Jamen det er da helt utroligt
så grimt det er, mennesket
rynket som et æble
foldet som et bjergmassiv
afklædt, blegt med brune pletter
vraltende ud ad badebroen
baglæns ned ad trappen
krogede fingre, fortykkede knoer
øjnene må være der et sted
bag lågets slatne folder
hvor grim kan man blive
når skønhed bliver overflødig
og nøgenheden røber
at tiden er forbi
nu glider den på ryggen
ud i det blikstille vand
kun stenen i fingerringen
stråler i den skarpe sol.
Åh nej, endnu en krop kommer
trissende, mavefolden skjuler
det falmede tekstil og
fødderne krogede deforme,
hvordan kan de holde det sammen,
det akavede kadaver
den hvide flade røv da hun
træder ud af dragten
fedtknuder og blævreflæsk
det ligner slagteriaffald
tænk, at der er et menneske
derinde stadigvæk
med sprog og ånd og godhed
erfaring, visdom, intellekt
det hjælper når hun får tøjet på
og tager bilnøglerne frem
og smiler under sommerhatten
når sommerkjolen blæser i vinden.