Dagbog

Blomsten er det smukkeste stjerneskud. Fra støvfanget lige i midten spreder seks lange tynde stråler sig til alle sider, som var det en eksplosion. Sylespidse røde striber flammer på hvid bund man kan næste høre stjernen springe ud.
Afskrækkende og tillokkende fræk og elegant sådan var skuespilleren, der har givet tulipanen navn. Hun var komisk uden at være klovn, fræk uden at være lummer, ved at blande det komiske med det sexede blev Marilyn en stjerne. Elsket for at flirte med publikum med en elegance så at alle kunne være med.
Som en lysende stribe på nattehimlen faldt stjernen til jorden men genopstod som blomst.
Geometrisk fuldendt sprængfarlig men kontrolleret, den sprudler af lyst til at lokke bier til sig og alle andre væk. Om natten og når det regner lukker kronbladende sig sammen og beskytter de sarte støvbærere, der ikke tåler fugt. Om Marilyn Monroe også kunne lukke omverden ude og beskytte sit sarte indre? Vi ved at hun prøvede men oplevede også da hun døde, at hun ikke kunne.
Stjernen sagde livet farvel inden det var levet færdigt. Eventyret endte med en tragedie, men mindet om hende lever i blomsten der fik hendes navn og i utallige roller på film og sladder om hendes privatliv.
For nogen var hun en karakterskuespiller der viste vejen, for andre en sexbombe der kendte grænsen. Villigt glimtede hun i begge brancher, en stjerne blev et skjerneskud.

BERNHART TULIPA-CROWN-OF-NEGRITA & BELLA TULIPA BAKERI LILAC WONDER

I udkanten af bedet står ganske tæt to helt forskellige tulipaner, den ene så fin og sart, den anden med en frugtknude der er ved at blive kvalt,som de bog ligner Bernhart og Bella, som holdt sammen hele livet og var lige så forskellige. 

Da de for 15 år siden mødte hinanden havde hun brug for beskyttelse, mange ville teste hendes uskyld, og han ville undgå sladder, om at ham kunne ingen elske, for han var et kødbjerg med vanskabt fjæs.
Tulipanen han lignede var en enestående kringlet fyldig og farverig blomst. Den hun lignede var en uskyldigt udseende lille og smuk blomst, den skulle være perfekt. Den klodsede skulle ligne en fejl.
Berhardt og Bella havde brug for hinanden, den ene havde hvad den anden manglede så de havde en rollefordeling, skulle aldrig være enige om noget, behøvede ikke bruge kræfter på diskussion. Ingen af dem var særligt velformulerede, de snakkede så lidt som muligt. Rollerne var, at han med vold og magt beskyttede hende mod overgreb, og hun med ynde og skønhed beskyttede ham mod mobning.

Og der står de så to tulipaner der gik i døden sammen. 
Berhardt mistede sit arbejde efter et uheld og blev alvorligt syg. Bella passede ham, og efter deres sølvbryllup da Bernhart lå for døden, spurgte Bella om hun måtte følge ham, når han tog afsted.
Bernhart nikkede og sådan blev det.

Fra notat til novelle om efter døden at vokse frem som tulipan

Så blev det tid til at smage min Myntevin til med krydderier. 
Fyrrenåle, kirsebærsten, lakridsrod og en urteblanding til islandske heste. Foreløbig var der nok udtræk til 10 liter vin. Der sker altid noget når vinen står, så måske skal den have lidt mere til september.

Nogen må have forelsket sig i den forsølvede babysko, en nypudset
kaffekande og en flødekande i sølv. samlet værdi 88 kroner.

Så musikalsk den spiller med kronbladene flagrende lange tynde og spidse i en dyb lilla farve, de danser til en rytme så bevægende livsglad, det er vinden der giver musikken bevægelse.
Teddy var et musikalsk talent klassisk uddannet på konservatoriet. Cello. Det elsker han at øve og øve og spille i orkester og se hvordan dirigenten alene med hænder og mimik kan skabe et vidunderligt lydrum som beskrevet i noder fra forrige århundrede, der er noget særligt ved at gentage musik der blev spillet første gang i 1750. Når Teddy stryger buen på strengene og giver sit lille bidrag til en symfoni, er det som at rejse tilbage i tiden, tonerne fra hans dybe cello er både dengang og nu.
At findes i nutiden og spille fortiden giver ham perspektiv på tilværelsen og så udfordringen at blive bedre og bedre øve og øve lytte og mærke komme tættere og tættere på dansen, der er dage hvor hans strøg med buen lyder  teknisk fladt og så er der dage hvor buen selv stryger og Teddy bare nyder som det danser.
Først spille hvad der står, så igen uden at kigge for tilsidst at give slip og lade celloen selv give tonerne liv. Han kan ikke forstå hvordan andre får mening i tilværelsen, hvis de ikke som han er skabende.
Det er forunderligt at se den lille gruppe med flagrende flige danse i vinden og lade sig forføre af den århundrede år gamle musik.

Fra dagens skriveri. Novelle om afdøde genopstået som tulipaner.

Hans Peder blev som teenager lokket med i den lokale rockerclub i den tro, at han kunne blive som alle de andre, men nej han blev bare totalmobbet og fik de kedeligste opgaver. Rydde op vaske af, slå græs han blev klubbens hvide slave og fandt sig i det.
Den igangværende rockerkrig mellem de to største bander var eskaleret og det blev besluttet, at nu ville de hævne sig med en enkel effektivt handling, de ville dræbe deres præsident.
Da de på fællesmøde skulle finde ud af hvem, der skulle stå for henrettelsen var der kun en der meldte sig frivilligt og det var Hans Peder også kaldet Rotten. Det var hans helt store chance for at få respekt og blive anerkendt.
Rystende nervøs med en stengun i hylster tog han på cykel til adressen hvor præsidenten boede satte cyklen og stillede sig parat lige ud for rockerens bil.
Mens Hans Peder stod og ventede med maskinpistolen klar hørte han en puslen i hækken og sprang tilside. Det var et pindsvin en lille stikkende fyr med lave flade fødder og en våd tryne. Den gjorde holdt lige foran Hans Peders fødder og skævede op til ham. Han stak sin hånd ned og kløede den på næsen og så satte den forbenene op på hånden og lod sig løfte op i armene på Hans Peder så han måtte sætte maskinpistolen fra sig. Da præsidenten kom ud gennem havelågen hilste han på Hans Peder som han genkendte, gik hen til sin bil, satte sig ind og kørte afsted. Hørte godt nogle brag bagfra men tænkte, det nok var et par skraldespande der væltede.

