Dagbog

Nikoline er klar, sprudler af virkelyst, det første hun gør, da hun kommer hjem er at lægge en hovedpude over ansigtet på sin mand og holder fast til han ligger stille. Hun slæber ham i benene ud foran huset, ringer efter en ambulance og beder dem tage ham med. Så slipper hun haglene løs. Den værste haglbyge nogen har oplevet med isklumper som projektiler pludseligt og uventet fra en skyfri himmel total uforståeligt for meteorologer, banker hidsigt på tage og i hoveder, børn i det fri har blodet løbende, ældre uden hat får sår, man beskytter sig selv, mens bliktage trommer af begejstring. 
Så en lille pause hvor man tror, det er overstået for så med pludselighed at gå til angreb på enhver, der forsøger at flygte og fylde gaderne med lysende hvide isklumper.Forruder smadrer, tagsten falder ned, hvert drivhus får hul til himlen, overalt er katastrofe og kaos, præcis som det var meningen.
Mistillid ertatter tillid, og usikkerheden kommer snigende, det er med tilfredshed Nikoline ser, hvad hun kan udrette med en haglbyge. Folk sidder i kø på skadestuen, ambulancer køres på værksted, kirkerne fyldes af bedende, der søger Guds beskyttelse. Nikoline er klar med næste skridt. Hun forgifter drikkevandet.

Heksen Nikoline har netop været hos Djævlen og fået opgaven med katastrofer at gøre livet surt for menneskene. Hendes mand en pensioneret stationsforstander er hendes første offer.

Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD

Kirsebær, hvidtjørn og røllike, grene ligger hvor de faldt, en krage spadserer fra dyr til dyr og pirker i pelsen og en lille forpjusket, ulden tyrekalv mellem benene på sin mor, det er en familie, for tyren er der også, den passer på. Totter af uld på tornede buske her er også får, der er de mellem fyrretræer og vindblæst enebær for vi er tæt på vandet

VI VAR DE BEDSTE MEN FIK KUN UAFGJORT FORDI OVERDOMMEREN KUJONAGTIGT FRA KOMMANDOCENTRALEN PÅ EN SKÆRM KUNNE SE AT I FØLGE REGLERNE VAR DER STAFFE FUCK REGLER VI VAR DE BEDSTE BØLGEN BLÅ SYNGER DE OG YNDIGT LAND

De skutter sig, fårene i vinden fra havet som bruser dernede for foden af den stejle klippe, gnubber sig op ad fyrrestammerne her dufter af hav og lyng af fugtig, sandet muld, og på klipperne er der mere lav end inde i skoven, og der står en birk dernede chanceløs ved bredden

OK VI HAR STADIG EN CHANCE MOD FRANKRIG PÅ TIRSDAG DEM SLÅR VI BANKER BOLDEN IND MELLEM STOLPERNE SCORER PÅ ALLE DØDBOLDE DET KAN VI BARE ERIKSEN NU IKKE BLIVER SKADET FOR UDEN HAM BLIVER VI IKKE VERDENSMESTRE

Her på toppen af Hammeren hører du havet, der er skum på bølgerne og brændingen rytmisk, vissen hvidgrønt dække af fugtig, falmet lav, var det det, du kaldte på, du tyrekalv, havet du kunne høre men ikke komme til for vildtforplejningens el-hegn, var det friheden, du kaldte på til at slippe ud af reservatet og gøre verden til din?


På skærmen er der fodbold Danmark spiller kamp. På Hammerknuden går jeg tur inden for dyrereservatet.
https://mortenbo.com/manus/prosa/tyreklavtv.htm

Bilen bliver vasket  i guldvask i vaskehal, og Maja er i rød kjole med korte ærmer, for det er lunt i vejret, og jeg har tjekket dæktryk og olie, den spinder som en mis ned langs søerne, hvor kærestepar slentrer og familier med barnevogn og god tid op ad Nørrebrogade ned ad Møllegade, da bilen lige foran os sænker farten en ældre Opel ingen passagerer men pude i bagruden. Midaldrende mand uden briller stopper ikke kører bare langsomt, men der er plads til at overhale, så det gør jeg. Men oppe på siden af ham sætter han farten op, og så igen snegler sig afsted ret provokerende, så han får et dyt i hornet. Idioten standser midt på vejen stiger ud kommer hen til mit vindue, så jeg ruller ned og ber ham holde ind til højre, så jeg kan komme forbi, for vi skal i biografen. Der er ingen andre biler i gaden kun ham og mig.
- Føj du har jo drukket siger han, det kan man lugte langt væk. Så tager han sin telefon og fortæller at han er blevet påkørt af en spritbilist.
- Det var politiet de kommer så hurtigt de kan. Jeg ber manden vise mig hvilken skade, jeg har lavet på hans bil, og han peger grinende på en gammel bule. 
- Nu venter vi bare siger han hånligt, læner sig op ad en lygtepæl tænder en cigaret og skæver til Maja i bilen.
Så bruser ansvarligheden, biograf, forsikring, spritkørsel uden at tænke over hvad der er sket, ser jeg manden ligge med smadret ansigt i en blodpøl. Jeg er her ikke, det er ikke mig, og jeg er helt uskyldig, så tager jeg den blodige brosten og smadrer hans kranie, så det knaser, sætter mig ind i bilen og Maja rækker mig en klud fra handskerummet, for jeg har blod på hænderne. Så kører jeg op over fortovet videre til biografen.

Da han lægger pillerne, kommer anfaldene tilbage, hvor han ikke aner, hvad han gør.
Fra romanen FORHØR det sidste jeg har skrevet. Overvejer hvad der skal ske nu . .

Sommer for fanden så det sommer og en lastbil er kommet med livreddertårnet i rødt og hvidt med glukker, så de kan overskue stranden, men endnu er den tom for mennsker. Og flaget er hejst, fire Dannebrog kæmper om at blafre mest i fralandsvinden, for der er kræmmermarked på strandpromenaden om to timer, og boderne er ved at blive stillet op med nips og forsølvede kander bare til pynt.
Og vandet er, som jeg husker men isnende, så hjælper det at skrige, og det gør jeg, for ingen kan høre mig, blæsten bærer dem væk, mine skrig, ud over det krusede vand. Hvor er den lige horisonten, og himlen stor med lette hvide spor af krydsende fly deroppe, hvor skyer bliver skabt i striber, det er sommer og solen maler de hvide gavle og røde tage og det tidligere badehotel nu timeshare appartments er ved at vågne, strandstole bæres ud på terassen og den nyvaskede pompøse trappe skinner hvidt og imødekommende.

Fra ET BILLEDE https://mortenbo.com/manus/prosa/ETBILLEDEs.htm

Dette menneske lyser af plutonium
når det er mørkt
torturen er ustoppelig.
En hund hyler
vinden flytter rundt på visne blade
intet i byen er forandret.

En sørgende enke tager alene
til kysten for at græde
utrøsteligt en time.
Kontaktlinser bruger hun ikke for hun er blind
foretrækker at gå med briller.
Det klær hende.

Udsigten fra toppen af fyret
er omfattende
360 grader mest hav.
Syv kirker kan ses
men kun de to bliver brugt.
En tankbil med benzin er kørt i grøften.

Den blinde enke blev fundet
bag rattet i sin Obel Cadett
i tomgang i garagen.
Når kroppen ikke får iltet blodet
så dør mennesket
en hurtig og smertefri død.

- Nej ikke kravle op siger
Den radioaktive mand til sin søn
mens turistguiden citerer
Jylland mellem tvende Have.
Ingen i byen kender hele historien
kun brudstykker er blevet fortalt.

Udødelig er den, der lever evigt.

Fra digtsamlingen Snart brister alt

Der mødte dem et slemt syn, arbejderne, på filetfabrikken Atlantic Sea Food, da de om morgenen kl. 6'30 mødte på arbejde, for midt i hallen hang i et reb bundet til en svelle i loftet en knægt, grålighvid i ansigtet, slappe arme i kedeldragt uden sko, hans støvler stod på jorden ved siden af en væltet stol, og der hang han bare, livløs.
Pigerne, der var mødt som de første fik sig et chok, for de kendte ham godt, ingen var i tvivl, det var Eivinds knægt Siggi, der havde taget livet af sig. En ung, glad knægt på 17, der som sin far arbejdede på fabrikken.
Det blev Eivind, er skar ham ned. Med et udtryksløst nærmest forstenet ansigt tog han med rystende hænder sin kniv i bæltet og filede rebet over. Mens han stod på skamlen stadig med kniven i hånden, så han blodet dryppe fra sine fingre, han måtte have skåret sig, for på Siggi som lå livløs på gulvet var der intet blod, kun mærker efter det reb, der havde snøret sig om hans hals. Alle fulgte ham med øjnene, da han blev båret hen til og lagt på et bord. Så kiggede man på hinanden.
- Hva' nu? Eivind stod stadig på stolen, den blodige kniv havde han tabt.

