Dagbog

Acasie og hængepil
handicap og middagslur
utroligt så lidt der skal til

Doktorens aske psykiatriens ruin 
krematoriers smide-væk-kultur 
dyrker urner med glemsel 

Frie valg drukner i løfter
heliumballoner til himmels
flaskepost i brændingen

Hvad skal jeg vælge
i fiskedammens lokkende
tilfældighedscirkus?

Gevinst hver gang på alle hylder
sylespidse huller i huden 
med blodrøde dråber 

Kærligheden lukket inde 
i skabet med skeletter 
og urner og det frie valg

Enkebal og rivegilde 
som de dog fester for sjov
skændes og snubler det frie fald

Utroligt så lidt der skal til
for at holde et samfund i live

Fandt digtet i Notater fra sommeren CMXXIV

Lige kommet hjem det gik godt en pige jeg kan ikke rigtigt forstå det. Jeg er blevet far for alvor det er ingen drøm jeg går rundt om mig selv og græder aner ikke hvorfor. Maja er stadig på hospitalet jeg måtte bare hjem og puste ud da hun ville sove og den lille Bambina er det smukkeste menneske nogensinde og det gik så godt. Seks timer med veer så presseveer jeg har aldrig oplevet noget så voldsomt et kæmpehovede mase sig ud af maven hvordan er det kommet derind? Ukrudt nej prydplante det er for vildt hvem har dog fundet på det. Kristen? Ja ja lige nu. Natur og Jesus. Fandenme flot arrangeret nej nu må jeg… Hvad var det jeg skulle huske nå ja et lyserødt bånd i lygten over døren sådan gør man når en pige er født. Alt fungerer hun er hel og fin ti fingre hår på hovedet og jeg er hendes far om tre timer tager jeg tilbage hvis hun er vågen min elskede Maja. Og lille Bambina.

brudstykker af en morders dagbog slutter med at han bliver far til en datter. dette er hans reaktion

Jeg kender en skole så øde
med døre smækket så hårdt
hvor kærlighed pines til døde
og livet for længst er vist bort

Hvor findes en skole så frodig
at alt sætter nye skud
med en tro på hinanden så modig
at børnene selv springer ud?

Fra bogen Folkets Skole fra 1979

Jeg skal lære at glemme
ligger på ryggen
og øver mig
stirrer op i loftet og forsøger
at glemme

Jeg forestiller mig det
jeg skal glemme
det dumme
der klæber til min tanke og optager
pladsen for andre
smukke og gode tanker.
Jeg forestiller mig
at jeg pakker det ind
det væmmelige
pakker det ind og lægger det
i en æske og lukker låget
og låser
og skubber den ud i verdensrummet
afsted glider den væk
mindre og mindre tilsidst
fortaber den sig mellem
stjernerne aldrig mere
skal jeg tænke på det
endelig befriet

Jeg lukker øjnene og
sukker lettet mens den som en prik i det fjerne
forsvinder
ud af min bevidsthed

Nu ruster den, skoven
drysser i flager
sommerens skyggende
lethed
fælder
de gulbrune skæl
lader dem duve til jorden
nænsomt
som tak for lån, afleveres de
i en bunke under kronen
rustrød

Og grene gror frem
mørke, grønne, arrede, fugtige
huleblinde knogler og pinde, sorte
kronernes ærbare hemmelighed: Nå, på den måde.
Nu klæ’r den sig af, skoven
vinternøgen

Hvilket privilegium
at trave gennem skoven
og nyde skønheden
forfaldets farvepragt
og afstivningens indretning
så genial i sin opbygning
fuldendt til at bære den
krone, der nu
søvnigt dyner sig
på jorden og
venter på et vindpust.
Hvor skønt at trampe i blade og glædes ved livets rytme, skovens
hjertelyd

Fejø Camp 1. juli 1989

Gnistrende lysglimt tænder og slukker et mylder af skæbner kun et blink til hver. Jeg sidder med udsigt over havet det er så varmt og vindstille i skyggen af et egetræ. Lysende grønne blade blander sig med de skyggefulde mørke til en mosaik mellem grene. Lyst og mørkt i en sværmerisk dans hvor alle søger mod lyset men ikke alle når det. Og ude midt i havet glider uendeligt langsomt en sejlbåd forbi uden vind.
Maja har lagt sig i skyggen hun er så smuk. Du havde en plan og den lykkedes nu flytter solen sig jeg rykker med. Lyden af fjerne børn i vandet men kun lyd. Frokosten var nu lækker serrano skinke lufttørret i skiver så gennemsigtige en fransk gedeost og rejer fra Skagen i saltlage 2,3% det er den bedste så smager de af hav. Her dufter så dejligt en brise af tørt græs og køligt hav.
Bliver evigheden ved falder jeg i søvn for naturen er søvndyssende når tiden står stille og det gør den lige nu lige her. Og før den stopper helt bliver den afløst af en drøm.
Solen stikker mig i øjnene nej det er ikke solen det er en projektør en kraftig lampe under den sidder en mørk skikkelse jeg kan ikke se hvem kun høre stemmen der spørger dyb og ikke venlig.
– Hvem er du egentlig?
Jeg ved godt hvem jeg er men ordet egentlig er problematisk. For er jeg ham der bliver forhørt ham der drømmer han bliver forhørt eller ham der skaber fortællingen om i en drøm at blive forhørt?
– Du spørger om jeg findes? Om jeg er krop skabt af natur eller tanke skabt af fantasi?
– Vi dømmer kun mennesker og gerninger ikke tanke og fantasi.
– Og hvad er anklagen?
– Mord.

Det er ikke min ynglings beskæftigelse at lave sidste omgang rettelser, det er så tungt, gider faktisk ikke men det skal jo gøres. Er jeg træt så er der intet der lyder godt så skal næsten alt rettes, er jeg frisk så ikke nær så meget. Jeg er nået lidt over halvdelen af manuskriptet på to uger, og mit nye koncept med tid og sted for hver dag, det tror jeg bliver godt. Men det kræver altså mange rettelser. BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG

Jeg vil ikke jeg vil ikke. Øksen sidder fast i hånden jeg kan ikke slippe den min bil holder i gården mange har set mig ikke nu ikke nu han stirrer forskrækket bevæger læberne men jeg hører ikke hvad han siger min mave trækker sig sammen jeg sveder kan dårligt få vejret flygt flygter ned ad gangen med alle klassebillederne fra Fejø skole siden stiftelsen og håndskrevne navne på samtlige elever snubler over en gyngehest taber øksen løber mod lyset op ad trappen luft luft jeg ryster over det hele men jeg klarer det.

Fejø Museum 18.juni 1989

I et tilstødende lokale sidder for åben dør en ældre hvidhåret mand med ryggen til. Han vender sig og nikker da han hører mine skridt. Jeg er den eneste besøgende. Over ham er et lille højtsiddende vindue væggene er reoler fyldt med kasser æsker og stabler af bøger. Jeg nikker smiler og opdager til min rædsel at jeg står med skarpretterens økse i hænderne. Håndtaget føles varmt og glat bladet er nypudset lysende blankt. Den er tung og den er skarp. På et skilt oplyses navnene på øens skarprettere gennem tiden det hvem der var øens sidste skarpretter og hvor mange hoveder han har skilt fra kroppen. Jeg vil hænge den op igen hvor jeg må have taget den men den er så smuk og tung ligger godt i hånden og skarp er den jeg kæmper alt jeg kan men kroppen og armen reagerer ikke det er virkelig sygt at jeg skal få et anfald.
Han kigger spørgende på mig langt hvidt hår hvidt skæg uindfatede briller vest og skjorte ærmer hænderne krogede fingrene tynde jeg vil ikke. Lugten er fæl.
Jeg vil ikke jeg vil ikke. Øksen sidder fast i hånden jeg kan ikke slippe den min bil holder i gården mange har set mig ikke nu ikke nu han stirrer forskrækket bevæger læberne men jeg hører ikke hvad han siger min mave trækker sig sammen jeg sveder kan dårligt få vejret flygt flygter ned ad gangen med alle klassebillederne fra Fejø skole siden stiftelsen og håndskrevne navne på samtlige elever snubler over en gyngehest taber øksen løber mod lyset op ad trappen luft luft jeg ryster over det hele men jeg klarer det.
Erkendelsen at være en tikkende bombe er rystende. Kører omtåget ned ad vejen til Dybvig Havn parkerer ved kiosken og peger på en menu bestiller en fadøl nu skal jeg dampe af. Rolig nu. Det slår mig da jeg kigger mig omkring i den udendørs servering hvor grimme alle gæsterne er. Dellerne flyder ud over skjorten benene hvide stilke brysterne er melsække perlekæden dingler når hun taler og så latteren der får det hele til at gynge. Gæsterne er dyr i en zoologisk have kvinden en hvalros ølvommen bjørn selv bedstefar er tatoveret på begge arme gamle slidte med rynket hud så nu brøler han som et næsehorn ham med skægget samlet i en pisk og håret i en hale. En gravko kommer buldrende overdøver alt. Stankelben og kødbamser. På nærmeste skilt står der losseplads. 
Det er ikke med kærlighed jeg dæmper frygten men med had. Alt jeg ser forbander jeg. Hvad der sker eller hvad skal der ske. Jeg må væk slippe fri af dæmonen men forfølges af en flodhest med fredsdue på maven bare tær i sejlersko ulækker. Som skum og flødebolle på overdådig vaffelis. Hundebar med vandskål.
Jeg krydser gaden til en plads med bænke og en lokal skulptur på sokkel der kæmper med en grillrist om at at være grimmest mens lindetræ og flagstang kæmper om at være højest. Jeg får det bedre når jeg kan more mig lidt og hellere være vranten end få et anfald. 

