Drab og Kultur

Skriver lige nu om Adolf Eichmanns tilfangetagelse og dom og lader en af mine personer sige om billedet på plakaten, at han ligner Arthur Miller. 



Tilfangetagelsen i april måned 1961 en verdensnyhed. Det er lige noget den jødiske stat kan bruge i forhold til både verdenssamfundet og de arabiske naboer, at Israel er en pålidelig, retfærdig og nådesløs nation et vigtigt signal at sende efter eksodus, at man som selvstændig stat kan handle, dømme og hævne, når nu hverken USA eller Tyskland vil. 
Så her sidder krigsforbryderen bag skudsikkert glas i en retssal og skal frem til 15.december høre utallige tidligere fanger fortælle om jødernes grusomme forhold i koncentrationslejre. Eichmanns svar til alle anklager er - Jeg var der ikke, det var ikke mig, jeg er uskyldig. 
Han får dog det sidste ord inden han dømmes til døden - Jeg gav afkald på min samvittighed for at tjene mit land.
Bjarne sætter sig ruller en joint og Mark spørger undrende hvorfor Eichmann på plakaten ligner en intellektuel forfatter og ikke en blodtørstig forbryder? 
Så er det som om Maja vågner, dybt koncentreret har hun fulgt med i Bjarnes levende beretning, og hun mener, hun har svaret - Alle er vi skabt til både drab og kultur, både blodbad og fortælling, kun omstændighederne afgør hvem af dem der vinder.

Fra romanen FORHØR under udarbejdelse