Jeg oplevede på Færøerne hvor udbredt vandrehistorier var. Fortællingen om Thyras sorg er en af dem. Jeg besøgte Sigges gravsted og så at historien var både aktuel og sand.

Nå ja, nu husker jeg, mit lommeur var gået i stå, batteriet skulle skiftes, det sker hvert andet år, og så går jeg til urmageren. 
En tyndhåret yngre mand i hvid kittel tager imod mit ur vender og drejer det med sine lange fingre professionelt og spørger, om jeg vil vente. Det vil jeg gerne. 
Jeg kan se ned ad gangen bag skranken i et mørkt lokale, en ældre også i kittel med lup for øjet nærstudere et armbåndsur med indmaden blottet. Han har en pincet i hånden så lille og tynd og præcis, så tager han med pincetten en skrue på bordet mindre end et riskorn placerer den i indmaden og skruer den fast med den roligste hånd støttet til bordet, nu ser jeg, at han er gammel, det er en gammel hånd, men sikker på hånden er han, skruer skruen på plads så blid og nænsom som demonterede han en sprængfarlig bombe, nej mere end det for bevægelsen lyser af selvsikkerhed, den ved, hvad den gør og ved at den kan.
 
Så tager han fat på mit. Det har den yngre urmager, han kunne være barnebarnet lagt parat ved siden af ham. 
Samme præcision samme koncentration selvom det kun er et batteri, der skal skiftes. Pincetten griber om det lille runde stykke metal fjerner det finder et nyt sætter det på plads stadig med den enøjede lup for øjet, så klemmer han bagkapslen fast og stiller tiden, jeg er fascineret. 
- Værsågo’ siger han rækker mig uret og lægger øjenluppen. Og nu ser jeg rynkerne i hans ansigt og de hvidbuskede bryn og jeg fyldes af beundring og respekt.
- Sådan vil jeg være, tænker jeg, når jeg bliver gammel. Alene i stilhed med lysplet og øjenlup nede for enden med et livs erfaring og en sikker hånd, ham der stadig kan. I tankeløs koncentration upåvirket af tid og sted og en nysgerrig kunde, sådan vil jeg være, når jeg bliver gammel. Bare være.

Fra Levet og levnet - digt om erindring

Det kom som et chok for Rigmor næste morgen på vej i cykelkælderen, klokken var kvart over 7, hun skulle møde på arbejde klokken 8 havde en tynd frakke på, den stod åben, for det var 5.maj og forårsagtigt i vejret, sin taske havde hun med og håret sat, alt var helt normalt, da der pludselig stod to mænd foran hende, greb hendes arme og trak hende ud på gaden.
- Ja det er er hende, tyskertøs, er der en kvinde, der råber.
Rigmor kan ikke se, hvem det er, men synes at kende stemmen, et optog samler sig, der bliver råbt af hende, pigerne spytter på hende, en stol bliver sat på fortovet, flere stole, Rigmor og to andre bliver holdt fast, mænd dirigerer, de har frihedkæmper armbind på, en enkelt også hjelm, flere har våben, en kommer med et reb, men det er overflødigt at binde Rigmor, hun er stiv af skræk og forstår ikke, hvad der sker. Eller hvad der skal ske. I mængden omkring hende ser hun naboer mest piger, der aggressivt spytter og forhåner hende, mens hun holder hænderne på maven som for at beskytte det barn, hun bærer. Rædslen stråler ud af hende, da de truer med hævede, knyttede hænder dem fra opgangen, folk fra kvarteret.
- Feltmadras
Spytklatter rammer hende, så kommer de med en saks og begynder at klippe håret af hende. Mængden jubler. Mænd med maskinpistoler sørger for passage i gaden, cyklister venter, en sporvogn klimprer, og menneskemængden jubler, hver gang der ryger en tot. Vinduer åbnes, kvinder læner sig ud, nysgerrigt for at se hvad der foregår.
- Tyskertøs
Det er som om, hendes hjerte er gået i stå, stiv af skræk mærker hun intet, tænker kun på at beskytte sit barn, det er det eneste. Da kun enkelte stubbede tjavser er tilbage, bliver hun sat på ladet af en bil, frakken er flænset, tasken tabt, det hele har taget knap en time. 
Og der kører de så, forræddere og tyskertøser gennem en by, der summer af fest og overstadig jubel.

Novellen handler om Rigmor der om en uge skal føde et barn, der har hendes store kærlighed Jürgen som far. 
Fra samlingen Anna - og andre noveller 

Skriver lige nu om Adolf Eichmanns tilfangetagelse og dom og lader en af mine personer sige om billedet på plakaten, at han ligner Arthur Miller. 



Tilfangetagelsen i april måned 1961 en verdensnyhed. Det er lige noget den jødiske stat kan bruge i forhold til både verdenssamfundet og de arabiske naboer, at Israel er en pålidelig, retfærdig og nådesløs nation et vigtigt signal at sende efter eksodus, at man som selvstændig stat kan handle, dømme og hævne, når nu hverken USA eller Tyskland vil. 
Så her sidder krigsforbryderen bag skudsikkert glas i en retssal og skal frem til 15.december høre utallige tidligere fanger fortælle om jødernes grusomme forhold i koncentrationslejre. Eichmanns svar til alle anklager er - Jeg var der ikke, det var ikke mig, jeg er uskyldig. 
Han får dog det sidste ord inden han dømmes til døden - Jeg gav afkald på min samvittighed for at tjene mit land.
Bjarne sætter sig ruller en joint og Mark spørger undrende hvorfor Eichmann på plakaten ligner en intellektuel forfatter og ikke en blodtørstig forbryder? 
Så er det som om Maja vågner, dybt koncentreret har hun fulgt med i Bjarnes levende beretning, og hun mener, hun har svaret - Alle er vi skabt til både drab og kultur, både blodbad og fortælling, kun omstændighederne afgør hvem af dem der vinder.

Fra romanen FORHØR under udarbejdelse 

kender du det
at glemme og gemme og ikke få gjort
så du aldrig
gør noget færdigt?

kender du det
at det er lækkert at blive lokket
for så er det jo ikke
din egen skyld?

kender du det
at målet for dig er så vigtigt
at du glemmer
at leve på vejen?

kender du det
at du er så vant til at blive elsket
men har glemt
at tage imod?

kender du det
at du er så vant til sige din mening
at du glemmer
at lytte til andres?

kender du det
at du er så vant til at fortryde
at du glemmer
at holde hvad du lover?

kender du det
at du er så vant til at være forvirret
at du glemmer hvordan
du falder til ro?

kender du det
at du er så vant til at gøre det rigtige
at du glemmer
at du også kan fejle?

kender du det
at du er så vant til at vise dig
at du glemmer
hvem du er?

