når jeg bliver udskrevet, tager man det som en spøg, en joke men det er alvorligt ment, min hånd skal behandles med respekt, den er min, og den er mig. Når mennesker dør behandles liget respektfuldt, ønsker man asken spredt på åbent hav, skal man søge om det, for hverken lig eller aske er de efterladtes ejendom. Men hvad hvis personen stadig er i live?
Det er da kun rimeligt at min arm vises samme respekt, som hvis jeg var død, så jeg insisterer på, at når jeg udskrives, så vil jeg have mig med hjem hele mig og ikke ende delvis som affald, og skal armen serveres for ulvene i zoologisk have, vil jeg godt selv gøre det.
Når man skal give sin helt personlige tilladelse til organdonation, så virker det urimelig forkert, at tilladelsen kun er et krav, hvis organet skal tranplanteres, og ikke hvis det blot skal fjernes.
Da jeg stædigt insisterer på at min arm er min ejendom, henviser man til holdbarheden, at organer for ikke at gå i forrådnelse allerede dagen efter amputationen bliver destrueret, iøvrigt anfører man i begrundelsen for den rutinemæssige destruktion, at hånden i de forkerte hænder ville kunne anvendes på en anstødelig måde og give samfundet unødige omkostninger.
Hvor meget af min krop er mig? Er mig kun mig i live?
Når jeg dør mister jeg ejendomsretten til min krop, med mindre jeg har testamenteret den til videnskab eller organdonation, det bør der laves om på.”

Han er stædig og vedholdende, og det lykkes ham faktisk at få sin konserverede hånd med hjem som et præparat i fenol.

Var til Poetry Club i La Fontaine. 20 forfatterspirer havde hver 3 min. til at fremføre deres lyrik. Jeg var især begejstret for Christina Kulpa. Arrangementet afholdes den første mandag i måneden, scenen er åben for alle, man tilmelder sig ved ankomsten og køen igår var lang.

Iris og hendes forpjuskede undulat. Hun er gammel og blind og elsker sin Pusser.
Det bedste hun ved, er når den putter sig i hendes hår for at bygge rede. Så mærker hun kærligheden.
Jeg blev opfordret af Politiken efter et par kontroversielle artikler at lave noget med dyr, og det blev så Pusser på blindeplejehjemmet Solgaven.
At et menneske i Iris' situation og tilstand kunne udstråle så megen varme, var som en gave. Hun var alles yngling på plejehjemmet smittede med sin livsglæde selvom hun kun dårligt kunne gå.
Hun skrev og sendte da artiklen blev bragt det sødeste brev med de værste kragetær.

FRA TALE HOLDT VED ÅBNINGEN AF UDSTILLINGEN GALGENFRIST

Og der en mand med hat og slidte bukser og fyldte plastikposer, de rasler på bagagebæreren, en efter en åbner han låget og kigger ned i affaldet, om der skulle være noget. I Indien er de kasteløse, dem der rydder op efter andre, tager sig af de døde gør dem klar til ceremonien deres sidste rejse, her i haven er det tomme dåser, og kun hvis han er heldig.
Han kommer fra Vietnam flygter som barn med familien fra Saigon, da Vietcong rykker ind, for hans far er chauffør for en amerikansk ambassadesekretær og når ikke at blive evakueret, før det er for sent. Alt for mange er der som ham, så de bliver bådflygtninge samlet op af et dansk skib, hver en plet på båden er optaget af flygtninge, alle skibets tæpper er i brug, dækket en stor sammenhængende familie, nu går han så kasteløs rundt på Frederiksberg og samler døde dåser, sådan er det jo at være flygtning. Først fjende så flugt så fremmed, nej nej jeg aner det ikke, digter bare lader fantasien løbe for en dag at finde mig selv.

Udpluk af FORHØR en række monologer jeg skriver på i disse dage. Foreløbig har jeg skrevet fjorten det er vildt spændende hvor jeg kommer hen.

Hvad er bedre en 1. maj hvor solen skinner end at få vasketøjet ud at hænge. Når tøjet dufter af friskhed efter en vinter af tumbler, så er sommeren kommet, og det er tid at få plantet i potter. 

Som tunger af dej efter nattens hævning, du dvaske grynede gamling skubbet op fra jordens gloende indre flyde over og falde hen i størknet ugidelighed, forstenet karamel, og der ligger du stadig tung og træt og revnet.
Det er undergrunden der har knækket dig i striber, og isen poleret din ryg, og alger sortplettet din bug den ene tunge over den anden, som skød de op i nat, så livagtigt ser det ud, skulle du pludselig rejse dig med et brøl, ville det ikke undre mig en dyb og rusten røst med kæmpekroppens resonans.
Men nej, der skal nok mere til at vække dig slumrende bamse end impulsiv forventning en sommerdag, til vinter måske når isen skubber og slider, og bølgerne slikker dine luffer.

Med vand på alle sider er du noget for dig selv ikke bred eller kyst men ø, du er en ø med karakter, identitet gad vide, hvad du gemmer i blæretangens verden under vandet, om du dybt dernede hænger sammen med de andre øer de andre skær.
Regnen holder dig ren, blæsten tørrer dig, og solen varmer din krop, hvor du dog nyder det at blive sørget for, når en måge lander på toppen af din bakke og kigger sig vindblæst omkring, så godter du dig og føler, du lever.
Lytter du til fuglene, de synger i det grønne deroppe og fylder rummet under himlen så blå, og der en andemor med ællinger otte på stribe, nej du er blind for tiden, en mumie, vulkansk på lit de parade så at alle kan iagttage den døde, et udendørs mausoleum af geologisk materie, halvfulde sække af størknet planet, urstof i havet.

