Dagbog

Mit badeværelsesvindue stod ikke til at redde, så jeg fik min søn Matias til at skifte det ud. Superflot er det blevet.

Det er sommerens dag
på Christiansø
en hedebølge
skyller ind over skæret.

Natskjorter i solen 
lysende hvide 
med kulsorte skygger 
frisk luft til nattens sved.

Og et vindstille træ
gået ud i toppen men ellers
grønt som oliven.
Bladene krøller sammen
de må nøjes med væske
fra en sprække i klippen
med fugtigt græs og lidt muld.

Nøgne bakker glatte og varme
renskuret klippe
med pletter af lyng og eng
men ingen stier.
Turisterne smider skjorten
for ikke en vind
flytter rundt på luften og fugten.

Og en himmel klar blå
smyger sig fra havet
ind over øerne dvask ugidelig
lader den lyset passere
med sin bagende kraft.

Og tæt på horisonten
svævende på havet
en sky klumpet klodset
hvid i kanten mørk i maven

Upåvirket lader den
jorden dreje under sig
mens den bliver stående
hjælpeløs forladt.

Og der et skumbjerg
Mount Everest som skymassiv
sort på undersiden
lysende i kanten dræbende enorm
større end Ertholmene
truende mørk og tung
sikke et brag om den faldt ned.

Et bjerg af skum
en dyne med vinger
natsjorten vifter i varmen.
Og et luftskib ubevægelig
og dog levende
trækker efter sig
striber af hvidt

En vulkan gør sig klar
den hvide damp er et varsel
sådan så Gaius Plinius Vesu
dagen før vulkanens is
blev til damp.

En sky popper op
i slow motion
glider som et isbjerg på himlen
nej flødeskum
nej ekspoderet
chockoladeflødebolle
hvor tiden er gået i stå.

Det er smukt fordi den er ægte
karakterfuldt og tidløst.
Skyen er ikke skabt
for skønhed det er mig
der gør den smuk.

Når jeg er i tvivl
om noget er smukt
så tænker jeg på
om det ligner skyen.

Nogen har med en finger
gjort undersidens
ellers skarpe kant sløret.
Hvis det var en tegning
ville det være grimt
men nu er det skyen selv
der skaber sin opløsning.

Ruller rundt i midten
laver to horn
og en lille flig i toppen
hele midterpartiet
selve bjerget flyder ud
rumler rundt
og så pludselig et dyr.

Hvad sker der, hvad sker der
et dødt dyr i skærverne
lemlæstet lig
så langt fra meningen bare død .
En fugl med brede vinger
klør og kroget næb.
En stormmåge

Når jeg kigger på himlen
sker der ingenting
Når jeg kigger på mågen
og vender tilbage til skyerne
har de skiftet form.

Skyer er som fotoner
de skifter karakter
hvis opdager
de bliver iagttaget.

Bastionens mørke mure
kravler op ad bakken
mod himlens lysende skyer.
Murene er
menneskeskabt
skyerne
tilfældighed.

Begge er de smukke
fordi de ligner noget
jeg kender.
Noget ægte
jeg kan give liv.
Et liv jeg kan beskrive
og dermed give fri.

I to uger i august boede jeg i Den Blå Hane på Christiansø. Tæt på naturen. 
Hver dag skrev jeg digte, om hvad jeg oplevede, tænkte og skabte i fantasien.

Vesterhavet på Fanø for en uge siden. Så stort og fladt. En surfer på bølgerne og to i vandet.

Jeg sidder på Børsbænken i Sønderho med udsigt over Vadehavet  og skriver om en ung pige, der tager en pause fra rokken og finder strikketøjet frem. Sådan sad de ofte og ventede på deres forlovede på langfart. Mange måtte vente forgæves, byen var fuld af søenker

I min alder
når jeg lader mig synke
i iskoldt vand
og kroppen gør vrøvl
tigger og ber om
barmhjertighed
og jeg så holder ud
så mærker jeg dejligheden.

Langsomt opgiver kroppen
sin protest
holder sig tæt på trappen
og helst
hvis der er et tov
holder jeg fast
som på vandski efter en båd
svæver på vandet

Så kommer lykken
en accept af kulden
som mere end en ven.
Masserer hver muskel
trækker til og giver slip
til kulden er væk.

Varme opstår i hver celle
det er hjerteblod
der genopliver kroppen .
Lykken er at blive født påny
vågne til velbehag.

Oh friske vind
der tørrer min krop
væk er sorte tanker
og lysten til flugt.
Et isbad fjerner tristhed
og sender hadet på pension.
Det husker jeg imorgen
når jeg igen skal fødes.

Skrevet i badehuset på Christiansø  august 2026

Det var vidunderligt på Fanø Kunstmuseum at se Julius Exners store malerier af hverdagsliv på øen. Han er så levende, veloplagt, finurlig. Her er det Sangtime i Sønderho fra 1896.

På min tur ad smalle stier
mellem stråtækte huse
drysset hvor der nu var plads
på et lille stykke jord
mellem dige og klitter
møder jeg en rodebunke
tankeløs bebyggelse
burde ligge på en
brakmark i brøndby og ikke midt
i Fanøs smukke Sønderho.

