Er det kærlighed?

Hun sidder alene bag nodestativet og øver, lågen til haven står på klem, Freddy lokkes af tonerne og skæbnen er med ham. Buen stryger mod strengene, der drysser på gribebrættet fint hvidt støv fra hestehårene, og så giver det lyd, dybe toner og høje, fingrene løber langs strengene, hvide pigefingre der ved præcis, hvor de skal hen, og skulderen en nøgen skulder så blød, frem og tilbage føres buen, først nænsomt så hidsigt som i gallop, og det hele bliver til musik.
Celloen støtter på en pind på jorden, en stor krop med udskæring og form, det er den, der giver lyd, nej det er strengene, nej fingrene, nej hende, håret er bundet i nakken, halsen bleg, øjnene lukkede og munden, små trækninger som danser læberne med.
Musik er for Freddy noget der kommer ud af en højttaler, det her er noget andet, det kommer fra et menneske, en pige der bare øver sig i at blive bedre. 
- Er det kærlighed? tænker Freddy, for sådan føles det. Kærlighed ikke til pigen, instrumentet eller musikken, men processen at øve for at blive bedre.
Musikken blæser tanken bort og giver ham lysten, han bliver tændt af kærlighed uden at ane det. Fanges ind af strofer det føles godt, næsten berusende, så han plager om at måtte blive, trygler tiden om at gå i stå - dette er hjem, det er her, jeg hører til.
Sådan er det med kærligheden, du kender den ikke, før du er i den.

Fra novellen VEJEN TIL VALHAL i samlingen OMVEJ TIL HIMMERIG