Fra dagens skriveri. En novelle om afdøde der får et efterliv som tulipan.

Nøgne går de omkring i mørke
og fortrænger deres handicap.
Træder på fugleunger
skubbet ud af reden
af en forvokset snylter.

Mus piler rundt mellem fødder
på flugt fra ugler med natsyn.
En hjertestarter på gågaden virker ikke.
Nærpoliti i skjorteærmer
bliver kaldt over radioen.

Fra en forbikørende bil
blev der affyret et skud
mod boghandlerens butiksvindue.
Kuglen satte sig fast i
Tolstoys Erindringer.

Fødselsdagen startede med et gavekort på Kanalhuset, lækker laks, ost og figensnaps. Så 8 km omkring på Christania, i Vor Frelsers kirke og Nyhavn.

Grønt og rødt, varm og kold, fik et stærkt portræt fra Syrien og et besøg af fotografen, der netop er kommet hjem. Så fint at snakke kunst og film. Og erkendelse. 

tulip ballade cherry, Så afslørende og tillidsfuld. blotter sig gerne for at give bierne plads. Med et støvfang, der knejser på frugtknuden og støvbærere der spreder sig, så ingen bi drikker honning uden at få pollen på kroppen. Lidt spændende bliver det, hvem det minder mig om, når jeg skal skrive afsnittet om den indbydende blomst.

Er nået til en helt special mutation i tulipan-slægten. Tulip Ice-Cream.
Botanikere begyndte at forædle disse løg i Holland, og især i 1630'erne opstod der en tulipanmani, hvor priserne for disse sjældne, virusramte løg eksploderede, før boblen brast i 1637.
Men denne her nærmest sygelige art, der skal parodiere en is-dessert eller softice har altså overlevet og minder mig om en person, jeg skriver om i novellen, hvor jeg beskriver 12 forskellige tupipan-arter.

En bjæffende køter var hun, en hidsigprop og som tulipan har hun fået frisuren i en roehakker. Hun var en pubertetspige, der døde, inden hun fik styr på sit liv. 
Alle vidste godt, det kunne ende galt, da hun ønskede at springe fra den højeste klippe, det elskede hun, at det skulle være farligt. 
Faldskærm eller kitesurfing, ingen ville hun lytte til bare være sin egen, mere end dristig var hun, også rapkæftet kom gerne i verbalt klammeri når der var nogen, der anbefalede hende en mere kvindelig hobby, og hun var god til det, rejste sig ophidset blev vranten og vred, for ingen skulle bestemme over hende og slet ikke de kedsommeligt tavse drenge. 
Som 14 årig stak hun af hjemmefra i sorte støvler, lædervest og boede de næste ti år i Ungdomshuset, hos en metodistpræst, i en forladt togvogn ved Dybbølsbro, og med en jurastuderende på Regensen. Hun ville leve livet og prøve det hele, spørgsmålet var ikke, hvad hun ville, og hvem hun var, men om hun nåede det hele, inden det var for sent. 
Og hver gang hun flyttede, blev hun en anden, det var nok derfor, hun ofte flyttede for at slippe for sig selv og blive en anden, inden det var for sent.
I Astrids bevidsthed havde livet en på forhånd udmålt længde, som blev mindre og mindre som tiden gik, og det var det absolut sværeste for Astrid at se tiden gå. Derfor det udfordrende selvmorderiske spring fra den højeste klippe.
Hvor den dog ligner hende den udsprungne blomst, flosset i kronen som har den lige været i slagsmål. Så dejligt at opleve Astrid som tulipan.

I novellen jeg skriver nu får 12 tulipaner mig til at mindes 12 nu afdøde personer.

Min gamle swimmingpool var blevet utæt, så idag har jeg fået en ny.
Jubii så det sommer.

Laila var arbejdsløs på kontanthjælp havde et lille et-værelses lejlighed i et baghus i København og så havde hun mistede modet. 28 år havde hun levet og intet havde hun udrettet. Ingen syntes om hende for hun var kedelig og ikke særlig begavet, interesserede sig ikke for drenge så aldrig sin familie, følte hun sad på bunden af en dyb tørlagt brønd. Hun var fanget ikke som et dyr i en zoo for at blive set på, men for at blive undgået. Med årene udsendte hun flere og flere signaler til sine omgivelser, at de skulle lade hende være i fred, og det passde dem fint at hun bare skulle overses. 

Laila var så utilfreds med sig selv at hun satte sig for at finde ud af hvad det skyldtes og resultatet var at det var de mange mødre med barnevogn. Jo mere hun tænkte på misundelsen over nybagte mødre, jo flere af dem opdagede hun indtil hun nåede sagens kerne, at hun ville være mor. 
Men da hun hverken havde mand eller kæreste og slet ikke ønskede at hendes barn skulle have en far endtehun med ordet adoption. Men der var betingelser hun ikke opfyldte så tilbage var kun en mulighed, men den krævede mod. 

Hun lånte bøger om spleje af spædbørn og holdt øje med butikker hvor særligt mange barnevogne med babyer var parkeret mens mor var i supermarked. Jo mere hun researchede jo modigere blev hun. Købte hvad der var nødvendigt til den første måned. abybleer, sparkedragt, sutteflasker, modermælkserstatning, zinksalve og så indrettede hun lejligheden med blebord og ledige hylder så alt var klar til den store dag.

Hjertet hoppede da hun valgte en barnevogn og trillede afsted.
Men I guder, da hun tog sit barn op og omfavnede det, så vidunderligt som hun aldrig havde forestillet sig, hun kunne føle alt omkring sig skyld og straf forsvandt kun dette ene var tilbage, hun var blevet mor.

Skriver på ny novelle inspireret af de utallige varianter af tulipaner der findes i haven på den anden side af vejen. Hver blomst er en afdød kvinde. Her er det et udsnit om Laila i Horserød statsfængsel.

Jesper var kreativ succesfuld reklamemand på 38 med hustru og børn. Og så var han egoist. Han havde efterhånden lært det, at hans målgruppe dem han skulle lokke med løfter var sindssyge. Mennesket var grundliggende syg i sindet, kun han selv var normal. Da han besluttede at erkende det, kunne han bedre acceptere dem, og ikke bebrejde dem, som de var skabt. 