Pjetrrot spiser ild, det husker jeg, på Dyrehavsbakken alle vi børn sidder på smalle hvide bænke med forældrene i en klump nede bagved. Vi råber og skriger for at advare ham om, at der er ild i hans mad. 
Bilen bliver vasket Guldvask i vaskehal og Maja i rød kjole med korte ærmer, for det er lunt i vejret, og jeg har tjekket dæktryk og olie, den spinder som en mis ned langs søerne, hvor kærestepar slentrer og familier med barnevogn op ad Nørrebrogade ned ad Møllegade, da bilen lige foran os sænker farten en ældre Opel ingen passagerer men pude i bagruden. 
Midaldrende mand uden briller stopper ikke kører bare langsomt, men der er plads til at overhale, så det gør jeg. Men oppe på siden af ham sætter han farten op og så igen snegler sig afsted, ret provokerende så han får et dyt i hornet. 
Idioten standser midt på vejen stiger ud kommer hen til mit vindue, så jeg ruller ned og ber ham holde ind til højre, så jeg kan komme forbi, for vi skal i biografen. Der er ingen andre biler i gaden kun ham og mig.
- Føj du har jo drukket siger han, det kan man lugte langt væk. Så tager han sin telefon og fortæller, at han er blevet påkørt af en spritbilist.
- Det var politiet, siger han, de kommer så hurtigt, de kan. 
Negerbolle i nakken håret helt klistret så ulækkert, men jeg bad selv om det. Efter skole foran slikmutter 11 år jeg spørger de andre drenge, om de giver en negerbolle - ja hvis vi må kaste den i munden på dig. Det siger jeg ja til og stiller mig op med åben mund. 
Jeg ber manden vise mig hvilken skade jeg har lavet på hans bil, og han peger grinende på en gammel bule. 
- Nu venter vi bare, siger han hånligt, læner sig op ad en lygtepæl tænder en cigaret og skæver til Maja i bilen.
Så bruser ansvarligheden, biograf, forsikring, spritkørsel, når ikke at tænke over hvad der er sket, ser bare manden ligge med smadret ansigt i en blodpøl. - Jeg var her ikke, det var ikke mig, og jeg er helt uskyldig. Så tager jeg den blodige brosten og smadrer hans kranie, så det knaser, sætter  mig ind i bilen. Maja rækker mig en klud fra handskerummet, for jeg har blod på hænderne. Så kører jeg op over fortovet og parkerer foran biografen.
Sofarækken bløde sæder en vidunderlig film, Maja holder mig i hånden når det bliver alt for rørende. 

Udsnit af dagens skriveri. 

Fra romanen jeg er igang med.
Et udsnit af dagens skriveri, hvor fortælleren er på besøg hos Mark, der byder på en pibe stærk tobak.

Jeg tager et drag suger hvid tyk røg i lungerne, den er varm og har en smag anderledes end noget, jeg har prøvet, virkningen er omgående, befriende, muskelafslappende jeg bliver svimmel og søvnig tager et hvæs mere helt ned i lungerne.
- Jeg har også prøvet med svampe, nøgenhat ligner champignon, de er bare så svære at finde, så er det nemmere med banan. 
Mark tager et gevaldigt sug og holder på røgen, inden han ånder ud, så falder han tilbage i sofaen med lukkede øjne, rækker sin chillum til mig og begynder at grine som har han fået i julegave, lige hvad han ønskede sig.
- Hej Man. This is Love. Oh God.
Som Mark ser jeg også syner, en ånd messer mantra i en verden af frihed alene i et uendeligt lyst rum, profet og guddommelig skikkelse. 
En kæmpe tørst får mig til at vakle ud i køkkenet åbne for vandhanen stikke munden i strålen og høre lyden af smadret tallerken og glas, jeg må have væltet opvasken på køkkenbordet, men hvor gør det godt at blive kølet hele vejen ned gennem spiserøret, jeg mærker bruset så velsignet og fuldendt. 
Dæmningen bristet branden slukket, det lyder som et haiku digt, jeg er Noah i Arken den eneste overlevende. Maja hvor er du? 
Med skår på gulvet og drivende våd stavrer jeg ind til Mark, der siger 
- Du glemte at slukke for vandet.
Chillum slukket og slut men der går et par timer før vi kommer til os selv igen.
- Virkeligheden er en forestilling, det er noget vi spiller, noget vi har lært og fået at vide. Sandheden findes i det åndelige, kun der kan vi opleve det ærlige, oprigtige, mens virkeligheden er et arrangeret fupnummer.
- Vi er slaver af materie og videnskab, naturens urter det er sagen. Du får en pose Mellow Yellow med hjem, nu du ved, det er porten til sandhed.

Her er alt i miniformat, hvad livet byder på, intet unødvendigt, sniksnak eller lokkemad her er blommer på træerne, moreller de gule og der er rigeligt til alle. Når de er modne falder de ned og gøder det tynde muldlag. 
Her er himmel og hav, og vejret aldrig dårligt blot skiftende. På de forblæste øer er vinden sandfærdig, den mærkes på kinderne, når kulden kommer og høres i brændingen, når det trækker op til storm. Vind og vejr er livets vilkår, her på øerne er vi ikke placeret i naturen, vi mærker det dagligt, at vi er del af den. Vi er selv natur.
Her er Græsholmen med de stærkes grådige hærgen, det er mågerne, der fordi øen er fredet ingen naturlige fjender har, det går ud over lappedykkere og andefugle, der lever som en underkuet kaste i skjul af klipper, det er et verdensbillede af den hvide mands hærgen, sådan en verden har vi skabt, en evig larm af mågeskrig og slåskampe om pladsen. Når Erling går på andejagt på Græsholmen tramper han bevidst i hver eneste mågerede for dog at mindske de grådiges dynasti og skabe en naturlig balance. Fredning på bekostning af de få og sjældne er ikke naturlig. 
Her findes intet unødvendigt, det er blot en del at øboernes mentalitet, at man hjælper hinanden, men hinanden betyder andre øboer, for den massive daglige transport til øerne af turister er ikke naturlig, men ødelæggende en forvrængning af frihed.
Når frihed betyder frihed til at ødelægge natur og mentalitet og andres frihed, så er den forloren, det lærer jeg her på klippeskæret.

Fra slutningen af Romanen Bundet til Masten, hvor jeg er ankommet til dejlige Christiansø.

Forelsket. Altid har jeg vrænget af turtelduer, der kun har blik for hinanden, og nu er det så mig, der er blevet hjernedød en fuldstændig forandring af det, jeg troede var mig.
Snotforvirret, rastløs som en løve i bur har jeg kun en ting i hovedet, og det er Maja. Når det for alvor går i selvsving, og maven mudrer, og jeg ikke har styr på mine bevægelser, tvinger jeg mig ned i sofaen, lukker øjnene og flyver tilbage til natten med Maja mærker hende dufter hende lytter til hendes vejrtrækning, læber øjne og blik jeg kunne spise hende, glemmer at lukke vandhanen, hvor stillede jeg mine sko?
Slap af, træk vejret helt ned i maven.
Har lyst overdådig lyst ekstrem voldsom lyst, det er som en bjergbestigning intet kan få mig til at vende om, før toppen er nået, hvorfor vente når lysten er der og kræfterne, hvorfor så vente?
Fordi der er udsigt til storm.
Åh så fornuftigt beregnende alt skal være, så planlagt jeg er bange, for tænk hvis lysten forsvinder og modet visner?
Kommer en storm så tager jeg stormen.
Vindstyrke 12. Hvis du når frem, kommer du ikke levende tilbage.
Jamen jeg skal ikke tilbage kun frem i tid og sted, frem op hende venter jeg risikerer at glemme hende. Jeg skal betro dig noget. 
Da jeg havde allermest lyst, det var ud på morgenen, Maja sov næsten, og jeg ligger på hendes krop holder hende fast armene over hovedet, hun er så vidunderlig smuk, da slår det mig, at dette øjeblik må ikke forsvinde, ingen anden må få hende, hun er min og kun min.
Og derfor måtte du kvæle hende?
Bare en tanke men sådan er lysten, når toppen er nået, så vil den slukke lyset og tiden og livet, er det ikke sygt?
Det er det. Forelskelse er en sygdom.

Hertil er jeg kommet i mit daglige skriveri, min hovedperson er blevet forelsket og fører en samtale med sig selv. Det bliver lidt spændende om Maja flytter ind hos ham, mon ikke hun gør?

Ud på eftermiddagen på vej i vandet, kun små bølger nærmest krusning, ser han det, billedet et levende billede på den riflede bund, et lysshow han aldrig før har bemærket så klart og lysende, solens spejling af vandets overflade bliver på bunden til et netværk af linjer, der krydser hinanden fra højre mod venstre, fra kyst mod hav skarpe linjer på flimrende flugt.
Så smukt og så rigtigt, som mikroskopi af hjernes neuronaktivitet eller rumtidens netværk der holder galaksehobe på plads og giver os tyngdekraften, en fantastisk film uden begyndelse og slutning uden handling og spænding kun tilstand, det er sådan, det er.
En visualisering af aktivitet på internettet eller kort over øjeblikkets globale flytrafik, det er vildt, som naturen kan skabe et meditationsmantra, der virker på Freddy som hypnotisørens pendul, du falder vågen i søvn men bevarer bevidstheden. Som vil det ham noget, vandet, solen og havet, forestillingen om at det største findes i det mindste, og at naturen skaber indsigt for den, der tør se.
Det Freddy ser er billedet af stilhed. Sådan ser stilhed ud, en evig uforanderlig sitren af sammenhæng.
Ja, alt er godt, godt igen. Ham alene på vej mod stilheden, den omklamrende kølighed der gør dig vægtløs med sit kompromisløse diktat, her nytter ingen protest eller meningsmåling, men heller ingen korruption, intet kan formilde havets vilje eller refleks, der må han hen. Fjernt fra høfligheds hjælpsomhed og trøstende ømhed fra motionscyklister og tyskerturisme, Freddy længes efter horisontens overbærende, upåvirkelige accept af evighed som en tilstand.

