Djævlens Straf

Martin har købt ringene enkelte og glatte femten karat, kirketjeneren står parat med etuiet, hvori de ligger foret med kongeblå fløjl. To store stearinlys er tændt på alteret, et maleri af Jesus, der fra en bakketop velsigner hyrder, mødre med børn og disciple, helt stille er der på billedet og i kirken, så intens en stemning af højtid, da præsten siger
– Så tilspørger jeg dig, Erika Elise Holmsgaard tror du på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber, på Jesus Kristus hans enbårne søn født af Jomfru Maria undfanget ved Helligånden?
– Ja. Erika smiler til Martin, der er tydeligt bevæget.
– Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?
– Ja.
I samme øjeblik lyder et tordenbrag så højt og overrumplende, at menigheden kigger skrækslagen mod kirkens hvælvinger, hvor engle og dæmoner ved reformationen blev kalket over, men siden er fundet frem igen.
– Nu holder du dig væk, din Djævel.
Erika råber nærmest skriger, mens hun truer med knyttet hånd mod loftet. I det samme knækker benene under Martin sammen, præsten rækker ham hånden, og Erika bøjer sig over ham. Hvid i hovedet er han, øjnene stirrer tomt mod loftet, kirketjeneren holder fast på det åbne etui med ringene, forloveren styrter til, kan se den er helt gal, klapper Martin på kinderne, han er slap. Erika tager sig til hovedet skriger mod hvælvingen.
– Din Satan, der fik du mig.
Så græder hun højrøstet jamrende gråd, mens der bliver ringet efter en ambulance.
Vild panik. Folk myldrer op mod alteret for at se, hvad der er sket, går mod udgangen for at slippe væk eller de sidder som sammensnørede bylter for at trøste hinanden. Ingen ser den store sorte fugl sikkert en ravn flyve så kraftigt mod ruden øverst i korets høje vindue, at den falder baskende til jorden.

Fra romanen REJSEN TIL HEKKENFELD