Som resultat af sin egoisme følte han at han ejede hele verden. Verden var hans. Når han gik ind på en restaurant eller et værtshus stillede han sig så han kunne spotte samtlige gæster blot ved at dreje hovedet. Det var hans sted og hans gæster. Når han kørte bil var vejen hans vej og at overhale ham var respektløst. 
Selvfølgelig fik Jesper sig nogle uvenner, der syntes han var en uudholdelig blærerøv, men det var intet problem for han kunne sagtens slette dem fra erindringen og fra hans verden, de fandtes ikke længere. Aldrig behøvede han at forsvare sig, kæmpe eller eller tilgive så hellere finde en anden at blive ven med.

Hans hustru gennem 15 år behøvede bare sige hvad hun ønskede sig eller skulle bruge, så var han super engageret alt hun savnede fik hun men ikke at gå hånd i hånd på gaden, det var trods alt for tæt, han tålte ikke at være et par, dertil var hans egoisme for stor.
 
Hans kompetencer som egoist gjorde ham til den geniale reklamemand. Han vidste alt om at være enestående, og det handlede det i høj grad om i branchen, at du kan blive en succes, hvis du bruger denne sæbe eller køber dette slips. Fabrikation af løgnehistorier var kun naturligt, hans reklamekoncept  var at kaste bananer til bavianer. 
- Herregud, spøgte Jesper, hvis menneskene er som dyr skal de behandles som dyr.

Næste afsnit i novellen om forskellige mennesketyper.

Loppemarkeder i Birkegade og Blaagaardsgade. Nu skal der nyt i vinduerne

Kære Morten.
Det er svært at forklare, men jeg bliver meget glad, når jeg læser dine ord. De taler direkte til mig, oplever jeg. 
Jeg drikker dem, som en kat der nyder en fed fløde. 
Tænk at være så sanseligt og opmærksomt til stede i livet som du. Du har en nådegave ud i formidling, det synes jeg er meget klart. Du bryder også dogmatikken op med sande, livsord. Det er så smukt!
Jeg sender dig mange kærlige hilsner og jeg glæder mig til vi ses igen.

Fik en hilsen idag, ord der går lige til hjertet jeg bliver så stolt og glad.
havde sendt barnedåben fra BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG til en præst jeg kender. 29 teser, en opdatering af Luthers fra 1517, revideret trosbekendelse og et nyt Fadervor. 

Ung Autonom Modstand gik idag 1.maj i demonstration til Fælledparken men blev stoppet på Fælledvej af politibiler, der blokerede vejen. En time efter stor panik blandt politibetjentene fik de lov at fortsætte. 

En morgen tidligt fik præsten besøg af politibetjente, alle fire fra Hvide Sande samt to fra Esbjerg. De havde holdt møde om sagen på stationen og vidste, at hvis der skulle ske noget var det inden han fyldte 70, for da blev han persioneret, det blev derfor besluttet at lave en ransagning på præstegården.
Alt blev gennemgået. Fundet og teget med. Dagbog breve prædikener personlige papirer kontroversielle bøger i reolen. FLyttekasserne de havde med blev foldet ud og fyldt. Man spurgte ikke om noget, tog bare hvad der kunne styrke mistanken om et eller andet, der vedrørte sex med mindreårige. Ikke at de troede de fandt noget, men det var et godt signal at sende, at politiet var grundige når de fik en anmeldelse.
EDB specialisten fra Esbjerg gennemgik hans computer og to harddiske. På den ene fandt han en mappe med børn i alderen 2-5 år, og på den anden en mappe med billeder fra nettet af nøgne børn på 4-6 år.
Alt blev taget med i varevognen parkeret foran huset og de nysgerrige tilskuere blev bedt om at lade dem passere. Spørgsmål om hvad man havde fundet blev blot besvaret med smil.
Ud på eftermiddagen kom biskoppen ledsaget af formanden for menighedsrådet for at tale med præsten. Nu han alligevel skulle pensioneres om et år, var det bedste nok, om han tog sin afsked inden sagen skulle for retten.
Benjamin var forbløffet, følte sig helt uskyldig, børnebillederne var fra tiden som pædagogmedhjælper og de nøgne, han anede ikke at det var forbudt – Jeg elsker jo børn.
Det blev hans sidte ord.
Forelagt anklagerne og udsigten til at han skulle stå og forsvare sig i retten fik ham til til at erklære sig skyldig.
Samme aften skrev han et brev til biskoppen hvor han anmodedede om sin afsked som præst. Ugen efter modtog han rettens dom. Han blev idømt en betinget straf på 30 dage.

Fra dagens skriveri to timer i sol i haven blandt tulipaner og stenurt.

I skolebladet kunne man læse et hårdt angreb fra en elev der anonymt kaldte rektor en sadist. At han brugte tortur og mishandlede sine elever, et smædeskrift der gjorde rektor rasende. Han forlangte på lærermødet at få at vide, hvem den anonyme var.
Mange gav ham ret i at det overskred grænsen for trykkefrihed og der var stemning for at anmode redaktionen om en beklagelse og et løfte om, at det ikke ville gentage sig. Det fik redaktionen til at trække sig og så lod man sive blandt elever og lærere at René alene stod bag brevet. Kun få dage efter kom det rektor for øre og René blev kaldt ind efter skoletid på rektors kontor.
- Er det dig der står bag?
René så ham lige i øjnene stirrede stift og anklagende.
- Det kan koste dig din studenterexamen.
René havde øvet sig i teksten, de var blevet enige om på redaktionen, og nu citerede han ord for ord, hvad der stod. Sadist tortur og det, der var værre, rektor kunne dog godt kunne besinde sig. Men så fik han provokationen
- Du tør jo ikke.
En syngende lussing tog René imod og så fortsatte han provokationen.
- Er det alt du kan? Svækling.
En mere så satte René næsen helt op i trynen på den gamle.
- Du er et skvat, sagde han og spyttede ham i ansigtet.
Ved den næste lussing faldt René sammen og rektor mobiliserede al sin sadistiske vrede, han sparkede den sammensunkne elev på gulvet. Så bankede det på døren.
- Rejs dig din svækling og forsvind herfra.
René kravlede hen mod udgangen løftede sig op åbnede døren og blev modtaget at skolebladets redaktion der tog billeder af den forslåede krybende René med rektor stående i baggrunden.
Mentalt kom sadisten sig aldrig og fysisk gik det ned ad bakke. Det blev en lærestreg for alle sadister, at de ville blive fældet med deres egne midler.
Omtalen i skolebladet af rektors behandling af en uskyldig elev blev gentaget med billeder i lokalavisen under overskriften Sadistens sidste offer.