FRA Dagens kapitel AF BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG

Her er jeg. Alene.
Nej ved siden af ligger en kvinde på ryggen uden tøj på og det er ikke Maja. Men heller ikke Isabella. Jeg får lyst til at spørge hvem hun er men det vil afsløre at jeg ikke aner hvad vi har lavet her skjult mellem sivene. 
Hun retter ansigtet mod solen og lukker øjnene helt slap brysterne falder sammen til bløde puder hun er tynd med glat hvid hud ingen pletter eller mærker håret er lyst og løst skødet et mørkt vildnis. 
Så fuldkommen er hun dalet ned fra himlen en gave til mig. Skal min troskab mon testes? 
Jeg nipper til jordbærrene og byder hende men hun reagerer ikke så stikker hun en hånd i min taske som var det hendes tager vandflasken frem og drikker uden overhovedet at se mig. Hun ved slet ikke jeg er her måske det er mig der er dumpet ned fra himlen. 
Stemningen kildrende mærkelig som forventer den noget af mig så jeg stiller mig overskrævs på hende så hun kan se hvem jeg er - nå nej bare se at jeg findes og er lige her. 
Hun rejser sig kigger mig for første gang i øjnene tager min hånd og trækker mig med gennem sivene over tangen ud i vandet det er lavt men jeg følger efter hende. Er ved at snuble. Hun springer let jeg går forsigtigt ålegræs om fødderne enkelte sten hun er langt foran mig vender sig mod mig og vinker. 
Jeg går ud til hende men da jeg er lige ved at nå hende løber hun længere ud lægger sig på knæ og vinker at jeg skal komme. 
Blødt sand lavt vand længere og længere fra land kommer jeg. Er det en leg eller endnu en straf? Hun er så levende og smuk og jeg vil bare have hende. Vi er mere end 100 meter fra land ingen bølger klart vand køligt. Hver gang jeg er ved at nå hende springer hun fra mig jeg føler mig til grin. 
Snotforvirret tumling der famler sig frem vildsvin i brunst der lokkes i en fælde. Stakåndet rejser jeg mig og giver op. 
Sur skuffet og snydt vender jeg mig om og går ind mod stranden. Da jeg kigger mig tilbage for at se om hun følger efter er hun væk. I det samme vågner jeg.

Fra Romanen BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG. Så langt jeg er kommet i sidste redigering

Der er på pladsen en tilgroet campingvogn vildgræs står højt omkring telt og vogn det hele virker forladt men en dag vi går forbi står han i den åbne dør og banker rust af en pande. Vi hilser og jeg bliver nysgerrig på denne aldrende eneboer og det ender med han inviterer os indenfor. I den ene ende madras og sengetøj i den anden spisebord og bænke og langs siderne køkken med komfur og vask og wc med håndvask overalt skabe med låger over bordene.
– Her er alt jeg har brug for det er mit hjem. Da min hustru gennem 30 år dør og børnene er blevet 50 sælger jeg alt hus bil møbler køber en campingvogn og bliver fastligger på denne skønne plads. Skov hav og himmel så tæt på naturen jeg kan komme og ikke et sekund har jeg fortrudt. Han holder en pause.
– Jeg er pensioneret major uddannet snigskytte. At skyde fjenden er ingen sag først længe efter kommer fortydelsen og de forfærdelige billeder. Det er dem jeg flygter fra. Det var mig der kastede håndgranaten ind ad den åbne dør så hele familien blev sprængt i stumper der klistrede til væggene. Det var nemt nok for de var fjenden og det havde jeg trænet i Oksbøl i ni måneder hvordan man dræber fjender i krig. Der var bygget en arabisk landsby med døre og vinduer og at lokke fjenden ind i et af husene og kaste en granat var både retfærdigt og nødvendigt. Jeg var den bedste til at udrydde fjender det var vildt spændende. Elskede at være soldat det ligger i mig lysten til at dømme og straffe eller det lå i mig. For en dag var det mig der blev straffet.
– Billederne dukkede op og blev til et mareridt. Uudholdeligt. Smitten satte sig overalt i villaen på vægge møbler og min hustru intet kunne jeg gøre for at slippe fri af de frygtelige øjeblikke de sprang frem overalt og når jeg sov drømte jeg at det var min hustru og mine børn jeg dræbte med et smil. Og skrigene som jeg aldrig havde hørt dukkede op og blev forstærket også om dagen så jeg tog kontakt til en præst for at bede om tilgivelse. Jeg troløse major blev religiøs føjede mig efter kirkens doktrin og kultur gik til alters bad fadervor og skabte mig en kunstig bobbel der skulle holde voldsmandens rædselsminder ude med det lykkedes ikke. Så da min hustru døde og mine børn ville sende mig til psykolog for som de sagde
– Nu må der professionelle til så tog jeg konsekvensen og flygtede. Intet ville jeg have med mig fra fortiden. Ingen falsk retfærdighed eller blodets bånd ingen billeder af forloren fædrelandskærlighed eller løgnagtig anger intet. Og her er jeg så på ottende år nøgen og alene men aldrig ensom. Jeg har sået solsikke langs gavlen de er mine venner og musene om vinteren for jeg vil ikke have nogen kat ingen kæledyr her skal kærligheden være oprigtig og ærlig. Ordet elske har fået ny betydning. Tænker I over hvad ordet elsker egentlig betyder?

Fra BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG

Bagefter kigger jeg indenfor i staldene det er koen med hul i maven der lokker jeg må bare hen og stikke armen dybt ind i dens indvolde helt ind hvor der er dampende varmt af gumlet græs for så får jeg den vidunderlige fornemmelse at være inde i selve skabelsen.

Inspiration til mit afsnit om en ko med hul i maven
fra brudstykker af en morders dagbog.

Så er det tid til årets julekalender Men de får den først 30.XI.25 
Et billede må åbnes hver dag frem til juleaften. 

Pjerrot spiser ild det husker jeg på Dyrehavsbakken alle vi børn sidder på smalle hvide bænke med forældrene i en klump nede bagved. Vi råber og skriger for at advare Pjerrot om at der er ild i hans mad. 
Bilen bliver vasket guldvask i vaskehal og Maja i rød kjole ligner en julenisse men der er jo også kun tre dage til jul og jeg har tjekket dæktryk og olie den spinder som en mis ned langs søerne hvor kærestepar slentrer hånd i hånd og familier med barnevogn og god tid op ad Nørrebrogade ned ad Møllegade da bilen lige foran os sænker farten. En ældre Opel ingen passagerer kun chaufføren. 
Bilen stopper ikke kører bare langsomt men der er plads til at overhale så det gør jeg. Men oppe på siden af ham sætter han farten ned og snegler sig igen afsted ret provokerende så han får et dyt i hornet. En midaldrende mand standser midt på vejen stiger ud kommer hen til mit vindue. Jeg ruller ned og ber ham holde ind til højre så jeg kan komme forbi for vi skal i biografen. Der er ingen andre biler i gaden kun ham og mig.
- Føj du har jo drukket siger han det kan man lugte langt væk. Så tager han sin telefon og fortæller at han er blevet påkørt af en spritbilist.
- Det var politiet de kommer så hurtigt de kan. Flødebolle i øjet det klistrer men jeg bad selv om det efter skole foran slikmutter 11 år nogle drenge har købt flødeboller jeg spørger om de giver en.
- Ja hvis vi må kaste den i munden på dig. Det siger jeg ja til og stiller mig op med åben mund. Den rammer i øjet ulækkert. Jeg ber manden vise mig hvilken skade jeg har lavet på hans bil og han peger grinende på en gammel bule. 
- Nu venter vi bare siger han hånligt læner sig op ad en lygtepæl tænder en cigaret og skæver til Maja i bilen. Så bruser ansvarligheden biograf forsikring spritkørsel før jeg når at tænke over hvad der er sket ser jeg manden ligge med ansigtet i en blodpøl. Så tager jeg den blodige brosten smadrer hans kranie så det knaser og sætter mig ind i bilen hvor Maja rækker mig en klud fra handskerummet for jeg har blod på hænderne. Kører op over fortovet og videre til biografen.
En smuk film så levende billeder og skønne medvirkende en betagende film om kærlighed og svigt. Lyden så rigtig musikken dæmpet jeg får på fornemmelsen at det er mig der mens jeg ser filmen skaber den. Intet overrasker mig jeg er fuldstændig med i hver en scene det er som en dans hvor det er mig der fører. Et perfekt samarbejde hvor lyd og billed følger med jeg rejser mig i sædet og bliver filmens dirigent en superintens oplevelse. Jeg er her ikke det er ikke mig for jeg er i filmen styrer den som var jeg chauffør i en bil på vej.