Fra novellen Vejen til Valhal i samlingen OMVEJ TIL HIMMERIG

Det er lørdag 6.august 1972 og det regner, den dag glemmer Emmeline ikke. Straks hun åbner døren, tænker hun Prinsessen på Ærten. 
For Gud hvor hun så ud af Regnen og det onde Vejr. Vandet løb ned af hendes Hår og hendes Klæder, og det løb ind af Næsen på Skoen og ud af Hælen.
Det er bedstemors bløde stemme, hun hører, da hun ser, at der udenfor står en drivvåd pige med et blik, der bønfalder om hjælp. Anger og bøn, så ulykkelig, dråber løber som tårer ned over ansigtet, gennemblødt er hun, sko og sokker er sjaskvåde. Emmeline leder i hukommelsen, om det er en, hun kender, da turkis farve fra øjenlågene driver ned over kinderne, så husker hun. 
- Louise, kom dog indenfor.
Mens Louise bliver tørret, skifter tøj og sko bliver der ikke sagt noget. Hun følger Emmelines ord, hvad hun skal tage af og hvad på, og hvor hun skal stå eller gå hen. Emmeline finder et par glas og en halv flaske portvin.
- Sæt dig.
Louise sætter sig med benene oppe i sofaen, og Emmeline lægger et tæppe over hende, skænker op i glassene og sætter sig overfor med et smil.
- Fortæl.
Men lav stemme helt rolig som er hun bange for at komme til at græde eller ikke få det hele med, fortæller Louise om deres første kys, hvordan det åbnede en dør, hun ikke anede fandtes. Hele kroppen slappede af på en måde, hun ikke kendte, hendes mave gav slip på en ukendt krampe, også underliv, hun var nær ved at falde sammen, benene vaklede.
- Det var så dejligt, men du er jo en pige, og jeg er til drenge. Jeg var i vildrede, kaos i hovedet. At komme hjem var svært og at ligge med ham i sengen så forkert. Hvad var det, du gjorde?
- Ikke mig. Mine læber og dine ville mødes, og det fik de lov til. Vi gav dem lov.

Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD

Grøn dør og lyserøde lister, modehvid og kridhvid, jeg fik malet i weekenden med min datter Maren hendes nykøbte anneks, nu mangler kun soklen, som skal være mørk violet. En rigtig drømmehytte som jeg indviede i nat.

Fik en bog med posten Yellow Butterfly af Sara Aue Sobol.

Fornemmelsen af våde læber men også djævlen i paradis for sådan er kærligheden, læberne føler og frygten tager sig en lur.

Det er imponerende, så mange lag i sindet hun berører, her er modvillig accept og anspændt usikkerhed, både drøm og brutalitet og alt så levende, for sådan er kærligheden.

Hvert portræt er en gave og sammensætningen musikalsk, harmonisk som spørgsmål og svar eller disharmonisk den glemte kjole og stanggymnastik, sikke en spændvidde, Sara er ikke bange for at underholde undervejs i sin sjælevandring.

Ud af det blændende dagslys for enden af gangen vokser en lille duknakket skikkelse med en trillebør foran sig. Hans øjne vædsker. Sårene omkring øjnene læger ikke, fordi kalkstøvet bliver ved at sætte sig fast. Betændelsen løber ud af øjnene, og øjenvipperne sidder i klistrede duske og fanger kalkstøvet. Hans blik er sløret og mat. Den tomme trillebør kører han hen til de to mænd på stilladset, så løfter han op i en af de fulde vogne og kører ned ad den lange, mørke gang mod lyset. Under handskerne smerter hans hænder af de dybe sår, kalken har ætset i kødet. Hæfteplastrene omkring fingrene er fulde af kalk, så sårene vil ikke læge. Støt og roligt går han frem og tilbage. Ud i det blændende lys og
ind igen i fandens festsal. Han har opgivet at misse med øjnene, når kalkstøvet blæser imod hans ansigt, som et sygt dyr der opgiver at vifte fluerne bort fra såret. Intet standser ham, frem og tilbage går han, kun tempoet bliver for hver dag umærkeligt langsommere. Men han vil aldrig nå at gå i stå. Han bliver fyret forinden.

Fra artikel om besøg på kalkværk. Besked 1963-2017
Om fotobogen Kalkværket

I taxa til Rigshospitalet, fædre må ikke være med til fødslen, så Arnold tager plads på en stol lige uden for døren til fødestuen, så han kan se, hver gang døren går op, hvad der foregår. Og høre, presseveer lyder altid faretruende voldsomt - Pres pres, Jeg kan se hovedet. 
Jordemoren sidder på en metaltaburet mellem Samanthas ben, på bordet ved siden af, er der lagt frem til to babyer og ved tvillingfødsler er der dobbeltbemanding, så der står flere sygeplejersker og læger parat, hvis der skulle blive brug for det.  Og det gør der. 
Efter første barn er blødningen så voldsom, at flere træder til for med et tryk på maven at presse moderkagen ud, det lykkes, men det bløder stadig. En anestesilæge bliver tilkaldt. 
- Hurtigt, vi skal have det andet barn ud nu.
Den hektiske aktivitet får Arnold til at rejse sig og gå hen til døren, aner ikke, om det her er normalt. 
- Ud nu, den anden skal ud. Pres pres. Samantha er udmattet, gør hvad hun kan, så kommer endnu et hoved. 
- Nu kommer den, så fint. Godt Samantha, på næste ve er den ude.
I dette øjeblik trykker lægen på alarmknappen, to portører kommer løbende med en båre fra operationsstuen specielt beregnet til akutte situationer. Andet barnet er ude, Samantha får iltmaske på, moderkagen er stadig derinde, blødningen tager til. 
To portører, tre sygeplejersker og to læger løber med Samantha på båren forbi en chokeret Arnold, så styrter han efter dem, kan se de kører ind på OP4. Ingen adgang, står der på døren, så er han ved at besvime, det her er for meget, alt er panik, det vælter rundt i hans hovede, skrigene, blodet, Samantha. Billeder skifter hurtigere og hurtigere, han støtter sig til væggen, da han hører stemmen runge gennem den lukkede dør - Gør det, du kan godt.
Hans fod sparker døren op, han styrter hen til hovedgæret og tager Samanthas hoved i sine hænder.
- Elskede, jeg er her. Klapper hendes kinder, flere kommer ind, ingen forsøger at smide ham ud, stemningen er for hektisk. 
- Den moderkage skal ud nu.
Samantha virker helt væk, besvimet, en sygeplejerske giver Arnold en hvid kittel om skuldrene, men lader ham stå ved hovedgæret. 
- Klar med anæstesi, kalder en læge men overdøves af en sygeplejerske. 
- Hjertelyd væk. Klar til stød.
Lynhurtigt bliver en defibrillator kørt frem, to plader med ledninger sat på Samanthas bryst, Arnold bliver trukket væk fra hovedgærdet - Samantha.
- Væk fra patient. Klar til stød. Brystkassen hopper, og så er der stille. Arnold griber sig til halsen.
- Ingen hjertelyd. Klar til stød. 
Det gentages. Og igen, hvor længe der går, ved Arnold ikke, før lægen erklærer - Klokken er 22’53. Patienten er afgået ved døden.