Dagens skriveri om en Sadist - jeg husker ham godt, fik selv en kindhest.

- Hvorfor? Hans gode ven forstod det ikke, hvorfor Pelle dog udsatte sig for den risiko, der var forbundet med hans stunt i en sidegade, men Pelle vidste det ikke.
- Hvad får du ud af det? To minutters bar røv foran en flok demonstranter sikkert flest mænd. Er det sex, du vil have eller tæsk?
Pelle anede det ikke, det var en indre stemme der lokkede. 
Næste weekend var der arrangeret en stor march for lighed og frihed. Bøsser og lesbiske, fri abort, transkønnedes rettigheder. Lige noget for Pelle frihed til at gå klædt som han ønsker. Eller smide bukserne.
- Du bliver lynchet.
- Jamen så har jeg dog kæmpet for, hvad jeg tror på.
- Sludder, du kæmper for frihed til selvtægt. Behold bukserne på når du er hjemmefra, det vil jeg råde dig til. Læg det der bøsseri på hylden og få dig noget hjemmebryg.
Pelle tog til demonstration men havde besluttet ikke at opføre sig som blotter. Han gik ikke med i demonstrationen men fulgte den fra fortorvet. 
Og så kom trangen. Alle de mange unge mennesker. Lysten bølgede som en kvalme fra maven op i halsen, metallisk og syrlig, han måtte lige have en pause gik ned ad den næste sidegade. I ly af en varevogn trak han bukserne ned omkring skoene og humbede så ud  på gaden, hvor han var synlig for alle der gik i demonstration.
Men ingen kiggede. Bukserne trukket op knappet og lynet, han var blevet varm på panden stakåndet, da han mærker bagfra en hånd på sin skulder.
- Flot røv, fedt show. Er du til noget?
En fyr på hans egen alder blev siddende på cyklen. Pelle kunne ikke svare. Bevægede læberne, men ikke en lyd kom ud.
- Har jeg ikke set dig på Kiss Kiss?
Pelle lignede et stort spørgsmålstegn forsøgte at formulere et par ord men kunne ikke stod bare med måbende skam. Afsløret. Det var det, han var. 
Cyklisten kørte videre og efterlod en heteroseksuel ekshibitionist i totalt vildrede. 
Fiasko. Nu skulle det være slut. Pelle overvejede om han skulle lade sig kastrere, tage sit eget elendige liv eller finde sig en kvindelig samlever. Han valgte det sidste og fandt også en, han kunne vise sig for og med tiden også holde af.

Hvad jeg skrev igår til min novelle. Pelle har to børn i weekenden og er ekspedient i Tøjeksperten.

Rebecca på 28 er billedkunstner med en livlig fantasi, og så er hun Mytoman kan ikke skelne hvad der er sandt og hvad usandt, hun er lystløgner men selv mener hun ikke, det er noget problem.
– Jeg er ikke så meget anderledes end en troende. Er man lystløgner fordi man tror på Jesus Kristus eller et evigt liv?
Rebecca sætter ingen grænse mellem løgn og sandhed, selv siger hun, at sådan er det at være kunstner. Hun svømmer i fantasi både i sine værker og når hun taler, det er de, der lytter, der har et problem, for Rebecca er stædig. Selv kalder hun det for ordholdende, hende kan man stole på. Når hendes omgivelser familie og venner kalder hende mytoman er det fordi hendes lyst til at lyve er instinktiv og ikke bevidst, og fordi hun er fast besluttet på at have ret.
Siden hun var barn har hun fortalt om utrolige oplevelser, en ren Pippi Langstrømpe var hun fortalte alt så realistisk at hun også selv troede på det. Med årene ændrede det sig til noget uhyggeligt, hun netop havde oplevet. Et trafikuheld hvor blodet flød eller siamesiske tvillinger i Netto. Hun er ved at miste pusten så ophidset er hun, at en leopard slap ud af Zoologisk Have.
– Ja ja der var hul i hegnet. Eller da hun i december på Rådhuspladsen nær var blevet ramt af juletræet der væltede. Rebeccas problem er ikke løgnene men troværdigheden, ingen der kender hender, tror hun taler sandt. Først dagen efter hvor der i avisen er et billede af det væltede juletræ og interview med en, der nær var blevet ramt.
– Du skulle være politiker siger en gammel veninde da Rebecca på kanalcafeen har serveret fantasifulde oplevelser og for at virke troværdig lader hun det være noget hun har set i avisen.
– Så du ikke det? Motorvejsbroen i Farum brækket over på midten fuldt af døde og bilvrag. Eller afsløringen af at prins Henrik er homoseksuel.
– Den har jeg fra Billedbladet, så må det da være rigtigt.
Veninden synes kun det er underholdende at Rebecca er så sløset med sandheden, men det irriterer hende, at Rebecca aldrig tror på hvad hun fortæller. Årene med lystløgne har givet Rebecca mistillid til andres oplevelser, altid er hun tvivlende og spørger igen og igen om det nu er rigtigt.
– Så du det? Hvornår? Hvorhenne? Hun er så bange for at være en tumbe, man kan bilde hvad som helst ind, så hun tager rollen på sig som forhørsleder, der skal afsløre en løgnehistorie, og det synes veninden er irriterende.
– Jeg lyver altså ikke. Jeg er ikke som dig.
Den sad og Rebecca er nærtagende føler sig såret, og i valget mellem at grine fordi det var sjovt eller gå fordi det var ondskabsfuldt, vælger hun det sidste. Hun havde glemt at hun har en aftale om et kvarter.
– Hej. Et hurtigt sjusket kram til farvel.