Fra BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG så langt jeg er kommet i sidste korrektur.

Jeg bruger originaludgaven af St. St. Blichers BRUDSTYKKER AF EN LANDSBYDEGNS DAGBOG som forlæg for min BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG og har derfor lånt den eneste eksemplar der findes på et bibliotek. 
Den er et optryk fra 1938 af originaludgivelsen fra 1824 Bind 23 "Læsefrugter samlede på Litteraturens Mark."

(fortsat fra i går)
JO DET LYKKEDES HAN SPILLLEDE ROLLEN SOM ALMINDELIG NORMAL OG FIK LOV AT BLIVE UDSKREVET

Ikke siden jeg trak frinummer til session har jeg været så jublende glad mine fødder danser og jeg skal holde munden lukket for ikke at udløse jubelskrig for jeg klarede frisag. Hjemsendelse. Farvel normalitetsvogtere geniet snød jer alle ælle bælle nu skal jeg igen være mig i min krop og møde vennerne Mark og Maja og min søn åh Isabella vi elsker hinanden på ferie har jeg været men nu er jeg hjemme. Åh verden du er så åben og nyudsprunget lysegrøn sikke er velkomst hvor er livet dog dejligt. Hindbærmousse med chokoladedrys det er kærlighed.
- Et Job? Hvorfor ikke? Det sagde han: få dig et job. Det bliver det næste. Korte bukser t-shirt et job og måske et overskæg. Hvorfor ikke?

Indlagt på Psykiatrisk afdeling. 
HER er hvad der foregår i hans hovede nu, hvor han øver sig i at være normal, for Han skal lige om lidt komme til det ugentlige check, om han er rask nok til at blive sluppet frI.
Fra romanen brudstykker af en morders dagbog som jeg arbejder på.

Tom som Stillehavet tømt for vand min verden er en ørken af afstand mellem ordene tankefattige slukkede stjerner på kosmisk flugt mod intetheden. Vel er jeg ikke Jesus kun ordene der klæber til ham som solkræm en sommerdag for han er vejen og livet og sandheden og hans ord er mine forklædt som en remse i tilfældighedens tomrum. Befriet for krop og skamfuld optræden på hug i evigheden hvor tiden går i ring med øjne uden syn og ører uden lyd kun sjælens stemme findes mens tanken tæller hjørner 1-2-3-4 har billedet på væggen 5-6-7-8 hvis jeg tæller døren med. Uden en remse vil alting dø og muldvarpens mørke underjordiske gange være eneste lyspunkt herfra til Andromeda. Jeg sidder  til bords med skyggen jeg forlod og ænser ikke dens pirrende smasken med fødderne i mudder den er kroppens ikke længere min. Og der et minde flagrende under loftet basker mod ruden forbi forbi nej blot slået til glemsel i vindueskarmens kirkegård. Lader munden fylde med væske men vover ikke at synke mine korslagte ben sover og armen så langsom at tiden står stille det klør på næsen men stumpen kan ikke nå 125-126-127-128 det er vinduets hjørner jeg er nået til. Der er langt igen for hvor remsen ender vender jeg om og tager dem alle bagfra. Krop og bevidsthed er som mørkets gange under jorden og friheds glidende skyer jeg sejler på vinden mens kroppen går i stå den er min men ikke mig min skønhed er i det guddommelige og jeg er smuk befriet fra skyggen oplyser jeg i hemmelighed det syge sind og de fortabte sjæle. Alle vil de vandre med mig til de eviges land 12x12 er 144 er 3x3x16 er 2x2x36 og der er 54 minutter til aftalen det ugentlige tjek hvor syg og farlig jeg er 365 dage 5 timer 48 min og 45 sekunder er et år og 29.februar er kun hvert fjerde år undtagen hvert 20. En af ruderne er utæt for der er dug det slører billedet rolig nu koncentreret afklaret jeg må øve munden så den ikke afslører geniet som de forveksler med galskab friheden gemmer sig i almindelig normalitet.
Smile munden skal smile når jeg siger det går så godt og at jeg ingen skæve tanker har. Krop jeg lægger min skæbne i din mund kaptajn Karlsen blev 38 år da han som den sidste forlod sit synkende Flying Enterprise 10.januar 1952. Temperaturen på Neptun er minus 170 grader celsius og Venus 464 grader gudinde for skønhed og kærlighed. Neptun er havets gud.

Jeg har ved dette valg sat mig ind i hvilke kandidater og ikke hvilket parti der skal have min stemme. Denne vision for frederiksberg er den bedste jeg kunne finde. hende stemmer jeg på.

Frederiksberg skal være endnu grønnere
Åben åen
. Vi skal nedlægge Bispeengbuen og åbne Ladegårds Å. Til at starte med nedrive halvdelen af buen, men jeg så gerne at den kom helt væk. Det vigtigste er at få åbnet åen og skabt et kæmpe grønt byrum lige midt i byen. 
Biodiversiteten skal øges
. Blandt andet gennem beplantning på tage og facader, på veje og gader. Der skal afsættes penge til puljer, hvor boligforeninger kan få økonomisk hjælp til beplantning langs golde facader. Vi skal plante flere træer og have færre overflader af asfalt og beton.
Flere vandposter. 
Jeg vil opsætte flere vandposter (og toiletter) i byen. Det skal både hjælpe løbere, såvel som ældre, børn og gravide, som kan have et øget behov for væske. Men det kan også mindske salget af vand på flaske.
Mere klimatilpasning
. Dette er nødvendigt i de kommende år.
Bedre kollektiv trafik
. Vi skal have god dækning i hele byen og i vest betyder det busser og hyppigere afgange, for at gøre det nemmere at vælge den kollektive trafik. 
Sikre skoleveje. 
Alle børn skal kunne cykle til skole ad sikre skoleveje.
Mere genbrug. 
Alt fra byggematerialer til inventar, kaffekopper og anden emballage skal kunne genanvendes i højere grad end i dag. Byttecentraler, materialebanker og reparationsværksteder kan være en del af løsningen.

Bedre rammer for vores børn og unges trivsel
Gratis skolemad
. Jeg drømmer om at alle skoler på Frederiksberg kan give deres elever et sundt og nærende (og gratis) måltid midt på dagen.
Højere normeringer. 
Jeg ønsker at vi fortsat investerer i bedre normeringer i vores vuggestuer og børnehaver, og mit mål er, at 3 ud af 4 voksne skal være uddannede pædagoger.
Landets bedste skolelærere
. Vi skal give vores lærere mere tid til forberedelse og forældrekontakt, og vi skal sikre bedre muligheder for efteruddannelse.
Mere åbent i SFO og klub
. 
Jeg ønsker at SFO’er maksimalt skal have to lukkeuger om sommeren og i hverdagen skal klubberne holde længere åbnet.
Mere magt til de unge. 
Jeg ønsker at vi styrker byens elevråd, så eleverne kan få endnu større indflydelse på deres hverdag og lærer om demokrati helt fra starten. 
Vi bør nedsætte et ungeklimaråd, som kan tages med på råd om kommunens miljø- og klimapolitik. Det er trods alt dem der skal leve med konsekvenserne.