Her slibes med metallisk korrekthed
humanisme til had
sløvheden skærpes og får stålet til at blinke
i dine grønne øjne.

Gnister fyger som glødende asteroider
strømsvigt aborter og selvmord
sårbarhedspsykoser eskorteres
til skammens hotel.

Væskende brandsår i fortvivlelsens zoo
hvor flugt og flygtning
spules som spildevand
til oceaner af håbløshed.

Og der: en forbruger forgiftet af sødme
på troløshedens alter
lummer er lugten af nedfaldsfrugt
i dyngvådt græs.

Simrende under låg forklædt som reklame
en pandemisk trang
til isolation og hånlig beklagelse
velsignet være åndelig restriktionsterapi.

Snekanoner brager laviner pirres
solariekulturen giver de blege kulør
isbjerge sveder tundra bliver til mose
og frøbanken drukner.

Diger brister bilerne sejler
ser du de vinker på Facebook
fra taget af den sidste bygning
blændet af tidens helikopterkollaps?

Fra digtsamlingen Snart brister alt

Jeg skriver en række monologer der handler om skyld, at skubbe skylden fra sig med en løgn eller tage den på sig og sige undskyld. Og så husker jeg en sag, hvor en læge til forældrene dømte deres datter død: "Der skal ske et mirakel hvis hun skal overleve". Tilladelse til organdonation skulle gives nu, mens hjerte og lunger stadig virkede. Datteren overlevede og kom sig.

Jeg har lige overværet det modsatte, at en læge giver forældrene et håb om overlevelse, selvom hun er informeret om det modsatte. Da drengen dør bliver hun anklaget af kolleger for ikke at have havde været sit ansvar voksen, men usolidarisk givet aben videre. 

Filmen DET ANDET OFFER har alt hvad man kan ønske sig af en debutfilm, så inderlig, realistisk godt spillet og instrueret. Så vidunderlig famlende.  
Filmens skønneste scene er da politiet møder op på hospitalet for at tale med lægen, der er sikker på, det er hende de kommer efter, for de spørger hvordan det forløb. Stor lettelse, da det viser sig, det er den afdødes mor, der er anmeldt for at have overfaldet lægen.

Zinnini Elkington har både instrueret og skrevet manuskript til filmen der foregår på en enkelt dag på Herlev Hospital.

Besøgte udstillingen Stars & Stribes i Dark Gallery CPH hvor Loui Moon deltager. Her kommenterer hun i iscenesættelser præsident Trumps nedladende holdning til kvinder.

Grøn, skriggrøn plastikskovl og en hånd, hun er tre og lyshåret. Sidder på gangbroen, der baner sig vej gennem sandet ned til badebroen.
Spanden er rød, sommerbleg hun fylder sand i den, og mor holder øje, klædt i sort fra top til tå, smiler ikke, selvom pigen klapper højlydt med skovlen på sandet i spanden og lægger hovedet på skrå.
En Nettogul plastikpose flagrer bag hende, den skulle have været puttet i affaldsstativet men røg ved siden af, eller er det posen til det våde badetøj?
De sidder tæt op ad hinanden mor, datter og det skæve affaldsstativ. Det er kamufleret med sandfarvede brædder, man ser det næsten ikke, men det er der, og det er han også, farmand i kørestol. De forkromede ringe på hjulene er slidt blanke, åh ja, det er derfor, de sidder på gangbroen og ikke i sandet, det er en kørebro, en kørestolsbro, men at de har slået sig ned ved affaldsstativet er nok et tilfælde, kantet er det og skævt med galvaniseret låg.
Så rækker han ud efter den sortklædte mor, som vil han hende noget. Hun rejser sig, lægger armen om skuldrene på ham og kysser ham kort på munden. Så krummer han ryggen, lægger alle kræfterne i og trækker sig op ad gangbroen op gennem klitterne.
Tilbage er pigen i lyserødt med skovl og spand og moderen, der spejder ud over det blikstille, lydløse hav. Og et affaldsstativ, der står skævt i sandet, som læner det sig op ad mor og datter.
Den gule plastikpose må han have taget med sig, da han kørte, for nu er den væk.

En knop på spring
så stor og spændt
så sprængstoffyldt af forår
og forventning. Om en time, måske
eller i morgen
springer den ud
af sit skabelseshylster
krænger fosteremballagen af sig
og folder solfangeren ud
lysegrøn, blind og baksende
i eftermiddagsvinden.

Men jeg kan ikke vente
plukker den og sprætter den op
med en fingernegl
og det er rigtigt
det er skabt sammenfoldet, bladet
og ikke som en faldskærm
der først bliver syet
og så foldet sammen
eller et flag.
Det er skabt som en lille selvmodsigende klump
af bugtede vindinger
hvordan fanden det så kan gå til.

Og pludselig i et sekund
er det ikke et blad længere
men selve livet
jeg holder i hænderne
det har det lige modsat et ispapir
det begynder krøllet sammen
og skal bagefter folde sig ud.
Gad vide, om man stadig er en knop?

Tanker trætter, smider stumpen og graver videre.

