Det Sidste Menneske

hvis han var i tvivl om hvordan han havde det kunne han kigge på sine fødder. de fortalte alt. var de sunde raske og levende så var arne det også. men var de kolde trætte og forpinte så var han kold træt og forpint. og så gjorde han hvad der skulle til for at få det bedre.
fødderne var arnes termometer. en tilstandsmåler der varslede sygdom og altid tog han advarslen alvorligt og sagde tak. det gør han også nu med sin grødske i hånden siger tak for det hans fødder varsler at også han skal på en rejse snart. arne går over til alteret.
udenfor regner det befriende for vegetationen som længes efter vand og floden som igen bliver levende
                           bøn eller bad?
tænker han og lytter efter karla om hun kan overdøve regnens musikalske leg når bladene rammes af dråber
                          først bad så bøn
han skræver over de dødes rester af tøj og træ og stiller sig uden for grotten hvor der er åben himmel lidt mærkeligt at en blå himmel kan give så kraftig en byge. alt tøj smider han gnubber sin krop med blade arme bryst ben også det ømme sted. smerten gør så godt så mærker han han lever. lidt endnu.
nyvasket tørret påklædt lægger han sig på knæ foran alteret. der er et kors og to lys en dug og inskriptionen i klippen han får lyst til at skrive en hilsen som robert f. scott da han som den sidste overlevende på ekspedition til sydpolen ville fortælle på skrift om sine sidste timer.
“i timerne omkring frokost udnytter jeg den lille smule varme jeg kan finde til at skrive og forberede mig på at enden er nær. vi har kun et enkelt varmt måltid og kold mad til to dage tilbage. jeg tror ikke længere vi har nogen chance. jeg har besluttet mig for ikke at begå selvmord. hvis denne dagbog bliver fundet vil den vise hvordan vi blev ved vore døende kammerater og kæmpede helt til det sidste“
Arne tager den spidse sten der ligger ved alteret og ridser i klippen to personer med hinanden i hånden. og ordet
                          sidste
så folder han hænderne beder til vorherre om han vil tage godt imod karla hun er på vej og han selv arne som følger efter. en solstribe bryder gennem skydækket og famler sig ind i grotten
                          det må være et tegn
tænker arne
                          fra min gud i himlen
                          at jeg er hørt
endnu tre dage går før arne som det sidste menneske på jorden dør.