Et godt og aktivt seniorliv
De frivilliges hus
. Vi skal etablere ’De frivilliges hus’ hvor frivillige foreninger kan mødes. Seniorjobs i kommunen
. Vi skal have fleksible seniorjobs i kommunen til dem der ønsker en gradvis nedtrapning på arbejdsmarkedet. Samtidig kan vi bruge seniorernes store viden og erfaring i kommunen.
Tilgængelige byrum. 
Vores byrum og grønne områder skal være tilgængelige for alle, og indbyde til en løbetur eller en frisk gåtur.
Ældrepleje med udgangspunkt i den enkelte
. Vores ældre medborgere skal ikke være et nummer i et Excel-ark. Plejen skal i højere grad tage udgangspunkt i den enkeltes behov.
Længere tid i eget hjem
. Jeg har en ambition om at hver ældre skal kunne blive så lang tid som muligt i eget hjem.
En værdig afslutning. 
Flere skal have mulighed for at dø i eget hjem med pleje og omsorg, så vidt det er muligt og ønsket.

Økonomisk ansvarlighed og investering i fremtiden
Vi skal investere i fremtiden
. Vi skal investere mere i forebyggelse, i uddannelse og trivsel, og i den grønne omstilling. Og det skal vi af hensyn til næste generation.

Den blandede og mangfoldige by med plads til alle


Ingen salg til udenlandske spekulanter
. Det er især vigtigt fordi købere i disse sager ofte er udenlandske spekulanter, som blot har til hensigt at drive huslejen op før bygningen sælges igen.



Kulturen er livets krydderi det binder os sammen
Kultur på skoleskemaet
. Jeg ønsker at byens skoler og kulturinstitutioner skal arbejde mere sammen for at introducere eleverne for en bred palette af kunst og kultur. Kultur- og musikskole under samme tag.
Kulturpas til unge
. Frederiksbergs unge skal have et kulturpas, som giver adgang til vores kulturelle tilbud.
Kulturen skal med i planlægningen
. Jeg mener altid vi skal have kunsten og kulturen med i planlægningen når vi udvikler vores by og bygger nyt.

Erhvervslivet skal blomstre og udvikles
Stærk vidensby og stærk erhvervsby. 
Vi huser mange videregående uddannelser, og jeg ser et kæmpe potentiale i et øget samarbejde med dem, kommunen og erhvervslivet om udviklings-og innovationsprojekter, blandt andet indenfor digitalisering og grøn omstilling.

 
Iværksætteri på skoleskemaet.

Så er nisserne kommet frem og lysguirlanden tændt. Scenografien står Amalie for men at skære hovedet af Den barfodede Jomfru skyldes kun mig.

DAGENS TEKST ER FRA BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG HVOR MORDEREN ER TAGET TIL STRANDEN FOR AT REDDE LIV FOR NU ER HAN SÅ TRÆT AF AL DET MED DØDEN.
HAN VIL FINDE SIN SØN SOM HAN ELLERS KUN HAR NÅR HAN DRØMMER. NU VIL HAN SÅ SKABE HAM I VIRKELIGHEDEN.
DET ENDER MED EN SPÆNDENDE KIDNAPNING OG I NÆSTE KAPITEL ANBRINGELSE PÅ PSYKIATRISK AKUTAFDELING

Her er så stille sandet så fint og varmt der er færre sandkorn ved alverdens strande end der er stjerner i vores galakse. Jeg lader en håndfuld drysse langsomt til en top i sandet. Hånden er et timeglas og sandkornene stjerner og verden så stor. Mælkevejen en evig venten og jeg måler tiden det er vidunderligt at være mig. Uendeligheden griber mig med sin overdådige størrelse og jeg bliver så ubetydelig lille nej ikke uden betydning for det er mig der skaber tiden med mit timeglas. 
Sådan er det jo når der er noget man ikke fatter så må man tro. Jeg er udvalgt til at være den der skaber tid sådan er det at være guddommelig og det er mig lige nu lige her. Kosmos holder øje og jeg redder liv uden mig findes kun død og mørke. 
Sådan er det at være menneske det burde alle vide at det er ved at sanse verden du skaber den. Du behøver ikke forstå for at opleve ikke vide for at tro. 
Så kigger jeg op på livredderen i tårnet og tænker det er ham der skaber de badende. Han tæller sine skabninger om de alle er i live og mangler nogen finder han dem druknet i bølgerne haler dem på land og giver dem livet tilbage. Også livredderen er en skabende gud. 
Det er når mennesket sanser at verden bliver skabt. Jeg får kuldegysninger ned ad nakken nej det var bare en flue men jeg indser at det er min pligt at sanse og opleve. Og drømme. 
Jeg skaber Isabella som jeg skaber verden og min søn og jeg gør drømmen til virkelighed og en dag tager jeg også min søn med mig når jeg forlader drømmen for han har ret til sin krop. 
Flere mødre har barnevogn med på stranden med børn i dyner eller med små hvide hatte på tæppet og en sut i munden nej ingen sut men en skovl de graver med i Mælkevejen. Jeg går en runde og kigger på hver enkelt barn om det er min genfødte søn sådan skaber jeg min søn ved at opleve ham. 
Jeg kommer i snak med en mor sætter mig på tæppet hos hende og hendes søn og spørger om hun har været i vandet og da hun ryster på hovedet og peger på sin søn smiler jeg og siger jeg nok skal passe på ham. Vi vinker til mor hele vejen ned til vandkanten og ud i bølgerne. Livredderen ser hende han holder øje og tæller hende med. Men han ser kun dem i vandet ikke mig og min genfødte søn.

Fra dagens afsnit af romanen BRUDSTYKKER AF EN MORDERS DAGBOG.

- Så er det tid siger hun. Står i døren med sin enorme mave uglet hår og støtter sig til dørkarmen. 
- Har du tisset? spørger jeg dumt for der er en pøl på gulvet under hende.
- Vandet er gået siger hun og jeg er så dum at jeg ikke ved sådan noget. Isabella skal til at føde og jeg aner ikke hvad jeg skal og hvordan det hele foregår jeg er rundt på gulvet ved bare at jeg er faren altså når barnet kommer hvis det kommer for det kan da godt gå galt. Men Isabella er helt rolig og siger ikke av av selvom jeg godt kan se på hendes ansigt at det gør ondt når der kommer en ve. 
- Taxa eller ambulance? spørger jeg bekymret - For vi skal da afsted til hospitalet ikke? 
- Du kan tænde for vandet siger hun og i min hektiske forvirring hænger det ikke sammen med at vandet er gået. Nå jo det havde jeg ikke set et babyoppustet badeland midt i stuen spraglet. 
Jeg fylder det med vand løber frem og tilbage med en spand og mærker efter at det er tilpas lunkent. Mellem to veer sætter hun sig i vandet. Ved nok godt hvad hun gør men at føde under vand lyder helt vildt. Ray Charles blev blind fordi han så sin lillebror drukne i badekarret en anden svømmede 100 meter under isen for at slå rekorden men han nåede det ikke selv på lavt vand kan man godt drukne.
Isabella hvid nøgen sænket ned i det lune vand maven som en ø navlen stritter op i luften og brysterne flyder med sine mørke pletter. To både der ligger til kajs hun minder om skulpturen Fødende Kvinde ja nu må vi se. 
Isabella er bekymrende rolig helt i sin egen verden jeg vil spørge hende om hun elsker mig men lader være. Hun er så meget natur lige nu men det er jeg også. Sådan er det at skulle være far for første gang. Har jeg nu husket det hele og en saks til navlestrengen det har jeg glemt. 
Isabella brøler som en ko helt rød i hovedet holder med hænderne om sine spredte ben hvad sker der? Og så presser hun giver op falder hen ligner en død åh nej skal jeg nu være enlig far jeg blir så tørstig. Og så et hovede. Kigger frem mellem hendes ben under vandet hvor ser naturen altså underlig ud for hovedet har åbne øjne.
- Tager du fat? 
- Ja ja siger jeg og holder om hovedet men skal passe på ikke at trække det fri af resten af kroppen. Ved næste ve skuldrene og så skvulp hele baby i en snor. Rumvandring i vand jeg tager ham op og Isabella siger
- Saks. At klippe sin første navlestreng er en oplevelse for livet. Rækker ham til Isabella som kysser ham på panden nu er det ham hun elsker. Jeg er bange for at komme til at græde det ville være så flovt.

Vågner på hospitalet og husker ikke hvad der er sket men overfaldet er han  blevet og så venter der ham en stor ubehagelig nyhed. Det er Brudstykker af en morders dagbog april-maj 1988 jeg er nået til i min sidste gennemskrivning.