Fra digtsamlingen Bobler - digte 1965-2016

Rigmor var tyskertøs under krigen og blev tvunget til at efterlade sit barn horeungen Mads ved fødslen. Hele sin barndom har han boet på børnehjem. Nu har hun med hjælp fra veninden Isabella fundet sin søn 25 år efter og fået oplyst, hvor hun kan finde ham, han bor på gaden som hjemløs.

Det var med rystende knæ og hænder, Rigmor klædte sig på den morgen, tankerne fløj gennem hendes hovede om skyld og straf og arvelige anlæg, om tvivl og lugt, hvad hun skulle sige og gøre, en rodet forestilling, fuldstændig kaotisk, ansvar? Hvorfor og hvorfor nu? Vil han overhovedet tro hende? Hun holdt Isabella i et fast greb, da de tog hjemmefra om formiddagen, og nu var de så her, altså de havde fundet ham, og Isabella havde vinket Rigmor frem.
- Ved du hvem jeg er? sagde Rigmor og tænkte, det var da noget af det dummeste, hun kunne finde på at sige.
- En fin, fin dame.
- Jeg er din mor. Stemmen var svag og grødet, nu var det sagt, det var en lettelse.
Mads tørrede sig om munden og kiggede væk. Skeptisk. Rigmor lod pausen umærkeligt skabe klarhed, lod tågedisen lette.
- Hvordan det?
- Jeg fødte dig 10.maj 1945 på Øresunds Hospital. Igen en lang pause.
- Og så flygtede du, hold kæft hvor har jeg hadet dig. Mads strakte ud efter håndtaget og gav mine til at ville rejse sig, og Rigmor holdt sig for munden for at undgå, at den sagde noget uoverlagt.
- Og hva'  så? Hans stemme dirrede med vibrato, det var ikke et spørgsmål men en musikalsk tilkendegivelse.
- Og hva' så? gentog han.
- Jeg har savnet dig. Rigmor havde lyst til at give ham et knus men kunne godt mærke, at han først skulle acceptere hende.
- Hvor kunne du?
- Jeg vidste det godt, men jeg havde ikke noget valg. Og nu er jeg her.
- Og hva' så? Se på mig, det er altså ikke endnu en mor, jeg har brug for, kvinders omsorg har jeg fået nok af, har du nogen penge?
Rigmor sank klumpen i halsen og sagde:
- Nej, ikke penge, det er ikke det, jeg kan give dig, du skal bare vide, at du gør mig glad. At vide du lever gør mig glad.

Fra novellen Horeungen https://mortenbo.com/manus/prosa/horeungen.htm

Ligger i hængekøjen
under valnøddetræets skygge
og får kløet myggestikkene på anklen
af en lille rod på bare tæer.

Gnister af sole
springer gennem løvet
når jeg gynger, vugger
frem og tilbage
søvndyssende.

Her dufter af nyslået græs
og hyldeblomster.
- Har jeg tjent to kroner nu? spørger han
og afbryder sine små fingres behagelige kradsen.
- Hvad med at tjene en femmer? spørger jeg søvnigt, lokkende
og håber at kunne trække paradiset ud
et par minutter
Men den går ikke.
Noget andet trækker mere end min rødknoppede ankel.

Resolut stopper han min salige gyngen
puffer mig ud
og sender mig ind for at hente penge.
Nu er det hans tur til at opleve paradiset.
Ved købmandens slikhylde.

Fra Bobler - digte 1965-2016

At ryge er voksent, så selvfølgelig begynder jeg at ryge. Til festerne er der flere der ryger, og en joint prøver jeg også. Helt skæv i hovedet bliver jeg, alting ændrer sig og bliver urkomisk, nu er det mig, der griner af de særeste ting, opfører mig underligt, bliver helt vild gavmild forærer ting væk, der slet ikke er mine, enhver grænse for hvad der er tilladt forsvinder, alt ansvar og forlegenhed intet er længere vigtigt, alt kun for sjov og latteren står på spring, for alt er grinagtigt. Og tiden går langsomt, en time bliver til en lang aften, at ryge hash er som at blive voksen, en helt anden verden alting skifter farve og betydning, og efterhånden er det mig, man kommer til, når man skal købe hash, altid har jeg noget, og så giver jeg gerne kredit, hvis nogen vil vente med at betale, blot de overholder, hvad vi har aftalt. Og det gør de altid, det er aldrig nødvendig at vise dem kniven, alle stoler jeg på, og alle stoler på mig.

Men da Eske ikke betaler som aftalt og kommer med alle mulige dårlige undskyldninger og heller ikke betaler efter den nye aftale, vi laver, da bliver jeg sur. Men det er bare ikke mig at lægge mig under dynen længere, så jeg ber ham komme med efter skoletid, der er noget, jeg vil vise ham. Og det gør jeg så, der på hjørnet hvor der ikke er nogen mennesker viser ham kniven, jeg har i tasken. Han tror ikke, jeg mener noget med det, og anklager mig for at have givet ham mindre end aftalt, og at det slet ikke var så godt, som jeg havde lovet og alt andet, så jeg tager kniven i hånden og holder den op i udstrakt arm, men Eske bliver ikke spor bange, tænker nok det bare er for sjov, så han begynder at grine, og så husker jeg ikke mere, før han ligger i en blodpøl med sitrende blå læber og øjne, der kigger hver sin vej, og en dame kommer forbi med sin hund, holder sig for munden, kigger anklagende på mig, bøjer sig over Eske og råber til mig, at jeg skal ringe efter en ambulance.
Det er som en film en thriller med mig som banditten, der er tæt på at blive afsløret, måske det er derfor, jeg stikker hende i ryggen, til hun falder sammen, bliver ved at stikke til hun er færdig med at spjætte og ligger ubevægelig oven på Eske, næsten komisk som de krammer hinanden i en blodpøl. – Nu får jeg så aldrig de penge, tænker jeg, tørrer kniven af i damens nederdel, lægger den i rygsækken og går min vej.

