Dagens

Hjertelyd væk

I taxa til Rigshospitalet, fædre må ikke være med til fødslen, så Arnold tager plads på en stol lige uden for døren til fødestuen, så han kan se, hver gang døren går op, hvad der foregår. Og høre, presseveer lyder altid faretruende voldsomt - Pres pres, Jeg kan se hovedet. 
Jordemoren sidder på en metaltaburet mellem Samanthas ben, på bordet ved siden af, er der lagt frem til to babyer og ved tvillingfødsler er der dobbeltbemanding, så der står flere sygeplejersker og læger parat, hvis der skulle blive brug for det. Og det gør der.
Efter første barn er blødningen så voldsom, at flere træder til for med et tryk på maven at presse moderkagen ud, det lykkes, men det bløder stadig. En anestesilæge bliver tilkaldt.
- Hurtigt, vi skal have det andet barn ud nu.
Den hektiske aktivitet får Arnold til at rejse sig og gå hen til døren, aner ikke, om det her er normalt.
- Ud nu, den anden skal ud. Pres pres. Samantha er udmattet, gør hvad hun kan, så kommer endnu et hoved.
- Nu kommer den, så fint. Godt Samantha, på næste ve er den ude.
I dette øjeblik trykker lægen på alarmknappen, to portører kommer løbende med en båre fra operationsstuen specielt beregnet til akutte situationer. Andet barnet er ude, Samantha får iltmaske på, moderkagen er stadig derinde, blødningen tager til.
To portører, tre sygeplejersker og to læger løber med Samantha på båren forbi en chokeret Arnold, så styrter han efter dem, kan se de kører ind på OP4. Ingen adgang, står der på døren, så er han ved at besvime, det her er for meget, alt er panik, det vælter rundt i hans hovede, skrigene, blodet, Samantha. Billeder skifter hurtigere og hurtigere, han støtter sig til væggen, da han hører stemmen runge gennem den lukkede dør - Gør det, du kan godt.
Hans fod sparker døren op, han styrter hen til hovedgæret og tager Samanthas hoved i sine hænder.
- Elskede, jeg er her. Klapper hendes kinder, flere kommer ind, ingen forsøger at smide ham ud, stemningen er for hektisk.
- Den moderkage skal ud nu.
Samantha virker helt væk, besvimet, en sygeplejerske giver Arnold en hvid kittel om skuldrene, men lader ham stå ved hovedgæret.
- Klar med anæstesi, kalder en læge men overdøves af en sygeplejerske.
- Hjertelyd væk. Klar til stød.
Lynhurtigt bliver en defibrillator kørt frem, to plader med ledninger sat på Samanthas bryst, Arnold bliver trukket væk fra hovedgærdet - Samantha.
- Væk fra patient. Klar til stød. Brystkassen hopper, og så er der stille. Arnold griber sig til halsen.
- Ingen hjertelyd. Klar til stød.
Det gentages. Og igen, hvor længe der går, ved Arnold ikke, før lægen erklærer - Klokken er 22’53. Patienten er afgået ved døden.

Fra romanen Saga om Viltgudr

Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.