Jeg er øm i krop arme og ben har bind om hovedet er blevet overfaldet det ligner ikke mig. Så rasler det på gangen metallisk. Lugten er spisetid og en hvidkitlet kvinde åbner døren og kører madvognen ind. 
- Hungry? spørger hun hælder gullasch på kartoffelmosen og vand i et glas. 
- Hvor er jeg? 
- Oh Yes secure sure hun er hurtig og effektiv måske fra Polen.
Ikke siden skituren i Ulvedalene har jeg prøvet at blive slået bevidstløs og kørt i ambulance min far besøgte mig på hospitalet han havde en agurk med til mig jeg som hader agurk men jeg smilede og sagde tak. Måske det er ham der har gjort mig underlig altså fra ham jeg har fået min mærkelighed for det ved jeg godt at jeg ikke er som andre. 
Agurk i stedet for blomster og chokolade. Jeg prøver at bevæge lemmerne først et ben så en arm lidt ømme er de så det andet ben. Tæerne går fint så den venstre arm det vil den ikke jeg prøver igen stadig intet. Det er som om den sover så løfter jeg dynen og kan se den er væk. Min venstre arm slutter ved albuen med en stor forbinding og det er ikke noget jeg drømmer. Kusine Mette fik en kunstig arm fordi der gik blodforgiftning i et sår. Protese helt naturlig hudfarvet gummiarm med gummifingre og negle den ligner godt nok men virker ikke. Sådan er der så meget. 

Det var ikke mig jeg var der slet ikke. Jeg aner ikke hvad der er sket men har vasket mit tøj for en sikkerheds skyld det hænder jo at nogen forsvinder og bliver fundet igen. Kun 16 år blev hun. 
Man har ikke hørt fra hende siden hun kørte afsted på cykel. Jeg husker en cyklist ligge mast under en bus. Da jeg går tæt på opdager jeg det er Carsten fra parallelklassen det er så mærkeligt at kende ham der bløder når det lige er sket. Blodet på asfalten er tykt og rødt kun lidt flydende. 
Cyklen har man fundet smidt i grøften men ingen spor af pigen. Hun er bare væk. Jeg har vasket og støvsuget bilen for en sikkerheds skyld. 
Da jeg var inviteret til middag hos Svend og Petra på Kongenshus slagtede hun ni kyllinger mens jeg så på. Hugge hovedet af de små kunne hun sagtens selvom blodet sprøjtede og hovederne fløj det var hun så vant til. 
Pæn i tøjet så har jeg det godt for jeg hader mig selv hvis jeg lugter så er jeg slet ikke mig men en fremmed. Min mormor sagde altid at hun tog rene underbukser på hver dag for tænk hvis hun kom ud for en ulykke og blev indlagt på hospitalet så skulle hun altså ikke lugte men dufte godt. 
Det er nok derfor jeg har det på samme måde at jeg ikke vil være snavset beskidt men have rene hænder.

Et afsnit mere af Brudstykker af en Morders dagbog. Men stadig kun fra starten hvor hovepersonen skal præsentere sig selv.

Stadig citat fra starten af morderens dagbog hvor jeg præsenterer hvem han er. 
Her hans forhold til døden.

Gusten gul i ansigtet med en rose på brystet der er koldt i kapellet jeg kender ham ikke først i morgen kommer han i kiste så fredfyldt ligger han der i en duft af nyudsprungne blomster og fenol. 
Der er en ro i kapellet som er det evigheden jeg træder ind i. En tidslomme. Gadens lyde bliver holdt ude af tykke mure ingen stemmer selv mine tanker sænker tempoet til de stopper helt og kun oplevelsen står tilbage den tidløse tilstand naglet til øjeblikket. 
Da får jeg den tanke at døden er chancen for at forblive den man er. Man behøver ikke længere frygte hvad der kan ske. 

Er for alvor gået igang med sidste gennemskrivning af Skudt Forbi - Brudstykker af en Morders Dagbog.
Her er citat fra starten hvor min skøre forvirrede hovedperson aflægger besøg på Borgerservice.

Venter venter i en ventesal med skranker og 16 chimpanser giv blod bag hver sin akrylplade der er så lydtæt at man skal tale sammen i mikrofon. Jeg må finde nummermaskinen men må være tålmodig rolig rolig for jeg finder aldrig hvad jeg leder efter. Først når jeg opgiver at lede dukker det op ved et tilfælde bliv officer i hjemmeværnet jeg lader tilfældigheden styre mig rundt i den kommunale markedsplads. 
Fængsel eller banegård? Nej det er borgerservering på slottet med tårn og klokkeslet og parkering forbudt. Nej snarere flyterminal hvor rejsefeberen lokker få pensionen med til Portugal kun et tilbud tænker du selvmord så kontakt livslinjen. Klokken klimter nye numre men der er langt til mit så det er bare at vente. 
Lidt lissom Banko hvor  numre drysser fra himlen helt tilfældigt og så kan du bare håbe at få en vinder 7 11 13 17. Dyb koncentration hver fredag aften en fortættet stemning af forventning ingen snak eller klynken. Flæskesteg for en række bagfjerding for hele pladen 388 det er mig. 
Chimpansen får mit nummer og sender mig væk med en håndbevægelse. Akrylpladen beskytter hende mod overfald det er der en grund til. Men jeg besinder mig og går videre uden et ord. Næste chimpanse det samme men hun stikker fire fingre i vejret og peger mod de andre skranker. Bliv bloddonor. Dum er jeg ikke så jeg finder skranke nummer fire og fremfører mit ærinde at jeg skal hente et kørekort.
- Førerbevis.
Jeg er fem år og går til dans hos fru Geide og det er mig der skal føre og pigen gå baglæns. 
- Rank ryggen. Vi er som dresserede aber. 
En ung mand er blevet sur råber til en akrylplade smider noget papir på gulvet krøllet sammen og vil smække med døren da han går men det er en automatisk dynamisk selvlukker den kan ikke smækkes alt er der tænkt på når borgeren mødes med det offentlige. Sikkerhed selvkontrol og selvfølgelig samvittighed din by er grøn skifter den til rødt går alt i stå. Intet på Borgerservice er rødt. Væggene lysegrønne det er så trygt. Lindrer vinterens depression og giver håb om varmere vejr og spirende trivsel.
Chimpansen stikker mig under akrylen en udfyldt skrivelse med et kryds ud for linjen til underskrift. Og så peger hun på en kuglepen der med en kæde er forankret i en klods så tung at den ikke frister til tyveri for selvfølgelig er her tyveknægte selvom kuglepennen er en Bic til 2’75. 

Jeg slår smut på stranden.
Finder en velformet sten, glat
flad, oval
den ligger godt i hånden.
Kaster og tæller til tretten
små spjæt i vandet før den forsvinder
derude.

Jeg var fisk engang
mærker det i længslen efter at blive omsluttet
som stenen
og drive afsted mellem grønne planter, vægtløs.
Men jeg fik ben
og jeg fik lunger og min fiskehale
skrumpede ind
min fosterfiskehale.
Men når jeg går langs stranden
og hører stenene risle i vandkanten
så trækker det i mig
det store vand.

Så er den kommet fra trykkeriet romanen, hvor dyrene har taget magten og jaget menneskene på flugt. Alletiders julegave med spænding og satire. Og masser af kærlighed.

Først generalforsamling

Dernæst foredrag af ophavsretsekspert og tilsidst lagkage-performance ved billedkunstner 
Johanne Anastasia Stoffersen.

Jeg kunne ikke stoppe da jeg var igang med at pudse sølvtøj, alt jeg havde fik en tur og kom på udstilling i vinduet. sådan går det når jeg hellere venter end går igang med det vigtige. 4.og sidste korrektur af SKUDT FORBI.
Idag kommer KÆRLIGHEDENS KARNEVAL fra trykkeriet i Frankrig og jeg er så spændt på hvordan den ser ud. 
Kl 13'30 ankommer den - har de lovet 

Joakim Eskildsens smukke billede The Rainbow fra 2008

Jeg Er inviteret til arrangement på Det Kongelige Bibliotek som jeg har et særligt forhold til. 
Det var lederen af billedsamlingen Bjørn Ochsner der gav mig det første skub ind i fotografiets verden. Han købte mine billeder støttede mine ansøgninger og blev min mentor de første mange år.
Det kongelige Bibliotek bestilte mig til at skabe en udstilling om bibliotekets kultur den blev vist i bibliotekets forhal og En portrætfilm om forfatteren Thorkild Bjørnvig bestlte de. deT førte til et samarbejde med ham og hans hustru Birgit.