Jonas er kun 15, da han bliver dobbeltmorder.
Novellen beskriver i jeg-form dobbeltdrabet, dommen på 11 års fængsel heraf to år i ungdomsfængsel. Da han fylder 18 bliver han overflyttet til almindeligt fængsel. Han begår derefter selvmord i cellen.

Novellen er fiktion skrevet på baggrund af en aktuel kriminalsag.
Citater fra myndigheder og andre faktuelle oplysninger er fundet på nettet og ikke søgt bekræftet, dog er alle navne på personer og steder ændret.
Uddrag af novellen Fri til hvad? fra novellesamlingen OMVEJ TIL HIMMERIG

Store oplevelser i påsken: søndag Holger Rune i Barcelona 
mandag Eveningstar i Vor Frelsers Kirke

Lidt længere henne klumper endnu en flok af motorcykler sig sammen på det brede fortorv, og så sker det ufattelige, en af cyklerne starter, lyset tændes, styret drejer, og den kører ud på gaden, men der er ingen på cyklen, ingen motorcyklist, ingen chauffør. Alt er som det plejer helt almindeligt, som man kunne forvente, forudse og statistisk beregne, der er bare den ene detalje, som ikke passer eller ikke kan passe, det burde ikke kunne ske. Cyklen er selv startet, har tændt lyset, er drejet ud på kørebanen og blander sig i taxastimen. Forunderligt eller bare underligt.
Var jeg troende, ville det være et mirakel, var jeg publikum, ville det være et nummer, var jeg overtroisk, ville det være hekseri, var jeg patient, ville det være synsbedrag, men da er jeg en drømmer, er det befriende.

Jeg kigger på de resterende cykler i forventning om, at de alle skal gentage den mirakuløse frigørelse og følge efter, men alt er som det plejer, blot er der hul, hvor der før var cykel.
Hvis den kan, kan jeg vel også? Starte for mig selv, tænde lyset dreje ud på kørebanen og køre videre alene uden chauffør, uden ejermand, bryde regler og normer og tro på drømmen om frihed. Utopisk frihed.

Jeg tror, jeg tror, jeg tror, fristes jeg til at råbe mod den oplyste stjerneløse himmel, men intet hjælper, jeg flytter mig ikke en tomme fra den nattestille gade, tro alene klarer det ikke, der skal mere til. Bøn måske så jeg beder til himlens skaber og heldets gudinde, til miraklernes forvalter om at måtte blive fri, men intet sker. Måske fordi jeg er bange.
Bange for friheden, for at blive fri for det, jeg kender, kan regne med og stole på, at frihed er at blive fri for livet.

Fra kronik om en nat i Paris 

Selvfølgelig er hun skyldig det ved alle, og så bliver hun frifundet fordi man mangler beviser men hvad med retfærdigheden? Da Bjarne Riis bliver interviewet af Line Baun Danielsen efter en dag i sadlen og hun spørger for rullende kamera om han nogensinde havde taget EPO ser han forurettet på hende og siger: "Jeg er altså aldrig testet positiv". Sådan er det med beviser som at smække fluer i mørke.

Flammerne var retfærdige slikkede ud under loftet i Hawai Bio så kom brandbilerne og sprøjtede vand på, druknet eller kvalt det var synd. Sort slammet vand drev ned i rendestenen,  jeg var den første tilskuer stod parat da flammerne brød gennem døren men det beviser da ikke  noget. Gardinet fungerede som en lunte virkelig flot så kom ilden op under de nedsænkede loftplader og fik godt fat, gennemtræk som i min pejs når det er vinter eller  om sommeren med et grydelåg på gløderne.

Ild i lommen, jeg har for vane at lægge cigaretskoddet tilbage i pakningen det er noget svineri at smide det på gaden men helt slukket var den nok ikke, da blev jeg forskrækket det gjorde min mor også da jeg ville se hvor tæt på vattet flammen fra en lighter kunne komme uden at der gik ild i snelandskabet. Og det gjorde der, så blev jeg truet med at komme på børnehjem.

To røgdykkere sorte støvler økser i bæltet  kommer ud gennem den sodede døråbning tager hjælm og maske af sorte svedige i ansigtet de lugter af røg og handskerne hænger de med en krog i bæltet overlevende sidder med tæpper om sig på en trappesten og ser skyldbetyngede ud. 

Fra afsnit i mit nye skriveri, hvor jeg tester ordet skyld, skylde, undskyld, beskylde, skam og anger i en eksperimenterende formulering.

På vej fra munding til offer gjorde kuglen en iagttagelse
et barn forældreløs med lyst hår og rifter på kinden fortrød.
Holdt sig for ørerne og fortrød men for sent.
Skuddet var skudt og kuglen på vej gummistøvlerne utætte og
cyklen hun støttede sig til punkteret.

– Undskyld sagde hun og kom i tvivl. Kiggede sig omkring om nogen kiggede på hende. Hestehale og ørenringe.