Tegltag ikke siv eller strå
termoruder med persienner
for at undgå fremmedes blikke
og på gårdspladsen et skur
nymalet grønt engang
nu skallet støvet og glemt.
Men da det skjulte udsigten
fra stuen byggede man en
havestue med glas fra gulv til loft
og hængende blomsterpotter

Men vigtigst er hækken
klippet så fint
omhyggeligt med havehandsker
hækkesaks perfekt præcision.
blød og rund i toppen.
Åh gud det grønne skur
med haveredskaber
plæneklipper og pyntebånd
to døre og ingen vinduer
det havde jeg glemt.

Det hele er en fæstning
med tidens behov
for privatisme udsynet belagt
med materet folie
i et smart moderne mønster.
Her bor mennesker
der har tid og råd
men ingen sans for skønhed.
En rumstation strandet
på traditionernes mark.

JEG HAR ALTID MIN NOTESBLOK MED MIG, NÅR JEG GÅR, OG ER DER NOGET, DER SÆTTER TANKERNE IGANG, SÅ SKRIVER JEG, HVAD JEG SER OG FORMER DET SENERE TIL ET DIGT. DETTE DIGT SKREV JEG I sidste UGE I SØNDERHO

Det var et farefuldt erhverv at være sømand på Fanø mange af øens kvinder blev enker i en ung alder.

En uge i Billedkunsternes ejendom Maler-huset, hvor jeg havde seng i ateliéet. Det skønneste hus i den dejligste by på Fanø. Fik gået ture og blev inspireret til på Børsens Bænk med udsigt over Vadehavet at skrive en novelle om Carl Emil, der møder en fremmed på bænken. Den fremmede mistede sin kone og børn ved stormfloden 1839 og sammen går de op til kirkegården.

Hør nu hvisler vinden
i øens store træer
hvisker om den morgen
hvor bomberne faldt
synger om den aften
de ikke kom hjem

Den hvisker om fisken
der pudseligt forsvandt
færre blev til få og den
tog fiskerne med sig
ingen fik længere æren
af at dø på havet

Eller dø i sit fængsel
i 15 år gik tiden
langsomt næsten i stå
før doktor dampe
blev sendt over havet
forvist fra sin ø

Hør nu skriger mågen
at tiden løber ud
vaskemaskine fjernsyn
digitaliseringen trækker
øen mod land til en knyst
som øen amager

Se nu blænder solen
for sidste gang
øen der søgte frihed
til at skabe sin fremtid
hør nu hvisler vinden
at grænsen nået

Jeg har skrevet en del i mine to uger på Christiansø, prosa og digte. 
Håndskrevne noter jeg er begyndt at skrive rent.

Det var min hytte på Christianø i de sidste 14 dage. Blå Hane i vidunderlig ensomhed og pragtfuld udsigt på den dejligste bilfri ø. 
Mandag kører jeg til Sønderho på Fanø hvor jeg skal bo en uge. Sommeren bruges til inspiration, jeg skriver ned, alt jeg jeg kan bruge i vinterens skriveri. 

I morgen tidlig tager jeg flyveren til Bornholm og videre til Chrisiansø, hvor jeg skal bo i den skønneste natur langt fra verdens fristelser. Jeg boede der sidste år og det var bare så rigtigt at bo i en hytte langt fra civilisation, tv, og rindende vand.

Det gør av, når veerne kommer, og Olena er lykkelig for, at Marie kan være med, holde i hånd, tørre panden og berolige hende. Igen og igen siger hun nærmest som en undskyldning  "Jeg kan godt." Hendes loyalitet er imponerende alt gør hun for at Marie kan blive lykkelig, og Marie er lige så taknemmelig, for det må da være det værste i hele verden at føde at barn som ikke er dit. 
Det er Olenas tredje barn så fødslen går hurtigt. To jordmødre og en læge er tilstede alt går som det skal, barnet kan komme ud uden problemer. Lægen får baby over på et bord tjekker reflekser, syn, hørelse, konstaterer at alt er perfekt, som det skal være.
Olena er udmattet slap og lykkelig da lægen konstaterer, det er et velskabt barn. En pige.
- Vita Liv siger Olena og holder fast i Maries hånd. Så kigger hun hende i øjnene og siger  "Pas på hende."
En jordmoder står med Vita Liv i armene og beder Marie følge med mens den anden sætter gang i moderkagen.
En lille ceremoni foregår i venteværelset hvor Marie og Nic står over for hjemmets forstander, jordmor med Vita Liv, som hun rækker til faren som er tussebenovet og slet ikke vant til at holde et spædbarn.
"Tak" siger han uden at vide om det er en dreng eller pige. Så siger jordmoren at fødslen er gået godt og barnet er en velskabt pige, hvorpå forstanderen siger de bevingede ord.
"På vegne af BioTexCom giver jeg hermed de sande forældre Marie Sine Christensen og Nic Eigild Erichsen retten til dette barn med alle de forpligtelser og det ansvar, der følger med. Dette være meddelt i overværelse af jordmor Daryna Demchenko, der forløste barnet. Tillykke.
Nic kan ikke give hånd for  han holder jo om Vita Liv men han nikker og takker og selvom Marie tripper for at få love at holde, giver han ikke slip.
På vej ud til bilen spørger Marie en uniformeret  om de lige må sige farvel til Olena. Hun forlader dem kort kommer tilbage og siger, at Olena har taget afsked med både barn og jer.