Den er så stor, naturen, så generøs, havet er blidt nu på femte dagen, stranden kæmpebred, klitterne beskedne høje, og klitlandskabet så langt øjet rækker fløjsklædte bakker i utallige størrelser stivnet på flugt fra havet og iklædt det skønneste vissengrønne tæppe af græsser og lyng og slugter med hyben, så nøjsomt det er. Og så stort.

Og under hjelmen pibler det af krybende planter med lilla blomster så hemmelighedfuldt og ømt kærtegnes dine bare fødder på den sandede sti, stænglerne kryber langs sandet, mens blomsterne rejser sig på stilke, de vil godt være ved, at de findes. Her gik de strandvagt på klitterne om natten, spejdede over havet efter skibe i nød og ikke så sjældent, måtte de lokale vækkes.

12 mand kunne der være i båden, der roede ud gennem brændingen til de forliste og reddede dem i land. Eller de skød en line op over masten til de forulykkede og fik trukket redningsstolen frem og tilbage til alle var reddet. Værst var tågen, ikke for strandvagten, han kendte stierne, men de fremmede skibe, der ikke kendte revenes skjulte farer men stødte på grund langt fra land.

Og så var naturen ubarmhjertig, skelnede ikke mellem ven og fjende, skulle ikke straffe eller belønne, selvom mandskabet troede, det var det, der skete, da skibet dunkede så kraftigt i dønningerne, at træet splintredes, og søfolkene druknede. Det var værst i tågen, og strandvagten havde en sjette sans for skibe i nød, som kunne han lugte angsten og høre råbene trods brændingens rytmiske trommen, kunne han ikke se og ikke høre, så kunne han fornemme.

Han kunne mærke i kroppen, hvordan vejret ville blive, han kunne vågne om natten, hvis døden kom forbi, og han kunne spejde i tågen og fornemme, når søfolk derude var i nød. Det undrede ham ikke, det var hans natur og aldrig tvivlede han, var nærmest flov over at kunne varsle død og katastrofe, men så meget desto mere opsat på at redde hvad reddes kunne.

Der blev sendt bud til de 12, og en kanon skød lyssignaler ud over det frådende sorte hav i retningen, strandvagten havde fornemmet. Man satte fra og roede ud, og ingen var i tvivl, der var et skib derude, hvis det da ikke var splintret, og mandskabet druknet. 16 forkomne søfolk kom i land den nat, med nød og næppe kunne redningsbåden forcere brændingen, selvom den lå så lavt.

På stranden stod koner klar med tæpper og klude, ingen lig at bjerge, alle blev reddet. Den er så stor, naturen strækker sig betydeligt længere, end du kan se og høre. Bred som en strand og spinkel som en blåklokke, uoprettelig som døden og uomgængelig som øjeblikket. Natur er skønhed og katastrofe, dig og mig.

Har sat ny vin til gæring. 50 liter Chablis hvidvin og 25 liter Myntevin. De skal lige igang stormgæringen kommer nok i morgen og så er de drikkeklare om to uger.

Og så er ManÖver kommer på renoverede ølankre den smager altså virkelig godt er helt klar. Lavet på Granatæblesaft fra importør i Berlin og rønnebær jeg plukkede sidste sommer på Lynæs Camping vor jeg boede en måned. 
Og så er der tilsat 1,5 kilo maltekstrakt, 6 flasker hybenvin, 5 liter chablis hvidvin i gæring og udtræk af urterne jasminblomst, hyldeblomst, hibiscusblomst, pebermynte, anis, ingefær samt lakridsrod. 

Venter på Kærlighedens Karneval den kommer fra trykkeri om 8 dage. Og hvad skal jeg dog finde på i ventetiden, inden jeg skal i gang med 4.korrektur af Brudstykker af en Morders Dagbog? Pudse. Ja nu må det være tid at få sølvtøjet poleret.

Et virvar af nysgerrige bavianer kravler op på taget banker i metallet og griner sejrsikkert indtil en ældre sølvryg hujer dem væk. Så sætter de sig lige så artigt i græsset og kigger på. En uniformeret fin bavian står i slottes døråbning og byder velkommen. 
Han fortæller hvordan de først vil få anvist værelser så er der tid til at klæde om og få et bad derefter vil han vise dem op til kronprinsen der venter dem. Dybt imponerede er de over det herskabelige slot.
En stor hall med udsmykning og en trappe der fører op til deres gemakker. Josie trænger virkelig til et bad inden hun skal møde hans excellence kronprinsen. 
En himmelseng det har hun aldrig oplevet med stolper i hvert hjørne og en stor blød dyne. Nøgen lader hun sig efter badet falde bagover i dynen og tænker at det her er da himmerig da hun ser lige op i en stjernehimmel et broderet klæde fæstnet til stolperne. 
Træt men klar Josie er spændt. Sminkebord er der med salver og dufte hun vælger sin festkjole med korte ærmer af tyndt næsten gennemsigtigt hvidt stof. Kigger sig i spejlet og tager et par øreringe på.Bavianen der bød velkommen og præsenterede sig som hofmarskal henter dem på deres værelser og leder op ad endnu en trappe til næste etage hvor han beder dem vente i besøgsgemakket. 
Stengulv kampestensmure her hvisker man. Så banker han med en kno på en høj dør træder indenfor kun kort. Så lukker han døren og orienterer gæsterne om hvordan de skal stille sig på række i pæn afstand fra hans excellence der derefter vil give hånd til hver enkelt og indlede en samtale. - Husk kun at tale hvis kronprinsen spørger. 
Efter endt ceremoni bør de igen stå på række og bukke for hans excellence og så vidt muligt gå baglæns ud ad døren. Hvis nogen mangler de påkrævede hvide handsker så han han ekstra til låns. 
Så banker han igen på med en kno to gange åbner døren og lukker dem ind til kronprins Leonard en ung smuk leopard der står parat og venter.

Kærlighedens Karneval er nu sendt til trykning en kæmpe lettelse at halvandet års arbejde er slut nu må den klare sig selv. Udsnittet idag er fra ankomsten til vinslottet hvor leonard bliver forelsket i Josie og hun får ham til at give alle sine slaver fri.

Indmaden færdig klar til trykning. Omslaget kommer snart.
Forløbig er det en skitse.

En buldrende flok kreaturer med en tyr i spidsen totalt uventet galoperende en fredelig formiddag ned ad gågaden. 
Skilte vælter stativer med tøj en levende flodbølge skræmmer folk til vinduerne og forgængere ind i opgange og langs hele ruten står medlemmer af naturist ungdom med skilte - Stop slaveriet Kreaturer er dyr som os
Brutus savler køerne brøler og kalvene følger med det er en breaking nyhed på tv og Logis har taget pænt tøj på så hun er klar hvis nyhederne skal have en kommentar. 
Ned ad gågaden op forbi kirken videre rundt i byen en total forskrækkelse der forsvinder lige så uventet som den kom. 
Man lunter hjem i folden kalvene i deres bås og Brutus på sin vante plads. Et massivt eventyr med kun få skader alle damper de af anstrengelse og fryder sig over at det lykkedes.

Inspireret af Kalveløbet i Pamplona lader jeg formanden for naturisterne Logis arrangere et lokalt gadeløb for kreaturer. Nu skal dyrenes rettigheder til debat
UDDRAG af romanen Kærlighedens Karneval

Hvor det under det socialistiske diktatur var politisk ledelse der sørgede for at alle var lige er det nu kulturen der skaber et hieraki af klasser. 
En ny klasse er ved at vinde frem. Arbejderklassen.
Ud af underklassen springer dyr der er stolte af deres stand men ikke føler sig hørt. En bevidsthed om eget værd breder sig. De vil ikke være middelklasse med borgerlige synspunkter ikke enkelte individer spærret inde af korrekt høflighed de vil fællesskabet forandringen og noget helt nyt. Social retfærdighed. 
De vil være ens men ikke som de andre. Have deres eget sprog med færre ord men mere slagkraft. Gå i tøj der signalerer arbejde og ikke velstand. De bor i små lejligheder tæt sammen har beskidte børn for renlighed er ikke et ideal og så er de opsat på kamp. Arbejderklassen vil have magt. 
Man slutter sig sammen i fagforeninger hvert fag har sin forening og beslægtede fag slutter sig sammen i forbund der kæmper for bedre løn og vilkår. Våbnet er demonstration og strejke. Bøllerne har igen fået noget at lave altid er der brug for uromagere der kan gemme sig i mængden. De er uundværlige når man skal vække opsigt. 
Uden kamp i gaden er der ingen der gider lytte og arbejderklassen kræver at blive hørt.