Aldrig var der i den by
blevet affyret et vådeskud
heller ikke denne dag så fejlfri var netop den dag.
Ingen af de tilstedeværende ændrede forklaring
da de blev afhørt igen
og ingen havde bemærket
hvordan offeret så pludseligt var dukket op i kuglens bane.

Skuddet ramte i ryggen mellem ribbenene kun et lille hul. Gennem lungen ud gennem brystet et stort blodigt sår.

Først ved begravelsen blev det sagt offentligt
at han var pigens biologiske far. Det var der ingen der anede.
Pigen var i tvivl om hun skulle være glad for at have fået en far
eller ked af at have mistet en. Men der var intet hun fortrød.
Kuglen var en 9 mm og pistolen en Parabellum.


Fra digtsamlingen Snart brister alt

Wauww sikke en bløder, det styrter til jorden, tungt vand, kolliderer med asfalten, det buldrer, sprøjter og hamrer mod bliktage og parasoller, jeg er på markedet i Riga og hele byen er samlet her idag for at købe alt, hvad der er brug for.
Haller med fisk, med ost, med kød og hundemad og rundt om det hele gader af boder med varerne stillet frem på stativer og borde. Alt kan fås, tøj, køkkentøj, blomster og kunstige, sandaler af plastik, tørrede urter og friske og en gade med spraglede brystholdere, et orgie i kulør og betjening og sommerklædte indbyggere i solskin og så pludselig uden varsel et vandfald fra himlen.
Heldigvis står jeg i en bod og overvejer, om jeg skal købe den skumfødte Venus i blankpudset messing for 18 lets, så falder kjolestativet overfor på maven i den oppiskede pyt. Med armene ud til siden ligger kjolerne, som har de opgivet tilværelsen, åh Gud, hvordan må der ikke se ud i de lange gader af borde og boder, de må være skvulpet bort og varerne båret i bundter til containere med usælgeligt affald, en katastrofe.
Nedløbsrøret på husets gavl slutter to meter oppe og vandet strålesprøjter ned over muren og breder sig som ringe i en sø ved foden.
Det stopper lige så brat, som det er kommet, uvejret. Solen blinker i pytterne, og jeg går opstemt tør med Venus i emballage ud for at besigtige skaderne.

Jeg købte hende og hun står idag i min vinduesudstilling til glæde for forbigående på Amalievej.

Hun sidder alene bag nodestativet og øver, lågen til haven står på klem, Freddy lokkes af tonerne og skæbnen er med ham. Buen stryger mod strengene, der drysser på gribebrættet fint hvidt støv fra hestehårene, og så giver det lyd, dybe toner og høje, fingrene løber langs strengene, hvide pigefingre der ved præcis, hvor de skal hen, og skulderen en nøgen skulder så blød, frem og tilbage føres buen, først nænsomt så hidsigt som i gallop, og det hele bliver til musik.
Celloen støtter på en pind på jorden, en stor krop med udskæring og form, det er den, der giver lyd, nej det er strengene, nej fingrene, nej hende, håret er bundet i nakken, halsen bleg, øjnene lukkede og munden, små trækninger som danser læberne med.
Musik er for Freddy noget der kommer ud af en højttaler, det her er noget andet, det kommer fra et menneske, en pige der bare øver sig i at blive bedre. 
- Er det kærlighed? tænker Freddy, for sådan føles det. Kærlighed ikke til pigen, instrumentet eller musikken, men processen at øve for at blive bedre.
Musikken blæser tanken bort og giver ham lysten, han bliver tændt af kærlighed uden at ane det. Fanges ind af strofer det føles godt, næsten berusende, så han plager om at måtte blive, trygler tiden om at gå i stå - dette er hjem, det er her, jeg hører til.
Sådan er det med kærligheden, du kender den ikke, før du er i den.

Fra novellen VEJEN TIL VALHAL i samlingen OMVEJ TIL HIMMERIG

Jeg blev så begejstret for mit sprogeksperiment SORT STANK at jeg valgte at fortsætte næste dag. Tre timer på loftet kuglepen og notesbog og så to timers renskrivning og redigering. 
Jeg bliver så glad, nyder hver dag til at skrive fem sider i notesbogen med samme hovedperson emne og sprog. Det er foreløbig blevet til fire afsnit og jeg er så spændt på, hvad der kommer til at ske. Og hvornår det slutter.

Jeg ønsker alle en glædelig påske med denne beretning fra Riga

I et hjørne af kirken tre trin op står en åben kiste, et ornamenteret klæde dækker den korte krop. Over ansigtet er lagt et bånd af hvidt og guld og på hovedet en hætte, er det en kardinal, der hviler her eller en helgen, hvis sidste verdslige bedrift var at lade sig materialisere i blød tekstil og skinnende guld?
En efter en går de besøgende op ad trinene, slår korsets tegn for brystet en, to flere gange, kysser korset de bærer om halsen, bukker dybt og lægger en finger på kanten af kisten, mens de hviskende fremsiger en bøn.

Også den unge, smukke pige, jeg så ved indgangen ber. Hun står foran en stor belyst ikon, stærkt ornamenteret ramme af bugtende blade og dybe folder og en messingplade med relief af Guds Moder med sit barn på armen. Ansigterne er skåret ud, men gennem hullerne i metallet kan man skimte de virkelige. Virkelige ansigter eller næsten, for de er malet så naturtro og mørkt, at man skulle tro de blot havde gemt sig bag den bulede, glinsende metalvæg.
Der står hun og ser dem i øjnene, mens hun bevæger læberne.