Fra romanen Saga om Viltgudr

Kommer lige fra tandlægen, havde sat mig i stolen, fået hagesmækken på, da det slog mig, med udsigt til himmel og gårdens træer mens jeg ventede på tandlægen, at livets opståen er åndernes værk, ikke så underligt vi ikke kan finde den, gnisten der tændte livet.
Det er min tro, at sjæle forlader kroppen, når vi dør, men nu indser jeg, at det også er sjæle, der gør kroppen levende. At være i live er at have sjæl, og at være død er at have mistet den. Det er min tro, at ånder er uden tid og uden sted, ren energi men nu også, at de har skabt det første liv på jorden. Tanker virrer i fantasien, for hvad nu, hvis det ikke kun er det første liv, ånderne skaber, men at de giver alt levende en sjæl, at livet ikke kun er nedarvet, men også skyldes en åndelig gnist. Det kan forklare, hvordan to fysisk videnskabeligt identiske frø kan være så forskellige, at kun det ene kan spire.
Mennesker oplever kort efter dødens indtræden en utrolig kærlig omfavnelse, de ser kroppen de forlader, det kan de, der bliver genoplivet fortælle om. At det modsatte sker, når liv skabes er den tanke, jeg får. At alt levende har sjæl, så længe det lever, og mister den når det dør. Planten visner, kroppen rådner, et frø mister evnen til at spire.
Der i tandlægestolens slumrende bløde sæde, ser jeg det for mig, at livet er åndeligt, skabt af sjæl. Jeg åbner munden, lukker øjnene og mærker boret summe i en kindtand.

Fra romanen Saga om Viltgudr

Der viste sig en mulighed for at blive en vinder, det var en konkurrence om hvem, der tog det bedste billede fra Frilandsmusæet, det var lige mig. Nu manglede jeg bare et fotografiapparat det skulle være et til at tage op foran ansigtet og kigge igennem, så det fik jeg.
Et junior box 4×4 og da jeg fik fremkaldt min første film, var der et rigtig godt billede, som jeg beskar med et passepartout og sammen med negativet afleverede til fotohandleren for at få lavet en forstørrelse.
Men øv det kunne han ikke, sagde han, for jeg havde klippet det enkelte negativ ud af filmen og så kunne han ikke lave kopier.
Så det blev ikke til noget med Frilandsmuseet men udsigten over Gibraltar tegnede jeg, vi kunne selv vælge hvilken planche vi ville tegne efter, det var kedeligt. 

Fra Levet og Levnet – digt om erindring

I mit daglige skriveri har hovedpersonen i FORHØR efter et ophold på akut psykiatrisk fået arbejde i Landbohøjskolens Have.

Det er altså helt almindeligt at have lyst til blod, det er da derfor at Kristus hænger i kirkerne med søm i armene og torne på panden, så blodet kan løbe, det tænder en menneskelig kontakt, vi bliver koncentrerede åbner for følelserne og får lyst til at engagere os. Vi må ikke overhovedet synes det sjovt. Jesus er blodig alvor.
Det kan jeg godt lide ved mit arbejde at det slet ikke er sjovt men giver mig lyst. Dybt koncentreret arbejder jeg i haven, elsker når de træer og buske jeg har givet navn hilser på mig åbner sig, så der er plads til et knus, græsset er op ad formiddagen fyldt af tæpper og hud så mange bare maver ben som brikker i et spil. Fristende at stå tæt på og bare lytte til deres summende stilfærdige samtale. Det var så frygteligt at en enlig studerende på vej hjem blev overfaldet og kun med nød og næppe slap fri.
Hvis jeg kunne finde ham, der gjorde det, så ville der flyde blod.
Stemningen i haven var anspændt i dagene efter, en sikkerhedsvagt blev hyret med knippel i lommen og pistol i bæltet, han lignede en bortløben hund helt forvirret anede ikke hvad han skulle holde øje med, og de bare piger på græsset følte sig utrygge og flyttede til steder i haven hvor de var mere skjulte. Sådan er det at jo at være menneske jo mere sikkerhed jo større trussel.

Et billede: Hun snakker, solkjole med blomster i håret, kort lyst sommerhår, øjnene flakker, som venter hun et opkald. Smiler til en bekendt, begynder at samle tallerkenerne sammen, snakker, spørger. - Nej, siger datteren, hun gider ikke spise sine fiskefrikadeller. Hun henter en tom papirspose, moderen, for frikadellen skal med hjem. Til hunden måske, en tre måneders hvalp med diamantskinnende halsbånd og hængende ører. Datteren har hvid stråhat og langt lyst hår, var ikke på ferie med far i år, til næste år måske, moderen snakker, mens hun checker telefonen, det var bare en SMS fra mormor. Igen. 

- Vil du have det sidste? spørger hun og rækker colabægeret til datteren, som dårligt kan holde det med kun en hånd, godt der er sugerør. Hun samler det sidste service - Skal vi tage en dukkert mere? og kigger efter flere at hilse på. - Nej, siger pigen træt af varmen, hun har også en småblomstret sommerkjole på, det er varmt, og hun keder sig. Jo mere hun keder sig, jo mere hektisk bliver moren, 45 og slet ikke færdig med livet. 

Fra Bobler digte 1965-2016 

Så er jeg klar, alt er pakket 17 bøger 6 af hver, plakater og postkort,
Pagasus og Pallas Athene. Festen starter kl. 10 og slutter kl.16 og der er
underholdning fra scenen hele dagen, oplæsning og debat.

En stor oplevelse at være med min datter Amalie til bogfest, hun passede boden og fik solgt den første bog REJSEN TIL HEKKENFELD.

Dagens sidste gæst var Fryd Frydendahl der cyklede hjem med to bøger og en t-shit

Den blide aftensol
trænger gennem ruden
og sender blomsterne i vasen
op på væggen
som en mørk silhuet
og dit ansigt.
En skarpt tegnet skygge
der nikker og smiler
og snakker og drikker kaffe.

Et ord, pludselig kommer et ord
og tager magten fra hyggen og varmen
og breder sig frysende i stuen
skyggen stivner og blæstens susen bliver påfaldende.
En usynlig mur gror ud af væggen
og deler stuen mellem dig og mig.
Hvad var det, der skete?

Så blegner lyset
og skyggerne toner ud.
Det bliver mørkt og du går i seng.
Kaffen er kold og jeg sidder tilbage
med cement i kroppen
og det dumme ord.

Fra Bølge – jeg har tid at vente i samlingen Bobler

Mindestue maskebal
Hvor kommer sandheden fra?
I dobbeltseng med stationsforstanderen
på torvet hvor hittegods byttes for
orakelvarsel og korrekthedssvar
rider på ryggen af dommedag
med lottogevinsten i banken

Tyrestation og sædbank
en ny Metrolinje er indviet
rentefrit indestående
huslejechok og flyttefirma
et piano tabt fra altanen på fjerde
synger i baggårdens brandtomt
sin sidste sørgmodige sang

Det er helt vildt så mange mennesker
der findes i Katmandu
trods jordskælv og Everests ofre
umuligt at skelne
blandt strandes sandkorn
de smukke fra de grimme
eller tælle så langt de rækker

Gravitationens kompromisløse fængsel
trækker sandkornet til sig
binder galaksehobe sammen
sikkert som drømmen i søvnen
Fra tindens top kan jeg se
en tilfældighedskatastrofe
på højde med kærligheden

Forladthedslængsel alenelykke
i mudrede udslidte støvler
befriet for floskler og fraser
Det syder og strømmer i årer
det livgivende hjertes blod
når jeg trasker gennem naturen
i min ensomhedsverden

Jeg husker bålets gnister en varm sommeraften, men jeg har glemt myggenes ulidelige stikken. Jeg husker mine rejsers oplevelser, men jeg glemmer ensomhedens trykken. Jeg husker en pragtfuld tivolitur, men jeg har glemt at skoene sled mine hæle blodige, kan man i sin virkelighed vide hvad mindet derom vil blive? Er mindet en karakteristik eller en forherligelse? Kan jeg danne min virkelighed så at jeg senere kan leve på minder? 

Erindringen er en si, der fanger de store korn og sliber dem rene og glatte og din eksistens et forbjerg der langsomt smuldrer på stranden, mens havet sliber stenene runde og af dem kan du bygge dig et ly, en tilværelse. 

Fra Bobler digte 1965-2017

Fra romanen Saga om Viltgudr

Eigil er 84 og træt af livet. Han ser dårligt, hører skidt, går med stok og væmmes ved synet af gamle med rollator, det vil han altså ikke, nå dertil at det bliver nødvendigt. Har altid været glad for livet, fået tre børn og otte børnebørn men nu er kroppen så slidt, at han synes, det er på tide at sige livet farvel. Mens han stadig er klar i hovedet og har modet til at tage en beslutning, vil han dø en naturlig død, og det vil det ikke være at begå et drastisk selvmord men blot undlade at holde kroppen i live. Eigil beslutter at blive liggende i sin seng og kun trække vejret men ikke spise og drikke. Ikke give kroppen ny energi, men dø med værdighed, det er planen. 