Uddrag af romanen Kærlighedens Karneval hvor dyrene har taget magten fra menneskene og nu er igang med at skabe deres eget samfund

Sigmun er på vagt til midnat stemningen er nervøs. Efter Thorvalds uforsonlige tale på tv indskærpes det at man kun forsvarer sig ikke går til angreb. Men med de mange nye kan det blive svært at overholde. 
Flere kommer med vrede og frustration og savner en fjende at bekæmpe og nu har de så fået Thorvald. Han sidder til til møde med politicheferne der orienterer ham om for hvordan man vil tackle situationen på fredelig vis. 
Men Thorvald vil ikke høre tale om forhandling det hus skal altså rømmes nu. Han kan i pressede situationer være så stålsat uforsonlig at hans omgivelser tvivler på hans dømmekraft. Han banker en knyttet næve i bordet tager sin frakke og går. 
En ny plan bliver lagt hvor 12 betjente med en rambuk skal smadre hoveddøren og med 30 andre rykke ind og rydde bulen. For at beskytte sig skal de have solide skjolde der kan klare brosten kastet fra øverste etage. Det skal være et overraskelses angreb og starte i nat kl. 3’30. hvor forhåbentlig alle i huset sover.
Sigmun er på vagt til midnat så kommer natholdet der klokken halv fire observerer en mandskabsvogn parkere og 12 betjente komme ud slæbende på en bjælke med håndtag i siderne som var det en kiste  der blev båret til graven. Hele huset alarmeres 
Aktionen lykkes. I en enorm larm fra rambukken der splintrer hoveddøren og regnen af brosten mod skjoldene vækker husets beboere mens betjente blokerer enhver flugtmulighed. Nu skal de have en lærestreg. 
Statsministeren har selv sagt de skal straffes og det bliver de. Bidt tæsket sparket alle 150 får håndjern og mundkurv på og anbragt i den ene bus efter den anden og kørt til et forsvarligt sikret indhegnet område.

FRA ROMANEN KÆRLIGHEDENS KARNEVAL HVOR STATSMINISTER THORVALD VIL HAVE BESÆTTERNE SMIDT UD AF ET TOMT SANERINGSMODENT HUS. INSPIRATIONEN HAR JEG FRA BILLEDER AF POLITIAKTIONEN.

Han ser godt at enkelte slaver er tilstede men det er først da de begynder at råbe at han føler sig utryg.
- Liberté maintenant. Da vagterne store bavianer griber fast i dem for at fjerne dem afbryder Leonard talen og ber dem lade være.
- I dag er alle velkomne. Dagen i dag er en festdag 
- Tout le monde est le bienvenu? Er alle velkomne? bliver der råbt og Leonard viser sig fra sin mest gæstfri side og ber om at alle døre bliver åbnet for alle arbejdere.Uden at virke det mindste nervøs ser han hvordan de noget nær 50 dyr af alle slags kommer myldrende og fylder op nederst i salen og hen langs væggene hvad slet ikke alle gæster bryder sig om. Usselt klædt usoignerede står de klumpet sammen undrende. De fleste forbløffede over gæstfriheden men også ængstelige for hvad det kan føre til. Nogle bærer kniv dem de bruger i vinmarken andre har segl. Råbene om frihed bliver flere og kraftigere en ubehagelig mumlen bryder ud blandt gæsterne og bavianerne er tydeligt nervøse. Så taler Leonard til arbejderne.
- Min far fyrsten besluttede i sin barmhjertighed som tak for jeres trofaste slid at ingen længere skulle fødes som livegne arbejdere. Alle nyfødte skulle være frie og sådan blev det. 
- Hvad med os? råber en gråsprængt ulv. Og så lyder det igen i kor
- Liberté maintenant. Gæsterne begynder at forlade deres pladser mumlen bliver til fnysende foragt for ikke kun slaverne men også Leonard.
- Åh gid min far var død tænker han da han får øje på Josie der nikker med hovedet og klapper hver gang der bliver råbt. En stærk følelse af ansvar giver Leonard mod. Han træder et skridt baglæns holder en pause og tager sig sammen. Så ranker han ryggen og siger med fast men let dirrende stemme
- Vous êtes tous libres. I er alle frie. Ingen arbejder på slottet skal længere spærres inde. Alle er i fri og kan rejse hvorhen I vil eller blive og få løn for jeres arbejde. You are now free. You are hereby emancipated. Fuldstændig tavshed så jublende glæde og vild forvirring slaverne falder hinanden om halsen. Gæsterne ryster uforstående på hovederne men nogle rejser sig og klapper. Leonard ser på Josie og har aldrig set så smukt et ansigt. Da ved han at han gør det rigtige. Talen er forbi han har trodset sin far. 

Skælfisk er på deres turne nået til Frankrig hvor de skal spille ved en jubilæumsfest. Da kronprins Leonard  hårdt presset ved den lejlighed sætter sine slaver fri er det historisk inspireret af Peter von Scholtens emancipation på de Dansk Vestindiske Øer. 
Det er sangerinden i Skælfisk geden Josie der får ham til det.

Uddrag fra romanen jeg er ved at finpudse Kærlighedens Karneval

At uvejret er ved at ødelægge musikfestivallen hvor Skælfisk spiller er inspireret af festivallen i Belgien hvor 5 personer blev dræbt af et pludseligt uvejr.

Da Skælfisk stormer ind på scenen er det med en sejrssikker Josie der vinker til publikum helt fremme ved scenekanten først til den ene side så den anden sjalet blafrer i vinden hun springer som en veloplagt ged og folk klapper så langt hun kan se er der dyr. 
De sidder og står klumpet sammen tæt ved scenen mere spredt mellem teltene. Det er overskyet men tørt Josie giver tegn til Karen der slår takten og så kører det ellers højttalerne kaster lyden ud over pladsen der er strøm på anlægget når vinden blæser og får vingerne i toppen af masten til at dreje rundt. Ekstasen rammer dem de spiller som de aldrig har gjort. Øjeblikket er kommet hvor sammesparet energi slippes løs publikum er begejstret. I tredje nummer er mørke skyer drevet ind over pladsen faretruende mørke og så uden varsel bryder det løs. Regnen styrter ned i tove midt i nummeret stiller Josie sig foran på scenekanten og råber til uvejret 
- Ja vi har hørt dig men vi stopper ikke en tornadoagtig storm fræser gennem publikum der kastes hulter til bulter mellem hinanden tøj rives af og flagrer afsted Josie sætter sig på knæ for ikke at falde og den høje mast med vinger højttalere og scenelys truer med at vælte. Dyr der er kravlet op for bedre at kunne se bliver kastet ned på de der kryber sammen. Alt er kaos men Josie giver ikke op råber til uvejret
- Din svækling så fejes hun af blæsten her over scenen ud over kanten og falder ned i mængden af dyr. Da går lyset ud lyden forsvinden. 
En halv time senere er skyerne trukket væk og solen titter frem upåvirket af hvad der er foregået. Mange er sårede samaritterne er igang med bårer og forbinding Josie klarer faldet uden skader ingen Skælfisk er kommet noget til heller ikke Kræsten. Karen laver varm suppe og da de genoplever Josies modige råben til uvejret kan de de ikke lade være at grine det var så modigt. 
- Du er altså god. Det er først da de hører at den store mast der væltede dræbte adskillige at alvoren vender tilbage. Det er Ingolf der lidt beskedent siger 
- Jeg tror vi var heldige

https://www.youtube.com/watch?v=FfTayO22_oo

Inspiration til mine figurer i romanen Kærlighedens Karneval får jeg fra den virkelige verden. Da Thorvald Stauning vokser op er VELSTAND kulturens højdepunkt. Han kæmper selv for at det skal være VELFÆRD og i min roman udfordres han af unge husbesættere der kæmper for kærlighed og VELVÆRE.
Billede af Thorvald Stauning er fra 1.maj 1926

Statsministeren bjørnen Thorvald har næse for hvad der rører sig i folket. Han er en folkets mand og arbejderpartiets succes bygger i høj grad på hans evne til at lugte. Hele velfærdsprogrammet er grundliggende hvad folket ønsker sig og så er han den der kan få det realiseret. 
Men når det kommer til ordet velvære som er det nye modeord så er Thorvald blank. Han ved ikke hvad det betyder andet end at det udfordrer hans velfærd og at han derfor er imod.

Thorvald lærer som ung arbejdsmand at være underdanig overfor bosserne velformuleret i diskussion ærbødig høflig og kompromissøgende. Han kender om nogen arbejderkulturen er snu og velbegavet bor beskedent med hustru og to børn og elsker at gå på talerstolen og formulere sine synspunkter der gerne ender som bevægelsens politik. 
Thorvald er en bjørn stor og godmodig med en lidt slæbende rolig stemme. Der bliver lyttet når han tager sine langsomme tunge skridt op ad trappen til talerstolen og tager sine briller på. 