Jeg fascineres af hendes koncentration, ser hvordan panden bliver blank og halsen rødmer under det tynde tørklæde. Så læner hun sig frem og kysser metallet. Slår korsets tegn for brystet. En, to flere gange.
Står så stille. Længe. Blikket indadvendt, – hvem tænker hun på? En far, der døde på barrikaderne for 22 år siden, hun lærte ham aldrig at kende, kan kun huske ham fra billeder, og hvad hendes mor har fortalt. Hendes mor som også mistede sin far som spæd, han var soldat i den russiske hær og hæren i krig.
Er det de døde hun mindes, er det fortiden, hun vil forsone sig med, eller fremtiden? Søger hun tilgivelse for sine verdslige synder?
Nej, hun er ydmyg, ikke flov, det er elskovsrødmen, der prikker på panden. Aldrig har jeg mødt et blik så ømt og åbent, et inderligt udtryk for tilstedeværelse. Som er hun nået frem.

Som favner hun med blikket sin elskede et sted derude hinsides forgyldte og virkelige guder. Intensivt udtryksløst, ikke en muskel i hendes ansigt er spændt, ingen mimik, ingen afsløring blot blanke øjne og varme i kinderne, det er sjæl. Det er sjælens væsen at være udtryksfuld, når den skal ses og usynlig, når den giver sig hen til en anden verden. Kroppen er der, fingeren der rører ved Madonnaens billede, håret, dækket af tørklæde, fødderne i sandaler, jeans med slukket mobil, men sjælen er et andet sted, som har den sluppet kroppen og kun efterladt den piblende pande og fjerne blik.
Er det virkelig en alliance mellem Madonnaen og kvinden, mellem tro og verden, er det her de mødes, sjælens og kroppens sfærer, tro og materie?
Er det her i Riga, i den katolske kirke, i et billede, der er hul igennem til det hinsides? Jeg tror det, for jeg så det.
Eller jeg så sporene, den satte, forbindelsen, det var mere end bøn og billede, mere end håb og længsel, det var elskov.

Babymos med agent orange er forbudt og dioxin og hende havgassen på apoteket er giftig, det skulle være forbudt at blive så grim, hun smed mig ud fordi jeg råbte. Knude i nakken og overskæg igen er der en barnevogn der sniger sig afsted med en kvæstet som en kiste på hjul, den hviner som et slagteri trænger til at blive smurt eller en våd violin. Og så går det så langsomt, det er tiden der er træg, den er ved at gå i stå og lyden skrues ned hvorfor kører vi ikke? Er det tiden jeg er bange for at den skal slippe op og synet slukke og lyden dø ud, men det var ikke mig der kørte, det var kisten, skabt til en død ville den finde en mening med livet. Spor sporene beviser skylden uden spor ingen skyld jeg er uskyldig. Uden skyld ingen straf det må have været en anden. Jeg så det i bakspejlet, at det var bilen bag mig der kørte med Djævlen ved rattet, jeg kunne intet gøre andet end at se fremad finde på og komme væk det har jeg altid kunnet begrave fortiden, aldrig se mig tilbage, der skjuler frygten sig, der gror kisterne så mange babyer kommer til verden, så vildt at der er plads til alle og der må kun komme en i hver kiste det er derfor der er brug for så mange, også selvom det er børn eller babyer så er kisterne bare mindre. Hvorfor er samvittighed næsten det samme ord som vittighed, at den skal være grinagtig for at være god? Og kisteglad er den bedemand der elsker sit arbejde og nyder at kister aldrig bliver genbrugt. Begravet eller brændt enhver kiste skal følge den døde.
Jeg tror jeg åbner soltaget for stanken i kisten er slem. 

Uddrag af teksteksperiment: Det er i en pause i romanskriveriet, jeg leger bilist på Gammel Kongevej, der bare kører videre efter at have påkørt en kvinde med barnevogn på vej over gaden. 

Det er da solen slipper sit tag i de fjerne, mørke klipper at en besynderlig fornemmelse breder sig i Annas krop som en ukendt befrielse, en total kapitulation der overtager viljen og kroppen, og gør hende til en sanseløs søvngænger uden for tid og sted, alene og fri. 
En syret oplevelse, for hun er ude af stand til at reagere, føler hverken frygt eller glæde men lader kroppen adlyde blindt, hvad den bliver beordret, hun følger bare med. 
Det er som om nogen har taget hende til sig eller noget, for det er intet menneske og intet sted, men en tilstand. Som en besættelse er det. 
En frihed så uendelig og omfattende, og uden at ane hvor stemmen kommer fra, hører hun sig selv sige højt: "tag mig med"

Fra Anna og andre noveller

Planmæssig 8’30 brake jeg fattede det ikke det skete bare men jeg forstod det ikke lysende røde bogstaver og et skrig jeg ikke hørte og blodet nej det blødte ikke det dryppede bare fra næsen på hendes hvide skjorte røde stænk jeg elskede hende jo der flød ud i pletter så smukt og rødt og ømt men jeg forstod det ikke det bare dryppede men jeg hørte det ikke rødt og øjnene skræmt som havde hun mistet noget faldt hun. Nej men hun var bange for at falde det var faldet hun frygtede det skræmte hende faldet og så faldt hun.Hun må være faldet for jeg så hende ligge men hvorfor faldt hun det forstår jeg ikke brake parking plan glidende røde lysende noget jeg skal huske forstå og blikket på flugt fra stedet og meningen og mig jeg må have skræmt hende men hun var så øm og smuk og jeg elskede hende håret så vidunderligt det elsker jeg om morgenen når det ugler at begrave næsen i hendes hår og bare dufte så er hun min, duften af nat og sved og søvn og slapheds søvnig grynt hun må ikke vågne endnu, det er kun når hun sover hun er min.Var det derfor jeg slog hende, fordi hun vågnede, blev jeg bange for at miste, var det det der skete? 