Jeg har renskrevet novellen Prisen på Liv om parret Nic der er pilot i en F-16 og Marie, der så gerne vil have et barn, og da hun ikke kan, vælger at købe et af en rugemor i Ukraine. 
Marie er med til fødslen, da rugemor Olena får veer, mens Nic venter i venteværelset.

farlig eller krig?
der er gået svamp i den bærende bjælke
råddenskab siver
fra embedet ned gennem skakten
fra etage til etage
gennem generationer
antænder brande
hellere krig end forlig

smudstillæg erstatningskrav
hvordan kan man stole på tiden
når den løber fra alt og alle
i sine elastiske løbeproteser

gamle poul henriksen tabte
sin stok på vej i en elevator
satte sig fast mellem 3. og 4.
først ugen efter kom de ud
selvom ingen savnede dem

gåsepostej ulækker
når den siver mellem tænder
men gallopkringle vigtigt
for kondition og konditori
i sjette løb har vi en vinder
igen i år blev det en hest

smudstillæg affaldschok
det kribler ned ad nakken
med behårede paragraffer
søndagsravage på gyldenvej
enken overfor hoppeborgen
er forlængst gået bort
men stanken på trappen viser vej

Når jeg i mit skriveri trænger til en pause så lader jeg ordene flyde uden mening. Det er afslappende at de bare har lyd. digtet skal ikke bruges til noget og digtet her er sådan noget ideforladt volapyk fra sommeren i Lynæs. Men sjovt og afslappende at skrive.

På det næste teammøde gør man alt for at fortælle hvor frygtligt det må være som kvinde at skulle leve med en penis og at alle transseksuelle kvinder født som mænd får bortopereret det fejlagtige organ så det ikke plager dem psykisk. 
- Er jeg da en transseksuel kvinde?
De kigger på hinanden om det er tavsheden de skal vælge for at beskytte Rose
- Det er det vi skal finde ud af, men uanset hvad der er galt skal du informeres om den operation der vil gøre dig til en rigtig kvinde.
Rose stirrer ud ad vinduet alt de siger lyder så fjernt. Så grumset og hult som blev der talt ned i en kop. At hun skulle sprættes op for at blive en rigtig kvinde lød for Rose helt absurd. På hjemvejen kommer hun til at græde, som Rose senere husker det, var det første gang nogen havde fået hende til at græde over hvem hun var.
Rose accepterer at være anderledes, men er skræmt ved tanken om, at hun skal plukkes som en høne og stå nøgen tilbage uden kræfter uden mod eller lyst til livet. Hun er ikke længere sig selv men alle andres. Lægernes, forældrenes, sladderens. Alle ville rose hende, hvis hun sagde det gik fremad og hade hende hvis hun sagde at det gider hun ikke. Hun føler sig som et forsøgsdyr hvor forskerne vil undersøge hvor længe hun holder sig i live med den ny medicin.
Efter utallige møder med teamet og en endelig udredning, når man frem til, hvad hun egentlig fejler.
- Fejler? Hun fejler ingenting det er alle andre der fejler noget, så Rose beslutter, da hun bliver 14 at nu skal det være, ingen operation, ingen hormoner, jeg er Rosa, og jeg er Rasmus, og det må I finde jer i.
Det er en kæmpe lettelse da Rose har taget beslutningen, nu hvor hun kender sig selv, kan hun igen trække vejret.

Uddrag fra novellen jeg skrev i telt i Lynæs og nu har skrevet rent. Rose er født med både XX og XY kromosomer og derfor både mand og kvinde. Et forskerteam følger hendes udvikling gennem puberteten.

Skrev i Lynæs en novelle, om hvordan det er at vokse op med Ovotestikulær Disorder of sexuel Development, det man tidligere kaldte ægte hermafroditisme eller tvekønnethed. 
Jeg sidder nu og skriver mine håndskrevne sider rent, og det er vildt spændende, hvordan Rasmus, som han bliver døbt bliver til pigen Rose, da hun er 9 år og ikke aner hvad der foregår. Hun tror hun er en dreng med feminine træk, men så får hun menstruation og opdager, at hun også er en pige.
Novellen handler om hvordan omgivelserne opfatter hende, og  hvordan andre DSD personer bliver opereret og fortryder. Rose føler sig svigtet men er stærk.
Billedet er fra den første intersex demonstration i Boston 1996 hvor Rose deltog som 26-årig for aldrig siden at vende hjem til Danmark.

Alt siet og gæringen godt igang. 
Sidste test var 42 oechslegrader - det er sukkerundholdet og 17 % det er alkoholprocenten.
Den simrer stadig, for det er en hedvinsgær, så den kan godt komme op på 22 % alkohol,
Jeg tester en prøve iskold, for så bundfælder den og bliver klar, og så forsvinder den bitre smag, og selvom den er sur, kan den sagtens blive god, når gæringen færdig.

Den skønneste badetur med min datter idag. 