Fra dagens skriveri

Stig Storm er arbejdsløs og 48, og så er han sociopat den fødte leder.  Hans liv er et utæmmet rod men hans lederskab forbilledlig, Stride Stig kan samle mennesker smitte med sin optimisme og skabe en flok med et fælles mål. Han kan lave regler og rutiner på tværs af de eksisterende og altid har han det fulde overblik. Stram styring er Stigs speciale, han sætter en ære i at ekskludere og belønne alt efter indsats. Alt Stig skaber, skabes i hans billede, det gør ham i manges øjne guddommelig. Det elsker Stig at føre an, opildne til fælles kamp, blive accepteret og hyldet og det værste han ved, er at være en blandt mange, og skulle finde sig i den almindelige lovgivning og ensretning.
Som barn var han underlig asocial, havde kun legekammerater hvis han kunne bestemme, og så brillierede han med sit mod, turde hvad der var forbudt og satte gerne livet på spil, som at stille sig midt på motorvejen og forårsage et harmonikasammenstød. Hans disciple jublede og væk var han, før politiet kom.
Hans ideal var at skabe det størst mulige aftryk, at trodse lov og forbud, han skulle nok selv bestemme både vej og retning. Han havde stor succes men ambitionerne var større end til en mindre flok, han ville skabe et politisk parti. 
Når han søndag formiddag stod på Blaagaards Plads og satte ild til pengesedler foran kvarterets unge, mens han anklagede stat og samfund for at være styret af kapitalistiske interesser, så vakte det opsigt, og da afbrænding af pengesedler var ulovligt håbede han at blive arresteret, og det blev han. Slæbt væk i arme og ben mens han smilede sejrsbevidst til fotograferne. Så fedt.

Dette afsnit skrev jeg igår som del af en novelle.

I en slags ekstase forestillede Sisse sig et land hvor smerte var vejen til lykke, nej mere end det, smerten den isnende fornemmelse på langs af arm eller mave var selve kærligheden. Hvis nogen spurgte om det ikke gjorde ondt, sagde hun - Tværtimod.
Aldrig var der nogen der forstod hende eller bare respekterede, at hun var underlig, en efter en faldt de fra, indtil hun nu som snart 22 årig var helt alene med masochismen. Hendes tilbagevendende ceremoni holdt hun som en hemmelighed ingen fik hende at se med blod i ansigtet og sår på armene. 
Sisse lærte at acceptere sin blodlængsel og smertelyst.
Men så var det hun mødte Jacob. Han købte to mørkt maltet rugbrød og fortalte, at han havde en skæremaskine, så han kunne skære eller slice tynde skiver og så kiggede han på Sisses ene ærme, der var krøbet lidt op.
Det var først næste gang han kom, at han åbnede for sin fornemmelse, for han lænede sig ind over disken og sagde - Og kniven skal være skarp. Ikke?
Og så smilede han hemmelighedsfuld, mens Sisse gemte sig i genertheden.

Jacob havde haft det som Sisse og kunne sætte ord på hvorfor. Flere gange mødtes de og Jacob fortalte hvordan smerten var hans eneste kærlighed fra han var 15 til 25. Han var som Sisse blevet afhængig og lærte at holde det som en hemmelighed.
- Tilsidst havde jeg ingen steder at skære mig. Mit blod var kærlighedsdråber, jeg følte en enorm tilfredsstillelse ved at smage blod og tænkte jeg var vampyr.
Sisse lyttede intenst for her var noget hun kunne nikke genkendende til.
- Det hele er meget enkelt, mennesket er genetisk enten drøvtygger eller rovdyr. Nogle længes efter rødt kød andre er vegetarer. Når vi som rovdyr ikke får blod på læberne, så mangler vi noget, og når vi isolerer os, så er det kærlighed vi mangler. 
Ikke så underligt bliver blodet til kærlighed i vores bevidsthed.

Jeg skriver i solen på en bænk i haven på den anden side af vejen. 
Her lidt af et afsnit om Masochisten Sisse.

Når tjørnen springer ud er sommeren kommet. Haven er fuld af familier og jeg sidder på en bænk og skriver i hånden ny novelle. Har bestilt bord i Kanalhuset til frokost på min fødselsdag om to uger. Fik et gavekort af indehaveren sidst jeg var på besøg.

Har lejet dette  skønne hus den første uge i september

Så stjal den da en bid til
alderen
af din sparsomme krop
dine tynde fregnede fingre
er der virkelig gået et år? Jo, du er skrumpet et år
tørret ind
blevet knoglet, knoerne
kuglede knaster
mellem grene og håndrod
vakuumpakket skovbund
hvor blodårer bugter sig
blåtykke
- Hvordan går det? spørger jeg. Panden er blevet rundere, glattere
pletterne mørkere
og kinderne trættere
der er ingen inciterende rytme i de trommeskind
ingen heftig bankende lidenskab.
Museumsslappe hænger de
fra kindbenene
endnu et år er gået. Og dine øjne har trukket sig tilbage
gemmer sig i huler
gør sig klar til at gå i hi.
Blikket er mat
som har det fået et pust dull-spray
aerosoliseret tågelak
der løsner pupillen
og får iris til at flyde ud
glemmer du at blinke? Men din stue er den samme
duften af Capstanrøg og pibekrads
og gamle bøger
med læderryg og guldtryk
og på væggen verdenskortet
gulligbrunt af falmet fernis
i lag
med nåle i stederne du har været:
Berlin, Frankfurt, Paris, London
Las Palmas, Stockholm - De olympiske Lege i 1912 fandtes der biler dengang?
eller kørte man i hestesporvogn?


I sirlig orden: nips
i vindueskarmen, på reolen, på fjernsynet
små statuetter på kniplingsduge
skåle med fremmede mønter og sjældne knapper souvenirs og børnebørn
i glas og ramme. Smil.
Og avisen
stablet pertentligt som nyrullede
lagner i et linnedlager
en måneds aviser
klar til spejderne
som aldrig kommer eller fiskehandleren
som ikke vil have dem. Nej, tiden er ikke gået i stå
urene tikker endnu
dine elskede ure
forkælede tikkende papegøjer
du passer som spædbørn
det lille vævre skibsur
der slår glas
skapre, skingre kvarterslag,
det store, sendrægtige
i udskåret mahogni
det gungrer massivt
når tiden er inde
og kukuret
med sine slidte tandhjul
knaser som en gammel 78’er
før lugen smækkes op
og en sweitzisk alpeskræppen
får al tikken til at forstumme
i stuen et par sekunder. Så kappes de igen
om at hakke tiden i stumper
måle den ud
den sidste tid.
Endnu et år

Min svigerfar døde som 95-årig og da skrev jeg dette digt om ham og hans stue.

