Fra novellesamlingen Anna – og andre noveller
Der går han, døden, forbi også denne gang forbi. Standser ved en korsvej som ved han ikke, hvilken vej han skal vælge. Sort, ja han er sort, men jeg ser ham ikke, ikke længere. Men han er der, det ved jeg.
Nu sætter han síg er blevet træt måske af at skulle vælge og slå ihjeld. To piger i formiddags på vej på vejen, han sad i bilen, da den ramte, det må være hårdt, hårdt at være døden.
Tavs, ja han er tavs, så jeg hører ham ikke, ikke længere. Men jeg ved, han siger til, når tiden kommer, han kommer med tiden, det ved jeg.
Farfar stillede os op fætre og kusiner i solen ved gavlen den mindste til venstre, det var Kiersti, så kom Mikkel og Karen Marie, tolv var vi med høje Hanne helt til højre. Han ville måle tiden, Farfar, for han vidste godt, den ellers ville gå. Den ville med tiden gå, og så var det bare at få den standset i tide, inden vi var blevet lige høje og fået andre at holde ferie med.
Karen Marie døde, da hun var 23, det vidste vi godt, men først bagefter måtte vi sige det, det havde været meningen fra fødslen, at hun aldrig ville blive gammel, måske det var derfor, hun blev gemt væk.
Nu rejser han sig og går videre. Han har valgt en vej og har valgt rigtigt, det gør han altid vælger rigtigt, ingen dør uden døden, altid er han der sort og tavs aldrig i tvivl, næsten aldrig.
Jeg vidste det ikke, da jeg i Krakow på studietur om natten drømte, at jeg var på besøg hos Farmor, men hun var så mærkelig, talte ikke til mig, men gik bare helt forvirret rundt i stuen og kiggede ned i gulvet, knold i nakken den vanlige largo vippende mellem læberne og smudsige brilleglas, jeg turde ikke spørge, hvad der var galt, det var først, da jeg var kommet hjem ugen efter, jeg fik at vide, at Farfar var død netop den nat og nu lå begravet på familiegravstedet.
Der står han, døden, for enden, som venter han på mig. Der er kun den ene vej eller nærmest sti, og han har set mig, så jeg vender ikke om, men går videre, måler tiden med mine skridt. Kan godt regne ud, hvornår jeg når frem, da han pludselig vender sig og går videre. Sammen krydser vi nu klitter af hyben og marehalm, slugter med siv og mos, døden først, så mig i samme tempo men 100 meter senere. Eller 3 1/2 minut.
Der er lærke og vibe, så smukt de synger og en duft så dejlig, rosenduft, og et hav derude og kamille og revling så brusende, levende og evigt, igen og igen hvide striber og smagen af salt.
Det er, som om livet vil gøre sit yderste for at blive husket for det smukke. Og jeg nyder det. Med baskende vinger flyver de afsted, alle minderne, tilbage er kun turen på stien. Det er den mest intense oplevelse, tænk, at noget kan være så smukt og så rigtigt, blæsten, solen og buskene får stemmer og sandet synger, men der er stadig langt til døden.
Livet igennem var jeg så bange for at dø, tænkte, husker jeg, på at tage livet af mig for at slippe for at skulle dø. Jeg var så bange, fordi jeg ikke kunne se ham, men nu, hvor jeg følger efter ham, er jeg tryg, ja sådan skal det være, aldrig skal du slippe døden af syne, for så kommer angsten. Først for døden så for livet og så en dag står du ved en korsvej og skal vælge leve livet eller følge døden, men du ved ikke hvilken vej, der er den rigtige