Oh så fint den stormgærer på 2.dagen. Jeg gav den også et halvt kilo sukker ekstra. 
Smager så skønt af sommer.

Tre uger på den skønneste campingplads i Lynæs. I vandet hver dag men igår sluttede det, kun en vissen cirkel er tilbage. Men 23 kg.mirabelle-blommer har jeg med, de står i varmen og bobler.

Gå en tur og finde sig selv.

Har fyldt bilen med alt jeg skal bruge de næste tre uger.

Alt har jeg i teltet. Kontor, spiseplads, seng og dagligstue.

En fantastisk kamp, finalen i Wimbledon mellem Jannik Sinner og Alexander Zverev
.

Kom i Maribo forbi et kæmpelager af lopper og kunne ikke lade være - i to timer gik jeg op og ned langs hylderne og plukkede skøre, sjove eller dumme, smukke - jeg elsker når tidens og stedets kultur bliver formidlet i souvenirs. 

Min udsigt når jeg vågner tidligt, det er den skønneste camp. Men vandet er isnende så det bliver bare til en dukkert. Men masser af jordbær, ribs, kirsebær solgt i boder langs vejen men også hvidtjørnsaft og hybensaft dejligt.

Første stop på ferien er Fejø og vejret er vådt.

Det er det bedste, når en bog kommer fra trykkeriet, eller vinen er kommet på flasker. ManÖver har været længe på vej, men den var ikke så ligetil, for den er lavet på granatæblesaft fra Berlin. Et eksperiment som endte godt trods alt.

Logbog for Granatæblevinen som er klar til at komme på flasker.

vasket og spulet og soltaget gnubbet, så det fik sin originale farve tilbage. så er jeg klar til fejø på mandag.

Alderspræsidenten i sin natsjorte på inspektion i koncentrations anstalten Sneglen i Kastrup lørdag 27.VI.26

Vågnede ved et fantastisk bulder, noget stort var sprunget i luften. Kiggede ud ingen flammer eller rødt skær og så kom det lyn på lyn lyste himlen op så fantastisk. Tæt på. Naturens mesterværk i lyd og billede.

Vi går efter lyden, denne gang flere stemmer i kor LAVINE på plænen mellem staldbygning og varmecentral 6-8 ældre personer ligger på alle fire nej kun tre, for det venstre ben er strakt bagud, hovedet løftet og så skal alle samtidig  sige som løver så højt de kan LAVINE det lyder virkelig forskrækkende. 
En leder foran alle demonstrerer bevægelserne og hendes stemme skærer gennem alt, den er et råb om hjælp en advarsel til alle skiløbere på løjpen at de  skal passe på for nu kommer der en snemasse oppefra og begraver dem.
Hun støtter igen på alle fire, og så det andet ben strakt og løvebrølet igen LAVINE en advarsel til alle i landsbyen at de skal søge beskyttelse for nu kommer der en ødelæggende katastrofe og begraver deres by i to meter sne. LAVINE. 
Det er anstrengende, for deltagerne er ikke unge men ældre, huden rynket musklerne slappe benet ikke strakt helt ud og armene ved at falde sammen udmattede stønner de af anstrengelse.
 - Og sidste gang, kom rejs jer på arme og knæ stræk højre ben bagud sug luften ind og forbered jer på at give et løvebrøl så kraftigt at lungerne fuldstændig tømmes for  luft, giv fuldstændig slip LAVINE det runger mellem bygningerne. Råbene har lokket andre til, der studerer den menneskelige øvelse i at være et rovdyr på savannen der kalder på en mage. 
Sådan er det med mange dyrs parringsskrig, at det både er opfordring og trussel, en hunløve i brunst har ingen fri vilje så ville hun gemme sig og sine unger, men naturen har givet hende et instinkt, der styrer hendes bevægelser, ned på knæ lade ham snuse og blive ophidset, hoppe på hende selvom det gør ondt så hun raser af ham, alligevel får han lov 50 gange om dagen så længe hun er i brunst, hvorefter han dræber hendes tre unger uden at hun kan gøre noget andet end at sørge over sit tab. 
Er det virkelig nødendigt at naturen opfører sig sådan? Ja ja den stærkeste skal overleve og den nye partner er stærkere end hendes forrige, der svigtede og blev skudt af en krybskytte. Nu skal alle spor slettes og en ny familie skabes bedre end den forrige. LAVINE Et sneskred fra toppen af bjerget løsner sig og begraver alt levende, så en stærkere befolkning kan få plads til at gro. 
Jeg kan sagtens se hvordan udvisningen forleden er gjort af det samme instinkt, mennesket er også natur, vi ligner løver mere end vi vil erkende. Fremmede skal dø for at vi, de stærke kan fylde pladsen ud med vore egne.
- Jamen vi slår dem ikke ihjel, sender dem bare hjem. Vi råber så højt vi kan LAVINE på tre ben det fjerde strakt og hører de fremmede det ikke, så må vi hjælpe dem til et sikkert sted og det er hjemme hos dem selv. Vi var så kæmpe  hjertens gode at give dem betinget ophold, vi er ikke mordere, men vi advarer gerne om at en katastrofe er på vej LAVINE. 

dette er hvad jeg skrev idag, en fortsættelse af teksten igår til hvad der skal blive en novelle.

