Efterår

Nu ruster den, skoven
drysser i flager
sommerens skyggende
lethed
fælder
de gulbrune skæl
lader dem duve til jorden
nænsomt
som tak for lån, afleveres de
i en bunke under kronen
rustrød

Og grene gror frem
mørke, grønne, arrede, fugtige
huleblinde knogler og pinde, sorte
kronernes ærbare hemmelighed: Nå, på den måde.
Nu klæ’r den sig af, skoven
vinternøgen

Hvilket privilegium
at trave gennem skoven
og nyde skønheden
forfaldets farvepragt
og afstivningens indretning
så genial i sin opbygning
fuldendt til at bære den
krone, der nu
søvnigt dyner sig
på jorden og
venter på et vindpust.
Hvor skønt at trampe i blade og glædes ved livets rytme, skovens
hjertelyd