Flammers lydløse Sang

Jeg er med Ida, Dorina og Sandheden på jamborette i Australien med 14.000 unge fra hele verden.

En gruppe spejdere sidder omkring et bål, der er lige plads til os, så vi sætter os i kredsen og nikker til de nærmeste, de er ved at synge, tidligt på aftenen vi har lige været i teltet, fået noget at spise og er nu på aftentur i lejren. Mørket falder på, og flammerne lyser op, så levende de er, flimrer og gnistrer, hele tiden bliver en ny gylden orange skabt og dør ud, for at blive erstattet af den næste, som de dog snakker, nej synger kunne jeg dog bare høre deres lydløse sang, kun spejderne hører jeg, fællessang fra børnestemmer og den fjerne bas fra scenen. 
Jo nu danser de, flammerne til børnenes sang, forsøger at puste til den rolige rytme, de har så travlt, men sangen dysser dem ned. En evighedsballet der griber mig, sender mig tilbage i tid til en urtilstand, hvor mennesket var sjældent og verden natur. Hver ny flamme slikker og slipper, er en skæbne der fødes og forgår, en perfekt balance mellem fødsel og død, men farligheden lurer, for hvis balancen bliver brudt, bliver bål til brand, og så danser de ikke længere men hærger og fortærer. Dorina er faldet i søvn i Idas skød, det bliver mørkt, og vi går hjemad.
Det er i mørket mellem teltene at Sandheden ser en gruppe unge danse om bålet, de er malet hvide i ansigtet og på kroppen kun iført shorts, kulørte bånd om panden, det ligner kluddermor, vi legede som børn, tæt sammenfiltrede er skikkelserne mørke i huden, brede næser, kruset hår, kun teenagedrenge og så synger de, eller sang er det ikke, men en fælles disharmonisk, faretruede dyb tone. Det ligner en ceremoni, jeg genkender ved et af teltene aboriginernes flag en gul cirkel midt mellem sort og rødt. Sandheden med Dorina siddende på skuldrene trækker os hen mod dem. Månen er fremme, så vi er ikke usynlige, lister os bare nysgerrigt frem, da der ud af mørket træder en skikkelse, høj og stærk, rød i huden, langt hår og krumme ben, større end de unge der danser omkring bålet. Han standser os, stiller sig på tværs af stien, stemmen er dyb og bestemt - Stop.

Fra romanen BUNDET TIL MASTEN