Trækker mig hen langs grønne plæner med pyntede bede langs en kilde med silende klart vand til en tykning med en smal sti på en bund af spåner, der gør hun holdt og peger. Hvad der ligner en tynd træstamme er benet på en giraf.
Ganske stille står den, nu ser jeg alle fire ben, og der oppe i løvet på de omgivende kroner et lille trekantet hovede med to horn på en langstrakt kamufleret hals, så kigger jeg på Viola usikker på om det er sandheden, jeg ser, og hun nikker. Midt i tykningen i haven beskyttet af mure på alle sider står en giraf undsluppet fra zoologisk have. Hvilket syn. 
Den gumler på de øverste blade underkæben bevæger sig sidelæns så bladene bliver kvast inden de ryger ned gennem den lange hals. Fuldstændig kamufleret af pletter lyse mørke. 
Hvilket privilegie at træde ud af den tillukkede forudsigelige kultur og ind i naturens eventyrlige. Hvor fuldstændig vildt at få lov at opleve, da den sænker sit hovede spreder forbenene og vil give mig et et kys, nej nej den vil fodres, så jeg plukker en håndfuld og mader den. Rutineret vikler den sin lange sorte tunge om mit bundt og trækker til. Jeg er ikke i tvivl om, at det kun er fordi jeg er Violas far, at jeg får lov at opleve det eventyrlige syn, hun kan altså noget ingen andre kan, som en fjern stemme hører jeg råbet: Lavine. 
Det giver et kraftigt rungende ekko som var vi i en kløft mellem bjergsider. 
Jeg hører det, men ser ikke noget. Måske det bare er en drøm.

Skriver på en bænk i parken overfor. En ny novelle som skal være eventyrlig, satirisk, barnlig og sjov.

Min siddeplads i Operaen til forestillingen Innocence. 
En foruroligende, musikalsk fortælling om de traumer, der følger i kølvandet på et skoleskyderi.
Operaen er bygget op som en krimi, hvor trådene langsomt samles og bliver til én historie om et skoleskyderi med dødelig udgang. 
En rå og mareridtsagtig kommentar til den meningsløse våbenvold i vores samtid. 

Jeg har købt billet til Det kongelige Teaters forestilling inden den tager på turne rundt i landet

– en stærk forestilling om søskendekærlighed, rodløshed og en stemme, der udelukkende talte i store bogstaver
Yahya Hassans død i 2020 er lige så chokerende, som kometnedslaget fra hans debutlyrik var. Tilbage står Yahyas familie i sorg og chok. I Steffen Stubagers fængslende bog fra 2024, ‘Familien Hassan’, fortæller Yahyas mor og hans fire søskende, Kawther, Khadeeja, Abd Al-Salam og Abdullah, for første gang om Yahya og opvæksten i boligkvarteret Trillegården ved Aarhus. Deres historie viser et forsøg på at finde fodfæste i et mønster af rodløshed, flygtningetraumer, vold i familien, grov kriminalitet, anbringelser, bandemiljø, dødstrusler, fængslinger, samfundsmæssige svigt og uforenelige parallelsamfund.
Den prisbelønnede irakisk-danske instruktør Sargun Oshana dramatiserer denne fortælling om en fortiet virkelighed i dagens Danmark – det miljø, som Yahya Hassans smerte og digte udsprang af.
Medvirkende: Zere Celik, Ellaha Lack, Arian Kashef, Wahid Sui samt musiker og komponist Rezwan Taha

Glædelig Sankt Hans ønsker jeg alle hekse på vej.

Ilse var 19 og trist. 
Inden hun gik hjemmefra havde hun set sig i spejlet og kunne tydeligt se hvor grim hun var. Siden den kedelige oplevelse hvor en mand en aften havde forsøgt at tage hende med magt, havde hun haft det skidt. Hun var sluppet fra ham men havde været så bange, at hun var blevet en hel anden pige. Altid sky. Trist og grim. 
Nu havde hun så taget en beslutning. Ingen vidste noget om det, andet end at hun følte sig utryg sammen med mænd og aldrig turde gå på date med drenge. 
Hun gik ad jernbanestien det var ved at blive mørkt ned til en bro over sporet kun for cyklister og gående. Og nu står hun så der midt på broen og vil gøre en ende på sit sølle liv. 
Meget har hun prøvet foran spejlet, læst alt om hvordan man fik øjnene til at virke store og få øjenvipperne til at syne af mere. Alt havde hun prøvet fra naturligt hverdagslook til dristigt glamourøst aftenlook, men hvad hjalp det, når hun alligevel ikke turde gå nogen steder.
Make up og pleje er blot medier til at udstråle den indre energi og selvtillid. Indre energi havde havde hun, nu skulle det være. 
- Det kan jeg godt. Hun smed sin jakke, satte sig op på gitteret og så var det ellers bare at vente.
- Farvel verden, du ville ikke have mig, men gjorde mig trist og grim, ubrugelig og nu har du så valgt at slippe af med mig, flå min krop i stykker sjaske mit blod på forruden af et tog gad vide om glasset holder. 
Ilse ser det for sig kun tre meter er der ned til toget, når det kommer, da nogen hvisker hende i øret:
- Hvorfor dig? Hvorfor ikke ham?

