Fra notesbogen da jeg besøgte Jacob og Sara sidst på Fejø.
Det var i deres lade jeg lod mig inspirere til dette digt.
Flammende orange i hver en sprække
vindstille solstriber lyser op
som insisterer de på at jeg skal se.
Nådesløst afslører de sandheden
blinker larmende når jeg går forbi
og en stråle rammer mig
Det er skønhedens sendebud
der kommer med beskeden
at jeg findes og kan se. Og jeg ser.
Og jeg mærker omkring mig
som en nysgerrig killing øjeblikkets
kærlighed da jeg bydes op til dans.
Den forladte lade bliver en balsal
hvor dansen fødes mellem traktor og hønsenet
i en duft af halm bliver jeg ført og forført.
Af syngende alfer.