Stadig citat fra starten af morderens dagbog hvor jeg præsenterer hvem han er.
Her hans forhold til døden.
Gusten gul i ansigtet med en rose på brystet der er koldt i kapellet jeg kender ham ikke først i morgen kommer han i kiste så fredfyldt ligger han der i en duft af nyudsprungne blomster og fenol.
Der er en ro i kapellet som er det evigheden jeg træder ind i. En tidslomme. Gadens lyde bliver holdt ude af tykke mure ingen stemmer selv mine tanker sænker tempoet til de stopper helt og kun oplevelsen står tilbage den tidløse tilstand naglet til øjeblikket.
Da får jeg den tanke at døden er chancen for at forblive den man er. Man behøver ikke længere frygte hvad der kan ske.