digt om erindring

Ligger på ryggen og kigger op i hovedet på en mand jeg ikke kender udenom er andre ansigter de kigger underligt på mig jeg ligger på en kælk bliver flyttet til en båre som bliver skubbet ind i ambulancen nogen fandt mig livløs med skiene på i sneen bag Ulvedalene bliver kørt til Amtssygehuset men jeg er så træt det næste jeg husker er mor.
Jeg ligger på gangen med skitøjet på har kvalme hun vil holde mig i hånden
hvorfor er hun her? tænker jeg det orker jeg ikke har bare lyst til at lukke øjnene gider ikke snakke hun spørger og spørger gid hun dog ville gå og lade mig få lov at lukke øjnene det er det eneste jeg tænker jeg vil godt være alene uden omsorg og medlidenhed og trøst og høneklukken men siger ikke hun skal gå.
Det er det værste ved at ligge på hospitalet at få besøg. Gæster har brugt timer på bus og blomster og forventer man spiller med i deres omsorgsspil tre dage ligger jeg til observation for hjernerystelse med havresuppe og stuegang det er eneste gang jeg har ligget på hospitalet og det bliver også den sidste.
Jeg vil godt dø alene og hjemme uden nogen ved det så kan de stå og klynke ved kisten dem der har brug for det.

Uddrag af Levet og levnet – digt om erindring