Den usigelige Død

Bastian bad mig se den film, han har filmet hans første spillefilm og vil gerne høre, hvad jeg synes om den. Straks jeg kom hjem fra biografen skrev jeg til ham:

Er lige kommet hjem efter en fantastisk forestilling, den simrer stadig i hovedet af mod og betydning, jeg er vildt imponeret af samarbedet mellem manuskript, instruktion og ikke mindst billedsiden. 
Hele tiden er den usigelige død med, det er så ærligt, at det gør ondt, sådan tackler vi døden i vores priviligerede gudsforladte civilisation. 
Alt set gennem en 16-17 årig piges tanker og sind, det er så stort at konceptet er stramt og gennemført kun en eneste gang siges ordet død, det er den ellers så tavse, hjælpeløse far der til morens fødselsdag siger: "jeg har kun levet rigtigt, fordi der var en, jeg ville dø for" Havde det været en film om ham havde det hele set anderledes ud. Hans største desperate handling er, at han forsøger at kvæle datterens forstående kedsomhed med en divas digitale skrigeri.
Din lyssætning er formidabel, starter forsigtigt med skiftende sol og skygge og lader gennemgående mørkt være mørkt, det virker så rigtigt ikke en eneste lyssætning afslører, at det her er en film. Autensiteten er i top, alt tror jeg på, også når du går provokerende tæt på døden. Den enlige hvide havestol, det enlige flag til fødselsdagen, landskabsmalerierne på væggen, den kolosale bakke op ad klinten, du strækker konceptet så langt, men ikke længere end at det virker. Irritationen over hendes ustandselige pulsen på en cigaret og den akavede afsked ved bussen, det er ikke filmen, jeg bliver sur på men døden i datteren, det manglende ord.
Der må da komme en forløsning, for præcis som i virkeligheden er døden noget indestænkt og ulmende, selv da der pludselig set fra trappen kommer et par fremmede hastigt med noget affald måske og røntgenblå blink er det så hemmelighedsfuldt som i virkeligheden, og først da jeg ser døren til hospitalet forstår jeg, det var ambulancens blink. At scenen er ulæselig er bare så rigtigt, for det er jo pigens sind og tanker du filmer - men jeg bliver belønnet, det var værd at vente på. moren dør. jeg ser dødsfaldet, blomsterne og vatpinden hun får duppet læberne med og kammen der reder hendes hår, sådan ser døden ud. 
Og så en hyldest til alle andre unge på efterskolen, at de er fremtiden, men også at de skal ikke være så sårbare, at de afviser naturens lov, at døden er del af livet.
Det er stort at komme hjem med.
Jeg vil gerne, hvis du vil, gå filmen igennem med dig klip for klip og give min reaktion. 
Så har du en ledning med HDMI og USB stik, så kan vi bladre den igennem på storskærm.

Nu håber jeg så det bliver til et nærsyn, når han kommer på besøg.