Købte til min datter to magnolia buske sidste sommer,
og nu sender hun mig så billeder, at de er sprunget ud

Kære Morten
Min søn på 9 år og jeg i har lavet en ret fed fotobog sammen 😁
Han har fotograferet og redigeret og jeg har sat det op i bogen - efter hans forskrifter. 

Fik en sød hilsen idag med kreative billeder.

Søndagsturen på 8,5 km gik fra Fortunen Port til Eremitageslottet og retur

Så blev påskeudstillingen skiftet ud i vindueskarmene.

Isobel roder i sine kassettebånd hun vil slutte med maner og finder Triumfscenen fra operaen Aida frem, stor og festlig er den. 
- Ikke så stramt, det er Thomas der hjælper den gravide Catherine med at binde vesten, så kommer nogle op at skændes ved nødudgangen om pladserne i køen, det skal jo gå retfærdigt til. Blot er man ikke enige om hvad der er retfærdigt. Nogle vil have kvinderne først men langt fra alle. Da Isbel roder efter kasettebånd vender hun sig pludselig om, griber Thomas om hovedet med begge hænder og giver ham et kæmpekys.
- Så nåede jeg det. Tak.
John har sat sig på Roberts plads ved vinduet for han vil kigge ud, når det sker.
Mormor hvisker noget til Christoffer og han lader som om, han kan høre det og nikker.
Kari vil sige undskyld til Kjell, men kan ikke se ham, alle er jo gule, så hun kalder, men ordet drukner i larm. Gråd. Skrig. Panik. Bare ingen bliver trampet ihjeld, siger David til Sharon for det ser vildt ud ved begge udgange. Han husker hvordan han til en festival bliver skubbet omkuld foran scenen og må bæres bort.
- Tænk at jeg skal opleve det her. 
Sharon omfavner ham og holder ham fast.
- Jeg elsker dig. Du gør mig glad.
Alan kan se en båd tæt på og Preben hører en helikopter. Panisk angst bliver til håb om overlevelse, enkelte råber Hurra. Margaret McKenzie beder en bøn og på knæ foran hende rækker Ian en mikrofon op til hendes ansigt. Så sker det. Flyvemaskinen rammer vandet.

Loganairs rutefly fra Edinburgh til Stavanger 19.december er grundet tekniske problemer forulykket over Nordsøen og 34 passagerer samt en besætning på tre er omkommet. Redningshelikopter og redningsbåde var på stedet, da nødlanding fandt sted, men flyet styrtede af uvisse årsager ved landingen, beskadigede en vinge, benzin løb ud og blev antændt, så at ingen redning kunne etableres. Flyet ligger idag på bunden af Nordsøen og vil blive forsøgt hentet op i den nærmeste tid.
Loganair beklager den ulykkelige hændelse.

Det er slutningen af novellen TÆTTERE HIMLEN som jeg skrev igår.

Hej Morten,
Gennem årene har jeg fulgt dig fra sidelinjen og mit temperament 
flammede, da du som så mange visionære blev offer for dette lands
mange små hævngerrige jantelovs spydkastere.
En sen aften googlede jeg dig, og blev glad for, at du ikke lå 10 meter 
under gulvbrædderne, men havde fundet en anden vej at udtrykke dig på.

Her kommer så spørgsmålet, som har ligget  og ulmet i årevis:
Har du fotos af mig som 15-16 årig på en bænk med udsigt til en sø i en park i 1970? 
Du fotograferede mig ivrigt, hvilket jeg ikke forstod. 
Billedet skulle bruges til et interview med mig.
Altså hvis du orker og har fotos, er jeg interesseret i at købe det.

Fik en mail idag, fandt kontaktaftryk og sendte hende de to film. 
På optagelserne var også dette billede af os begge to. 
Mig med overskæg, sort pels smart tørklæde og langt hår. 
Stor mand i 1971.

Og dit bryst så blødt 
dit kys og dit blik 
så bedøvende. 

Stjernesvimmel svæver jeg fra øjeblikket isglat 
ad porten til haven 
hvor palmer bøjer sig 
mod mig og klemmer
av av mine testikler. 

Pulsen dunker dem som brolæggeren sine sten
luft jeg må have luft 
men fornemmelsen 
af din varme hud og 
brystvortens drilagtige vippen 
tager jeg med mig på cyklen. 
Og i livet.  

fra SPOR EFTER EN DRAGE Udvalgte digte

Mindestue maskebal varsel om vejret 
hvor gemmer sandheden sig?
I dobbeltseng med stationsforstanderen
eller på hylden for hittegods?
Tyrestation og sædbank rentefrit indestående
kan man stole på det?

Morgenkvalme i Metroen
mellem frihed og fængslet.
Huslejechok og flyttefirma 
et piano tabt fra altanen på fjerde 
synger i baggårdens brandtomt 
sin sørgmodige sang.

Det er helt vildt så mange mennesker 
der findes i Katmandu 
trods jordskælv og Everests ofre. 
Umuligt er det at skelne som stjerner på himlen
de smukke fra de grimme 
eller tælle dem.

Fra tindens top kan jeg se 
så langt øjet rækker 
og høre den hvislende vind.
Herfra er alt der findes 
en tilfældighedskatastrofe 
på højde med kærligheden.

fra SPOR EFTER EN DRAGE Udvalgte digte

Min I-Phone kan ikke opdateres til at tage MobilePay, så jeg har købt en ny. Min søn Matias kommer idag og overfører alt fra min gamle.

Så kom årets bibliotekspenge og en titelliste, så jeg kan se alt, der står af mit på et bibliotek. Kr. 8.449,22
Størst er lydbogen digtsamlingen snart brister alt, så kommer romanen langt væk er lige her med 65 eksemplarer

Først hos datter Maren der fjernede en glassplint, så hos nevø William der med sin bror holdt kandidatfest og svendegilde.