Skrevet mens jeg holder i kø til færgen Rønne-Ystad
fra Anna - og andre noveller

rette og rette og skrive og slette og læse igen og igen.
jeg tager det i små bidder for ikke at blive for slatten
i sproget, men de sidste korrektioner... det er altså tungt.
godt jeg er på sidste kapitel, så jeg kan se en ende på det.
glæder mig til at skulle igang med den næste bog, 
for det er langt det sjoveste at finde på og give liv
og jeg tror, jeg ved hvordan den starter...

Skal på bogmesse til maj med min skønlitteratur og har derfor lavet 8 postkort med mine 16 udgivelser.

Jeg er med Ida, Dorina og Sandheden på jamborette i Australien med 14.000 unge fra hele verden.

En gruppe spejdere sidder omkring et bål, der er lige plads til os, så vi sætter os i kredsen og nikker til de nærmeste, de er ved at synge, tidligt på aftenen vi har lige været i teltet, fået noget at spise og er nu på aftentur i lejren. Mørket falder på, og flammerne lyser op, så levende de er, flimrer og gnistrer, hele tiden bliver en ny gylden orange skabt og dør ud, for at blive erstattet af den næste, som de dog snakker, nej synger kunne jeg dog bare høre deres lydløse sang, kun spejderne hører jeg, fællessang fra børnestemmer og den fjerne bas fra scenen. 
Jo nu danser de, flammerne til børnenes sang, forsøger at puste til den rolige rytme, de har så travlt, men sangen dysser dem ned. En evighedsballet der griber mig, sender mig tilbage i tid til en urtilstand, hvor mennesket var sjældent og verden natur. Hver ny flamme slikker og slipper, er en skæbne der fødes og forgår, en perfekt balance mellem fødsel og død, men farligheden lurer, for hvis balancen bliver brudt, bliver bål til brand, og så danser de ikke længere men hærger og fortærer. Dorina er faldet i søvn i Idas skød, det bliver mørkt, og vi går hjemad.
Det er i mørket mellem teltene at Sandheden ser en gruppe unge danse om bålet, de er malet hvide i ansigtet og på kroppen kun iført shorts, kulørte bånd om panden, det ligner kluddermor, vi legede som børn, tæt sammenfiltrede er skikkelserne mørke i huden, brede næser, kruset hår, kun teenagedrenge og så synger de, eller sang er det ikke, men en fælles disharmonisk, faretruede dyb tone. Det ligner en ceremoni, jeg genkender ved et af teltene aboriginernes flag en gul cirkel midt mellem sort og rødt. Sandheden med Dorina siddende på skuldrene trækker os hen mod dem. Månen er fremme, så vi er ikke usynlige, lister os bare nysgerrigt frem, da der ud af mørket træder en skikkelse, høj og stærk, rød i huden, langt hår og krumme ben, større end de unge der danser omkring bålet. Han standser os, stiller sig på tværs af stien, stemmen er dyb og bestemt - Stop.

Fra romanen BUNDET TIL MASTEN

REJSEN TIL HEKKENFELD udkom 2024, BUNDET TIL MASTEN udkommer 9.april HVOR SØD ER KÆRLIGHED
er jeg ved at rette igennem sidste gang inden jeg sætter den op i In-Design og sender en pdf-fil til Frankrig.

Emneord:
forelskelse, identitet, kærlighed, samfundsforhold, historier, myter, slaveri, tiden, sandhed, Caribien, Danmark,  Australien,  Finland,  Skotland,  Bukarest,  2020'erne,  skæbnesvanger,  fantasifuld, anderledes, skæv, jeg-fortæller, detaljeret sprog, handling på flere niveauer, spring i tid, stort persongalleri, opremsende sprog, krævende sprog, hurtigt, hæsblæsende, hospitaler, naturen, byer, faktion
Forlaget fear&fame ISBN 9788794189132