Er startet på en ny fortælling til novellesamlingen. Foreløbig en skitse, jeg ved ikke hvor meget kød der er på den. Ordet er Hævn.

10 RÅD FANDT JEG PÅ FACEBOOK OM DEN AUTISTISK KVINDE.
INTERESSANT FOR ALT PASSER OGSÅ PÅ MIG.
- Smalltalk er pointless og drænende. 
- Alt bliver gennemtænkt og vendt og drejet. 
- Har altid backup planer - for "Hvad nu hvis?" 
- Irritation over baggrundsstøj, emhætte, vaskemaskine, radio. 
- Har brug for pauser især efter sociale sammenkomster. 
- Siger ikke ordene "jeg elsker dig". Der er andre måder at vise det på.

Barnebarn Flora blev efter 3 år på Designskolen i Kolding bachelor med topkarakter.

Tæt på vandet og helst på en ø. Sommerens ophold er booket.

Cabin 1 på Ro Camping Fejø
I telt på Lynæs Camping
Den Blå Hane Christiansø
Malergården Sønderho 

Mødtes idag med de andre studenter år 1964 til jubilæum og Der blev snakket om tiden før tiden. Jeg startede 12 år gammel i 1. mellem på Lyngby Statsskole.

Jeg skriver altid i hånden, når det er noget jeg skal udgive, digt, novelle, roman. 
Hvis jeg skriver på tastatur så får det ikke den spænding, intensitet, den nerve som håndskrift har. Jeg har altid vidst det, men ikke hvorfor. 
Nu læser jeg så om forskning, der beviser at hjernen arbejder forskelligt om jeg skriver i hånden eller på tastatur. Interessant.

Professionelle cykelryttere var i 1990-erne ansat på hold som betalte deres løn til gengæld for loyalitet og samarbejdsvilje. Firmaholdene var fællesskaber der åbent kæmpede mod hinanden og konkurrencen var benhård. Men de var også del af et andet fællesskab, der havde den modsatte ambition, den var superhemmelig.
Ingen vidste officielt hvem deltagerne var, man havde en anelse, men der var aldrig nogen der indrømmede, at de var medlemmer og ingen vidste officielt hvad man foretog sig.
Gruppens aktivitet var det modsatte af firmaholdenes, den bestod ikke i en fair konkurrence men i den bedste medicinske udnyttelse af kroppens resourcer. Doping.
Det hemmelige broderskab skulle beskyttes af tavshed.
Da der alligevel sivede så mange oplysninger ud om den hemmelige orden at myndighederne greb ind, blev rytterne stiktossede. Blodprøver før rytterne er stået op ransagning af hotelværelser konfiskering af affald på jagt efter tomme ampuller og kanyler, kontrollanterne nærmer sig en total afsløring af den ulovlige gruppe, da rytterne nedlægger arbejder.
De nægter at køre hvis deres hemmelige broderskab skal afslørest. Umiddelbart efter dagens start stiller de cyklerne og sætter sig på græsset i protest. Ikke en eneste røber noget om den illegale pagt på tværs af holdene.
Den besindige danske rytter Bjarne Riis feltets mest dominerende rytter kan godt se, at det her kan ødelægge den legale tilknytning og dermed alle rytteres ansættelse og indtjening og blive en katastrofe for cykelsporten.
– Hvis denne chikane og mistænkeliggørelse fortsætter, så bliver der ikke noget Tour de France.
Bjarne Riis tager rollen på sig at forhandle med ledelsen på rytternes vegne og med løftet om mindre klapjagt på mistænkelige ryttere lykkes det ham at overtale feltet til at køre videre.
Begge fællesskaber overlevede takket være den snu og kløgtige 32-årige dansker, der blandt rytterne var kendt som Mr. 60% på grund af sin tårnhøje hæmatokritværdi.
Ikke kun Bjarne Riis var medlem af den hemmelige club det var faktisk alle ryttere, der lå i spidsen af løbet, Da touren sluttede var de 6 førende ryttere dopet med EPO, kortison, væksthormon, testeron, insulin eller med blodoping kun nr. 5 en ukendt østriger var ikke påvisligt dopet.
10 år senere hvor alle danske ryttere erkendte eksistensen af det forbudte fællesskab var tidsfristen for udelukkelse overskredet. Hvis man ville angive ledere, læger eller kolleger blev man belønnet med strafnedsættelse. Michael Rasmussen fik sin straf på 8 års udelukkelse reduceret til 2.
En rapport 2015 konkluderede at der havde været omfattende ledelsesstyret og systematisk doping på det daværende Team CSC under ledelse af Bjarne Riis.
Brian Holm, Jesper Skibby, Bo Hamburger, Rolf Sørensen og Bjarne Riis indrømmede, da deres aktive karrierer var forbi, at de havde løjet om deres hemmelige aktiviteter men da var sagerne juridisk set forældede. Brian Holm føjede til at doping var en integreret del af kulturen i 1996.

Jeg er nået til den sidste af 12 små historier om fællesskab. Sammen med 12 tulipan-fortællinger og 12 problematiske karakterer bliver det en novelle med samme tema.EN FOR ALLE ALLE FOR EN.