Min mor bliver født 1917. Her er hun, på dagen hvor hun bliver døbt

Så smuk var hun - og så glad i kolonihaven - jeg bliver født den sommer

Ivan står lige bag de to eneste i maskinen, der har bragt hans sikkerhed i fare, de to piloter. Han er i et dilemma om han skal rose dem for at forsøge at redde ham eller straffe dem for at have bragt hans sikkerhed i fare, det er en kompliceret situation som stewardessen redder, for hun tager ham lige så stille i begge arme, ser på ham med et fast blik lige i øjnene uden at give slip.
- Der er ingen adgang for passagerer.
Hun holder fast i hans arme til hun kan se han har forstået det.
Det er en forslået sammenbidt Ivan, der går ned ad midtergangen mod sin plads.
Han har succes med alt han rører ved og så skal noget så tåbeligt som et motorstop ødelægge alt. Han føler sig skidt tilpas, sveder og lugter, har lagt jakken på sit sæde, løsner slipset.
 - Hvis det virkelig er døden der venter os, skal vi så ikke se at få det overstået, han griber fat i det røde håndtag på nødudgangen, men Teddy er sprunget til og trækker ham væk.
- Jeg må bede dig tage plads, siger stewardessen, der er fulgt efter ham. Ivan ser ud som har han stjålet tyggegummi i en slikbutik, bider tænderne sammen og sætter sig på sin plads.

Desperationen stiger i flyvemaskinen der med 34 passagerer har fået dobbelt motorstop ude over Nordsøen. Ivan er russer på vej til Stavanger. Fra dagens skriveri Novellen Tættere Himlen

Så er det idag min seneste roman udkommer:

Brudstykker af en morders dagbog

S. S. Blicher fik udgivet BRUDSTYKKER AF EN LANDSBYDEGNS DAGBOG.

Forsiden på udgivelsen, har jeg genanvendt til min roman.

Hvis jeg var en alien fra et fremmed sted i universet, og jeg som den første kom til denne utroligt smukke planet. Hvad ville jeg så forvente at finde? 
Et liv af lykkelige væsner eller en planet i krig med sig selv.

Niels Klemmensen 56 år læser avis. Eller han har en avis foran sig og læsebrillerne på, men selvom blikket løber ned over spalterne, læser han ikke, men forestiller sig hvor galt det kan gå.
Han har i frisk erindring en ulykke på motorvejen med to totalt smadrede biler døde og sårede, et frontalt sammenstød den ene en spøgelsesbilist i den gale vejbane den anden en uskyldig modkørende. Heldigvis var der nogen før Niels der kom de indeklemte og sårede til hjælp for det ville han nødig blandes ind i noget. Igen og igen tænkte han
- Det kunne have været mig.
Billederne fra ulykken er i hans hukommelse skarpe og kulørte og så er der lyd på. Han bladrer i avisen for det gør man jo, når man læser avis. 
I 30 år var han skolelærer og nu han tænker tilbage, slår det ham, at han aldrig brød sig om arbejdet med børn. 
Gift var han i 10 år men da hans hustru havde forsøgt forgæves at muntre ham op, blev de skilt og Niels flyttede i lejlighed i Stavanger, gik på efterløn og i kirke.
Det var blevet en vane selvom han ikke var troende, lidt ligesom når han nu i flyveren på vej hjem læser avis.

Fra dagens skriveri. Novellen Tættere himlen. Om 34 passagerer i en flyvemaskine 1988 på vej over Nordsøen til Stavanger.

Fik den skønneste tak for påskeægget af Balder, søn af min afdøde søn Bastian

Fra sin plads ved vinduet spørg han sin mor
- Hvor længe kan man overleve i iskoldt vand?
- Nej nu må du stoppe, mange fly har da bare én propel.
Max er 14 og med sin mor på vej til Norge for at besøge noget familie i Tronheim. Når de går sammen er han som en sæk lopper, så at have ham bænket til sædet på en nummeret plads er en lettelse.
Om hendes søn er bange for at havne i vandet, eller han vil demonstrere at han sagtens kan lave sjov med den ultimative katastrofe, er hun usikker på, han har lige den alder, hvor det er stort og mandigt at demonstrere dødsforagt. 
Når han mærker sårbarheden slår han bak og erstatter den med famlende provokation. Hans mor har gennemskuet, at det er hans feminine sider, han forsøger at bekæmpe, han er så yndefuld i sine bevægelser, var han ikke sådan en bisse, havde hun meldt ham til ballet. Han går meget op i krop og klæder, elsker at se sig selv fra top til tå i spejlet på hendes værelse.
- Hvad vil du helst drukne i iskoldt vand eller blive brændt på bålet?
Hans mor gider ikke løbe ud ad Max's tangent så hun kigger ud ad vinduet men det får ham ikke til at stoppe.
- Over tusind kvinder blev brændt på bålet.
- Jeg har altså ikke solgt min sjæl til djævlen.
- Nej du har solgt den til Loganair. Hvorfor tror du der ligger en svømmevest under dit sæde?
- Nu stopper du.
Der er en pause, for Max skal lige finde det helt rigtige bidende spørgsmål, for udover at være flabet er han også intelligent.
- Hvad skal være dine sidste ord før du drukner?
Hans mor forsøger at bevare roen, hun har dårlige erfaringer med at lade sig provokere.
- Begraves eller brændes?
- Du har flyskræk og det er normalt i din alder, tag det helt roligt.
Hun tager en arm om sin søns hoved og holder det tæt ind til sig, mens hun med den blideste stemme siger, at der ikke er noget at være bange for. 