Præsident Vladim er på flugt fra en rasende folkemængde. Hvorhen? spørger han men de to officerer der er med ham reagerer ikke. Så spørger han igen og får svaret: I sikkerhed Fra romanen Kærlighedens Karneval

I udkanten af et militærområde er der en tidligere garage med et lille kontor
og en baggård. Et bord er stillet op dækket af et klæde ensfarvet mørkt. På væggene er der søm der stritter der har hængt noget engang men det er længe siden. Et vindue er der ud til gården med snavsede ruder gulvet er gamle brædder der knager når man går. Bag bordet sidder i uniform højt rangerede officerer over for dem står en gammel stol har sikkert stået her altid. 
Ved døren står en puma og en chimpanse klædt i sort. De har knipler i bæltet og jakken knappet op i halsen ingen siger noget. En nyhedsreporter er der også med kamera og mikrofon også han er klar. 
Alle venter så høres bilen nærme sig. Den holder lige uden for skuret men ingen i skuret rører sig. En officer træder indenfor gør honnør og står ret. Journalisten tænder for kameraet og ind kommer præsidenten forfjamsket og læspende på alle fire. Snuser lidt rundt og sætter sig
- Hvad er det her?
Er dit navn vladim ivanovitj vybor naroda?
- Jeg er præsidenten hvis i skulle være i tvivl.
Du er anklaget for groft svig forrædderi mod befolkningen. For at at have beordret massehenrettelser uden dommerkendelse. 
Vladim råber officeren ind i hoveder at de aldeles ikke har ret til at anklage ham. 
- Hvad er det her for en forestilling? Det vil få alvorlige konsekvenser det må i være klar over tilbageholde præsidenten jeg har aldrig hørt mage.
Snakken går frem og tilbage præsidenten kæmper for sit liv. En dom bliver afsagt dødsdom som skal eksekveres omgående. 
De to vagter ved døren går med præsidenten om i baggården hvor hans hænder bliver bundet på ryggen og han bliver placeret med ansigtet mod muren stående på bagbenene. Slaget i nakken giver en knasende lyd han falder om og får et slag mere af den anden men dennegang i panden. Journalisten har optaget alt der er foregået i rummet men henrettelsen kun gennem vinduet. Først bagefter dokumenteres præsidentens maltrakterede ansigt.

Inspireret af begivenhederne i Rumænien 21 december 1989

ARNE OG KARLA PÅ FLUGT FRA DYRENES MASSAKRE HAR BOET I EN KLIPPEGROTTE SYDPÅ. NU ER ALLE ANDRE I HULEN DØDE AF SULT OG KULDE OG SNART ER DET KARLAS TUR. DER ER IKKE LANGT IGEN.

Han lægger sig ned ved siden af hende og fortæller hvor meget han elsker hende og hvor stærk hun har været. 
- Nu må du godt give slip. 
Han putter skindet om hende og lægger sig tæt til hende.
- Vi har lidt og vi har elsket. Du kan tage på din rejse med god samvittighed. 
Han fortæller ikke at han og Karla er de sidste i grotten. Han tænder op og sætter gryden over ilden for at lave grød. 
Og så dukker mindet op om Karla da han første gang mærkede den sære fornemmelse han ikke vidste hvad var. En svimmelhed og mavekneb rystende hænder og tankeflugt. Intet så han eller hørte kun fornemmelsen og ømme testikler. Anede ikke at sådan gør forelskelsen når den slår ned det glemmer han aldrig. Hendes blik ændrede sig og han turde lægge en hånd på hendes kind 
- Tag mig sagde hun og genert som han var trak han hånden til sig og lod som om han ikke hørte det mens krop og lemmer blev livløse. De anede ikke hvad der skulle ske ventede bare. 
Stiv som en statue lod han hendes ansigt nærme sig hans og da de mødtes var han som lammet mens bevidstheden skreg at han altså skulle tage imod det kys hun gav ham.
- Åh Karla du blev min.
Arne puster på grøden på skeen en mundfuld nipper hun. Så lægger Karla hovedet på puden det er som en forelskelse kroppen er lammet men det er bevidstheden også. Forude venter kun rejsen.

FRA ROMANEN KÆRLIGHEDENS KARNEVAL.

KROKO ER EN KROKODILLE, NINKA EN KANIN, KAREN EN KVIE, GIBBON EN ABE. GRUPPEN HAR FÅET TIL OPGAVE AT REKOGNOSCERE VAGTER OG VAGTSKIFT VED EN FABRIK DER SKAL SABOTERES.

Allerede første nat de er på vagt går det galt.
Karen tager hovedindgangen lader som om hun bare er en kvie på græs. Observerer at der skiftes til nathold og prøver at huske antal og nogenlunde tidspunkt. 
Sigmun og Ingolf skjuler sig bag nogle buske på den højre flanke. Der står en enkelt sort vagt ved en bagdør ingen går ind eller ud. 
Gibbon har fundet sig en plads i toppen af hegnet hvor hun kan overskue et større område. Ingen aktivitet. 
Kroko og Ninka tager bagsiden hvor der er vagt ved en indkørsel for større køretøjer. Det er en leopard der lidt nervøst går frem og tilbage. 
Kroko er skjult i græsset men Ninka er hvid og da leoparden opdager hende kommer den i høj fart styrtende men ser ikke Kroko der bider sig fast i dens bagben så den vælter. Kroko slipper sit greb men tager lynhurtigt leopardens hovede i sit gab og bider til så det knaser. 
Kraniet flækker og leoparden spræller to gange med benene så ligger den stille og Kroko giver slip og kigger på Ninka der er uskadt.
- Vi skulle bare holde øje siger Ninka lettere rystet da de sniger sig om på den anden side og møder de andre. Kroko er noget stolt. Det er første gang han har haft en leopard i gabet men selvfølgelig et problem at de blev afsløret.

CITAT FRA ROMANEN KÆRLIGHEDENS KARNEVAL

Tog en pause i skrivearbejdet da vejret var sol, så jeg fik renset og vasket mine ankre som jeg skal bruge til 50 liter færdigvin, der skal videre fra tanken hvor den er gæret. De har stået ude hele vinteren og det har tæret på træværket. Får vi sol igen idag skal de males og gøres klar som små børn før første skoledag. 
Så må den kedeligere finpudsning af Kærlighedens Karneval vente til det bliver gråvejr.

Præsidenten dværgflodhesten Vladim indrømmer på tv at have tabt krigen med udbryderregionen i nord. 
Vicepræsidenten søløven Catharina slanger sig i sit badekar mens hun ser ham tale på tv.
Så langt er jeg kommet i den sidste og endelige finpudsning af teksten til Kærlighedens Karneval.

Godaften landsmænd mit folk og mit hjerte.
Præsidenten har fået sin tale med store bogstaver klæbet op på kameraet lige under objektivet så han kan både se teksten og kigge folk i øjnene. 
Jeres liv er mig dyrebart. I har kæmpet heroisk for sammenhold og ikke splittelse med iver og kampgejst har i tilføjet fjenden de usle terrorister store tab og vundet land men også givet jeres liv mange af jer. Jeg har derfor idag besluttet at ikke et eneste liv skal længere ofres. Alle brave soldater fortjener et liv i fred så jeg beder jer tage tilbage til familie hjem og arbejde for landet har brug for jer. Vi trækker os tilbage fra fronten med æren i behold. Og til alle ubudne fremmede vil jeg sige: enten er du med os eller også er du fjenden og vores hævn hvis du hjælper terrorister er grusom og omgående. Vi tåler ikke jer som vil os det ondt.
Præsidentens rygsmerter giver ham et oprigtigt udtryk i ansigtet små ticks af lidelse. Han udstråler en ærlig vilje til fred. Det er en faretruende præsident der advarer om katastrofale følger hvis man ber djævel eller menneskenes Gud Herren om hjælp. Da talen er slut og kameraet slukket tørrer sminkøsen hans fugtige pande og siger at han gjorde det så godt. Vicepræsidenten sidder i sit badekar på kontoret og ser talen på tv og så slår hun med halen så det sprøjter mens hun nipper til sit glas. Det var en hårdt såret præsident hun så og det giver hende mod på fremtiden og lyst til den. Hun elsker politik især når der er noget på spil. Noget at kæmpe for og præsidentens tale har givet hende troen på at hun vil lykkes.