I sin lille herskabelige lejlighed på Østerbro i København, hvor han har boet i mere end 50 år, har han i et hjørne af soveværelset et lille alter med billeder og effekter han tilbeder og forguder. Eigil er troende, han tror på sjæl og ånd og erkender at være natur som alt andet liv. Man fødes, man lever, og man dør efter at have givet sine gener videre til næste generation. Meningen med livet er at styrke kærligheden og give kommende generationer optimale chancer for at finde glæde ved livet.
Der er på hans alter udover to tændte stearinlys en amulet af hvalrostand, en tupilakk, tørrede blomster og en dusk hår fra hans bedstefar. Der er også et patronhylster fra 2.verdenskrig, hans pas med stempler fra rejser til Marokko og Mongoliet i 20’erne, billeder af hans børn og en nyere bedekrans fra Piræus. 

Når han lægger sig på knæ foran alteret, kan han ved at berøre forsigtigt med en finger en amulet komme i kontakt med energien, den bringer med sig om oprindelse og betydning. Også en medalje er der fra Fru Brahes danseinstitut, hvor han gik til dans 1907-12, det var her, han fik sin første erfaring, hvordan han skulle holde på en pige. Han lægger pegefingeren på bronzemedaljen, der bærer hans navn og fyldes med barndommens vidunderlige ængstelse for ansvar. Hver enkelt genstand giver ham mod til sin sidste beslutning i levende live, Eigil vil dø.

Da skælfisk stormer ind på scenen, er det med en sejrssikker Josie, der vinker til publikum helt fremme ved scenekanten, først til den ene side så den anden sjalet blafrer i vinden, hun springer som en veloplagt ged og folk klapper, så langt hun kan se, er der dyr. De sidder og står klumpet sammen tæt ved scenen mere spredt mellem teltene. Det er overskyet men tørt, Josie giver tegn til Karen der slår takten, og så kører det ellers - Jeg vil holde dig i hånden.
Højttalerne kaster lyden ud over pladsen, der er strøm på anlægget, når vinden blæser og får vingerne i toppen af masten til at dreje rundt. Ekstasen rammer dem, de spiller, som de aldrig har gjort. Øjeblikket er kommet hvor sammesparet energi slippes løs, publikum er begejstret. I tredje nummer er store skyer drevet ind over pladsen faretruende mørke, og så uden varsel bryder det løs. Regnen styrter ned i tove, midt i nummeret stiller Josie sig foran på scenekanten og råber til uvejret - Ja vi har hørt dig men vi stopper ikke.
En tornadoagtig storm fræser gennem publikum, der kastes hulter til bulter mellem hinanden, tøj rives af og flagrer afsted, Josie sætter sig på knæ for ikke at falde, og den høje mast med vinger, højttalere og scenelys truer med at vælte. Dyr der er kravlet op for bedre at kunne se bliver kastet ned på de, der kryber sammen, alt er kaos, men Josie giver ikke op råber til uvejret - Din svækling 
Så fejes hun af blæsten her over scenen ud over kanten og falder ned i mængden af dyr. Da går lyset ud, lyden forsvinden.
En halv time senere er skyerne trukket væk, og solen titter frem upåvirket af hvad, der er foregået. 
Mange er sårede, samaritterne er igang med bårer og forbinding, Josie klarer faldet uden skader, ingen Skælfisk er kommet noget til heller ikke Kræsten. Karen laver varm suppe, og da de genoplever Josies modige råben til uvejret, kan de de ikke lade være at grine - Det var så modigt, du er altså god.
Det er først, da de hører, at den store mast der væltede dræbte adskillige tilskuere, at alvoren vender tilbage. Det er Ingolf der da hun serverer suppen lidt beskedent siger - Jeg tror vi var heldige

Uddrag af romanen HVOR SØD ER KÆRLIGHED (Udkommer til september) 
Gruppen SKÆLFISK er på turne. Menneskene overalt i Europa er dræbt af dyrene, der har fået forstand, gjort oprør og nu sidder på magten. 
Josie er en ged, Karen en kvie og Ingolf er bæver. I bandet er også pingvinen Sigmun, en krokodille og en gibbonabe. Tourleder er kronhjorten Kræsten.

Ligger på ryggen og kigger op i hovedet på en mand jeg ikke kender udenom er andre ansigter de kigger underligt på mig jeg ligger på en kælk bliver flyttet til en båre som bliver skubbet ind i ambulancen nogen fandt mig livløs med skiene på i sneen bag Ulvedalene bliver kørt til Amtssygehuset men jeg er så træt det næste jeg husker er mor.
Jeg ligger på gangen med skitøjet på har kvalme hun vil holde mig i hånden
hvorfor er hun her? tænker jeg det orker jeg ikke har bare lyst til at lukke øjnene gider ikke snakke hun spørger og spørger gid hun dog ville gå og lade mig få lov at lukke øjnene det er det eneste jeg tænker jeg vil godt være alene uden omsorg og medlidenhed og trøst og høneklukken men siger ikke hun skal gå.
Det er det værste ved at ligge på hospitalet at få besøg. Gæster har brugt timer på bus og blomster og forventer man spiller med i deres omsorgsspil tre dage ligger jeg til observation for hjernerystelse med havresuppe og stuegang det er eneste gang jeg har ligget på hospitalet og det bliver også den sidste.
Jeg vil godt dø alene og hjemme uden nogen ved det så kan de stå og klynke ved kisten dem der har brug for det.

Uddrag af Levet og levnet – digt om erindring

Min hovedperson i FORHØR har opført sig skingrende sindssygt og er derfor blevet indlagt på akutafdelingen. Her er hvad psykologen siger til ham ved deres første samtale. (skrevet idag i solen)

Der kommer en anmeldelse klokken 12'35 om en voldelig mandsperson, der nøgen flintrer rundt på gaden og råber, at han er Jesus. Han citerer bibelsteder og skræmmer folk med sin optræden. Enhver der forsøger at tale ham tilrette bliver brutalt overfaldet og slået til blods med slag på kæben fra hans amputerede albue. Der skal fem bevæbnede betjente til for at lægge ham i håndjern og overføre ham her til akutafdelingen. Den mand er dig.

Din voldelige adfærd er ikke til at stoppe, så du bliver lagt i sikringsrum spændt fast og får en dosis afslappende Muskelrelaxantia cisatracurium kan jeg se, så føler du dig noget dopet er det derfor. I tre timer sover du men nu du er vågnet vil jeg høre fra dig hvad der skete?
Jeg ryster på hovedet og siger: Aner det ikke.
Du skulle også have råbt Hvor er min søn? men jeg kan ikke se at du har nogen søn. Vel?
Jeg ryster på hovedet vil gøre alt for at signalere uskyldig og oprigtig.

Du har haft et voldsomt anfald som jeg regner med er slut nu så du kan opholde dig sammen med andre patienter og vil få sengeplads på  enkeltværelse. Du vil være medicineret den tid du er her du vil blive udredt og få en diagnose for det er jo første gang sygdommen har været i udbrud.
Hun kigger på sit armbåndsur og giver mig yderligere information om bivirkninger regler og tidspunkter så åbner hun døren og rækker mig hånden. Vi ses. god bedring.

Nu er han træt af de mange dødsfald alle de lig, nu vil han redde liv og tager derfor på stranden, hvor en livredder sidder i sit tårn og holder øje med de badende. 

Her er så stille sandet så fint og varmt, der er flere stjerner i vores galakse end der er sandkorn ved alverdens strande. Jeg lader en håndfuld sand drysse langsomt ned hvor det kom fra. Hånden er et timeglas, den hule hånd og sandkornene stjerner og verden så stor, mælkevejen en evig venten og jeg måler tiden. 
Det er vidunderligt at være mig, uendeligheden griber mig med sin overdådige strørrelse, og jeg bliver så ubetydelig lille nej ikke ubetydelig for det er mig der venter, måler tid og drysser stjerner det giver mig styrke og tro. Sådan er det jo når der er noget man ikke fatter, så må man tro. 
Jeg er udvalgt til at være den der skaber tid når jeg venter og skaber stjerner når jeg drysser sandkorn. Sådan er det at være guddommelig og det er mig lige nu lige her. Jeg skaber tid og kosmos, holder øje og redder liv uden mig findes intet kun død og mørke. 
Sådan er det at være menneske det burde alle vide at det er ved at sanse verden, du skaber den. Du behøver ikke forstå for at opleve ikke vide for at tro. 