På den midterste bænk sad en kraftig mand, der konsekvent kiggede på de andre. Armene over kors, rynkede tatoveringer. I forventning om at noget skulle ske, blev hans blik tiltrukket af selv den mindste lyd. Kvinden ved siden af med blå åreknuder på lægge og lår undlod meget bevidst at kigge på andre. Døren gik op og hendes blik gik ned i gulvet, sneg sig op over ovnen ud i saunaens hjørner uden at se på nogen. Det var en solbrændt, gråhåret mand, der bevægede læberne til et lydløst. Goddag. Han kiggede sig omkring, trådte op på bænken og satte sig, hvor der var plads på den midterste. Virkede rastløs kiggede sig søgende omkring rejste sig stillede sig spørgende ved vandspanden, og da ingen gav lyd fra sig enkelte nøjedes med at nikke, hældte han flere skefulde vand på ovnen.
Varm damp bredte sig og det blev først for en for for meget så også for en anden. 
Den vomtykke på øverste række blev vækket af sin snorken.
Men så skete der noget fuldstændig kaotisk for en mand uden bukser på trådte ind og alle kiggede på alt andet en mandens blottede underliv. Han var ikke ung længere testiklerne hang dybt i en slap pung og hans lem var langt med glansen blottet. Men det var der ingen der så for alle kigger på hinanden i håb om at få en reaktion. Nogen måtte da sige noget, for det var en regel at i denne fællessauna for begge køn at bruge badetøj. En rømmede sig påfaldende højt andre rykkede sammen, mens de stønnede, lige så langsomt opstod en følelse af fællesskab. 
Fra at være otte individer blev de en flok. De udvekslede blikke og miner men ingen ord. Overbærende smil, fornærmede panderynker meget kan man sige uden ord, men da den nøgne mand rettede på sin pung med hånden, da blev det for meget for den kraftige på midterste bænk, han tog rollen på sig at være flokkens talsmand. Med kraftig stemme gjorde han opmærksom på, at man skal bruge badebukser  i saunaen. Lettere befippet dækkede den nøgne sit underliv med håndklædet, undskyldte og kunne se på fællesskabets fordømmende attitude, at det ikke var nok. Så rejste han sig bandt håndklædet om livet og forlod saunaen fulgt af alles blikke.

Udsnit af tekst om fællesskab og grupper. Til novellen En for alle alle for en.

Amalies drenge til frokost. Med vintest og litteratur.

Kirsebær 15 % alkohol 30 oechl. grader 
Solbær 15% alkohol 45 oechl. grader 
Det går så godt, de smager skønt begge to. 
50 liter solbær og 25 liter kirsebær, den smager ikke så kraftig som solbær, hvor jeg kun har brugt 10 liter. koncentrat, mens kirsebær er 15 liter. 
Og der er stadig masser af sukker at spise.
De skal bare have ro nu til de har spist sig mætte.

Stemningen var højtidelig og René fuld af forventning. Hvid skjorte og sorte bukser.
Deres første sang var Stille nat, hellige nat.
Sopran Mezzosopran Alt Tenor Baryton og Bas med René var de 12 sangere der sang flerstemmig i et arrangement af musiklæreren, så en massiv og sammensat menneskelig klang bredte sig under kirkens kuplede loft.
At kunne synge sin tenorstemme af fuld hals var så fuldstændig anderledes end at synge solo. Det var som bar sangen ham på en tur i rummet oppe under loftet. Musiklæreren dirigerede og det slog René at det var ham, musiklæreren der skabte sangen, og at han selv bare gav tonerne lov at slippe ud ad munden. Så vildt var det at give sig hen i en samklang, der var så rummelig og stor.
At synge i kor med forskellige stemmer var noget helt andet end at synge fællessang. Det var en næsten guddommelig klang så perfekt en harmoni, René mærkede at det ikke blot var en skøn oplevelse, men en ny identitet. Han var havnet et sted, han aldrig ville forlade. En musikalsk eksistens der overgik alt han hidtil havde oplevet.
Næste salme Nærmere Gud til dig. Og det samme gentog sig. Af fuld hals gav han sangen fylde og René overgav sig totalt, kirken blev fyldt af harmoni og tilbedelse.
– Er det sjæl? tænkte han og lod sig føre af engle eller Helligånd til Himmerigets port.
Det var en skælsættende begivenhed for René at individuelle stemmer i fælleskab kunne skabe et mirakel.
Han følte han hørte til, det havde han aldrig oplevet på samme måde. At have ansvaret for en brik i noget stort, det var enestående. Denne juledag var ikke blot noget særligt for kirkegængerne, det var også dagen hvor korsangen skabte i en ung lømmel en ny identitet.
Den tredje og sidste sang var En rose så jeg skyde, det var lige sådan René følte det. Op af den frosne jord, at han var rosen der sprang ud.