Lidt af Hvad jeg nåede at skrive idag til novellen TÆTTERE HIMLEN

Fik dette selvportræt med en 
påskehilsen fra en kær ven

Han har en lys vindjakke på åben og en skjorte knappet op i halsen. Brune øjne og velplejede negle. Han rejser sig og lægger sig på knæ undskylder at han skubber til Josefines ben.
- Det er bare den her jeg vil have fat i, siger han og trækker i svømmevesten under sædet.
- Bare for en sikkerhedsskyld. Han prøver at få den op over hovedet, men der er nogle seler og snore han først skal vikle ud.
Josefine smiler fordi han ser så kluntet ud og så trækker hun et par snore fri og binder dem for ham.
- Min far druknede, det er derfor jeg er så bange for havet. Han var fisker vi boede på Shetlandsøerne. Hvor arbejder du?
Et direkte spørgsmål hun ikke kan flygte fra
- Musikbiblioteket i Edinbourg.
Casper lyser op, sætter sig og fortæller at han synger og skal til musicallen Fantom of the Opera i Stavanger Koserthus hvor der i anledning af julen er gæstespil fra Her Majesty's Theater.
Josefine kan ikke lade være at grine for med den enorme gule rumdragt til det lille hovede flyveører og lange arme ser Caspar altså sjov ud, og så indrømmer hun, at det også er til den forestilling hun skal, musikbiblioteket har fået to fribilletter.
Stewardessen beder Caspar tage svømmevesten af og lægge den på plads, hun er bekymret for den generelle reaktion, og der er altså ingen fare forbundet med at en enkelt motor svigter.
En lidt underlig fornemmelse er det for Josefine at klæde en voksen af. Det mindes hun ikke at have gjort før, op over hovedet ned mellem benene. Duften fra Sisse og Fannys parfumetest finder vej til Josefines næse, og den kombination hjælpeløs rummand og duft af Chanell får hende til at smile.
Han lægger vesten hvor han tog den under sædet og takker Josefine for hjælpen.
- Hvad om vi kunne følges, koncerten er først klokken otte og vi lander halv fem. Så kan vi nå at spise sammen inden?
Josefine nikker.
Da musikken er tilbage i ørerne og hun lukker øjnene, er tonerne blevet klarere renere der er højere til loftet den noget dystre indelukkede domkirke har åbnet sig og da hun mærker at Caspar kigger på hende, åbner hun øjnene og spøger om han vil lytte. Han får hendes høretelefoner på og nynner til musikken ganske svagt. En nynne-koncert kun for hende af det smukkeste stykke musik i en flyver med motorstop på vej til Norge. Hvis han kyssede hende lige nu, ville hun ikke skubbe ham væk.

Fra dagens skriveri. Novellen Tættere Himlen om 35 passagerer i en maskine med motorstop

Pludselig giver det et ryk i maskinen og alt, der ikke er spændt fast falder på gulvet. Ingeborg føler som alle andre at hun er blevet døv på venstre øre. Larmen er blevet halveret rystelserne stopper. Sisse og Fanny bag dem griner nervøst, propellen hoster, farten daler maskinen vipper fra side til side og to af passagererne fra højre række stiller sig i midtergangen for at se om det er rigtigt, at venstre propel er standset. Det er det. Propellen tager de sidste smertefulde omdrejninger giver et par knæk før den giver op. Går i stå.
Hvis lyden fra to motorer var nervepirrende, så bliver det ikke bedre med lyden fra kun en. Mormor forsøger at være upåvirket af al den virak og snakker om dyrene på gården som hun ved er Emils store interesse når han er på besøg.
Emil mærker angsten brede sig fra maven ned gennem benene til fødderne og op gennem kroppen ud i armene han må gribe fat i noget for at holde fingrene i ro. Og op i hovedet hans ører brænder og sveden pipler så mærkeligt er det, at han føler sig iskold som om han har feber. Har lyst til at flygte og er stiv af skræk. Har en klump i halsen han prøver at sluge, kan dårligt trække vejret sidder helt stille og holder blikket fast på den døde motor om den går igang igen. Han er både på flugt og forstenet sådan er angsten så selvmodsigende.
Så lyder pilotens rolige stemme i højttaleren og giver beskeden at der er sket en teknisk fejl med en motor, men at der fortsættes som planlagt til Stavanger dog med en lille forsinkelse.

Fra dagens skriveri. Alle passagererne får hvert deres afsnit og foreløbig går alt godt.

Sisse og Fanny beholder overtøjet på, for der er koldt i maskinen. De sidder ud for venstre propel og da den starter giver det et sådant ryk at de kommer til at grine af forskrækkelse. Og igen da den anden motor sætter igang og får vægge og gulv til at ryste. 
- Lissom rumfærgen.
Jo farligere det bliver, jo mere laver de sjov, og det er kun et år siden rumfærgen Challenger eksploderede efter 40 sekunder i luften.
- Og en skolelærer hvad hed hun?
- Alle hendes børn så det på tv.
- Surprise.
Da de er kommet i luften trækker Sisse Fanny til vinduet, så de sammen kan se ned.
- Dybt at falde.
- Vi er ikke oppe endnu.
- Hvor oppe?
- I rummet.
- Small step for man.
- Her dufter af parfume.
- Giant leap for women.
- Yes female spacewalker.
- Svetlana.
- Skal vi tage springet?
- Hvor langt op skal vi, før vi ikke falder ned?
At grine sammen giver dem en fælles identitet, og det elsker de at ligne hinanden, være ens det giver tryghed
- Færge eller falde?
- Til Venus med Buzz.
- Hvem er det?
- Nummer to på månen.
- Så hellere Gagarin.
- Han er jo død.
- Isaac Newton.
- Han var da ingen astronaut.
- Men han opfandt tyngdekræften.
Pigerne er 22 år og single men griner og fniser som teenagere. De nyder når det hele rasler og gulvet gynger.
- Mir. 
- Nå ja lad os tage til Mir.
- Hvis sardindåsen her kan klare turen.
- Hende kvinden der fløj alene i sin egen maskine jorden rundt?
- i 30'erne.
- Hun forsvandt.
- Faldt ned. Stillehavet.
- Amelia Earhart man fandt hende aldrig.
- Dybt at falde.
- Prøv lige at se hvor hurtigt det går.
De klumper sig sammen foran vinduet, hvor propellen pisker rundt.
- Tænk hvis den røg af. Der er langt ned.
- Hvad gør piger, når de skal tisse i rummet?
De fniser så højt at Gorm i sædet foran dem vender sig om og smilende kommenterer deres latteranfald.

Novellen jeg skriver på har som arbejdstitel Tættere Himlen. Den handler om 35 personer i en skramlende propelmaskine over Nordsøen, hvordan de reagerer på den tragedie der venter dem. 
Idag skrev jeg dette afsnit. 

1.
En majsmark antændt af gnister
fra kærligheds fravær
en mødding af had.

Skarp som et urværk
måler hun distancen
fra uglegylp til spindelvæv
pakker sammen og forsvinder.

På evighedens skøjtebane
danser hun nu med frelste sjæle
barmhjertighedens vals.

2.
Aldrig igen forrådes natten
ingen måne drukner i ord
med indbildt klogskab kigger vi stjerner
og tror der findes en himmel.

Tomhedens volumen og støjens smerte
peditesserne springer fra gren til gren
mens minder drysser som blade.

Den sidste aften på fortrolighedens trappe
Med jord blev det tilgivet
at hun ønskede ham død.

Digt fra samlingen SPOR EFTER EN DRAGE