Så langt er jeg kommet i skriveriet. Monologer med arbejdstitlen FORHØR

Jeg har hele verdenen foran mit vindue
halvdelen jord og halvdelen himmel
horisonten som en streg af lyseblåt land
på den anden side sundet
bag markerne
bag vejen
på den anden side hækken.
Staudebedets blomster
har lukket sig for aftenen
vinden løjer af
og skyerne glider fra hinanden
lyserøde i kanten
som dyner med kulørte flæser.
Skæv og rød glider solen ned bag det blå land
mens en kat med et bump bliver kørt over på vejen.
Søren har også hørt det
er hurtigt derude med jagtgeværet
slæber den døende kat ind på marken
mens det bløder fra dens mund.
Den spjætter med bagbenene, da haglene rammer den
så ligger den helt stille.
Han henter en spade og begraver den dér
på marken.
Jeg har hele verdenen foran mit vindue.

Forestil dig at al ondskab i verden er samlet på et sted hvor meget fylder det så?
Sjælland

Og forestil dig så at al godhed i verden er samlet på et sted hvor meget fylder det så?
Samsø

Og forstil dig så at der bliver bygget en bro fra Sjælland til Samsø hvad vil der så ske?
Ondskaben vil gå over broen

Og godheden hvad vil der ske med den?
Den bliver til ondskab

Og hvordan har du det med at der ikke er godhed tilbage?
Det var åndssvagt at bygge en bro

Min drømmepige Isabella har født under vand hjemme i stuen en dreng. Min søn.

Badevandet er blodigt hun rækker mig lillemand så jeg bliver våd på skjorten tæller hans tær der er ti og begge hænder har han gudskelov. Fem på hver ikke noget talidomi det var søsygepiller der skabte de abnorme misfostre vores er så fin dikkedik siger jeg for det siger man jo når man ikke ved hvad man skal sige til en nyfødt. Jeg tror det er slut nu men Isabella siger der kommer mere og holder igen benene bøjede og presser av av det var derfor hun var så tyk der kommer en mere tvillinger vildt og så føder hun igen splat en stor blodig lever af en slags jeg ved det godt at det er moderkagen der synker til bunds søslag og gople så rejser hun sig og blod løber ned ad benene men jeg holder lillemand så hun tager selv håndklædet på radiatoren og tørrer sig men maven er stadig stor. Så lægger jeg baby i en kurv Isabella har gjort klar med blonder og dyne og små elefanter og så tørrer jeg hende giver hende al den kærlighed jeg har i mig og da hun siger tak er som det smukkeste ord der nogensinde er sagt til mig. Tørrer også moderkagen for den er både Isabella og baby så fin og hel hverken affald eller dyremad. Jeg putter Isabella i dynen for hun er så træt så jeg lover at holde øje med lillemand. Giver hende et kys det er ved at blive mørkt står stille foran vinduet nyder roen nu det er slut og tænker at en smukkere udsigt findes ikke.
Da jeg kigger ned i kurven ser jeg at den er tom.
Så skriger jeg i søvne så kraftigt at Marc vågner og vækker mig. Du drømte?
Jeg er blevet far.
Lød ellers som et mareridt.

Det er så langt jeg er kommet i FORHØR som efterhånden er lidt mere end bare et eksperiment. Figurerne er ved at tage form og fortællingen handling. Men hvor jeg kommer hen aner jeg ikke.

80 års fødselsdag fik et gavekort til en tur i shelter med datter og drenge,  og så gik vi tur i dyrehaven. Foto Villo.

Så er det tid siger hun står i døren med sin enorme mave uglet hår og støtter sig til dørkarmen. Har du tisset? spørger jeg dumt for der er en pøl på gulvet under hende.
Vandet er gået siger hun og jeg er så dum at jeg ikke ved sådan noget. Isabella skal til at føde og jeg aner ikke hvad jeg skal og hvordan det hele foregår jeg er rundt på gulvet fordi jeg ikke kan forstå ved bare at jeg er faren altså når barnet kommer hvis det kommer for det kan da godt gå galt. Men Isabella er helt rolig og siger ikke av av selvom jeg godt kan se på hendes ansigt at det gør ondt når der kommer en ve. Bare vi nu når det for vi skal da afsted til hospitalet ikke? Taxa eller ambulance?
Du kan tænde for vandet siger hun og i min hektiske forvirring hænger det ikke sammen med at vandet er gået nå ja det havde jeg ikke set et babyoppustet badeland midt i stuen spraglet jeg fylder det med vand løber frem og tilbage med en spand og mærker efter at det er dejligt lunkent. Mellem to veer sætter hun sig ved nok godt hvad hun gør men at føde under vand lyder helt vildt. Ray Charles så sin lillebror drukne i badekarret og så blev han blind og kom aldrig til at se. En anden svømmede 100 meter under isen for at slå rekorden men han nåede det ikke og man kan godt drukne selv på lavt vand.
Isabella hvid nøgen sænket ned i det lune vand maven som en ø navlen stritter op i luften og brysterne er større end ellers og mørkere omkring vorterne det er en mærkelig tanke at hun har haft bryster siden hun var 14 og det er først nu de skal bruges. Som både der ligger til kajs flyder de på vandet hun minder om en skulptur Fødende Kvinde ja nu må vi se. Det er kun fordi alle andre er født gennem hullet forneden at jeg ved det kan lade sig gøre nu må vi se så jeg tørrer op på gulvet for noget må jeg da gøre. Isabella er bekymrende rolig helt i sin egen verden jeg vil spørge hende om hun elsker mig men lader være for hun er så meget natur lige nu. Men det er jeg også sådan er det at skulle være far for første gang.

Har netop skrevet Fødslen om min drømmepige Isabellas veer og min total forvirrede situation da jeg for første gang skal være far. Men det går godt, jeg vågner træt efter en lang nats drøm som nybagt far.

I timen skal vi lytte
sidde stille, holde mund.
Vi keder os og gaber
og drømmer en stund.
Men nede i hjørnet
begynder de at le
og snart så griner alle højt
for noget skal der ske.
Vi laver fis, skæg
uden at spørge om lov.
Vi kører læreren ned
men gør det kun for sjov.

På gangen må vi ikke
løbe rundt og slås.
Hvis gangvagten ser det
han spæner efter os.
Og fanger han os, smiler vi
si’r undskyld Mikkelsen!
Men når han vender ryggen til
så slås vi da igen.
Vi laver fis, skæg
uden at spørge om lov.
Vi kører læreren ned
men gør det kun for sjov.

Når læreren er syg
så skal vi ha’ vikar
han sidder der og smiler
vil gerne være rar.
Men øjnene fortæller
hvad det er han tænker på
han ryster, han er bange for
hvordan det nu skal gå.
Vi laver fis, skæg
uden at spørge om lov.
Vi kører læreren ned
men gør det kun for sjov.

Fra Folkets Skole

Så er forberedelserne igang til bogmesse i Allerød 24.maj. 
Jeg har 17 skønlitterære bøger med. Digt, novelle, essay og romaner. 
De seneste romaner er alle fra den åndelige verden. 
De handler om nutidens hekse, Sandheden en ånd i menneskeskikkelse, Viltgudr fra ældre stenalder der rådgiver menneskene idag. Mørkets Melodi er et essay om syn og syner og Omvej til Himmerig noveller med blandt andre Charon der er træt af at sejle afdøde over floden Styx.

Danmarks smukkeste bogfest
Da litteratur i øjenhøjde blev afholdt første gang i 2023 var det med ønsket om at skabe en bogmesse hvor læserne kunne møde forfatterne i øjenhøjde. 
At man kunne glædes over den fælles interesse til litteraturen og hvor der var plads til en hyggelig snak.
Marisa Søby bestræber sig på at skabe en messe som hele familien har lyst til at opleve, derfor er udvalget af genre også bredt. Man finder alt fra hyggelige børnebøger, hæsblæsende fantasy, hjertevarme romancer, skønne ungdomsbøger og spændende krimier.

Breathe the Ice åbning om eftermiddagen og Rise of the sunken sun bagefter, der er spændende udstillinger i vente af Inuuteq Storch. 
Politiken viser arkivbilleder af egne pressefotografer fotograferet på Grønland valgt ud af Inuuteq mens Fotografisk Center viser udstillingen fra den danske pavillon i Venedig dog i begrænset omfang.

