Forelsket. Altid har jeg vrænget af turtelduer, der kun har blik for hinanden, og nu er det så mig, der er blevet hjernedød en fuldstændig forandring af det, jeg troede var mig.
Snotforvirret, rastløs som en løve i bur har jeg kun en ting i hovedet, og det er Maja. Når det for alvor går i selvsving, og maven mudrer, og jeg ikke har styr på mine bevægelser, tvinger jeg mig ned i sofaen, lukker øjnene og flyver tilbage til natten med Maja mærker hende dufter hende lytter til hendes vejrtrækning, læber øjne og blik jeg kunne spise hende, glemmer at lukke vandhanen, hvor stillede jeg mine sko?
Slap af, træk vejret helt ned i maven.
Har lyst overdådig lyst ekstrem voldsom lyst, det er som en bjergbestigning intet kan få mig til at vende om, før toppen er nået, hvorfor vente når lysten er der og kræfterne, hvorfor så vente?
Fordi der er udsigt til storm.
Åh så fornuftigt beregnende alt skal være, så planlagt jeg er bange, for tænk hvis lysten forsvinder og modet visner?
Kommer en storm så tager jeg stormen.
Vindstyrke 12. Hvis du når frem, kommer du ikke levende tilbage.
Jamen jeg skal ikke tilbage kun frem i tid og sted, frem op hende venter jeg risikerer at glemme hende. Jeg skal betro dig noget.
Da jeg havde allermest lyst, det var ud på morgenen, Maja sov næsten, og jeg ligger på hendes krop holder hende fast armene over hovedet, hun er så vidunderlig smuk, da slår det mig, at dette øjeblik må ikke forsvinde, ingen anden må få hende, hun er min og kun min.
Og derfor måtte du kvæle hende?
Bare en tanke men sådan er lysten, når toppen er nået, så vil den slukke lyset og tiden og livet, er det ikke sygt?
Det er det. Forelskelse er en sygdom.
Hertil er jeg kommet i mit daglige skriveri, min hovedperson er blevet forelsket og fører en samtale med sig selv. Det bliver lidt spændende om Maja flytter ind hos ham, mon ikke hun gør?
Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.