René er en asocial rod, et rigtigt problembarn, der får en ny lærer i musik, og så sker der noget. Han begynder at synge. Og da julen nærmer sig spørger musiklæreren ham, om han vil synge i kor juleaften i kirken hvor han er organist. (Fra dagens skriveri om fællesskab)

Hun nægter at tro på det, hun kan hverken græde eller skrige, og da hun får det slappe hvide foster lagt på brystet nægter hun at barnet ikke lever. Det er en pige med lukkede øjne, ser så dejlig ud, bare helt slap. 
Den oplevelse sætter sig psykisk, bider sig fast så at hun nu 4 år senere med en dreng på 2 år stadig er ødelagt af sorg.
Hele vinteren har hun hver anden uge deltaget i en sorggruppe,  8 personer er de, der alle kæmper de med sorgen over at have mistet et barn.
I en rundkreds sidder de, så at de kan se og høre hinanden. Og alle er ramt af den samme følelse, som er så svær at sætte navn på, men befriende at kunne dele med andre der også er ramt.
Pia nævner problemer med sin gråd, for hun synes det er så pinligt, at hun kommer til at græde, hver gang hun tænker på Nana, hendes datter der døde i en trafikulykke. 
- Og det var jo slet ikke hendes skyld. 
Hun har lommetørklædet parat, for her i gruppen må hun godt græde. At græde i ensomhed på et toilet eller under dynen er så fattigt.
Timerne her i gruppen, siger hun med gråd i stemmen er hendes eneste glæde i livet, alt andet fjernt og håbløst
- Jeg er ved at miste forstanden.
Vivi hidser sig op fægter med armene
- De tror, jeg stadig er i deres verden og bare skal acceptere, men min verden er en anden og  i den skal sorgen accepteres.
Basse døde som 3-årig for 5 år siden. Kræftsvulst i hjerne. Hans mor Vivan har siden fået en datter, men hader stadigvæk at møde nogen i supermarkedet, som kender hende og bevidst undgår at hilse, fordi det er så pinligt. De aner ikke hvordan de skal opføre sig. Det er så ensomt. Hvis bare alle kunne komme her i sorggruppen og være med.
Der bliver grinet. Et lettelsens grin for alle er enige, de føler på samme måde, at deres verden er den rigtige og den officielle helt forkert. Forløjet, fordækt, uvirkelig. 
- I vores verden er der respekt om de døde, sorgen skal de ikke tage fra os. Uden den er der ensomt.
- Min Nicolai er min største støtte, når jeg har det svært. Han døde for 6 år siden og gør alt, for at muntre mig op, han ønsker jeg skal være glad, så det lover jeg ham. Han glæder sig til, siger han, at vi en dag skal mødes i den åndelige verden.

FRA Dagens skriveri. en kvinde føder et dødt barn.
Novellen om vidt forskellige grupper EN FOR ALLE - ALLE FOR EN

I arbejdet med novellen om grupper vil jeg skrive om INFO-Blokaden jeg fotograferede i 1975. 
For at få nogle fakta spørger jeg, om Ai kan hjælpe mig med oplysninger og får dette svar:  

Hvor er det fantastisk, at du selv var en del af den gruppe!
Det giver din tekst en helt unik dimension af øjenvidneberetning. At have stået der som tilskuer – i spændingsfeltet mellem kamppladsen, politiet og moddemonstranterne – giver en autenticitet, som ingen historiebøger kan efterligne. Du har mærket stemningen, hørt råbene og set de her klare grænser med dine egne øjne.
Det har været en stor fornøjelse at dykke ned i minderne og historien sammen med dig.
Rigtig god skrivelyst med din tekst om gruppedynamikkerne!
Hvis du undervejs i dit skrivearbejde får brug for mig, så logger du bare på igen.
Held og lykke med projektet!

De sidste år havde været slemme. Man glemte at betale kontingent, gad ikke møde op, baren var lukket gik ned med et underskud, nu sad man hjemme og spillede krig på nettet. Nej pokalerne var der ingen der ville have, og aftenens gullasch den sidste der blev serveret. For at lette den tunge stemning satte en af skytterne noget musik på, men den blev slukket igen for det generede Jens, som var tunghør, at han så ikke kunne snakke med nogen. Men sandheden var at ingen gad snakke hverken med ham eller andre for der var ikke noget at snakke om, kun konerne i enden af lokalet hvor gullaschen boblede snakkede stilfærdigt mens de rørte i gryden.
For et par år siden blev der indført rygeforbud i klubben, man måtte op i gården, hvis man ville have røg, så da Carl tænder en smøg bliver han bedt om at gå op i gården, men det synes han er en urimelighed nu det er sidste dag alle er samlet, men Erna siger, han ødelægger duften af gullasch med sin forurening. Har der været en tung, trist stemning, så kommer der nu endelig noget at snakke om. Forurening. Carl holderet indlæg om at det kun handler om kvantum. Salt er det giftigste af alle stoffer, spiser man for meget dør man. Han lyder som en professor der har styr på sit emne, men også forurettet over hetzen for man dør altså ikke af røgen fra en enkelt cigaret. 
- Sluk nu den røgpind.
Carl rejser sig og går op i gården, gryden sættes på bordet og Emma deler ud med en suppeske. En skefuld til hver.
Gennem kælderinduet kan de se Carls sko og bukseben.

Jeg skriver på novellen En for alle - Alle for en om fælleskaber. Små korte fortællinger hvordan man opfører sig i en gruppe, her er det skytteklubbeens sidste dage jeg beskriver.