Min hovedperson i bogen jeg skriver på med arbejdstitlen FORHØR har netop fået amputeret sin underarm

“Da jeg beder om at få min afsavede hånd og underarm med hjem, når jeg bliver udskrevet, tager man det som en spøg, en joke men det er alvorligt ment, min hånd skal behandles med respekt, den er min, og den er mig. Når mennesker dør behandles liget respektfuldt, ønsker man asken spredt på åbent hav, skal man søge om det, for hverken lig eller aske er de efterladtes ejendom. Men hvad hvis personen stadig er i live?
Det er da kun rimeligt at min arm vises samme respekt, som hvis jeg var død, så jeg insisterer på, at når jeg udskrives, så vil jeg have mig med hjem hele mig og ikke ende delvis som affald, og skal armen serveres for ulvene i zoologisk have, vil jeg godt selv gøre det.
Når man skal give sin helt personlige tilladelse til organdonation, så virker det urimelig forkert, at tilladelsen kun er et krav, hvis organet skal tranplanteres, og ikke hvis det blot skal fjernes.
Da jeg stædigt insisterer på at min arm er min ejendom, henviser man til holdbarheden, at organer for ikke at gå i forrådnelse allerede dagen efter amputationen bliver destrueret, iøvrigt anfører man i begrundelsen for den rutinemæssige destruktion, at hånden i de forkerte hænder ville kunne anvendes på en anstødelig måde og give samfundet unødige omkostninger.
Hvor meget af min krop er mig? Er mig kun mig i live?
Når jeg dør mister jeg ejendomsretten til min krop, med mindre jeg har testamenteret den til videnskab eller organdonation, det bør der laves om på.”

Han er stædig og vedholdende, og det lykkes ham faktisk at få sin konserverede hånd med hjem som et præparat i fenol.

Var til Poetry Club i La Fontaine. 20 forfatterspirer havde hver 3 min. til at fremføre deres lyrik. Jeg var især begejstret for Christina Kulpa. Arrangementet afholdes den første mandag i måneden, scenen er åben for alle, man tilmelder sig ved ankomsten og køen igår var lang.

Iris og hendes forpjuskede undulat. Hun er gammel og blind og elsker sin Pusser.
Det bedste hun ved, er når den putter sig i hendes hår for at bygge rede. Så mærker hun kærligheden.
Jeg blev opfordret af Politiken efter et par kontroversielle artikler at lave noget med dyr, og det blev så Pusser på blindeplejehjemmet Solgaven.
At et menneske i Iris' situation og tilstand kunne udstråle så megen varme, var som en gave. Hun var alles yngling på plejehjemmet smittede med sin livsglæde selvom hun kun dårligt kunne gå.
Hun skrev og sendte da artiklen blev bragt det sødeste brev med de værste kragetær.

FRA TALE HOLDT VED ÅBNINGEN AF UDSTILLINGEN GALGENFRIST

Og der en mand med hat og slidte bukser og fyldte plastikposer, de rasler på bagagebæreren, en efter en åbner han låget og kigger ned i affaldet, om der skulle være noget. I Indien er de kasteløse, dem der rydder op efter andre, tager sig af de døde gør dem klar til ceremonien deres sidste rejse, her i haven er det tomme dåser, og kun hvis han er heldig.
Han kommer fra Vietnam flygter som barn med familien fra Saigon, da Vietcong rykker ind, for hans far er chauffør for en amerikansk ambassadesekretær og når ikke at blive evakueret, før det er for sent. Alt for mange er der som ham, så de bliver bådflygtninge samlet op af et dansk skib, hver en plet på båden er optaget af flygtninge, alle skibets tæpper er i brug, dækket en stor sammenhængende familie, nu går han så kasteløs rundt på Frederiksberg og samler døde dåser, sådan er det jo at være flygtning. Først fjende så flugt så fremmed, nej nej jeg aner det ikke, digter bare lader fantasien løbe for en dag at finde mig selv.

Udpluk af FORHØR en række monologer jeg skriver på i disse dage. Foreløbig har jeg skrevet fjorten det er vildt spændende hvor jeg kommer hen.

Hvad er bedre en 1. maj hvor solen skinner end at få vasketøjet ud at hænge. Når tøjet dufter af friskhed efter en vinter af tumbler, så er sommeren kommet, og det er tid at få plantet i potter. 

Som tunger af dej efter nattens hævning, du dvaske grynede gamling skubbet op fra jordens gloende indre flyde over og falde hen i størknet ugidelighed, forstenet karamel, og der ligger du stadig tung og træt og revnet.
Det er undergrunden der har knækket dig i striber, og isen poleret din ryg, og alger sortplettet din bug den ene tunge over den anden, som skød de op i nat, så livagtigt ser det ud, skulle du pludselig rejse dig med et brøl, ville det ikke undre mig en dyb og rusten røst med kæmpekroppens resonans.
Men nej, der skal nok mere til at vække dig slumrende bamse end impulsiv forventning en sommerdag, til vinter måske når isen skubber og slider, og bølgerne slikker dine luffer.

Med vand på alle sider er du noget for dig selv ikke bred eller kyst men ø, du er en ø med karakter, identitet gad vide, hvad du gemmer i blæretangens verden under vandet, om du dybt dernede hænger sammen med de andre øer de andre skær.
Regnen holder dig ren, blæsten tørrer dig, og solen varmer din krop, hvor du dog nyder det at blive sørget for, når en måge lander på toppen af din bakke og kigger sig vindblæst omkring, så godter du dig og føler, du lever.
Lytter du til fuglene, de synger i det grønne deroppe og fylder rummet under himlen så blå, og der en andemor med ællinger otte på stribe, nej du er blind for tiden, en mumie, vulkansk på lit de parade så at alle kan iagttage den døde, et udendørs mausoleum af geologisk materie, halvfulde sække af størknet planet, urstof i havet.

Her slibes med metallisk korrekthed
humanisme til had
sløvheden skærpes og får stålet til at blinke
i dine grønne øjne.

Gnister fyger som glødende asteroider
strømsvigt aborter og selvmord
sårbarhedspsykoser eskorteres
til skammens hotel.

Væskende brandsår i fortvivlelsens zoo
hvor flugt og flygtning
spules som spildevand
til oceaner af håbløshed.

Og der: en forbruger forgiftet af sødme
på troløshedens alter
lummer er lugten af nedfaldsfrugt
i dyngvådt græs.

Simrende under låg forklædt som reklame
en pandemisk trang
til isolation og hånlig beklagelse
velsignet være åndelig restriktionsterapi.

Snekanoner brager laviner pirres
solariekulturen giver de blege kulør
isbjerge sveder tundra bliver til mose
og frøbanken drukner.

Diger brister bilerne sejler
ser du de vinker på Facebook
fra taget af den sidste bygning
blændet af tidens helikopterkollaps?

Fra digtsamlingen Snart brister alt

Jeg skriver en række monologer der handler om skyld, at skubbe skylden fra sig med en løgn eller tage den på sig og sige undskyld. Og så husker jeg en sag, hvor en læge til forældrene dømte deres datter død: "Der skal ske et mirakel hvis hun skal overleve". Tilladelse til organdonation skulle gives nu, mens hjerte og lunger stadig virkede. Datteren overlevede og kom sig.

Jeg har lige overværet det modsatte, at en læge giver forældrene et håb om overlevelse, selvom hun er informeret om det modsatte. Da drengen dør bliver hun anklaget af kolleger for ikke at have havde været sit ansvar voksen, men usolidarisk givet aben videre. 

Filmen DET ANDET OFFER har alt hvad man kan ønske sig af en debutfilm, så inderlig, realistisk godt spillet og instrueret. Så vidunderlig famlende.  
Filmens skønneste scene er da politiet møder op på hospitalet for at tale med lægen, der er sikker på, det er hende de kommer efter, for de spørger hvordan det forløb. Stor lettelse, da det viser sig, det er den afdødes mor, der er anmeldt for at have overfaldet lægen.

Zinnini Elkington har både instrueret og skrevet manuskript til filmen der foregår på en enkelt dag på Herlev Hospital.

Besøgte udstillingen Stars & Stribes i Dark Gallery CPH hvor Loui Moon deltager. Her kommenterer hun i iscenesættelser præsident Trumps nedladende holdning til kvinder.