Bundet til Masten
Med Sandheden som mentor er jeg på rejse rundt i verden til eventyrlige steder, hvor jeg oplever menneskenes evige længsel og historiens drama.
Om ungdommeligt mod på jagt efter sandhed i mylderet af indbildning og løgne. Om det vi tror, og det vi bilder os ind at vide. Fortalt med en glubende appetit på livet med vid og kærlighed og et glimt i øjet.
En intens og dramatisk beretning, hvor stadig flere personer slutter sig til os undervejs, på flugt fra sorg, svigt eller skam er de indstillet på at se fremad, opsøge eventyret og finde en vej.
Donald med Porsche og arvesynd, Ida med ømhed og omsorg, Illiane der forsker i tid, Niallan der lytter til planter, Gerhart der har mistet sin søn og Stephen på spøgelsesjagt. 
Men jeg møder også unge oprørte aboriginere, Jim og Jane der kaprer et fly og gospelsangeren Sally, hvis oldefar blev solgt som slave.
Sandheden, en ånd i menneskeskikkelse øser af sin åndelige viden, og det er ikke kun sandheden, jeg finder på den årelange rejse, jeg finder også mig selv. En rejse i verden og i sindet med en åndelig guide. 
Til ishotel nord for polarcirklen, universitet i Caraibien, jamborette i Australien, børnehospital i Bucharest og blandt spøgelser på et slot i Skotland.
Tør du se sandheden i øjnene, så tag med mig på min rejse, en odysse til eventyrlige steder, mød vidunderlige personer kærlige, varme karakterer og lad dig smitte af deres lyst til at opleve med mig og min mentor Sandheden, det forunderlige vi møder, skæbner og mirakler.
Lokkes du af sandheds sang men frygter en grusom straf, så lad dig binde til masten, når du sejler forbi.

Om to dage onsdag 9.april udkommer romanen BUNDET TIL MASTEN, hvor jeg med SANDHEDEN som mentor er på rejse rundt i verden. Her er vi til gudstjeneste i baptisternes kirke i St. Georges Grenada.

– Oh lord Jesus is coming
Stemmerne fylder det lille rum, et stueorgel står i siden, og der bliver trampet i pedalerne. De fem kvinder foran alteret er i lange kjoler, Sally i en rød med lyserøde border, hun synger solo med en stemme dyb og inderlig, de fire i koret synger flerstemmigt den skønneste harmoni, Sally rider på med sit budskab sin bøn til Herren.
– I’m a slave to his love. I have prayed for a power like you. To see deep down in my soul.
Hun synger om sjælen, og sjælen synger, det er guddommeligt, Sallys store krop og kraftige arme giver sangen liv, fingrene tegner figurer i luften, de maler musikken, mens koret vugger i takt fra side til side.
– Oh you make me bloom like a flower. A desert rose.
En blomst, en ørkenrose så beskedent men også lovende, Sally lever og overlever, selvom jorden er ufrugtbar tør og nøgen, det er en oplevelse at være tilhører. Den lille kirke er fuld, vi er de eneste hvide.
– When my heart becomes free and my shame is undone. You presence lord.
Sallys store stemme, fra blid og skrøbelig til kraftige skrig, det er ægtheden, der fylder kirken, her er troen sandhed, hjertet frit og skammen fjern, for Jesus Kristus er med os. En tro så stærk i ord og toner, menigheden synger med, først på omkvæd så med tilråb. – Yeah – Yeah – Yeah. Sing it out Jesus is alive
Jesus lever, og han er lige her. Illiane sidder med lukkede øjne, lader sig forføre af fortidens spring til nuet, han er her, Jesus den historiske oprører der blev ånd og nu lever i alle, der tror ham. Og det gør menigheden lige nu, baptister til gudstjeneste.
– And oh happy. You wash my sin away. Oh happy day. I’ll never be the same. No – No – No
Det er arvesynden Sally synger om, skammen ved at være født sort, det er den, Jesus vasker væk.
Det begynder at rykke i menigheden deres kroppe kan ikke sidde stille, friheden gælder ikke kun sjælen og tanken, men også kroppen og den løfter armene, klapper i hænderne og danser rundt, det er Sallys sang, der får kirkebænkene til at vibrere, og vi skal da være med, alt andet vil være pinligt, nok er vi forskellige i udseende og historie, men alle er vi mennesker af samme art med samme bøn – Yeah – Yeah – Yeah. What e glorious way. I’ll never be the same. Forever – Forever – Forever I am changed.

"Gennem dit fangenskab, Guds Søn er friheden kommet til os." 
Men jøderne råbte til Pilatus "løslader du ham er du ikke kejserens ven, for enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op mod kejseren".
Da Pilatus hørte de ord førte han Jesus ud og han satte sig i dommersædet og han sagde til jøderne: "Se det er jeres konge". Da råbte de: "Bort bort med ham korsfæst ham og Pilatus sagde til dem: "Skal jeg korsfæste jeres konge?" og Ypperstepræsterne svarede "Vi har ingen anden konge end kejseren".
Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.
Så tog de Jesus med sig, han bar sit kors og gik ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata.

Johann Sebastian Bach 
Johannespassionen blev opført første gang 7. april 1724 og idag i Pakhus 11.

Sabotage er en udforskning af det grænseland, hvor vi møder vores skygger. Forladte, uset eller rastløs, et projekt der udtrykker transformationens rå skønhed gennem fotografering og maleri. 
Det handler om selvanerkendelse, det øjeblik vi ønsker at bryde med forventning og frygtløst træder ind i kærligheden.
På mange måder føles det som sabotage at forlade et liv for at bygge et andet, men er det ikke det, kærligheden kræver af os nogle gange? 
Jeg ønsker at de der ser, skal se sig selv og genkende kærlighedens universelle kraft. Og møde modet det kræver at give slip.

Carl-Mikael Ström

I eftermiddag er jeg inviteret til åbning af udstilling Sabotage af Carl-Mikael Ström på Ex Nihilo. I morgen til Pakhus 11 hvor Det unge Vokalensemble synger Johannespassionen af Bach. Det er et privilegium at have både øjne og ører men også en forpligtelse. Det glæder jeg mig til at tage fri fra computer og stillesiddende skriveri og udfordre sanserne med andres fantasi.